14. *Affære med Elefantguden*

Da nithyananda var omkring tre år, fik han forærende en statue af Ganapati.

Ganapati, Ganesha eller Vinayaka, som Han også kaldes er søn af Lord Siva og Parvati. Han er den mest berømte af alle Guderne, har en ordentlig vom, hovede som en elefant, og Hans køretøj er en mus! Ganapati er Guden alle praktiserende hinduer beder til, inden de starter et nyt projekt op; man beder Ham om velsignelse til det nye foretagende. Han fjerner alle hindringer og giver succes. Det siges at selv Hans egen far Siva blev nødt til at vende om, da Han var på vej i kamp med en stor og farlig dæmon – fordi Han havde glemt at bede om Hans velsignelse forinden.

Legenden om Ganapati lyder sådan her:

Parvati var datter af Himavan, konge over Himalaya. Helt fra sin fødsel var Parvati forelsket i Siva, Foryngeren. Imod sin fars vilje giftede hun sig med Siva, som faren mente var en ussel døgenigt, som bare sad og hang rundt omkring uden nogensinde at udføre en ordentlig dags arbejde. Han mente nu ikke at Siva var et passende parti for datteren af en stor og magtfuld konge.

En dag mens Parvati var i bad, kom Siva ind uden at banke på først. Parvati, som var oprørt over sin mands uforskammede opførsel, besluttede at hun måtte have sig en vagt til at opretholde sit privatliv fremover. Problemet var imidlertid at alle folk dèr på stedet var på Sivas side, og hun ville have en ven, som kun ville lytte til hende og adlyde hende.

*Resolut fjernede hun sandeltræs cremen, som hun havde haft siddende på sin krop (*den dag i dag bruger indiske kvinder at smøre sig i sandelcreme) og pustede liv i det. Det smukkeste unge barn manifesteredes nu for hendes øjne.

Parvati indskærpede barnet at han skulle stå vagt og ikke lade nogen komme ind til hende, uanset hvem den ubudne gæst måtte være. Som det var Hans vane dukkede Siva op en skønne dag og ville vade lige ind, som Han plejede. Barnet, som stod opstillet lige uden for døren bød Ham stoppe. Siva var vred, men da Han ikke havde lyst til at skændes eller slås med et barn sendte Han i stedet sine guna – soldater – for at fjerne barnet fra stedet. Barnet gjorde én, to, tre hurtigt kål på de par soldater, som måtte trække sig tilbage i al hast.

Nu blev Siva rigtigt rasende, tog sin kraftfulde trident – en slags spyd med 3 hoveder - og skar ungens hoved af. Parvati kom ud af badet i det samme og fandt sit lille barn død på jorden. Ude af sig selv af sorg og vrede gav Hun Siva et ultimatum: væk barnet til live igen, ellers er det sket med vores forhold.

Siva sendte omgående de overlevende soldater, ganas, ud for at bringe sig 'det første levende væsen I møder på jeres vej'. Det

viste sig at være en elefant. Siva tog så elefantens hoved, satte det på barnets krop og vupti, var drengen levende igen.

Siva udnævnte den modige unge knægt til leder af alle Hans mænd og navngav Ham Ganesha med kælenavnet Ganapati.

Der verserer i hundredvis af historier om den elskelige lille drenge – Gud, som sammen med Krishna konkurrerer om pladsen som hinduernes yndling.

nithyananda gik straks i gang med at tilbede Ganapati – statuen med intens hengivenhed. For ham var den lille statue ingenlunde blot en død ting; han så og opfattede den levende Guddom igennem leret og havde et personligt forhold til Ham. I timevis kunne han sidde og lege med statuen, bade den, give den rent tøj på og give den mad.

Når han serverede mad for Ganapati var det i forventningen om, at Ganapati også ville spise maden; da det imidlertid ikke skete, blev han oprigtigt ked af det. Han brugte alle sine overtalelsesevner på at forsøge at få den lille Ganapati til dog bare at spise en lille smule…og da det stadig ikke lykkedes plejede han at ende med at true elefantguden med at smide Ham ned i brønden i midten af huset.

Under trusler og bønfaldelser gav han Ganapati en deadline, hvor han skulle spise maden ellers ville der vanke… når Ganapati stadigvæk ikke gad åbne munden og spise tog nithyananda statuen, placerede den sammen med maden i den spand, som hang ved brønden og normalt brugtes til at trække vand op med,og langsomt, men sikkert, lod han spanden glide ned i brønden ved at slippe rebet lidt ad gangen. Samtidigt oplevede nithyananda en blanding af vrede og angst. Vrede over at Ganapati dog var så stædig og ikke gad lytte, og angst for at komme til at tabe rebet, hvorved Ganapati ville falde i vandet og drukne.

