17. *Gammel mand med telepatiske evner og Den tavse vismand*

Da han var omkring syv år gammel mødte nithyananda Narayanaswami Thatha også kendt som K.S.Narayanaswami (thatha betyder bedstefar på tamilsk).

Thatha boede i et lille tempel for elefantguden Ganapati i Thirumanjana Gopuram gaden i Tiruvannamalai. Han var Mester i tantra, yantra og mantra, d.v.s. samtlige tre teknikker til opnåelse af Oplysning. Han besad dybe telepatiske evner. Det lokale politi kom regelmæssigt til ham for hjælp til at opklare forbrydelser, identificere og udpege forbryderen!

Thatha tog et spejl og tegnede en firkant på det; billedet af forbryderen ville da vise sig indeni firkanten. Folk som havde mistet deres ting, eller hvis børn eller andre var blevet væk for dem, kom til ham; og han viste dem i spejlet, hvor tingen eller personen befandt sig lige nu. nithyananda så ham udføre det arbejde dag efter dag – utrætteligt. nithyananda tilbragte seks år i selskab med Narayanaswami Thatha.

Når folk kom og bad om hjælp tændte Thatha en lampe og mumlede et mantra. Dernæst samlede han lidt af lampens sorte sod op i sin hånd og smurte det ud på spejlet. Straks fremkom en scene som viste hvad der nu var hændt, i spejlet, så klart som på et fjernsyn. Hele historiens forløb fra start til slut ville blive oprullet, uanset om det var en forsvunden person eller et indbrud der var tale om. Den lokale politinspektør kom gerne og sad for fødderne af Thatha.

Tyveknægte plejede at komme og bede ham om ikke at afsløre dem for politiet. Når han først havde givet dem sit ord, kunne spejlet ikke senere vise noget som helst. Til gengæld krævede han, at de skulle give alle eller en del af deres penge til templet; nogle gange krævede han, at de skulle aflevere det stjålne til rette ejermand – hvis ejeren var en god mand vel at mærke. Hver dag samlede han tusindvis af rupee – mønter ind.

Thatha havde truffet den klare beslutning, at han aldrig ville eje noget som helst, hverken penge eller andre ting, hvorfor han hver aften inden solen gik ned delte alle de penge eller andet folk havde givet ham til gengæld for hans tjenester, væk. nithyananda plejede at komme med mad til ham derhjemmefra; hans mor var meget generøs og gav ofte mad til byens sanyasis, asketer og munke. nithyananda var bydreng for mystikeren og nød at se det daglige 'tv'-show i spejlet og høre al den sidste bysladder; og han glædede sig sammen med folk, når de via spejlet fandt, det de havde søgt.

En gang var der nogen, der havde stjålet statuen fra et tempel i nabobyen Tiruneer Annamalai ved at knække den af nede ved søjlen. Thathas spejl viste at idolet skulle være blevet gemt i en ubrugt vandtank, og ganske rigtigt fandt politiet den også der. Da nu statuens oprindelige tempel var blevet brudt op og fundamentet ødelagt, bad Thatha politiet om i stedet at bygge et lille tempel for statuen indeni selve politistationen, hvilket de gjorde! Thathas berømte spejl befinder sig også i det tempel. Det er højst sandsynligt det eneste tempel bygget inde i en politistation i hele Indien, ja formentlig i hele verden!

En dag mens Thatha var gået på toilettet besluttede nithyananda at se nærmere på spejlet. Han smurte lidt af den sorte sod ud på spejlet, men han havde ikke noget at spørge om. Pludseligt trådte Devis form klart frem i spejlet. Hun smilede til ham. nithyananda blev bange, for hvad nu hvis hun ville sige til Thatha, at han havde brugt spejlet uden at spørge om lov. Han satte sig ned og bad, 'Åh vær sød ikke at sige det til ham.' Hun smilede bare og det tog nithyananda som tegn på, at hun ikke havde tænkt sig at sladre. Men problemet var nu, hvordan han skulle få hende til at gå sin vej igen.

Da Thatha kom ud fra badeværelset viste nithyananda ham spejlet og gik til bekendelse. Han lo bare og sagde, 'Hvis Devi ikke ønskede at vise sig, ville Hun ikke være kommet. Du har ikke gjort noget galt.' Bagefter forærede Thatha den sølvboks

spejlet plejede at være i til den lille nithyananda. Den boks er i ashrammen i Bangalore i dag.

Det skete jævnligt, for ikke at sige ofte, at nithyananda ikke nåede i skole. For at slippe for straf gik han gerne til Thatha og bad ham om hjælp. Thatha sørgede så for, at der viste sig et lille hak udfor nithyananda's navn i klasselærerens protokol, som om han virkelig havde været der!

