1. Invocation / Preamble

Nithyananda ( Paramahamsa Nithyananda's livshistorie i glimt ) 1. Del

Ebook ISBN: 979-8-88572-846-1

En mester og moderne mystikers livsbiografi – bevægende og inspirerende opfordrer beretningen om hans liv i sig selv læseren til at udvikle sig åndeligt ; til at foretage de - eventuelt – fornødne livsstilsforandringer, til at gå i dybden med egen udvikling –

til at udtrykke sin egen Oplysning.

Denne fortælling over Nithyanandas liv er blevet til i kærlighed og taknemmelighed.

Ordene flød fra Mesterens mund. At skrive bogen er en blot og bar nedskrivning af hans ord på papiret – eller rettere på computeren i nogle Word dokumenter.

Det siges at hele den store hinduistiske episke fortælling Mahabharata fortaltes af den viise Vyasa og blev nedskrevet af Lord Ganesha ud i én køre. I tilfældet her med Nithyananda's biografi har der ikke været behov for en Ganesha til transkribering af Mesteren's Vyasa – lignende ord. I vore moderne tider finder der alverdens optage – og transkriberings 'maskiner' i lommestørrelse som nemt og ubesværet kunne have udført det job. Det var Mester's medfølelse og kærlighed, som tillod os at få lov at tage del i denne kreative proces. Vi oplever dyb, dyb taknemmelighed for Mester's uendelige medfølelse med os. Hele denne skrive proces har lært os uendelig meget; det har været som én lang meditation for os.

Dette er en den biografiske fortælling over en unik Mesters liv. Hans personlighed transcenderer alle nationaliteter, kulturer, religioner, politiske holdninger og social status. Hvad mere er, alle forsøg på at fastholde ham i en bestemt rolle som Mester eller ven, som mor eller som et barn eller som 'den elskede-' falder totalt til jorden; han er evigt foranderlig og flydende som vand – så vi lærer også at være fleksible og åbne. Han lever med os i sin fysiske form og i sin formløse energi – han deler sin kærlighed, glæde, vitalitet og latter med os. Hans appeal er universel og hans budskab tidløst.

Gennem hele denne introduktion vil Mesters navn forekomme således : nithyananda med lille – det er ikke en fejl eller forglemmelse under korrekturlæsningen – ej heller er Han/Ham stavet med stort en tyrkfjel ... stavet med lille omhandler nithyananda i hans før-oplysnings-periode – med stort efter Oplysningen : Mesteren er ifølge hinduistiske hellige skrifter

eet med det guddommelige; ja, rent faktisk højere end det guddommelige : ifølge oldgamle overleverede skrifter kan alt som Skaberen måtte have besluttet som vor skæbne ændres og omskrives af Mesteren blot ved hjælp af hans lilletå ! For Ham, den Guddommelige energi bøjer vi os ned!

Nithyananda's livsmål er at lede og inspirere os i en spirituel opvågningsproces – at hjælpe os til at transformere og gennemskue vort sinds mange løgne og bedrag, at centrere os i vort eget indre i en oprindelig tilstand af fri og uforfalsket livsglæde og enhed med Altet.

Denne bog giver hans livsbiografi i glimtvise indtryk fra fødsel til det 17. år og indeholder mange stærke historier og oplevelser – som alene ved deres natur er egnede til at vække den enkeltes lyst til og evne til transformation og befrielse.

Vi præsenterer den her i håbet om at den vil inspirere dig og vække din lyst til at gå videre og afprøve hans lære og enkelte eller flere meditationsteknikker som alle er designet udelukkende med henblik på at sætte dig i tilstanden af Nithyananda – tilstanden af Evig Lyksalighed !

Som Mesteren udtrykker det :

En videnskabsmand er en person, der giver en formel som udtryk for en oplevelse, han har haft i den ydre verden – med henblik på at andre mennesker kan opnå samme oplevelse.

En Mester er en person, der giver en formel som udtryk for en oplevelse, han har haft i den indre verden – med henblik på at andre mennesker kan opnå samme oplevelse.

Dette bind - det første i en serie – er blevet til for at give læseren mulighed for at opleve en revolutionær Mester, som v.hj.a. formler bygget på hans egen oplevelse af den Ultimative Sandhed giver livsløsninger egnede til at transformere vore indre og ydre liv !

Denne første del af Nithyananda's biografi omhandler Hans fødsel og barndom op til den dag Han går hjemmefra. Senere udgaver vil beskrive Hans parivrajaka – dage ( pilgrimsfærdstiden) selve Oplysnings'begivenheden' og de tidlige år efter hans Mission fødtes.

Som Han siger : ' At læse om eller lytte til en Mester's livsbiografi er en uvurderlig meditation – som direkte er i stand til at bringe dig om 'bag' ordene – og give dig en dyb oplevelse.'

Hvis du vil og tør læse denne bog med et åbent sind – som et lille barn uden fordomme eller forudfattede meninger og holdninger – blot ved at tillade disse ord at flyde ind i dit indre, hvis du kan åbne dig selv og udforske/opleve med hele dit væsen, så vil du opdage, at denne bog er mere end blot noget tekst på nogen stykker papir; bogen vil være et værktøj til din egen transformation og en nøgle til at åbne for dine egne indre dybder og sandheder – dit eget Selv.