Da først spanden var nået hele vejen ned og nu flød i vandoverfladen af brønden, følte nithyananda, at nu måtte det være nok og nu havde, følte han sig overbevist om, Ganesha helt sikkert spist. Han trak spanden forsigtigt op igen kun for til sin ærgrelse at opdage, at han stadig ikke havde spist det mindste. Igen og igen lod han spanden med Ganapati glide op og ned til ingen verdens nytte. Han nægtede at spise.

Til slut forlod al vrede ham, og han følte kun oprigtig medfølelse for Ganapati, som ikke havde taget føde til sig.

Da han ikke vidste sine levende råd og desuden var bekymret for, hvordan det skulle gå hans Ganapati, som måske ville ende med at dø af sult, gik han omsider til bekendelse overfor sin familie og spurgte dem til råds i sagen. De syntes det var uhyre morsomt og grinede hånligt af ham. De syntes det var latterligt, at han troede han kunne få Ganapati til at spise, og desuden var de også bange for at hvis han tabte statuen i brønden måtte de til at punge ud til køb af en helt ny statue,og sagde derfor til drengen at han i hvert fald ikke skulle regne med at de ville købe en ny til ham, hvis han mistede den.

Det var omkring det tidspunkt, at nithyananda hørte fortællingen om Nambiandar Nambi: Nambis far var tempelpræst og en dag, da han skulle til byen i et ærinde bad han Nambi om at udføre den daglige puja for Guddommen i templet og også sørge for lidt mad til Gud. Nambi tog faderen på ordet og, efter at være blevet færdig med puja-ritualet, satte han en tallerken med lidt lækkerier hen foran statuen, trak høfligt gardinet for så Gud kunne få madro, og ventede udenfor imens.

Efter nogen tid trak han forsigtigt forhænget fra igen og kiggede ind. Maden stod urørt. Nambi begyndte at græde. Han var sikker på, han måtte have gjort noget forkert, og nu var Gud vred på ham og ville derfor ikke spise sin mad.

Samtidig var han også bange for, at hans far, når han kom retur fra byen, ville blive sur på ham for ikke at have udført det betroede job godt nok. Nambi slog sit hoved ind i templets stenvæg og erklærede samtidig overfor Gud, at hvis Han fortsat nægtede at spise, ville han smadre sit hoved og dø. Det hjalp! Da han efter et par minutter atter skævede hen til idolet, var maden væk.

Da han hørte den historie, følte nithyananda sig meget forvirret og også såret. Når Gud kunne spise Nambis mad, hvorfor ville Han så ikke spise nithyanandas?

Som et lyn fra en klar himmel slog sandheden ned i ham: Nambi havde straffet sig selv, mens han selv havde straffet Gud! Nambi havde ikke hverken truet Gud eller hejst Ham ned i brønden som afstraffelse – i stedet havde han tilbudt sit eget liv.

Nu traf nithyananda en klar beslutning: 'jeg spiser ikke selv, før Ganapati har spist'.

Han satte lidt mad foran idolet og ventede. Da Ganapati ikke spiste drog nithyananda konsekvensen og nægtede selv at spise sin mad, da det var spisetid med familien. Klogeligen lod han overfor sin mor som om han havde tænkt sig at spise, tog tallerkenen med mad, erklærede at han ville gå ned til sit alter, tog derpå den fyldte tallerken med sig og gik udenfor og smed hele molevitten i kloakken; derpå gik han – ganske rigtigt - ned til sit alter. Sådan fastede nithyananda og Ganapati sammen i totre dage. På trods af sin sult holdt barnet sit løfte og rørte ikke sin egen mad, men smed det hele ud eftersom Ganapati stadig ikke havde spist af sin tallerken.

På slutningen af den tredje dag stillede nithyananda atter en gang en tallerken frisk mad hen foran Guden. Denne gang forsvandt føden som dug for solen!

Barnet overvældedes af kærlighed og taknemmelighed. Tårerne fik frit løb.

Det blev et vendepunkt i nithyanandas liv og startskuddet for en intensivering af hans åndelige liv. Nu havde han i sit eget liv

oplevet hvilken enorm kraft hengivenhed og tillid er. Fra da af og indtil sin endelige Oplysning gik der ikke en eneste dag eller et eneste måltid uden nithyananda først ofrede lidt mad til Ganapati, førend han selv ville spise.

Først når Han spiste, spiste nithyananda. Efter Oplysningen spiser Nithyananda aldrig; kun Han spiser!

Page 91