CHAPTER – 2🔗

Kapitel 2

------------

Åndelig kuvøse

I sangen 'Akshara manamaalai' synger Bhagavan Ramana Maharishi, oplyst Mester fra Tiruvannamalai, om Arunachala, byens hellige bjerg, som er en manifestaion af Shiva energi:

'Åh Arunachala! Kan du sige mig hvem af os to, der er den klogeste? Jeg gav mig selv til dig, jeg som intet har af værdi - hverken jordisk eller himmelsk; og jeg fik dig til gengæld, du det Guddommelige!

Som sne smelter i vand, opløs mig i din form, som er ren kærlighed'.

Page 28

Tiruvannamalai er en lille by i den sydindiske delstat Tamil Nadu.

'Thiru Anna Malai' som klassisk tamil vil udtrykke det, betyder 'Ærede Uopnåelige Bjerg'. Navnet skal ikke tages som udtryk for bjergets faktiske størrelse, som reelt snarere kunne kaldes en pæn høj bakke end et egentligt bjerg, men derimod udtrykker navnet den enorme åndelige indflydelse stedet udøver blandt troende og åndeligt søgende. Hele byen er opbygget omkring bjerget; og 'girivalam' – at gå i retningen med solen hele vejen rundt om bjerget, anses for at være en hellig og spirituelt betydningsfuld handling.

På sanskrit er bjergets navn ’Arunachala’, hvilket betyder ’Ubevægelig Morgen Stjerne’, eller slet og ret ’Røde Bjerg’, formentlig grundet dets rødlige skær. Aruna, morgenstjernen, er kusk for Solguden Surya. Aruna driver et spand med 7 prægtige hvide gangere, som Surya lader sig transportere i.

Siden tidernes morgen har viise mænd og kvinder levet i huler på bjerget, helliggjorte af det, og via meditation og hengiven levevis fra deres side helliggørende bjerget. Adi Sankara, den store reformator indenfor hinduismen, kaldte Arunachala for Mount Meru, Lord Siva’s – mytologisk berømte – utilgængelige hjertecenter. Arunachala åbenbarer sig som et helt igennem ualmindeligt bjerg – mere spirituelt end egentlig fysisk i sin tilstedeværelse er det en dyb åndelig oplevelse for mange mennesker blot at se det og være i dets nærvær. Mesteren Sri Bhagavan Ramana Maharishi kaldte Arunachala ’verdens åndelige centrum’.

Ikke for ingenting er Arunachala kendt som ’bjerget der kalder’. Selv tilfældige rejsende, der bare kom forbi, oplever ofte en uforklarlig dragen mod stedet, der atter og atter kalder dem tilbage. Udtrykket ’ the call of Arunachala’ ’Arunachalas kalden’ er almindeligt kendt og anvendt i konversationen mellem åndeligt søgende mennesker helt op til vore dage.

Arunachala-legenden og historien bag Arunachaleshwara templet, som er Tiruvannamalais absolutte centrum lyder således:

Ifølge gammel hinduistisk overlevering fandt i sin tid en diskussion sted mellem Lord Brahma, Skaberen, og Lord Vishnu, Opretholderen, om hvem af de to, der var den mægtigste. Brahma og Vishnu er to ud af de tre guder, der tilsammen udgør det højeste hinduistiske Pantheon – den samlede Guddom. Da de ikke kunne blive enige besluttede de at afgøre sagen ved at spørge Shiva, Fornyeren, i den hellige treenighed til råds.

Shiva viste sig for dem i sin Vishwa Rupa – guddommelige form – i form af en lysstråle af så gargantuanske dimensioner, at de to ender på lysstrålen, som er Hans hoved og fødder, ikke kunne ses. Han så lidt på dem og sagde så: 'den af jer, der er i stand til at nå enten mit hoved eller mine fødder, er den største af jer.'

Brahma tog en svanes form og fløj opad i retning af hovedet, mens Vishnu rejste nedad i en bjørns skikkelse, idet han gravede nede i jorden for at finde Shivas fødder. De ledte og ledte igennem mange yugas – mange tidsaldre. På et tidspunkt gik det op for Vishnu, at hans søgen var forgæves, så han besluttede at give op. Han gik tilbage til Shiva og bad ham tilgive hans arrogante ide, at det skulle være muligt at finde Shivas fødder. Shiva velsignede ham for hans ærlighed.

Brahma gav ikke op så let. Han nægtede at se sit nederlag i øjnene. På sin vej opad fik han øje på en blomst der faldt nedad, og spurgte den, hvor den mon kom fra? Blomsten fortalte, at den skam faldt fra Shivas ører. På Brahmas spørgsmål om, hvor lang tid den sådan cirka havde været undervejs, svarede den lille blomst 'årh vel en cirka fire Brahma livstidsaldre!' Brahma var chokeret og indså, at han helt sikkert ikke kunne gøre sig nogen forhåbninger om nogensinde at nå Shivas hoved. Ikke desto mindre ville han stadig ikke acceptere sit nederlag.

Brahma besluttede nu at lyve for Shiva og fortælle ham, at det var ham, der havde fundet blomsten og plukket den fra Hans øre. Han bad så blomsten være vidne og gå med på planen om at lyve for Siva. Det var den lille ikke så meget for, men den sagde til sidst ok idet den tænkte 'nå ja, det er jo trods alt Skaberen selv der spørger, så jeg må vel hellere gå med på den.' De tog nu begge ned til Shiva, og Brahma påstod som planlagt, at han havde blomsten som vidne på, at have nået og set Shivas hovede. Shiva vidste straks at der blev løjet for ham, og han blev rigtig sur over det. Han straffede Brahma med ordene: 'på grund af den løgn du her har fortalt, vil du aldrig blive tilbedt af folket'. Og han straffede blomsten (eng.: screwpine lat.: pandanus - palmeblomst) med ordene: 'du skal aldrig nogensinde få lov at blive ofret til mig i min puja.' Den dag i dag findes kun et eneste tempel for Brahma i hele Indien – mod tusinder og atter tusinder til Shivas ære (det ligger i Pushkar, Rajasthan) og palme – blomsten bruges aldrig i Shivas templer. Brahma indså sin fejl og bad om Shivas tilgivelse. Vishnu og Brahma bad nu begge to Shiva om at bibeholde sin lysform som en velsignelse for hele Universet.

På deres opfordring blev Shiva i sin lysform til Arunachala, og samtidig tog han form som den 'jyotirlinga' og s å kaldet Arunachaleshwara, som kan opleves i sanctum sanctorum i templet i Tiruvannamalai. jyotir=lys lingam=oprindelig maskulin ur-energi udtrykt ved en phalloslignende form

Page 31

Hinduer tilbeder traditionelt Shiva i form af en lingam, som direkte oversat betyder køn, og i videre forstand hentyder til det mandlige seksualorgan. Den metaforiske betydning af lingam er som symbol på selve skabelsesakten; hele cyklussen indbefattende fødsel, liv, død og genfødsel. Lingam ses som det integrerede udtryk for den maskuline og den feminine urkraft i forening, Shiva og Sakti, ånd og natur.

Selve den fysiske konstruktion af lingam er en cirkulær base hvoraf phallossymbolet springer – basen kaldes yoni og symboliserer det feminine skød. Det interessante er imidlertid at den maskuline kraft rejser sig op fra yoni, har base i den feminine grund – der er altså ikke tale om en penetrering af det maskuline ind i det feminine… Nogle steder tilbedes Shiva i lingamformen som elementær energi i form af lys, vand, ild, jord eller rum/æter. Arunachaleswara i Tiruvannamalai er det største Shivatempel i Indien. Det er eet af de 5 hellige lingamsteder i Syd Indien. Her tilbedes 'Han' i form af ild.

I templet i Chidambaram tilbedes Shiva som æter, i Kalahasti templet som lys, i Kanchipuram – templet ses Han i sin jord-form og i Tiruvanaikkal som vand. Det siges at Shiva i sin tid i Tiruvannamalai viste sig for sin partner Parvati som en ildstråle på Karthika Purnima dagen (Karthikai svarer til november-december måned i den tamilske kalender og Purnima er dagen for fuldmåne) – efter at hun havde bedt til ham som sin elskede om at komme og blive eet.

