15. *Ganesh Chaturthi: Opvågnen af intens åndelig passion*

Fra den tidligste barndom følte nithyananda sig draget til det åndelige, og som vi allerede har set brugte han al den tid han på nogen måde kunne komme til sammen med sine statuer, der for ham ikke blot var messing og jord, men derimod levende væsener med hvilke han havde et intenst forhold. Han elskede at lege med guddommene, at bade og siden udsmykke dem, tilbede dem og føre samtaler med dem. De var kort sagt hans eet og alt. Kun yderst sjældent deltog han i sport, boldspil og al den slags sysler - almindelige for en dreng på hans alder.

Parashakti ( Kosmos' Energi i form af den Universelle Moder) opererer så sandelig på mystisk vis for at hjælpe Oplyste Væsener med at udføre deres opgaver.

I løbet af Ganesh Chaturthi - dagene op til, under og lige efter Lord Ganapati's fødselsdag ankom hele horder af pottemagere til Tiruvannamalai med enorme mængder ler, hvori de formede deres figurer af Ganapati. Hvert hjem havde almindeligvis sin Ganapati figur stående på familie-alteret og familiens medlemmer bad regelmæssigt til Ganapati. På selve dagen blev samtlige altre dekorerede med blomster, lys og røgelse og en speciel slags delikatesse, som regnes for at være Ganapati's yndlingsspise blev tilberedt og ofret til Ham på altrene. Hans livret er modakam – en riskugle rullet i puddersukker.

Afhængig af den lokale tradition var det almindeligt at man på enten tredje, femte eller tiendedagen after Hans fødselsdag tog lerfiguren af sin Ganapati og gik med hele familien ned til den lokale flod, å eller ud til havet selv, og der lod Ganapati forsvinde i bølgerne. I større byer bliver det til store processioner af mennesker der i tusindtal bærende deres figurer på hovedet går denne pilgrimsfærd hjemmefra og til vandet. Rige mennesker, som måtte have bil eller har råd til at leje hestekærre, kommer anstigende på den maner… alt sammen ganske udmærket i fald figuren er fremstillet i naturforgængelige materialer, hvilket desværre ikke altid er tilfældet nu om dage.

Pottemagerne efterlod gerne det ler, som de ikke fik brugt eller solgt, når festivalen var vel overstået og de forlod byen igen. nithyananda kunne da opleves cyklende rundt på sin trehjulede indsamlende alt, han kunne finde til brug for fremstillingen af hans egne små figurer ud af dette ubrugte ler.

Den eneste person i hans husholdning, som tillod sig at gøre vrøvl over alle disse mængder af ler han indførte, var nithyanandas mormor. Til gengæld smed drengen en håndfuld ler efter hende. Hun måtte acceptere. Til sidst var hele familiens hus fyldt op med ler fra kælder til kvist foruden halv – og helfærdige lerfigurer stående alle vide vegne! Derudover ofrede nithyananda puja til samtlige disse figurer, under hvilke ceremonier han ringede højlydt med sin messingklokke – og det vel at mærke på alle tidspunkter af døgnet 7 dage om ugen. Her tillod bedstemoren sig igen visse højlydte indvendinger til hvilke drengen blot svarede med et mantra, som han havde lært i templet og som er specifikt beregnet på at bortdrive onde ånder, spøgelser og deslige!

Disse mantras i kombination med den højlydte kimen med klokken har givetvis gjort sin virkning. Faktum er i hvert fald at bemeldte mormor lever den dag i dag (2008) i bedste velgående i familiens hus i Tiruvannamalai – og er et godt stykke oppe i halvfemserne!

Nithyananda siger:

'Parashakti' (Den Universelle Moder) forberedte min krop og sind så smukt, til den mission hun havde tiltænkt mig. Man kan se hvordan Hun legede, hendes lila. Dag efter dag tilbragte jeg ene og alene med at udsmykke, tilbede og tale med guddommene. Jeg var i besiddelse af en energi og handlekraft, som ligger langt udover, hvad man normalt oplever i et ungt barn. Min mor har fortalt mig, at jeg engang som lille egenhændigt tog fat i en tung teaktræsseng som én af familiemedlemmerne sov på – og drejede den rundt uden synderligt besvær!'

nithyananda var et selvstændigt, egenrådigt og dertil ganske frygtløst barn. Hans mor og resten af familien plejede at lytte til hans mening om tingene, snarere end at han kom til dem for råd. Hans klarhed og kærlighed virkede tiltrækkende på folk, der helt automatisk fik lyst til at følge ham.

