Kapitel 3: En Paramahamsa’s tilsynekomst🔗

Page 60 En inkarnation og Paramahamsa fødes i Tiruvannamalai: Fortællingen om en fuldt bevidst fødsel

For foden af det hellige bjerg Arunachala og midt i det spirituelle nervecenter som Tiruvannamali er – takket være tilstedeværelsen af bjerget og af den hellige jyotirlingam – guddommelige lyskilde Arunachaleshwara – lod nithyananda sig føde som det andet barn af ægteparret Arunachalam og Lokanayiki.

Nithyananda erindrer sin fødsel således:

'Det var hverken mørkt eller fyldt af lys; en ubeskrivelig farve omsluttede planeten Jorden. Pludselig opstod et klart, strålende lys ud af et område, som jeg i dag opfatter som værende det sydlige Indien. Jeg gik ind i det lys i form af en strålende meteor. Det næste syn jeg opfattede i mit indre øje var Arunachala og da vidste jeg, jeg atter en gang havde taget fysisk form; jeg var gået ind i min mors mave. Det var en fuldt bevidst fødsel. Jeg gik ind i kroppen klokken 23.45. Det tog mig en nuhurta – omkring 45 minutter – at finde mig ordentligt til rette i kroppen.’

nithyananda’s mor opdagede at hun var gravid under en pilgrimsrejse til den hellige by Tirupati. Hun følte sig sløj og lægen kunne konstatere, at hun var med barn. nithyananda’s relation til Lord Venkateshwara af Tirupati – én af Lord Vishnu’s inkarnationer - viste sig således endda inden hans krop var født. Hans mor havde rent faktisk ønsket sig en datter, da hendes førstefødte var en søn og var ærlig talt lidt skuffet, da hendes nummer to også viste sig at være hankøn.

nithyananda fødtes 32 minutter efter midnat den 1.januar 1978 i den hellige by Tiruvannamalai i SydIndien. I overensstemmelse med lokal skik og brug opkaldtes han efter sin morfar og fik navnet Rajasekaran. Navnet refererer til Siva og betyder ’Konge over alle guderne’. nithyananda fødtes i den tamilske måned kaldet Margazhi (december-januar). Lord Krishna siger ’hvis jeg var en måned ville jeg være Magazhi.’ Det er også måneden for brahma muhurta – deva’ernes (guddommelige væsener) bedste tid, specielt den tidlige morgenstund som regnes for den helligste tid på døgnet. I den måned er mange store sjæle og Oplyste Mestre født: Ramana Maharishi, J. Krishnamurti, Sharada Devi, Seshadri Swami og Vivekananda er blot få eksempler. Den regnes derfor som den helligste måned på året.

nithyananda fødtes i Tiruvannamalai på ashtami dagen – ottende dagen efter fuldmåne. Ashtami regnes som en materielt orienteret eller ikke-spirituel dag og af asketer betegnes den som en ufordelagtig periode af måneden. Ifølge overleveringen skulle denne ashtami dag i sin tid have sendt en bøn til Krishna om at ændre dens image, hvorfor Krishna besluttede at lade sig føde på netop selvsamme dag blot for at vise verden at også en helt almindelig mand, som lever i materiel komfort med alt hvad dertil hører, kan lede og leve et religiøst, et spirituelt liv.

Nithyananda’s koncept: quantum spiritualitet hvori materialismen møder spiritualismen er helt i tråd med Krishna’s filosofi og lære; at lade materiel succes og spirituel udvikling glide sammen i eet. Der er, hævder Nithyananda, ingen grund til at skulle træffe et valg mellem enten et såkaldt almindeligt liv med familie, karriere, indkomst og succes eller et religiøst/spirituelt liv med fokus på afkald og oplevelsen at ’hele verden er min egen’. Selve dette koncept har gjort en stor forskel for rigtig mange mennesker, idet det at høre det har hjulpet dem til at slippe deres skyldfølelse over at skulle træffe et sådant valg. En smuk fortælling fra Mahabharata hvori den viise Markandeya taler således til Prinsen af Pandava Yudhistra: Der var engang en asketiker, som gik under navnet Kaushika og som med stor omhu og nidkærhed overholdt sit Brahmacharya løfte – det vil sige han levede i cølibat som forberedelse til et liv som munk.

En skønne dag mens han sad under et træ og reciterede de hellige skrifter, skete det at en trane var fløjet op og sad i toppen af selvsamme træ. Den uskyldige fugl vidste ikke bedre end at ’gå på toilettet’ da nu trangen meldte sig, og som en følge heraf faldt dens lille afføringsklat direkte ned og ramte asketen midt på issen. Han kiggede olmt op på fuglen og vreden i hans blik fik dyret til at dratte død om på stedet.

Kaushika følte sig helt ked af det, da han nu så fuglen ligge død på jorden.

Han fortrød nu, at den voldelige tanke som et øjeblik var passeret gennem hans sind havde slået et lille uskyldigt kræ ihjel. Lidt senere følte han sig sulten og gik ud for at bede om almisse, som det var hans praksis og spirituelle disciplin.

Han gik og valgte at stille sig op foran et hus hvis frue på det tidspunkt stod midt i opvasken; i håbet om, at hun, når hun var færdig med det, ville tage sig lidt af ham.

I mellemtiden kom herren af huset hjem fra arbejde, træt, udaset og skrupsulten, hvorfor konen først valgte at tage sig af ham. Hun badede og tørrede hans fødder og serverede ham sin aftensmad.

Kaushika troede, hun havde glemt ham. Men efter at have taget sig af sin husbond kom konen faktisk ud til ham med lidt mad.

Hun sagde, 'Undskyld du måtte vente så længe – tilgiv mig.'

Kaushika sagde irriteret, : 'Frue, du har holdt mig hen i alt for lang tid. En sådan ligegyldighed er uacceptabel.'

