Kapitel 4: Voksende bevidsthed🔗

Page 82

Som baby bar nithyanandas morfar Rajasekaran eller Raju Mudaliar, som han også kaldtes, den lille med hen i templet Arunachaleshwara hver eneste dag. Bedstefaderen yndede at fortælle sit lille barnebarn alle de mest æventyrlige legender og myter fra den hinduistiske tradition – de såkaldte puranas altimens de to gik rundt om templet.

Nithyananda var som barn primært vild med historierne om Prahlad, Dhruv og Markandeya. De var ifølge purana’erne tre børn som alle var yderst interesserede i spiritualitet, og som brugte al deres fritid på at meditere på de forskellige guddommelige former – og alle tre nåede den fulde Oplysning inden puberteten. De tre anses i de gamle legender som store vismænd. Dhruv regnes foreksempel for at være Nordstjernen. Den unge nithyananda nærede næsegrus beundring for Markandeyas mod, Prahlads hengivenhed og Dhruvs originalitet.

Fortællingerne gjorde uudsletteligt indtryk på den unge nithyananda og var i allerhøjeste grad med til at forme ham i de helt unge år; figurerne blev for ham rollemodeller, bedstefaderen var hans allerførste lærer, og historierne hans første fornøjelige lektioner i spirituelle emner.

Helt fra barndommen var nithyanandas åndelige inklinationer klart fremherskende. Et enkelt eksempel fra den tidligste barndom illustrerer det: da nithyananda var to år gammel besluttede hans bedstemor at give sin yndling en gave, så hun åbnede sit smykkeskrin og sagde til ham, at han bare kunne tage lige hvad han ville. Uden at tøve og til sin mormors store overraskelse valgte drengen en rudraksh mala. Rudraksh mala er en halskæde af perler lavet af plantefrø fra det såkaldte rudrakshtræ og bliver almindeligvis brugt af højtudviklede yogi’er og af folk med stærke åndelige aspirationer. Rudraksh betyder direkte oversat Siva’s tårer og kan fås i et utal af variationer afhængig af antallet af den enkelte perles facetter. Rudraksh fungerer som en art batteri, der bliver ladet op med den energi, der produceres via meditation, og som afgiver samme energi til sin bærer, efterhånden som hun har behov. Rudraksh er let brun-rødlige og hverken skinner eller falder i øvrigt i øjnene. Et almindeligt barn ville nok have valgt eet af de mere flashy smykker i skrinet; noget forgyldt eller forsølvet med nogen flotte skinnende sten i – men nithyananda vidste nøjagtigt, hvad han gik efter. Som barn elskede nithyananda at lege med billeder og statuetter af Guder og Gudinder ulig andre børn i hjemmet og i kvarteret, der typisk legede med biler, dukker og den slags legetøj. Han samlede med en indædt lidenskab på alskens statuetter af de forskellige guddomme, og ved at holde sig til hos templets skulptører lærte han også selv at skabe dem i enten bløde sten eller ler. Nogle af hans barndoms frembringelser er nu udstillet og kan beses i ashrammen i Bangalore, Indien.

Page 83

Hvis den berømte 'gule taske' ikke hang på sit søm hjemme hos nithyananda, kunne man være sikker på, at han havde taget den. Samme øjeblik skolen lukkede ned for sommeren tilbragte nithyananda sine dage sammen med et par venner med at besøge alle nabolagets templer og tempelområder med den gule taske hængende på skulderen. Disse udflugter havde to formål: for det første samlede nithyananda alt affald op, han måtte møde på sin vej i nærheden af templet og smed i nærmeste affaldsspand – han havde en dyb følelse af at Herrens eller Guds Hus og område skal vær smukt og rent; for det andet samlede han al den våde jord op og puttede i 'den gule taske' som der overhovedet kunne være deri. Straks han kom hjem igen, gik han så igang med at bruge jorden til at forme de smukkeste statuer af de guder og gudinder, han havde set henne i templerne og – når det var gjort – at dekorere dem med stor højagtelse og beundring.

Snart stod nithyananda med et problem, 'hvor skulle han dog gøre af alle sine små helligdomme!'. Ikke så snart var tanken opstået i hans sind før idèen at have et separat puja eller alterrum stod klart for ham. Da han på den anden side ikke følte, han ligefrem kunne få et specifikt værelse i huset til sit formål, faldt hans blik i stedet på nogle tomme kiksedåser i tin. Resolut hentede drengen hammer, mejsel, et par lange skruer og et par træstykker frem og gik i gang med at hamre og tømre. Inden længe stod hans første lille alter klar, og han stillede det op bagest i huset.

Med iver og ildhu gik han op i sit forehavende, og inden længe kunne han invitere samtlige sine venner og hele sin familie til sit alter, hvor han egenhændigt afholdt puja, oldgammelt vedisk ritual, for helligdommene og ofrede popcorn til dem (det var nu engang, hvad han havde ved hånden!). For de fleste på hans alder ville et projekt med at skabe et alter og afholde en fuld ceremoni foran venner og familie være en ret stor opgave – for nithyananda var det en ren fornøjelse uden skygge af anstrengelse involveret. Det var simpelthen et naturligt og glædesfyldt udtryk for hans dybe længsel efter Gud.

Både før og efter sin Oplysning er dette træk i hans personlighed uforandret. Selv i dag kan Nithyananda ses afholde megaevents i ashrammen i Bidadi, Bangalore eller i én af de mange mindre ashrams rundt om på kloden – i tusindtal strømmer folk til og nyder at være i Hans nærvær, som er ren uforfalsket lyksalighed.

Dagligt udførte han puja i sit alter med stor indlevelse. En dag kunne hans far ikke finde sin hvide dhoti (et stykke bomuldsstof, som mænd i Sydindien bruger som lændeklæde) som han havde hængt ud til tørre på tøjsnoren. Da han passerede nithyananda og alteret på vejen ind igen, opdagede han at samme dhoti nu gjorde fyldest klippet i tre stykker og henholdsvis liggende på gulvet foran alteret som gulvtæppe, draperet omkring den unge søns hofter som klædning og det tredje stykke tjente til underlag for statuerne. Han selv og nithyanandas mor var fulde af beundring for sønnens åndelige passion. Nithyananda husker den dag i dag at hans far ikke én eneste gang nogensinde så meget som påtalte det overfor ham, når nithyananda gang på gang annekterede sin fars både gamle, men også spritnye dhotis, til brug i sine omfattende ritualer.

Noget andet nithyananda holdt meget af i sin barndom var noget så prosaisk som et par træ sandaler – de såkaldte padukas. Han havde altid disse sandaler med sig, som er almindeligt fodtøj for asketer og hellige mænd. Overalt hvor han gik og stod, til fest i templet eller på visit hos familien, havde han dem på. Støjen fra dette af somme regnet for højst uciviliseret stykke fodtøj - i rent træ og uden mindste stykke gummi underneden - var selvsagt infernalsk; og alle andre end nithyananda selv afskyede da også disse sandaler, som han troligen klaprede rundt i tidligt og silde.

Et af familiens medlemmer havde en dag købt en gryde i aluminium til en latterligt høj pris, hvorfor nithyanandas far skældte ud over det og udbrød, 'hvorfor har du dog givet så mange penge for sådan en unyttig gryde?' nithyananda spurgte så faderen, 'Far er den gryde virkelig til ingen nytte?', 'Ja', svarede faderen og gik sin vej. Næste dag da faderen kom hjem, kom nithyananda ham oprømt i møde med en statue af gudinden Laxmi i hånden. Faderen sagde overrasket, 'Den er vel nok smuk. Hvor har du dog fået den fra?' Drengen svarede, 'Jeg har lavet den unyttige ting om til denne nyttige ting!' Faderen forstod ikke lige, hvad han mente med det, og sønnen forklarede så, 'Du sagde jo den der gryde var til ingen verdens nytte, så jeg solgte den i butikken nede ad vejen og købte denne statue istedetfor. Er det ikke okay?' Faderen måtte le og indrømme, at det havde han jo rent faktisk sagt.

Page 85

I Tiruvannamalai by afholdtes en skønne dag et bogmarked. nithyanandas morfar Raju Mudaliar som elskede at læse alle slags bøger om åndelige emner, tog den unge nithyananda ved hånden og gik til bys for at besøge markedet. Han 'parkerede' nithyananda hos ejeren af en lille bod på markedet og gik selv ud for at se sig omkring.

Ikke så snart var morfaren gået sin vej, før nithyananda med stor iver begyndte at gennemse boden for bøger. Snart faldt hans øje på en meget interessant billedbog, 'Ramayana' - illustreret for børn. Ejeren af boden som havde lagt mærke til drengens entusiasme, tilbød ham nu venligt, at han gerne måtte beholde bogen, hvis han havde lyst. nithyananda, som i mellemtiden havde haft tid til at se nærmere på bogen, svarede med stor bestemthed, 'Ellers mange tak – den her bog skal jeg ikke nyde noget af. Jeg vil se på nogen af de andre.' På ejerens spørgsmål, hvad der mon var galt med den bog, svarede drengen at hele bogen var et makværk og slet ikke en korrekt genfortælling af Ramayana (den vidt berømte åndeligt inspirerende fortælling) – og at det virkede som om forfatterne istedetfor at bruge billederne til at understøtte fortællingen, snarere havde tegnet nogle vilde billeder og så fundet på en historie, der kunne matche.

Butiksejeren var chokeret over den overbevisning, klarhed og autoritet med hvilken den unge dreng udtalte sig, og opfordrede ham derfor, 'Hvorfor genfortæller du i grunden ikke Ramayana sådan som den rigtig er?'. Det lod nithyananda sig ikke sige to gange, men tog straks udfordringen op, og startede på en komplet genfortælling af hele Ramayana udfra det han havde hørt fra sin bedstefar, og hvad han ellers selv havde fået læst sig til. De fortællinger morfaren havde fortalt ham blev til spontane foredrag, 'kathakalakshepam' på tamilsk. Boghandleren forstod nu i sit hjertes inderste, at den person han havde for sig ikke var en helt almindelig dreng, hvorpå han løftede nithyananda op på bordet, bukkede sig for ham og lyttede andægtigt til barnets ord, mens tårerne strømmede ham ned ad kinderne.

nithyananda forstod ærlig talt ikke hvad manden var så oprørt over, men på dennes opfordring fortsatte han sin fortælling. Efter en stiv klokketime nåede han endelig til vejs ende og gruppen, der efterhånden havde samlet sig omkring ham, klappede spontant.

På nuværende tidspunkt var butiksejeren helt overvældet. Han rørte barnets små fødder og fremstammede hulkende at den lille helt sikkert måtte være guddommeligt inspireret, for ellers var det en umulighed for så ungt et menneske at genfortælle hele Ramayana fra ende til anden i eet stræk og på så inspireret en facon. nithyananda spurgte sin bedstefar, hvad han mon havde gjort galt siden manden græd sådan… Bedstefaren var selv dybt bevæget, men fik dog forklaret den unge dreng, at manden græd af glæde over at høre en så lille dreng tale så smukt.

Da de var kommet hjem igen spurgte nithyananda igen bedstefaren, ’ jamen er det helt sikkert at jeg ikke har gjort noget galt for at få manden til at græde?’, og først da den gamle mand havde forsikret ham om, at alt var okay, åndede nithyananda lettet op og løb glad hen til sit elskede alter!

Page 87

Da nithyananda var omkring tre år, fik han forærende en statue af Ganapati.

Ganapati, Ganesha eller Vinayaka, som Han også kaldes er søn af Lord Siva og Parvati. Han er den mest berømte af alle Guderne, har en ordentlig vom, hovede som en elefant, og Hans køretøj er en mus! Ganapati er Guden alle praktiserende hinduer beder til, inden de starter et nyt projekt op; man beder Ham om velsignelse til det nye foretagende. Han fjerner alle hindringer og giver succes. Det siges at selv Hans egen far Siva blev nødt til at vende om, da Han var på vej i kamp med en stor og farlig dæmon – fordi Han havde glemt at bede om Hans velsignelse forinden.

Legenden om Ganapati lyder sådan her:

Parvati var datter af Himavan, konge over Himalaya. Helt fra sin fødsel var Parvati forelsket i Siva, Foryngeren. Imod sin fars vilje giftede hun sig med Siva, som faren mente var en ussel døgenigt, som bare sad og hang rundt omkring uden nogensinde at udføre en ordentlig dags arbejde. Han mente nu ikke at Siva var et passende parti for datteren af en stor og magtfuld konge.

En dag mens Parvati var i bad, kom Siva ind uden at banke på først. Parvati, som var oprørt over sin mands uforskammede opførsel, besluttede at hun måtte have sig en vagt til at opretholde sit privatliv fremover. Problemet var imidlertid at alle folk dèr på stedet var på Sivas side, og hun ville have en ven, som kun ville lytte til hende og adlyde hende.

Resolut fjernede hun sandeltræs cremen, som hun havde haft siddende på sin krop (den dag i dag bruger indiske kvinder at smøre sig i sandelcreme) og pustede liv i det. Det smukkeste unge barn manifesteredes nu for hendes øjne. Parvati indskærpede barnet at han skulle stå vagt og ikke lade nogen komme ind til hende, uanset hvem den ubudne gæst måtte være. Som det var Hans vane dukkede Siva op en skønne dag og ville vade lige ind, som Han plejede. Barnet, som stod opstillet lige uden for døren bød Ham stoppe. Siva var vred, men da Han ikke havde lyst til at skændes eller slås med et barn sendte Han i stedet sine guna – soldater – for at fjerne barnet fra stedet. Barnet gjorde én, to, tre hurtigt kål på de par soldater, som måtte trække sig tilbage i al hast.

Nu blev Siva rigtigt rasende, tog sin kraftfulde trident – en slags spyd med 3 hoveder - og skar ungens hoved af. Parvati kom ud af badet i det samme og fandt sit lille barn død på jorden. Ude af sig selv af sorg og vrede gav Hun Siva et ultimatum: væk barnet til live igen, ellers er det sket med vores forhold.

Siva sendte omgående de overlevende soldater, ganas, ud for at bringe sig 'det første levende væsen I møder på jeres vej'. Det viste sig at være en elefant. Siva tog så elefantens hoved, satte det på barnets krop og vupti, var drengen levende igen.

Siva udnævnte den modige unge knægt til leder af alle Hans mænd og navngav Ham Ganesha med kælenavnet Ganapati.

Der verserer i hundredvis af historier om den elskelige lille drenge – Gud, som sammen med Krishna konkurrerer om pladsen som hinduernes yndling.

nithyananda gik straks i gang med at tilbede Ganapati – statuen med intens hengivenhed. For ham var den lille statue ingenlunde blot en død ting; han så og opfattede den levende Guddom igennem leret og havde et personligt forhold til Ham. I timevis kunne han sidde og lege med statuen, bade den, give den rent tøj på og give den mad.

Når han serverede mad for Ganapati var det i forventningen om, at Ganapati også ville spise maden; da det imidlertid ikke skete, blev han oprigtigt ked af det. Han brugte alle sine overtalelsesevner på at forsøge at få den lille Ganapati til dog bare at spise en lille smule…og da det stadig ikke lykkedes plejede han at ende med at true elefantguden med at smide Ham ned i brønden i midten af huset.

Under trusler og bønfaldelser gav han Ganapati en deadline, hvor han skulle spise maden ellers ville der vanke… når Ganapati stadigvæk ikke gad åbne munden og spise tog nithyananda statuen, placerede den sammen med maden i den spand, som hang ved brønden og normalt brugtes til at trække vand op med,og langsomt, men sikkert, lod han spanden glide ned i brønden ved at slippe rebet lidt ad gangen. Samtidigt oplevede nithyananda en blanding af vrede og angst. Vrede over at Ganapati dog var så stædig og ikke gad lytte, og angst for at komme til at tabe rebet, hvorved Ganapati ville falde i vandet og drukne.

Da først spanden var nået hele vejen ned og nu flød i vandoverfladen af brønden, følte nithyananda, at nu måtte det være nok og nu havde, følte han sig overbevist om, Ganesha helt sikkert spist. Han trak spanden forsigtigt op igen kun for til sin 苦rgrelse at opdage, at han stadig ikke havde spist det mindste. Igen og igen lod han spanden med Ganapati glide op og ned til ingen verdens nytte. Han nægtede at spise.

Til slut forlod al vrede ham, og han følte kun oprigtig medfølelse for Ganapati, som ikke havde taget føde til sig.

Da han ikke vidste sine levende råd og desuden var bekymret for, hvordan det skulle gå hans Ganapati, som måske ville ende med at dø af sult, gik han omsider til bekendelse overfor sin familie og spurgte dem til råds i sagen. De syntes det var uhyre morsomt og grinede hånligt af ham. De syntes det var latterligt, at han troede han kunne få Ganapati til at spise, og desuden var de også bange for at hvis han tabte statuen i brønden måtte de til at punge ud til køb af en helt ny statue,og sagde derfor til drengen at han i hvert fald ikke skulle regne med at de ville købe en ny til ham, hvis han mistede den.

Det var omkring det tidspunkt, at nithyananda hørte fortællingen om Nambiandar Nambi: Nambis far var tempelpræst og en dag, da han skulle til byen i et ærinde bad han Nambi om at udføre den daglige puja for Guddommen i templet og også sørge for lidt mad til Gud. Nambi tog faderen på ordet og, efter at være blevet færdig med puja-ritualet, satte han en tallerken med lidt lækkerier hen foran statuen, trak høfligt gardinet for så Gud kunne få madro, og ventede udenfor imens.

Efter nogen tid trak han forsigtigt forhænget fra igen og kiggede ind. Maden stod urørt. Nambi begyndte at græde. Han var sikker på, han måtte have gjort noget forkert, og nu var Gud vred på ham og ville derfor ikke spise sin mad. Samtidig var han også bange for, at hans far, når han kom retur fra byen, ville blive sur på ham for ikke at have udført det betroede job godt nok. Nambi slog sit hoved ind i templets stenvæg og erklærede samtidig overfor Gud, at hvis Han fortsat nægtede at spise, ville han smadre sit hoved og dø. Det hjalp! Da han efter et par minutter atter skævede hen til idolet, var maden væk.

Da han hørte den historie, følte nithyananda sig meget forvirret og også såret. Når Gud kunne spise Nambis mad, hvorfor ville Han så ikke spise nithyanandas? Som et lyn fra en klar himmel slog sandheden ned i ham: Nambi havde straffet sig selv, mens han selv havde straffet Gud! Nambi havde ikke hverken truet Gud eller hejst Ham ned i brønden som afstraffelse – i stedet havde han tilbudt sit eget liv.

Nu traf nithyananda en klar beslutning: 'jeg spiser ikke selv, før Ganapati har spist'. Han satte lidt mad foran idolet og ventede. Da Ganapati ikke spiste drog nithyananda konsekvensen og nægtede selv at spise sin mad, da det var spisetid med familien. Klogeligen lod han overfor sin mor som om han havde tænkt sig at spise, tog tallerkenen med mad, erklærede at han ville gå ned til sit alter, tog derpå den fyldte tallerken med sig og gik udenfor og smed hele molevitten i kloakken; derpå gik han – ganske rigtigt - ned til sit alter. Sådan fastede nithyananda og Ganapati sammen i to-tre dage. På trods af sin sult holdt barnet sit løfte og rørte ikke sin egen mad, men smed det hele ud eftersom Ganapati stadig ikke havde spist af sin tallerken.

På slutningen af den tredje dag stillede nithyananda atter en gang en tallerken frisk mad hen foran Guden. Denne gang forsvandt føden som dug for solen! Barnet overvældedes af kærlighed og taknemmelighed. Tårerne fik frit løb. Det blev et vendepunkt i nithyanandas liv og startskuddet for en intensivering af hans åndelige liv. Nu havde han i sit eget liv oplevet hvilken enorm kraft hengivenhed og tillid er. Fra da af og indtil sin endelige Oplysning gik der ikke en eneste dag eller et eneste måltid uden nithyananda først ofrede lidt mad til Ganapati, førend han selv ville spise. Først når Han spiste, spiste nithyananda. Efter Oplysningen spiser Nithyananda aldrig; kun Han spiser!

Page 91

Fra den tidligste barndom følte nithyananda sig draget til det åndelige, og som vi allerede har set brugte han al den tid han på nogen måde kunne komme til sammen med sine statuer, der for ham ikke blot var messing og jord, men derimod levende væsener med hvilke han havde et intenst forhold. Han elskede at lege med guddommene, at bade og siden udsmykke dem, tilbede dem og føre samtaler med dem. De var kort sagt hans eet og alt. Kun yderst sjældent deltog han i sport, boldspil og al den slags sysler - almindelige for en dreng på hans alder.

Parashakti ( Kosmos’ Energi i form af den Universelle Moder) opererer så sandelig på mystisk vis for at hjælpe Oplyste Væsener med at udføre deres opgaver.

I løbet af Ganesh Chaturthi - dagene op til, under og lige efter Lord Ganapati’s fødselsdag ankom hele horder af pottemagere til Tiruvannamalai med enorme mængder ler, hvori de formede deres figurer af Ganapati. Hvert hjem havde almindeligvis sin Ganapati figur stående på familie-alteret og familiens medlemmer bad regelmæssigt til Ganapati. På selve dagen blev samtlige altre dekorerede med blomster, lys og røgelse og en speciel slags delikatesse, som regnes for at være Ganapati’s yndlingsspise blev tilberedt og ofret til Ham på altrene. Hans livret er modakam – en riskugle rullet i puddersukker.

Afhængig af den lokale tradition var det almindeligt at man på enten tredje, femte eller tiendedagen efter Hans fødselsdag tog lerfiguren af sin Ganapati og gik med hele familien ned til den lokale flod, å eller ud til havet selv, og der lod Ganapati forsvinde i bølgerne. I større byer bliver det til store processioner af mennesker der i tusindtal bærende deres figurer på hovedet går denne pilgrimsfærd hjemmefra og til vandet. Rige mennesker, som måtte have bil eller har råd til at leje hestekærre, kommer anstigende på den maner… alt sammen ganske udmærket i fald figuren er fremstillet i naturforgængelige materialer, hvilket desværre ikke altid er tilfældet nu om dage.

Pottemagerne efterlod gerne det ler, som de ikke fik brugt eller solgt, når festivalen var vel overstået og de forlod byen igen. nithyananda kunne da opleves cyklende rundt på sin trehjulede indsamlende alt, han kunne finde til brug for fremstillingen af hans egne små figurer ud af dette ubrugte ler.

Den eneste person i hans husholdning, som tillod sig at gøre vrøvl over alle disse mængder af ler han indførte, var nithyanandas mormor. Til gengæld smed drengen en håndfuld ler efter hende. Hun måtte acceptere. Til sidst var hele familiens hus fyldt op med ler fra kælder til kvist foruden halv – og helfærdige lerfigurer stående alle vide vegne! Derudover ofrede nithyananda puja til samtlige disse figurer, under hvilke ceremonier han ringede højlydt med sin messingklokke – og det vel at mærke på alle tidspunkter af døgnet 7 dage om ugen. Her tillod bestemoren sig igen visse højlydte indvendinger til hvilke drengen blot svarede med et mantra, som han havde lært i templet og som er specifikt beregnet på at bortdrive onde ånder, spøgelser og deslige! Disse mantras i kombination med den højlydte kimen med klokken har givetvis gjort sin virkning. Faktum er i hvert fald at bemeldte mormor lever den dag i dag (2008) i bedste velgående i familiens hus i Tiruvannamalai – og er et godt stykke oppe i halvfemserne!

'Parashakti' (Den Universelle Moder) forberedte min krop og sind så smukt, til den mission hun havde tiltænkt mig. Man kan se hvordan Hun legede, hendes lila. Dag efter dag tilbragte jeg ene og alene med at udsmykke, tilbede og tale med guddommene. Jeg var i besiddelse af en energi og handlekraft, som ligger langt udover, hvad man normalt oplever i et ungt barn. Min mor har fortalt mig, at jeg engang som lille egenhændigt tog fat i en tung teaktræsseng som én af familiemedlemmerne sov på – og drejede den rundt uden synderligt besvær!’

nithyananda var et selvstændigt, egenrådigt og dertil ganske frygtløst barn. Hans mor og resten af familien plejede at lytte til hans mening om tingene, snarere end at han kom til dem for råd. Hans klarhed og kærlighed virkede tiltrækkende på folk, der helt automatisk fik lyst til at følge ham.

Raghupati Yogi

Som 3-årig mødte nithyananda Yogiraj Raghupati Maharaj, bedre kendt som Raghupati Yogi.

Et familiemedlem tog en dag en omvandrende yogi, en sanyasi med sig hjem. Det var almindeligt i nithyanandas hjem at give tag over hovedet og mad til asketerne, de omvandrende yogier. Hans bedstefar plejede i sin tid at invitere mindst ti munke hjem til frokost hver eneste dag – og han gav dem til og med lidt klingende mønt med på vejen inden de forlod hjemmet igen! Det foregik sådan, at de blev sat alle på én række, bespist, så blev der foretaget arati for dem (skik hvor man svinger en tændt olielampe foran en guddom eller som i dette tilfælde nogle hellige mænd) og til sidst fik de alle nogen penge, inden de gik igen.

Den sanyasi som var kommet på besøg den dag var ingen ringere end Raghupati Yogi, som ved synet af den lille dreng, der legede på gulvet bemærkede: 'I den dreng har I et lys, som skinner lige her i jeres hjem.' nithyananda følte sig meget hjemmevant med den mand, meget tryg og de faldt hurtigt i snak. nithyananda fortalte ham hele sin oplevelse med Ganapati, og om hvordan han havde fået Ham til at spise, efter at han havde fastet i 3 dage. nithyananda følte, at Yogi forstod alt, hvad han sagde og fremfor at gøre grin med ham som familien havde gjort det,var han tværtimod fuld af venlighed og glæde.

Så langt tilbage nithyananda kunne huske, havde han altid opfattet det, som om der sad en gruppe på 11 mennesker i en rundkreds om ham selv. Det var noget han var så vant til, at han faktisk troede de måtte være hans slægtninge og som en selvfølge gik ud fra at de var en del af hans store familie (de levede omkring 100 mennesker under samme tag – en rigtig storfamilie!) – indtil det en dag gik op for ham, at han var den eneste, der kunne se dem. Først da han mødte Raghupati Yogi og var blevet initieret af ham, holdt gruppen på 11 op med at komme. Drengen spurgte Yogi ud om det. Raghupati Yogi fortalte ham, at de folk var bhairava, Shiva gana, soldater med andre ord, som havde været hos ham siden fødslen for at passe på ham. Nu da han var blevet initieret og stod under beskyttelse af et Guru mantra, opfattede de at deres beskyttelse ikke længere var nødvendig; 'De har givet dig til mig', forklarede han.

nithyananda kendte hver af de elleve ved navn og havde for vane at kalde deres navne trofast inden hvert måltid – så de også kunne komme til bords. Mange år senere, da han læste biografien over Sarada Devis liv – hun, som var gift med Ramakrishna Paramahamsa – forstod han, at hun havde haft en tilsvarende oplevelse som barn, da hun havde stået under beskyttelse af sakhi, en gruppe kvinder, som er Devis tjenerinder, Modergudindens 'soldater'.

nithyananda skrev trofast dagbog, hvori han omhyggeligt berettede samtlige historier som Raghupati Yogi fortalte ham, og i øvrigt alt hvad der overhovedet skete mellem dem, når de var sammen. Raghupati Yogi insisterede på, at han skulle skrive det hele ned. Familien nåede at flytte et par gange i løbet af nithyanandas barndom, men heldigvis sørgede hans mor for at dagbøgerne kom med fra sted til sted, og hun opbevarede dem også efter nithyananda var gået hjemmefra. Så takket være hendes og Raghupati Yogis indsats kan vi i dag nyde godt af den rige mængde information bøgerne byder på.

Raghupati Yogis opdukken i nithyanandas liv havde et veldefineret formål. Om end han muligvis ikke selv er at regne som en oplyst Mester – en højt uddannet og specialiseret yogi var han i hvert fald. Hans job var at træne, forme og forberede lille nithyanandas krop til at kunne modtage og bibeholde den fulde Oplysnings energi. Om netop det 'at få kroppen til at modtage og holde den Energi', bemærkede Nithyananda en gang at oplevelsen var ligesom 'at holde fire elefanter inde i en lille hytte'. Raghupati Yogi omtales altid af Nithyananda med den allerstørste respekt og hengivenhed.

Yogien boede faktisk i samme gade som nithyananda, og kendte hele familien. Han var født og opvokset i Burma, hvor buddhistiske lamaer havde taget sig af hans yogiske træning og uddannelse. Han havde fuld kontrol over sin krops funktioner og yndede foreksempel at levitere og bede de tilstedeværende børn om at gå ind under hans krop for ved selvsyn at kunne konstatere, at der ikke var noget, der holdt ham, og at der ikke var tale om et eller andet trick eller tryllekunst. Det gjorde han v.hj.a. asanas og pranayama – kombination af fysiske yoga-stillinger og vejrtrækningsøvelser.

Til andre tider kunne yogien finde på at udånde 100%, hvorpå han satte en jerntvinge godt fast omkring sin brystkasse. Så indåndede han og under indåndingen brækkede hele det massive stykke jern i flere stykker og faldt til jorden! Han havde også for vane at indfange slanger, sætte en – levende! – slange op til sit næsebor, lade den glide hele vejen op og komme ud igen ad hans mund!

Blandt andre dr. Howard Johnson fra Harvard Universitetets medicinske fakultet har udført verificerede videnskabelige eksperimenter på tibetanske lamaer og deres yogiske evner opnået af dem gennem vejrtrækningskontrol og meditation. Blandt andet evnen til at nedkøle eller opvarme kroppens temperatur, evnen til at levitere og mange andre fysiske evner, der almindeligvis ikke regnes for at være menneskeligt mulige.