Raghupati Yogi

Som 3-årig mødte nithyananda Yogiraj Raghupati Maharaj, bedre kendt som Raghupati Yogi.

Et familiemedlem tog en dag en omvandrende yogi, en sanyasi med sig hjem. Det var almindeligt i nithyanandas hjem at give tag over hovedet og mad til asketerne, de omvandrende yogier. Hans bedstefar plejede i sin tid at invitere mindst ti munke hjem til frokost hver eneste dag – og han gav dem til og med lidt klingende mønt med på vejen inden de forlod hjemmet igen! Det foregik sådan, at de blev sat alle på én række, bespist, så blev der foretaget arati for dem (skik hvor man svinger en tændt olielampe foran en guddom eller som i dette tilfælde nogle

hellige mænd) og til sidst fik de alle nogen penge, inden de gik igen.

Den sanyasi som var kommet på besøg den dag var ingen ringere end Raghupati Yogi, som ved synet af den lille dreng, der legede på gulvet bemærkede: 'I den dreng har I et lys, som skinner lige her i jeres hjem.' nithyananda følte sig meget hjemmevant med den mand, meget tryg og de faldt hurtigt i snak. nithyananda fortalte ham hele sin oplevelse med Ganapati, og om hvordan han havde fået Ham til at spise, efter at han havde fastet i 3 dage. nithyananda følte, at Yogi forstod alt, hvad han sagde og fremfor at gøre grin med ham som familien havde gjort det,var han tværtimod fuld af venlighed og glæde.

Så langt tilbage nithyananda kunne huske, havde han altid opfattet det, som om der sad en gruppe på 11 mennesker i en rundkreds om ham selv. Det var noget han var så vant til, at han faktisk troede de måtte være hans slægtninge og som en selvfølge gik ud fra at de var en del af hans store familie (de levede omkring 100 mennesker under samme tag – en rigtig storfamilie!) – indtil det en dag gik op for ham, at han var den eneste, der kunne se dem. Først da han mødte Raghupati Yogi og var blevet initieret af ham, holdt gruppen på 11 op med at komme. Drengen spurgte Yogi ud om det. Raghupati Yogi fortalte ham, at de folk var bhairava, Shiva gana, soldater med andre ord, som havde været hos ham siden fødslen for at passe på ham. Nu da han var blevet initieret og stod under beskyttelse af et Guru mantra, opfattede de at deres beskyttelse ikke længere var nødvendig; 'De har givet dig til mig', forklarede han.

nithyananda kendte hver af de elleve ved navn og havde for vane at kalde deres navne trofast inden hvert måltid – så de også kunne komme til bords. Mange år senere, da han læste biografien over Sarada Devis liv – hun, som var gift med Ramakrishna Paramahamsa – forstod han, at hun havde haft en tilsvarende oplevelse som barn, da hun havde stået under

beskyttelse af sakhi, en gruppe kvinder, som er Devis tjenerinder, Modergudindens 'soldater'.

nithyananda skrev trofast dagbog, hvori han omhyggeligt berettede samtlige historier som Raghupati Yogi fortalte ham, og i øvrigt alt hvad der overhovedet skete mellem dem, når de var sammen. Raghupati Yogi insisterede på, at han skulle skrive det hele ned. Familien nåede at flytte et par gange i løbet af nithyanandas barndom, men heldigvis sørgede hans mor for at dagbøgerne kom med fra sted til sted, og hun opbevarede dem også efter nithyananda var gået hjemmefra. Så takket være hendes og Raghupati Yogis indsats kan vi i dag nyde godt af den rige mængde information bøgerne byder på.