Kvinden svarede, : 'Vær venlig og tilgiv mig. Jeg tog mig af min mand først – deraf forsinkelsen.'

Kaushika moraliserede, : 'Det er kun godt og rigtigt at du tjener din mand, men sanyasien (munk/nonne) bør ikke negligeres. Du virker som et noget arrogant kvindfolk.'

Hun, 'Vær ikke vred på mig, men husk at jeg kun lod dig vente, fordi jeg tjente min mand. Jeg er ikke en trane som du kan slå ihjel med en voldelig tanke og dit raseri kan ikke røre den kvinde, som pligtopfyldende og kærligt tjener sin husbond.'

Kaushika stod helt forbløffet. Hvor i alverden kendte kvinden til den historie med tranen, tænkte han.

Hun fortsatte, 'Brahmachari, du kender ikke til pligtopfyldelsens hemmelighed – og er også sørgeligt uvidende om at vrede er menneskets suverænt største fjende på det indre plan. Tilgiv forsinkelsen og gå straks til byen Mithila og opsøg der Dharmavidhya, som vil instruere dig i det gode livs hemmelighed.’

Kaushika var nu mere ydmyg. Han sagde, : ’Jeg fortjente at blive sat på plads og jeg vil tage ved lære af din opsang. Den vil komme mig til gode. Du må have det godt!’

Med disse ord vendte han rundt og vandrede til Mithila.

Da Kaushika nåede til Mithila begyndte han at se sig om efter Dharmavyadhas hus, som han mente nok skulle ligge et sted i udkanten af byen, et godt stykke fra byens larm og tumult.

Ad smukke boulevarder passerede han forbi de skønneste haver i den store by og nåede til sidst en lille slagterforretning, hvor han gik ind for at spørge om vej. Hans forbløffelse kendte ingen grænser, da det viste sig at slagteren selv var Dharmavyadha.

Ganske chokeret og fuld af foragt* stillede han sig i et hjørne af butikken og så til mens slagteren arbejdede. (En del af brahmacharya er at være vegetar. Dels kræver fordøjelsen af kød langt mere energi af kroppen end fordøjelsen af vegetarisk kost – og det er derfor bedre for en person, der mediterer meget at holde sig fra at spise kød. Dels er en virkning af meditation, at ens følsomhed og sensitivitet højnes meget betydeligt, og det er ikke ualmindeligt for en yogi eller yogini at kunne fornemme det døde dyrs følelser og bevidsthedstilstand, hvis kød de spiser; derfor falder lysten til kød væk! Endelig er effekten af meditation at hjertechakra’et åbnes, og den gennemstrømmende kærlighed til alt levende som er resultatet af det åbne hjerte betyder også at meditatoren m/k helt naturligt ikke har lyst til at være – om end indirekte – årsag til et andet væsens død. Kaushikas foragt er et klassisk eksempel på den arrogante nybegynder ad spiritualitetens vej, som på den ene side overholder reglerne mere af pligt end af natur, på den anden side får et kick ud af at se ned på alle de såkaldt almindelige mennesker og deres levevis.) Pludselig rejste slagteren sig, gik over til ham og spurgte, : 'Min kære herre er du okay? Har den ærbare frue sendt dig til mig?'

Kaushika stod blot tavs og så fåret ud.

'Min ven, jeg ved hvorfor du er kommet. Lad os gå hjem, ' sagde slagteren og tog straks Kaushika med hjem til sit hus og lille lykkelige familie. Kaushika oplevede fascineret med hvilken ærbødig hengivenhed slagteren tog sig af sine gamle forældre.

Kaushika tog ved lære af den slagter og studerede hos ham dharmaen (oldgamle vediske leveregler) og menneskets opgaver og pligter. Da studiet var til ende gik han hjem til sit eget barndomshjem og påtog sig at passe og pleje sine egne forældre – det var en pligt, han tidligere ganske havde negligeret.

Vyadha Gita, slagterens lære til brahmacharien, viser hvordan det kan lade sig gøre både at leve et almindeligt liv som familiemenneske og samtidig opnå 'liberation' – frihed.

Page 64

I Bhagavatam som er en af de store hinduistiske mytologiske fortællinger henvender forfatteren den viise Vyasa, inden han starter bogen, sig til Krishna med ordene: 'Før jeg påbegynder din biografi, fortællingen om det guddommelige, hvem kan jeg da påkalde andre end du selv!' På samme måde, idet vi nu påbegynder denne biografi, lad os da erindre den Energi, som landede her på planeten som Nithyananda.

Engang sagde Mester til os, 'Når jeg fortæller om min fødsel og mit liv har jeg aldrig den ringeste anelse om, hvordan jeg vil udtrykke mig. Jeg ved ikke hvordan DET vil udtrykke sig.

Ligesom jer kan jeg blot bøje mig for den energi og tillade den Energi at udtrykke sig, som den vil.’

Om sin fødsel sagde Mester, at den var fuldt bevidst og helt vidunderlig. Der var ikke nogen separat oplevelse, én, der oplever og noget, der er oplevet – nej, det var blot Eet. Der var ingen dualisme; oplevelsen var som mørke dækket af mørke, lys dækket af lys. Det var ren Bevidsthed; det var levende energi. Det var ren opmærksomhed, sat chit ananda. Den rene Bevidsthed er sådan; den kan ikke være anderledes. Den er levende (sat ), Den ved, den er i live (chit), og Den er opfyldt af ’bliss’, af lyksalighed over at være levende (ananda); det er satchitananda.

Nithyananda beskrev sin fødselsproces som en sekvens i tre akter, tre kshana (vedisk tidsenhed). I første akt opfattedes et lys, en flamme som stod ud fra et eller andet sted i SydIndien. Anden akt var da han selv, energien, flød ind i og sammen med dette lys. I tredje scene var der bevidst opmærksomhed på Arunachala, stedet, bjerget og helligdommen i Tiruvannamalai. Han vidste, han var ankommet.