Raghupati Yogi spiste kun lidt, om overhovedet. Han kendt nogle yogiske tricks til kontrol af kroppens sult- og tørst mekanismer, som han lærte nithyananda. Når hans disciple nødede ham til at spise lidt udfra deres velmenende forestilling om, at mad var en nødvendighed for ham, tog han gerne en lille smule, spiste og knipsede så med fingrene. Da kom samtlige hans tarme ud ad hans mund. Derpå vaskede han sine indvolde omhyggeligt fri for madrester i rent vand, hvorpå yogien lagde sine tarme indenfor igen. Han var kort sagt ekspert i Patanjalis ashtanga yoga metoder og brugte samme metoder i forberedelsen af nithyanandas krop og sind.

Raghupati Yogi kom over til nithyanandas hus hver morgen. Han tiltalte sin lille protegè med titlen ’Samiar’ – Mester, og det navn tog resten af familien inklusive nithyanandas far og mor til sig og brugte herefterdags. Yogi tog drengen med til templet og satte ham til at praktisere forskellige yogiske discipliner i tre-fire timer hver dag. Hen ad vejen blev den lille uddannet i samtlige otte grene af ashtanga yoga inklusive pranayama og asanas. Først efter undervisningen var færdig tog Yogi nithyananda med ud i byen og spise morgenmad. Han var meget kærlig og sød og plejede at give drengen slik og chokolade og al den slags for at holde barnets interesse fangen!

nithyananda havde et afslappet forhold til ham; de var på bølgelængde fra første færd og nithyananda stillede ham alverdens spørgsmål, som han tålmodigt besvarede. Når Yogis andre elever og øvrige voksne mennesker kom for at tale med ham, mens han var sammen med nithyananda, sagde han ofte til dem, 'tro endelig ikke at jeg er lærer for drengen der, tværtimod det er ham, der er min lærer.'

En dag spurgte Raghupati Yogi nithynanda om han havde lyst til at besøge Kailash, bjerget hvor Lord Siva og hans partner Parvati bor. Det ville han mægtigt gerne og svarede derfor beredvilligt 'ja tak'. De aftalte så at mødes igen den næste dag i templet selv, hvor Raghupati Yogi lovede at han ville give nithyananda et særligt mantra, som hvis han sagde det, ville kunne tage ham direkte til Siva og Parvatis hjem.

Næste morgen, da de to venner mødtes i Kartika mandapam i templet var nithyanandas første spørgsmål, 'nå, hvor er så den bus vi skal med for at komme til Kailash?' Yogi lo, men pegede så på en af turistbusserne, som holdt foran templet og sagde at 'én af de busser der vil tage os til Kailash'. Så bad han nithyananda gå og bade i templets lille bade-sø og bagefter komme tilbage til ham. Efter sit bad gik nithyananda over til trappen hvor Yogi sad og satte sig et trin lavere end han. Yogi ytrede lyden 'hreem'. Effekten på nithyananda var, at det var ligesom om noget ramte ham nederst i kroppen i området mellem hans Swadisthana og Muladhara energi-centre, mellem hans navle og haleben. I det øjeblik så nithyananda Devi, Gudinden Parvati stående foran sig. Han lo i ren ekstase og råbte glad, 'Amma (mor) er her, Amma er her!'

nithyananda anede ikke at lydordet 'hreem' er Devis bija mantra, kaldetone, eller at Hun ville vise sig for ham. Han regnede jo med de skulle med bussen til Kailash!

Visionen af Devi var knivskarp og klar. Efter lidt tid smeltede Hendes form sammen med nithyanandas. 'Jeg så Hende' fortalte han stakåndet til Yogi, 'Jeg så Hende med fire hænder!'

Først troede Raghupati Yogi ikke drengen, men slog det hen som fantasi. Drengen var i den syvende himmel. Så såre han var kommet indenfor døren, da han kom hjem, fandt han et søm og hamrede det fladt i den ene ende så det blev til en art mejsel. Så fandt han en blød sten frem og skar nu Devis form ud i stenen, sådan som han havde set Hende. Efter at have arbejdet med stenen længe mistede han tålmodigheden med sine egne evner, og tog i stedet stenen med hen til en stenhugger han kendte, og bad ham gøre arbejdet færdigt. (Devis relief i sandsten er udstillet i ashrammen i Bidadi.)

nithyananda tog det færdige resultat med hen til Raghupati Yogi. 'Det er den amma jeg så, da du gav mig det mantra',sagde han til ham. Raghupati Yogi bød nithyananda sidde og tog hans hænder i sine. Normalt plejede nithyananda at opleve en energistrøm fra yogi til ham selv; men i dag var det lige modsat, energien flød fra ham til yogi!

Yogi rejste sig og bukkede sig for drengens fødder. nithyananda råbte forskrækket 'jamen hvad laver du thatha?' Thatha betyder bedstefar på tamilsk. Yogi svarede, 'alle disse år har jeg brugt det mantra uden nogensinde at opnå en spirituel oplevelse. Jeg har været ligesom en bibliotekar, som har alverdens bøger til sin rådighed, men ikke har nogen egentlig levet erfaring. Jeg plantede frøet og afventede. Nu er frøet spiret!'

Han tilføjede, 'Jeg er velsignet mit barn. Det tager normalt års praksis at se Devi. Du er sandelig en Siddha Purusha (en realiseret sjæl). Derfor så du Hende lige med det samme – straks du blev initieret. Fra nu af er Devi din ishta devata, din favorit guddom!'

Raghupati Yogi plejede at tage nithyananda med hen til en vegetarisk restaurant for at spise morgenmad der. En skønne dag kom ejeren af stedet, Ramachandra Upadhyaya, over til Yogi og brokkede sig over, at der ikke var kommet særligt mange sanyasis (yogier, munke, hellige mænd) ind i hans restaurant den dag. Han havde nu engang for vane at give gratis mad til halvtreds sanyasis hver Amavasya – nymånedag – men der var langtfra kommet halvtreds den dag. Yogi svarede ham, 'Du bespiser den unge dreng her, det er nok; det svarer til at bespise 1000 sanyasis!'

Noget helt andet er, at hverken nithyananda eller Upadhyaya troede yogiens ord. For nylig udførte Upadhyaya pada puja (rituelt bad af Mesterens fødder) for Nithyananda og genkaldte sig ved den lejlighed deres tidligere forbindelse. Han sagde, 'Jeg er velsignet som om jeg har fødet på titusinde af hellige mænd bare ved at have bespist dig som dreng.'

En dag spurgte nithyananda Raghupati Yogi, hvorfor han i grunden lærte ham alle de her yoga – stillinger, asanas, når nu han ikke selv havde opnået Devis darshan selv efter at have praktiseret i mange, mange år. Yogi forklarede, at nithyanandas krop skulle være i tiptop kondition, fordi han i fremtiden skulle udføre arbejde af gargantuanske dimensioner.'

Dag efter dag hersede Raghupati Yogi med drengen og fik ham til at udføre en hel masse forskellige fysiske yogastillinger og vejrtrækningsøvelser o.s.v. En fast daglig bestanddel af programmet var at nithyananda skulle kravle op og ned af minimum 24 sten søjler, som stod rundt om i tempelrummet, hvor de trænede. Drengen adlød, dels af respekt og dels af hengivenhed for sin lærer. Nå ja, og så også fordi han var fri for at gå i almindelig skole, når bare han passede sin træning med yogien... Hvis nithyananda havde noget hjemmearbejde for og beklagede sig over det til yogien, skete det at den pågældende lærer meldte sig syg næste dag!

Yogi fortalte nithyananda at tiden til at lære yoga er før det fyldte 14.år – og at han derfor havde hentet nithyananda og sat ham i intens træning allerede fra han var 3, så at han havde samfulde 10 år til at træne ham op. Han lærte ham asanas, pranayama, dhyana, mantra og forskellige andre teknikker. Yogi mestrede at udtrykke sig på helt usædvanlig vis ved hjælp af lyd. Foreksempel kunne han med én enkelt lyd tiltrække kvarterets hunde fra alle retninger i en radius af mange hundrede meter fra det sted han selv befandt sig. Det var et leben! Han kunne brække en sten over ved hjælp af en lyd, der lød som en hammer mod sten! Han var også i stand til med én bestemt lyd at gøre folk usynlige. Det fik han god brug for ved adskillige lejligheder, når vagten fra nithyanandas skole kom hen til templet for at søge efter den skulkende elev. Når nithyananda fik øje på vagten, løb han gerne hen til Yogi. Yogien udstødte en vis lyd, og når vagten få minutter senere kom hen og rent faktisk stod lige ud for både Yogi og nithyananda, kunne han overhovedet ikke se drengen, men stillede sig tværtimod op og spurgte alvorligt Yogi ud om, hvor det barn dog kunne være henne!

Nithyananda fortæller:

’Efter det fyldte 14. år er det kun en Oplyst mester, der er i sand Brahmacharya, som udgør en af de i alt 5 yama, en del af ashtanga yoga. Al respekt for sanyasin traditionen til trods ønsker jeg klart at fastslå, at de kan ikke være i Brahmacharya medmindre de opnår Oplysning. Som jeg siger til mine ashramitter, de unge brahmacharis i ashrammen: I behøver ikke have dårlig samvittighed hvis I skulle ’falde i’. Når I ikke må gifte jer, er det udelukkende for at undgå alle ægteskabets problemer. At være single er for jer ikke en spirituel ed I har aflagt, blot en social!’ Så Raghupati Yogi startede mig i træning i så ung en alder for at være sikker på, at jeg ville være fuldt forberedt inden puberteten og i stand til at mestre alle disse teknikker.’

Raghupati Yogi ydede verden en stor tjeneste ved det stykke arbejde han gjorde med nithyananda, og ved at forberede nithyananda’s krop for hans fremtidige bestræbelser. Selv mente yogien at hans job bar lønnen i sig selv, og at han personligt lærte ligeså meget fra nithyananda, som drengen lærte fra ham. Han gav sin elev et skind fra et dyr, som han selv havde modtaget fra sin Mester. Det var blevet behandlet og indfarvet med forskellige urter og den dag i dag er det 60 år gamle skind, som nu befinder sig i ashrammen i Bangalore, intakt med hår og det hele.

Raghupati Yogi lærte nithyananda hvordan man klarer sig uden at opleve tørst eller behøve at drikke ved at tviste tungen rundt og indånde, samtidig med at man ytrer lydordet, mantra’et, ’lam’. Han gav også drengen en speciel urt som, hvis man bruger den til at tegne et diagram i sit leverområde udenpå kroppen, har den effekt, at man ikke oplever sult. Han lærte drengen at klare sig uden søvn og uden at føle sig træt. Han lærte ham også at lege med livsenergien, ki, chi, prana – kært barn har mange navne, og at skabe ting ved hjælp af lyd energi. Alle disse kundskaber kom nithyananda til gode i løbet af hans vandringsår, hvor han mangen en dag måtte gå foruden både vådt og tørt, mangen en nat tilbragtes under et træ på een og anden gravplads med den bare luft til dyne og stjernerne som loft.

Raghupati Yogi besad evnen til at materialisere ting. Han havde kontrol over slanger. Men selv om han var en højt specialiseret yogi, en Oplyst Mester var han ikke. På nithyananda’s opfordring materialiserede Yogi engang en konkylie til ham. nithyananda var overrasket og granskede konkylien omhyggeligt. Så fandt han en dato indgraveret på indersiden og beskyldte sin lærer for at have villet snyde! Yogi’en forklarede at han jo ikke havde skabt konkylien – der var blot tale om teleportation. Han havde teleporteret den fra sit hjem – nogle kilometer derfra. 'Og', forklarede han videre, 'det er en evne der ikke siger noget om hvor højtudviklet en person er i åndelig henseende; en sådan evne kan ikke tages som pålydende for at vedkommende der besidder den er Selv Realiseret eller Oplyst. Det er bare en leg med energien, det er det hele.'

nithyananda var knap fyldt ti da Raghupati Yogi arrangerede et stormøde i al offentlighed, hvor nithyananda skulle foredrage over Patanjalis Yoga Sutra! Han forklarede ham, at han nu var parat til at tale i offentligheden, og at hele arrangementet samtidig var en indvielse for nithyananda til at være acharya, lærer. Yogi uddelte løbeblade over hele byen, der udråbte nithyananda som hans discipel og kundgjorde tid og sted for arrangementet. Mere end tusind mennesker mødte op til den purunge drengs foredrag. Nithyananda husker det hele blev videofilmet. Begivenheden fandt sted foran Raja Gopuram (det centrale tårn i et tempel) i Tiruvannamalai samme sted hvor den berømte festival Irai mani Mandram afholdes hvert år.

Gennem årene sørgede Raghupati Yogi for at nithyananda blev fotograferet siddende forskellige steder under dyb meditation. Fotografering var en eksklusiv og meget dyr fornøjelse på den tid i det landlige Indien. Yogi måtte låne penge til projektet af Upadhyaya, hotel – og restaurantejeren, for at kunne realisere det. Direkte adspurgt hvorfor han dog gad gå til så store yderligheder og besvær for at kunne få taget billeder af sin elev, svarede han ikke, men smilede kun. Da fotosene var klar skrev han bagpå eet af dem, 'En skønne dag vil hele verden takke mig for at have fået taget disse billeder!'

Det er de fotografier vi i dag kan nyde godt af og se nithyananda i meditation, da han har været i 9-årsalderen. Raghupati Yogi fik også lavet billeder af ham og nithyananda sammen, men ingen af sig selv alene. Drengen opfordrede ham, 'Hvorfor får du ikke lavet et foto kun af dig, så kan jeg have det?!' Hvortil den forudseende lærer smilende svarede, 'Ingen vil gide tilbede mit billede, men de vil tilbede dit!'

Fotografen, som tog billederne af de to sammen, erindrer sig, at yogien og hans elev, siddende i meditation begge leviterede adskillige centimeter over jordhøjde.

For nylig (2006) i ashrammen i Los Angeles, USA fortalte Nithyananda os om hans dage med Raghupati Yogi:

Jeg havde det store held at være hos den store Mester Raghupati Yogi. Da jeg mødte ham, var han omkring de 105 år gammel! Han nedstammede fra Patanjali. (Med nedstamme menes her i åndelig og ikke fysisk forstand) Patanjali er grundlægger af yoga-systemet som vi kender det. Han er den første Mester som hermed skabte et klart videnskabeligt anlagt og logisk opbygget system til at reproducere oplevelsen af Oplysning. Indtil Patanjali var Oplysning et rent tilfælde; noget, der skete for én, men ikke for en anden. Det var det rene lotteri. Man kunne købe et lod, men der var ikke gevinstgaranti. Patanjali var den første Mester, jeg kan også kalde ham åndelige navigatør, som rent faktisk kreerede et kort og gav alle de fysiske pejlemærker. Han skabte krystalklare retningslinier; en skridt-for-skridt kørebog til genskabelse af Oplysning i et menneske.

På samme måde som andre videnskabsmænd udtrykker deres forståelse af det ydre univers på formler, således udtrykte Patanjali sin forståelse af det indre univers i form af en teknologi, der er i stand til at reproducere i den enkelte der følger teknikkerne, den samme oplevelse han havde haft – nemlig Oplysning. Og Raghupati Yogi mestrede hele den videnskab. Han var Mester i alle yogaens aspekter fra de fysiske yogaøvelser, asana eller hathayoga, over vejrtrækningsøvelser, pranayama, til at forstå og mestre sindet, arbejde med visualisering, følelser etc.

Fra jeg var 3 til jeg var 13 arbejdede han med at forberede min krop og mit sind til at være åben for og kunne modtage og forblive i Oplysningen. Alle og enhver kan opnå et glimt af satori, af 'no-mind' stadiet, at være fri for tanker – et øjeblik er ikke svært at opnå, det er ikke nogen big deal, men at forblive i det stadie – og ikke bare mentalt, men også at være i stand til at udtrykke den energi gennem sin fysiske krop, at være 100% integreret i Oplysningen, det kræver forberedelse af krop og sind. Og det er 'the real thing'! Bare et enkelt glimt af sandheden er ikke noget at tale om. Enhver kan opnå det. Men at være i og leve den Bevidsthed; udtrykke den kræver forberedelse. Han fokuserede på den side af sagen og hjalp mig på så mange måder til at forstå og opleve og først og fremmest være i det intense energi – niveau og udstråle Energien gennem min fysiske krop.

Træningen startede ved 6-7 tiden hver morgen. På det tidspunkt var det nærmest ligesom tortur! Jeg skulle bukke og bøje mig i alle tænkelige retninger. I Arunachala templet, hvor han plejede at undervise mig var der en smuk stensøjlehal. Han satte mig til at klatre op og ned ad samtlige stensøjler! 20 til 30 søjler skulle jeg op i, den ene efter den anden. Til dato er det ikke lykkedes mig at finde nogen forklaring i nogensomhelst bøger om yoga på, hvorfor det skulle være nødvendigt at klatre i søjler for at lave yoga! (latter). Og han kommanderede mig ovenikøbet til kun at bruge én hånd. I én arm skulle jeg klatre hele vejen op og ned igen.

Han plejede også at få mig til at praktisere Neti, en teknik hvor man sluger et langt stykke bomuldsstof for at få renset hele tarmsystemet. Jeg skal ærligt indrømme: det er kun i dag jeg er glad for de ting; dengang hadede jeg ham!'

Nogle af de ting han fortalte om Patanjali var overraskende eller ligefrem chokerende og til tider modsætningsfyldte. Han fortalte at Patanjalis ord kommer til udtryk i hans bøger, men ikke hans kropssprog. Og at en stor del af hans lære derfor er gået tabt. At kun et menneske, der har oplevet Patanjalis bevidsthed er i stand til at vække Patanjali til live igen. Og jeg havde det formidable held at være sammen med den Mester, der har oplevet den Bevidsthed, eller det samme indre rum som Patanjali, hvilket satte ham i stand til at kunne afsløre yogavidenskabens dybere aspekter.

Jeg spurgte ham om årsagen til, at han fik mig til at klatre op og ned ad alle de søjler, da der ikke er nogen reference til søjleklatring i nogen yogabog overhovedet. Han gav en smuk forklaring: Med et hvilket som helst formål for øje du bevæger din krop, det formål, den erindring som ligger til grund for din bevægelse, selve den idè, vil sætte sig grundigt fast i din krop og dit sind. Det er en meget chokerende afsløring. Han siger: hvilken intention du end måtte havde med udførelsen af en fysisk bevægelse, om du bukker, strækker eller på anden måde er aktiv, den intention, det formål vil blive registreret i din kropsbevidsthed og det formål, den idè, den samskara vil derefter begynde at udtrykke sig i din krop.

Han mener: måden du bukker dig på og metoden du anvender i din yogapraksis er slet ikke særlig væsentlig. Det væsentlige er din bagvedliggende motivation, intention. Hvis din intention er at opnå et godt helbred og du gør de bevægelser, du mener er nødvendige for at opnå det med den grundlæggende intention bag, vil du også opnå sundhed.

Han siger, om du så vælger blot at sidde, hvis du har en stærk tro på at det at sidde ret op og ned vil gøre dig sund og stærk, jamen så er det det, du vil opnå ved at sidde. Jeg spurgte ham, hvordan det er muligt, han lo og svarede, 'selve din krop er lavet af din erindrings stof. Vi er udtryk for vor egen selvhypnose. Hver eneste erindring er registreret i vore muskler. Så ved at ændre vores erindringer ændres hele vores system samtidigt.

Nithyananda har fortalt, at Raghupati Yogi var en reinkarnation af Patanjali. Patanjali selv var en inkarnation af den imponerende slange Adisesha, på hvilken Vishnu hviler. En gang da Shiva dansede i Kailash brast én af hans ankelkæder og for at undgå at Shiva måtte stoppe sin dans, rullede Adisesha sig rundt omkring hans ankel som en anden ankelkæde. Da han holdt inde med dansen velsignede Shiva slangen, som sagde til ham, 'Alle andre nød at se dig danse, men jeg gik glip af din optræden, da jeg jo sad nede på din ankel. Vær sød og giv mig en mulighed for at se dig danse,'

Shiva sagde så, 'Du vil blive født på Jorden og efter at du har gjort bodøvelser en vis rum tid, vil jeg komme og danse for dig.'

Således reinkarneredes Adisesha som Patanjali i Chidambaram, og Shiva kom og dansede for ham som Nataraja.

Da Nithyananda fortalte os om den begivenhed kom mange af os i tanker om alle de gange Hans egne ankelkæder er knækkede under Hans dans i forbindelse med Ananda Darshan; tykke kæder i guld som brast og faldt af under Hans energiske dans.

nithyananda blev gode venner med flere andre viise mænd i løbet af sin tidlige barndom. Én af dem er Saakkupai Swami, hvis påklædning bestod af jute stof, som han havde fra nogle bortsmidte gunny-sække (kaldet saakkupai på tamilsk) og som plejede at sove i templet. Andre børn var bange for ham og undgik ham, men nithyananda gik hen til ham en dag og spurgte ham, hvordan han kunne komme til at se Arunachala i menneskelig form. Saakkupai Swami lo og sagde, 'Nar mig ikke på den måde, gå din vej, gå din vej!' nithyananda lød forskrækket derfra. Da han var på sikker afstand vendte han sig alligevel om for at se hvad Swami’en nu lavede, og til sin forbløffelse så han, at han lå fuldt udstrakt med panden mod jorden og hænderne samlede og rejst foran hovedet i ærbødig hilsen i retning af ham selv.

Efter den dag smed Saakkupai Swami altid slik og karameller hen til nithyananda, hver gang han passerede forbi, også selvom drengen ikke turde komme tæt på. nithyananda troede Swamien havde en skrue løs. En dag smed nithyananda så en rupeemønt hen til Saakkupai Swami. Swamien sagde at han ikke havde brug for penge; nithyananda spurgte derfor, om der så var noget andet han kunne tænke sig, måske noget mad. Swami svarede, 'Nej, men du kan hente mig en pakke beedis.' (indisk cigarettype rullet af tørrede tobaksblade) nithyananda købte en pakke beedis og gav ham. Swami lagde pakken ved sin side. Straks efter dukkede en hund op, løb hen og tog pakken i munden og lød atter sin vej. Saakkupai Swami sagde til nithyananda om at følge efter den hund. Hunden løb og nithyananda storkede efter det bedste han havde lært; de nåede til Yogi Ram Surat Kumar, bedre kendt som Visiri Swamigal, hunden lagde pakken foran ham og løb væk. Visiri Swamigal tog en beedi og begyndte at ryge.

Visiri Swamigal sad midt i en dynge skrald han havde samlet sammen på trinene til den bygning, der ligger overfor Thermutti, hvor templets hestevogn holdt parkeret. Han var en Oplyst Mester, velkendt og afholdt i byen. Han var en samtidig af Sri Ramana Maharishi. Visiri Swamigal vendte sig nu om mod nithyananda og spurgte om det var Saakkupai Swami, der havde sendt ham. nithyananda forklarede så, hvordan det gik til at han var kommet, og hvordan han havde lært Saakkupai Swamigal at kende. Visiri Swamigal syntes godt om den unge knægt, de to faldt i hak med det samme og et umiddelbart venskab opstod dem imellem.

Et par dage senere tilbød Visiri Swamigal en beedi til nithyananda. Da han var blevet opdraget til at mene at rygning er en dårlig vane, afslog nithyananda. Hvem ved, hans

Oplysning var måske indtruffet langt tidligere end det skete, hvis han havde accepteret Mystikerens tilbud om en beedi!

Folk i byen havde for vane at spørge Visiri Swamigal til råds om deres fremtid. Skolebørn ville spørge ham, hvordan det mon ville gå dem i deres eksamener o.s.v. Den gådefulde mystiker svarede kun sjældent. En dag, da nithyananda var på vej i skole stoppede han op og spurgte, om han ville bestå i dagens test. Han fik et svar, 'Du vil bestå livets eksamen, min dreng!' nithyananda forstod ikke hvad han mente med det. En kvinde, der sad i nærheden og havde overhørt samtalen sagde, 'Gå du bare ven. Du forstår ikke ordene nu; senerehen vil du huske og forstå!'

Et par af de berømte begravelsessteder i den hellige by som Tiruvannamalai er, nød nithyananda at besøge, sætte sig et sted og meditere i den velgørende stilhed. For et par år siden ganske tidligt om morgenen gik vi en lille gruppe sammen med Mester i Tiruvannamalai, og han førte os hen til flere af de steder og udpegede for os, hvor han plejede at sidde og meditere. Han viste os et stort gravsted og sagde, 'Ser I det store gravkammer der? Den dobbeltseng der! Der plejede Yogi Ram Surat Kumar at sidde. Jeg havde for vane at gemme mig og holde øje med ham og nyde den mystiske udstråling han havde. Når han fik øje på mig gennede han mig væk med ordene, 'det er jo kun mig, gå din vej!'

Han genkaldte sig, hvordan han en dag på vejen hjemad, efter at have siddet en rum tid og mediteret inde på begravelspladsen, fik øje på en mand, der lå i fuld prostration på jorden i retning mod Arunachala, som det var almindelig praksis i byen. Han ventede høfligt på at manden skulle blive færdig og rejse sig, men han bevægede sig ikke. Pludselig gik det op for nithyananda at det var et lig der lå der! Ganske uanfægtet hoppede drengen over den døde krop og fortsatte på sin vej. Hans intense åndelige tørst levnede ikke rum for oplevelsen af følelser som frygt, sorg eller nogen anden type følelse, som kunne have bremset ham på hans vej mod den Totale Sammensmeltning med det Guddommelige.

nithyananda var forelsket i Arunachala. Hver eneste procession, der udgik fra templet kunne tælle nithyananda blandt dets deltagere. Sine dage tilbragte han i templet; den gratis mad, som det er hinduistiske templers vane at uddele på daglig basis, spiste han også i selskab med de forsamlede sanyasis. Arunachaleshwara templet i Tiruvannamalai var nithyanandas legeplads, som Brindavan var det for Krishna og Dakshineswar for Ramakrishna.

Når han vågnede om morgenen hjemme i sit hus beholdt nithyananda sine øjne fast lukkede i, stod ud af sengen og gik, fortsat med lukkede øjne, ud foran huset og stillede sig. Først da åbnede han øjnene og skuede som det første sit elskede bjerg: Arunachala. Hans brødre og søstre plejede at kalde ham kuruttu samiar, den blinde munk! De plejede at irritere ham ved at stille sig foran ham idet han åbnede øjnene, eller dreje ham rundt, så han vendte modsat bjerget; nogen gange råbte de bare ad ham for at forskrække ham. nithyananda blev rigtig gal i skralden når det skete, sparkede dem og råbte og regerede, for så at gå hele vejen tilbage ind i huset i seng igen og starte forfra!

For nithyananda var Arunachala et levende væsen og ikke bare en samling klipper. Han kunne sidde lang tid og bare se på, opleve, være med bjerget – som i Zen meditation, Zazen; sidde, lade ske, blot være til.

Page 106

Da han var omkring syv år gammel mødte nithyananda Narayanaswami Thatha også kendt som K.S.Narayanaswami (thatha betyder bedstefar på tamilsk). Thatha boede i et lille tempel for elefantguden Ganapati i Thirumanjana Gopuram gaden i Tiruvannamalai. Han var Mester i tantra, yantra og mantra, d.v.s. samtlige tre teknikker til opnåelse af Oplysning. Han besad dybe telepatiske evner. Det lokale politi kom regelmæssigt til ham for hjælp til at opklare forbrydelser, identificere og udpege forbryderen!

Thatha tog et spejl og tegnede en firkant på det; billedet af forbryderen ville da vise sig indeni firkanten. Folk som havde mistet deres ting, eller hvis børn eller andre var blevet væk for dem, kom til ham; og han viste dem i spejlet, hvor tingen eller personen befandt sig lige nu. nithyananda så ham udføre det arbejde dag efter dag – utrætteligt. nithyananda tilbragte seks år i selskab med Narayanaswami Thatha. Når folk kom og bad om hjælp tændte Thatha en lampe og mumlede et mantra. Dernæst samlede han lidt af lampens sorte sod op i sin hånd og smurte det ud på spejlet. Straks fremkom en scene som viste hvad der nu var hændt, i spejlet, så klart som på et fjernsyn. Hele historiens forløb fra start til slut ville blive oprullet, uanset om det var en forsvunden person eller et indbrud der var tale om. Den lokale politinspektør kom gerne og sad for fødderne af Thatha.

Tyveknægte plejede at komme og bede ham om ikke at afsløre dem for politiet. Når han først havde givet dem sit ord, kunne spejlet ikke senere vise noget som helst. Til gengæld krævede han, at de skulle give alle eller en del af deres penge til templet; nogle gange krævede han, at de skulle aflevere det stjålne til rette ejermand – hvis ejeren var en god mand vel at mærke. Hver dag samlede han tusindvis af rupee – mønter ind.

Thatha havde truffet den klare beslutning, at han aldrig ville eje noget som helst, hverken penge eller andre ting, hvorfor han hver aften inden solen gik ned delte alle de penge eller andet folk havde givet ham til gengæld for hans tjenester, væk. nithyananda plejede at komme med mad til ham derhjemmefra; hans mor var meget generøs og gav ofte mad til byens sanyasis, asketer og munke. nithyananda var bydreng for mystikeren og nød at se det daglige 'tv'-show i spejlet og høre al den sidste bysladder; og han glædede sig sammen med folk, når de via spejlet fandt, det de havde søgt.

En gang var der nogen, der havde stjålet statuen fra et tempel i nabobyen Tiruneer Annamalai ved at knække den af nede ved søjlen. Thathas spejl viste at idolet skulle være blevet gemt i en ubrugt vandtank, og ganske rigtigt fandt politiet den også der. Da nu statuens oprindelige tempel var blevet brudt op og fundamentet ødelagt, bad Thatha politiet om i stedet at bygge et lille tempel for statuen indeni selve politistationen, hvilket de gjorde! Thathas berømte spejl befinder sig også i det tempel. Det er højst sandsynligt det eneste tempel bygget inde i en politistation i hele Indien, ja formentlig i hele verden!