Templet Arunachaleshwara nævnes i en sang fra det 7. århundrede af den tamilske helgen Thirugnana Sambandar, men menes at have eksisteret længe inden da. Det er bygget over 3 distinkt forskellige arkitektoniske stilarter:

Det indre sanktum og den første gård er holdt i 9. århundredes Chola stil. Chola kongerne fra 11. århundrede tilføjede en ekstra gård (prahara) og et nyt indgangsparti (gopuram) med en overflod af udskæringer. Den tredje og sidste gård sammen med det imponerende 14 etagers tårn kom til i seksten-hundredetallet og udtrykker den såkaldte Vijayanagaram stil opfundet af Kong Krishna Devaraya. Senere tiders tilføjelser er blevet til på harmonisk vis i skøn forening med den oprindelige Chola struktur, hvorfor templet i dag står som et af de absolut fineste eksempler på Dravidisk arkitektur. Templet kan prale af hele 9 tårne på sine fire mure, hvoraf det østlige og største tårn er hele 72 meter højt i 13 etager.

Som tilfældet er med mangen en kirke eller rådhuse i Vesten – og i overensstemmelse med almindelig byggestil i SydIndien - har templet en central placering i byen. Templerne er oftest kvadratiske eller rektangulære i strukturen og bygget efter det kinesiske æske princip eller som den berømte russiske trædukke – den ene inde i den anden i den tredje o.s.v. Mange af de store templer i SydIndien er på mange tusinder kvadratmeter – Tiruvannamalai’s tempel breder sig over et område på cirka 85.000 kvadratmeter.

I templernes sanctum sanctorum - garba graham - bor den residerende Guddom, Gud eller Gudinde. Alle templer er omgivet af høje mure med tårne i hver af de fire verdenshjørner og brede allè’er fører op til templet fra alle fire sider. Byen udvikler sig så herudfra – igen på samme måde med parallelt løbende gader, firkanter-i- firkanter; på samme måde som foreksempel New York er opbygget.

Vi var nogen stykker, som sammen med Nithyananda besøgte Tiruvannamalai på hans såkaldte stjernefødselsdag (baseret på den hinduistisk vediske kalender) i slutningen af december 2005. Vi gik rundt om templet i den årle morgenstund altimens byen var i færd med at vågne. I overensstemmelse med traditionen for ikke at have sko på på hellige steder, gik vi alle rundt på bare fødder og nød til fulde oplevelsen af dette hellige sted i selskab med en hellig Mester. Senere på dagen havde vi den enestående oplevelse at gå rundt sammen med Mester inde i dette tempel, som han elsker og voksede op i.

Ramana Maharishi

I nyere tid er byen først og fremmest kendt for den Oplyste Mester Bhagavan Sri Ramana Maharishi som regnes for een af de absolut største helgener og mestre i moderne tid. Ramana flyttede til Tiruvannamalai som 16-årig og blev der frem til sin død eller mahasamadhi den 14. april 1950. Mere end 5 årtier boede han på eller for foden af det hellige bjerg og tiltrak med sin enorme karisma og enestående simple, men direkte og virkningsfulde teknik til opnåelse af oplysning : 'Self-inquiry', altså på dansk 'undersøgelse eller udforskning af Selvet' tusinder af søgende fra hele verden. Centre til praksis af Selv – Udforsknings metoden er skudt op mange steder kloden over. Ramanas graciøsitet, charme og sødme har også været genstand for adskillige vestlige forfatteres begejstring; herunder Somerset Maugham som skrev om sit møde med ham. Ramana selv kaldte Arunachala 'Verdens åndelige Centrum'.

Ramana's metode 'Who am I' 'Hvem er Jeg' går i al sin enkelhed ud på igen og igen at stille sig selv spørgsmålet 'hvem er jeg?' – og dernæst i stilhed forfølge sit væsen indefter…i meditation; for gradvist at indse 'jeg er ikke kroppen, ikke tankerne, ikke følelserne, ikke noget, der er materielt…hvad er der så tilbage?! Ånd – guddommelighed…processen leder ultimativt til Realisation af Selvet. Om det var metoden eller i ligeså høj grad Ramana's nærvær, den oplyste Mesters energi, som oplyste de disciple som levede med ham, får stå hen i det uvisse.

Ramana's filosofi har inspireret og inspirerer fortsat folk helt op til vore dage; forfatteren til 'Power of Now', Eckhart Tolle, sporer sine rødder – blandt andet – til Ramana.

Arunachala fungerer som åndelig kuvøse. Når en Mester fødes her på Jorden er hans tilstand for ren og fin til umiddelbart at kunne holde ud at være her…hans væsen skal tilsættes en vis dosis menneskelige kvaliteter kan man kalde det – for at den fysiske form er i stand til at overleve her på planeten.

Så på samme vis som en kuvøse holder liv i en udsat eller for tidligt født baby, sådan er en åndelig kuvøse en nødvendighed for den nyfødte Mester – for at beskytte ham fra alt for mange forstyrrende jordiske indflydelser og energier. Kuvøsen sikrer at den oplyste sjæl kan klare at forblive i kroppen, men samtidig beholde sit ekstremt høje åndelige niveau.

Ramakrishna Paramahamsa siger 'Koen er omgivet af summende fluer dagen lang, som stikker den og drikker dens blod; kun kalven er intelligent nok til at gå direkte efter moderen's yver og drikke mælken, hvorefter den går sin vej igen.' Oplyste Mestre er ligesom kalven, når de kommer til Arunachala og drikker dens åndelige mælk.

Gennem tiderne i har Oplyste Mestre i én ubrudt række ladet sig føde i Tiruvannamalai til gavn og glæde for millioner af søgende sjæle fra hele verden.

PAGE 35

Arunachala har igennem tusinder af år fungeret som åndelig kuvøse og givet næring til mange Oplyste Mestre. Én af disse var Arunagiri Yogiswara, en reinkarnation af Siva selv. Det enorme tempel i Tiruvannamalai er bygget ovenpå Hans jiva-samadhi (gravstedet for en oplyst Mester's forladte fysiske krop og levende energi). Alle bønner fremsagt i templet siges først til Ham – derefter til hovedguddommen Arunachaleshwara. Ramana omtaler Yogishwara som en ungdommelig vismand, der sidder under et banyantræ omgivet af sine elever, som alle er langt ældre end han selv.

Hinduerne begraver altid deres Mestre, mens alle andre kremeres. Den videnskabelige baggrund for denne praksis er som følger: den fysiske krop er lager for vores begær og ønsker, de såkaldte samskaras. Samskara er den samlede mængde oplevelser vi har haft, på baggrund af hvilke vi har besluttet os for, hvordan verden er, hvordan den bør være, hvem og hvad vi selv og andre mennesker er og står for – altså den samlede mængde værdidomme, forudfattede meninger og synspunkter som i meget høj grad er styrende for vores liv, og som for størstedelens vedkommende er ubevidst for os selv. Det siges underbevidstheden udgør omkring 90% af et almindeligt menneskes samlede kapacitet. Er det noget under vi ofte ikke fatter, hvorfor tingene sker i vores liv, som de nu sker?! Samskara hober sig op fra liv til liv – igennem samtlige en sjæls inkarnationer.

Dr. Bruce Lipton – højt estimeret celle-biolog, har nyligt påvist at fosteret mens det befinder sig i moderens mave, gennem cellevæggen modtager og optager informationer via moderens og til en vis grad også faderens følelsesmæssige tilstand. Mange oplevelser huskes af kroppen på celleniveau og disse erindringer bliver liggende også efter et menneske er dødt – d.v.s. sjælen har forladt kroppen, men kroppen selv holder stadig en stor mængde information. Hvis kroppen blot begraves lever disse erindringer videre på/ved gravstedet som en – usynlig realitet.