Raghupati Yogis opdukken i nithyanandas liv havde et veldefineret formål.

Om end han muligvis ikke selv er at regne som en oplyst Mester – en højt uddannet og specialiseret yogi var han i hvert fald. Hans job var at træne, forme og forberede lille nithyanandas krop til at kunne modtage og bibeholde den fulde Oplysnings energi. Om netop det 'at få kroppen til at modtage og holde den Energi', bemærkede Nithyananda en gang at oplevelsen var ligesom 'at holde fire elefanter inde i en lille hytte'. Raghupati Yogi omtales altid af Nithyananda med den allerstørste respekt og hengivenhed.

Yogien boede faktisk i samme gade som nithyananda, og kendte hele familien. Han var født og opvokset i Burma, hvor buddhistiske lamaer havde taget sig af hans yogiske træning og uddannelse. Han havde fuld kontrol over sin krops funktioner og yndede foreksempel at levitere og bede de tilstedeværende børn om at gå ind under hans krop for ved selvsyn at kunne konstatere, at der ikke var noget, der holdt ham, og at der ikke var tale om et eller andet trick eller tryllekunst. Det gjorde han v.hj.a. asanas og pranayama – kombination af fysiske yoga stillinger og vejrtrækningsøvelser.

Til andre tider kunne yogien finde på at udånde 100%, hvorpå han satte en jerntvinge godt fast omkring sin brystkasse. Så indåndede han og under indåndingen brækkede hele det massive stykke jern i flere stykker og faldt til jorden! Han havde også for vane at indfange slanger, sætte en – levende! – slange op til sit næsebor, lade den glide hele vejen op og komme ud igen ad hans mund!

Blandt andre dr. Howard Johnson fra Harvard Universitetets medicinske fakultet har udført verificerede videnskabelige eksperimenter på tibetanske lamaer og deres yogiske evner opnået af dem gennem vejrtrækningskontrol og meditation. Blandt andet evnen til at nedkøle eller opvarme kroppens temperatur, evnen til at levitere og mange andre fysiske evner, der almindeligvis ikke regnes for at være menneskeligt mulige.

Raghupati Yogi spiste kun lidt, om overhovedet. Han kendt nogle yogiske tricks til kontrol af kroppens sult- og tørst mekanismer, som han lærte nithyananda. Når hans disciple nødede ham til at spise lidt udfra deres velmenende forestilling om, at mad var en nødvendighed for ham, tog han gerne en lille smule, spiste og knipsede så med fingrene. Da kom samtlige hans tarme ud ad hans mund. Derpå vaskede han sine indvolde omhyggeligt fri for madrester i rent vand, hvorpå yogien lagde sine tarme indenfor igen. Han var kort sagt ekspert i Patanjalis ashtanga yoga metoder og brugte samme metoder i forberedelsen af nithyanandas krop og sind.

Raghupati Yogi kom over til nithyanandas hus hver morgen.Han tiltalte sin lille protegè med titlen 'Samiar' – Mester, og det navn tog resten af familien inklusive nithyanandas far og mor til sig og brugte herefterdags. Yogi tog drengen med til templet og satte ham til at praktisere forskellige yogiske discipliner i trefire timer hver dag. Hen ad vejen blev den lille uddannet i samtlige otte grene af ashtanga yoga inklusive pranayama og asanas. Først efter undervisningen var færdig tog Yogi nithyananda med ud i byen og spise morgenmad. Han var meget

kærlig og sød og plejede at give drengen slik og chokolade og al den slags for at holde barnets interesse fangen!

nithyananda havde et afslappet forhold til ham; de var på bølgelængde fra første færd og nithyananda stillede ham alverdens spørgsmål, som han tålmodigt besvarede. Når Yogis andre elever og øvrige voksne mennesker kom for at tale med ham, mens han var sammen med nithyananda, sagde han ofte til dem, 'tro endelig ikke at jeg er lærer for drengen der, tværtimod det er ham, der er min lærer.'