En dag mens Thatha var gået på toilettet besluttede nithyananda at se nærmere på spejlet. Han smurte lidt af den sorte sod ud på spejlet, men han havde ikke noget at spørge om. Pludseligt trådte Devis form klart frem i spejlet. Hun smilede til ham. nithyananda blev bange, for hvad nu hvis hun ville sige til Thatha, at han havde brugt spejlet uden at spørge om lov. Han satte sig ned og bad, 'Åh vær sød ikke at sige det til ham.' Hun smilede bare og det tog nithyananda som tegn på, at hun ikke havde tænkt sig at sladre. Men problemet var nu, hvordan han skulle få hende til at gå sin vej igen.

Da Thatha kom ud fra badeværelset viste nithyananda ham spejlet og gik til bekendelse. Han lo bare og sagde, 'Hvis Devi ikke ønskede at vise sig, ville Hun ikke være kommet. Du har ikke gjort noget galt.' Bagefter forærede Thatha den sølvboks spejlet plejede at være i til den lille nithyananda. Den boks er i ashrammen i Bangalore i dag.

Det skete jævnligt, for ikke at sige ofte, at nithyananda ikke nåede i skole. For at slippe for straf gik han gerne til Thatha og bad ham om hjælp. Thatha sørgede så for, at der viste sig et lille hak udfor nithyananda's navn i klasselærerens protokol, som om han virkelig havde været der!

Thatha havde det med at materialisere ting. Han gav også folk råd og vejledte dem til at få løst deres problemer. Engang kom en mand fra den laveste kaste (samfundsklasse) til Thatha for råd. Thatha adviserede, at han skulle gå tre gange rundt om et Shivatempel. Manden fortalte, at han som lavkasteperson ikke ville få lov til at blive lukket ind på tempelområdet hjemme i sin landsby. Thatha pegede så på nithyananda og bød manden gå rundt om ham tre gange istedetfor. Det gjorde han, hvorefter Thatha udtalte at, 'nu vil alle dine problemer løse sig.' Hverken manden eller nithyananda forstod betydningen af det, der var sket; men mandens problem løstes ganske rigtigt.

nithyananda lærte de tantriske, mantriske og yantriske videnskaber af Narayanaswami Thatha; hvordan de fungerer og hvordan de bør anvendes. Tantra er meditationsteknikker til opnåelse af Oplysning; mantra er lydord, som ved kontinuerlig og koncentreret repetition også udgør en vej til Oplysning og endelig er yantra en metaforisk gengivelse af Kosmos skåret på en kobberplade og brugt som meditativt værktøj til samme formål. Engang da nithyananda bad Thatha give sig et mantra (det er traditionen at Mesteren vælger et mantra til sin discipel, som netop passer godt til hans eller hendes psyke) svarede Thatha at nithyananda skam allerede havde sit eget mantra, som er tusinde gange stærkere end noget andet han, Thatha, kunne give ham; men henad vejen lærte han nu nithyananda mange forskellige teknikker inklusive mantras.

Engang i tiden omkring Devistatuens installering i templet inde på politistationen kaldte Thatha nithyananda hen til sig med ordene, 'Sinnapayan' (lille dreng), 'kom og lær af mig.'

nithyananda sagde, 'Jeg har lært meget af dig. Du har lært mig mange ting, mantras og teknikker. Hvad ellers vil du gerne have jeg lærer?'

Thatha sagde, 'Hvis dit sind er rent behøver du ikke mantras for at gøre mirakler. I dit blotte nærvær vil miraklerne opstå af sig selv.'

Et sted dybt inde i nithyananda gav hans ord genklang. Han sagde til Narayanaswami Thatha, 'Så skulle du have gjort mit sind rent istedetfor at lære mig alle de mantras, som du påstår er ubrugelige.'

Som svar ytrede Thatha, 'Bare rolig; mantraerne vil rense dit sind.'

Fra og med den dag indstillede nithyananda al praksis af de mantra og tantra, han havde lært.

Narayanaswami Thatha gav nithyananda et yantra og en bog med spirituelle sange, chants. Han lærte ham også, hvordan man ved at chante et bestemt mantra: mooligai prana pratistha mantra ettusinde gange i østlig retning henvendt til visse urter, sikrer at disse urter bibeholder deres kraft og styrke selv efter at være blevet plukket og eventuelt skåret i stykker.

Om aftenen inden nithyananda forlod Thatha for at gå hjem til sin familie, velsignede Thatha drengen i tavshed og gav ham en frugt med i hånden fra sit fad. En skønne dag, da drengen skulle til at gå hjem som sædvanlig med ordene 'poyittu varen' – vi ses, eller helt bogstaveligt 'jeg går og kommer tilbage'- svarede Thatha helt usædvanligt 'Gå' og istedetfor at give ham en frugt, pegede han på fadet og indikerede, at nithyananda selv skulle vælge, og tage hvad han ville have. Tre dage senere forlod Thatha sin krop. Hans samadhi, stedet han er begravet, eksisterer den dag i dag i Tiruvannamalai og kaldes Thottakara Thatha – Gartner Bedstefar, som er det navn, han var almindeligt kendt under.

Som det var hans vane fortsatte nithyananda med at finde nye venner blandt byens åndelige personligheder. Han mødte en sanyasi som plejede at sidde i Arunachala Templet tæt ved Thirumanjana Gopuram. Den sanyasi, Narayana Swamigal, var meget populær i Tiruvannamalai. Han kaldtes Mouna Swamigal

nithyanandas udstråling og energi tiltrak folk med samme åndelige interesse og mål som han – og helt fra den allertidligste barndom dukkede de op i hans liv, velsignede ham og lærte ham beredvilligt det de havde at lære fra sig. Kontakten til alle disse viise mænd og hellige folk inspirerede barnet og gav ham lyst til at være og leve sit liv som dem.

Page 110

Guddommeligheden i nithyananda var altid til at få øje på for den oprigtigt søgende.

En dag kom han for sent til matematiktimen og blev derfor høfligt stående i døråbningen afventende matematiklærerens tilladelse til at træde ind i klassen. Læreren kiggede op og over i retning af ham. Han sagde intet, det virkede som om han var i en slags trance. Langsomt rejste han sig, samlede håndfladerne foran sit hjerte og bukkede ærbødigt for drengen. nithyananda så undrende til.

Matematiklæreren opfordrede senere nithyananda til at komme og besøge ham i hans hjem. Som det sig hør og bør gik nithyananda derfor et par dage senere på visit hos læreren. Straks han trådte ind ad døren lagde læreren sig i fuld prostration på gulvet for hans fødder. Bagefter fortalte han glædestrålende og meget følelsesladet, hvordan han havde haft en vision af sin ishta deva, sin yndlings form af Gud – Lord Ayappa – i drengen, mens han stod i døråbningen til klasselokalet. Han erklærede sig som drengens discipel. nithyananda vidste ikke, hvad han skulle sige til det.

Page 111

Nithyananda elsker at genfortælle følgende beretning som fandt sted i hans tidlige barndom:

Små byer som Tiruvannamalai har ikke et egentligt professionelt teater, men mange amatørgrupper, som ser deres snit til at optræde under årets mange religiøst inspirerede festivaller. På grund af det – stadigt – eksisterende kønsrollemønster er det som oftest kun mænd, der optræder – også i kvinderoller, hvor de så er udklædt. Forestillingerne talte primært børn og gamle kvinder som ikke havde så meget at se til, blandt deres tilskuere.

Et af de mest populære stykker var fra Mahabharata, som er historien om to stridende klaner, der ender op i krig med hinanden, og om hvordan én af krigerne Arjuna vinder slaget v.hj.a. råd fra Lord Krishna. Disse råd er det, der udgør den hellige bog Bhagavad Gita. (Som ikke bare handler om, hvordan man vinder en ydre krig, men opleves af mange som den perfekte opskrift på hvordan individet kan vinde den ultimative indre kamp og dermed nå Enlightenment, Oplysning) En af de mest bevægende scener i Mahabharata er den, hvor Prinsesse Draupadi, som er hustru til de fem Prinser af Pandava, bliver klædt af i Kaurava klanens kongelige gemakker. Kaurava'erne er dødelige fjender med Pandava slægten og samtidig er de nært beslægtede som hinanandens fætre.

Kaurava Prinsen Dushassana er den største skurk i historien. Han fornærmer Draupadi og forsøger at krænke hendes blufærdighed. Draupadis ægtemænd, Prinserne af Pandava kan kun se hjælpeløst til imens, eftersom de har aflagt deres æresord på ikke at gribe ind.

Draupadi har nu kun Lord Krishna selv at bede om hjælp. Hun rejser sine arme mod himlen i en anråbende gestus og beder om at Hans vilje må ske fyldest, og da sker miraklet: for hvert stykke tøj, der bliver taget af hende, dukker et nyt stykke op, i det uendelige. Udmattet, forvirret og bange giver Dushassana tilsidst op og Draupadi's ære er reddet.

I det drama, som nithyananda så, blev Draupadi spillet af en mand. Den mand plejede at være iklædt syv sari'er i alt, og når ham der spillede Dushassana havde fjernet de seks, plejede Draupadi at tage det som sit stikord til at kalde på Krishna, som ville hoppe ind på scenen og redde hende.

Lige netop den dag havde Draupadi været glemsom, og i skyndingen havde han kun fået taget seks sarier på istedetfor syv. Under afklædningsscenen går det så lige pludselig op for ham, hvad der er sket, og han råber derfor højlydt til Dushassana om at slippe ham. Selvom Draupadi råbte op gav Dushassana ikke slip, men fortsatte med at hive tøjet af 'hende'. Draupadi sparkede og slog ud efter ham, men ham der spillede Dushassana havde helt styr på, hvor mange sarier der skulle af, og der manglede altså én endnu! I mellemtiden stod den skuespiller, der spillede rollen som Krishna udenfor og røg sig en smøg ganske uvidende om det traume hans skønne Draupadi oplevede!

Til sidst lykkedes Dushassana med sit forehavende. Draupadi stod nu på scenen, en mand iklædt intet andet end boxershorts forneden og en kvindebluse foroven. Da himlede Draupadi op, ’Oh Krishna jeg kaldte på dig igen og igen og var tæt på at give op. Den onde Dushassana klædte mig af til skindet og forsøgte at vanære mig i al offentlighed. Hvor er jeg dog taknemmelig. For at redde min ære tryllede du mig om til en mand!’

Mester ryster af latter, hver gang han fortæller den historie. Det er er ren fornøjelse at betragte ham, når han taler om sin barndom, og se alle hans udtryk, når han genoplever hver enkelt detalje.

En gang imellem taler han om den eneste film han så; det var sammen med sin mor og far. De så den tamilske film ’Mudal Mariyadai’ på Balasubramanian Teatret i Tiruvannamalai. Halvvejs igennem filmen er der nogen scener hvor en person bider en anden persons tå af og spiser den; det gjorde ham bange at se. Han forlod biografen og så aldrig en eneste film eller et tv-program igen i løbet af hele sin barndom. nithyananda havde aldrig før kendt til frygt. Ved den lejlighed følte han at frygt forsøgte at komme ind i ham. Han blev bevidst om at det var ved at ske, og gik derfor.

Når vi ser fjernsyn eller film er billederne per sekund-frekvensen så høj, at det, der bliver vist trænger direkte ind i vores bevidsthed. At se en horror film eller en deprimerende film i mere end 20 minutter hensætter os i den samme følelsesmæssige tilstand; ved igen og igen at se sådan nogen film går de ind og danner en del af vores personlighed, uden at vi er klar over det. Derfor er det rigtig farligt – specielt for børn – at se den type film. Selv vi voksne havde bedre af aldrig at se mere end max. 15 minutter ad gangen af film med negativt indhold.

nithyanandas vilde energi manifesterede sig engang imellem i løbet af barndommen. En gang under et familiebesøg i Tirupati sammen med onkler, tanter, fætre, kusiner o.s.v. delte han soveværelse med nogle af sine mandlige slægtninge. Som han havde for sædvane stod han op klokken 3 om natten for at udføre sin daglige puja. Mens han sad fordybet under udførelsen af det hellige ritual mumlede én af mændene halvt i søvne vredt noget om hvad for en pokkers larm, det dog var. nithyananda gik roligt over til slægtningen, greb ham i struben, og det fortælles at han truede med at tage livet af ham, hvis han nogensinde igen skulle formaste sig til at forstyrre hans puja. Hvorefter han stille og roligt gik tilbage og genoptog sin tilbedelse! Efter den episode var der ikke længere nogen af nithyanandas slægtninge, der kom med bemærkninger om hans aktiviteter.

Som tiden gik blev nithyanandas vilde energi gradvist kanaliseret ind i hans stadigt mere intense åndelige søgen. En dag var han i selskab med én af sine fætre, som var tæt på at have fået n-o-k nok af drengens drilagtige narrestreger og nidkære påfund. Efter en specielt irriterende episode reagerede fætteren ved at tage en tung ting, der stod i nærheden og smide den i hovedet på nithyananda. Den skar dybt ind i nithyanandas pande, som blødte voldsomt. Effekten af den hændelse var, til samtlige nithyananda’s familiemedlemmers udelte forbløffelse og lettelse, at han slappede betydeligt mere af og blev noget mere besindig at have med at gøre. År senere kom det til Nithyanandas kundskab, at Vivekananda – en anden stor Mester – havde været udsat for en ulykke i sin barndom, som havde resulteret i et ar henover det ene øjenbryn på nøjagtigt samme sted, som han den dag i dag har sit ar. Ramakrishna Paramahamsa, som var Vivekanandas Guru skal have forklaret, at havde den unge Vivekananda ikke gennem sit fald fået det slag -og deraf følgende ar, ville hans voldsomme energi have være for meget for hans krop, som ikke ville have kunnet holde til det. Eksistensens veje er sandelig uransagelige! Page 114

Barnet indeni nithyananda sidder på spring til at komme ud og lege nårsomhelst! Det synes totalt umuligt at forudsige, hvornår det sker; gang på gang har Han overrasket os med sine spontane udbrud af barnlighed.

Ved en lejlighed mens vi sad og havde en meget alvorlig diskussion, pakkede jeg en gave ud, som en af Hans ivrige tilhængere havde sendt Ham og som indeholdt noget batteridrevet legetøj. Jeg have fået besked om at isætte batterierne først og så give legetøjet til Ham. Da Han nu så mig sidde og fumle med de her batterier, rev Han dem og legetøjet ud af hænderne på mig med ordene, 'hele det sjove er jo at sætte batterierne i!'

Resten af den seriøse diskussion blev indimellem afbrudt af den infernalske støj hans tænden og slukken for legetøjet producerede.

Da jeg rakte Ham legetøjet sagde jeg, 'De er måske tiltænkt Anandi', som er en 8-årig discipel og yngste medlem af vores ashram. Han surmulede og svarede, 'Var det hvad du fik at vide? De er da til mig!'

Selvfølgelig – efter et par timers leg fik Anandi faktisk legetøjet.

At observere Ham i de stunder har lært os fantastisk meget. Hvis en Oplyst Mester kan tillade sig selv at opføre sig som et barn, hvorfor skulle vi andre så rende rundt og gøre os bekymringer om, hvad andre mener om os og vores opførsel? På mange måder er Hans væremåde stadig nøjagtigt som vi kan forstå, at den var i Hans barndom, nysgerrig, enkel og spontan.

Mange folk har spurgt Nithyananda om Han mon er reinkarnation af den ene eller anden Mester. Han svarer gerne at alle oplyste væsener er eet med den universelle energi og at derfor alle Mestres Energi er én og den samme.

På den anden side virker det som om visse personlighedstræk går igen fra en Mesters tidligere inkarnationer til de næste. Når Mesteren, som var Krishna i eet af sine tidligere liv, reinkarnerer sig er det ikke nødvendigvis sådan, at Han også denne gang går omkring og spiller på bambusfløjte og har påfuglefjer i håret, men er muligvis stadig at regne som Poornavatar fra det ene liv til det næste.

Nithyananda har ved flere lejligheder antydet at Hans sidste inkarnation ligger en 300 år tilbage i SydIndien. Han siger at når tiden er inde, vil den information blive os til del. Indtil da nyder vi bare Hans nærvær!

Kapitel 5

Page 118

Nithyananda siger:

'Alting slutter ikke, når du bliver Oplyst; det er kun begyndelsen på en åndelig rejse. Oplysningen er begyndelsespunktet for en længere rejse, ikke endestationen.'

Vi har allerede talt lidt om inkarnationer. Oplyste sjæle som ikke behøver at lade sig genføde som resultat af de samskara de har akkumuleret, men som frivilligt vælger at lade sig genføde her på Planeten. De behøver ikke komme her igen, eftersom de har udtømt deres vasana, samskara og karma. Som tidligere nævnt er det vores uopfyldte utilfredsstillede begær og tankemåder, der ligger til grund for, at vi er blevet fangede i denne cirkel af fødsel og død. Når først vor karmiske bagage er udtømt og vi er Oplyste, stopper den cyklus af sig selv. En oplyst Sjæl bliver ikke genfødt per automatik.

Det står til troende at der andre steder i Universet lever væsener, som har samme eller højere intelligens end vi har her på Planeten Jorden. Men vi har alligevel fat i den lange ende, for det er kun her på vor Jord det er muligt at opnå Enlightenment – Superbevidsthed. Oplyste væsener kommer her til Jorden på opfordring af Moder Jord, når Hun udtrykker behov. De kaldes og suges tilbage hertil på grund af Planetens desperate behov for deres Energi og Nærvær. Den åndelige positivitet oplyste Sjæle kommer med er i allerhøjeste grad nødvendig for at afbalancere planetens akkumulerede negativitet.

Som Krishna udtrykte det i Bhagavad Gita: 'Igen og igen vil jeg lade mig genføde på planeten Jorden for at beskytte det gode og udrydde det onde.'

Oplyste væsener har ikke fri vilje, ingen overhovedet. Vi almindelige dødelige derimod, vi har fri vilje og vi udøver den. Der er en vis ironi i det. Vi mennesker har valget til at handle som vi beslutter, og til at samle flere og flere samskaras sammen, gøre byrden af vor samlede karma større og større, eftersom vi har fri vilje. Det er naturens måde at lære os ansvar på. I takt med at vi udvikler os åndeligt, bliver vi gradvis mere og mere klar over hvilken enorm glæde og lykke der er i at overgive sin frie vilje til Universet. Ved at opgive vor – såkaldte – frie vilje (viljen til at skabe helvede for os selv) opnår vi reel Frihed: Oplysning, Enlightenment, Enhed med Universet. Overgivelsen af ens frie vilje til Universet er sidste skridt i processen, der går forud for Oplysning.

Denne overgivelse af den fri vilje er allerede fuldbragt i et oplyst væsen. Overgivelse af den fri vilje indbefatter følgende: A. Intellektuel accept af sandheden om vor egen indre iboende guddommelighed. B. Emotionel accept af det guddommelige i vort indre, ikke bare den intellektuelle forståelse fra hovedet, men en ægte dybfølt oplevelse i hjertet at sådan ER det; og jeg er DET. C. Overgivelse af sanserne; en total accept af også gennem sanserne at opfatte virkeligheden, som den er, og ikke som vores sind forsøger bilde os ind, at den er. På niveau C er det muligt at opfatte det formløse bagom formen, og at acceptere det formløse som guddommeligt. På det stadie flyder man med universets intention uden nogen lyst til at udøve fri vilje.

Oplyste væsener har allerede overgivet sig helt til universet; intellektuelt, emotionelt og via sanseapparatet. De har ikke længere frihed til blot at gøre som de vil. Hvad de end foretager sig er dikteret af universet, det guddommelige. Oplyste sjæle er fuldt ud bevidste om deres indre guddommelighed; og den bevidsthed i form af guddommelighed, er det der er drivkraften bag samtlige deres handlinger. Deres mission i livet er bestemt af den universelle intelligens.

'For jer alle er 'Gud' et koncept; mens 'Jeg' er virkelighed. For mig er 'Gud' virkelighed; Gud er realiteten og 'Jeg' et rent koncept; det er irreelt.

Det allerførste glimt af sin egen indre natur, sin første bevidste oplevelse af sin inkarnerede sjæl, og den første afsløring af Hans livs mission, skete for nithyananda, da han mødte Arunagiri Yogiswara som niårig.

I Arunachaleshwara templet i Tiruvannamalai, helt nede bagest i hovedbygningen, som huser alteret for Arunachaleshwara – templets væsentligste Guddom, finder man jiva samadhi – gravstedet, for Arunagiri Yogiswara.

Arunagiri Yogiswara regnes for at være én af Lord Shivas inkarnationer. Uden at vide hvorfor følte barnet nithyananda sig meget tiltrukket til netop det sted i templet. Ofte ville han gå hen og sætte sig lige netop foran Arunagiri Yogiswaras jiva samadhi.

Det skete en dag, da nithyananda som sædvanlig sad på sin yndlingsplads, at en smuk ung mand kom ud fra et mørkt hjørne lige bagved gravstedet. Den unge mand kom hen til nithyananda og talte til ham. Han så meget anderledes ud end nogen af de andre asketer nithyananda havde mødt ved og i templet. Selvom han var klædt ligesom enhver anden asket i safranfarvet lændeklæde, virkede den unge mand helt anderledes, elegant og velbygget. Han havde langt udslået hår, bar en guirlande af rudraksh perler (de hellige perler asketer og munke går med) om halsen, og havde vibhuti basma (hellig hvid aske) i panden.

Nithyananda kan ikke længere huske hvad de to talte om, kun at udvekslingen hensatte ham i en tilstand af ren velvære og lykkefølelse. Det skabte også en kraftig lyst til snart at kunne se ham igen. Da den unge mand rejste sig for at gå, spurgte nithyananda ham om og i givet fald hvornår, han kunne se ham igen. Den unge mand sagde, 'Kom hertil nårsomhelst du har lyst, kald på mig hvis du gerne vil se mig og snakke med mig, så skal jeg nok komme.'

nithyananda gik hen til det sted i templet hver eneste dag uden undtagelse. Så snart han nåede det lille jiva samadhi begyndte han at kalde, 'Swami, Swami,' og så kom den unge mand smilende ud inde fra hjørnet bag krypten. nithyananda glemte sig selv og verden omkring sig under deres samtaler. Det var som om han var en del af ham selv. Han følte sig fuld af et saligt velvære. De talte sammen mange timer dag efter dag. Da det var et ret isoleret sted i templet kom kun få mennesker forbi, så de havde det for sig selv det meste af tiden.

nithyananda spurgte manden, hvad han hed. Den unge mand fortalte ham, at hans navn var Arunagiri Yogiswara. På daværende tidspunkt anede nithyananda ikke noget om, hvem Arunagiri Yogiswara var, så han genkendte ikke navnet. Arunagiri Yogiswara blev hans helt, hans idol og inspirationskilde. nithyananda var ikke et sekund i tvivl om, at han ville være ligesom Arunagiri Yogiswara, når han selv blev stor. Alt ved den unge mand var så charmerende, så fortryllende.

nithyanandas tiltrækning til den unge mand var så intens, at han næsten ikke kunne vente med at se ham, når det blev morgen. Han stod rigtig tidligt op om morgenen og gik straks ud ad døren og ned i templet og hen til stedet, hvor manden plejede at komme til syne. Da hans mor nysgerrigt spurgte ham ud, hvorfor han dog gik så tidligt hjemmefra, fandt han på en passende forklaring, nemlig at der var en særklasse henne på skolen, som han gerne ville være med i. nithyanandas oplevelse ved at være i den unge mands nærvær var ren og uforfalsket glæde.

Senerehen i en snak med os beskrev Mester den oplevelse han havde haft med Arunagiri Yogiswara, med denne lille historie om to fugle fra Mundaka Upanisaden, en oldgammel Hindu skriftsamling:

To fugle sad i et stort frugttræ med mange grene. Den ene af fuglene var smukt gylden af lød og med en pragtfuld fjerdragt. I ophøjet ro sad denne fugl på én af træets øverste grene, oppe hvor der ikke var helt så mange frugter. Det meste af tiden sad den uden at bevæge sig og virkede helt ligeglad med frugterne rundt omkring den. Den anden fugl var mindre og mere livlig; den fugl var temmelig rastløs og fløj konstant fra den ene gren til den anden i sin søgen efter frugt, den kunne spise.

Den anden fugl var glad og tilfreds, når han fandt sig en spiselig frugt og skræppede lykkeligt op. Ofte var frugten han fandt både sur og bitter, og så følte den lille fugl sig ulykkelig og trist. Jo flere sure og bitre frugter han smagte, jo mere deprimeret blev den fugl. Han sagde til sig selv, 'der er ikke nogen glæde at finde i de frugter her, der er i det hele taget ikke noget ved noget!'

Da kiggede han op og fik øje på den smukke gyldne fugl, som sad højt oppe mellem træets grene, rolig og afslappet. Det var lige pludselig som om den gyldne fugl lyste hele træet op. Den lille fugl fløj op for at se nærmere på den gyldne fugl. På vejen derop fik han øje på nogen saftige frugter og stoppede op for at få sig en bid. Frugterne var søde, så han blev på stedet for at gøre sig rigtig tilgode med alle de lækkerbiskner. Inden længe var der alligevel en bitter frugt imellem og så én til, og han følte sig skuffet. Han så op og fik igen øje på den gyldne fugl, rolig, glad og fredfyldt. Han fløj opad igen.

På den måde fløj den lille fugl så op, så lidt ned igen; frem og tilbage i træet. Hver gang han så den gyldne fugl, fik han lyst til at komme tættere på; på vejen derop dukkede der altid nogle nye frugter op han lige skulle smage, de smagte altid godt i starten, men blev hurtigt sure.

Endelig nåede han helt til tops i træet, hvor den gyldne fugl sad på sin gren. Han tog ham nærmere i øjesyn og opdagede til sin forbløffelse, at den gyldne fugl var hans eget selv. Tættere og tættere gik han mod den gyldne fugl, og des tættere på han kom, des mere rolig og glad følte han sig. Den lille fugl følte en dyb samhørighed med den gyldentfarvede fugl. Det var kærlighed; ikke blind forelskelse, men en opløftende dyb ægte kærlighed. Snart mistede han sin egen identitet og gik i eet med guldfuglen.

Dengang kunne nithyananda ikke udtrykke det i ord, men nu siger Han, at det var lige netop sådan, han i sin tid oplevede og følte for Arunagiri Yogiswara. Det var hans indre selvrealisering som forbandt ham med den mand, som han var så stærkt tiltrukket til lige fra første færd. Det var som om han så sig selv, sit eget Selv i den unge fremmede, som ikke længere syntes fremmed.

Arunagiri Yogiswara var den første til at hjælpe nithyananda med at udvikle en bevidst oplevelse af ham selv. Gennem sine diskussioner med ham, formåede han at få nithyananda til at se udover sin ydre personlighed. Selvom han ikke var meget mere end et barn, oplevede nithyananda en dyb indre trang til at gå dybere og lære mere om sig selv, sin egen eksistens, uden egentlig at være bevidst om hvorfor eller hvordan.

De to holdt meget af at vandre på kryds og tværs af Arunachala bjerget, og Arunagiri Yogiswara viste nithyananda nogle steder, han aldrig tidligere havde set. En dag nåede de enden af en sti, det virkede som om, man ikke kunne komme videre. Mærkeligt nok; som de bare fortsatte åbnede en ny vej sig op, som de så fortsatte ud af. I horisonten sås et kæmpe banyan-træ. Som de kom nærmere kunne de nu se adskillige ældre folk, der sad sammen under træet.

nithyananda og Arunagiri Yogiswara nåede hen til træet og satte sig ned sammen med de andre, som hilste med kærlighed og stor ærbødighed på Arunagiri Yogiswara. Han præsenterede nu nithyananda for alle i gruppen, som virkede glade over at se ham. De var alle sammen klædt i munkens traditionelle safranfarvede klæde ligesom Arunagiri Yogiswara. Alle de ældre folk sad nu i en rundkreds omkring den unge yogi og lyttede respektfuldt til ham, som disciple vil lytte til deres Mester. Til sin egen overraskelse følte nithyananda sig ikke spor fremmed tilpas i den forsamling, selvom de alle var meget ældre end han, og alle behandlede ham som deres ligemand. nithyananda så og oplevede for første gang i sit liv den særegne skønhed ved den safranfarvede dragt og ønskede pludseligt brændende selv at have sådan én.

nithyananda spurgte derfor Arunagiri Yogiswara om han også måtte få en safranfarvet dragt at gå i. Straks han havde spurgt tog Arunagiri Yogiswara en dragt frem i nøjagtig samme farve og kvalitet som de andres og gav ham. Han tog den omgående på. Nithyananda er meget glad for den dragt han modtog den dag under banyantræet, og klædet ligger den dag i dag i en montre i ashrammen i Indien og er det fysiske bevis på, at alle disse begivenheder den dag vitterligt fandt sted, og ikke bare var en ung drengs drøm eller fantasi, men den skinbarlige sandhed.

'Hvad er det her for et sted, hvor er vi henne?' spurgte han den unge Mester. Arunagiri Yogiswara svarede at dette sted er hans ashram, hans hjem og stedet, hvor han underviser. nithyananda spurgte nu, 'jamen hvordan kan du så komme så hurtigt, hver gang jeg kalder på dig i templet ved krypten?' Arunagiri Yogiswara svarede, 'Det er ikke noget problem, jeg kan nå dig lynhurtigt.'