Det er ikke usandsynligt at man i gamle dage har haft nogle metoder til at rense ud i kroppens ’datalager’ inden man begravede det døde kød/liget – men i vore dage er den viden tilsyneladende gået tabt. Der er en vis sandsynlighed for, at det nogle mennesker oplever ved gravsteder og kalder spøgelser eller ånder, er lige nøjagtigt den immaterielle tilstedeværelse, nærvær af samskaras.

Det som visse følsomme folk er i stand til at mærke og/eller se i den forbindelse er absolut virkeligt og ikke en hallucination. Hvad enten vi tror det eller ej, forstår det eller ej, accepterer det eller ej, faktum er at erindringerne overlever i kroppen efter vor død. Den oplyste Mesters erindringer er ekstremt kraftige og stærkt positive. Det en Mester efterlader i kroppen, når Han selv har forladt den er en enorm mængde energi. Det er hinduernes tro, at denne energi kan bevares for eftertiden ved at begrave kroppen i overensstemmelse med visse ritualer og derved skabe et jiva samadhi – d.v.s. et levende gravsted, hvor den pågældende Mesters energi vitterligt stadig er levende og aktiv og kan opleves.

De store Mestres Jiva Samadhis er ren energi i ekstrem fortættet form; de svarer til en spirituel atom-reaktor!

Nithyananda fortæller, at han personligt har oplevet i alt fem af den slags jiva samadhis i Indien; alle for Mestre som har levet i Indien i nyere tid: Jiva Samadhi for Raghavendra Swami i Mantralaya, for Saibaba i Shirdi, for Bhagavan Ramana Maharishi i Tiruvannamalai, for Sadasiva Brahmendra i Nerur og for Pramahamsa Yogananda i nærheden af Los Angeles, USA.

PAGE 37

Arunachala Purana – Arunachala legenden – beretter at Lord Shiva i sin tid afgav det løfte, at han til evig tid vil være tilstede og tilgængelig her på planeten i 3 forskellige former: som selve bjerget Arunachala; som jyotirlinga Arunachaleshwara i templet; og i form af reinkarnerede levende Mestre tilstede i Tiruvannamalai. Ramana Maharishi bekræftede, at det er sandt.

Arunachala regnes af geologer for ældre end Himalaya bjergkæden. Shivalingam tilbedes hver dag af tusinder af mennesker og på hver eneste fuldmånedag året rundt samles op imod én million mennesker i Tiruvannamalai for at besøge templet og for at gå rundt om bakken. Arunachala – Mestrene lader sig føde for at udføre deres kosmiske opgaver og tager herfra igen, når missionen er vel udført. Som planetens åndelige vugge tjener byen verden ved at sikre åndelighedens fortsatte liv her på Jorden.

I Tiruvannamalai fejres hver eneste dag året rundt som en tempelfestival – dag. Et hvert hjem i byen deler gavmildt deres mad med asketer og vagabonder ligesom med helgener og vismænd. I denne hellige stad ser man ikke ned på tiggere; tværtimod ses de som en mulighed til at kunne være godgørende. Samtidig er det svært at skelne en tigger fra en stor Mester, som har givet alt op inklusive sine disciple – de går begge klædt i om ikke laser og pjalter, så dog i hvert fald en ganske minimal og simpel klædedragt! Så enkel og ydmyg en levevis er karakteristisk for Arunachala Mestrene.

Templet er med sine overdådige og detaljerede udskæringer en åben historiebog for besøgende, med beretninger og legender fra oldgammel hinduistisk mytologi. Bjerget Arunachala’s udstråling og energi er utrolig tilfredsstillende at opleve for den besøgende, som kommer med et åbent hjerte og sind. Levende Mestres tilstedeværelse i området agerer som en bro mellem bjerget og templet og sikrer opfyldelsen af Shiva’s løfte.

Teorien bag de indre videnskaber, den praktiske udførelse af de indre videnskaber og selve videnskabsmanden m/k – det hele finder sted her på samme tid: Bjerget repræsenterer teorien om de indre videnskaber – på sanskrit Sastra – de hellige skrifter, som henvender sig primært til intellektet og skaber intellektuel forståelse; Templet repræsenterer den praktiske udførelse – Stotra – gennem hengivne sange til Gud’s Ære engageres de hengivne troende aktivt; og de levende Mestre er videnskabsmændene – Sutra – de mystiske teknikker i epigrammatisk form, som visdommen bag teorien; og vejen de leder os ad er hengivenhed til Arunachaleshwara, til det Guddommelige som Eksistensen er.

Shiva er til stede på jorden og velsigner verden via sine 3 'kroppe' i Tiruvannamalai: Bjerget, templet's jyotirlingam og de fysisk levende Mestre.

PAGE 38

Langt størstedelen af alle hindu'er er meget enkle i deres tro på alle deres Guder og Gudinder. De tror med hjertet og med ægte overbevisning at disse former er levende kræfter. De tror også at Guderne fra tid til anden fødes på Jorden og at sådanne Mestre eller Avatarer er inkarnationer af den respektive Gud eller Gudinde. (eksempelvis at Ammachi fra Kerala er en nutidens inkarnation af den Guddommelige Moder i form af Gudinden Kali). En inkarnation kan måske sammenlignes med det en 'Profet' står for i Vesten. Biografier omkring disse inkarnationers jordiske liv, legender og historier opstår gerne omkring dem.

Vyasa var vismand og forfatter til Bhagavatam, en biografisk fortælling over Lord Vishnu's 10 forskellige inkarnationer. Vishnu – Bevareren/Opretholderen i den hinduistiske treenighed som består af Skaberen: Brahma Bevareren: Vishnu og den foryngende kraft, som river ned for at gøre plads til det nye: Shiva.

Mytologien bag historien om Vishnus 10 inkarnationer er faktisk historien om alt livs evolution. Historien rækker fra Universets skabelse til dets undergang – metaforisk forstået. Sekvensen af inkarnationer afspejler sekvensen af livsformer, som de har udvikledes her på Planeten Jorden. Inkarnationsrækken starter således med Vishnu som fisk –

Matsya Avatar – symboliserende livets oprindelse tilbage fra vandelementet og akvariske livsformer. Den næste i rækken er Kurna Avataren – skildpadden, repræsenterende næste stadie som amfibisk dyr. Dernæst følger Varaha Avatar – bjørnen som repræsentant for pattedyr. Herefter Narasimha Avatar, formen som halvt menneske og halvt løve. Femte Avatar er Vamana – dværgen. De sidste 5 inkarnationer har alle menneskelig form og er : Rama, Krishna, Balarama og Buddha; og endelig Kalki, kriger-ødelægger Avataren – den eneste i rækken, der endnu ikke har været her på Jorden.

Krishna regnes – af de 10 avatarer - som den mest perfekte. Han levede på Jorden for cirka 5.000 år siden, altså ca. 3.000 år inden Buddha og er den dag i dag populær og elsket af alle hinduer. Bhagavad Gita er historien om Hans liv.

Bhagavad Gita eller den femte Veda i serien af hellige bøger (kan om noget sammenlignes med Vestens Bibel) skildrer dialogen mellem Krishna som repræsentant for menneskets Superbevidsthed eller Højere bevidsthed og Guddommelige Energi, og Arjuna, Prinsen af Pandava, som Krishna har valgt som sin ven og nærmeste discipel. Dialogen udgør Bhagavad Gita og er Mesterens svar på elevens spørgsmål omkring livets, verdens og menneskets dilemma i det hele taget.

Konkret befandt Arjuna sig midt i et større slag, hvor hans modstandere var hans egne tidligere lærere og familie i form af diverse fætre og onkler. Hans dilemma var – naturligt nok – 'skal jeg desertere eller tage kampen op og i så fald risikere at måtte dræbe mit eget kød og blod’…svarene herpå opleves af millioner af daglige læsere af Gita, som fortællingen populært kaldes, som praktisk orienterede råd, man kan bruge i sit eget liv – selv den dag i dag så mange år senere.