-NAA

Contents

Indhold

Kapitel 1 Mester: Mester Kirurgen

Hvem er vi ? Mesterens rolle Vi er alle potentielle helgener Utilfredshed leder til Mesteren Mesteren er : en Mester kirurg Sandhed og fakta

Kapitel 2

Arunachala: Åndelig kuvøse Legenden fra Arunachala: Siva afgør striden mellem Vishnu og Brahma Arunachaleshwara templet : Største tempel for Siva Levende Mestre fra Arunachala : Bhagwan Sri Ramana Maharishi Grunden til at Mestre begraves og ikke kremeres Siva's tilstedeværelse i Arunachala : Løfte om at udtrykke sig på 3 måder Hvad er en 'inkarnation'? Hvorfor lader de sig føde? Hver enkelt inkarnation er unik Inkarnationer er ikke mirakel-magere : Teleportation og energi healing er videnskabelige fænomener Hvad er en Paramahamsa? Hvorfor kan en Paramahamsa blive nødt til at kæmpe; på trods af, at han allerede er fuldt Oplyst? En Paramahamsa's renselse

Kapitel 3 En Paramahamsa's tilsynekomst En inkarnation og Paramahamsa fødes i Tiruvannamalai: Fortællingen om en fuldt bevidst fødsel Quantum Spiritualitet Hvad fremtiden vil bringe En inkarnations bevidste fødsel Avataren Nithyananda Hvorfor tilbeder hinduerne statuer? Hvordan kan Gudsbegrebet realiseres i det praktiske liv?

Kapitel 4 Voksende bevidsthed At vokse op med åndelighed Et bederum bliver til Bogmarked i Tiruvannamalai Affære med Elefant-Guden Ganesh Chaturthi: Opvågnen af intens åndelig passion Raghupati Yogi

Yogi Ram Surat Kumar – Visiri Swamigal Arunachala's mystik Gammel mand med telepatiske evner og Den Tavse Viismand Matematiklæreren Diverse interessante hændelser Viis og barnlig på samme tid Tidligere fødsler

Kapitel 5 Siva viser sig i menneskeskikkelse Ven med Gud Dakshinamurthy's mystiske banyantræ Oplyste Mestre's indflydelse i vores liv – efter de har forladt kroppen Baggrundsinfo om fortællingen om de to fugle i Mundaka Upanisaden

Kapitel 6 Første åndelige opvågnen Ikke-valg som kendetegn for et Oplyst Væsen Kuppammal, den lokale Guru tager over Primal-angst grundet hyæne-angreb Mødet med Rudraksh Muni Annamalai Swamigal og det selvpåførte sår Spirituel opvågnen

Kapitel 7 Går hjemmefra At bo i en ashram : væsentlig forudsætning for åndelig udvikling Afsky for samfundets dobbeltmoral Forlader hjemmet Fisk ser svanen's spejlbillede og ønsker at fastholde det Min Mester – Mit Mysterium

Appendiks

Kapitel 1

Mester: Mesterkirurgen

PAGE 9

Hvem er vi?

Buddha sagde at det er en uvurderlig gave at være født som menneske;

men en endnu større at bruge sit liv på at søge Sandheden om ens egen indre natur.

Og den allerstørste gave – ifølge Buddha – er det at komme i kontakt med en ægte Oplyst Mester i sit liv og vælge at følge Ham/Hende.

Mesteren er tilgængelig. Det er disciplen som tøver. Fanget i vort eget net af drømme om, hvordan livet kunne/burde/skulle være – og en uendelig strøm af stadigt nye ønsker og begær glemmer vi helt vor egen indre natur. Vi glemmer, hvem vi selv er. Vi tøver, når Mesteren kalder. Vi bliver bange.

En lille fortælling :

Der var engang en gravid løvinde, som var ude på rov. Idet hun i fuldt firspring var sat efter en fåreflok snublede hun, faldt og kom alvorligt til skade. Fødslen gik i gang, ungen blev levendefødt, mens moderen drog sit sidste suk. Løvinden døde langt fra sine egne jagtmarker, så den lille nyfødte var helt alene og overgivet til sin skæbne.

Idet løveungen ihærdigt forsøgte at få sig selv stablet på benene og komme op at stå kom nogen får gående forbi, blev bevægede ved synet og besluttede at adoptere babyen. På den måde gik det til, at den lille løve voksede op i en flok af får, legede og

spiste med dem, drak fåremælk og spiste græs og lignende vegetarisk mad – ja, den lærte endda at bræge! Han kunne faktisk ikke kaldes en løve, men var blot én af mange får i flokken. Han var glad og tilfreds med at spise det grønne græs og bræge i kor med de andre får.

En skønne dag gik en løve til angreb på flokken. Løven fik sit livs chok , da han opdagede en løveunge rende rundt midt blandt fårene. Han glemte helt at gå til angreb på dyrene og besluttede i stedet at prøve at finde ud af, hvad i alverden der lige var sket her, og hvordan det kunne gå til, at den lille unge var blevet en del af flokken.

Løven kom forbi igen næste dag og ventede til et passende øjeblik, hvor løveungen var kommet lidt på afstand af resten af flokken. I eet nu sprang han over til den lille, tog ham i struben og bar ham væk. Ungen afgik næsten ved døden af bar frygt! Han kunne ikke engang bræge, så angst var han. Da de var kommet lidt væk satte løven ham ned og forklarede ' du er ikke et får, min ven, men en løve som jeg.'

Ungen fattede det ikke. Ifølge hans verdensopfattelse var han selv et får og en løve et MEGET farligt dyr, som kun er ude på at 'slå mig ihjel'…'hjææælp!'

Men løven var et klogt gammelt dyr og tilmed tålmodig. Han bragte blot den lille tilbage til flokken igen og efterlod ham der brægende af angst.