Når en sjæl forlader én krop for at tage en ny, har den lige nøjagtigt tre kshana til at finde den nye krop. Sjælen går ind i den nye krop blot tre kshana inden kroppen fødes, tre kshana før baby’en kommer ud af moderen. Indtil det øjeblik er fosteret en del af moderens livsenergi, men har ikke noget selvstændigt liv. (!)

Disse tre kshana er de tre scener som Nithyananda beskrev som sin fødselsoplevelse. Kshana er en specifik hinduistisk tidsmåleenhed som, ulig det system den øvrige verden kender til, ikke er baseret på kronologisk tid som det kan måles via et pendul. Kshana derimod er den tid der udgør tavsheden mellem to tanker; og som sådan er en kshana en størrelse der er ekstremt variabel, og afhængig af det enkelte individs tankevirksomhed.

Almindeligvis vælger ånden en krop udfra sine samskaras. Oplyste væsener, som ikke har nogen samskaras får tildelt en krop af Eksistensen selv, Parashakti, som bestemmer hvor de skal hen. For alle de sjæles vedkommende som har samskaras er det disse indprintede erindringer og vasana, selve tankestrukturerne i sindet, som er afgørende for valg af den næste krop, næste forældrepar og stedet for næste liv. Den nye krop fødes med sin bagage – prarabda karma, den indbyggede motivation for overhovedet at lade sig føde som er syntesen af tidligere livs vasana.

Under dødsprocessen glemmer sjælen sin vasana i det øjeblik den forlader kroppen igennem sit kausale energisystem og går i koma. En fuldt bevidst død leder til en fuldt bevidst fødsel, og er den eneste måde, hvorpå sjælen kan huske og tage med sig sin prarabda karma, sin vasana fra liv til liv – fra den ene fysiske krop via dødsprocessen til den næste fysiske krop! Kun for så vidt man erindrer sin prarabda karma, er det muligt at ændre den.

Det siges om Buddha, at Han gik fra det øjeblik, Han kom til verden. Det skal ikke tages bogstaveligt, men som udtryk for, at Han var fuldt bevidst fra fødslen. Han var fuldt ud klar over sin prarabda karma. Det samme var tilfældet med Nithyananda. Nithyananda har udtalt, at Han pt. samarbejder med gravide kvinder omkring nogle teknikker der kan hjæpe deres børn til en fuldt bevidst fødsel.

Som tidligere omtalt fødtes baby nithyananda 00.30 nytårsdag den 1.januar 1978, nøjagtigt 45 minuter efter han gik ind i sin lille nye krop i sin mors mave. Hans fødestjerne er nakshatra eller chitra – den såkaldt skinnende stjerne – på attendedagen af den tamilske kalenders Margazhi måned og ottende dagen efter fuldmåne, den såkaldte ashtami dag – samme dag som Lord

Krishna fødtes. Gammel vedisk tradition har altid anset tallet 18 som lykkebringende. Foreksempel har Bhagavad Gita 18 kapitler.

Når en så lykkebringende energi lander på Jorden frydes selve Planeten herved, Eksistensen selv fejrer det. Derfor siges det også, at da Krishna fødtes regnede det med velsignelser fra oven, alle guder og gudinder dansede i lyksalighed. Nithyananda's fødsel fejres af hele verden hvert år, da det jo er Nytårsdag!

Billedligt talt bliver der boret et hul i den kollektive menneskelige bevidsthed for at en sådan Energi kan lande her. Når et sådant 'hul' er skabt, kan det tilsvarende også bruges til at gå tilbage, gå 'baglæns' ind i den kollektive bevidsthed. Derfor regnes en Mester's fødselsdag som en lykkebringende dag og fejres som jayanthi, hvilket betyder: Han kom, Han gæstede Planeten, Han forlader scenen igen. Meditation på det formløse aspekt af Mesteren's energi på specielt den dag giver god mulighed for at opnå et glimt af den kollektive bevidsthed.

Det tog nithyananda to muhurta eller i alt 45 minutter at finde sig tilrette i sin nye krop og lade den føde. Han havde fuld opmærksomhed på og bevidsthed omkring alt, der skete omkring ham. Han følte det hele som en glædesfyldt og dejlig oplevelse.

Jeg spurgte nithyanandas mor hvad hun kunne huske fra sin fødsel af drengen. Hun svarede smilende, 'han var en ordentlig krabat, men det var en nem og smertefri fødsel.'

Nøjagtigt 22 år efter nithyananda tog plads i sin krop her på planeten, nåede han Oplysningen, hvorved den fine tråd, der hidtil havde tjent til at holde ham i kroppen mens den voksede til, endeligt blev skåret over. I løbet af disse 22 år gæstede han folk her på planeten på en afslappet og bevidst facon. Gradvist slap han den lille portion sattvic guna Eksistensen hvde givet ham med fra fødslen, gennem tapas (bodsøvelse) og parivrajaka (pilgrimsfærd).

nithyananda fødtes ind i Saiva Vellalars klanen, en religiøs gruppe mennesker i Tamil Nadu. Folk fra hans gruppe benytter sig af hele fire firskellige kaste-titler såsom Nayanar, Chettiar, Mudaliar og Pillaimar. Mens nogle af os (fra ashrammen) studerede nithyananda's stamtræ sammen med Mesteren selv, blev vi ærlig talt noget forvirrede over hele systemet, som er ret så indviklet at finde rundt i! Det lader til at forskellige forfædre fra samme familie benytter forskellige titler og visse af kastetitlerne benyttes i øvrigt samtidigt også af helt andre kastegrupper.