Som repræsentant for Højere Bevidsthed i Bhagavad Gita er Krishna udtryk for det Ultimativt Guddommelige/Gud. Samtidig er der andre niveau'er i bogen, som viser Krishnas andre sider: som enhver mors drøm i skikkelse af et supercharmerende drengebarn fuld af spilopper og gale streger, som smuk, graciøs og maskulin ung mand, der med et enkelt blik sætter pigernes hjerter i brand; som den bedste ven, der altid er der, når du har brug for ham; den viise rådgiver, som konger og Viise alle som én søger råd hos; alt det er Krishna og mere til. Krishna er ikke den moralens og dydens vogter som Rama og Balarama inkarnationerne var det. Ej heller den lidenskabsløse Vismand som Buddha. Krishna var, er og vil altid være menneske først og fremmest. Så enkel at identificere sig med, så let at elske og have tillid til.

Som Krishna erklærer i Bhagavad Gita idet Han talte fra den Guddommelige Bevidsthed og samtidigdefinerede enhver Avatars sande mission:

For at opretholde og beskytte godheden for at ødelægge og udrydde ondskaben for at skabe og genskabe retfærdighed kommer jeg til jer – tidsalder efter tidsalder

Fra et strikt videnskabeligt synspunkt har vi – så vidt vides – kun bevis for at Buddha har levet her på Jorden. Krishna og Parashurama var her ifølge overleverede skrifter for ca. 5.000 år siden i Dwapara Yuga, og kong Rama levede endnu længere tilbage i den tidsalder der ifølge hinduistisk kalender- der i øvrigt er baseret på astronomiske udregninger - hedder Treta Yuga. Kalenderen inddeler tiden i cykler af 4, som hver for sig er mange hundrede tusinder af år – p.t. lever vi i 4. og sidste cyklus i den Universelle tid kaldet Kali Yuga.

Udover de allerede nævnte inkarnationer skal her også nævnes nogle af den nyere tids Mestre, som alle regnes som inkarnationer (af det guddommelige): Mahavira, grundlæggeren af Jainism–religionen; Adi Shankara, den store reformator, som lagde vægt på begrebet advaita – enhed eller ikke-dualitet; Chaitanya Mahaprabhu, mand og helgen totalt opslugt af sin kærlighed til Lord Krishna; Ramakrishna Paramahamsa, en af nyere tids oplyste Mestre – han boede i Calcutta; hans discipel Vivekananda, der rejste til Amerika og udbredte sin Mesters lære der; Shirdi Sai Baba, helgen af muslimsk oprindelse, som ærede og praktiserede hindu- og muslimske ritualer på samme tid og derfor også fulgtes af såvel muslimer om hinduer; Bhagavan Ramana Maharishi fra Tiruvannamalai som allerede omtalt, er blot nogle få af mange hellige mænd og kvinder, som er regnet for inkarnationer og tilbedt i Indien.

Ramakrishna Paramahamsa berettter denne lille historie:

Tre mænd var ude at gå en tur idet de kom til en have, der var omgivet af en høj mur. Den ene af dem hoppede over muren og opdagede en skøn nyttehave med masser af gamle frugttræer. Uden videre betænkning gik han ind i haven for at tage for sig af retterne. Det strejfede ham ikke, at han kunne have vendt tilbage og fortalt sine venner om sit fund; totalt opslugt som han var af havens fristelser og al den nydelse han så frem til. De fleste af os lever vores liv på den måde.

Nu hoppede den næste mand op og kiggede ned i haven; han fik også øje på havens overflod, vendte sig et kort øjeblik og fortalte sin ven, der stod og ventede om sin opdagelse, hvorefter han også skyndte sig ned i haven for at nyde dens frugter til sit hjertes tilfredshed. Rigtig mange forkyndere/præster/prædikanter er ligesom nummer to: de snakker og informerer, men har reelt ikke haft oplevelsen, de plaprer så højt op om.

Den tredje mand kiggede ind over muren og så de bugnende frugttræer. Han kendte allerede frugterne og vidste præcis, hvor vidunderlige de er. Istedetfor at hoppe ned i haven til de andre drejede han resolut om på hælen og gik tilbage til sin landsby; fortalte hele byen om den vidunderlige have og gav detaljerede beskrivelser på, hvordan de alle sammen kunne nå derhen.

Siger Ramakrishna: Den mand er en sand inkarnation.

En inkarnation er en mand m/k, en sjæl om man vil, for hvem Livets Mirakel er oplevet Virkelighed; som hviler 100% i sig selv i Enhed med Altet; som overvældet af medfølelse med 'landsbyboerne' atter og atter lader sig genføde for at hjælpe os andre; som ingen samskara har; ikke mangler noget eller har nogen behov – og hvis specifikke mission på Jorden er bestemt af Parashakti – den Universelle Energi. Det overordnede mål med enhver Mesters mission er det samme, nemlig at vise os vort eget spejlbillede, at lede os til selv at opleve, smage havens frugter, brøle som en løve, realisere vor indre guddommelighed og Væren-i-eet med Altet.

For hver generation vil der være inkarnationer, som kommer for at vise os og dele med os andre den indre frihed, lyksalighed som de selv konstant hviler i. Det ultimative kendetegn for en inkarnation vil altid være netop dette: at hun ikke skelner mellem de mennesker, hun er kommet for at hjælpe – men tillader alle at komme til sig uanset hudfarve, politisk – religiøs baggrund, om folk er rige eller fattige, unge eller gamle osv.

Som Nithyananda så enkelt forklarer det :

Tag en ren, hvid tavle. Den hvide baggrund er den universelle energi. Tegn nu cirkler på den med blåt kridt. Cirklerne repræsenterer individuelle levende væsener. De blå linier er de fysiske kroppe. Visk nu cirklerne ud. Det er det der sker, når vi dør. Kroppen slettes og sjælen går tilbage i den Universelle energi.

Når et almindeligt menneske dør vil der imidlertid være et skær tilbage af cirklen, det er ligesom ikke visket 100% rent ud, det er det vi kalder vasana eller begær. Det gør det svært for sjælen at gå helt tilbage og i eet med den universelle energi. Sjælen vil grundet de tiloversblevne ønsker og begær,vasana, straks se sig om efter en ny krop – for at kunne komme tilbage og opfylde alle sine ønsker.

Når en Mester forlader det kropslige hylster vil cirklen forsvinde totalt, intet spor er tilbage, for Han har ingen begær; intet der mangler, ingen vasana. Hans sjæl går uden problemer i eet med den universelle energi. Mesteren bliver reinkarneret udelukkende på foranledning af Parashakti, når planeten Jorden føler et behov for det. Energien der bliver sendt hertil, tager så fysisk form, og udfører den mission som Jorden har udtrykt behov for, og Parashakti har besluttet det.

Saradananda, discipel af Ramakrishna, diskuterer i hans biografi over Mesterens liv hvorfor og hvordan inkarnationerne fødes herpå planeten. Saradananda sporer institutionen, begrebet 'inkarnation' helt tilbage til Vedisk tid, da datidens vismænd opfyldt af guddommelig bevidsthed lod sig ære som inkarnationer. Den åndelige arv, der kan spores tilbage til Vedisk og Puranisk tid lever og kan opleves den dag i dag i Indien. Indiens folk tror fuldt og fast på eksistensen af disse inkarnationer, oplyste Mestre, der lader sig føde her på Jorden med fuld bevidsthed helt fra deres 0.de år.

Som Krishna proklamerede i Gita (populært for Bhagavad Gita) : inkarnationerne kommer her til Jorden med et klart formål. Eksistensen, den Kosmiske Energi yder al den energi der er nødvendig, for at de kan udføre deres mission. Samtidig er der det enestående at en inkarnation rent faktisk ikke har det alle vi andre har: nemlig fri vilje. Hvor det almindelige menneske kan vælge at gå tilbage til Gud, til sit eget oprindelige Selv, har inkarnationen ikke som sådan en fri vilje, idet Hans/Hendes vilje jo i forvejen er eet med Altet, med Eksistensen. Hver enkelt inkarnation er unik og hver enkelts mission helt speciel og særlig for netop den inkarnation.