Nu kom løven hver dag og tog ungen med sig. Hver eneste dag fortalte han omhyggeligt den lille, at han virkelig var en løve og slet ikke noget får. Ungen var ikke let at overbevise; han anede jo ikke, hvad løven egentlig snakkede om. Men efterhånden gik det op for grønskollingen, at det da i hvert fald virkede som om den store løve ikke havde nogen onde hensigter med sine daglige bortførelser, og han begyndte derfor at fatte en slags tillid til det voksne dyr. Sådan gik der en tid – indimellem kunne den lille lige pludselig blive opfyldt af angst for løvens hensigter og endda finde på at løbe væk. Men løven fandt ham igen og fortalte ham atter og atter sandheden om hans egen natur.

Mange små udflugter senere besluttede løven en dag, at tiden nu var kommet; og han bragte den lille med sig ned til en å og viste ham refleksionen nede i vandet.

Ungen kiggede ned i vandet og så sit eget spejlbillede. Han så en lille løve der stod og gloede på ham! Forvirret og helt ude af sig selv brægede fåre/løvebarnet i ren og skær angst og spænede af sted så hurtigt de små ben kunne bære ham.

Løven løb efter ham – tog ham blidt op og bar ham ned til åen igen. Stille og roligt forklarede den store løve 'du er ikke et får, du er en løve ligesom mig!'

Ungen stirrede ned i vandet, kiggede op – og så ned igen; mange gange så han frem og tilbage og søgte efter den lille løveunge. Til sidst blev han klar over, at der virkelig ikke var nogen andre end den store løve i nærheden; han indså at spejlbilledet var hans eget. I det øjeblik åbnede løven hans lille mund og skubbede et stykke kød ind i gabet på ham. Ungen spiste det og fandt en dyb tilfredsstillelse derved.

Samme øjeblik faldt ti-øren; idet ungen udstødte et vaskeægte løvebrøl 'blev' han det han altid havde været : LØVE.

Mange af os er ligesom den løveunge. Vi har glemt hvem og hvad vi er. Samfundsskabte leveregler og betingelser har fået os til at glemme vor sande natur.

Vi opfatter os selv som får og lærer at bræge med flokken.

PAGE 11

Mesterens rolle

Når en Mester kommer ind i vort liv og fortæller os, hvem vi er ; i stedet for at være taknemmelige for at nogen gider foreholde os sandheden bræger vi op i dødelig angst og løber væk det bedste vi har lært….Han fortæller os, at vi ikke er almindelige mennesker på udkig efter åndelige oplevelser, men tværtom er åndelige væsener på udkig efter menneskelig erfaring.

Den har vi svært ved at tage ind. Mesteren bliver til en fjende i vores opfattelse; og ikke en Frelser. Vi ser Ham i rollen som 'simha swapna', den frygtindgydende og livsfarlige løve. Ja vi bilder os sågar ind, at han bare er ude på at omvende os til en eller anden religiøs sekt! Vi leger gemmeleg med ham.

Nogle få af os indser gradvist lidt af sandheden om vores egen natur : hvem vi i virkeligheden er; efter at have mødt ham nogle gange. Så tillader vi Mesteren at lege med os og begynder så småt at fatte tillid. Han på sin side gør meget for at opføre sig ligesom én af os, for at vi kan føle os bedre tilpas med ham. En skønne dag når vores tillid har nået et vist mere stabilt niveau, snupper Mesteren os og viser os vor sande natur : at Han og vi er eet.

Mesterens leg - hans 'lila', er uendeligt medfølende og den eneste absolut betingelsesløse kærlighed eksisterende her på planeten. Hans kærligheds eneste formål er at vise os, hvem vi i virkeligheden er; at rive os fåremasken af hovedet og afsløre den indre løve; at tilskønne os til at brøle frem for at bræge; at afhypnotisere os fra de illusioner vi til dato har levet i og med. Mesteren leder os ind i Virkeligheden, ind i lyksalighed som er vor sande natur.

For de fleste af os er hele den proces ligesom et kirurgisk indgreb, som er smertefuldt for vores psyke. Hellere ville vi læne os tilbage i sofaen og lade os nøje med det vante og trygge : fårets lille krop og liv, frem for at tillade dette 'kirurgiske' indgreb i vor psyke og dermed - bilder vi os ind - risikere at blive ædt af den store løve.

Mesterens fornemmeste opgave er at bortoperere den cancerknude som ego'et i virkeligheden er. 'Åh nej, jamrer vi os – det er for farligt det her, jeg mister min identitet'. Og vi modarbejder Mesteren i hans arbejde med os - det bedste vi har lært!

Ego'et er en falsk identitet, som vi har opbygget gennem tiden – baseret på fortidens erfaringer og deraf følgende konklusioner;

ved at fastholde det, forhindrer vi os selv i at indse sandheden at vi er 'løver'.

Men vore sind yder modarbejder ham, for selve operationen på ego'et er for meget for os. Det føles som at få bortopereret selve det livsopretholdende element i sit indre. Vort sind jamrer sig, 'Hvorfor skal jeg miste hele min identitet?' Vi proklamerer : 'Lad os være tilfredse med det vi kender og måden vi er på. Er Verden nu virkelig en Illusion; ok, men den er stærkt vanedannende; vi har travlt med de – tåbelige – småting vi beskæftiger vores tid med i det daglige; vi græder; vi ler; vi er glade; vi er deprimerede; får har deres gode sider: de er nuttede og elskelige; hvem har også lyst til at være løve; alle vores venner og familie vil lægge afstand til os. Hvem har også brug for at være i lyksalighed? Hvad er lyksalighed, i det hele taget for noget?