Hen under aften bragte Yogiswara drengen tilbage til templet. De fortsatte med at se hinanden som hidtil hver eneste dag. nithyananda følte ikke på noget tidspunkt, at der skulle være noget mærkeligt eller mystisk ved hans ven, som var lærer og mester for andre, munk og yogi og som virkede som om han selv var en søgende sjæl. For nithyananda var Arunagiri ligesom enhver anden af de asketer han i tidens løb var stødt på, og dagligt så i sin by og i templet, bare yngre og derfor nemmere at relatere sig til. Han opbevarede swamidragten, det safranfarvede stof, omhyggeligt lagt sammen i tøjskabet derhjemme.

Et par dage senere fik nithyanandas mor øje på klædet, der lå mellem hans tøj og spurgte ham ud om det; hun ville have at vide, hvor det kom fra, og hvorfor han havde fået det. nithyananda fortalte så, at en ung yogi han havde mødt i templet, havde givet ham det. Det var hun tilfreds med og forfulgte ikke sagen yderligere. Et par dage senere tog nithyananda dragten med hen til Kuppammal, hans mentor, og viste hende den. Hun spurgte ham også straks, hvem der havde givet den til ham. Han svarede som sandt var, at Arunagiri Yogiswara havde givet ham klædet.

Kuppammal var helt forbløffet. Hun forklarede ham, at Yogiswara aldrig ville give ham sådan en dragt, medmindre han havde accepteret ham som sin discipel. Så ville hun have at vide hvordan og hvor, det skulle være foregået. nithyananda berettede åbent, at han da mødtes med ham regelmæssigt og hver dag lige henne i templet! Kuppammal troede ærlig talt ikke helt sine egne ører, men mistænkte den unge knægt for at ville binde hende en historie på ærmet. Hun forlangte derfor, at nithyananda skulle gå sammen med hende hen i templet og vise hende Arunagiri Yogiswara.

Glad tog nithyananda hende derfor med hen til det sted, hvor Arunagiri altid plejede at komme frem og kaldte troskyldigt, som han plejede, 'Swami, Swami'. Men intet skete. Normalt kom han lige med det samme, når nithyananda kaldte.

Kuppammal lo ad drengens forvirring. Hun spurgte, 'Hvordan skulle han komme ud? Hvor kan han komme ud fra? Der er da ikke plads til at nogen kunne være her. Vis mig stedet!' Drengen gik over til det sted Arunagiri Yogiswara plejede at komme ud fra, og som han altid havde taget for givet ville være åbningen til en hule af en art. nithyananda var chokeret over at opdage, at der ingen åbning var på det sted overhovedet. Der var kun en stor sten på det sted, som dækkede hvad der nu måtte være bagved, og der var indgraveret en figur i stenen. Den figur så han nu for første gang; den havde en forbløffende lighed med den mand, han plejede at møde hver dag.

Chokeret, forvirret og bange gav nithyananda sig til at græde. Han fattede ikke, hvad det var der skete. Kuppammal, som ellers altid stolede på drengen, kunne slet ikke godtage eller forstå, hvad han sagde. Muligvis forstod hun det, men kunne ikke acceptere at hun forstod, og ikke logisk forklare hvad der var sket. nithyananda hulkede hjerteskærende.

Kuppammal spurgte, 'Hvordan så han ud? Hvad lavede han? Hvor tog han dig med hen? Hvad sagde han? Hvor lang tid har du og han mødtes?'

nithyananda fortalte hende nu alt, hvad der var sket. Hvordan Arunagiri Yogiswara var kommet til ham den allerførste gang, hvordan han havde sagt at nithyananda bare kunne kalde, så ville han komme, hvordan de plejede at ses hver dag, hvordan han tog ham med til så mange steder, om banyantræet, gruppen af ældre der sad rundt om ham, og alt hvad han ellers kunnne huske, de havde talt om.

Da bøjede Kuppammal sig frem og rørte for første gang ved det safranfarvede klæde, som nithyananda havde bragt med sig; hele hendes ansigtsudtryk, som hidtil havde været noget mistroisk og overbærende, skiftede drastisk; med tårerne frit strømmende ned ad kinderne lagde hun sig i fuld prostration på gulvet foran stenrelieffet og råbte højt: 'Mester, så mange mennesker har ventet på at få dig at se i så lang tid! Du kom aldrig! Og så valgte du alligevel at komme og lege med den lille dreng her!'

nithyananda forstod ikke, hvad Kuppammal mente. Han gik væk fra gravstedet og ind i selve templet fuld af angst og smerte. Han havde mistet nogen, én han følte en dyb tilknytning til, noget uvurderligt, et venskab, og han kunne ikke bære tanken om sit tab. Drengen savnede sin helt. Han kunne slet ikke holde ud at Yogien ikke kom, da han kaldte. Og desuden fattede han ikke, hvorfor i alverden vennen ikke kom, når nu han havde behov for at kunne bevise overfor Kuppammal, at det var rigtigt hvad han sagde, og at yogien virkelig fandtes. Han følte sig svigtet.

Idet han gik ind i garba graha - sanctum sanctorum – det allerhelligste i templet – guddommen Arunachaleshwaras sted, så han Arunagiri Yogiswara siddende derinde hvor Shiva Lingammen står. Istedetfor guddommen så han sin ven sidde der! Han råbte glædestrålende, ’Swami, Swami du er her jo alligevel, hvorfor kom du ikke da jeg kaldte på dig ved samadhi stedet? Kuppammal patti (bedstemor på tamilsk) siger du ikke findes. Hun vil gerne se dig.’

Yogien sad der bare og smilede. Præsterne troede drengen var skør. De kunne ikke se Arunagiri Yogiswara, som drengen talte til. De havde ingen forståelse for hverken hvem drengen snakkede med, eller hvorfor han talte som han gjorde. De skubbede ham ud af garba graha. Drengen blev ved med at råbe, ’Swami, vær sød og kom herud; kom nu ud!’

nithyananda kunne ikke forstå, hvorfor yogien ikke sagde noget nu eller svarede ham, som han ellers plejede at gøre. Han traskede trist hjemad, topforvirret. Den nat lukkede han ikke et øje, men lå hele natten og spekulerede. På den ene side havde han det godt med at have set Yogien sidde inde i sacntum sanctorum og smile til ham; så havde han nok ikke mistet ham helt alligevel; på den anden side kunne han ikke begribe, hvorfor han ikke havde villet tale med ham.

Drengen undrede sig over, hvad der mon var gået galt. Havde det været forkert af ham at fortælle Kuppammal om Yogien. Var det meningen, at deres venskab skulle have været en hemmelighed? Havde han mistet sin ven på grund af sin tankeløshed og uvidende opførsel? Var Yogien mon vred på ham? Ville han mon aldrig nogensinde komme og se ham og være sammen igen?'

Dyb, dyb smerte, som om han havde mistet en del af sig selv; smerte som han aldrig havde oplevet det før. Han hulkede helt ude af sig selv; tårerne strømmede den lille dreng ned ad kinderne. nithyananda sørgede over tabet af en ven. Hele natten græd han, og troede næsten ikke han nogensinde ville vågne op igen.

Tidligt næste morgen løb drengen afsted ned til templet og hen til det sted, hvor han altid havde set ham. Han sad foran jiva samadhi'et og græd sine salte tårer. 'Hvorfor kommer du ikke? Er du vred på mig? Hvis jeg har gjort noget forkert, vil du så ikke nok tilgive mig? Jeg kan ikke leve uden dig, kom nu ud til mig, lad mig se dig igen, kom nu og tal med mig, jeg ber' dig!', sådan bønfaldt han i lang tid.

Pludselig så nithyananda Arunagiri Yogiswara stå direkte foran sig, men helt anderledes end han plejede. Han var ikke i en krop af kød og blod, som drengen var vant til at se ham i. Han var i en meget anderledes form. Hele hans form var strålende lys, gådefuld og mystisk. Arunagiri Yogiswaras fødder rørte ikke jorden. Han skinnede og var næsten transparent.

Arunagiri Yogiswara smilede ømt til drengen opfyldt af medfølelse og kærlighed. Han sagde, 'Min kære, du og jeg er eet. Vi kan aldrig skilles ad. Men dramaet er til ende. Du behøver aldrig savne mig igen. Du vil ikke blive skilt fra mig. Vi er eet.'

Mens han sagde sådan, gled Arunagiri Yogiswaras form over i nithyananda, blev eet og forsvandt. Fra og med det øjeblik følte nithyananda hverken, at han havde mistet Arunagiri Yogiswara, eller at han savnede ham. Det var fuldstændig som omYogiswara var en integreret del af ham selv nu. Dyb tilfredsstillelse, dyb, rolig glæde, salighed opstod i hans indre. Det flød over af kærlighed, medfølelse og ren livsglæde.

'Det har nok været mit første glimt, erkendelse af mit egentlige Selv. Min første åndelige oplevelse, første Indsigt. Fra det øjeblik har jeg aldrig savnet noget, jeg oplever aldrig følelsen af savn. Efter den oplevelse er det eneste jeg mangler, selve idè'en om at mangle noget!' Først senerehen gik det op for nithyananda, hvem det var han havde leget med og haft et forhold til; at Arunagiri Yogiswara er Arunachala, Mesteren Siva selv.

Mange år senere, i ashrammen i Bidadi, mødte Nithyananda atter Siva! Den oplevelse vil blive omtalt i en senere udgave af Hans biografi.

Nithyananda beholdt swamidragten, som Siva forærede ham den dag under træet. I de samfulde 9 år han vandrede rundt, havde han den med sig og gik, sov og stod i den. Mystisk nok er der ikke et eneste hul i eller slidmærke på klædet, som er fuldt intakt, skinnende, solorange og meget specielt. Klædet bar vidne til alle de vidunderlige oplevelser, som opstod i hans væsen på de forskellige stadier i hans liv, helt fra barndommen og indtil den Fulde Realisering.

Fra og med den dag sluttede nithyanandas barndom. Hans måde at gå på og måden han talte med - og relaterede til folk omkring sig, blev mere moden, i overensstemmelse med hans nye erkendelse, hans Enlightenment.

Fra det øjeblik opstod i ham en følelse af objektivitet (detachment) i betydningen at være vidne til situationer og hændelser, som de opstår omkring sig, uden forventninger og uden krav til situationer, Væren. En ny bevidsthed voksede til i ham, bevidstheden om altings forgængelighed. En klar bevidsthed om, hvad der er evigt og hvad der er efemerisk, udtryktes af og gennem hans bevidsthed.

nithyanandas tilknytning til sin familie og venner løstes helt op. Han havde det bedst med kun at se ganske få andre mennesker omkring sig; Kuppammal og lignende åndeligt højtudviklede sjæle. Han gik nu endnu tiere end tidligere op på Arunachala, fandt sig en sten og sad der og bare var til sammen med bjerget. Efter den oplevelse med Arunagiri Yogiswara kunne han ikke opfatte Arunachala som blot en bakke, en samling sten og klipper; han så og oplevede bjerget som levende energi.

Hver gang nithyananda deltog i et tempeloptog, følte han nærheden af sin elskede Arunagiri Yogiswara. Så følte han sig stolt ligesom et barn føler, som ved hans far er en betydningsfuld person. Han genoplevede den dybt betydningsfulde, dybt mystiske oplevelse som Arunagiri Yogiswara havde givet ham.

Da Han fortalte os om den oplevelse, sagde Nithyananda også, 'Jeg har mit kropssprog fra Arunagiri Yogiswara. Han plejede at se ud, nøjagtig som jeg gør nu.'

Page 129

Dakshinamurthy's mystiske banyantræ

Ramana Maharishi taler om et træ han i sin tid havde besøgt engang oppe på Arunachala. Ramana siger, det foregik sådan, at han var ude at gå en tur en dag på bjerget, da han blev 'transporteret', eller sendt, til et vist stort banyantræ nedenfor hvilket en gruppe ældre disciple sad rundt omkring deres langt yngre Mester. Ramana opfattede den unge Yogi som Lord Dakshinamurthy, inkarnationen af Siva selv.

Også Sankara omtalte banyantræet i en sang Dakshinamurthy Stotram, og erindrede sig, at der under træet i retning mod syd sad en ung dreng, som underviste en gruppe af langt ældre vismænd i tavshed.

Ramana oplyste at intet menneske er i stand til at finde det sted ved egen hjælp. Han indrømmede også, at han faktisk havde lyst til at se stedet igen, men da han forsøgte at finde det endte turen brat, da han trådte ned i en bikube og en vred bisværm gik til angreb på ham. Ramana tog det som tegn på, at han ikke skulle forsøge at finde stedet igen og droppede det. Senerehen igen fik en discipel af Ramana Maharishi ved navn Muruganar samlet en mindre gruppe folk sammen, som alle ønskede at finde det sted og den Mester…de kendte ellers bjerget godt, men ikke desto mindre endte de med at fare vild. Skræmte måtte de opgive deres projekt og gå hjem igen.

Nithyananda siger:

'Når jeg læser alle de referencer til dette banyantræ, under hvilket den unge Mester Arunagiri eller Dakshinamurthy underviste sine disciple, føler jeg mig overbevist om, at det der i virkeligheden er tale om er Shambhala – hjem for de Syv Vismænd, Sapta Rishis, hele Kosmos’ energicenter.

Det er muligt at nå Shambhala fra Tapovan, som ligger mere end 17.500 fod (meter) over havet oppe i Himalaya, efter Gangotri og Gaumukh. Med Mesterens velsignelse kan Shambhala nås hvor som helst fra. Den oplyste Mester er ligesom en start – og landingsbane, fra hvilken man nemt og ubesværet kan blive transporteret til det Space, det Rum nårsomhelst. Startbanerne fra hvilke du kan flyve til Shambhala kaldes Energifelter - eller centre om man vil. Banyantræet i Nithyanandas ashram i Bidadi er et sådant energi/powerfelt til take-off.

Hvorom alting er, Shambhala eksisterer ikke på vores jordiske plan. Shambhala er en åndelig oplevelse. Det var det Ramana så, og som jeg oplevede i selskab med Arunagiri Yogiswara. Træet vi begge så er banyantræet i Bidadi i vor ashram.'

Appar, den store tamilske digterpoet synger i sit tiversede ’Kailaya Pathigam’ om, hvordan han blev transporteret til Kailash og der fik Lord Siva og Hans livsledsager Parvati at se. Appar befandt sig ikke fysisk i Kailash under den oplevelse, som var af åndelig beskaffenhed. Hans sjæl var det, som sendtes dertil, til Gudernes område.

Det banyantræ Ramana omtalte og banyantræet i Bidadi er ligesom flystart – og landingsbaner for at nå det åndelige plan, hvor Arunagiri Yogiswara opholder sig i den rene bevidsthed, som Dakshinamurthy, Siva Selv.

nithyananda opholdt sig mange år i Himalayas regioner og mange måneder oppe i Tapovan. Fra Gangotri går trekket via Gaumukh til Tapovan. Der findes hverken veje derop eller nogen form for overnatningsmuligheder på selve stedet. I Gaumukh findes en ashram og et par af militærets telte. I Tapovan er der intet og ingen. De sanyasis, yogier, asketer og søgende sjæle som bor der i perioder har ingen beskyttelse for elementernes rasen. Det er ikke ufarligt, specielt om vinteren, hvor temperaturen falder til langt under frysepunktet. Rejsen til og ophold i Tapovan kræver en grundig akklimatiseringsproces, med længere ophold på lidt lavere niveau’er, typisk i Gangotri og i Gaumukh.

Nithyananda har fortalt hvordan han i sin tid under sit månedlange ophold i Tapovan boede i huler i bjerget, og brugte lærredet fra nogen sække han fandt, som dække for kulden. Han forklarede, at Tapovan er det eneste sted, ikke bare her på Jorden, men det eneste sted i hele universet, hvorfra det er muligt at nå til det ikke-fysiske plan, det æteriske sted, hvor hele Universets energi-kontrolstation findes. Nithyananda erklærer, at den energi, den intelligens, er det vi kalder Gud, guddommelighed etc., og at det er den energi, der kører hele universet, vor Jordplanet indbefattet. Ordene Shambhala, som henvisning til dèt Energi- center og Sapta Rishis, eller de 7 viise, for at referere til Intelligensen i den Energi, som Nithyananda bruger dem, skal forstås som metaforiske referencer til et ikke-fysisk sted og en ikke-fysisk størrelse. Ikke desto mindre er det sted og den størrelse absolut virkelige og eksisterende.

I sin bog ’En Yogis Selvbiografi’ beskriver Paramahamsa Yogananda sin egen Guru Sri Yukteswars oplevelser i - og liv på et tilsvarende ikke-fysisk niveau.

Af vores nylige oplevelser med Mester har vi erfaret, at faren for at hans sjæl forlader sin krop, når han er oppe i de højder som Gaumukh og endnu højere, er meget reel, for ikke at sige overhængende. Selv på de lavere grader ved Gangotri var det direkte svært for ham ikke konstant at glide ind i den samadhi – tilstand, hvor sjælen ikke længere er i sit kropslige hylster. I 2004, under en rejse til Gaumukh gik han i samadhi igennem mange timer.

Da han fortalte os om én af de samadhi-oplevelser sagde Mester leende: ’Jeg var eet med energien i Shambhala. Jeg sagde til dem, at hvis de ønskede ville jeg med glæde blive dèr og ikke gå tilbage til min fysiske form. På et splitsekund smed de mig tilbage i min krop – til de få intime devotees (hengivne eller tilhængere) der var hos mig dengang - store lettelse!’

Oplyste Mestres indflydelse i vores liv – efter de har forladt kroppen

I sin ’En Yogi’s selvbiografi’ omtaler Paramahamsa Yogananda flere gange Mahavatar Babaji, som den dag i dag lever og opholder sig i Himalayas bjerge. Kriya Babaji, som Paramahamsa Nithyananda også har mødt, er tilgængelig for alle åndelige søgende. Som det vil blive beskrevet senere i denne bog, opnåede faktisk en af Swami Nithyanandas disciple at møde Kriya Babaji i en vision under en tur i Himalayas bjerge, på vejen til Kedarnath i sommeren 2005, sammen med Mester. Arunagiri Yogiswara står også til rådighed for alle oprigtigt søgende her på Planeten, han er Siva Selv.

Oplevelsen med Arunagiri Yogiswara skabte en dyb interesse for – og tørst efter den ikke-dualistiske, advaitiske, oplevelse, i den unge nithyananda. nithyanandas åndelige interesser gjorde sig først gældende gennem hans intense leg med- og dekoration af sine figurer og statuer af guddomme, da han stadig var ganske ung. Ved mødet med den leviterende yogi fik han kendskab til ekstraordinære yogiske oplevelser; Kuppammal lærte ham teorierne bag oplevelserne og viste ham de hellige skrifter; via Arunagiri Yogiswara udsættes nithyananda for første gang for den direkte oplevelse af sit eget indre Selv. Den hændelse kickstartede en intensivering af hans åndelige søgen, en fordybelse af helt nye dimensioner.

Efter møderne med Yogiswara begyndte nithyananda at sidde i længere og længere perioder i templet foran jiva samadhiet. En Oplyst Mesters gravsted – stedet, hvor Hans fysiske krop er blevet lagt ned, bliver ved at udstråle Mesterens energi også lang tid efter Hans 'død'. Kroppen holder -og er bærer af- alle vore erindringer. Man kan ikke tænke en tanke uden kroppen. Kroppen er ikke blot materie, som man kunne tro; og sindet ikke blot luft eller æter. Krop og sind er begge gjort af erindringens stof. Så hvis man ændrer sin erindring, ændres derved kroppen. Oplyste Mestres erindring er klar, kontant og kraftfuld.Deres kroppe begraves netop for at gemme disse erindringer. Almindelige menneskers kroppe derimod er fulde af deres samskaras og bliver brændt netop for at disse samskaras ikke skal hjemsøge de levende og forstyrre dem. Som tidligere nævnt er det grunden til, at mange mennesker oplever tilstedeværelsen af uvenlige ånder/energier på gravsteder, hvor folk er blevet begravede og ikke brændte.

Mestrene bliver ved med at opfylde deres disciples bønner selv efter deres fysiske død, igennem deres levende energi, som stadig er tilstede på jorden med indgang i samadhistedet, gravstedet for deres legeme. Man kan opnå audiens hos en Mester ved hans samadhi, have et forhold til Ham, tale med Ham. Deres personlige mantras (eksempelvis mantraet Om Namo Sivaya) er ligesom et telefonnummer, hvormed man kan opnå kontakt! Hvis man koncentreret og klart udtrykker en Mesters mantra ved Hans samadhi-sted, vil forbindelsen straks blive etableret og bønnen hørt.

nithyananda begyndte at tilbringe al sin tid ved Arunagiris gravsted. Tidligere havde han for vane at droppe skolen engang imellem, nu holdt han helt og holdent op med at gå i skole. Rektor klagede til hans forældre over det. nithyanandas forældre sagde til rektor, at de desværre ikke på nogen måde var i stand til at bestemme over barnet og få ham til at gå i skole, når han ikke ville, og bad rektor om selv at tage sig af sagen. Rektor sendte nu en af skolens vagtfolk ud for at lede efter og bringe eleven med sig til skolen. Vagten kendte til nithyanandas vane med at sidde i templet lige ved det jivasamadhi, og gik derfor direkte derhen, og fandt ham da også. nithyananda gav hvad han havde på sig af penge til den gamle mand og sendte ham væk! Efterhånden som vagten igen og igen fandt nithyananda ved jivasamadhiet og var vidne til drengens intense meditation, blev han gradvist mere og mere glad for drengen og tiltrukket af ham – og holdt derfor til sidst helt op med at komme og genere ham, men lod ham være. Istedetfor at tage imod nithyanandas penge begyndte han i stedet at bringe lidt mad og penge med til stedet og give til den unge dreng, foruden at han sørgede for at få krydset ham af i protokollen henne på skolen!

Nithyananda mødtes med den mand igen, skolevagten, i 2004. Den gamle mand som nu var pensioneret, brød sammen i nostalgiske tårer ved synet af sin gamle elev, idet han mindedes den unge intenst søgende dreng, som nu er forvandlet til en fuldt Oplyst Mester.

Nithyananda udtaler:

'Mange usammenhængende, paradoksale, ulogiske hændelser fandt sted omkring denne krop. Når man forsøger at udtrykke disse hændelser i ord, og når de forsøges nedskrevet og udtrykt som historiske fakta, bliver de tildragelser, de hændelser til løgn. Åndelige oplevelser er multidimensionelle. Nedskrevne ord er én eller allerhøjst to-dimensionelle.

Min biografi kan aldrig blive en fuldstændig sandfærdig registrering af Sandheden. Det skrevne ord kan aldrig udtrykke den fuldstændig Sandhed, fordi Sandheden er langt dybere end ord; Sandheden transcenderer ordet. Det er en blot og bar kronologisk opremsning. Dets formål er at virke inspirerende. Min oplevelse med Arunagiri Yogiswara gik dybere end selve Enlightenment-oplevelsen. Oplysning er en ultimativ oplevelse; men er ikke den endelige oplevelse. Den er blot porten igennem hvilken, man træder vejen til endnu flere, endnu dybere åndelige oplevelser.’

Page 135

Baggrundsinfo om de to fugle i Mundaka Upanisaden

TREDJE MUNDAKA FØRSTE KHANDA

Sanskrit sloka

To fugle bor sammen, de er venner og de opholder sig og lever deres liv i det samme træ. Af de to spiser den ene af træets frugter, mens den anden blot ser til uden at spise.

De to fugle er Jiva (den individuelle sjæl eller Atman) og Iswara (Brahman eller Altet) som begge eksisterer i det enkelte individ, i krops’træet’. De co-eksisterer i rollerne som reflektionen og originalen. De manifesterer sig forskelligt i hvert enkelt individ. Udfra Jivaens karakteristika er det muligt at gisne om Iswaraens natur og fra Iswaras natur er det muligt at fastlægge Jivas potentiale. Såvel Jiva som Iswara er skabt udaf samme substratum, nemlig Brahman, som er begges originale Selv. Kroppen sammenlignes med et træ, fordi den kan fældes som et træ kan det. Det træ kaldes også for Kshetra eller området for manifestation og handling udført af områdets bevidsthed eller Kshetrajna. Kroppen er det område for handling og oplevelse, og den er samtidig selv frugten af tidligere allerede udførte handlinger.

Det eneste, der reelt adskiller Jiva fra Iswara, er sindet. Rent faktisk er sindet synonymt med Jiva. Det er Jiva, der påvirkes af Avidya, Kama og Karma (Uvidenhed, begær og skæbne. På grund af bevidsthedens, sindets forbindelse med ovennævnte faktorer tvinges det til også at opleve frugterne af dets handlinger; mens Iswara, som aldrig træder i forbindelse med nogen tilsvarende begrænsende faktorer, derfor heller aldrig nødes til handling, hvorfor den heller aldrig behøver opleve resultat af handling.

Frugterne, som Jiva oplever, er enten behagelige eller smertelige, enten søde eller bitre, d.v.s. de er alle relative oplevelser født af mangel på dømmekraft og diskrimination. Iswaras oplevelse derimod er evig og født af renhed, visdom og frihed. Relative oplevelser er effekten af Rajas, mens Iswaras karakter er Sattva (det højest opnåelige stade af ro og objektivitet, som i sig selv er bevis på en vis højere åndelig udvikling), hvoraf logisk følger, at Iswara ikke oplever nogen sansebestemte materielt betingede fænomener. Han er reelt både instruktøren bag den, der handler (Jiva) og scenesætter af resultaterne af disse handliger; Iswaras ’aktivitet’ består udelukkende i Hans eksistens. Således er værdien af Hans eksistens større end samtlige aktiviteter, der finder sted i hele Universet. Det er Hans eksistens, som driver hele det manifesterede univers.

I samme træ sidder individets fugl, overvældet af smerte p.gr.a. selvbedrag og impotens. Når den får øje på den anden fugl/ den vidunderlige Lord, Herre eller Mester indser den sin egen storhed og slipper én gang for alle ud af sin sorg.

Jivas sorg og græmmelse skyldes hans/hendes manglende evne til at forlige sig med resultaterne af egne -ukloge- handlinger udført på et eller andet tidspunkt i fortiden. Halsløs gerning leder per definition, via sin egen natur, til ubehagelige konsekvenser, som ikke er rare at opleve. Uden relative oplevelser kan individet ikke eksistere, og i og med samtlige relative oplevelser skabt af ukloge handlinger, lægges frisk smerte oveni hele den allerede eksisterende mængde.

Med andre ord, oplevet fra det højeste punkt kan hele individets oplevelse, samtlige hans oplevelser siges at være ren ulykke. Jiva skelner mellem 'søde' og 'bitre' frugter, men faktum er, at enhver frugt ved sin egen natur før eller siden vil blive bitter, vil forvolde smerte. Så på grund af sin indespærring i sit selvskabte fængsel i evig rastløs jagt på nye såkaldte 'glæder', som atter og atter viser sig at være en skuffelse, føler Jiva sig impotent, forvirret og hjælpeløs.

Jiva føler ofte en kraftig tilknytning til en bestemt oplevelse og konkluderer fejlagtigt, at netop den oplevelse, den måde er den eneste rigtige og den eneste sande måde at opleve virkeligheden på; at alt andet er falsk. Til tider er Jivaen tæt på objekterne for sine begær og ønsker, og til andre tider oplever Jiva en adskillelse fra sine begærs mål. Den fødes og dør og passerer igennem den ene livmoder efter den anden i overensstemmelse med karakteren af sine handlinger.

Individets frihed ligger i dets opnåelse af et syn af Mesteren, Gud, Herren, den højeste sublime Eksistentielle Energi, som er sameksisterende med Jiva og rent faktisk er uadskilleligt fra sjælen, Jivaen, som dets eget Højere Selv. Erkendelsen af Iswara er ensbetydende med at rejse sin individuelle bevidsthed til Iswaras bevidsthedsstade. Jiva ophører at eksistere i samme nu, den realiserer Iswara. Individets sande essens i al sin storhed afsløres først i det øjeblik sløret, som skjuler det, fjernes. Det sker, når Gud erkendes. Den ultimative erkendelse ligger i Selvets identitet med det Højeste Væsen. Ligger i erkendelsen af enheden mellem det udstrakte univers med alt, hvad det måtte indeholde, og essensen af Åndens Uendelighed. Med den erkendelse ophører alle mangler og al sorg.

(Ovenstående er baseret på oversættelse fra The Mundaka Upanishad, af Swami Krishnananda fra The Divine Life Society, Sivananda Ashram, Rishikesh, India)

Kapitel 16

Første åndelige opvågnen

Ikke-valg som kendetegn for et Oplyst Væsen

Selv Inkarnationer har behov for de rette omgivelser mens de vokser til i deres fysiske kroppe.

Som Saradananda udtrykker det i biografien over Ramakrishnas liv:

Findes den ubrudte erindring om samtlige tidligere oplyste liv i en inkarnation helt fra hans tidligste barndom?

Forfatterne til Puranaerne svarer således: Selvom det altid ligger latent i Inkarnationen dukker disse erindringer ikke altid op i løbet af barndommen. Først når Avatarens krop-sind organisme er fuldt udviklet og modent til det, vågner erindringerne op, enten helt af sig selv, eller blot efter en mindre indsats fra inkarnationens side.

Inkarnationer har i barndommen brug for trygge rammer, i nogle omgivelser som bakker op om dem for at sikre deres missions effektive udførelse. Den Guddommelige Eksistens, Parashakti, tilrettelægger hele deres barndoms omgivelser og omstændigheder, for på bedste vis at sikre deres udførelse af den mission, Eksistensen har bestemt dem for. Begivenheder finder sted omkring dem i en tilsyneladende tilfældig orden, men er aldrig blot de rene slumpetræf. Der er klare forbindelser fra den ene hændelse til den anden, og rækkefølgen er faktisk også temmelig bundet og fastlagt.