Hver inkarnation adskiller sig fra de andre ved den måde han udfører sin opgave på; hver har sin vej til samme mål: at vise resten af menneskeheden at vi, med en mindre indsats fra vores side, kan befri os én gang for alle fra 'verdens åg' og opleve nøjagtig samme guddommelighed som Mesteren.

PAGE 44

Inkarnationerne er via deres fysiske krop underlagt nøjagtigt de samme fysiske leveregler som vi andre almindelige mennesker. Hvor det kan være let at forestille sig og tro på guddommeligheden af en Krishna eller en Buddha – Mestre ingen af os nulevende har set, er det derimod en helt anden historie, når vi står over for en Mester af kød og blod. Et menneske, der godt nok af sine disciple påstås at være en inkarnation, men kroppen ligner vor egen, han spiser og drikker og hvad der ellers hører sig til af kropslige funktioner – er han virkelig guddommelig?

Men hvis han materialiserer ting, eller lignende såkaldt overnaturlige fænomener sker omkring ham, er det så et tegn på, at han er en inkarnation? Nej, absolut ikke. For det første er der ikke noget der hedder mirakler eller overnaturlige evner; alt, hvad der sker sker i overensstemmelse med visse naturlove. Fordi størstedelen af os ikke kender til loven bag teleportation, kalder vi måske materialisation af ting for mirakuløs. Det er forkert. Det at kende til loven om teleportation og at mestre den er noget alle ville kunne lære, det er ikke specielt krævende og under ingen omstændigheder et tegn på, at her står vi overfor en inkarnation, et væsen som er Eet med Altet.

Hvad angår materialisation af ting er det en evne, som af mange hinduer anses for en fast bestanddel af en sand Mesters 'værktøjskasse', og loven bag er da også meget enkel: dels er der ikke tale om en skabelsesakt, den materialiserede ting eksisterer allerede. Der er derimod tale om en transport fra eet sted, hvor pågældende materiale befinder sig og til et andet sted, typisk den materialiserende persons hånd. Som videnskaben allerede for længst har slået fast: alt er energi – i forskellige svingningshastigheder. Energi under et vist svingningsniveau bliver materie – eller sagt omvendt al materie fra en blomst over den menneskelige krop til Mount Everest er energi i fortættet form. Bjergets svingningsgrad er betydeligt langsommere end blomstens o.s.v. – men grundlæggende er der tale om ren energi. Materialisation er blot en opløftning af energiniveau'et for den teleporterede ting til ren energi – denne energi transporteres fra A til B og fortættes så igen til den materielle form den havde som udgangspunkt. Det er nøjagtigt samme lovmæssighed som står bag telefoni : din stemme i mobilen konverteres til digitale bølger som transporteres til modtagerens mobiltelefon og re-konverteres til lyden af din stemme. Telefoni er så udbredt et fænomen at vi alle tager det for givet – men mere eller mindre mirakuløst end teleportation er det ikke – det er blot noget vi kender til, mens evnen til at konvertere materie til energi og re-konvertere til materie igen: teleportation - er et videnskabeligt fænomen, der endnu har til gode at blive sat på en formel og anerkendt af den etablerede videnskabsorienterede verden.

Nutidig teknologi er i stand til at tage fotos af energi; såkaldt Kirlian fotografering, og v.hj. af det faktisk vise et teleporteret objekts vej – og dermed samtidig vise, at der ikke er tale om et mirakel, blot om et fænomen hvis basis vi endnu ikke er i stand til at forklare.

Det er pensum på folkeskoleniveau at hver enkelt af vor krops celler besidder intelligens. Intellektet eller sindet er altså ikke noget, der er begrænset til hjernen, men derimod en livskraft, som løber gennem hele kroppen. Hver del af vores krop er en del af sindet eller det samlede intellekt. Sind og krop er ikke to separate størrelser; snarere er der tale om en sind-krop.

Med det for øje er det nemt at se, hvorfor energi-healing virker. Alle sygdomme er psykosomatiske på den ene eller anden måde; de er resultatet af forstyrrelser i vores sind-krops system i form af blokeringer i strømmen af livskraft via emotionelle eller fysiologiske traumer. Deraf følger logisk at vi ved at heale sindet kan kurere sygdom i kroppen. Sindet som vi almindeligvis forstår det er ikke fysisk, men derimod ren energi. Kroppen og sindet er som henholdsvis materie og energi indbyrdes afhængige og er i deres base identiske. Summa summarum: det at heale en syg persons kropslige skavanker ved at give energi-healing er en logisk konsekvens af, at de '2' systemer er interrelaterede og i virkeligheden dybest set er eet.

I bogen 'Biology of Beliefs'- en milepæl af sin art - beskriver dr. Bruce Lipton sine eksperimenter på enkeltcelle-niveau i lægmands sprog. Han forklarer sind-kroppens opførsel gennem cellernes funktion. Via et ganske enkelt eksperiment med en enkelt-celle påviser han hvordan cellen tiltrukket af visse næringsstoffer går ind i en vækstfase; mens cellen når den udsættes for giftstoffer sætter sig selv i en beskyttende fase. Og han påviser ,at det ikke kan lade sig gøre for cellen at være i begge faser samtidigt. Ud fra denne basale opførsel for cellen går han videre og viser, hvordan vor tids gentagne stress-påvirkning over tid har en negativ indvirkning på cellens funktion ledende til depression og andre alvorlige sygdomme .

Energi-healerens succes med at helbrede kroniske og fatale sygdomme skyldes at han bruger sin egen energi til at gå ind på patientens celleniveau og direkte rette op på skader og ubalancer i sind-krop funktionen.

Kun den blåøjede, godtroende vil kalde helbredelsen et mirakel; kun den, der er uvidende om den underlæggende videnskabelige forklaring på fænomenet, vil grine vantro. Når vi forstår cellernes måde at arbejde på på molekylært niveau som forklaret af videnskabsmænd som Bruce Lipton, ser vi at virkeligheden bag en helbredelse via healing er logisk og videnskabeligt funderet.

Fænomenet ’firewalking’ – at gå igennem ild, er heller ikke et mirakel. Vi er mange tusinder der i tidens løb har gået over brændende kul sammen med Nithyananda. Det er ikke nødvendigt at lade sig hypnotisere – overhovedet ikke – det eneste der kræves, er at man dropper sin indgroede forestilling om at ’ild brænder’. Med våde og bare fødder kan man gå over ild op til en vis distance uden problemer: vandet på fødderne vil konverteres til damp og af den grund føles ildens hede ikke. Den eneste – afgørende – forudsætning er blot at slippe ide’en om at ild pr. definition brænder.

En sand inkarnation går videre end til at vise folk sine evner til materialisation, gåture-på-ild o.s.v. Det kan selvfølgelig være sjovt nok, men den ægte Mester vil aldrig bruge den slags hverken for at imponere masserne eller for at skabe opmærksomhed. Den guddommelighed Han selv oplever i sit indre, ønsker Han at hjælpe os til at vi kan opleve i vort indre. Liesom en videnskabsmand kreerer en formel eller teknik til at påvise den lovmæssighed han har opdaget i yderverdenen, skaber mystikerne formler og teknikker til at reproducere oplevelser, de har haft i inderverdenen.

En Mester er i stand til at undervise i de her formler og teknikker så at andre kan opnå samme oplevelse, som Han selv har haft – men den ægte inkarnation går videre endnu: Han/hun behøver ikke hverken formel eller teknik, men kan blot ved hjælp af et enkelt blik på en person i et splitsekund transportere disciplen/eleven/mennesket med et åbent sind direkte ind i oplevelsen. Inkarnationen befrier alene ved sin Nåde.