For de af os, som tænker sådan bliver Mesteren opfattet som en fjende. Vi foretrækker at forblive med den velkendte 'kræftknude', fremfor at sætte alt på eet bræt, hoppe ud hvor vi ikke kan bunde og se, hvad der sker!

Det kræver mod at indse sandheden om hvem vi er. At befri sig selv fra alle de samfundsmæssige, sociale og religiøse normer, regler og doktriner som definerer

hvem og hvad vi er i én uendelighed, én spændetrøje… kræver stort mod.

At lade sig afhypnotisere af hele dynen af ophobede forudfattede meninger og identitetsgivende definitioner vi hidtil har været så lykkeligt indsovsede i, kræver visdom og viljestyrke. At gå fra får til at være løve er en transformationsproces – fysisk som mentalt – og den kræver et klart, ensidigt og determineret fokus på målet som ikke alle er i stand til at udvise – eller for den sags skyld ønsker at udvise.

Det kræver mod indledningsvis at stole på Mesteren. Hen ad vejen opbygges et tillidsforhold som efterhånden forvandles til en total altomfattende accept: ' han er stærkere end mig, han vil mit bedste, han har værktøjet til at gennemføre den operation – ok lad mig åbne fuldstændigt og tillade ham at udføre sit arbejde.'

Først da kan det siges at vi er parate til at 'blive taget med ned til åen'- få vist sandheden og være i stand til at acceptere den.

PAGE 13

Vi er alle potentielle helgener

Hvad vi end beskæftiger os med og hvilken social status vi måtte have i vores almindelige dagligdag er ganske underordnet i forhold til sandheden om vor egen natur.

Den indre natur er ens, hvad enten vi taler om et menneske der af samfundet anses som hellig eller bare højt på strå, eller en mand/kvinde som regnes for at være et udskud, et nul… Samfundet definerer folk efter sit eget forgodtbefindende. Manden der regnes for at være en sølle stakkel har nøjagtigt samme indre potentiale for at kunne realisere sandheden om hvem han selv er, som den mand der regner sig selv for at være en god solid borger, højtstående akademiker, åndeligt højtudviklet etc.

En lille fortælling:

Valmiki var en højt berømmet helgen i gamle dage i Indien.Han var forfatter til en af de gennem tiderne absolut største og højt berømmede hinduistiske storslåede fortællinger 'Ramayana' – læst og nydt ikke blot i Indien , men i udbredte dele af Syd – og Sydøst Asien.

Valmiki startede som tyv og endte som helgen! Narada, én af Lord Vishnu's allermest hengivne disciple (Vishnu er udtryk for den grundlæggende Opretholdende/Beskyttende Energi i Universet) var en omvandrende vismand. Altid gik Narada fra sted til sted syngende Herrens pris i form af eet af Hans 1008 navne : 'Narayana'. En skønne dag ville tilfældet at han

krydsede Valmiki's vej på det tidspunkt, da Valmiki stadig var en gemen tyveknægt. Valmiki stoppede Narada og krævede, at han skulle betale nogen penge, før han måtte få lov at gå videre. Men Narada havde ingen penge overhovedet. Så blev Valmiki rasende og truede Narada på livet, hvis ikke han omgående gav ham et eller andet værdifuldt…

Narada ejede intet her i livet udover de simple klæder, han havde på kroppen og det strengeinstrument, som han spillede på, mens han gik rundt og sang til Guds ære. Narada svarede derfor som sandt var, at det eneste han havde at tilbyde var mantra'et 'Narayana' – som han konstant fremsagde. Han tilbød tyven at initiere ham i dette mantra, som med sikkerhed ville være hans Frelse. Narada sagde : 'Syng dette mantra og du vil ikke dø alene; Herren vil være med dig.'

Det gjorde ikke stort indtryk på Valmiki som sagde : 'Ja tak, den er god med dig. Jeg kommer under ingen omstændigheder til at dø alene. Jeg har jo min familie, som elsker mig højt og gerne går i døden sammen med mig; jeg lever kun for dem. Jeg stjæler for dem. Hvad skal jeg bruge dit mantra til. Nej, medmindre du hoster op med noget ordentligt i en fart, slår jeg dig ihjel.'

Narada bad ham så indtrængende, men intet hjalp. Til sidst foreslog Narada så : 'Vær sød at gå hjem til din familie og spørg dem, om nogen af dem kunne tænke sig at gå med dig i døden, når din tid kommer. Hvis de svarer, som du tror, at de med glæde vil gå i døden med dig; okay så kom tilbage og slå mig ihjel.'

Valmiki spankulerede stolt hjemad, idet han tog Narada på hans ord om ikke at ville løbe sin vej. Så såre han kom hjem, gik han til sin elskede søn, som også elskede ham og spurgte : 'Sønnike, når min tid kommer og jeg skal herfra, vil du da tage med mig?'

Sønnen var chokeret.Han svarede: 'Nej da, selvfølgelig vil jeg ikke det. Du er jo gammel og skal snart herfra – mens jeg har livet foran mig. Kan du ikke selv se det?'

Valmiki var rystet. Men uden at vise det udadtil gik han blot hen til sin kone og stillede hende samme spørgsmål. Hans hustru tøvede lidt og svarede så : 'Min kære der skal jo være én til at tage sig af børnene; hvis jeg følger med dig hvem skal så se efter dem?'

Nu kom turen til Valmiki's forældre. Samme spørgsmål, samme svar: næ,de ønskede dog at blive her lidt endnu.