Ifølge hans forældre var deres baby såfontWeight ekceptionelt afslappet og komfortabelt tilstede i sin krop helt fra fødslen, at han ikke så meget som gav en eneste lyd fra sig, hvorfor fødselslægen måtte prikke lidt til babyen for overhovedet at finde ud af om ungen var levendefødt eller hvad! Sjælen oplevede ingen smerte ved fødslen overhovedet. At dømme udfra moderens kropsvægt og hendes maves størrelse forudsagde lægen tvillinger, hvilken spådom ikke blev jordet totalt, idet der godt nok kun kom én baby til verden, men hans størrelse var immervæk fulde 10 pund!

Babyen fødtes i Kanya rasi og Kanya lagnam (solen og månen i Jomfruens tegn i det vedisk astrologiske system), hvilket almindeligvis indikerer at barnet er af hunkøn. Familiens astrolog var ekstremt forbløffet, da han efter at have lagt barnets horoskop straks efter fødslen, kunne konstatere at stjernerne og planeterne på fødselstidspunktet havde stået på en meget usædvanlig måde i forhold til hinanden, som han personligt i hele sin karriere som astrolog (han stammede selv ud af en astrologfamilie, hvor både hans far og bedstefar o.s.v. også havde udøvet det hverv) – aldrig havde set før, hvorfor han for en sikkerheds skyld smed det første horoskop ud og lagde det helt forfra for at sikre sig at der ingen tvivl var. Endelig kunne han så gå til forældrene med nyheden 'jeres baby vil som voksen blive raja sanyasi 'konge over hellige mænd'. Astrologen oplevede det som hans livs største ære og hans karrieres absolutte højdepunkt at have fået lov til at lægge horoskopet for en så ophøjet sjæl, hvorfor han prompte besluttede at trække sig tilbage fra sin metier og aldrig siden lagde et eneste horoskop.

nithyananda's forældre var ikke just lykkelige for astrologens forudsigelse. Uanset hvilken højagtelse en familie måtte føle for hellige mænd og helgener og den slags, ønsker de dog sjældent at lige netop deres lille pode skal gå hen og vælge et liv i forsagelse – sagt med andre ord de ønsker alle at få lov at opleve at blive bedsteforældre, hvilket jo ikke er en mulighed, hvis sønnike eller datteren tager brahmacharya! Så de var noget oprørte og ikke spor glade for den besked.

De spurgte derfor astrologen, som ifølge almindelig hinduistisk skik og brug samtidig fungerede som en slags familierådgiver, om der dog ikke var noget, man kunne gøre enten ved hjælp af ritualer eller anden religiøs handling for at ændre på den ulykkelige spådom. Familiepræst/rådgiveren måtte indrømme, at han faktisk ikke kendte til nogen form for interventionsmulighed, men sagde så, at de jo da om ikke andet så kunne sørge for at holde denne information hemmelig for barnet selv, i håbet om at udsætte det uundgåelige øjeblik så lang tid som muligt.

Mange år forud havde nithyananda's tipoldefar Kumaraswami mødt en hellig mand og haft en spirituel oplevelse. Det betød at han opgav sit hidtidige materielt baserede liv og resolut tog samtlige sine ejendele inklusive smykker og lignende værdigenstande og satte det hele ud på gaden, så hvem som helst, der måtte komme forbi, frit kunne erhverve det. Han gik derefter hjemmefra og bosatte sig i nærheden af et ligbrændingssted ved navn Bhoomandakolam i Tiruvannamalai. Senere tog han til Varanasi på pilgrimsfærd og endte sit liv der.

En omvandrende sadhu – yogi eller hellig person, kom en skønne dag til Kumaraswami's families hjem for at tigge almisse. Husets frue var netop på vej ud til ham på gaden foran huset med lidt mad, da en person inde i huset i et temmelig sarkastisk tonefald råbte, 'raske mænd skulle tage og arbejde for føden istedetfor at rende rundt og tigge af os andre'. Den hellige mand gik derfra uden at ville acceptere og modtage den tilbudte mad, og idet han gik sagde han, 'i jeres familie vil minimum én person per generation ende sit liv som tigger.'

Forudsigelsen holdt stik indtil nithyanandas fødsel, som ophævede sanyasiens forbandelse. Det siges at en oplyst Mesters fødsel i en familie ophæver den families samlede karma hele syv generationer frem og tilbage.

Kumaraswami Chettiars kone anså nithyananda for at være en inkarnaion af Kumaraswami selv. Kumaraswami yndede at gå med en stor rudraksh mala, en familietradition som symboliserer intens spiritualitet. Nithyananda har om Kumaraswami udtalt, at han levede som en Paramahamsa og derfor kunne han uden videre give alle sine ejendele og værdier væk uden fjerneste betænkeligheder. Kumaraswamis datter Dhanakoti Ammal plejede at kalde nithyananda jnana pandita – den viise lærde.

Page 69

En råkold morgenstund i løbet af efteråret 2005 sad en gruppe af os for Mesterens fødder i den nyligt åbnede ashram i Duarte i udkanten af Los Angeles. Han talte til os om baggrunden for sin bevidste fødsel.

Det tager lidt tid for en nyfødt hvalp, killing eller menneskebaby at finde sig til rette i sin nye krop og være fuldt manøvredygtig i kroppen. Rent faktisk er menneskebabyen det dyr, der har brug for længst tid til at kunne rejse sig og gå. En hvalp eller en kalv til eksempel rejser sig på sitrende ben, karter lidt rundt, men er totalt godt gående blot et par dage efter sin fødsel. Menneskebarnet derimod kræver et par måneder efter fødslen inden det så meget som bevæger sig lidt – lærer at kravle…o.s.v.