Illusionen de fleste af os såkaldt almindelige dødelige lever under er vores overbevisning om ikke at være guddommelige allerede. Ned gennem tiderne har store hinduistiske Mestre opfundet et hav af metoder v.hj.a. hvilke vi kan skære igennem til Virkeligheden og befri os fra den illusion. Patanjali – fuldt oplyst Mester og grundlægger af yoga-systemet som vi kender det i dag - er en fantastisk lærer. Hans Yoga-Sutras - læren om hvordan vi opnår enhed med det guddommelige - giver i al sin enkelhed 8 teknikker der simultant praktiseret er et genialt værktøj dertil. De 8 teknikker er : yama – 5 dyder niyama – 5 regler for opførsel asana – fysiske øvelser pranayama – vejrtrækningsøvelser pratyahara – at gå 100% 'ind i smerten' – være sig fysisk eller psykologisk af oprindelse, og derved ultimativt transcendere den dharana – koncentration i eet punkt dhyana – meditation og samadhi – tilstanden af enhed med Eksistensen. Selv i dag flere tusinde år efter er hans system til åndelig udvikling fuldt levedygtigt. De færreste mennesker i dag er klare over at de globalt set populære yoga-teknikker som asanas, fysiske yogastillinger, og pranayama, vejrtrækningsøvelser, reelt set alle uden undtagelse stammer tilbage fra Patanjali og hans lære.

Andre af de store Mestre kommunikerede deres oplevelse ud på helt andre måder: Ramakrishna Paramahamsa initierede sine disciple blot ved en enkelt berøring. Ramana Maharishi befriede sine disciple via Enhed gennem dyb tavshed. Selve metoden hvorpå Mesterens nåde manifesterer sig i disciplens indre kaldes deeksha og er et yderst veldokumenteret fænomen i hinduistisk litteratur.

Den højeste velsignelse Eksistensen skænker et menneske er invitationen til og muligheden for at leve sit liv sammen med og i nærvær af en Inkarnation, som hans discipel. Mesteren, som er guddommelighed i fysisk form, yder sine disciple fuld befrielse og Oplysning blot ved sin tilstedeværelse. Alt hvad der kræves fra disciplens side er overgivelse. begrebet overgivelse forstår vi normalt som noget negativt: at overgive sig til fjenden, at give op – øv surt show. Det er ikke det, der menes med ordet når det bruges i en åndelig sammenhæng; Mesteren som Lyset, der fortrænger vort indre mørke, vores uvidenhed; Mesteren som konstant foranderlig, konstant ny Lyksalighed; Mesteren som det ydre billede på vort eget indre og sande Selv; det er til Ham vi overgiver os.

PAGE 48

Hinduerne taler om en fantastisk mytologisk fugl, som aldrig rører jorden. Det er en fugl, der flyver højere oppe end nogen andre fugle er i stand til. Når den lægger æg sker det flyvende i luften og ægget åbnes på vejen nedad; ungen flyver så såre, den er ude af ægget og tager straks flugten opad; ind i himlen. Fuglen dør på vingerne og tager kroppen med sig; den forlader kort sagt etablissementet uden at efterlade noget form for spor! Aldrig nogensinde i løbet af fuglens levetid berører den jorden.

Disse fugle kaldes Paramahamsa eller De Højeste Svaner. Ramakrishna som regnes som én af Indiens ypperste Mestre i nyere tid, kendt og elsket som han er over hele Indien, omtaler disse mytologiske dyr med stor beundring. Ramakrishna selv kaldes Paramahamsa, sjælen, der for evigt søger opad og aldrig lander.

En oplyst sjæl gives titel af Paramahamsa for så vidt som hans spirituelle opvågnen, der leder ham til endelig Oplysning, finder sted før han kommer i puberteten. I det tilfælde siger man, at sjælen aldrig rører jorden; at ånden svæver uberørt og undslipper denne verdens net af begær, ønsker, drømme, håb – hele molevitten af illusoriske fantasmer. Paramahamsa’er er sjældent sete sjæle hvis uskyldige visdom evner at åbne selv de mest forhærdede sten-hjerter.

I en Paramahamsa flyder kundalini-energien aldrig nedefter – altid opad. Kundalini er den guddommelige universelle energi som gennemstrømmer alt og alle gennem hele Universet – og som i den menneskelige krop ligger sammenrullet som en slange i det nederste center for energi i kroppen; også kaldet muladhara-chakra. I almindelige menneskers energisystem begynder kundalini at strømme nedad ved pubertetens indtræden med det resultat at den seksuelle energi vågner og den indbyggede, biologisk nedarvede trang til at formere sig træder i kraft. Kroppen huser 7 energicentre startende nederst lige over perineum med muladhara og sluttende øverst i kronecenteret ved issen, det såkaldte sahasrara chakra.

Når sjælen vågner op før puberteten, vågner samtidig kundalini i muladhara og rejser sig. Lysten til seksuelle fornøjelser erstattes af lysten til, tørsten efter 'liberation' – befrielse, frihed. Paramahamsas energi forbliver uskyldig, ren og enestående.

Paramahamsa er sjæle, som har realiseret den endegyldige og dog evige sandhed om Universet meget tidligt i deres liv. Deres mål i livet er at kommunikere den Sandhed ud de selv lever og er - i håbet om at de der lytter, måtte fange om ikke andet så i det mindste et glimt af den vidunderlige Virkelighed som Er.

Hver Paramahamsa har sin helt egen stil. Ramakrishna flød over i guddommelig ekstase og den hengivenhed eller på sanskrit'bhakti' inspirerede alle, der mødte Ham. Ramanas vej var – som allerede tidligere omtalt – tavshedens. Bhagavan Sri Ramana Maharishi som helgenens fulde navn var lærte sine elever diskriminationens vej 'viveka'. Historien er fuld af eksempler på de mange andre Mestre som ned igennem tiderne ofte blot med en enkel berøring eller et blik har givet direkte deeksha eller initiation til disciple, som var modne til det.

Deres høje åndelige statur til trods har det ofte vist sig svært for Paramahamsa’erne at overbevise resten af menneskeheden om at følge den vej, de selv var kommet ad og så brændende ønskede at vise den. Igennem hele sin livstid nåede Ramakrishna kun at initiere et dusin disciple til Oplysning – først efter hans død lykkedes det hans kone Sarada Devi og nærmeste discipel Vivekananda at sprede hans budskab og lære verden over.

Ramana gav Oplysning til formentlig 1½ - max. 2 dusin individer; det var det hele. Men som tiden er gået er også hans lære nået verden rundt – p.t. rejser mange af Ramana Maharishis disciples disciple (eksempelvis Papajis elever – Papaji eller Punjaji fra Lucknow var én af de, der opnåede fuld Oplysning ved blot et enkelt blik fra Ramana) jorden rundt og giver satsang – foredrag om – i – og med Sandheden. Så ingen Mester, om han så havde nok så få elever i sin tid, har levet forgæves. Der er et kontinuum af Oplyste Mestre, der konstant tjener vor planet – den ene tager over efter den anden så at sige. Alle Paramahamsa er én og samme energi og tjener alle samme mission, men med hver deres unikke…personlighed kan man ikke rigtigt tale om…snarere stil – hver deres specielle stil som Eksistensen har defineret for dem.

PAGE 50

Når nu Paramahamsaer er realiserede sjæle, hvorfor skal de så igennem så mange vanskeligheder i deres liv – og så mange bodsøvelser i tiden før den endelige Oplysning? Det spørgsmål kan også stilles i Nithyanandas tilfælde. Hvis han virkelig var oplyst fra fødslen hvorfor så hele det drama han gennemgik; ni års vandring til fods uden en seng at sove i; tiggende sig til lidt mad hist og pist; siddende på hårde sten med benene foldet sammen; mediterende både nat og dag i årevis og kun iklædt et tyndt stykke stof som ly for vind og vejr! Hvorfor?