Valmiki var grædefærdig. Han gik tilbage til stedet, hvor Narada trofast stod og ventede, og græd hæmningsløst. Narada trøstede ham og sagde: 'Ingen vil gå med dig; intet kan du tage med; ingen af dine slægtninge; ikke én af dine ejendele. Alene og tomhændet vil du gå, når døden kalder. Det eneste, som kan komme med dig på dén rejse er Herrens Navn.' Herefter initierede han ham i mantra'et 'Narayana'.

Samme øjeblik som Valmiki udtalte navnet ' Narayana' realiserede han sit Sande Væsen, sank ind i dyb meditation, en samadhitilstand og blev dér i den tilstand igennem flere hundrede år. I mellemtiden byggede nogle myrer deres tue ovenpå ham, så ingen kunne se ham eller anede noget til hans eksistens. Da han omsider kom ud af tilstanden og af myretuen (!) var det som en Oplyst Vismand. På sanskrit betyder Valmiki netop myretue – og det har han heddet lige siden.

Indeni enhver synder er der en helgen, som blot venter på at komme frem.

Mesterens arbejde er at bringe ham frem.

Discontentment leads to the Master

Utilfredshed leder til Mesteren

Det er nemt nok at have et overfladisk forhold til Mesteren og komme og gå, som det passer én selv. Det er en behagelig sovepude at bilde sig ind at på et eller andet tidspunkt, når det helt rigtige øjeblik opstår, så vil jeg tilbringe mere tid med Mesteren og med Hans hjælp virkelig gå i dybden og arbejde med mig selv. Det er blot en undskyldning for at skubbe 'det helt rigtige tidspunkt' foran sig for tid og evighed : rette tid er NU!

Der er mange forskellige grunde til at folk søger en Mester. 90% af de som kommer til Ham, ønsker Hans hjælp til at opnå den ene eller anden materielle fordel – og beder til Ham, som de gør det foran en statue i et tempel. Som det er sagt: i templet bliver vi alle til tiggere. Rent faktisk reducerer vi Gud til ren tigger status ved at tinge og prutte om prisen med ham: 'hvis du hjælper mig til at vinde en million, lover jeg at give dig de 20%...eller du kunne jo også bare tage dine 20% med det samme og give mig resten.' Eller der bedes om andre materielle goder: den syge beder om forbedring af sit helbred, den barnløse om et barn etc. Vi tigger Gud i templet eller kirken om dette og hint og overfører nøjagtigt samme attitude til vores relation med Mesteren.

Problemet er, at når vi så får, hvad vi bad så inderligt om, er vi alligevel ikke rigtigt tilfredse og oplever en tomhed indeni, som snart bliver søgt udfyldt med endnu et nyt 'brændende' ønske og materielt behov. 'Når bare jeg lige får det her opfyldt, så vil jeg i hvert fald være lykkelig…' Og sådan kører rouletten.

Menneskets formål er ikke kun at tilfredsstille sine materielle behov. Vi har alle sammen et indbygget kompas, hvis nål konstant peger mod 'Hjem' – hjem i betydningen vores oprindelige tilstand. Den tilstand er den guddommelige tilstand, den Universelle tilstands energi, tilstanden af Universel intelligens, som tager vare på og holder orden i hele det kaos, som tilsyneladende hersker omkring os.

Derfor vil vi aldrig kunne finde varig tilfredsstillelse i sanse nydelser, uanset hvor intenst vi end måtte gå til den. Tværtimod, jo mere vi giver efter for vore sanse –nyde-impulser des flere vil der opstå, tilfredsstil ét begær og 2 nye vil poppe op. Det er en ond cyklus, der bider sig selv i halen. For mange af os er det et afhængighedsforhold; som en narkomani, og akkurat ligeså dybt utilfredsstillende som en hvilken som helst anden form for afhængighed.

Denne dybe følelse af at være utilfredsstillet er kimen til al spirituel udvikling, trangen til at søge efter noget højere, noget mere tilfredsstillende, noget, der ikke kan mistes igen eller gå af mode, blive stjålet o.s.v. – kort sagt en åndelig oplevelse.

Kun få kommer til Mesteren for at lære af Ham, teoretisk eller praktisk. I Vesten er folks søgen efter en Lærer, Guru, eller Mester typisk motiveret af 'succesen's depression' – født af ubalancen mellem en overvældende grad af materiel ydre succes, kombineret med en dyb indre følelse af ' jamen der er noget, der mangler…'

Vesterlændinge forsøger at komme denne ubalance til livs, typisk ved akonstantt ændre de ydre omstændigheder som de lever under; de skifter bil en gang om året, hjem hvert andet år og ægtefælle hvert tredje! Og så kan de ikke forstå, hvorfor de stadig har denne utilfredsstillede fornemmelse indeni.

I Indien kommer folk typisk til mesteren motiveret af det man kan kalde ' fiaskoen's depression'; deres søgen er en søgen efter blot nogle af de materielle goder vesterlændinge allerede har. Depression opstået af fiasko, er nemmere at gøre noget ved, end depression født af succes.

Vi er mange som oplever dyb utilfredshed med verden som den ser ud i dag, den overvældende mangel på etik og moral. Kløften mellem vores forestilling om, hvordan verden kunne være, og hvad den er, inspirerer mange af os til at ønske at gøre noget; bevirke en positiv forskel.