På samme måde udvikler den menneskelige psyke sig også stille og roligt over tid. For at udvikles og opnå befrielse kæmper menneskesjælen sig gennem sine samskaras. Som tidligere nævnt er samskaras den samlede sum i et menneskes sind af samtlige tidligere livs og dets nuværende inkarnations dybereliggende erindringer og ønsker. Fra det øjeblik vi går ind i fosterkroppen i mors mave begynder vi at opleve og at samle på oplevelser. Nogle af disse oplevelseserindringer går videre til vort næste liv, henholdsvis vi er født med et vist reservoir af imprints i vores sind fra tidligere liv. Disse erindringer er uden vor bevidste opmærksomhed indgraverede i vort krop-sind system. Disse samskaras er drivkraften bag størstedelen af vores handlinger – og det ofte uden vi egentlig selv er klar over hvorfor eller hvad, der sker – man kan med god ret hævde, at vore samskaras kører og kontrollerer vores liv, snarere end at vi egentlig selv sidder i førersædet.

De fleste af os er bundet op på vores samskaras og bruger hele vores liv på at rende efter dem, for evigt utilfredsstillede. Når en ydre oplevelse trigger vores indre print vågner den slumrende samskara op på ny og 'kommer op til overfladen' – fra underbevidsthedens dyb – med sit insisterende krav om øjeblikkelig tilfredsstillelse. Mange af disse samskaras følger med os fra liv til liv som basale tankemåder og attituder. Ganske få af os, nogle få heldige kartofler, som er så privilegerede at have en oplyst Mester som guide finder måske veje til at slippe ud af vore samskaras spændetrøje. Via meditation og meditativ indsigt eller som det sker nogen gange gennem ren og skær hengivenhed til Mesteren, til Eksistensen – er det muligt at 'slippe fri' opnå 'liberation' eller ja, Frihed med stort f!

Disse få heldige sjæle har allerede fra fødslen et stærkt og målrettet begær efter Frihed. De har ikke opnået Oplysning i deres tidligere liv, ofte har de tidligere haft liv sammen med eller tæt på Oplyste Mestre, men er af den ene eller anden grund ikke nået helt i mål. Få er disse sjæle, der fra starten af deres liv med nærmest desperat intensitet søger og endelig finder Frihed, Oplysning, 'liberation', mukti, moksha eller hvad man nu ønsker at kalde denne oplevelse af enhed med Universet, med det Guddommelige, Eksistensen, Kosmos – og de er det vi kalder frigjorte sjæle eller på hindi jeevan muktas.

Jeevan mukta er ikke at regne som en 'inkarnation' i betydningen en avatar. En jeevan mukta starter ud ligesom alle os andre dødelige og går gennem en vis proces, inden hun når den endelige realisation af hendes egen iboende guddommelighed. Hun ankommer derimod ikke til planeten fuldt bevidst, fuldt vågen allerede fra fødslen, men må gennem praksis, sadhana, intellektuelle indsigter, jnana, hengivenhed, bhakti og meditation, dhyana gå spiritualitetens vej til målet er nået.

Så er der inkarnationerne. En inkarnation lader sig føde fuldt bevidst med opmærksomhed og klarhed over egen indre guddommelighed. De kan også ses udøvende visse sadhana eller spirituelle praksisser, men i deres tilfælde er det altså ikke nødvendighed med henblik på at opnå Frihed som er drivkraften bag deres handlinger, men derimod skal deres såkaldte sadhana snarere ses som et reelt udtryk for deres egen iboende guddommelige persona.

Det er vigtigt at forstå forskellen her: inkarnationen er en allerede fuldt oplyst sjæl som er sendt her til Jorden med et bestemt, nærmere afgrænset mål for øje, en mission defineret af Eksistensen selv. Det er som om deres energi suges her til Jorden på foranledning af Eksistensen selv, når det er klart at menneskeheden har brug for lige netop den type Oplyst Energi. Den Oplyste Mester træffer ikke selv noget valg m.h.t. sin inkarnation, det sker bare…ligesom et æble ikke beslutter at 'nu i dag vil jeg lade mig falde til jorden' – det falder bare, når tiden er inde og det er modent!

Inkarnationen er som den legendariske svane, Paramahamsa. Disse fugle oplever en bevidst fødsel. Paramahamsa er inkarnationer som kom til Jorden med 100% fuld bevidst opmærksomhed, fuldt flyvefærdige fra dag eet.

Jeevan muktas derimod er ligesom hvalpe, kalve og babyer der må kæmpe sig op at stå. Men ulig andre småskabninger lærer jeevan mukta til sidst at flyve og når samme stade af indsigt som Paramahamsaerne. Oplyst er oplyst, enten er man det eller ikke; du kan ikke være 99% Oplyst, lige ved og næsten slår ingen mand af hesten som det ganle ord siger…så forskellen mellem dem er altså udgangspositionen hvor Paramahamsaen er klar fra fødslen og hans såkaldte sadhana blot er udtryk for at han ønsker at inspirere os andre og skabe de bedst mulige omgivelser for os andre. Man kunne så overveje hvorvidt man monstro selv er en hvalp eller en svane.

Da netop det spørgsmål blev stillet ham svarede Nithyananda, 'Hvis du allerede er en svane ville du ikke føle trang til at være her. Men du er som mindstemål en hvalp, ellers ville du ikke være nået så langt som hertil og kunne stille spørgsmålet! Hvis du er en svane ville du ikke have stillet spørgsmålet; det er bare noget du ville vide!'

Vi som har haft det store held at komme i kontakt med Nithyananda regner den begivenhed som den absolut største velsignelse nogensinde i vores liv. Det er vores oplevelse at Han er en ægte inkarnation, en avatar; ja faktisk må Han på linje med i sin tid Mesteren Krishna regnes for en Poornavatar.