En dag spurgte Raghupati Yogi nithynanda om han havde lyst til at besøge Kailash, bjerget hvor Lord Siva og hans partner Parvati bor. Det ville han mægtigt gerne og svarede derfor beredvilligt 'ja tak'. De aftalte så at mødes igen den næste dag i templet selv, hvor Raghupati Yogi lovede at han ville give nithyananda et særligt mantra, som hvis han sagde det, ville kunne tage ham direkte til Siva og Parvatis hjem.

Næste morgen, da de to venner mødtes i Kartika mandapam i templet var nithyanandas første spørgsmål, 'nå, hvor er så den bus vi skal med for at komme til Kailash?' Yogi lo, men pegede så på en af turistbusserne, som holdt foran templet og sagde at 'én af de busser der vil tage os til Kailash'. Så bad han nithyananda gå og bade i templets lille bade-sø og bagefter komme tilbage til ham. Efter sit bad gik nithyananda over til trappen hvor Yogi sad og satte sig et trin lavere end han. Yogi ytrede lyden 'hreem'. Effekten på nithyananda var, at det var ligesom om noget ramte ham nederst i kroppen i området mellem hans Swadisthana og Muladhara energi-centre, mellem hans navle og haleben. I det øjeblik så nithyananda Devi, Gudinden Parvati stående foran sig. Han lo i ren ekstase og råbte glad, 'Amma (mor) er her, Amma er her!'

nithyananda anede ikke at lydordet 'hreem' er Devis bija mantra, kaldetone, eller at Hun ville vise sig for ham. Han regnede jo med de skulle med bussen til Kailash!

Visionen af Devi var knivskarp og klar. Efter lidt tid smeltede Hendes form sammen med nithyanandas. 'Jeg så Hende' fortalte han stakåndet til Yogi, 'Jeg så Hende med fire hænder!'

Først troede Raghupati Yogi ikke drengen, men slog det hen som fantasi. Drengen var i den syvende himmel. Så såre han var kommet indenfor døren, da han kom hjem, fandt han et søm og hamrede det fladt i den ene ende så det blev til en art mejsel. Så fandt han en blød sten frem og skar nu Devis form ud i stenen, sådan som han havde set Hende. Efter at have arbejdet med stenen længe mistede han tålmodigheden med sine egne evner, og tog i stedet stenen med hen til en stenhugger han kendte, og bad ham gøre arbejdet færdigt. (Devis relief i sandsten er udstillet i ashrammen i Bidadi.)

nithyananda tog det færdige resultat med hen til Raghupati Yogi. 'Det er den amma jeg så, da du gav mig det mantra',sagde han til ham. Raghupati Yogi bød nithyananda sidde og tog hans hænder i sine. Normalt plejede nithyananda at opleve en energistrøm fra yogi til ham selv; men i dag var det lige modsat, energien flød fra ham til yogi!

Yogi rejste sig og bukkede sig for drengens fødder. nithyananda råbte forskrækket 'jamen hvad laver du thatha?' Thatha betyder bedstefar på tamilsk. Yogi svarede, 'alle disse år har jeg brugt det mantra uden nogensinde at opnå en spirituel oplevelse. Jeg har været ligesom en bibliotekar, som har alverdens bøger til sin rådighed, men ikke har nogen egentlig levet erfaring. Jeg plantede frøet og afventede. Nu er frøet spiret!'

Han tilføjede, 'Jeg er velsignet mit barn. Det tager normalt års praksis at se Devi. Du er sandelig en Siddha Purusha (en realiseret sjæl). Derfor så du Hende lige med det samme – straks du blev initieret. Fra nu af er Devi din ishta devata, din favorit guddom!'

Raghupati Yogi plejede at tage nithyananda med hen til en vegetarisk restaurant for at spise morgenmad der. En skønne dag kom ejeren af stedet, Ramachandra Upadhyaya, over til Yogi og brokkede sig over, at der ikke var kommet særligt mange sanyasis (yogier, munke, hellige mænd) ind i hans restaurant den dag. Han havde nu engang for vane at give gratis mad til halvtreds sanyasis hver Amavasya – nymånedag – men der var langtfra kommet halvtreds den dag. Yogi svarede ham, 'Du bespiser den unge dreng her, det er nok; det svarer til at bespise 1000 sanyasis!'