Ironisk nok er det, i modsætning til hvad mange af os måske har gået rundt og troet, sådan at vi almindelige dødelige besidder en fri vilje, hvormed vi har mulighed for at gøre vore livsvalg hen ad vejen. Vi står alle gang på gang overfor at skulle vælge den ene eller anden vej, ad hvilken vi vil gå her i livet, og vi har fri vilje til at træffe vore valg. Vore liv udfolder sig i den ene eller anden retning, afhængigt af hvilke valg vi har truffet, og hvad og hvordan vi har valgt, det skal være.

For de oplyste væseners vedkommende er der ingen fri vilje med i bagagen! De går simpelthen fra det ene til det andet uden nogensinde at gøre deres eget valg, men derimod flydende som vand i overensstemmelse med den universelle vilje – deres hele væsen er i en tilstand af ikke-tanke, ’no-mind’, og overgivelse. Derfor er det, at alt, hvad en inkarnation ytrer, automatisk og straks opfyldes; selv ønsker, der måtte opstå i det kausale lag i deres bevidsthed, bliver umiddelbart til virkelighed, manifesteres straks. Vi kan se at hvert ord, de udtaler er sandt og manifesteres som sandhed.

De folk, som har levet sammen med Nithyananda i nogen tid, har alle oplevet hvordan Han, efter at have lyttet til en persons problem, engang imellem siger, ’Jeg tager mig af det’, og hvorledes det pågældende problem straks har løst sig. Alt hvad Mestrene gør, siger Han, er ganske enkelt at overgive problemet til den universelle Moder, for at Hun kan tage sig af det, og det gør Hun.

Når en inkarnation som Nithyananda fødes her på Jorden, er de helt fri for samskara og befinder sig allerede på tærsklen til Oplysning. De har blot nødig at slippe den lille smule sattvic guna, det højest mulige stade af indre ro og objektivitet som er udtryk for et åndeligt udviklingsstade, som de er blevet 'podet' med inden fødslen for overhovedet at kunne være her i vor atmosfære, for at nå den fulde Oplysning.

Enlightenment sker; det er ikke en begivenhed, der kan fremtvinges. Oplysning er som flodens vand. Så længe dine hænder er åbne, bliver det der; i samme øjeblik du lukker hænderne for at holde det fast, for at eje det, forsvinder det væk, og du har intet.

Nithyananda siger, at vi alle er oplyste; vi er alle som én født med guddommelighed indeni os. Det, der mangler hos de fleste af os, er bevidstheden om, at det er sådan. 'Den eneste forskel på mig og jer,' siger Han, 'er at jeg ved, jeg er guddommelig, mens I, indtil videre, ikke har erkendt jeres indre guddommelighed.' Efterdi sandheden om vor iboende guddommelighed allerede er født i os, er den per definition ikke noget vi kan opnå; vi behøver bare blive opmærksomme på fakta, det er såmænd det hele i en nøddeskal.

'Bliss', lyksalighed, er resultatet af den bevidsthedstilstand som Oplysning er; og er per sin natur ensbetydende med et stadie af overgivelse til Altet, til Eksistensen, som ikke levner plads til 'fri vilje' – fri vilje findes ikke i den tilstand. Hvis vi forsøger at vælge lyksaligheden, forsvinder den. Vi må forstå livets formålsløshed som en del af Eksistensens storslåede plan, for at nå Oplysningens og dermed også lyksalighedens tilstand. Vort ego tror, tilværelsen har et formål – materielt, i forholdet til andre mennesker og åndeligt. Des flere formål vi har opsat og arbejder os frem imod, des mægtigere føler vort ego sig. Så hvis vi dropper alle andre formål, men stadig (krampagtigt) fastholder Oplysning som et mål, kommer vi ingen vegne. Kun via erkendelsen af livets absolutte formålsløshed og ved at droppe vort ego, kan Enlightenment opstå i os.

Set logisk hvad skulle dog formålet med vor eksistens egentlig være? Gud, som har skabt alt andet, inklusive jungler, skulle Han ikke også kunne have skabt vore asfaltjungler og samtlige vore byer? Eksistensens eneste formål er 'bliss', det er hele hemmeligheden!

Hvordan kan vi lære at nyde uden at besidde, uden at erobre? Vi er som vandbobler på én af oceanets bølger. Hele misèren er, den ene vandboble erobrer den næste og kalder den sin kone, mand, barn, far, mor, boss etcetera. Vandboblen samler på sandkorn og kalder dem juveler. Boblen har ingen reel forståelse af, at den kan briste hvert øjeblik, det skal være. Pludselig er der en stor bobbel, der erklærer, at den vil blive oplyst. Det er hvad, der sker for os.

Når vi er rede til at indse og acceptere sandheden om altings formålsløshed, materielt set, relationsforholdsmæssigt og åndeligt set, kun da opnår livet mening. Så længe vi render rundt med et mål, går vi fejl af vejen.

Sindet afventer, at noget skal ske. Det ser frem til den næste lønningscheck, de ugentlige, månedlige, årlige og femårlige betalinger. Hvis nogen kom og tilbød os 100 års løn mod at vi til gengæld ville dø i morgen, ville vi så også gå med til det? Ved at måle livskvalitet på størrelsen af vores lønningscheck, reducerer vi vor sjæl til ren materie.

Vort ego sidder fast i det, vi oplever som vort formål her i livet. Vi siger, 'Når først jeg har overstået mine sociale pligter her i livet, så kommer jeg til dig, min Mester, så vil jeg vie mig selv til det åndelige liv.'

En ældre kvinde ankom på et tidspunkt til ashrammen, gik til Nithyananda og bad ham acceptere hendes søn som brahmachari, beboer i ashrammen og student udi de åndelige kundskaber. Nithyananda var forbløffet eftersom det er et yderst sjældent fænomen at opleve en forælder ønske, at hans eller hendes barn skulle tage sanyas (afgive visse løfter som tileksempel løftet om aldrig at gifte sig, stifte familie og selv få børn) – formentlig i høj grad udfra forældrenes eget, rent egoistiske, ønske om at ville have sig nogen børnebørn. Vivekananda er berømt og beundres viden om, men derfra og så til at ønske at ens eget barn bliver en Vivekananda, der er som regel langt. Forældrene forstår som regel ikke, hvordan deres søn eller datter skulle kunne være lyksalig, eftersom de aldrig selv har oplevet deres egen iboende salighed.

Nithyananda spurgte så kvinden, hvorfor hun ønskede, at hendes søn skulle leve sit liv i ashrammen. Hun svarede, 'jo, han er mentalt retarderet.'

Nithyananda replicerede: 'Amma, det er en ashram jeg kører her, ikke et galehus!'

Vi har altid så mange gode undskyldninger for ikke at tage os af vor åndelige udvikling. Så mange pligter har vi – så såre vi har opfyldt én pligt, ligger der ti nye og venter på os. At halse afsted for at nå det hele, men altid være sørgeligt bagefter, bliver en 'way of life' for os, vi har simpelthen glemt hvad det vil sige at slappe af. Mens vi er unge siger vi til os selv, at nu skal vi lige gøre uddannelsen færdig først, og så skal vi vel nok slappe af og være lykkelige...; når uddannelsen er taget popper et nyt mål op, der foreks. hedder ægteskab/parforhold; så kommer turen til børn; så skal de giftes og forhåbentlig give os nogen børnebørn. Lige pludselig fylder vi 60 og opdager at 'hov, hvad blev der af mit liv, hvor blev den der lykke af, jeg havde regnet med?!'

Den helt basale synd vi som mennesker kan begå er at glemme at leve og opleve vort liv i vores jagt på mål-opfyldelse. Lev og nyd dit liv, mens du har det, er den enkle sandhed; hvis du stresser afsted, stop op og spørg dig selv hvorfor, til hvilket formål; lad os tillade os selv at falde til ro – se, oplev din rastløshed og lad den opløses, træk vejret dybt, slap af, det er NU dit liv skal leves, nu, nu, ligeNU!

Vi har muligvis et kæmpehus, stor bil og masser af venner i omgangskredsen, der synes vi er så evigt dejlige, og hvad så? Kan vi tage nogen af de ting med os når vi dør? Kan vi tage så meget som et enkelt dankort med os, når vi dør? Selv vores fysiske hylster får vi ikke lov at tage med os, når den tid kommer. Det hele er formålsløst.

Øjeblikket vi forstår og accepterer den grundlæggende formålsløshed skaber rum for healing. Selv om vi måske har været udsat for mishandling og bærer dybe sår og traumer; det hele vil heale; hvis vi virkelig tillader den forståelse at tage rodfæste i os, vil den af sig selv vejlede og guide os.

'Hvad er det for noget at komme her og sige,' kunne man måske fristes til at spørge. 'Hele mit liv har jeg haft et mål og det er gået fint. Nu kommer du og påstår, det hele reelt er formålsløst.' Hvad enten vi kan lide det eller ej, så er det sandheden.

Når vi ser en Oplyst Mester, er det blot en drøm. Skrifterne siger: Når man virkelig ser en oplyst Mester, Oplyses man selv.

Med se menes her ikke blot at kigge på ham, som er det vi gør. Vi kigger med øjnene, se kan man kun med Sjælen. Des tættere vi kommer Mesteren, i des højere grad undergår vor forestilling om ham en forandring. I takt med at vi modnes, ser vi ham i et nyt lys.

At livet basalt set er formålsløst er ikke ensbetydende med, at man så siger: 'Ok, nu har jeg forstået livet er uden formål. Jeg gider ikke længere gå på arbejde. Og hvorfor holde ferie. Det hele er bare det samme.’ Nej, det er en helt forkert konklusion. Når først du helt har fattet formålsløsheden, vil du aldrig kunne være doven. Måske lige de første to dage bliver du liggende i sengen. På tredjedagen vil du vågne op, fornyet, forfrisket, som et helt nyt menneske, uden spor af rastløshed. Rastløshedens monster overvindes i og med forståelsen af livets absolutte mangel på logisk formål.

Rastløsheden skjuler formålsløsheden for os; den skjuler Vejen for os. Forståelsen af den sandhed vil heale os. Alle vore fremtidsdrømme og hele vor fortids bagage af skyld vil forsvinde; alle forbigående, ikke-varige, nydelser og smerter vil opløses.

Vi har tidligere omtalt helgenen fra Tiruvannamalai, Visiri Swamigal bedre kendt som Yogi Ram Surat Kumar. Han var så uskyldsren som et lille barn. Når folk kom til ham med deres problemer svarede han dem gerne, ’alright.’ Hvis én sagde, ’Der er en, der er død, Swami,’ svarede han ’alright’. Når en anden kom og forkyndte, ’Min søn skal giftes, Swami,’ kom svaret prompte, ’Alright.’

En dag spurgte nithyananda ham, ’Swami, hvorfor svarer du altid bare allright til alt?’ Han svarede, ’Alting er helt formålsløst. Hvad du end bilder dig ind har et formål er i virkeligheden ganske meningsløst; så det er helt allright!’ Når vi erindrer os formålsløshedens sandhed heles vi og vort liv, ophobet smerte forsvinder; om vi er rige eller fattige, tykke eller tynde, sorte eller hvide er som sådan ganske meningsløst. Det kræver mod at gå efter sandheden og at opnå Oplysning. Men så tager Livet også en helt ny drejning. Vi vil leve her og nu som frie sjæle. Vi behøver ikke droppe ud af vores jobs, negligere vores parforhold eller skille os af med alt vi ejer og har af penge, aktier o.s.v.; nej, vi vil såmænd bare give afkald på alt det, vi ikke har. Vi vil slippe hele den følelsesmæssige bagage vi p.t. holder fast i med hensyn til vores besiddelser, det være sig andre mennesker i form af partner, børn, venner og familie eller kæledyr, ting, møbler, bilen os.v. Vi vil give afkald på drømmen om engang at blive kronet til Konge/Dronning og i stedet begynde at nyde sædet! Ydre status vil ikke længere have nogen mening for os; vor egen indre tilstand vil være det eneste, der betyder noget.

Når formålet opgives fremtræder den dybere, ægte mening af sig selv.

nithyananda’s vej til Enlightenment kom med sine egne udfordringer. Som det senere vil blive udførligt berettet indtraf hans første åndelige oplevelse, da han var knap tolv år gammel. Ikke desto mindre skulle der gå fulde 10 år yderligere før Oplysning skete for ham. Nithyananda siger i dag, at hvis han blot havde sluppet sit mål, er det meget sandsynligt at det ville være sket langt tidligere. Hans egen kamp og intenst rigoristiske selvdisciplin forsinkede måske hele processen, som kunne have indtruffet tidligere.

Page 145

Kuppammal, den lokale Guru tager over

En skønne dag, da nithyananda var omkring de syv år gammel gik han som sædvanlig over i Arunachaleshwara templet. Der satte han sig hen foran alteret for Gudinden Parvati, Devi sannadi. Pludseligt skete det, at han klart så for sig en gyldentfarvet figur. Figuren gjorde et så stærkt indtryk på ham, at han følte trang til straks at tegne den. Som sagt så gjort. Han gik hjem, fandt sig en kobberplade og et søm og gik i gang med at tegne figuren af på pladen frit efter erindringen.

Da nithyananda’s bedstemor kom forbi og så drengen sidde dybt engageret med søm og plade, blev hun nysgerrig og ville vide, hvad det var han lavede og hvad det var for en figur.

Nithyananda fortalte hende, at han bare tegnede noget, han kunne se for sig. Hun stillede sig ikke tilfreds med den forklaring. Usikker på, hvad hendes barnebarn nu havde for, gik hun over til sin gode veninde Kuppammal for at få råd.

Kuppammal, også kendt som Brahmayogini Vibhudananda Devi Mataji Kuppammal, var en oprigtig åndeligt søgende. Kuppammals mor forblev barnløs i mange år. Moderens guru var Seshadri Swamigal, en vidt berømmet oplyst Mester i Tiruvannamalai og en af Ramana Maharishis samtidige. Han velsignede damen, gav hende en håndfuld mudder og bød hende spise det som medicin mod barnløsheden. Uden at tænke videre over det eller tvivle på sin Mester spiste kvinden rub og stub. Senere det samme år ville forsynet at hun blev gravid og fødte en lille pige, som fik navnet Kuppammal.

Kuppammal mestrede Kundalini Tantra inden det fyldte tolvte år. Hun fik først menstruation i en alder af 21. Meget mod sin vilje blev hun bortgiftet og tvunget til at holde inde med sine åndelige øvelser som nittenårig. Så der gik altså fulde to år fra hun stoppede sin meditationspraksis og til menstruationen omsider indfandt sig.

Hun var dybt involveret i en forening ved navn Tiruppugazh Maadar Sangam – en mindre bevægelse hvis erklærede mål det var at udbrede kendskabet til de store litterære tamilske mesterværker som foreksempel Tiruppugazh etc. Kuppammal var en mester udi de tantriske kunster og kunne materialisere alt, hvad hun måtte ønske sig. Hun havde en vision, et syn af Gudinden Parvati i skikkelse af Raja Rajeshwari. Hun indtog rollen som den unge nithyanandas inspirationskilde og medfølende vejleder. Hun var i høj grad med til at forme hans personlighed.

Kuppammal spurgte nithyananda hvordan det nu gik til, at han fandt på at tegne den figur, hvorfor han fortalte hende, hvad der var sket. Hun forklarede ham, at figuren var den meget kraftfulde Sri Chakra, en højst kompleks og metaforisk gengivelse af den universelle energi, som selv højt specialiserede kunstnere tit har store vanskeligheder med at tegne. Hun var dybt forbløffet over, at denne unge dreng havde kunnet tegne figuren så legende let uden anden skitse, end den han fandt i sin egen erindring. (År senere tegnede vores Mester Nithyananda igen figuren, chakraet, på en tavle for bedre at kunne forklare dets mening for os). Kuppammal spurgte nu nithyananda, om han kunne tænke sig at lære den tantriske videnskab, som bruger Sri Chakra som base for visse meditationspraksis', hvilket tilbud drengen straks tog imod.

Kuppammal var den første person, der fik nithyananda til klart at forstå, at han ikke var ligesom alle de andre børn på sin alder; at der var noget ekstraordinært i hans liv. Indtil da havde nithyananda ikke haft nogen forståelse af, at det der skete i hans liv skulle være anderledes end det, der skete for alle andre rundt omkring ham.

Kuppammal talte mange timer ad gangen med den unge dreng og tog ham stille og roligt ad vejen fra bhakti, hengivenhed, over jnana, visdom, og til dhyana, meditation, med hjælp fra sin egen Mester, Isakki Swamigal. Hun fortrød sit giftermål og koncentrerede sig helt og holdent om sit åndelige liv. Isakki Swamigal forærede nithyananda bogen Atma Purana – en samling af skrifter taget fra Upanisaderne, som er egnet til at give læseren et dybt indtryk af virkeligheden som Altgennemtrængende Eksistentiel Energi. Bogen er, sammen med et helligt vers, der virker beskyttende for den, der ytrer det – kaappu på tamilsk, og en konkylie, som Isakki Swamigal alt sammen forærede nithyananda, i dag i arkivet i ashrammen i Bangalore.

Isakki Swamigal var en såkaldt avadhoot, d.v.s. at han aldrig havde tøj på. Kuppammal gav nithyananda mange bøger og forudsagde, at han ville beholde dem, indtil han selv en dag ville skrive kommentarer til dem baseret på sin egen indsigt og visdom. Nithyananda husker, hvordan han plejede at sidde i timevis foran Isakki Swamigal og Kuppammal og og læse højt fra Atma Purana skriftsamlingen. Kuppammal ville afbryde indimellem og forklare, hvad han havde læst, og engang imellem kunne Isakki Swamigal også finde på at komme med en kommentar eller en uddybelse, efter behov. Atma Purana var den første bog om Vedanta, nithyananda fik undervisning i.

Page 148

Primal-angst grundet hyæne-angreb

I sin tidlige barndom inden han endnu var fyldt ti, havde nithyananda for vane hver morgen at gå hele vejen rundt om Arunachala. Han startede glad ud ved en 4 tiden og gik rask til i tre-fire timer, syngende diverse mantras og hellige sange altimens. nithyananda var helt til stede i nu’et, uden mindste tanke på, hvad der ville eller ikke ville ske det næste øjeblik – som et uskyldigt barn legende i moders skød; et uskyldigt barn, der nyder at være sammen med sit elskede Arunachala.

En morgen startede han endnu tidligere – det var faktisk kun lige efter midnat. På den tid fandtes ikke veje, belysning eller anlagte stier rundt om bjerget. Det var ren jungle, tæt skov hele vejen. Et sted i området lige omkring den lille å kaldet Sona Nadi kom en flok hyæner hen imod ham.

nithyananda havde travet afsted uden at se hverken til højre eller venstre, dybt koncentreret som han var om at synge til Gud. Han var helt opslugt i sin sang og lagde ikke mærke til dyrene, førend de var kommet helt tæt på. Idet han kiggede op og fik øje på dem, sad de allerede parate til at gå til angreb.

Helt nede fra maven, hara, swadisthana chakra, centerpunktet for milt-energien rejste sig et desperat skrig. Skriget udtrykte ren uforfalsket frygt, som han aldrig hverken før eller siden har oplevet. Samtidigt oplevede han en fuld intens og helhjertet overgivelse til Arunachala, som sin beskytter. Han følte en dyb indre tillid til og tro på, at Arunachala nok skulle tage sig af ham. I selvsamme øjeblik dukkede en sanyasi frem af mørket. I hånden har manden en stor kæp, som han jager dyrene væk med. Ikke så snart var hyænerne rendt afsted, førend manden forsvandt igen, som han var kommet. nithyananda vidste ikke, hvor den mand kom fra, eller hvor han blev af.

Efter det skrig fra sit væsens dyb oplevede nithyananda nu en forøget lethed i sin krop, og da han gik videre ud ad vejen føltes det som om han nærmest svævede, som om selve hans væsens energi-frekvens var øget. (Primal-terapi som psykologisk metode til at befri patienten for gamle traumer og fastlåste indre problemstillinger, er netop at skrige helt nede fra sit væsens dyb og dermed slippe det hele i ren katarsis.)

Nithyananda minder os ofte om behovet for at overgive sig helt til Universet, i tillid til at Eksistensen nok skal tage sig af os og give os nøjagtigt hvad vi har brug på det rette tidspunkt. Hyæne-hændelsen er det perfekte eksempel på netop den kvalitet i et menneske – her endda blot en lille dreng, der overgiver sig med tillid – og Eksistensens svar: den belejlige tilsynekomst af manden med kæppen.

Page 149

Mødet med Rudraksh Muni

nithyananda havde hørt om en vismand ved navn Rudraksha Muni, som plejede at komme til Arunachaleshwara templet om aftenen og sidde et sted i nærheden af Rudraksha Mundapam. Igennem mange aftener satte nithyananda sig der i nærheden og ventede på vismanden, men han dukkede aldrig op. Endelig en aften kom en mand ind i templet, helt dækket af rudraksh, som hang i mange kæder om halsen på ham. nithyananda, som var overbevist om at det måtte være den berømte helgen, fulgte efter ham. Hver aften ventede nithyananda trofast til manden kom, og fulgte ham rundt i templet, mens han ventede på en chance for at tale med ham og tjene ham.

En dag fulgte han efter manden, idet han forlod templet og så, at han gik ind i et hus der lå lige i nærheden. Han havde familie og børn! nithyananda var vred og følte sig snydt. Han opsøgte manden og spurgte ham, hvorfor han ikke havde afsløret for ham, at han slet ikke var Rudraksh Muni.

Manden viste sig at være et venligt menneske, der dag efter dag havde iagttaget hvordan nithyananda ventede på at møde Rudraksha Muni, og hvor skuffet han var blevet over ikke at møde ham. Han sagde, 'Du var så glad, da du troede at have mødt Rudraksha Muni. Så havde jeg ikke lyst til at tage den glæde fra dig igen. Jeg følte mig også rigtig glad ved dit selskab.'

Hen ad vejen blev den mand en god ven af nithyananda. Han var depressiv og havde brug for åndelig vejledning. Han gav nithyananda en hel posefuld rudrakhs mala kæder, som man vil kunne se hængende om nithyanandas hals på nogen af de tidligste billeder af ham.

I den alder – omkring 9-10 år – var nithyananda allerede meget belært udi hinduistiske skrifter og epos; ikke bare selve fortællingerne, men også den indre esoteriske mening kendte han til. Han gik gerne til samtlige spirituelle foredrag i Tiruvannamalai og stillede dybdeborende spørgsmål. Mange foredragsholdere kom til kort overfor den unge drengs spørgsmål, og der var specielt en taler, der tog det så fortrydeligt op, at han kaldte organisatoren af mødet over og erklærede for ham, at hvis den knægt stillede så meget som eet til spørgsmål, så gad han ikke mere, men ville gå sin vej. På samme måde som Ramakrishna Paramahamsa gjorde det i sin barndom, stillede også nithyananda sig op og satte de intellektuelle lærde til vægs, som ikke for alvor havde erkendt sandheden af de ord de stod og forsøgte at belære andre om; mens nithyananda's spørgsmål i sig selv var egnede til at give klarhed og dybere forståelse til de folk i forsamlingen, der måtte have en ægte åbning og lydhørhed for sandheden.

Ved en lejlighed kom den berømte lærde og spirituelle guru Kripananda Variar til byen. Under foredraget ytrede han på et tidspunkt de tamilske ord, 'angam veru lingam vera aagakoodaadu', og forklarede ordene med, at de, der har valgt at bære en Siva Linga som halskæde (en rudraksh kæde med andre ord) bør aldrig tage den af, eller skilles fra den på noget tidspunkt. Unge nithyananda spurgte ham nu, 'Selv den mest snarrådige mand er nødvendigvis tvunget til at tage sin rudrakshmala af i det mindste, når snoren i kæden er blevet gammel og skal udskiftes. Det du i virkeligheden siger er, at når du én gang har erkendt Gud i dit eget indre, kan du og den linga indeni dig, Gud indeni dig, aldrig adskilles. Det er det, du mener. Du taler om Enlightenment; du henviser rent faktisk til en allerede oplyst persons indre enhed med Gud; det at han og Gud ikke længere er to størrelser med Én for altid. Hvad er det så for noget at stå der og bruge de ord som en simpel anvisning, en teknik til almindelige mennesker?'

Kripananda Variyar kunne have valgt at give et intellektuelt, kompliceret svar på nithyanandas spørgsmål og dermed lukket munden på ham, men det gjorde han ikke. Tværtimod accepterede han straks, hvad nithyananda havde sagt og sagde 'ja tak, det har du fuldkommen ret i.'

Da foredraget var til ende og nithyananda gik op til læreren for at vise ham sin respekt, sagde Variyar, 'appa, avayukku Murugan madiri nii enakku vandu vazhi kattinai.' Hvilket betyder, 'min kære, på samme måde som Lord Murugan, da han var barn afslørede sig for sin elev Helgeninden Avvaiyar, således er du kommet for at vise mig den sande vej.' Han forklarede videre, at på samme måde som Lord Murugan som barn ved hjælp af et enkelt direkte spørgsmål til helgeningen Avvaiyar kom helt bag på hende, med det resultat at hun straks overgav sig (sit ego), havde nithyananda med sit spørgsmål ganske rystet ham. Variyars ydmyge holdning, hans redebonne accept af at blive sat på plads af en person, der for verdens og tilhørernes øjne syntes blot et ustuderet barn, men som han straks indså var så meget mere end det, er et beundringsværdigt eksempel til efterfølgelse!

Nithyananda husker den dag i dag Variyar med dyb hengivenhed for at han, sine lange studier og mange titler til trods, ikke havde mindste besvær med at godtage barnets belæring, og det endda i al offentlighed. Han har senere fortalt os, hvordan livet selv lærte ham op igennem mange forskellige mennesker, som kom og gik i løbet af barndommen. De kom og gjorde deres indflydelse gældende på lige rette tidspunkt, når det var nødvendigt for hans indre søgen.

Page 152

Annamalai Swamigal og det selvpåførte sår

Nårsomhelst lejligheden bød sig, gik nithyananda i gang med at gøre Arunchalatemplets guddommes statuer rene. Efterhånden havde der samlet sig en lille gruppe drenge omkring ham, der så ham som deres leder og gjorde, hvad han bad dem om. De gik rundt i Tiruvannamalais templer, gjorde statuerne rene, dekorerede dem og organiserede mindre begivenheder i omegnen. En kvindelig læge, som var ven af familien, erindrer sig at den unge nithyananda, når han opdagede en guddom som bare stod og forfaldt og ingen tog sig af den, eller et vanrøgtet tempel, ville græde over det først - og derefter ville han omgående sætte en komplet rengøring af hele stedet i fuldt sving.

Da han var omkring 10, begyndte nithyananda regelmæssigt at gå hen i Ramana Maharishis tempel i Tiruvannamalai. Første gang var det en slægtning, der tog drengen med sig, men efter den gang gik han alene derhen på eget initiativ. Han tilbragte timer i ashrammen med at meditere og læse bøgerne fra ashrammens bibliotek. En dag kom én af hans slægtninge derhen, samtidig med at han var der, og tog nithyananda med hen til et hjørne af templet hvor en oplyst discipel af Ramana Maharishi ved navn Annamalai Swamigal holdt til – sammen med sine disciple. nithyananda fik nu for vane at gå derhen hver dag og sidde og lytte til Mesterens foredrag – satsang – sammen med disciplene.

Nithyananda beretter at en del af charmen ved at besøge Annamalai Swamigal var, at han altid delte karameller ud efter klassen, det kune den unge nithyananda rigtig godt lide! Annamalai Swamigal var Mester i advaita filosofien, læren on altings udelelighed, ikke-dualitet, enhed. Ifølge advaitisk filosofi er der ingen adskillelse det individuelle og det guddommelige imellem; de er begge èt; én Enhed. Det er vor uvidenhed i form af de illusioner og indbildte forestillinger vi gør os om altings sammenhæng og om virkeligheden, maya, som forhindrer os i at erkende vor egen guddommelighed; at vi selv er skabt i Guds billede.

En dag i løbet af klassen hørte nithyananda Annamalai Swamigal udrede konceptet maya, illusion, således, ’Vi er ikke kroppen; vores fysiske krop er ikke ægte; sand er kun ånden; ingen smerte kan påvirke ånden; vi eksisterer hinsides al smerte og lidelse.’

Maya som begreb er fundamentet for hele advaita-filosofien, som den er udlagt af Mesteren Shankara, og de vediske principper – Vedanta - fremsat af ham. Vedanta betyder ordret oversat ’al videns endeligt’, og som sådan søger vedanta at fastlægge og forklare alt, hvad der overhovedet er at vide om livets sandhed. Helgener som Ramana Maharishi og hans

efterfølgere som her Annamalai Swamigal, forklarede den Ultimative Sandhed om individets iboende Guddommelighed gennem uddybende udlægninger af begrebet maya eller illusion. Ya ma, iti maya, siger skrifterne. Det betyder, 'det, som ikke er sandt, er maya'; maya oversættes til dansk med ordet illusion, gøglebillede, blændværk, indbildning. Altså det faktum, at vi ser det vi ønsker at se, og ikke oplever, ser virkeligheden, som den faktisk er. Vi ser alle verden som gennem farvede brilleglas…og farverne består af vore individuelle forestillinger, fordomme, ide’er, tanker og lyster. Vi lever i en fantasiverden gjort af vore egne drømmes stof.

Upanisaderne siger:

Som vore tanker er, er vore lyster; som vore lyster er, er vor vilje; som vor vilje er, er vore handlinger; udfra vore handlinger formes vort liv.

