2. *Legenden fra Arunachala: Shiva afgør striden mellem Vishnu og Brahma*

Tiruvannamalai er en lille by i den sydindiske delstat Tamil Nadu.

'Thiru Anna Malai' som klassisk tamil vil udtrykke det, betyder 'Ærede Uopnåelige Bjerg'. Navnet skal ikke tages som udtryk for bjergets faktiske størrelse, som reelt snarere kunne kaldes en pæn høj bakke end et egentligt bjerg, men derimod udtrykker navnet den enorme åndelige indflydelse stedet udøver blandt troende og åndeligt søgende. Hele byen er opbygget omkring bjerget; og 'girivalam' – at gå i retningen med solen hele vejen rundt om bjerget, anses for at være en hellig og spirituelt betydningsfuld handling.

På sanskrit er bjergets navn 'Arunachala', hvilket betyder 'Ubevægelig Morgen Stjerne', eller slet og ret 'Røde Bjerg', formentlig grundet dets rødlige skær. Aruna, morgenstjernen, er kusk for Solguden Surya. Aruna driver et spand med 7 prægtige hvide gangere, som Surya lader sig transportere i.

Siden tidernes morgen har viise mænd og kvinder levet i huler på bjerget, helliggjorte af det, og via meditation og hengiven levevis fra deres side helliggørende bjerget.

Adi Sankara, den store reformator indenfor hinduismen, kaldte Arunachala for Mount Meru, Lord Siva's – mytologisk berømte – utilgængelige hjertecenter. Arunachala åbenbarer sig som et helt igennem ualmindeligt bjerg – mere spirituelt end egentlig fysisk i sin tilstedeværelse er det en dyb åndelig oplevelse for mange mennesker blot at se det og være i dets nærvær. Mesteren Sri Bhagavan Ramana Maharishi kaldte Arunachala 'verdens åndelige centrum'.

Ikke for ingenting er Arunachala kendt som 'bjerget der kalder'. Selv tilfældige rejsende, der bare kom forbi, oplever ofte en uforklarlig dragen mod stedet, der atter og atter kalder dem tilbage. Udtrykket ' the call of Arunachala' 'Arunachalas kalden' er almindeligt kendt og anvendt i konversationen mellem åndeligt søgende mennesker helt op til vore dage.

Arunachala-legenden og historien bag Arunachaleshwara templet, som er Tiruvannamalais absolutte centrum lyder således:

Ifølge gammel hinduistisk overlevering fandt i sin tid en diskussion sted mellem Lord Brahma, Skaberen, og Lord Vishnu, Opretholderen, om hvem af de to, der var den mægtigste. Brahma og Vishnu er to ud af de tre guder, der tilsammen udgør det højeste hinduistiske Pantheon – den samlede Guddom. Da de ikke kunne blive enige besluttede de at afgøre sagen ved at spørge Shiva, Fornyeren, i den hellige treenighed til råds.

Shiva viste sig for dem i sin Vishwa Rupa – guddommelige form – i form af en lysstråle af så gargantuanske dimensioner, at de to ender på lysstrålen, som er Hans hoved og fødder, ikke kunne ses.

Han så lidt på dem og sagde så: 'den af jer, der er i stand til at nå enten mit hoved eller mine fødder, er den største af jer.'

Brahma tog en svanes form og fløj opad i retning af hovedet, mens Vishnu rejste nedad i en bjørns skikkelse, idet han gravede nede i jorden for at finde Shivas fødder. De ledte og ledte igennem mange yugas – mange tidsaldre. På et tidspunkt gik det op for Vishnu, at hans søgen var forgæves, så han besluttede at give op. Han gik tilbage til Shiva og bad ham tilgive hans arrogante ide, at det skulle være muligt at finde Shivas fødder. Shiva velsignede ham for hans ærlighed.

Brahma gav ikke op så let. Han nægtede at se sit nederlag i øjnene. På sin vej opad fik han øje på en blomst der faldt nedad, og spurgte den, hvor den mon kom fra? Blomsten fortalte, at den skam faldt fra Shivas ører. På Brahmas spørgsmål om, hvor lang tid den sådan cirka havde været undervejs, svarede den lille blomst 'årh vel en cirka fire Brahma livstidsaldre!' Brahma var chokeret og indså, at han helt sikkert ikke kunne gøre sig nogen forhåbninger om nogensinde at nå Shivas hoved.

Ikke desto mindre ville han stadig ikke acceptere sit nederlag.

Brahma besluttede nu at lyve for Shiva og fortælle ham, at det var ham, der havde fundet blomsten og plukket den fra Hans øre. Han bad så blomsten være vidne og gå med på planen om at lyve for Siva. Det var den lille ikke så meget for, men den sagde til sidst ok idet den tænkte 'nå ja, det er jo trods alt Skaberen selv der spørger, så jeg må vel hellere gå med på den.' De tog nu begge ned til Shiva, og Brahma påstod som planlagt, at han havde blomsten som vidne på, at have nået og set Shivas hovede.

Shiva vidste straks at der blev løjet for ham, og han blev rigtig sur over det. Han straf ede Brahma med ordene: 'på grund af den løgn du her har fortalt, vil du aldrig blive tilbedt af folket'. Og han straf ede blomsten (eng.: screwpine lat.: pandanus palmeblomst) med ordene:'du skal aldrig nogensinde få lov at blive ofret til mig i min puja.'

Den dag i dag findes kun et eneste tempel for Brahma i hele Indien – mod tusinder og atter tusinder til Shivas ære (det ligger i Pushkar, Rajasthan) og palme – blomsten bruges aldrig i Shivas templer. Brahma indså sin fejl og bad om Shivas tilgivelse. Vishnu og Brahma bad nu begge to Shiva om at bibeholde sin lysform som en velsignelse for hele Universet.

På deres opfordring blev Shiva i sin lysform til Arunachala, og samtidig tog han form som den 'jyotirlinga' også kaldet Arunachaleshwara, som kan opleves i sanctum sanctorum i templet i Tiruvannamalai.*

*jyotir=lys lingam=oprindelig maskulin ur-energi udtrykt ved en phalloslignende form

Page 31