16. *Patanjali – Yogaens fædrene ophav*

For nylig (2006) i ashrammen i Los Angeles, USA fortalte Nithyananda os om hans dage med Raghupati Yogi:

Jeg havde det store held at være hos den store Mester Raghupati Yogi. Da jeg mødte ham, var han omkring de 105 år gammel!

Han nedstammede fra Patanjali. (Med nedstamme menes her i åndelig og ikke fysisk forstand) Patanjali er grundlægger af yoga-systemet som vi kender det. Han er den første Mester som hermed skabte et klart videnskabeligt anlagt og logisk opbygget system til at reproducere oplevelsen af Oplysning. Indtil Patanjali var Oplysning et rent tilfælde; noget, der skete for én, men ikke for en anden. Det var det rene lotteri. Man kunne købe et lod, men der var ikke gevinstgaranti. Patanjali var den første Mester, jeg kan også kalde ham åndelige navigatør, som rent faktisk kreerede et kort og gav alle de fysiske pejlemærker. Han skabte krystalklare retningslinier; en skridt-for-skridt kørebog til genskabelse af Oplysning i et menneske.

På samme måde som andre videnskabsmænd udtrykker deres forståelse af det ydre univers på formler, således udtrykte Patanjali sin forståelse af det indre univers i form af en teknologi, der er i stand til at reproducere i den enkelte der følger teknikkerne, den samme oplevelse han havde haft – nemlig Oplysning. Og Raghupati Yogi mestrede hele den videnskab. Han var Mester i alle yogaens aspekter fra de fysiske yogaøvelser, asana eller hathayoga, over vejrtrækningsøvelser, pranayama, til at forstå og mestre sindet, arbejde med visualisering, følelser etc.

Fra jeg var 3 til jeg var 13 arbejdede han med at forberede min krop og mit sind til at være åben for og kunne modtage og forblive i Oplysningen. Alle og enhver kan opnå et glimt af satori, af 'no-mind' stadiet, at være fri for tanker – et øjeblik er ikke svært at opnå, det er ikke nogen big deal, men at forblive i det stadie – og ikke bare mentalt, men også at være i stand til at udtrykke den energi gennem sin fysiske krop, at være 100% integreret i Oplysningen, det kræver forberedelse af krop og sind. Og det er 'the real thing'! Bare et enkelt glimt af sandheden er ikke noget at tale om. Enhver kan opnå det. Men at være i og leve den Bevidsthed; udtrykke den kræver forberedelse. Han fokuserede på den side af sagen og hjalp mig på så mange måder til at forstå og opleve og først og fremmest være i det intense energi – niveau og udstråle Energien gennem min fysiske krop.

Træningen startede ved 6-7 tiden hver morgen. På det tidspunkt var det nærmest ligesom tortur! Jeg skulle bukke og bøje mig i alle tænkelige retninger. I Arunachala templet, hvor han plejede at undervise mig var der en smuk stensøjlehal. Han satte mig til at klatre op og ned ad samtlige stensøjler! 20 til 30 søjler skulle jeg op i, den ene efter den anden. Til dato er det ikke lykkedes mig at finde nogen forklaring i nogensomhelst bøger om yoga på, hvorfor det skulle være nødvendigt at klatre i søjler for at lave yoga! (latter). Og han kommanderede mig ovenikøbet til kun at bruge én hånd. I én arm skulle jeg klatre hele vejen op og ned igen.

Han plejede også at få mig til at praktisere Neti, en teknik hvor man sluger et langt stykke bomuldsstof for at få renset hele tarmsystemet. Jeg skal ærligt indrømme: det er kun i dag jeg er glad for de ting; dengang hadede jeg ham!'

Nogle af de ting han fortalte om Patanjali var overraskende eller ligefrem chokerende og til tider modsætningsfyldte. Han fortalte at Patanjalis ord kommer til udtryk i hans bøger, men ikke hans kropssprog. Og at en stor del af hans lære derfor er

gået tabt. At kun et menneske, der har oplevet Patanjalis bevidsthed er i stand til at vække Patanjali til live igen. Og jeg havde det formidable held at være sammen med den Mester, der har oplevet den Bevidsthed, eller det samme indre rum som Patanjali, hvilket satte ham i stand til at kunne afsløre yogavidenskabens dybere aspekter.