Vi drives fremad af vore lyster, vores begær. Disse vore ønsker tager form af tanker og er som sådan broen mellem, det vi kalder fortid, og det vi opfatter som fremtid. Vi prøver hele tiden at genskabe vores fortid ligesom den var engang, hvis den altså var dejlig, eller som den burde have været, men ikke var. Fortiden kan imidlertid aldrig genskabes. Hverken 'fortid' eller 'fremtid' er virkelig. Den ene er død og borte og kan aldrig genopstå, den anden er ren spekulation. Hvis man analyserer de to størrelser er det nemt at indse, at ingen af dem har nogen reel substans. Vi kan nu engang ikke lave fortiden om; hvad der er sket, er sket – og hvad fremtiden bringer er for evigt et mysterie. Selv de af os, som måske bilder os ind, vi har noget så meget check på vores liv og skæbne, kommer til kort i samme øjeblik vi indser, at vi rent faktisk ikke engang kan være sikre på, om vi kommer til at opleve det næste åndedrag. Selv så enkel en funktion som vejrtrækningen står ikke under vor kontrol. Ikke desto mindre puster vi os op i evig forvisning om vor egen storhed, magt og ære. Det faktum, at vi har en fri vilje, hvormed vi kan vælge at handle på den ene eller anden måde, gå i den ene eller anden retning, som livet byder sig, er irrelevant i forhold til spørgsmålet, hvorvidt vi er i stand til at skabe vores fremtid. Vor nutid kan og bør vi øve indflydelse på; men det er også alt vi kan og bør gøre. Fremtiden er udenfor vor magtsfære.

Ikke desto mindre kredser vores tanker og indre monologer konstant om henholdsvis fortid og fremtid, hænger fast i dilemmaet mellem de to størelser. Vores sind forsøger at oversætte alting baseret på hvad det husker, som værende sket i fortiden, og hvad det ønsker skal ske i fremtiden. Vi kan få timer til at gå med 'analyse' af disse illusoriske dilemmaer: sammenholdning af fortidens 'fakta' med fremtidens ønskedrømme. Hvis vi bare et øjeblik kunne tillade os at slippe tankerne og ønskerne, træde et skridt tilbage fra sindets uafladelige trummerum, da vil vi befinde os i nu'et. Da ville vi opleve virkeligheden, som den er, livet, som det er, Fryd og Lykke, som er. At være i nu'et er forudsætningen for at have en solid jordforbindelse, være 'nede på jorden', som man siger, at være fri af maya. Kun i den tilstand ser vi livet, som det er, og ikke blot, som vi ønsker det måtte være.

At være i nu'et er at være forventningsløs, at 'tage tingene som de kommer', der er ingen 'hangs', fordi der ikke er nogen forventninger; ingen følelsmæssige tilknytninger giver en lethed i sjælen, vi føler os lette uden vægten af alle vore uopfyldte ønsker, uden samskara, og vi er tæt på den Oplyste tilstand.

Nu'ets forventnings – og bekymringsløse tilstand er lidelsesfri. Det er hvad Buddha mente, da han sagde at begær avler lidelse; at vores tilknytning til vore begær, ønskernes 'hangover', producerer smerte. Opmærksomhed, evnen til at være tilstede her og nu, sætter en effektiv stopper for al lidelse.

Da Annamalai Swamigal hævdede, at smerte ikke findes, var det med reference til den lidelse som ofte er forbundet med fysisk smerte. Rent fysisk smerte er altid udholdelig; det er den følelsesmæssige lidelse, der kan slå selv den største ridder af marken; den lidelse, som ofte hægter sig på den fysiske smerte, og som vi har store problemer med at holde ud.

Det er almindeligt at man tiltrækkes af begreber og ide’er, som virker positive, men som man normalt slet ikke havde tænkt kunne være virkelighed. Og at, hvor gerne man måske ville tro på pågældende ide’er, ens sind pr. automatik disker op med allehånde grunde til, at det kan da vist ikke være rigtigt. Medmindre du i den situation sætter spørgsmålstegn både ved de nye begreber, ide’er, og ved din egen umiddelbare modstand, kommer du ikke sandheden nærmere.

Den indstilling, som forholder sig åbent og afventende overfor ’virkeligheden’, som giver andre tankemåder, end de man er vant til, en chance, er kendetegnende for en ægte søgende sjæl. Kun den sande søgende stiller sig ikke tilfreds med virkeligheden, som den påstås at være; eller accepterer et koncept som ’rigtigt’ blot fordi det umiddelbart lyder godt; hun sætter per definition spørgsmålstegn ved begge dele. Hun vil undersøge logikken bag en påstand, indtil hun er fuldt tilfreds. Hun vil tvivle på virkeligheden og blive ved med at tvivle, til hun når ned i laget bag ide’en, bag påstanden, til hun opnår en ægte indre oplevelse af tingenes tilstand, en indre vished om at, sådan ER det, eller sådan er det i hvert fald IKKE.

Desværre begår vi ofte den fejl, at vi stiller vore spørgsmål udfra ’virkeligheden’, som vi allerede har godtaget den. Vore spørgsmål opstår for at vise, at vi – allerede – ved. Den type spørgsmål er voldelige af natur; er selvhævdelsestrang, vi vil vise os klogere end de andre/den anden. Spørgsmål af den art er kun egnede til at trække flere spørgsmål med sig, eftersom hele grundlaget for en sådan samtale ikke er åndeligt baseret, men derimod baseret på ego’ets selvhævdelsestrang og en manglende åbenhed for modpartens eventuelle indsigt og viden.

nithyanandas spørgsmål udtrykte snarere den oprigtigt søgendes tvivl opstået i processen med at fastslå, hvad der er virkeligt og hvad falsk, en barnets åbenhed og uskyldighed snarere end den voksnes arrogante bedrevidenhed.

Nithyananda siger:

Når du dropper ego'et, vil du ikke længere have spørgsmål, kun eventuel tvivl. Tvivlsspørgsmål afspejler din tillid til den person, som du spørger. Spørgsmål er udtryk for din egen indre arrogance.

Sin unge alder og manglende erfaring til trods, havde nithyananda en meget dyb forståelse for, hvad Annamalai Swamigal havde sagt. I sit væsens dyb forstod han, at det var sandhed. Men han ønskede at opleve den sandhed, som han havde forstået den. Ikke blot en intellektuel forståelse, men en levet virkelighed. Kun da ville det være hans sandhed, hans virkelighed. 'Hvis det er sandt, at jeg er ånd og ikke kun krop, så vil jeg altså være upåvirket af smerte; hm, lad mig undersøge nærmere om det virkelig er sådan, det hænger sammen,' besluttede den unge knøs.

Den nat kunne nithyananda ikke sove. Annamalai Swamigals ord red ham som en mare. Den oplyste Mesters vibrerende personlighed og gennemborende blik stod lyslevende i hans hukommelse. Han blev nødt til at undersøge, om det Mesteren nærmest en passant havde nævnt under sin satsang, sit foredrag, virkelig kunne være sandt.

Han sagde til sig selv: 'Så fascinerende end påstanden om at smerte og lidelse ikke har hold i virkeligheden måtte lyde, så er min virkelighed dog en anden. Jeg og andre føler smerte, når vi kommer til skade. Hvis jeg falder og slår hul på knæet gør det ondt. Indtil videre har min oplevelse af virkeligheden været anderledes end Mesteren påstår. Jeg bliver nødt til at undersøge sagen nærmere.'

Som sagt så gjort. Da nithyanada vågnede næste morgen, gik drengen sporenstregs ud i køkkenet, åbnede skuffen, tog en kniv op og skar sig i låret lige under stedet, hvor hans shorts gik til. Det var et dybt snit og blodet væltede ud. Det gjorde rigtig ondt, men nithyananda tog sig i at skrige højt for ikke at tiltrække alt for meget opmærksomhed. Han var også noget overrasket over, at det gjorde så ondt, eftersom han havde stolet på Mesterens ord og forventet, der ikke ville opstå nogen smerte. Nogle minutter senere kunne han ikke længere holde det ud, men gik ind til sin mor, som straks tog ham med hen til den nærmeste læge. Lægen syede ham, moderen gav ham en endefuld, og smerten var stadig følelig et godt stykke tid efter. Arret ses endnu på hans lår.

Nogle dage senere, da han var kommet til hægterne igen, gik nithyananda ned i templet, opsøgte Annamalai Swamigal og beskrev for ham, hvad der var sket. Han afkrævede dernæst læreren en forklaring, ’Du påstod, at denne krop ikke er virkelig; at smerte ikke reel; at der ikke ville være nogen smerte og lidelse. Men da jeg skar mig gjorde det ondt. Og ikke nok med det, min mor gav mig også smæk, som gjorde ondt. Hvorfor?’ Annamalai Swamigal lo og sagde, ’Jeg bad dig jo ikke om at skære i dig selv for at teste mine ord. Hvorfor gjorde du det?’

Annamalai Swamigal forstod alvoren i drengens søgen; hans villighed til at ’gå gennem ild og vand’ i sin søgen efter sandheden, og for at undersøge validiteten i et begreb han indtil videre kun havde forstået rent intellektuelt. Han besluttede derfor at hjælpe drengen i hans åndelige søgen og spurgte ham derfor, om han var parat til at følge en vis meditationsteknik, han i så fald ville indvi ham i. nithyananda accepterede straks tilbudet. Annamalai Swamigal gav nu nithyananda en dybere forklaring på, hvordan sammenhængen er mellem krop, sind og ånd, og lærte ham en enkel teknik, hvormed man følger sine tanker tilbage til deres udspring.

nithyananda spurgte ham, 'Swami, hvorfor lærte du mig ikke bare den teknik lidt før? Der var jo ingen grund til, at jeg skulle skære i mig selv for at få den her teknik. Jeg kunne have undgået at skulle igennem al den smerte og lidelse.'

Annamalai Swamigal sagde, 'Min søn, lad ikke den smerte bekymre dig. Den skal nok gå i sig selv igen. Du har udvist den sande søgendes mod til at teste virkeligheden for sig selv. Dit mod skal befri dig. Det er guld værd og smerten for intet at regne i forhold til det.'

De ord indprentede sig dybt i nithyanandas sind. De satte gang i en transformationsproces i ham. De ord lå i hans sind som en indre styrke, han kunne ty til i tvivlens stunder, når han engang imellem blev usikker på, om han nu også var på rette vej. De indprentedes og blev en kilde til at gå dybere, til at intensivere sin søgen.

Hele den oplevelse med det selvpåførte sår inspireret af Annamalai Swamigals lære, og den meditation han efterfølgende indviede drengen i, blev en milepæl i nithyanandas unge liv; et nyt kapitel tog sin begyndelse. Oplevelsen hjalp ham til at gå bag om tankernes illusion – at gå direkte til tankernes udspring.

Selve oplevelsen af det sete som objekt, processen at se og seeren som subjektet, der ser det sete, er i sin helhed blot tanker af forskellig intensitet og svingningsgrad. Da nithyananda mediterede på tankernes oprindelse, indså han hurtigt, at alle de tre: personen der ser, processen at se, og objektet der ses, i virkeligheden ikke er tre, men én og den samme. Blot udtryk for forskellige grader af illusion skabt af hans eget sind. At gå til tankernes kilde er at gå til nu'et. I nu'et eksisterer kun tilstanden 'at være' – den rene væren, intet andet. Ren væren omfatter opleveren og det oplevede per sin natur.

I sin Atma Shatakam udtrykker Sankara det så smukt:

Aham bhojanam naiva bhojyam na bhokta, shivoham shivoham Jeg er ikke fornøjelsen, jeg er ikke det der bliver nydt, og jeg er heller ikke den nydende; jeg er hinsides alle tre; Jeg er Sandheden.

nithyananda erkendte at den ultimative sandhed findes hinsides tankerne – i det oprindelige stade af ikke-tanke, no-mind. Han fik for vane at sidde afslappet og praktisere den teknik, Annamalai Swamigal havde givet ham, mere som en leg end egentlig som en seriøs meditation.

'Bare at sidde og være til var blevet en indgroet vane', fortalte Han os senere.

Page 158

Åndelig opvågnen

nithyananda praktiserede den nye teknik helhjertet og yderst disciplineret. Swamigal havde sagt til ham, 'Praktiser den her meditation – så vil du få svar på alle dine spørgsmål', og han var desperat efter at nå frem til svarene.

Godt et år senere, da nithyananda har været omkring de tolv, sad han som sædvanlig på en klippe, som lokalt gik under navnet Pavazha Kunru (Perle klippe) oppe på Arunachala og mediterede, rettere legede med sin nye teknik, da en besynderlig oplevelse fandt sted. Det var Buddha Purnima dag (fuldmåne-dag) i Vaikasi måneden (perioden omkring maj-juni) sent på eftermiddagen omkring solnedgang.

Midt som han sad og mediterede, følte nithyananda det som om noget åbnede sig indeni ham, noget knustes og noget andet skabtes i det samme. Det var som en beholder gik i stykker og samtidig en dør åbnede sig. Skabelse og ødelæggelse i samme nu; en meget dejlig fornemmelse vel at mærke. Dyb ro sænkede sig over ham. Selv om han sad med lukkede øjne, kunne han se hele vejen rundt om sig. Han behøvede ikke åbne øjnene for at kunne se. Ikke nok med det, han kunne sågar se 360 grader rundt på samme tid. Fuldstændig klart var han i stand til at se bjerget foran sig, klippen under sig, stjernerne over sig, træerne til venstre og en del af bjerget til højre – det hele sås samtidig i hans synsområde uden han behøvede at åbne øjnene!

Nithyananda siger:

'I det nu vågnede jeg til erkendelsen af min enhed med hele Eksistensen og Altings enhed med mig!' Idet Han pegede på et træ, der stod foran Ham, 'Det var som om træerne var min egne knogler og træernes kroner mine nerver.'

nithyananda var i den tilstand i over halvanden time. Så snart han kom hjem, gik han ude af sig selv af ophidselse hen til Kuppammal og fortalte hende, hvad der var sket for ham. Kuppammal forstod straks, at drengen havde haft en ualmindelig dybdegående åndelig oplevelse, højst usædvanlig for en person af så ung en alder, og at han havde behov for at nogen tog sig af ham. Hun tog sig meget omhyggeligt af ham de næste par dage. Eftervirkningerne af den satori –oplevelse (satori er et udtryk fra den japanske zen tradition og betyder Oplysning) holdt sig cirka tre dage. Den satori oplevelse markerede begyndelsen på endnu en ny åndelig udviklingsfase i nithyanandas liv. Fra og med den dag kunne og kan nithyananda se alt omkring sig, når han måtte ønske det – med eller uden åbne øjne. Kort tid efter oplevelsen kaldte han én af sine gode venner ved navn Sampath over til sig hvor han sad med ryggen hvilende op ad et træ inde i templets gård. 'Jeg skal fortælle dig noget, der er sket for mig. Jeg kan se alting hele vejen rundt om mig.' Vennen kiggede uforstående på ham.

Han sagde til vennen, som sad foran ham, 'Kig på træet her bag mig, kan du se den lille myre, der kravler lige på det sted?' samtidig med at han pegede bagud over sit hoved mod stedet hvor der, ganske rigtigt, kravlede en myre. nithyananda fik sin ven til at holde alle mulige mønter og ting op bag hans hoved, hvorefter han fortalte ham, 'det er en 2 rupee mønt' – 'det er et blad' – en sten o.s.v. nithyananda's ven blev dybt forskrækket over hvad i alverden der var sket, og løb hjem med den undskyldning, at han lige pludselig følte sig så tørstig. Senere fortalte vennen nithyanandas forældre, hvad der var sket.

Nithyananda kalder i dag den oplevelse for 'et glimt af Oplysning' – og bruger det japanske udtryk satori. Oplevelsen har fundet sted for flere af os i gruppen, der følger Nithyananda, og det virker som om, det er noget, der sker i Mesterens nærvær og med Hans velsignelse. I nithyanandas tilfælde skete det bare af sig selv, naturligt, dels som resultat af hans spirituelle praksis, dels som konsekvens af hans høje åndelige udvikling.

Nithyananda spurgte engang en af sine disciple, hvorfor han ikke udførte sin meditationpraksis med den selvdisciplin og omhyggelighed, som han havde foreskrevet. Han sagde desuden, 'Hvis jeg havde været ligeså doven som dig, var jeg aldrig blevet Oplyst.' Disciplen svarede uforknyt, 'Det er fordi du ikke havde sådan en Mester som vi har! Vi er langt heldigere stillede end du var!!'

Nithyananda selv siger, at havde han overgivet sig til en Mester, kunne hans egen åndelige udviklng givet være gået meget hurtigere. Han siger, han blev nødt til at eksperimentere med titusinde nøgler, inden han endelig fandt den helt rigtige til at åbne Oplysningens mysterium. Han siger endvidere, at hvad angår hans disciple har han allerede givet dem rette nøgle, og at alt de overhovedet behøver at gøre, er at sætte nøglen til låsen og dreje rundt, for at Sandheden skal oprulles. Fra og med den oplevelse opdagede nithyananda, at han ikke længere var i stand til at cykle, hans balanceevne var helt i skoven. Så efter den oplevelse sad nithyananda på stangen hos den ene eller anden af sine storebrødre til og fra skole. Brødrene plejede grinende at brokke sig over at måtte have ham med på slæb. Hvis de nægtede at have ham med en dag, gik nithyananda i stedet hele vejen. Nithyananda erindrede sig senere, 'Børn i den alder ville normalt i det mindste have forsøgt at cykle selv – alene på grund af presset fra deres jævnaldrende, men jeg holdt stædigt fast ved min manglende evne og tillod dermed tingene at udvikle sig, som de nu gjorde – og gik gerne kilometer efter kilometer for at nå frem, hvis ikke jeg fik et lift.'

En anden konsekvens af den oplevelse var, at han ikke længere kunne gå i stramtsiddende tøj. Han oplevede, at alle typer tøj, der adskilte hans over - og under krop, føltes ubehageligt at have på. Han gik fra da af med løstsiddende tøj.

Nithyananda fortalte en dag en gruppe af os om de underholdende konsekvenser af, at han ikke længere selv kunne cykle :

Min ældre bror plejede at cykle mig i skole hver dag. Både på vej til – og fra skole forlangte jeg, at han stoppede op, så jeg kunne komme ind i samtlige templer på vejen og vise min respekt. Han plejede at bande mig langt væk, som om det ikke var nok, at han måtte trækkes med min vægt til og fra skole, men at han også skulle stoppe og vente ud for alle templerne på vejen!

Når endelig jeg havde fået besøgt alle templerne og nåede frem til skolen, var det meste af skoledagen allerede gået, og tiden kommet til at tage hjem igen. Jeg var permanent sent på den. Først og fremmest sørgede jeg for at krydse mit fremmøde for guddommene af i min egen indre kalender og først derefter gå i skole. I hvert af templerne sørgede jeg omhyggeligt for at bukke foran hver eneste af dets guddomme, før jeg forlod det igen. Jeg havde et specifikt langt mantra for hver eneste af de forskellige guddomme. Hvis jeg på grund af noget hastearbejde blev nødt til at springe min morgenrutine over en dag, sørgede jeg altid for at recitere mantraerne to gange den næste dag, i håbet om at guddommene ikke ville være vrede på mig! Og så bad jeg dem om at krydse af i regnskabet for dagen før!

Jeg havde bukselommen fuld af små stykker kamfer omhyggeligt foldet i hvert deres stykke papir med templets navn og navnet på den guddom, stykket var beregnet for, udenpå. Kamferpiller var ret dyre, så jeg plejede i stedet at købe en ordentlig stor luns kamfer, som jeg selv skar op i mindre stykker. I mit arbejde med at skære kamferen op, var jeg meget påpasselig med at stykkerne blev nøjagtigt lige store, der skulle ikke være nogen forfordeling. Når der var en enkelt smutter imellem, som var blevet meget større end de andre, gav jeg det til Annamalayar – hovedguddommen i Arunachaleshwara templet. Jeg havde ikke noget problem med at give det store stykke til Annamalayar. Han var helt uden sammenligning den største og mest betydningsfulde af samtlige guddomme!

Hvis jeg ikke havde haft tid til at brænde kamferstykkerne på udvejen, (til skolen) gjorde jeg det godt igen ved at brænde to kvoter af på hjemvejen. Så det tog sin tid at komme hjem fra skole på de dage! Templerne lå i en vis rækkefølge: først kom Karpaga Vinayagar templet, så politistationens Mariyamman tempel, så Annamalayar templet, derefter Vallabha Vinayagar templet og til slut templet foran Sri V. Thaanmal Sowkar Jain Higher Secondary School, og så kunne jeg gå i skole, det var det!

Min bror plejede at kede sig bravt, mens han stod udenfor og ventede på mig – og forbandede mig langt væk. Og jeg nøjedes vel at mærke ikke bare med at bøje mig foran hovedguddommen i hvert af templerne; nej, nej, jeg startede med at bøje mig for de to guddomme, der står vagt foran indgangen til hovedguddommen i templet – Dwarabalakars’ene - spurgte til deres velbefindende og helbred, så viste jeg Nandi (Siva’s ’køretøj’ i form af en tyr) min respekt og så videre!

Min bror satte gerne farten op, når vi nærmede os et tempel, i håbet om at jeg ville overse det, hvilket aldrig skete! Jeg råbte højt, 'Hey! Vinayagar templet er lige her, stop! Stop!' Og så ststoppede han da også. Der var dage, hvor hans tålmodighed ikke rakte til, der måtte jeg så gå til skole istedetfor at blive kørt, men efter to-tre dage fik han gerne ondt af mig og tilbød at tage mig med på stangen igen!

Min yngre bror følte en vis tiltrækning til templer og tilbedelse. Det var langt fra tilfældet med min ældre bror, der plejede at bande og svovle altimens han sparkede cyklens støtteben ned og belavede sig på at vente på mig udenfor templerne. Nogle gange begyndte jeg på at recitere de forskellige mantraer lang tid inden vi nåede til templet, fordi jeg var bange for, at han ellers ville skælde ud over, at det tog for lang tid. Når cyklen begyndte at dreje ind mod templet, startede jeg recitationen. Så var jeg allerede færdig med det, når vi nåede templet. Så fortalte jeg ham, at jeg bare lige ville gå rundt om templet, brænde kamferen af og så komme ud igen.

Jeg havde ikke fået lært at cykle endnu som 12-årig. Og efter min oplevelse da jeg var 12, kunne jeg ikke længere cykle. (Under Swamijis fortælling afbrød en af disciplene med bemærkningen, 'Swamiji, allerede dengang i Tiruvannamalai havde du egen chauffør!' så lo Han og erklærede sig enig.) Jeg var ikke dengang klar over, at min manglende evne til at cykle havde noget at gøre med min åndelige oplevelse. Jeg var ikke klar over, at det havde at gøre med en aftagende kropsbevidsthed, som indtraf efter den oplevelse. Jeg mente bare, at jeg nu engang ikke havde talent for at kunne cykle, det var det hele. Jeg var heller aldrig bevidst om, at der var noget særligt ved mig. Jeg gik ud fra at alle var ligesom mig. Det tog jeg simpelthen for givet. Først senerehen gik det op for mig, at det ikke er for alle.'

nithyananda mediterede jævnligt ved kremerings-pladserne i udkanten af Tiruvannamalai. Lange perioder, ofte hele natten, sad han i meditation og oplevede et inderligt samvær med Arunachala og en dyb længsel efter Enhed med bjerget. Når dagen gryede, gik han hjem. Overbevist som nithyananda’s forældre var om kun at være værger for deres søn nummer to, accepterede de barnets noget usædvanlige tidsskema, ud fra betragtningen at de var udtryk for Eksistensens lila – leg.

Kapitel 7

Går hjemmefra

At bo i en ashram: Væsentlig forudsætning for åndelig udvikling

nithyanandas familie var en storfamilie fra Tiruvannamalai. Mere end 20 familier levede sammen i et kæmpe hus på lige ved to hektar (knap 8.000 kvm).

Nithyananda siger:

'Folk spørger mig nu, hvorfor jeg har ashrams. Hvad er ide’en i at leve i en ashram som i et kollektiv? Hvad er forskellen mellem ashrammen og en storfamilie?’

Vi bør opfatte andre mennesker ikke som blot sociale fordele, men som bevidste væsener. Hvis du er læge, er din profession at være læge; dit væsen er ikke læge. Mesteren forsøger at hjælpe dig med at genvinde dit indre rum, dit væsen. Du er mere end blot – til eksempel - doktor; du er dit indre rum. I sin ashram hjælper Nithyananda folk til at erobre deres indre Space. I sammenligning med det indre rum vil den ydre verden, som vi hidtil har tilbragt det meste af vores tid i, virke småt og ubetydeligt. Man interesserer sig ikke længere for det. Man synes ikke længere det er vigtigt, hvad man har eller ikke har i yderverdenen.

Det ydre liv er kun en lille del af vores liv. Du spørger måske, 'Hvorfor kan jeg ikke nå det stadie hjemmefra? Hvorfor er ashrammen nødvendig?'

Dit hjem er baseret på ide'en om et samfund. Det får dig til at glemme sandheden. Det indre rums realitet er selve rygraden i en ashram; dets omgivelser,dets struktur, alt i ashrammen udtrykker ideologien bag det indre rum. Dine venner og din Mester vil ikke tillade dig at glemme det. De første10 dage efter at være kommet hjem fra at have mødt Mesteren, hørt Hans foredrag, deltaget i Hans meditationsprogrammer, vil vi være i højt humør. Så tager samfundet over; ufriheden kommer tilbage. Folk vi møder og interagerer med i det daglige udgør en stor indflydelse på os. Kropssprog er sindets næring. Det er vigtigt at selve kropssproget af de folk, som vi omgås med i det daglige, holder os på rette spor. I ashrammen er maden positiv. De folk vi ser og omgås i ashrammen hjælper os med at overvinde vores svagheder, fremfor at udnytte dem. De hverken dømmer eller kritiserer. Samfundet derimod dømmer os konstant; hvis vi handler, som samfundet vil det, belønnes vi; hvis ikke, bliver vi straffet.

Ashram udtrykker en højere virkelighed. Buddha talte om a følge buddha (den oplyste Mester), sangha (fællesskab af mennesker, der ønsker at leve i o.e.s. med Mesteren og følge Hans lære) og dharma (Læren) for at nå Eksistensens Ultimative Sandhed. Sanga'en eller ashrammen og livet i den, udgør rette omgivelser for vejen mod visdom. Selv om vi måtte glemme vejen, er sangaen, de andre folk i ashrammen, der, til at minde os om den. Der vil altid være én i nærheden til at minde os om de højere idealer, vi har besluttet at følge. Ashrammen yder et kærligt, medfølende rum at udvikle os i. I den ydre verden vil andre mennesker konstant gøre deres 'bedste' for at lægge os vores spirituelle mål hindringer i vejen, og uafladeligt komme med deres snæversynede, intellektuelt baserede holdninger til hvad det er vi laver, og hvorfor vi hellere burde lave noget andet! I ashrammen derimod opfordrer fællesskabet os til at holde fast i vore mål og række efter stjernerne.

Mennesker er ude af stand til at leve som isolerede strukturer, blot som individer. ’Intet menneske er en ø’, som John Donne udtrykte det. Mennesket er et socialt dyr. Når vi konstant mindes om de højere sandheder, vil vi leve dem, udtrykke dem. Sanga handler om at opleve og udtrykke salighed. Det er hele formålet med skabelsen af en ashram.

Ashrammer er epicentre for intense lyksaligheds energi-bølger; bølger der får det indre rum til at rystes i sin grundvold og ændres; hvad vi end før har bygget op knuses og jævnes med jorden.

Når man sidder for Mesterens fødder fjernes al indre tvivlen; man modtager den energi, der er nødvendig for at nå højere åndelige niveauer. Det er let at elske Mesteren; betydeligt meget sværere er det at elske vores medmennesker. I ashrammen lærer folk at elske hinanden uden at stille betingelser for kærligheden og uden at der skal være en årsag – ’hvad giver du mig til gengæld for at jeg elsker dig’ er en udbredt ekstrem forretningsmæssig måde at relatere til andre mennesker på, og sørgeligt udbredt i det vi kender som samfundet i vore dage. Lykke deles uafhængigt af Mesteren. Ashrammen er en ideologisk baseret storfamilie. Den er ikke baseret på blodets bånd, den familie man ikke selv har valgt, og som man ikke nødvendigvis deler synspunkter med. Ashrammen er en dyb følelsesmæssig ideologisk forbindelse. En måde at leve sit liv på, der kræver en vis grad af modenhed. Det er ikke en teori, men en virkelighed, der står sin prøve netop ved at blive levet og oplevet.

Det er ikke en forudsætning for at leve i en ashram at man giver afkald på alt hvad der normalt forstås ved et verdsligt, materielt baseret liv. I Nithyananda ashrams verden over lever både par, familier og singler sammen i harmoni, hver for sig med deres materielle mål og fælles om det åndelige mål. Det er en storfamilie, ikke blodsbeslægtet, men bundet sammen af ideologi og via alles primære tilknytning til Mesteren. Båndet, der knytter ashramfamilien sammen, er så langt stærkere end noget bånd baseret på blodsbeslægtede relationer.

En vis modenhed er påkrævet for at kunne leve sit liv i en ashram. Det er nødvendigt at have nået en relativt ego-fri bevidsthedstilstand for at kunne sameksistere med andre i ægte samhørighed. Det er et sted, hvor alle kompenserer for hinandens svagheder og deler deres styrke med de andre. Der er ikke nogen tvang der siger, at man skal gøre, som man får besked på. Nogen gør måske alt arbejdet. Andre gør ingenting. Tolerance overfor andre, forståelse af andre og accept af andre fører til medfølelse for de andre. Det leder hen til forståelsen af sandheden 'hele verden er min familie'. 'Vasudeva Kutumbaha' (Lord Krishna's familie), som Lord Krishna udtrykte det.