Vi ser kun alt for mange religiøse såkaldte værdisystemer, som oftest er samfundsskabte af få individer og med henblik på deres egne materielle fordele…

Det værdisystem vi taler om her er det indre værdisystem, den enkeltes individuelle bevidsthed. Hvis det enkelte menneske har en klar indre bevidsthed er det muligt at skabe en lykkelig og fredfyldt Moder Jord.

Det er ufattelig almindeligt at folk går ned med stress i vore dage – kun få er efterhånden i stand til at holde balancen på trods af alle de krav der stilles. De er ligesom den berømte bambusstok i Tao (kinesisk filosofisk værk af Lao Tsu), som er i stand til at bøje næsten helt ned i alle yderpositioner, men altid finder tilbage til sit center.

Det hjælper at have et realistisk billede af egne evner og deraf følgende muligheder; at modtage fra livet, hvad livet nu har at give, fremfor evindeligt at være på jagt efter 'lidt mere'.

Hvilken succes der end kommer til os i livet, har i grunden kun så lidt at gøre med vore egne evner. Der vil altid være andre som er mere intelligente end vi er; mere handlekraftige, mere medfølende, dynamiske og som ikke har nået nær samme levestandard som vi – deres evner til trods. På den anden side vil der også være rigtig mange som, hvad enten de er intellektuelt baserede eller er følelsesmennesker, nyder langt højere grad af succes end os selv, både materielt og professionelt.

Der er en eller anden faktor, som har indflydelse i vort liv – som ikke er medfødt eller tilegnet talent, uddannelse, DNA eller andre lignende målestokke, men som er bestemmende for, hvad vi opnår både materielt og åndeligt. Er det hvad østens folk kalder karma, skæbnen, eller er det en spirituel kvotient, som måler vores åndelige evolution?

Hvorfor er jeg den jeg er? Hvor er jeg på vej hen? Hvad er mit livs mål? Hvem er jeg i det hele taget?

Ønsket om at komme bagom tingene, at virkelig forstå 'hvem er jeg' ligger dybt i mange af os. Det er denne indre søgemekanisme, som driver os til Mesterens Fødder. Det er denne kreative kløe som igen og igen trækker os til Mesteren på trods af vores indre modstand, angst, fordomme etc.

Nithyananda er absolut uden religiøs dobbeltmoral; han underviser i praktiske teknikker til at leve sit liv dag for dag, time for time, minut for minut; han overbeviser ikke ved hjælp af religiøse floskler og dogmatiske belæringer, men derimod ved hjælp af slet og ret sit Nærvær, kropssprog og udstråling og sin egen oplevelse af den Ultimative Sandhed; Hans meditationsteknikker er født ud af hans egne oplevelser og genskaber direkte samme oplevelser i den udøvende. Hans visdom overstiger klart hans fysiske alder. Hans menneskelige varme, graciøsitet og lysende Væsen, er noget vi aldrig tidligere har oplevet magen til.

Når vi sidder foran Ham forsvinder alle vores spørgsmål som dug for Solen. At sidde med Ham er ren meditation. Han siger at mødet med Ham aldrig er en tilfældighed. At møde Mesteren er livets højeste mål, mens ingen andre projekter her i livet har noget egentligt ægte formål.

PAGE 19

Mesteren er : en Mesterkirurg

Vi er mange, der lever vores liv under den illusion at vort liv har et veldefineret mål – indtil vi gang på gang må sande, at det såkaldte livsmål er noget flygtigt og temmelig foranderligt. Det ændrer sig konstant. I det øjeblik vi opnår et givet mål, er der stadig denne indre oplevelse af utilfredshed, som igen driver os videre. Sandheden er at mennesket kan aldrig blive tilfredstillet

ved hjælp af materielle, ydre, fysiske bedrifter. Selvet vil mere; det vil Mesteren.

Så møder vi Mesteren. Som mange af os mødte Nithyananda. Indtil mødet med Ham har mange af os været 'scenen rundt' og mødt forskellige lærere, læst bøgerne o.s.v., men uden at have fået svar på de hundreder af spørgsmål omkring vores tro, viden og oplevelser. Efter at have mødt Ham har vi egentlig heller ikke fået svar – for spørgsmålene er bare forsvundet af sig selv. Der kan måske stadig herske tvivl om dette og hint, fint, men egentlige spørgsmål, næh, de er væk! I Hans nærvær virker det som om at eventuelle spørgsmål besvares allerede inden de rejser sig fuldt op i vores bevidsthed.

Mange af os som har haft professionelle karrierer, havde allerede opnået det meste af hvad vi havde ønsket at opnå materielt set og alligevel opstod spørgsmålet 'og hvad så? Var det bare det…' Biler, hus & have, social status og aktieporteføljer…men ingen reel indre tilfredstillelse…hele tiden denne indre stemme 'videre, videre, videre – der må da være noget andet, noget mere.'

Nithyananda tænder et lys indeni os som langsomt, men sikkert oplyser al vor uvidenhed og de dårlige vaner vi har opbygget ned igennem tiderne i løbet af hele vor sjæls livsforløb.

Som det udtrykkes i Upanisaderne: Tamaso Ma Jyotirgamaya. Det betyder 'før os fra mørke ind i Lyset'. Det er med denne samme bøn vi kommer til Mesteren.

Ved Hans Nåde guides vi gennem mørket udi Lyset.

Mesteren er en mesterlig kirurg. Han skærer direkte gennem vores ego's kræftknude; viser os vore indre løgne og bedrag og tvinger os til at se vor egen indre sande natur. Jo tættere vi kommer på ham des mere intens bliver oplevelsen.