Jeg spurgte ham om årsagen til, at han fik mig til at klatre op og ned ad alle de søjler, da der ikke er nogen reference til søjleklatring i nogen yogabog overhovedet. Han gav en smuk forklaring: Med et hvilket som helst formål for øje du bevæger din krop, det formål, den erindring som ligger til grund for din bevægelse, selve den idè, vil sætte sig grundigt fast i din krop og dit sind. Det er en meget chokerende afsløring. Han siger: hvilken intention du end måtte havde med udførelsen af en fysisk bevægelse, om du bukker, strækker eller på anden måde er aktiv, den intention, det formål vil blive registreret i din kropsbevidsthed og det formål, den idè, den samskara vil derefter begynde at udtrykke sig i din krop.

Han mener: måden du bukker dig på og metoden du anvender i din yogapraksis er slet ikke særlig væsentlig. Det væsentlige er din bagvedliggende motivation, intention. Hvis din intention er at opnå et godt helbred og du gør de bevægelser, du mener er nødvendige for at opnå det med den grundlæggende intention bag, vil du også opnå sundhed.

Han siger, om du så vælger blot at sidde, hvis du har en stærk tro på at det at sidde ret op og ned vil gøre dig sund og stærk, jamen så er det det, du vil opnå ved at sidde. Jeg spurgte ham, hvordan det er muligt, han lo og svarede, 'selve din krop er lavet af din erindrings stof. Vi er udtryk for vor egen selvhypnose. Hver eneste erindring er registreret i vore muskler. Så ved at ændre vores erindringer ændres hele vores system samtidigt.

Nithyananda har fortalt, at Raghupati Yogi var en reinkarnation af Patanjali. Patanjali selv var en inkarnation af den imponerende slange Adisesha, på hvilken Vishnu hviler. En gang da Shiva dansede i Kailash brast én af hans ankelkæder og for at undgå at Shiva måtte stoppe sin dans, rullede Adisesha sig rundt omkring hans ankel som en anden ankelkæde. Da han holdt inde med dansen velsignede Shiva slangen, som sagde til ham, 'Alle andre nød at se dig danse, men jeg gik glip af din optræden, da jeg jo sad nede på din ankel. Vær sød og giv mig en mulighed for at se dig danse,'

Shiva sagde så, 'Du vil blive født på Jorden og efter at du har gjort bodøvelser en vis rum tid, vil jeg komme og danse for dig.'

Således reinkarneredes Adisesha som Patanjali i Chidambaram, og Shiva kom og dansede for ham som Nataraja.

Da Nithyananda fortalte os om den begivenhed kom mange af os i tanker om alle de gange Hans egne ankelkæder er knækkede under Hans dans i forbindelse med Ananda Darshan; tykke kæder i guld som brast og faldt af under Hans energiske dans.

Yogi Ram Surat Kumar – Visiri Swamigal

nithyananda blev gode venner med flere andre viise mænd i løbet af sin tidlige barndom. Én af dem er Saakkupai Swami, hvis påklædning bestod af jute stof, som han havde fra nogle bortsmidte gunny-sække (kaldet saakkupai på tamilsk) og som plejede at sove i templet. Andre børn var bange for ham og undgik ham, men nithyananda gik hen til ham en dag og spurgte ham, hvordan han kunne komme til at se Arunachala i menneskelig form. Saakkupai Swami lo og sagde, 'Nar mig ikke på den måde, gå din vej, gå din vej!' nithyananda lød forskrækket derfra. Da han var på sikker afstand vendte han sig alligevel om for at se hvad Swami'en nu lavede, og til sin

forbløffelse så han, at han lå fuldt udstrakt med panden mod jorden og hænderne samlede og rejst foran hovedet i ærbødig hilsen i retning af ham selv.

Efter den dag smed Saakkupai Swami altid slik og karameller hen til nithyananda, hver gang han passerede forbi, også selvom drengen ikke turde komme tæt på. nithyananda troede Swamien havde en skrue løs. En dag smed nithyananda så en rupeemønt hen til Saakkupai Swami. Swamien sagde at han ikke havde brug for penge; nithyananda spurgte derfor, om der så var noget andet han kunne tænke sig, måske noget mad. Swami svarede, 'Nej, men du kan hente mig en pakke beedis.' (indisk cigarettype rullet af tørrede tobaksblade) nithyananda købte en pakke beedis og gav ham. Swami lagde pakken ved sin side. Straks efter dukkede en hund op, løb hen og tog pakken i munden og lød atter sin vej. Saakkupai Swami sagde til nithyananda om at følge efter den hund. Hunden løb og nithyananda storkede efter det bedste han havde lært; de nåede til Yogi Ram Surat Kumar, bedre kendt som Visiri Swamigal, hunden lagde pakken foran ham og løb væk. Visiri Swamigal tog en beedi og begyndte at ryge.