Noget helt andet er, at hverken nithyananda eller Upadhyaya troede yogiens ord. For nylig udførte Upadhyaya pada puja (rituelt bad af Mesterens fødder) for Nithyananda og genkaldte sig ved den lejlighed deres tidligere forbindelse. Han sagde, 'Jeg er velsignet som om jeg har fødet på titusinde af hellige mænd bare ved at have bespist dig som dreng.'

En dag spurgte nithyananda Raghupati Yogi, hvorfor han i grunden lærte ham alle de her yoga – stillinger, asanas, når nu han ikke selv havde opnået Devis darshan selv efter at have praktiseret i mange, mange år. Yogi forklarede, at nithyanandas krop skulle være i tiptop kondition, fordi han i fremtiden skulle udføre arbejde af gargantuanske dimensioner.'

Dag efter dag hersede Raghupati Yogi med drengen og fik ham til at udføre en hel masse forskellige fysiske yogastillinger og vejrtrækningsøvelser o.s.v. En fast daglig bestanddel af programmet var at nithyananda skulle kravle op og ned af minimum 24 sten søjler, som stod rundt om i tempelrummet, hvor de trænede. Drengen adlød, dels af respekt og dels af hengivenhed for sin lærer. Nå ja, og så også fordi han var fri for at gå i almindelig skole, når bare han passede sin træning med yogien…

Hvis nithyananda havde noget hjemmearbejde for og beklagede sig over det til yogien, skete det at den pågældende lærer meldte sig syg næste dag!

Yogi fortalte nithyananda at tiden til at lære yoga er før det fyldte 14.år – og at han derfor havde hentet nithyananda og sat ham i intens træning allerede fra han var 3, så at han havde samfulde 10 år til at træne ham op. Han lærte ham asanas, pranayama, dhyana, mantra og forskellige andre teknikker. Yogi mestrede at udtrykke sig på helt usædvanlig vis ved hjælp af lyd. Foreksempel kunne han med én enkelt lyd tiltrække kvarterets hunde fra alle retninger i en radius af mange hundrede meter fra det sted han selv befandt sig. Det var et leben! Han kunne brække en sten over ved hjælp af en lyd, der lød som en hammer mod sten! Han var også i stand til med én bestemt lyd at gøre folk usynlige. Det fik han god brug for ved adskillige lejligheder, når vagten fra nithyanandas skole kom hen til templet for at søge efter den skulkende elev. Når nithyananda fik øje på vagten, løb han gerne hen til Yogi. Yogien udstødte en vis lyd, og når vagten få minutter senere kom hen og rent faktisk stod lige ud for både Yogi og nithyananda, kunne han overhovedet ikke se drengen, men stillede sig tværtimod op og spurgte alvorligt Yogi ud om, hvor det barn dog kunne være henne!

Nithyananda fortæller:

'Efter det fyldte 14. år er det kun en Oplyst mester, der er i sand Brahmacharya, som udgør en af de i alt 5 yama, en del af ashtanga yoga.

Al respekt for sanyasin traditionen til trods ønsker jeg klart at fastslå, at de kan ikke være i Brahmacharya medmindre de opnår Oplysning. Som jeg siger til mine ashramitter, de unge brahmacharis i ashrammen: I behøver ikke have dårlig samvittighed hvis I skulle 'falde i'. Når I ikke må gifte jer, er det udelukkende for at undgå alle ægteskabets problemer. At være single er for jer ikke en spirituel ed I har aflagt, blot en social!' Så Raghupati Yogi startede mig i træning i så ung en alder for at være sikker på, at jeg ville være fuldt forberedt inden puberteten og i stand til at mestre alle disse teknikker.'

Raghupati Yogi ydede verden en stor tjeneste ved det stykke arbejde han gjorde med nithyananda, og ved at forberede nithyananda's krop for hans fremtidige bestræbelser. Selv mente yogien at hans job bar lønnen i sig selv, og at han personligt lærte ligeså meget fra nithyananda, som drengen lærte fra ham. Han gav sin elev et skind fra et dyr, som han selv havde modtaget fra sin Mester. Det var blevet behandlet og indfarvet med forskellige urter og den dag i dag er det 60 år gamle skind, som nu befinder sig i ashrammen i Bangalore, intakt med hår og det hele.