Vivekananda sagde, 'Dharma chakraet (retfærdighedens hjul) er levende og bevæger sig. Alt du behøver gøre er at stå ved det og være en del af dets bevægelse.' Ashrammens omgivelser giver dig muligheden for at være del af chakraets evige bevægelse.

Page 169

Afsky for samfundets dobbeltmoral

nithyanandas farmor døde i den modne alder af 104 år, da han selv var omkring 12. Damen, hvis navn var Kannamma havde ikke selv nogen børn, men en af nithyanandas onkler havde til opgave at tage sig af hende. Onklen og hans kone var ikke specielt glade for jobbet og fandt altid på den ene eller anden undskyldning for ikke at tage sig af den gamle slægtning. Damen selv var en meget besværlig og ubehagelig person. Hun var nærig, selvom hun rent faktisk havde masser af penge. Hun bad ofte nithyananda om at gå ud og købe tobak til sig, og når han så bad om penge til det, sagde hun, han skulle få dem af sin far. Den gamle dame nægtede at give så meget som et glas vand fra fællesbrønden i midten af huset, til naboerne, i tilfælde af tørke.

Da hun døde, græd familien tørre tårer. Den mest medfølende person var nabolagets læge, der tog sig af hende lige til det sidste, og det på trods af, at han var én af dem, hun havde nægtet vand.

Kort tid inden gæsterne til sørgehøjtideligheden var inviteret til at komme, afklædte familiens kvinder sig deres gode sarier, tog nogle gamle og billige på og tog også alle deres smykker af, som det er skik og brug. Ligeså snart gæsterne var kommet indenfor døren, gav de sig alle til at hyle op som på bestilling – eller rettere som om de var noget så kede af det. Ikke så såre var den formelle grædeperiode overstået, som kvinderne nemt og ubesværet tørrede kinderne og kastede sig ud i intens samtale med gæsterne, hvor al den nyeste landsbysladder ivrigt blev drøftet samtidig med, at man serverede snacks og drinks og i det hele taget hyggede sig storartet. Hver gang et nyt hold slægtninge kom på besøg var proceduren den samme, der blev hylet i kor så det var en lyst. nithyananda var chokeret og overrasket over hykleriet.

Mens kroppen stadig lå lit de parade i huset, og slægtninge endnu var i færd med at ankomme for at kondolere, gik den nærmeste familie til damen ind i hendes soveværelse, hvor boksen med hendes smykker lå gemt under hendes seng. De boede 27 familier under samme tag og alle som én påstod de, at smykkerne retteligen tilhørte dem; hvorfor intense forhandlinger og diskussioner brød ud allerede inden liget var blevet koldt. Familien sendte bud efter en guldsmed til at valuere kostbarhederne.

Ved den lejlighed mistede nithyananda al respekt for sin familie og dens samfundsskabte materielle fiksering. Han grinede højt og uhæmmet af deres opførsel. En af hans onkler langede ud efter ham for at give ham en på kassen, idet han troede drengen var i chok på grund af damens død. nithyananda fangede hans hånd inden den ramte, holdt den fast og sagde til ham, at hvis han prøvede på at slå ham igen, ville han gå ud til resten af de pårørende, som befandt sig rundt om i huset udenfor værelset, og fortælle dem, hvad familien havde gang i; at de rent faktisk stod og handlede om at dele rovet efter den døde, endnu inden kroppen var kremeret. nithyanandas mor advarede onklen om at tage sig i vare for hendes søn, som absolut var i stand til at gøre, som han truede med. Hun forsøgte så at få ham til at spise for på den måde at bortlede hans opmærksomhed. Så begyndte et hundeslagsmål af en diskussion familiens medlemmer imellem, om hvem der skulle betale for begravelsen. nithyanandas far, en mild og uskyldig mand, som hadede skænderier, skyndte sig at indvillige i at tage sig af samtlige omkostninger i den forbindelse, for at undgå yderligere disputter hvad det emne angik.

Fuld af afsky for deres opførsel fandt nithyananda sin kopi af Bhagavad Gita frem, stillede sig hen foran liget og begyndte at synge versene højt (på det tidspunkt havde han allerede haft sin første åndelige oplevelse – de 360 º). Det var sandsynligvis den eneste indsats som direkte hjalp den gamle dames sjæl til at kunne forlade kroppen på fredfyldt vis, og på trods af hele ståhejen, der omgav hende. Nithyananda berettede senere for os: 'Det var den første bevidste død, der fandt sted i mit nærvær.'

Forlader hjemmet

Helt fra den tidligste barndom havde nithyananda en drøm om at vokse op og blive sanyasi, omvandrende asket. I hans familie var det skik at både drenge og piger allerede som teenagere blev lovet væk til senere ægteskab. Det fandt sted så snart en pige kom i puberteten. Et passende parti blev udvalgt indenfor familiens omgangskreds. Kun yderst sjældent var der nogen, der havde noget at indvende mod de arrangerede parforhold. Både pigen og drengen ville ofte blive mindet om deres kommende forhold, og hvad familien angik betragtede alle det som en endegyldigt indgået aftale, når først de fornødne forhandlinger var på plads; således også for drengens og pigens vedkommende; de drømte ganske enkelt ikke om, at tingene kunne være anderledes.

nithyanandas ældre bror var allerede blevet matchet op med en af familiens fjernere kusiner, og nu var turen kommet til nithyananda. Med stor ildhu gik familien i gang med at diskutere mulighederne. En dag var der en ældre kvinde i familien, som begyndte at snakke om det, mens nithyananda selv var til stede. Drengen stirrede hårdt på hende. Damen følte sig ubehageligt til mode over det, og spurgte ham derfor, hvorfor han kiggede sådan på hende. nithyananda blev ved at stirre og kiggede intenst ind i hendes øjne. Det gik nu op for hende, at han åbenbart ikke brød sig om, at hun diskuterede hans ægteskab, og spurgte hvad han dog havde imod ægteskab og hvorfor han var så oprørt? nithyananda spurgte hende noget barsk, hvad hun egentlig selv mente at have fået ud af sit eget ægteskab. Kvinden svarede ikke; i stedet spurgte hun hvad han ville være, når han blev voksen. nithyananda svarede prompte og uden skygge af usikkerhed i stemmen, 'Jeg vil være en swami – en sanyasi.' Så tegnede han en tegning af sig selv, som han regnede med at se ud som voksen. Billedet forestiller en hinduistisk munk iført en turban, samme hovedbeklædning som Nithyananda bruger i dag.

nithyanandas mor var ikke i tvivl om sønnens forkærlighed for at blive munk. nithyananda var tæt knyttet til sin mor. Selv i midten af teenageårene plejede han at lægge sig med sit hoved i moderens skød og fortælle hende om sine åndelige oplevelser. Han brugte meget tid i køkkenet med at sidde og tale med sin mor. Nogle gange når nithyananda var i fuld gang med at fortælle historier, grine og spille fransk klovn, kunne hans mor pludselig blive ked af det og få tårer i øjnene; det var som om hun vidste, at dagen hvor han endeligt ville forlade hende, snart ville komme.

I indiske familier, specielt i så små landsbyer, som den nithyananda var ud af, i storfamilier som nithyanandas, var det kotyme at sønnerne blev i samme hus under samme tag, også efter de blev gift. Sønnerne arvede familiens rigdomme og blev derfor hjemme, mens døtrene, når de giftede sig, blev del af deres mænds familier.

nithyananda havde oplevet trang til at gå hjemmefra allerede fra sine spædeste teenageår. Nu var han blevet sytten, havde afsluttet sin ingeniør uddannelse fra universitetet i Gudiyattam i nærheden af Tiruvannamalai, og kunne ikke vente længere.

Akademiske studier stod ikke højt på nithyanandas dagsorden i hans søgen efter Sandheden. Han spildte ikke meget tid med at læse i sine studiebøger. De klasser han dog beærede med sin tilstedeværelse, deltog han koncentreret i, og det var nok til at han bestod eksamen med udmærkelse. Efter at have afsluttet studentereksamen på kollegiet i Tiruvannamalai blev han optaget på Polyteknisk Læreanstalt i Gudiyattam. Han boede til leje på et værelse i byen. Selv i den periode, mens han var væk hjemmefra, tilbragte han det meste af sin tid alene i meditation og gik aldrig ud med vennerne, som plejede at hænge ud og lave sjov sammen, gå i biffen og den slags.

På spørgsmål fra en af sine venner om, hvad han egentlig regnede med at få ud af at spilde al den tid med at meditere, svarede nithyananda, 'Den dag vil komme, da du vil blive nødt til at stå i kø for at modtage min velsignelse. Da vil du kende svaret.'

For nylig under en turnè rundt i staten Tamil Nadu, nåede vi til Tiruvannamalai, hvor Nithyananda gav satsang og darshan. På et tidspunkt signalerede Mester til os om at komme over til sig, hvorefter han udpegede sine gamle klassekammerater for os, som i sin tid plejede at gøre grin med ham og hans meditation. De stod nu i kø og ventede på at komme og få hans velsignelse, efter han først havde givet foredrag og instrueret forsamlingen i meditation. Da det blev deres tid og de nu voksne mænd stod foran Mesteren, brød de alle som én sammen i gråd og hulkede ubehersket af bare rørelse, hvorefter de bukkede sig for Hans Fødder. Vi stod og så til, mens Han under skælmsk latter og med ægte medfølelse tog dem i sine arme den ene efter den anden.

Som sagt, da først han havde afsluttet sin uddannelse, blev trangen til at bryde ud og gå hjemmefra overvældende. Han følte tiden var kommet. Han følte, at han ikke kunne fortsætte med at leve som han plejede derhjemme, et øjeblik længere. Hele hans liv syntes én stor løgn. Det føltes klaustrofobisk at måtte leve i overensstemmelse med samfundets mange ud –som uudtalte leveregler. Den samfundsskabte ufrihed.

For nylig faldt vi over nogle optegnelser i vores arkiv i ashrammen i Bidadi, hvori vi fandt følgende dagbosoptegnelser gjort af den syttenårige nithyananda, på tamilsk, få dage inden han gik hjemmefra. De illustrerer, hvad der triggede ham til at tage den endelige beslutning.

15. juli 1994 skrev nithyananda:

Jeg tog alle papirerne og talismanen som K.S. Narayanaswami Thatha havde givet mig, læste dem igennem, rev dem i stykker og smed det hele i brønden og i skraldespanden.

16. juli 1994 skrev han:

I dag er mærkedagen for Brahmasukhi, som i sin tid blev sparket af en mand og dermed forstod altings sammenhæng, ligesom Helgenen Pattinathar på netop denne dag opnåede

Enlightenment ved at få tæv af en kvinde! Efter halvanden times meditation klaredes tankerne og sindet blev helt koncentreret.

17. juli 1994 skrev han:

I dag mediterede jeg en halv til en hel time. Sindet var roligt. Han er ikke til at komme i nærheden af. Han er vred. Selv når jeg taler, reagerer han ikke hensigtsmæssigt.

18. juli 1994 skrev han endeligt:

Lad mit sind vinde over sanserne! Fordi min visdom ikke er modnet i samme grad som mit sind, opfører sanserne sig som de vil. For at øge min visdom er vejrtrækningsøvelser – pranayama – det bedste middel, dagligt fra 11pm til 1 am. (fra 11 til 13 om formiddagen).

Baggrunden for dagbogsoptegnelserne var nithyanandas møder med en Siddhar, en mystiker som besad stor visdom og havde opnået mange siddhas, powers, eller magiske evner om man vil. nithyananda tilbragte meget af sin tid i selskab med de omrejsende, mystikere og vandringsmænd, som kom til Tiruvannamalai, på samme måde som Ramakrishna Paramahamsa i sin tid gjorde det, og lærte mange åndelige teknikker af dem.

Han mødtes jævnligt med denne Siddhar, en firsårig mand, som plejede at sidde i et lille mandap, en åben hytte, på Girivala – strækningen (vejen rundt om Arunachala). Den Siddhar opførte sig som en vanvittig person og alle plejede kun at omtale ham i første person. (Ligesom hvis man sagde 'du' til Dronningen). Han havde en skål stående foran sig, som folk plejede at hælde mad i til ham. Han spiste så og lod den uvaskede skål stå, som den var. Vilde hunde kom gerne og slikkede den ren. Forbipasserende ville så igen smide lidt mad i til ham, og det spiste han også. Hvis nogen fandt på at tage skålen med og gøre den ren blev den vasket, ellers ikke.

Det var også omkring samtidig med at nithyananda havde lært diverse tantriske teknikker af Narayanaswami Thatha og brugte dem til at forudsige fremtiden og materialisere ting til sine venner. Han excellerede en del i denne leg med energien, for sjov og for at underholde sine venner. Den Siddhar sagde en dag til ham, at han burde stoppe med alt det pjat, hvis han mente noget med sin åndelige udvikling, eftersom overdreven hengivenhed til den slags var ensbetydende med at sætte en effektiv stopper for hans spirituelle udvikling, og at han prostituerede sig selv ved at opføre sig på den måde. Han sammenlignede nithyananda med Pattinathar, en berømt tamilsk personlighed, som tillod sig at begære kvinder på trods af sine åndelige tilbøjeligheder.

Da Nithyananda viste os siderne med disse dagbogsoptegnelser, fortalte han os, hvad der egentlig var sket. Han sagde, at på den dag da Siddharen satte ham grundigt på plads, (som beskrevet ovenfor) tog han konsekvensen, smed alle mantras væk, han i løbet af tiden havde optegnet med samt de talismaner som Narayanaswami Thatha havde givet ham, og besluttede sig fra da af til udelukkende at følge meditationens vej.

I sin beskrivelse af denne milepæl i sit liv, som udløste hans gåen hjemmefra, sagde Nithyananda til os:

'På samme måde som drenge på min alder gav efter for deres seksuelle lyster og fantasier, sådan gav jeg mig helhjertet hen i legen med energien. Da Siddharen sagde til mig, at jeg prostituerede mig selv ligesom Pattinathar havde gjort det, ødelagde jeg den talisman – thaayathu – som Narayanaswami Thatha havde givet mig; selvom jeg ikke sagde noget om det til ham selv. Men dagen efter, da jeg så ham, gav han mig et par på kassen. Slaget han gav havde en langt større psykologisk end egentlig fysisk virkning. Akkurat som da Pattinathar forstod betydningen af ordene kaadatra oosiyum vaarathu kaan kadai vazhikkae (en nål uden hul er ikke til nogen verdens nytte) og straks droppede alle sine uvaner, gav sine rigdomme væk og gik til Varanasi, (som er en hellig by i NordIndien) sådan var det slag mystikeren gav mig ligesom at blive ramt af lynet; jeg vågnede op i det øjeblik. Med et slag opgav jeg al powerplay og gik kort tid efter hjemmefra.

Når man ser, hvad der står på de her par stykker papir, er det tydeligt at se sindets leg lige inden den endelige beslutning tages. Bare kig på tankernes retning i løbet af de få par dage. I de dage mens oplevelsen med mystikeren stod på, svingede mit sind som et pendul. Det ene øjeblik rev jeg talismanen Thatha havde givet mig i stykker, det næste øjeblik overvejer jeg seriøst at fiske den frem og lime den sammen igen, idet jeg var bange for, at det måske havde været forkert at ødelægge den. Sindet var så opbragt at jeg pålagde mig selv at skulle udføre vejrtrækningsøvelser for at bringe det til ro igen! Jeg har endda skrevet at mystikeren på et tidspunkt ikke talte ordentligt til mig, og hvordan mit sind blev endnu mere oprørt på grund af det. For mig var disse omvandrende mystikere mine soulmates, mine brødre i sjælen, og jeg kunne ikke holde det ud, hvis en af dem ikke svarede mig ordentligt. Jeg har klart skrevet ned, at jeg forstod, at forvirringen i mit sind skyldtes, at min visdom ikke er ligeså moden som mit intellekt; at jeg havde intellektuel forståelse, men ikke den nødvendige fysiske oplevelse og at pranayama ville hjælpe til at falde til ro. Men til slut sker der et skred i mig og beslutningen om aldrig mere at give efter for lysten til at lege med energien tages! Se hvor tæt jeg holdt øje med mit sind i den alder! Den hændelse og det forløb var en proces; jeg brugte det hele som en teknik, en løftestang i min åndelige udvikling.

Jeg måtte igennem en del forvirring, før jeg opgav den leg. Bare de 4 stykker papir er en proces; enhver der studerer dem intenst vil kunne deducere en teknik fra dem. Disse noter viser, at meditationen var noget som skete i og med forståelsen, og forståelsen kom ikke bare som et resultat af min Enlightenment.

Det er nødvendigt at forstå: Der var ingen i mit liv, som sagde 'gør dette', 'gør hint', 'hvis du gør sådan og sådan vil du opnå Oplysning', o.s.v. Og jeg havde ikke nogen levende eksempler at ty til, som bevis på at hvis jeg gjorde alle de her ting, ville jeg nå målet. Der var ingen levende Mester til at vejlede mig gennem sit eget eksempel. På trods af de omstændigheder holdt jeg mig selv kørende, i fuld tillid til Eksistensen og ved at trække min intelligens direkte fra de kosmiske kilder.'

Kort efter hele den episode følte nithyananda altså tiden var kommet til at forlade sit barndomshjem. Pludseligt en aften var trangen så stærk, at han besluttede at handle straks. Han følte, han måtte hoppe ud af det liv han ledte, og ind i det liv han ønskede at leve lige med det samme. Den aften, da han vidste det ikke kunne opsættes længere, gik han til sin mor omkring ved 22 tiden. Han spurgte hende, 'Hvad ville du stille op hvis jeg døde?' Hans mor svarede, 'Hvorfor stiller du dog sådan et uheldssvangert spørgsmål, er der noget galt?'

nithyananda sagde, 'Nårh ingenting, ikke for noget særligt, jeg ville bare gerne vide det.' Hans mor sagde resigneret, 'Hvad ville jeg gøre? Jeg må jo acceptere det, hvis det sker.'

Så fortalte nithyananda hende, at han ønskede at forlade hjemmet.

Hans mor brast i gråd. Hele hendes krop rystede af sorg. 'Jeg vidste denne dag ville komme', sagde hun. nithyananda spurgte hende, om hun ville forbyde ham at gå. Hun sagde, 'nej, jeg ved at du gerne vil gå, og jeg ønsker for dig, at du gør det, som du altid har villet med dit liv. Jeg vil ikke stoppe dig fra det; men jeg kan ikke holde ud at se dig gå. Derfor græder jeg.'

nithyananda følte sig overvældet af sin mors betingelsesløse kærlighed. Hendes sorg var dyb og smertelig, men dog ønskede hun kun for sin søn, hvad han ville. Hun ønskede ikke lægge ham hindringer i vejen. Hendes uskyld og uselviske kærlighed berørte ham dybt. Hun vidste ikke af sin egen uskyld. nithyananda havde ikke regnet med hans mor ville acceptere realiteterne så let. Det føltes som om forsynet havde en finger med i spillet. Når man er helt tunet ind på det guddommelige falder alting på plads, og alle forhindringer forsvinder. Da nithyanandas far kom hjem fra arbejde, fortalte moren ham, hvad sønnen havde sagt hende tidligere på aftenen. nithyanandas far blev vred på hende. Han mente hun måtte have gjort noget for at gøre sønnen ked af det, så at han nu ville gå sin vej. nithyananda fortalte sin far, at hverken moderen eller nogen andre i familien havde sagt eller gjort noget for at få ham til at træffe sin beslutning. Han fortalte sin far, at han altid havde ønsket at leve sit liv som sanyasi, og nu var tiden kommet til at gå hjemmefra med det for øje.

nithyananda var heldig at have nogle forældre, som det ikke var lykkedes det omgivende samfund at sofistikere. De var på mange måder naive og uskyldige i deres verdensopfattelse. Alt hvad de ønskede var såmænd bare, at deres søn skulle være lykkelig. De vidste helt fra hans fødsel, da astrologen havde forudsagt han ville blive en Raja Sanyasi – kongernes konge – at han før eller senere ville forlade hjemmet. De håbede på det blev senere. De var bekymrede for, om han kunne tage sig ordentligt af sig selv, hvor han ville sove og hvor han skulle finde mad, eftersom nithyananda kun sjældent så meget som havde været ude af Tiruvannamalai.

I dag tilbedes Nithyananda af millioner. Dengang i 1995, da han stod på tærsklen til at gå hjemmefra, anede ingen hvem han var. nithyananda selv havde ikke fjerneste ide om, hvad der var i vente for ham. Han var sig sit ønske om at blive Oplyst bevidst, og regnede med, det nok skulle ske engang når han nåede de 70 – 80 år, lige inden han døde. Han havde ikke fjerneste anelse om, hvad Eksistensen havde i vente til ham, eller at han ville overgive sig til Eksistensen hvert eneste skridt af vejen. Han fortalte en gruppe af os en dag, 'Min daværende plan var at jeg ville opnå Enlightenment gennem intens selvdisciplin og udholdenhed, og at jeg efter det var sket, ville leve alene helt for mig selv i min oplysthed. Lidet anede det mig at Eksistensen havde planlagt en mægtig Mission!'

nithyananda sagde til forældrene, at han agtede at forlade hjemmet en uge senere. På det tidspunkt var han overbevist om aldrig mere at ville komme tilbage til Syden. I sit hjertes dyb ønskede han at bo i Himalaya. Hans far sagde godt nok ikke noget, men lod sin utilfredshed og misfornøjelse klar gennem hans attitude overfor nithyanandas mor.

nithyananda følte sig ked af det på moderens vegne og forsøgte at gøre faderen klart, at hans beslutning intet havde med familien at gøre, men derimod udsprang af en dyb indre lyst i ham selv. nithyanandas mor sad som en stødpude mellem far og søn; hendes mand følte hun var ansvarlig for, at deres søn forlod sit hjem. Hun var sønderknust over, at hendes søn forlod hende. Begge forældre vidste ikke hvornår de ville få deres søn at se igen, eller om de overhovedet nogensinde skulle se ham igen i levende live.

År senere, under et trip op til Himalaya i selskab med vores kære Mester, var hans forældre også med, og et par af os i bussen fik den vidunderlige mulighed at høre ham tale med dem om dengang, da han havde besluttet at gå hjemmefra! Han erindrede sig alle omstændighederne, som de fandt sted på det tidspunkt og spurgte dem for første gang hvordan de havde følt det, da han gik hjemmefra! Vi lyttede ivrigt. Hans mor fortalte ham, at de havde vidst helt fra han blev født, at han ville forlade dem en dag. De var på den ene side glade for, at han skulle blive en betydningsfuld sanyasi, men at afskeden var mere end de næsten kunne bære. Hun oplyste også at omgivelserne havde set skævt til dem i tiden efter, der havde været noget sladder, men at de havde klaret skærene uden de helt store problemer.

Første gang Nithyananda kom tilbage til Tiruvannamalai efter sin Oplysning, skete det at Han - i samme øjeblik Han trådte indenfor bygrænsen – snublede over en sten. Han samlede den lille sten op og opdagede, at det var en Shiva lingam, som tilsyneladende havde anbragt sig lige netop der for på den måde at byde Ham velkommen hjem. I løbet af Hans barndom indskærpede Hans bedstefar tit nithyananda at Arunachaleshwar og Unnamalai Amman var hans forældre (i åndelig forstand), og nithyananda opfattede altid Arunachala som sit hjem.

Nithyananda tog Shiva Lingam’en med sig og gik hjem for at se sin mor igen og bede om hendes velsignelse. Senerehen var der en brahmachari i ashrammen som spurgte Nithyananda, hvordan han havde kunnet gå og bede en anden person om vedkommendes velsignelse, om det så også var Hans mor, når nu Han var en Oplyst Mester. Når først Oplysningen er indtruffet, er det Mesterens opgave at velsigne andre, ikke at lade andre velsigne sig.

'Da først jeg, som resultat af alle mine bodsøvelser og meditation, var Oplyst, forsvandt størstedelen af mine samskaras og indtryk fra tidligere oplevelser. Dog kunne jeg stadig skimte visse spor, nogle blokeringer, der ikke var 100% væk endnu. Jeg søgte indeni og opdagede, at det var noget skyldfølelse. Da jeg gik hjemmefra og havde bedt min mor om tilladelse til at gå, gav hun den ikke, men græd blot og sagde, at hun ikke havde noget at sige, og at det var min egen beslutning. Hun tilføjede at du har besluttet at tage sanyas, men jeg kan ikke bære det, og jeg græder, fordi det er for smerteligt; bekymr dig ikke om det.’

Moderens ord, hjælpeløs som hun var og uden forventning om at få svar, lejrede sig i nithyanandas indre Selv som en energiblokering bestående af skyldfølelse. Da han så på den konstruktion, den blokering i sit sind, med opmærksom bevidsthed, gik den også i opløsning og han fordybedes totalt i salighed og Enlightenment.

Nithyananda sagde, at det var for at udtrykke sin taknemmelighed overfor hende, at han opsøgte og bad hende om sin velsignelse.

nithyanandas mor var Hans første discipel. Når hun var forvirret over noget, var det altid ham hun kom til for råd. Alt, hvad hun fandt var væsentligt, foreksempel hvilket fjernsyn familien skulle investere i, spurgte hun først nithyananda om, hvad han mente. Selv i barndommen kaldte hans forældre ham for 'swami'!

Den vidunderlige dame og jeg har ofte siddet sammen og talt generelt om løst og fast, og specifikt om vores Mester. Nithyanandas far døde i november 2005 og Hans mor bor nu i ashrammen i Bidadi. Hun deltager i samtlige puja'er der finder sted i ashrammen, men ingen udefrakommende ville kunne gætte, at hun er Nithyanandas mor, ydmyg og uselvisk som hun er. Hun siger gerne, at hun helt ærligt ikke forstår så meget af alle de filosofiske læresætninger Nithyananda kommer med, men at hun er godt tilfreds med bare at sidde og lytte. Nithyananda ordinerede hende for nylig i sanyas – ordenen. (man aflægger visse løfter, b.l.a. seksuel afholdenhed, ahimsa – ikke-vold, at være vegetar, at arbejde mod egen Oplysning o.a.) Da det blev hendes tur (der var en gruppe, der samtidigt blev optaget) til at modtage det safranfarvede klæde, stillede Nithyananda hende leende samme spørgsmål som Han stillede alle de andre, 'har du bedt dine forældre om lov?' eftersom hendes forældre stadig er i live. Hun svarede enkelt, 'Nej Swami, jeg tog bare hjemmefra og kom her til dig.'

Tit og ofte nævner Nithyananda den uskyld, enkelhed og totale mangel på bagtanke, der har været kendetegnende for begge Hans forældre og i hvor høj grad, det har bevirket, at Hans vej har været så exceptionelt problemfri.

Nyheden om at den lille nithyananda ville tage hjemmefra, spredte sig som en steppebrand til resten af den store familie og dens omgangskreds. Venner og slægtninge dukkede op som for at kondolere, og hele huset var hensat i en mørk og trist stemning. nithyananda plejede at sidde i en sofa i midten af huset og alle de besøgende satte sig rundt om, kiggede bedrøvede på ham og græd. De vidste alle som én, at der ikke var noget at gøre, at han ville gå, alligevel forsøgte én og anden at overtale ham til dog at blive. nithyananda svarede studst og kort for hovedet, meget ulig den høflighed, hvormed han plejede at optræde i familien. Det satte hurtigt en stopper for deres overtalelsesforsøg.

Eksempelvis spurgte en af nithyanandas onkler ham om, hvorfor han var på vej væk og sagde, 'Er vi da ikke alle spirituelle mennesker her?' nithyananda skød fra hoften, 'Du drikker fra morgen til aften. Hvad ved du om åndelighed?' Onklen klappede i som en østers og gik fornærmet derfra. På de tider og ude på landet i Indien var det højst usædvanligt for en dreng eller pige i en alder af blot sytten år at forlade den fædrene arne. Pigerne blev, og bliver stadig, i hjemmet til de bliver gift, mens mange sønner også efter ægteskab bliver i samme hus eller i umiddelbar nærhed. Når faderen dør overtager sønnen eller sønnerne familiens forpligtelser efter ham.

nithyananda advarede sin mor om, at familien ville blive fattig, når han først var gået. Han rådede hende til ikke at være ked af det, der ville altid være nok til at hun og hans far kunne leve godt, om ikke i overflod. Hans mor gik ikke op i penge og den slags; hun var kun bekymret for, om hendes søn nu også skulle få nok at spise, når han sådan vandrede afsted ude i det fremmede.

Ved en lejlighed omtalte Nithyananda sine forældre, i forbindelse med at vi diskuterede prarabdha karma og hvordan sjælen vælger en krop at lade sig føde i som har nogen passende omgivelser for sjælens formål. 'Mine forældre var fantastisk uskyldsrene. De var så uskyldige, at de ikke selv vidste af at være det. De blandede sig aldrig i det jeg gik og lavede. Når jeg kom hjem med rapporter fra skolen, som skulle underskrives, sagde min far, 'skriv du selv under og giv dem det.'! De beskyttede mig heller ikke; hverken fra smerte eller ulykker. De lod mig være. De lod mig vokse op med intelligens og visualisation.’

Da han endelig gik, informerede nithyananda moren, ’Den, som tager sig af alting, vil også tage sig af dig. Hun vil tage sig af alle dine basale behov. Dine sidste dage bliver sammen med mig.’

Senere fandt Nithyananda ud af, at de selv samme ord i sin tid blev udtalt af Ramakrishna Paramahamsa, da han gav Vivekananda sanyas, ’ Den der tager sig af alting, vil også sørge for dig.’