Visiri Swamigal sad midt i en dynge skrald han havde samlet sammen på trinene til den bygning, der ligger overfor Thermutti, hvor templets hestevogn holdt parkeret. Han var en Oplyst Mester, velkendt og afholdt i byen. Han var en samtidig af Sri Ramana Maharishi. Visiri Swamigal vendte sig nu om mod nithyananda og spurgte om det var Saakkupai Swami, der havde sendt ham. nithyananda forklarede så, hvordan det gik til at han var kommet, og hvordan han havde lært Saakkupai Swamigal at kende. Visiri Swamigal syntes godt om den unge knægt, de to faldt i hak med det samme og et umiddelbart venskab opstod dem imellem.

Et par dage senere tilbød Visiri Swamigal en beedi til nithyananda. Da han var blevet opdraget til at mene at rygning er en dårlig vane, afslog nithyananda. Hvem ved, hans

Oplysning var måske indtruffet langt tidligere end det skete, hvis han havde accepteret Mystikerens tilbud om en beedi!

Folk i byen havde for vane at spørge Visiri Swamigal til råds om deres fremtid. Skolebørn ville spørge ham, hvordan det mon ville gå dem i deres eksamener o.s.v.

Den gådefulde mystiker svarede kun sjældent. En dag, da nithyananda var på vej i skole stoppede han op og spurgte, om han ville bestå i dagens test. Han fik et svar, 'Du vil bestå livets eksamen, min dreng!' nithyananda forstod ikke hvad han mente med det. En kvinde, der sad i nærheden og havde overhørt samtalen sagde, 'Gå du bare ven. Du forstår ikke ordene nu; senerehen vil du huske og forstå!'

Et par af de berømte begravelsessteder i den hellige by som Tiruvannamalai er, nød nithyananda at besøge, sætte sig et sted og meditere i den velgørende stilhed. For et par år siden ganske tidligt om morgenen gik vi en lille gruppe sammen med Mester i Tiruvannamalai, og han førte os hen til flere af de steder og udpegede for os, hvor han plejede at sidde og meditere. Han viste os et stort gravsted og sagde, 'Ser I det store gravkammer der? Den dobbeltseng der! Der plejede Yogi Ram Surat Kumar at sidde. Jeg havde for vane at gemme mig og holde øje med ham og nyde den mystiske udstråling han havde. Når han fik øje på mig gennede han mig væk med ordene, 'det er jo kun mig, gå din vej!'

Han genkaldte sig, hvordan han en dag på vejen hjemad, efter at have siddet en rum tid og mediteret inde på begravelspladsen, fik øje på en mand, der lå i fuld prostration på jorden i retning mod Arunachala, som det var almindelig praksis i byen. Han ventede høfligt på at manden skulle blive færdig og rejse sig, men han bevægede sig ikke. Pludselig gik det op for nithyananda at det var et lig der lå der! Ganske uanfægtet hoppede drengen over den døde krop og fortsatte på sin vej. Hans intense åndelige tørst levnede ikke rum for oplevelsen af følelser som frygt, sorg eller nogen anden type følelse, som

kunne have bremset ham på hans vej mod den Totale Sammensmeltning med det Guddommelige.

Arunachala's mystik

nithyananda var forelsket i Arunachala. Hver eneste procession, der udgik fra templet kunne tælle nithyananda blandt dets deltagere. Sine dage tilbragte han i templet; den gratis mad, som det er hinduistiske templers vane at uddele på daglig basis, spiste han også i selskab med de forsamlede sanyasis. Arunachaleshwara templet i Tiruvannamalai var nithyanandas legeplads, som Brindavan var det for Krishna og Dakshineswar for Ramakrishna.

Når han vågnede om morgenen hjemme i sit hus beholdt nithyananda sine øjne fast lukkede i, stod ud af sengen og gik, fortsat med lukkede øjne, ud foran huset og stillede sig. Først da åbnede han øjnene og skuede som det første sit elskede bjerg: Arunachala. Hans brødre og søstre plejede at kalde ham kuruttu samiar, den blinde munk! De plejede at irritere ham ved at stille sig foran ham idet han åbnede øjnene, eller dreje ham rundt, så han vendte modsat bjerget; nogen gange råbte de bare ad ham for at forskrække ham. nithyananda blev rigtig gal i skralden når det skete, sparkede dem og råbte og regerede, for så at gå hele vejen tilbage ind i huset i seng igen og starte forfra!

For nithyananda var Arunachala et levende væsen og ikke bare en samling klipper. Han kunne sidde lang tid og bare se på, opleve, være med bjerget – som i Zen meditation, Zazen; sidde, lade ske, blot være til.

Page 106