Thatha havde det med at materialisere ting. Han gav også folk råd og vejledte dem til at få løst deres problemer. Engang kom en mand fra den laveste kaste (samfundsklasse) til Thatha for råd. Thatha adviserede, at han skulle gå tre gange rundt om et Shivatempel. Manden fortalte, at han som lavkasteperson ikke ville få lov til at blive lukket ind på tempelområdet hjemme i sin landsby. Thatha pegede så på nithyananda og bød manden gå rundt om ham tre gange istedetfor. Det gjorde han, hvorefter Thatha udtalte at, 'nu vil alle dine problemer løse sig.' Hverken manden eller nithyananda forstod betydningen af det, der var sket; men mandens problem løstes ganske rigtigt.

nithyananda lærte de tantriske, mantriske og yantriske videnskaber af Narayanaswami Thatha; hvordan de fungerer og hvordan de bør anvendes. Tantra er meditationsteknikker til opnåelse af Oplysning; mantra er lydord, som ved kontinuerlig og koncentreret repetition også udgør en vej til Oplysning og endelig er yantra en metaforisk gengivelse af Kosmos skåret på en kobberplade og brugt som meditativt værktøj til samme formål. Engang da nithyananda bad Thatha give sig et mantra (det er traditionen at Mesteren vælger et mantra til sin discipel, som netop passer godt til hans eller hendes psyke) svarede Thatha at nithyananda skam allerede havde sit eget mantra, som er tusinde gange stærkere end noget andet han, Thatha, kunne give ham; men henad vejen lærte han nu nithyananda mange forskellige teknikker inklusive mantras.

Engang i tiden omkring Devistatuens installering i templet inde på politistationen kaldte Thatha nithyananda hen til sig med ordene, 'Sinnapayan' (lille dreng),'kom og lær af mig.'

nithyananda sagde, 'Jeg har lært meget af dig. Du har lært mig mange ting, mantras og teknikker. Hvad ellers vil du gerne have jeg lærer?'

Thatha sagde, 'Hvis dit sind er rent behøver du ikke mantras for at gøre mirakler. I dit blotte nærvær vil miraklerne opstå af sig selv.'

Et sted dybt inde i nithyananda gav hans ord genklang. Han sagde til Narayanaswami Thatha, 'Så skulle du have gjort mit sind rent istedetfor at lære mig alle de mantras, som du påstår er ubrugelige.'

Som svar ytrede Thatha, 'Bare rolig; mantraerne vil rense dit sind.'

Fra og med den dag indstillede nithyananda al praksis af de mantra og tantra, han havde lært.

Narayanaswami Thatha gav nithyananda et yantra og en bog med spirituelle sange, chants. Han lærte ham også, hvordan man ved at chante et bestemt mantra: mooligai prana pratistha mantra ettusinde gange i østlig retning henvendt til visse urter, sikrer at disse urter bibeholder deres kraft og styrke selv efter at være blevet plukket og eventuelt skåret i stykker.

Om aftenen inden nithyananda forlod Thatha for at gå hjem til sin familie, velsignede Thatha drengen i tavshed og gav ham en frugt med i hånden fra sit fad.

En skønne dag, da drengen skulle til at gå hjem som sædvanlig med ordene 'poyittu varen' – vi ses, eller helt bogstaveligt 'jeg går og kommer tilbage'- svarede Thatha helt usædvanligt 'Gå' og istedetfor at give ham en frugt, pegede han på fadet og

indikerede, at nithyananda selv skulle vælge, og tage hvad han ville have. Tre dage senere forlod Thatha sin krop. Hans samadhi, stedet han er begravet, eksisterer den dag i dag i Tiruvannamalai og kaldes Thottakara Thatha – Gartner Bedstefar, som er det navn, han var almindeligt kendt under.

Som det var hans vane fortsatte nithyananda med at finde nye venner blandt byens åndelige personligheder. Han mødte en sanyasi som plejede at sidde i Arunachala Templet tæt ved Thirumanjana Gopuram. Den sanyasi, Narayana Swamigal, var meget populær i Tiruvannamalai. Han kaldtes Mouna Swamigal - Den Tavse Vismand - da han aldrig mælede et ord. Han havde heller ikke for vane at spise. Når folk kom til ham for at blive velsignede, stillede han sig op med begge hænder løftede og håndfladerne udefter og bare stod sådan i henved ti minutter. Han havde en lille tavle hvorpå stod ordene 'summa iru sollaren' – bare vær i tavshed. Han sad helt tyst uden hverken ydre eller indre snakken. Når nithyananda sad sammen med Mouna Swamigal oplevede han også indre fred. Mouna Swamigal lever endnu. Han er rykket et stykke opad bjerget til et ensomt beliggende område på Arunachala og har levet der i de sidste 15 år uden hverken at spise eller drikke.

nithyanandas udstråling og energi tiltrak folk med samme åndelige interesse og mål som han – og helt fra den allertidligste barndom dukkede de op i hans liv, velsignede ham og lærte ham beredvilligt det de havde at lære fra sig. Kontakten til alle disse viise mænd og hellige folk inspirerede barnet og gav ham lyst til at være og leve sit liv som dem.

Page 110

Matematiklæreren

Guddommeligheden i nithyananda var altid til at få øje på for den oprigtigt søgende.

En dag kom han for sent til matematiktimen og blev derfor høfligt stående i døråbningen afventende matematiklærerens tilladelse til at træde ind i klassen. Læreren kiggede op og over i retning af ham. Han sagde intet, det virkede som om han var i en slags trance. Langsomt rejste han sig, samlede håndfladerne foran sit hjerte og bukkede ærbødigt for drengen. nithyananda så undrende til.

Matematiklæreren opfordrede senere nithyananda til at komme og besøge ham i hans hjem. Som det sig hør og bør gik nithyananda derfor et par dage senere på visit hos læreren. Straks han trådte ind ad døren lagde læreren sig i fuld prostration på gulvet for hans fødder. Bagefter fortalte han glædestrålende og meget følelsesladet, hvordan han havde haft en vision af sin ishta deva, sin yndlings form af Gud – Lord Ayappa – i drengen, mens han stod i døråbningen til klasselokalet. Han erklærede sig som drengens discipel. nithyananda vidste ikke, hvad han skulle sige til det.