Nithyananda siger,

'Kommer du til mig som en fremmed, som en 'window shopper' giver jeg dig gerne lidt hjerne-godter så du kan smage lidt på det, fornemme sødmen og gå din vej igen, som du vil. Men hvis du vil mere, hvis du kommer tættere på, så bliver du mit ansvarsområde. Så lover jeg dig, at det vil ske : jeg vil vise dig dit sande Selv.Min medfølelse med mine nære og kære er hård for dem – til tider!'

En levende Mesters nærvær er den højeste gave, den størst mulige velsignelse. For de fleste af os er Gud blot en ide, et koncept; nogen gør grin med konceptet; andre tilbeder det. Der er ikke nogen almindeligt udbredt lære om eller forståelse for, hvordan man kommer i kontakt med Gud; nærmer sig Gud. Religionerne, rettere religionernes ledere, hvis opgave det per definition er, at lede os til Gud, er de største syndere i den sag. De udøver del og hersk politik. De slås og ødelægger. For én er et billede eller en statue af Gud essentiel for at nå Ham, for en anden er enhver afbilledelse synden selv, hver har de deres overbevisning; og har som oftest absolut ingenting tilovers for de andres udlægning af sagen – 'min vej til Gud er den eneste sande vej og alle, der nægter at følge den er fortabte'.

Alle de store oprindelige religioner skabtes i sin tid med det formål at bringe os til at realisere Gud indeni os selv, men som tiden er gået har magtgale såkaldt ' religiøse' ledere korrumperet Sandheden, det underliggende formål er gået i glemmebogen og tilbage står i vore dage den hule skal af en masse golde ritualer, regler og forordninger, som endda ikke engang er blevet opdaterede de sidste x antal tusinder af år, siden pågældende religions indstiftelse…man ser hvorledes lederne på udspekuleret facon tiltager sig magt over folk med det kunstgreb som hedder: synd.

'Hvis du så meget som tænker på naboens hustru'….og således gjordes vi alle til syndere og får, som via vor skyldfølelse kan

regeres med. Religionens barn er ej længere Frelsen, men derimod Terroristen og Fanatisten.

Den Ultimative Sandhed er Eet og derfor nødvendigvis den samme i alle religioner. Når det først er indset falder religionens lænker ynkeligt til jorden.

I en sand Mesters nærvær sker den indre transformationsproces i os af sig selv på naturlig vis og uden tilskyndelse af ydre religiøs tvang. Ej heller er der nogen form for tvang i forholdet mellem Mester og discipel – i hvert fald ikke fra Mesteren's side.

Nithyananda siger,

'Opsøg ligeså mange Mestre du har lyst til, men sørg for at lære noget af hver af dem. Gå til ligeså mange haver du lyster og sammensæt din helt egen buket af de smukkeste blomster og lav så en blomsterranke* til dig selv!' *(Per vedisk tradition hænges en blomsterkrans om halsen på den distingverede gæst, hellige person og naturligvis på Mesteren.)

Folk går jo og ser mange forskellige Mestre, men problemet er at de ikke lader til at lære noget fra nogen af dem. De er ikke andet end 'windowshoppers' som kommer forbi, kigger ind og går igen. Eller de kommer, bliver og udvikler en afhængighed af Mesterens personlighed istedetfor af Hans lære og skaber så problemer for sig selv og deres omgivelser på grund af det. Eller de lader sig afskrække af Mesterens kompromisløse kærlighed og render væk søgende en ny Mester, som måske ville være lidt mere behagelig og eftergivende i sine metoder.

Jesus Kristus og Lord Krishna ville give hinanden et stort knus hvis de mødtes – fordi de jo begge er oplyste Mestre. Ak og ve, de får som følger Jesus, og køerne der er disciple af Krishna, vil for evigt ryge i totterne på hinanden, i disputten over hvis Mester var den største!'

Det er et eksempel på fanatisme i Mesterens navn; istedetfor den fanatisme i religionens navn som historien er fyldt med eksemler på; der er ikke den store forskel.

Denne bog er en inspireret fortælling over Nithyanandas liv for at vise vejen han gik, for at inspirere os til selv at gå vor egen vej, og derved opdage sandheden som den vil åbenbares – før eller senere – at vi er løver og ikke får.

Som Nithyananda så ofte udtrykker det:

Mit mål er ikke at bevise jeg er Guddommelig; mit mål er at bevise du er Guddommelig.

Page 22

Sandheder og fakta

Suka Brahma, viismand og søn af forfatteren til Mahabharata: Vyasa – var lærer for mange andre helgener og vise mænd, hvis alder langt oversteg hans egen. Han fortalte dem Bhagavatam historien om Lord Vishnu's 10 inkarnationer og specifikt den om Hans inkarnation som Krishna.

På slutningen af fortællingen faldt én af de forsamlede rishi's (vismænd) for Sukha Brahma's fødder og bad lidenskabeligt,'Vær sød ikke at skrive noget af alt det her ned – er det først nedskrevet vil den dybere sandhed, den skønhed, som ikke kan udtrykkes i ord – gå tabt. Så er der jo ingen, der vil kunne vide, hvad der reelt skete her. Ingen vil nogensinde være i stand til gennem de bare ord at opleve, hvad der virkelig er gået for sig her under din fortælling, sjælen bag ordene, vore sjæles oplevelse ved at lytte til dig. Fakta'ene vil få Sandheden til at blegne og energien i hele dette drama gå tabt.'

Suka sagde,'Jeg er for så vidt enig med dig, men vi bliver alligevel nødt til at nedskrive det hele, således at kommende

generationer kan blive inspirerede. Selve læsningen af historien vil kunne formå læserne til at 'gå bag om ordene'. Det er godt nok.'