Vi var sammen, Mester, Hans moder og jeg, da han omtalte ovennævnte hændelse med et stort smil på læben. Jeg vendte mig og kiggede på Hans mor, ligesom for at få hendes bekræftelse; hun kunne bare nikke stumt med tårer i øjnene og sige, ’Du er her Swami; det er nok. Jeg er velsignet.’

nithyanandas mors familie hældede meget til det åndelige, mens familien på faderens side var lige modsat. nithyanandas morfar var hans første inspirationskilde, bar ham på sine skuldre, fortalte ham historier og skabte de første positive samskara i den unge dreng. Ofte indpodede morfaren ham med rådet, ’Du skal blive ligesom en Prahlad, Dhruv eller Markandeya’, som alle nåede den fulde Oplysning inden de kom ud af puberteten. Man kan undre sig over hvor meget morfaren egentlig vidste, om han var klar over, at det faktisk ville gå sådan; det unge barn havde sin første åndelige oplevelse inden puberteten.

Nogle af slægtningene foreslog nu, at nithyananda skulle flytte hen i et nærliggende åndeligt center, som uddannede munke, sådan at familien vidste han var uden for fare, og samtidig kunne holde øje med ham. Bedstefaren erklærede, at han ville bygge en ashram til ham, så at han 'ikke behøvede søge alle vide vegne i sin jagt på det åndelige, men kunne blive lige her i Tiruvannamalai, som jo immervæk er det største spirituelle center i hele Indien.' nithyananda grinede bare og sagde, 'jaja, I ville kun lade mig blive der i maksimalt to dage, så ville I forlange jeg skulle komme hjem én gang om ugen, snart ville det blive to gange, og til sidst kunne jeg såmænd lige så godt blive hjemme, få mig et job og gifte mig.' Bedstefaderen insisterede, 'nej, nej, nej ingen vil komme og forstyrre dig.' nithyananda gad ikke lytte til alt det vrøvl.

Nu var der så en der foreslog, 'Lad os få ham gift indenfor de næste to-tre dage; lad os vælge en pige til ham.' Så gik de ellers i gang med at diskutere medgiftens størrelse! Det hele handlede kort sagt om familiens prestige. 'Vi kan da ikke bare lade ham opføre sig sådan. Hvad vil folk ikke sige, når de hører en af vores families sønner er gået sin vej?!' Ophedet debat hele vejen rundt. Nogle foreslog at man skulle sætte en vagt på nithyananda, så han ikke kunne løbe væk.

Hans morbror fra Chennai (det tidligere Madras) foreslog, at nithyananda kunne bo hos ham i Chennai et stykke tid og der have tid til at overveje sin beslutning. nithyananda tænkte det var en glimrende idè. Eftersom hans ønske var at komme nordpå op til Himalaya bjergene og udgangspunktet for en togrejse derop netop er Chennai, men han havde ikke penge til bussen til Chennai, så var det jo perfekt at blive kørt dertil med onklen! Togrejser derimod er det kutyme at munke rejser gratis med, men i busser skal der altså betales. Desuden havde han allerede truffet beslutning om ikke at ville så meget som røre ved penge på hele sin rejse. Det hele så lige pludselig ud til at falde i hak!

Før han forlod Tiruvannamali, gik nithyananda ned i templet, og stod atter en gang foran sanctum sanctorum, det allerhelligste, foran Arunachaleshwara. For første gang følte han klart dybden af sin forbindelse med Arunachaleshwara. Han følte ikke, at han ville komme til at savne Ham. Nej, men han var ked af at komme til at gå glip af alle Hans fester og højtider. Som han stod foran sin elskede Arunachaleshwara, rendte tårerne ham konstant ned ad kinderne. nithyananda kunne se den levende energi bag idolet; det udstrålede medfølelse og velsignelse. Han hørte tydeligt en stemme, Guds, som velsignede ham med ordene, ‘Du kommer tilbage til mig, du vil vende sejrrig tilbage.’ nithyananda bukkede foran statuen og gik derfra dybt tilfredsstillet og opfyldt af kærlighed. nithyananda følte at Arunachaleshwara ville være med ham på rejsen.

Altid når nithyananda forlod Tiruvannamalai med bussen, sad han og så bagud på bjerget Arunachala, indtil det ikke længere var at se. Det tog normalt en halv times tid fra turens start til bjerget var ude af syne. Denne gang, da han rejste til Chennai, blev drengen ved med at kunne se bjerget, lige indtil han pludselig vågnede op, idet bussen var nået frem til Chennai, og det gik op for ham, at han havde sovet hele vejen og drømt om sit elskede Arunachala. Hans indre rum var opfyldt af Arunachalas nåde.

Når alt kom til alt var det eneste problem nithyananda havde med at forlade sit hjem, at måtte tage afsked med Arunachala. For første gang efter oplevelsen med Arunagiri Yogiswara følte han, at han ville gå glip af noget, at han mistede noget. Når folk ellers havde sagt til ham, at han ville komme til at savne det ene og det andet ved på den måde at vandre ud i det blå, havde intet af det de sagde, gjort en tøddel indtryk på ham. Det var kun, da han stod foran sin kære Arunachaleshwara i templet, at han begyndte at føle, der var noget, han måske kunne miste. Han troede aldrig, han skulle vende tilbage. Hans mål var Oplysningen, og han regnede med, at det ville ske engang når han var omkring de firs eller halvfems år, lige inden han døde. Da han stod foran garba graham, templets inderste, fyldte statuens form hans sind. Det vi ser i løbet af en dag bliver almindeligvis opmagasineret i øjnene; kun det vi ser med en vis intensitet lagres direkte i vores sind. Alt, der er lagret i sindets arkiver vil dukke op til vor bevidsthed igen og igen. Samme øjeblik som han følte, at han nok aldrig ville komme til at se idolet, jyotir lingam’en nogensinde igen, og græd over det, skete det forunderlige at selve formen forlod ham. Da forsvandt følelsen af at miste.

Page 185

Fisk ser svanens spejlbillede og ønsker at fastholde det

Kort tid efter sin Oplysning så Nithyananda i et syn den mission, som han er blevet sendt hertil for at opfylde. Han opfattede at missionen går ud på at transformere folk gennem at ændre deres holdninger og sindelag ved hjælp af meditation, og derved bringe dem til vejen ad hvilken de kan erkende deres egen guddommelighed. Samtidig opstod en stærk impuls til at vende tilbage til SydIndien, hvorfra han var kommet, på trods af hans oprindelige hensigt aldrig at vende tilbage.

Sammen med disse beskeder kom også et syn af en Svane – ‘Jeg downloadede billedet af en Svane’ kort tid efter Oplysningen. Den Svane, Paramahamsa, udgør nu logoet for Dhyanapeetam, det åndelige centrum for Nithyanandas mission. Dhyanapeetam blev grundlagt og senere udvidet med Nithyananda Fonden for at lære folk, hvordan vi kan transformere os.

Her for nylig reflekterede Nithyananda over visionen af Svanen ved navn Paramahamsa og videregav sine indsigter til os.

Svanen er en metafor for Nithyananda selv og fiskene, der ser Svanen, hans disciple.

En mægtig Svane, Paramahamsa, flyver højt oppe i himlen. Dens spejlbillede kan ses i en række af små søer nedenfor på Jorden. Fiskene i søerne ser Svanens reflektion og fryder sig derved. Det blotte syn af spejlbilledet fylder dem med glæde. Grupper af fisk som holder sammen går nu målrettet i gang med at markere visse arealer, som de hævder er deres egne, og hvori de håber at kunne fastholde billedet af Svanen. De sætter hegn op og bygger mure for at holde på billedet. Nogle fisk bygger templer til ære for Svanen. Nogle fisk bygger ashrams. Alle fiskene håber at kunne holde Svanen indenfor deres område og på den måde fastholde billedet.

Svanen er dels uvidende om, hvad der går for sig nede på landjorden, dels rører fiskenes drama den ikke det mindste. Den fortsætter med at flyve. Den lander aldrig.

Fiskene ser skyggen bevæge sig. Fiskene bevæger sig også. Vandet er i konstant bevægelse. Fiskene er ude af stand til at skelne skyggen fra sin kilde.

Fiskene er voldsomt ophidsede, når de ser Svanen i vandet. Nogle fisk føler de er ved at blive Oplyst. De mener, at jo tættere på reflektionen de er, jo hurtigere vil det gå for dem med at opnå Enlightenment!

Hvis bare fiskene ville kigge op, så ville de få øje på den rigtige Svane, kilden til den skygge, de jagter rundt efter. Men sagen er den, at skyggen alene er så smuk, så vidunderlig at skue, at de fleste fisk ikke er motiverede for at kigge op. De er godt tilfredse med at mure vægge og sætte hegn op i vandet i blind tro til, at det vil gøre dem i stand til at holde Svanen fast og eje den.

Hvis de kigger op og ser udover reflektionen vil de selv blive til Svanen; først da vil de være Oplyste.

Skyggen kommer og går, eftersom Svanen flyver frem og tilbage henover dammene; den tager mange former: Jesus, Krishna, Buddha og mange andre; forskellige vinkler, forskellige perspektiver, forskellige forvanskninger. Er vandet klart, ser fiskene eet billede; er vandet i oprør ser de et andet; når de bevæger sig med vandets retning er billedet de ser igen et andet. De diskuterer indbyrdes, og hver for sig hævder de, at netop de har set den rigtige Svane; endskønt alle som een kun har set spejlbilleder i mere eller mindre forvredne og karikerede former. Hver gruppe fisk holder fast i deres billede af Svanen og hævder den tilhører dem; de deler ikke med andre grupper.

De begynder allerede at skændes om hvem Svanen er, hvordan den ser ud o.s.v. endnu inden spejlbilledet er forsvundet helt ud af syne. Svanen flyver uanfægtet videre, fiskene skændes videre. Fiskene går glip af nu'et, de går fejl af pointen med hele spillet.

Er fiskene også del af reflektionen? Er det hele en stor illusion?

Ude af øje, ude af sind. Lige så snart de ikke længere øjner spejlbilledet, glemmer fiskene alt om den Svane som lige før gav dem så megen glæde. Deres hukommelse er kortlivet og så er det ellers tilbage til at æde, formere sig, slås og dø!

Først når de igen ser reflektionen og oplever den glæde, der automatisk vælder op i dem ved synet, begynder deres åndelige drama atter. Ser de ikke billedet, er det for dem som om Svanen ikke eksisterer, der er ingen bevægelse. Vandet holder intet fast, det strømmer, strømmer. Svanen flyver uvidende om sit eget spejlbillede. Kun fiskene reagerer. Når de får øje på spejlbilledet.

Nogle fisk skaber en website for Svanen. Andre udgiver bøger til dens ære. Efterhånden som Svanens spejlbillede passerer henover dammen, udtaler forskellige grupper sig : ‘Vi i Seattle ejer Svanen’ ; ‘Vi i Vancouver ejer Svanen’ ; ‘næ’, påstår en tredje gruppe, ‘Svanen tilhører skam os her i Bangalore’, etc. Kun ganske få fisk kigger op. Alle som een er de helt fokuserede på og forgabte i spejlbilledet.

Zen Koans’, Buddhistiske Sutras, Sufi Fortællinger, Kristne Lignelser, Hinduistiske Mantras – alle siger de det samme : Kig op! Se indad!

Når fisken kommer tæt op mod refleksionen fortegner det sig og bliver utydeligt. De kan ikke stille skarpt længere. Fiskene har behov for at kigge op og kigge indad.

Stillet overfor Sandheden falder alle fakta til jorden og bliver meningsløse. Fiskens syn af spejlbilledet er fakta; synet af Svanen er Sandhed. Den der opfatter gennem sit intellekt er langt fra Sandheden. Man må tættere på og føle med hjertet. Når man er tæt nok på, oplever man gennem sanserne. Når man er meget tæt kan øjnene ikke længere fokusere ordentligt. Så kan man kun se med sit væsen. Det, som ses via det indre væsen er Sandhed; det er den bevidnende bevidsthed. Når bevidstheden at være den, der oplever fungerer i dig, vil det, der er det rigtige for dig, ske. Hver tanke, der rejser sig i dig vil manifestere sig. Du vil se kilden, ikke dens spejlbillede. Det er niveau’et som Oplyste Mestre arbejder på.

Siddhas, praktikanter indenfor de åndelige teknologier og mystikere som ikke er oplyste, har også mulighed for at føre deres ønsker ud i livet ved hjælp af visualiseringsteknikker og den slags; men det kan være farligt for dem selv, da de ikke er 100% bevidste om, hvad de foretager sig, og kan risikere at operere igennem deres underbevidsthed.

Nogle fisk vil sågar skrive alt det her ned! Det vil ikke være Sandheden. Sandheden er multi-dimensionel. Alt, hvad der er nedskrevet, det være sig nok så velskrevet, er højst to-dimensionel. Men bevares, der er behov for at det bliver skrevet ned som inspiration for søgende mennesker til at gå dybere i sig selv, og dèr finde Svanen indeni.

Da nithyananda forlod hjemmet efter at have haft sin første åndelige oplevelse, havde han en klar fornemmelse af det sociale livs overfladiske karakter. Alligevel var hans sind ikke frit for tanker. Det var stadig legeret med, blandet op med et udefrakommende element som adskilte den næsten oplyste fisk fra Svanen. Pilgrimsfærden og bodsøvelserne brændte de sidste elementer af; sindet blev med vilje ladt tilbage, for at den endelige forening kunne opstå. Da endelig kiggede fisken op og blev til Svanen ; nithyananda blev Nithyananda.

Så nu venter den Svane på at andre fisk vil kigge op, så de kan komme og holde ham med selskab oppe i himlen!

Page 189

Min Mester – Mit Mysterium

‘Det er en gåde pakket ind i et mysterie inde i et enigma’, som Churchill udtalte det om Rusland under 2. Verdenskrig.

Det kunne ligesågodt have været vores Mester, det blev sagt om. Vi kunne endda gå videre og sige: Han er et hovedbrud i en gåde af et mysterie pakket ind i sit eget enigma!

Jeg husker den tid, da Mester i detaljer forklarede Siva Sutraerne for os. Siva Sutras er et oldgammelt hinduistisk skrift i hvilket Lord Siva, foryngeren, svarer på spørgsmål stillet af Devi, Hans partner. Den dag, jeg husker, var femtedagen af Hans lektioner i Siva Sutra.

Devi spørger Siva, ‘Hvad er livet, som er hinsides materien og dog gennemstrømmende alle former ?’

Vi sidder foran ham som i Upanisadernes dage, disciple for Mesterens Fødder.

Der hersker ikke orden; men der er heller ikke kaos. Der er hverken respekt eller uforskammethed. Mænd sidder ikke på den ene side; eller kvinder for sig. Der er ikke nogen hvisken i krogene, men tavshed er der heller ikke. Der er ingen spørgsmål; kun tvivl. Der er ingen desperation; kun accept. Til den ene side ligger diverse elektroniske vidundere; til den anden alle de rituelle hjælpemidler. Grådighed ses ikke; ej heller anger. Ingen vrede er synlig; eller hjælpeløshed. Forsamlingen er en godt blandet gruppe af forskellige køn, aldre, professioner og interesser; alle med det ene formål at høre Mesteren udlægge de tidløse Sandheder.

Mesteren har et smil på læben, så uudgrundeligt som selveste Sfinxen. Hvem er han? Er han Faderen, Moderen, Sønnen, Broren, Vennen, Elskeren eller en humbugmager ? Vi ved han ville elske at blive kaldt en Charlatan ; det vil blot øge forvirringen. Er han alle former i een? Han kan være Siva's terror; han kan også være Krishna's nektar. Er han bedre end et hæsligt mareridt eller en sød fantasi?

Nogen gange irettesætter han med øjne, der lyser af vrede. Man lærer at lytte stille og acceptere, hvad der kommer. Grimassen forandres til et grin ; Siva bliver Krishna. Tårer drypper fra mine øjne, mens jeg skriver; og når jeg læser det, jeg har skrevet ; for ikke at tale om at være i hans nærværelse.

Han er alle former; og ingen form. Han nægter at blive sat i bås, gjort til en sten, tilbedt som et billede ; det ville gøre ham til en Mester, der tillader sine disciple at slå sig ihjel. Så er han hellere ‘simha swapna’, mareridtet, der vækker os til visdom; zen kæppen, der banker os vågne, hellere end krykken vi elsker at støtte os til. Han forbinder sig med os og relaterer til os på et hav af måder og mange forskellige planer bare for at få os til at miste balancen og være forvirrede – hellere end at tillade os at fastlåse ham i et enkelt billede, een enkelt rolle, hvilket ville dræbe både Mesteren og os selv.

Mesteren er hinsides al form; hinsides alle dimensioner. Han er hverken een, to, tre eller multi-dimensionel. Hans dimensioner og former er uendelige; uendelig – dimensionel.

Han sagde til os:

For hver enkelt af jer er jeg forskellig. Hvordan jeg relaterer til en person bestemmes af den persons væsens behov, som ikke engang han selv nødvendigvis er klar over eller forstår. Diskuter ikke indbyrdes, hvordan jeg er overfor jer og arbejder med jer individuelt og personligt. Det vil kun skabe misforståelser og forvirring. Prøv ikke at sætte mig i bås. ‘Åh, du er Krishna, du er Siva, du er den Guddommelige Moder etc.’ Jeg nægter at lade mig sætte i bås. Sekundet du sætter mig bag lås og slå i en ‘sådan ER Han’ definition, dør jeg. Jeg er en levende Mester. Hvert øjeblik ændrer jeg mig. Forsøg ikke at forudse mine handlinger, mine ord, mine tanker; du skaber kun lidelse for dig selv ved det. Fastfrosset i en ramme som Moderen eller Elskeren, er det nemt for dig at fange mig og holde mig fast. Det gør det nemmere at reklamere for mig. Det er muligvis god forretning for mig, men det er ikke god forretning for dig! Jeg ønsker du skal være forvirret, så du bliver Oplyst. Jeg vil have du dør for at kunne genfødes. Kom til mig med din uvidenhed; det er min pligt at vise dig vejen. Tøv ikke med at falde i mine arme med kærlighed; da vil du stige op med mig i salighed.’

Vi er så vante til at kravle rundt i mudderet, at vi tøver. Vi tøver fordi det at stige opad ind i saligheden, glemme os selv, slippe vor krykke og være lykkelige, er fremmed for os, virker som noget unaturligt. Næ, må vi se bede om de sædvanlige gamle mareridt og angstprovokerende fantasier, det ved man da, hvad er…

Der var en langt dybere mening bag Mesterens ord, end hvad der umiddelbart fremgik. Han ønskede, at vi hver især skulle droppe alt, og bare lade os flyde med ham som han var hvert øjeblik; nyde ham her og nu. Folk bekymrer sig om, hvornår de mon skal se ham igen, mens de stadig er i hans nærvær! Han siger, ‘Hvilken nonsens! Nyd dog bare min tilstedeværelse. Ved at spekulere over, hvornår du kommer til at møde mig igen, spilder du muligheden for at være lykkelig her og nu. Grib dagen. Bare vær.’

Det er ikke disciplens job at definere sin Mester endsige forsøge at forstå Hans Mysterie; opgaven er dømt til at mislykkes. Det eneste der er at gøre, er at VÆRE, og nyde øjeblikkets glæde.

Han udtalte følgende under Himalaya-turen i 2005, i en satsang om disciplens forhold til Mesteren:

‘Hvem er Mesteren; Guruen? Guruen er et væsen i hvem Nithya Ananda eller Evig Salighed kommer til udtryk ; han skaber og videregiver teknikker og kreerer det fornødne rum for at andre kan opleve samme virkelighed som han. Engang i tidernes morgen opstod Guru-Sishya Parampara – Mester-discipel forholdet – i Himalaya. Det er den ældste type forhold mellem to væsener, der eksisterer. Selve idè’en at have noget med hinanden at gøre, knytte bånd indbyrdes, begyndte først efter dette forhold. Det er også den sidste relation vi har inden Oplysningen. Før det var menneskene barbariske, som dyr, uden kultur og uden religion. Alle civilisationers fødsel er opfindelsen af Guru- discipel forholdet. Selv de Mestre som sagde ’I behøver ikke Guruer, I kan selv’, som til eksempel J. Krishnamurthy, de blev alligevel selv Guruer. Al viden, ikke blot den åndelige, har en Guru behov – hun, som leder os fra mørke til lys, fra uvidenhed til viden.

I vor moderne tid stilles der ofte spørgsmålstegn ved, om en åndelig Guru nu også er en nødvendighed, hvorimod lærere på alle andre felter er højt respekterede. Folk respekterer den, der lærer dem deres fag, så de kan tjene penge, mens åndelige Mestre er noget man eventuelt kan vælge, hvis man gider. Åndelighed er ikke noget tilvalgsfag for sjov, for at blive underholdt eller et freakshow for de magisk interesserede, ej heller er det noget uopnåeligt vi lige så godt kan opgive for ’det er vi alt for almindelige til, ikke gode nok...’Det er stadiet hvor vi er raske og glade, fysisk som mentalt, stadiet hvor vores forhold til hinanden er tilfredsstillende og frugtbare, og hvor vi til hver en tid er bevidste om, hvad der sker, har vores opmærksomhed md hele vejen. Den bevidsthed giver os en spontanitet, den giver os jordforbindelse og gør os til fuldt ansvarlige mennesker, ansvarlige for vore tanker, ord og handlinger. Hver enkelt af os har brug for at opnå det stade, både for vor egen og også for alle de andres skyld.

Hvis du forstår sandheden i de ord og respekterer åndelig viden, sætter du ikke spørgsmålstegn ved behovet for en åndelig Mester. Mennesket har brug for en Leder. Det er op til dig at vælge en åndelig Mester eller en uoplyst person til din Guru. Hvis du ikke har en Mester til at guide dig vil der komme en anden og gøre det, og hvis den person ikke ved fuldt ud, hvad han gør, kommer det til at svide til dig selv.

Vælger du en politiker til Mester vil han lede dig ved hjælp af frygt; vælger du en anden form for berømthed er det typisk grådighed, der vil være ledestjerne; kun den spirituelle Mester leder dig med kærlighed og befrier dig.

En lille historie:

En læge, en ingeniør og en politiker diskuterer hvis af deres professioner, der er den ældste. Lægen siger hans er ældst, fordi Gud jo i sin tid skabte Eva ud af Adams ribben. Det er ingeniøren bestemt ikke enig i, han mener hans fag er det ældste, fordi Gud først skabte Adam ud af kaos.

'Ah', sagde politikeren, 'hvem tror I skabte kaos?!!' De, der skaber kaos, vil regere dig. De fylder dig med frygt, grådighed og fantasiforestillinger, som de præsenterer for dig som værende endemålet for alle dine ønsker: sådan vil du gerne have det, sådan vil du gerne leve, så vil du vel nok være lykkelig.

En spirituel Mester befrier dig for grådighed, frygt og fantasterier.

I er alle modige, intelligente og heldige i og med I har valgt at følge en åndelig Mester. Når I følger andre, vil de lade som om de ikke er jeres ledere, men på udspekuleret vis kontrollere og regere jer; hvorimod den åndelige Mester befrier jer fra al trældom.

Den, der leder os fra mørket ind i lyset er Mester, Guru.

De ældgamle hinduistiske skrifter kaldet Upanisaderne er essensen af Vedaerne, som igen er den samlede viden som den blev direkte oplevet af den tids oplyste viise. Den direkte oversættelse af ordet 'Upanishad' er 'at sidde med Mesteren'. Du udfolder dig i den universelle bevidsthed, når du sidder med Mesteren. Når du forelsker dig i Mesteren, når du et højere bevidsthedsniveau.

Forholdet til Mesteren eksisterer hinsides tid og rum; det er evigt. Mester-discipel forholdet kan ikke ødelægges af videnskabelige teorier eller viden af den simple grund, at det er Sandhedens redskab, midlet, der leder os til Sandheden, og alt der direkte leder til Sandheden er evigt og kan ikke dø. Mesteren er Sandhedens talerør til menneskeheden.

Når din Moder lærer dig at sige 'ma' eller 'amma' (mor) bliver hun din første Mester. Det er først efter du har lært det, at det går op for dig, at hun er din Mor. Derfor går Mesterens status forud for både Moderens, Faderens og Guds; han er dit første bekendtskab, din første relation. Forholdet til ham er også det sidste bekendtskab; i Oplysningen fjernes grænselinjerne mellem 'discipel' og 'Mester' og kun Enhed er tilbage.

Intet af alt det jeg indtil videre har belært jer om i mine forskellige meditationsprogrammer er så væsentligt som dette ene emne. Alt hvad jeg nogensinde har ønsket at fortælle jer er om dette ene: Mester-discipel forholdet. Og dog var de kurser nødvendige for jeres nuværende forståelse. Nu er da i det mindste nogle af jer indstillede på at lytte. Og derfor vil der komme mange efter jer.

Hvis du kvalificerer dig er du i stand til at lytte, glæde dig og blive transformeret. Hvis ikke, er du velkommen til at tage den med ro og forsvinde. Det er op til dig, at tage springet. Hvis du tager tråden op, går i forbindelse, slap af og hold fest! Jeg har undervist på tre niveauer. På basisniveau, som til eksempel i 'Life Bliss' Programmet hvor jeg underviste i teknikker til at revitalisere energicentrene, krop-sind systemets chakra'er, ser du Mesteren og lytter til ham. På næste trin i NSP, Nithya Spurana Programmet hvor jeg fortæller om mine oplevelser med døden og fører dig igennem en proces, hvorigennem du eliminerer alle de af din fortids erindringer, som ellers ligger og tynger ned og hindrer dig i at udvikle dig her i livet, kommer du tættere på Mesteren. Senere endnu under Initiationen som Healer, hvor du søger om at blive min discipel, og jeg accepterer dig som min discipel, går din identifikation med mig endnu dybere, og jeg går ind og tager ansvar for din åndelige udvikling. Nu, her, er du i selskab med Mesteren. Observer mit kropssprog og tilegn dig det. En discipel spurgte sin Zen Mester, 'Kan du lære mig at svømme?' Mesteren sagde, 'Nej, jeg kan ikke lære dig det, men du kan lære af mig.' Det han mente var, 'Du vil fatte mod ved at betragte mig, så kan du hoppe i og svømme. Jeg kan ikke lære dig det, du må selv tage ved lære.'

Enlightenment er ikke noget, der kan gives undervisning i, men du kan lære det. Du fatter tillid ved at se Mesteren. Du udvikler dit mod. Du føler, 'Hvis han kan være oplyst, så kan jeg vel også?!' Vær sammen med Mesteren. Opfør dig som Mesteren med en dybt intens søgende holdning.

Der er ikke tale om efterligning; det er absorbering. Absorber Nithyananda.

For at absorbere er der ikke noget, du skal gøre, blot vær her. Min personlighed er så stærk, at der ikke findes den dør, som ikke vil åbne for mig. Du vil opsuge Nithyananda. Slap af, vær åben, jubl. (celebrate(!))

Swami Vivekananda sagde: Vågn op, Rejs dig og stop ikke førend målet er nået.

Jeg siger: Vågn op, Rejs dig, STOP, målet er nået!

Det er nu over et år siden vi først hørte vores Mester udlægge Siva Sutras, og mere end seks måneder siden han talte udførligt for os om Mester-discipel relationsforholdet. Der er sket meget for mange af os siden da. Alt omkring Mester virker til at være forandret. Der er skudt nye ashrams op i mange dele af verden nu. Landskabet her i Bangalore ashrammen er forandret og er i en stadig forandringsproces. Hver ny bygning er allerede for lille næsten inden den tages i brug. Antallet af folk, der kommer og ønsker at bo her og følge Mesteren er mange gange fordoblet. Snart vil uddannede og indviede Acharyas – lærere – gå i gang med at undervise i meditationsprogrammerne helt op til niveau 3, som for mindre end et år siden udelukkende undervistes af Mester selv.

Og dog, på trods af alle hans formaninger om ikke at tage ham for givet, og at han aldrig er den samme, så er Mesteren dog uforandret. Er der en ting der er helt sikker, er det nemlig hans foranderlighed, den har ikke ændret sig! Hvert eneste øjeblik i hans selskab og nærhed er forskelligt, uforudsigeligt, en opdagelsesrejse for sind og sjæl. En anden ting er den rene medfølelse som er hans adelsmærke, den er også uforanderlig.

Nithyananda’s mission her i livet er meget enkel. Han er kaptajn på skibet, som fragter os over livets illusoriske ocean; ødelægger af fødsel-død kredsløbet. Han er kalabhairava – bærer af vore sjæle på tværs af tid og rum – utrættelig og opfyldt af medfølelse.

Som han har erklæret det i mange af Nithyananda Spurana Programmerne:

Jeg siger jer Sandheden. Hvis du nogensinde mister bevidstheden – det være sig i dødsøjeblikket eller hvis du kommer til skade – vil jeg være der ved din side. Under din dødsproces vil jeg være din guide på vejen. Ønsker du ikke at blive genfødt, behøver du aldrig nogensinde mere at blive født igen. Ønsker du et nyt liv, skal du få lige nøjagtig det liv, du beder om.

Mit hjerte smelter, hver gang jeg hører ham. Hele mit væsen strømmer over i taknemmelighed til min Mester, for at udtrykke det med Ramana i sin tale til Arunachala: Hvordan har jeg dog gjort mig fortjent til dig? Hvad har jeg at give dig, som kunne være til nytte for dig? Jeg har været så ufatteligt heldig. Jeg har købt din velsignelse for en skilling; din nåde som ikke kan købes for penge, har jeg nu opnået blot ved at overgive mig til dig. Du kan også ’købe’ den nåde.

Som Mesteren har sagt, ’Jeg er ikke til salg for ussel mammon, men du kan købe mig med din kærlighed.’

Det er ikke et tilfælde, at du læser denne bog. Det er begyndelsen på en rejse, hvor vejen er væsentlig mens målet er irrelevant.

I håbet om at din rejse gennem denne bog har været til nytte for dig og inspireret dig til at gå videre ad din egen vej på den indre opdagelsesrejse.

Nithyanandam! Vær i evig Lyksalighed!