Raghupati Yogi lærte nithyananda hvordan man klarer sig uden at opleve tørst eller behøve at drikke ved at tviste tungen rundt og indånde, samtidig med at man ytrer lydordet, *mantra'et, '*lam'. Han gav også drengen en speciel urt som, hvis man bruger den til at tegne et diagram i sit leverområde udenpå kroppen, har den effekt, at man ikke oplever sult. Han lærte drengen at klare sig uden søvn og uden at føle sig træt. Han lærte ham også at lege med livsenergien, ki, chi, prana – kært barn har mange navne, og at skabe ting ved hjælp af lyd energi. Alle disse kundskaber kom nithyananda til gode i løbet af hans vandringsår, hvor han mangen en dag måtte gå foruden både vådt og tørt, mangen en nat tilbragtes under et træ på een og anden gravplads med den bare luft til dyne og stjernerne som loft.

Raghupati Yogi besad evnen til at materialisere ting. Han havde kontrol over slanger. Men selv om han var en højt specialiseret yogi, en Oplyst Mester var han ikke.

På nithyananda's opfordring materialiserede Yogi engang en konkylie til ham. nithyananda var overrasket og granskede konkylien omhyggeligt. Så fandt han en dato indgraveret på indersiden og beskyldte sin lærer for at have villet snyde! Yogi'en forklarede at han jo ikke havde skabt konkylien – der var blot tale om teleportation. Han havde teleporteret den fra sit hjem – nogle kilometer derfra.

'Og', forklarede han videre, 'det er en evne der ikke siger noget om hvor højtudviklet en person er i åndelig henseende; en sådan evne kan ikke tages som pålydende for at vedkommende der besidder den er Selv Realiseret eller Oplyst. Det er bare en leg med energien, det er det hele.'

nithyananda var knap fyldt ti da Raghupati Yogi arrangerede et stormøde i al offentlighed, hvor nithyananda skulle foredrage over Patanjalis Yoga Sutra! Han forklarede ham, at han nu var parat til at tale i offentligheden, og at hele arrangementet samtidig var en indvielse for nithyananda til at være acharya, lærer. Yogi uddelte løbeblade over hele byen, der udråbte nithyananda som hans discipel og kundgjorde tid og sted for arrangementet. Mere end tusind mennesker mødte op til den purunge drengs foredrag. Nithyananda husker det hele blev videofilmet. Begivenheden fandt sted foran Raja Gopuram (det centrale tårn i et tempel) i Tiruvannamalai samme sted hvor den berømte festival Irai mani Mandram afholdes hvert år.

Gennem årene sørgede Raghupati Yogi for at nithyananda blev fotograferet siddende forskellige steder under dyb meditation. Fotografering var en eksklusiv og meget dyr fornøjelse på den tid i det landlige Indien. Yogi måtte låne penge til projektet af Upadhyaya, hotel – og restaurantejeren, for at kunne realisere det. Direkte adspurgt hvorfor han dog gad gå til så store yderligheder og besvær for at kunne få taget billeder af sin elev, svarede han ikke, men smilede kun. Da fotosene var klar skrev han bagpå eet af dem, 'En skønne dag vil hele verden takke mig for at have fået taget disse billeder!'

Det er de fotografier vi i dag kan nyde godt af og se nithyananda i meditation, da han har været i 9-årsalderen. Raghupati Yogi fik også lavet billeder af ham og nithyananda sammen, men ingen af sig selv alene. Drengen opfordrede ham, 'Hvorfor får du ikke lavet et foto kun af dig, så kan jeg have det?!' Hvortil den forudseende lærer smilende svarede, 'Ingen vil gide tilbede mit billede, men de vil tilbede dit!'

Fotografen, som tog billederne af de to sammen, erindrer sig, at yogien og hans elev, siddende i meditation begge leviterede adskillige centimeter over jordhøjde.