Vores bevæggrund for at nedskrive denne fortælling over Mester's liv er den samme. Sandt som det er, at Sandheden aldrig kan udtrykkes i ord, kan ord dog virke som inspirationskilde for millioner!

Fakta er blot kronologiske detaljer som man finder dem i det vi i Vesten kalder 'historien'. Det er typisk ydre begivenheder, som kan verificeres på den ene eller anden måde. Denne måde at afbilde virkeligheden på er typisk vestlig og afspejler vestens opfattelse af det videnskabelige, det som kan bevises ved hjælp af logik, ved hjælp af intellektet. Østen derimod er mere interesseret i sandheden.

Sandheden er imidlertid metaforisk og ikke faktuel; den transcenderer tid og rum og kan ikke bevises ved hjælp af stringent logik. Hvis logik kunne bevise sandhed måtte deraf følge at logik er større end sandheden, og det kan naturligvis aldrig vær rigtigt.

Denne biografi tilbyder såvel sandheden som fakta'ene så vidt som overhovedet muligt.

Ramayana er den berømte hinduistiske historie som Valmiki skrev over Kong Rama's liv (han var én af Vishnu's inkarnationer). Historien handler om kidnapningen af Kong Rama's kone Sita. Hun bortføres af dæmonkongen Ravana, og i sin forfølgelse af dæmonkongen søger Ramana hjælp fra de aber som boede i herredømmet Kishkinda. Kongerne over denne lille stat var Vali og Sugriva, som fik hjælp fra den højt besungne Hanuman – vidt berømmet som abe-gud over hele Indien.

I Valmikis beskrivelse af Kishkinda i Ramayana nævner han et vist antal aber som udtryk for den samlede population af aber i Kishkinda. Hvis man skulle tage det antal aber for pålydende

ville Kishkinda, som han har beskrevet området slet ikke være stort nok. Kishkinda kunne aldrig have huset så mange millioner aber. Tallet skal ikke tages bogstaveligt, men derimod som udtryk for den puraniske sandhed; d.v.s. en metaforisk repræsentation af sandheden. Valmiki udtrykker abernes indflydelse, deres magt gennem det høje antal nævnt, snarere end det reelle antal abekroppe.

Valmikis visualisation var sandhedsorienteret. Han refererede til energien bag antallet og ikke antallet som sådan.Valmikis fokus var på sandheden om energien, snarere end sandheden om kroppene/den faktuelle repræsentation.

Videnskabens mål er at verificere og kvantificere alting. Det betyder naturligvis ikke, at alt, som ikke af videnskaben er blevet udtrykkeligt bevist, ikke eksisterer! Tyngdeloven har været i kraft lige siden Skabelsen; ellers ville Solen og de øvrige Planeter ikke bevæge sig som de gør og altid har gjort. Så når Newton via æblet der faldt til jorden, opdagede denne sandhed og derefter udtrykte den i en formel, hvorved han gjorde sandheden til et faktum – ved at føre bevis for den – være dermed ikke sagt, at tyngdeloven ikke eksisterede før Newton; Jorden har jo også altid været rund uanset at folk i en vis periode faktisk følte sig overbeviste om, at den er flad som en pandekage. Summa Summarum: Sandheden er sandhed uanset videnskaben er i stand til at føre bevis for den, eller i det hele taget se den eller ej.

Videnskaben har et begrænset sigte. Det svarer til at ville udforske en mørk og uigennemtrængelig skov i lyset fra en lille lommelygte. Lampen lyser kun et par meter fremad og videnskaben præsenterer derefter en teori baseret på, hvad der kan ses indenfor de få meter. Så går de yderligere et par meter frem og producerer endnu en teori…for det de ser nu er jo anderledes end det, de så på de første par meter af vejen…sådan går videnskaben til værks. Men tænk nu hvis hele skoven kunne

oplyses i eet enkelt flash! Det er sådan Oplyste Mestre ser alting, hele Sandheden på én gang.

Og det er i al sin enkelhed forskellen på videnskab og mysticisme eller spiritualitet.

Den oplyste Mesters svar på spørgsmålet om, hvor gammel han er vil være to vidt forskellige ting alt efter om han giver et faktuelt svar eller et svar som er sandheden i overensstemmelse med hans tidløse eksistens.

Igennem tiderne har mennesker fra alle steder kloden rundt oplevet enorme frustrationer, når de har stødt ind i forskellen mellem hhv. deres egen indre oplevelse af sandheden om virkeligheden og den ydre såkaldte virkelighed – som den er accepteret og respekteret af 'samfundet' og de organiserede religioner.

Denne bog gør et forsøg på at udtrykke såvel kronologiske og historiske facts som den eksistentielle sandhed i én og samme fortælling. Fakta er begrænset til den 120-graders synsvinkel vi almindeligvis anvender på tingene. Sandheden er en åndelig 360-graders allround eller omniscient synsvinkel som den leves af en oplyst Mester.

Her er en oplyst Mester's 360-graders vision som vi kun kan opleve fuldt ud med et åbent sind og en fordomsfri holdning. Denne bog består af faktuelle fakta og sande sandheder. Den er et møde mellem Østens mysticisme og vestlig logik.

Fakta og sandhed går ikke altid hånd i hånd; fakta er én dimensionel og relaterer kun til tid mens sandhed er tid og rum; den er multi-dimensionel.

Nithyananda – Evig Lyksalighed er syntesen af sandhed og fakta.

CHAPTER – 2 Kapitel 2