Andre oplyste Mestre er igennem tiden med rette blevet tilbedt som inkarnationer. De viste hver for sig det ene eller andet af de fem såkaldte bhava, (relationer) hvorigennem folk tiltraktes til dem og blev deres disciple; dasa bhava, relationen mellem en Mester og hans tjener, som i tilfældet mellem Lord Rama og hans tjener Hanuman; vatsalya bhava, moder-barn relationen som det sås mellem Yashoda og Lord Krishna; matru bhava, barn-mor relationen som eksemplificeret i forholdet mellem Ramakrishna Paramahamsa og Moder Kali; sakya bhava, venskab som det fandtes mellem Arjuna og Krishna og endelig madhura bhava, relationen med den elskede som Meera helt åbenlyst udviste i sit forhold til Krishna. Nithyananda som Poornavatar, og fuldt på linje med datidens Krishna, viser Maha Bhava hvilket vil sige flere eller samtlige bhavas samtidigt – i én og samme inkarnation. Vi har set Ham være en charmerende Krishna én dag, en seriøst koncentreret Siva en anden, en kærlig Devi en tredje og en multifacetteret Vishnu CEO til andre tider! Det er helt umuligt at afgrænse Ham. 'At definere mig', udtaler Han, 'at fastholde eet specifikt aspekt af mig er at lægge mig død. Jeg er jo levende og jeg transformerer mig, udvikles og ændres hvert eneste øjeblik.'

Det eneste vi kan være helt sikre på med denne Mester er, at der ikke er noget som helst vi kan være sikre på!

Som Han så ofte siger, 'Kan du måske forudsige hvilken vej Gangesfloden vil flyde? Hvor hun vil vende sig næste øjeblik? Hun er natur og det er jeg med; jeg flyder med universet og har reelt ingen ide om, hvad der vil være mit næste træk, det er noget Parasakti bestemmer – og ikke denne krop.’

Hvor ofte har vi ikke stået foran denne Naturens kraftkilde og undredes, opmærksomme og helt åbne som svampe sugende Hans energi til os, opfyldte af kærlighed og dyb taknemmelighed for det enorme privilegie det er, den overvældende velsignelse at blot være til i Hans Nærvær.

Page 73

Indisk mytologi tæller lige omkring 330 millioner Guder; ja måske endog helt op til 3.3 billioner. Hinduerne er så temmelig nonchalante når det kommer til talstørrelser. En ikke-hindu kan nemt blive noget forvirret over de voldsomme tal og somme ville måske ligefrem grine sarkastisk.

Indholdet i dette kapitel skal ikke ses som et forsøg på at stemme læseren specielt for - eller imod for den sags skyld, hinduismen som sådan; men er et forsøg på at indvi læseren i visse aspekter af religionen med henblik på at kunne opnå en dybere forståelse af Nithyananda som voksede op i et rent hinduistisk miljø.

Nithyananda voksede op som hindu i en konservativ middelklasse-storfamilie langt ude på landet i den lille by Tiruvannamalai i det sydlige Indien. Mange af hans tidligste barndomsminder og oplevelser relaterede til hinduistiske ritualer og traditioner, hvorfor det vil være nyttigt med lidt baggrundsviden omkring disse aspekter af den hinduistiske religion.

De følgende forklaringer og oplysninger omkring forskellige hinduistiske praksisser skal ikke opfattes som en direkte eller indirekte kritik af nogen som helst anden religion og dens ritualer! Hver enkelt religion er opstået af sin specifikke civilisation, kultur og filosofi og blomstrede op med sine rødder i netop dens særlige baggrund. Når man forstår og lever sand spiritualitet vil man automatisk udvikle en dyb forståelse af selve kernen i sin egen religion og gennem ægte forståelse grundet i indre opmærksomhed nødvendigvis nå den konklusion at kernen i alle autentiske religioner er én og den samme.

Der er religioner og kulturer som tilbeder via statuer, malerier eller lignende udtryk for menneskets forestilling om det guddommelige/ om Gud i en fysisk form; og der er de religioner som ikke bruger afbildninger i deres ritualer. Visse religioner ser ligefrem ned på og omtaler med foragt såkaldt 'idolworship', (tilbedelse af det guddommelige via en form...det være sig en sten, en lille træskulptur eller en gigantisk guldbelagt statue) som de regner for at være uciviliseret grænsende til det barbariske, mens deres egen formløse tilbedelse anses for at være det eneste rigtige. Denne foragt opstod sandsynligvis i forne tider i forbindelse med visse ritualer forbundet med denne 'idolworship', hvor visse religiøse retninger ofrede levende mennesker – og/eller dyr.

Mange af datidens metoder var opstået udfra daværende religiøse lederes magtsyge og lyst til at kontrollere deres medmennesker og kan absolut ikke ses som udtryk for nogen dybere religiøs forståelse. Datidens reformatorer, som har været oprørte over disse metoder, som de anså for at være dybt menneskefjendske og snarere politisk end religiøst motiverede, afsagde derfor ikke blot metoderne, men uheldigt nok også selve baggrunden fra hvilke metoderne var udviklet. Kort sagt, barnet blev smidt ud med badevandet, som det så ofte sker, når vi bliver lidt for ivrige og bare vil se resultater her og nu. Desværre byggede mange af de nye religioners ritualer og metoder også på diverse præsters mere menneskelige end guddommelige personligheder med deraf følgende korruption i geledderne og hykleri i kulisserne.

Hinduisme er en inkluderende religion, åben for alle, der kommer til; der eksisterer ingen enten-eller doktriner i det hinduistiske filosofisystem. Hinduistisk filosofi er at tillade uenighed, kritik og modforslag eller argumenter. Sanatana Dharma, som er det oprindelige navn for det vi i dag kalder hinduisme, betyder 'den evige retfærds vej'. Hinduisme er netop snarere en vej, en rejse og ikke en destination; evig forandring, evig udvikling byggende på et grundlag af altomfavnende accept.