Han siger selv, at han ikke oplevede nogen form for lidelse. Set udefra ser det måske nok ud som om det må have været hårdt, og som om hele hans vej til den endelige oplysnings-oplevelse var både lang og besværlig; men det vi glemmer er at en Inkarnation i en vis forstand er fuldt oplyst ved fødslen. Han har ikke nogen kvaliteter i sig eller egenskaber – gunas på sanskrit – som motiverer ham til at gøre ting/handle/opføre sig på bestemte måder… Man taler i øvrigt om 3 gunas : sattvaguna – en indre tilstand af ophøjet ro og fred med sig selv rajas – aktiv handlen med fokus på at opnå det ene eller andet materielle mål tamas – dovenskab; en inaktiv, ligeglad bevidsthedstilstand, umotiveret og negativ.

En oplyst sjæl har transcenderet samtlige tre egenskaber; MEN – og her kommer det : For overhovedet at kunne være i en menneskelig krop – på planeten Jorden, dryppes der et par dråber sattva – kvalitet i Mesterens system ved hans fødsel. Over tid og gennem hans åndelige arbejde og praksis brændes disse dråber af. Basis for prarabdha karma, som tidligere omtalt, er almindeligvis individets ’hangover’ af begær og ønsker fra tidligere liv – i en Paramahamsas tilfælde er der ikke nogen begær/vasana ved fødslen – men de her par dråber satvic guna tilsættes.

Det kan i høj grad sammenlignes med processen, hvorved guld gøres klar til at blive brugt til f.eks. at kreere smykker af : eftersom 24 Karat guld er for blødt i sig selv til at kunne holde en form tilsættes nogle få gram hærdende materiale pr. kilo.

Studiet af alle store inkarnationer viser ofte samme forløb og baggrund : som oftest vælger de at lade sig føde i en middelklassefamilie af forældre, som har i hvert fald en vis spirituel interesse og åbenhed, om end de måske ikke er 100% glade for at måtte give deres lille pode over til kirken/klostret/templet – til et liv som munk eller nonne/brahmacharya eller brahmacharini som det hedder på sanskrit.

Alle inkarnationer udviser en ægte entusiasme i åndelige emner. De er hengivne og meget ivrige fra en tidlig alder for at komme i gang med den mission, de er kommet her for at varetage. Det lader også til at være en regel, at de selv er lykkeligt uvidende om det fulde omfang af deres egen bevidstheds oplysthed, indtil tidspunktet for deres gen-Oplysning - så at sige – altså det tidspunkt hvor det hærdende materiale/satvic guna brændes af.

En Paramahamsa handler altid spontant i overensstemmelse med de begær-frø kaldet bija-karmas som kommer op fra deres kausale energi-krop. Vi har alle syv energilag eller energikroppe om man vil, rundt om vores krop-sind system. Den første er den fysisk-materielle krop; nummer to er vejrtrækningsniveau’et, det såkaldte prana-niveau (af prana=livsenergi); det tredje er mental eller følelseskroppen; på fjerdepladsen har vi den æteriske krop som huser de 7 energicentre, chakras; femte er den kausale krop; hvis sjælen går gennem den og ’ud på den anden side’ – forlader den, kan den ikke komme tilbage (det vi betegner som døden). De sidste to niveau’er er henholdsvis det Kosmiske og Nirvana. Nirvana er den tilstand en Oplyst sjæl når. Hos almindelige mennesker opstår begær og ønsker fra de nederste niveau’er fra det fysiske til det æteriske (første til og med fjerde); nogle af de ønsker, der kommer op til vores bevidsthed er frø fra tidligere liv, der nu spirer op og når vores bevidsthed, såkaldt vasana, mens de fleste øvrige begær opstår i løbet af vores liv som konsekvens af handlinger i dette liv og social indflydelse fra omgivelserne. I det store og hele er de begær vi er fødte med kommet som en samlet pakkeløsning med tilhørende nok energi til at vi kan udføre og opnå gennemførelsen af dem i løbet af vores liv. Derfor sagde Mahavira, grundlæggeren af Jainismen da også: ’Alle mennesker, som er født her på Jorden kommer automatisk med alt, hvad hun behøver for at nå sine mål. Ingen behøver nogensinde at mangle noget, for så vidt vi blot vil have tillid til Universet.’

Vasana er den mentale attitude, der skaber begær, ’vi vil ha’ mer’, samskara er de fuldt udviklede begær, som popper op og ligger klar i første parket i vores bevidsthed med deres krav om opfyldelse, ’jeg må og skal altså ha’ den sidste nye mobil, man kan jo gå på tv med den’ o.s.v.; mens karma er virkningerne af handlinger, der er udført. Vasana kan sammenlignes med et frø, samskara med en lille plante og karma med det fuldt udvoksede træ. Det vi har med os fra det ene liv til det næste er vasana – den mentale attitude.

I en Paramahamsa er der ingen vasana ved fødslen; al karma, samskara og vasana er allerede blevet brændt af under deres Oplysning i et tidligere liv.

Så en Paramahamsa er altså reelt uden begær i sit indre, men nogle få meget uskyldige og rene ’sattviske’ ønsker er blevet ’hældt i dem’ lige inden fødslen med det formål at kunne fødes her på planeten i menneskelig form.

I en Paramahamsa kommer disse satviske ønskefrø op fra det kausale niveau, som er ’the point of no return’ for sjælen. Kausalkroppen er i øvrigt den krop en sjæl befinder sig i, som er i koma; og som det er bekendt kan en sjæl ligge fanget i den tilstand i lang, lang tid. Så længe sjælen bliver der og ikke forlader kausalkroppen er der stadig en mulighed for at returnere til den fysiske krop; og ’vågne op igen’. Nær-dødsoplevelser er udtryk for sjælens rejse til og med det niveau.

En Paramahamsas ønsker kommer med den fulde energi nødvendig til deres egen opfyldelse. Så – i selvsamme øjeblik et sådant spontant ønske rejser sig i Paramahamsas bevidsthed opfyldes det ekstremt hurtigt. Så såre det er opfyldt forvinder det 100% ud af hans/hendes bevidsthed igen, dør ud uden nogen form for 'hangover'.

Lad os for eksempel sige at tanken om at spise opstår i en Paramahamsa. Den tanke bringer selv sin egen opfyldelses energi. Der er energi i hans tanke; energien bag tanken bærer opfyldelsen af sig selv. Så spiser Han. Tanken forsvinder igen totalt. Så opstår tanken 'at gå'. Han går. Det var nøjagtigt sådan nithyananda's pilgrimsfærd; hans parivrajaka og tapas, fandt sted. Tanker og handlinger skete helt af sig selv; tanker opstod – energien bag opfyldte dem – de forsvandt atter sporløst, gnidningsfrit og totalt.

En Paramahamsa har ingen lånte eller socialt skabte ønsker. Deres ønsker og begær er udelukkende begrænsede til de helt basale behov nødvendige for udførelsen af deres mission. Derfor forbliver de tro mod sig selv, uskyldige og ægte. De oplever ingensomhelst tiltrækning til eller behov for materielle fornøjelser. Indsigten at alle fysiske og sensuelle nydelser er illusoriske og højst ustabile sidder dem helt ind i deres inderste; derfor opstår ingen behov; det kan ikke lade sig gøre, den indre 'lim', der skal til for at ønsker, begær og behov opstår, findes ganske enkelt ikke i en Paramahamsa. De bevidner blot tavst alt, der foregår omkring dem og går støt videre.

Gennem sine vandringer og åndelige praksisser var nithyananda et blot og bart vidne til sine egne tanker og handlinger. Han så blot til idet tanker rejste sig i hans sind-krop og opfyldtes.

Forestil dig du er vant til at spise ved 12-tiden. På slaget tolv vil du opleve sult. Så spiser du og slipper sulten. Din samskara er opfyldt; den vil være brændt ud. For det meste er de tanker, der opstår i os forårsaget af andre mennesker; de ønsker og begær, der opstår i os er ikke vore egne, men lånte fra andre. Vi spiser fordi vi får at vide at 'det er spisetid nu'. Derfor medbringer de her tanker ikke deres egen lille 'pose energi', men kommer som selvdøde dyr og tynger os ned. Vi opfylder ofte disse tanker og ønsker delvist og bagefter ligger de stadig som en 'hangover' i vores bevidsthed.