Siden den tidligste barndom er vi blevet indoktrineret i dette eller hint trossystem – og det blokerer typisk for at vi overhovedet kan forestille os eller er åbne for – noget andet; ide’en at ’sådan skal det være, sådan er det rigtigt,’ udelukker jo ifølge sin natur muligheden for, at virkeligheden faktisk kunne være anderledes. Vi sætter os selv i en åndelig spændetrøje ved at holde fast i snævre trosforestillinger om hvordan verden er og retteligen bør være. Fordi mange af disse leveregler og forestillinger på det nærmeste er ’kommet ind med modermælken’ har vi aldrig for alvor sat spørgsmålstegn ved dem og er måske knap nok klar over hvor styrede vi reelt er af dem, hvor begrænsede vi er… mange af disse forestillinger er moral skabt af samfund og religion med det yderst egoistiske formål fra de oprindelige skaberes side at kunne kontrollere og styre masserne til deres egen fordel.

Religionens grundlag er jo netop menneskets dybe trang til at erkende Sandheden – med stort S – sandheden om vor egen oprindelse, hvor kommer vi fra, hvor skal vi hen og hvorfor… hvad er ide’en med Universet i det hele taget og så videre. Én ting er sikker, sandheden findes ikke i en fastlåst mental holdning eller i et bestemt regelsæt nedfældet engang for x antal hundreder eller tusinder af år siden! Sandheden må til enhver tid findes af og ved mennesket selv i hendes eget indre.

Enhver person, der søger at påvirke os til at mene dette eller hint og leve på én bestemt måde o.s.v. idet han eller hun påstår at være særligt udvalgt af Gud til at komme og instruere os andre stakler – er - hvor velmenende vedkommende end måtte være - ikke andet end marionet for sit eget ego og for sine egne særinteresser.

Når det er sagt må vi erkende, at det er langt de færreste af os almindelige mennesker som for alvor er i stand til at forholde os til en ’gud’ eller ’det guddommelige’ i sit formløse aspekt. Det kræver enten en overvældende intellektuel anstrengelse eller blind tro uden reel forståelse at acceptere den formløse eksistentielle energi som koncept. Det er så langt nemmere for de fleste at visualisere og fornemme denne formløse energi igennem let genkendelige super - menneskelige former og forholde os til dem via tilbedelse og almindelig følelse. Og det er lige netop formålet bag idol-tilbedelse. Det er den vej hinduerne valgte at gå. De skabte former til at repræsentere det formløse for at alle kunne være med; for på den måde at forbinde intellekt med følelse; hovede med hjerte. Følelse er altid stærkere end intellekt. De skabte former med menneske – eller dyrelignende træk med hvilke det var nemt at relatere og installerede den guddommelige – formløse – energi i disse former. De tilbad og tilbeder den dag i dag energien bag disse – meneskeskabte – former, ikke formerne i sig selv. Mytologi og folkloristiske fortællinger omkring de diverse former kom til hen ad vejen – igen med henblik på at alle kan være med.

Det nytter ikke at nøjes med den tørre intellektuelle forståelse, når det er hjertets oplevelse, der er forudsætningen for at levendegøre sandheden. Intellekt uden hjerte skaber monstre. Vore dages terrorisme er i allerhøjeste grad resultatet af intellekt uden følelse, hoved uden hjerte.

Hovedparten af alle indere og samtlige hinduer er på fornavn med alle de mange udtryk for den eksistentielle energi, det guddommelige, alle de forskellige hinduistiske Guder og Gudinder. Stort set alle hinduistiske hjem vil have et puja – værelse, et specielt indrettet rum med et alter og billeder af – eller statuer af én eller flere af familiens foretrukne guder og gudinder såvel som fotos eller malerier af helgener og oplyste Mestre.

Når hinduerne tilbeder idoler af Guder og Gudinder er det ikke sten, metal eller træskulpturer de tilbeder; det er den svært fattelige uendelige Eksistentielle Energi, Kosmos, de tilbeder igennem idolerne.

Tilbedelsen foregår altså via formen; aldrig af formen selv.

Netop dette koncept, som er selve grundlaget for idoltilbedelsen i hinduernes religion, er uden sammenligning det mest misforståede koncept i hele den hinduistiske filosofi; selv højt uddannede hindu’er ligger den dag i dag under for misforståelsen at tro at idoltilbedelse er af formen – og ikke som sandt er igennem formen. Det er langt mere effektivt at visualisere en form eller bruge en allerede visualiseret form der specifikt tiltaler een selv og dermed kan åbne ens følelser og hjerte, fremfor at sidde og stirre tomt ud i luften altimens man bruger det tørre intellekt til at forsøge at nå en erkendelse af det, der er uden form, uden begyndelse og uden slutning; ligesom det slukker tørsten bedre at drikke et glas vand fremfor blot a sidde og forestille sig, at man drikker det!

Vi er alle guddommelige. Vi er alle brikker i det puslespil som udgør den samlede universelle energi.

Ifølge hinduistisk filosofi er alle levende væsener guddommelige af oprindelse og karakter. Alle religioner; alle store religioner grundlagte af oplyste Mestre har nøjagtigt samme budskab: Vi mennesker er alle som én guddommelige af natur. Deri er alle enige.

Hinduismen definerer den sandhed meget klart at det guddommelige er tilstede i individet, i sjælen, ånden, atman. Som andre religioner har sine viise ord udtrykt ved ordsprog som tileksempel 'man skal ikke kaste med sten når man selv bor i et glashus', 'lad den der er ren iblandt jer kaste den første sten', etc. således ekcellerer hinduismen også i bonmots såsom Tat tvam asi – Du er Det, - du er Guddommelig.

Individets guddommelighed er en uadskillelig og holografisk del af den samlede universelle guddommelighed, af Eksistensen, Universet, Brahman, Gud eller hvilket navn man nu foretrækker at give den intelligente skabende energi.

Atman, den individuelle sjæl, og Brahman, Altets sjæl, er én og samme; Gud og Menneske er Eet; én energi. Der er ikke plads til ateisme i den hinduistiske filosof Gud eksisterer ikke udenfor dig som noget du kan tro på eller lade være med at tro på...DU ER GUD! Erkendelsen af den sandhed er den spirituelle vej. Det eneste der reelt adskiller den Oplyste Mester fra andre er netop det: Han har erkendt sin Enhed med Altet; andre er på vej til den erkendelse. Det er den eneste forskel. Og den eneste barriere mellem os og den erkendelse er vort indoktrinerede tanke-og trossystem. Både Atman og Brahman er formløse. Er energi. Atman er den energi som er indeholdt i vore individuelle sind-kropssystemer; Brahman er den energi som det udstrakte Univers består af.

Essensen af den hinduistiske tro er blot det ene: hver én af os er guddommelig, er en guddom, en Gud; og ikke blot menneskelige væsener, men alle levende væseners natur er guddommelig. Ytringer som de kan læses rundt omkring i de hellige hinduistiske skrifter, at der eksisterer til eksempel 330 millioner, 3.3 billioner eller 33 trillioner guder i Universet skal forstås i det lys; tallene dækker over det på datidens tidspunkt skønnede samlede antal levende væsener i Kosmos!

Hinduistisk litteratur som Vedaerne og Upanisaderne slår klart fast at Eksistensen er formløs energi. Både på individuelt såvel som på universelt plan. Og at Energien er Evig, Altvidende, Almægtig og Altomfattende.

I Bhagavad Gita udtaler Krishna, som er den Kosmiske Energi i fysisk form, vedrørende den formløse energi som den manifesterer sig indeni hver enkelt af os: 'Intet våben kan ødelægge den energi; vand kan ikke gøre den våd; vind ikke udtørre den; ild ikke brænde den; den er evig og evigt levende.

Sagt med andre ord sjælen eller ånden, hvad man nu vil kalde denne energi, går ikke til grunde med kroppen. På spørgsmålet om, hvad der sker med energien, sjælen i et menneske, når den forlader kroppen udtrykker Nithyananda det så smukt ved blot at tegne nogle cirkler på et stykke hvidt papir og sige: 'Cirklens omkreds er kroppen hvori sjælen befinder sig; det hvide papir er den universelle energi, som vi alle er opstået af og vil vende tilbage til; visk cirklen ud og hvad er der tilbage? Blot det hvide papir – den individuelle energi er gået tilbage i eet med den universelle; det er såmænd det hele.

Page 78

For størstedelen af menneskeheden er Gud mere en forestilling end en egentlig oplevet virkelighed. Vi forestiller os typisk at det Guddommelige har alle de kvaliteter, vi selv mangler. Mange opfatter Gud som en tjener, der gerne skulle lytte til vores bønner om dette og hint; hvis bønnerne ikke bliver opfyldt afviser vi Gud’s eksistens udfra ræsonnementet ’hvis han virkelig eksisterede ville han taget sig ordentligt af mig og sørget for at opfylde mine drømme’. Hvis det går godt i vores liv tager vi selv æren for det, men går det dårligt er det Gud, samfundet eller hvem vi ellers kan hænge op, som er hovedansvarlig! Hinduistisk filosofi definerer ægte hengivenhed til Gud eller det guddommelige som total accept og overgivelse til nu'et med alt, hvad det indeholder – accept af livet som det er uden omsvøb og uden ønsketænkning – og lærer at kun gennem total accept af eller overgivelse til den Kosmiske Energi i Skabelsen, kan Gud realiseres som virkelighed. Og at det for de fleste af os er nemmere at åbne hjertet for Gud eller det guddommelige i en fysisk form, fremfor at føle hengivenhed for en svært fattelig 'uendelighed'.

Einstein, som til dato regnes som verdens hidtil største videnskabsmand sagde, 'Hvor videnskaben kommer til kort, tager spiritualiteten over.' Indtil videre er videnskaben ikke lykkedes med at kunne bevise en eneste af de forskellige teorier om verdens skabelse. Teorier er der masser af: big bang teorien, ursuppe – teorien, at det hele er skabt af væsener fra andre planeter...o.s.v.

Oldgamle vediske skrifter og oplyste Mestre igennem tiderne har om Skabelsen sagt, at universet altid har eksisteret og altid vil vedblive med at eksistere. Vi har ikke endnu bevis for hvordan fysisk stof eller materie er skabt fra energi – men at det forholder sig sådan er mange videnskabsfolk i dag enige om – udtrykket 'abiogenesis' dækker forståelsen af, at det må være sådan tingene hænger sammen, men et egentligt videnskabeligt bevis har vi altså ikke endnu.

Kvantefysikerne er for længst enedes om og har ført bevis for det faktum, at al materie er energi. Allerførste vers i den allerførste Upanisade slår smukt fast: Isa vasyam idam sarvam – af energi opstår al materie. Det nedskrevedes således cirka 5.000 år før Einstein...og det er lige præcis det Einstein mente, da han sagde, 'Hvor videnskaben må give op tager de åndelige videnskaber over.'

Han sagde videre, 'Min teori talte kun om, at al materie udstråler en vis mængde energi. For tusinder af år tilbage fandtes visdom, der slog fast at al materie stammer fra en energikilde.’

Hvis man studerer fysisk stof på tættest mulige hold, som foreksempel ved studiet af et atom v.hj.a. et kraftigt elektronisk mikroskop vil alt man finder være: ren energi, tomhed! ’Jamen mor, han har jo ikke noget tøj på’, som drengen sagde om kejseren. Og det var sandt i mere end én betydning! Atomets oprindelse er tomhed. Energi er formløs. Ikke desto mindre ser vi jo eller synes da i hvert fald at se ting omkring os, som er i form.

For vore dages videnskabsmand er det ikke så voldsomt svært at erkende, at en hvilken som helst form ultimativt er ren energi; og derved realisere sandheden, at det formløse er repræsenteret via form. Det er den sandhed som tusinder af år tilbage udtryktes af datidens store viise mænd, rishierne. Og dèt er grundlaget for idoldtilbedelse.