I et oplyst væsen opstår ide'en om at spise først i det øjeblik kroppen reelt sender signal om at være sulten. Samme øjeblik behovet har mødt sin tilfredsstillelse dør det helt ud igen. Mad vil komme til ham et eller andet sted fra. Ønsket er født af et reelt behov; og er ikke et begær skabt af sindet.

Alle vore lidelser opstår ene og alene udfra de kunstigt skabte såkaldte 'behov'; vore ønsker er ikke vore egne. Det er det Buddha mente med sin påstand at 'alle begær leder til lidelse'. Der er den slags begær som vi tillader andre folk at fylde os med, og der er de ønsker vi tager til os fra omgivelserne uden at skænke det en tanke; det er en ubevidst proces. Buddha hentydede til de ønsker, der opstår ud af vores grådighed og jalousi; ønsker, der intet har at gøre med reelle behov, men som er kunstige lyster født af grådighed og livsløgn.

Hele hans parivrajaka – rejsen på tværs af Indien til fods og over 9 år – var en indre rejse for nithyananda. Det var langt mindre en ydre rejse. Han tilbagelagde cirka 30.000 kilometer. Med tog eller bus ville den samme afstand kunne tilbagelægges på få måneder. Men han gik hele tiden frem og tilbage; nord og syd; østpå,vestpå; så fremad igen og tilbage ad sit eget spor. Han havde ingen plan.

Når tanken opstod at tage et eller andet sted hen, rejste han sig og tog derhen. Hvis tanken var 'tag toget' – tog han toget. Han løste aldrig billet. Han havde ingen penge. Da han startede ud hjemmefra var det med beslutningen aldrig at have noget med penge at gøre.

Engang – i et tog i nærheden af Kolkata (tidl. Calcutta) - kom en billetkontrollør og bad om at se nithyananda's billet. På stærkt gebrokkent bengali (sproget der tales i Kolkata området) iblandet hindi svarede nithyananda ’Billet? Jeg er Brahman (den Universelle Energi), du er Brahman, toget er Brahman og billetten er Brahman. Så hvorfor skulle det være nødvendigt med en billet?!’ Mester griner højt, når han fortæller os den historie; alle er ved at revne af latter, når han genkalder sig hvordan han svarede den stakkels, forvirrede konduktør: Ki ticket? Aham Brahman! Aap Brahman! Gadi Brahman! Parchi Brahman! Ki ticket?

Konduktøren vidste ikke sine levende råd. Men han var en god mand. Han undlod at afkræve nithyananda en billet på resten af rejsen. Ikke nok med det, ved næste station gik han ud på perronen og købte noget mad og gav til ham.

Nithyananda fortæller, at det safran farvede klæde (tøjet swamier og swaminier går i) nyder en høj respekt i NordIndien – til modsætning fra Syden; folk ser det som deres privilegie at få mulighed for at bespise og tage sig af deres lands hellige mænd og kvinder. De fremturer ikke med det logiske argument om at ’det kunne jo være det blot er en tigger, der har iklædt sig en munks tøj og dermed være en falsk profet. Holdningen er ’nå ja, hvis nogen har behov og vi har midlerne, jamen så lad os da give dem noget mad.’ Det er ægte barmhjertighed som flyder fra indre overflod uden noget krav om eller uudtalt forventning om, at der bliver gjort gengæld.

Page 55

I hans pilgrimsfærdstid bevægede nithyanandas krop sig derhen, hvor hans tanker gik. Energien bag tankerne fik ham til at handle. Der var aldrig oplevelsen af ’noget mangler og jeg vil opnå det’.

Man kunne spørge: Hvad mener du med ’oplevelsen af, at noget mangler’?

Når vi har fået opfyldt et ønske 100% forsvinder alle samskaras som var relaterede til det ønske også – de brændes ud - elimineres helt og holdent. Der er intet tilbage indeni, ingen bagage, ingen rester, ingen ’hangover’. Forestil dig, at dit væsen er en sæk bønner. Alle bønnerne indeni er bija karmas, ønskefrø og vasanas, essensen af alle dit sinds mønstre. Når ønskefrøene og essensen af sindets holdninger og attituder forsvinder falder sækken sammen.

For vores vedkommende – når vi føler os sultne – spiser vi ofte uden at være bevidste om, hvad det egentlig er vi spiser. Tit spiser vi endda uden egentlig at være sultne overhovedet, men kun fordi ’ det er spisetid’, eller fordi vores familie eller venner vil have at vi spiser nu. Spisningen foregår meget ubevidst og ofte uden et reelt behov for det. Så der er ikke noget underligt i, at vi ofte føler os trætte og uoplagte efter et måltid, selvom madens energi jo burde gøre os veloplagte og friske.

Når vi spiser har vi sjældent fokus på spisningen. Vi foretager os som regel alle mulige andre ting; snakker; ser fjernsyn; læser avisen; eller i mangel af bedre ser en film på vores indre lærred: hvad vi har lavet i dag, hvad hvem sagde hvornår og hvorfor o.s.v. Hvad vi end spiser, hvor meget eller hvor lidt vi spiser; når vi spiser på den måde uden at have bevidsthed med i spisningsprocessen forbliver oplevelsen af, at noget mangler. Vi spiser og spiser, men uden tilfredsstillelse, uden fuld ønskeopfyldelse; uden at få brændt samskara af.

Stort set alt hvad vi overhovedet foretager os hjemme, på arbejdet og i fritiden foregår på nøjagtig samme måde. Mens vi står midt i én aktivitet er vi allerede i færd med at planlægge den næste eller tænke over noget helt syvende – vi multitasker (på moderne dansk) uden at fokusere ordentligt på nogen af alle vore projekter.

En oplyst Zen Mester blev spurgt hvad forskellen mellem ham selv og et almindeligt menneske er. Det enkle svar faldt prompte: 'Når jeg spiser spiser jeg; når jeg sover sover jeg. Det er forskellen.'

Vores krop er en fantastisk organisme, som er i stand til at foretage mange meget komplicerede handlinger uden vi overhovedet er bevidste om det. En krop, der er så vidunderlig har overhovedet ikke brug for hjælp udefra til at vide, hvornår den har brug for næring, og hvad den vil have. Desværre overhører vi gang på gang kroppens stemme og fylder i stedet alverdens ting på systemet, som det hverken har bedt om eller har lyst til. Vi har gennem tiden overtaget en masse begær fra andre, fra yderverdenen og ved at opfylde dem spilder vi vores tid, energi, liv og opnår kun en indre fornemmelse af at 'der er noget, der mangler'.

Hvor minutiøse de end er, faktum er, at indtil Oplysningen findes selv i en inkarnation visse samskara eller uopfyldte ønsker; ligesom guld fra naturens side er legeret (ikke 24 Karat rent). I Oplysningen brændes disse samskara totalt af, kun det reneste, pureste guld er tilbage.

Der er en tydelig forskel at se på Nithyanandas fotos taget før og efter Oplysningen. Med Oplysningen fulgte det som på engelsk kaldes 'grace' – på dansk ja, en graciøsitet, en ynde i enhver af Nithyanandas bevægelser, i hvert eneste træk, i hans stemme, i selve hans udstråling. Vi har ikke et komplet dækkende ord på dansk – 'grace' er ikke en tilstand, ikke en følelse, ikke blot energi…det er noget mere, noget udefinerbart, som man ellers kun ser det i glimt hos helt små børn. Åbne, uskyldige, rene og flydende, totalt og aldeles nærværende og levende!

Nithyananda blev spurgt hvad der ville være sket, hvis han havde modsat sig tankerne, som de spontant opstod i ham. Han svarede at det kom aldrig på tale, eftersom det virkede som om, han ikke havde noget valg.

Som han bevidnede fødslen af en tanke i sit indre, bevidnede han også dens opfyldelse. Han valgte hverken til eller fra. Eksistensen inspirerede hans handlinger.