13. *Page 82*

At vokse op med åndelighed

Som baby bar nithyanandas morfar Rajasekaran eller Raju Mudaliar, som han også kaldtes, den lille med hen i templet Arunachaleshwara hver eneste dag. Bedstefaderen yndede at fortælle sit lille barnebarn alle de mest æventyrlige legender og myter fra den hinduistiske tradition – de såkaldte puranas altimens de to gik rundt om templet.

Nithyananda var som barn primært vild med historierne om Prahlad, Dhruv og Markandeya. De var ifølge *purana'*erne tre børn som alle var yderst interesserede i spiritualitet, og som

brugte al deres fritid på at meditere på de forskellige guddommelige former – og alle tre nåede den fulde Oplysning inden puberteten.

De tre anses i de gamle legender som store vismænd. Dhruv regnes foreksempel for at være Nordstjernen. Den unge nithyananda nærede næsegrus beundring for Markandeyas mod, Prahlads hengivenhed og Dhruvs originalitet.

Fortællingerne gjorde uudsletteligt indtryk på den unge nithyananda og var i allerhøjeste grad med til at forme ham i de helt unge år; figurerne blev for ham rollemodeller, bedstefaderen var hans allerførste lærer, og historierne hans første fornøjelige lektioner i spirituelle emner.

Helt fra barndommen var nithyanandas åndelige inklinationer klart fremherskende.

Et enkelt eksempel fra den tidligste barndom illustrerer det: da nithyananda var to år gammel besluttede hans bedstemor at give sin yndling en gave, så hun åbnede sit smykkeskrin og sagde til ham, at han bare kunne tage lige hvad han ville. Uden at tøve og til sin mormors store overraskelse valgte drengen en rudraksh mala.

Rudraksh mala er en halskæde af perler lavet af plantefrø fra det såkaldte rudrakshtræ og bliver almindeligvis brugt af højtudviklede yogi'er og af folk med stærke åndelige aspirationer. Rudraksh betyder direkte oversat Siva's tårer og kan fås i et utal af variationer afhængig af antallet af den enkelte perles facetter. Rudraksh fungerer som en art batteri, der bliver ladet op med den energi, der produceres via meditation, og som afgiver samme energi til sin bærer, efterhånden som hun har behov.

Rudraksh er let brun-rødlige og hverken skinner eller falder i øvrigt i øjnene. Et almindeligt barn ville nok have valgt eet af de mere flashy smykker i skrinet; noget forgyldt eller forsølvet med nogen flotte skinnende sten i – men nithyananda vidste nøjagtigt, hvad han gik efter.

Som barn elskede nithyananda at lege med billeder og statuetter af Guder og Gudinder ulig andre børn i hjemmet og i kvarteret, der typisk legede med biler, dukker og den slags legetøj. Han samlede med en indædt lidenskab på alskens statuetter af de forskellige guddomme, og ved at holde sig til hos templets skulptører lærte han også selv at skabe dem i enten bløde sten eller ler. Nogle af hans barndoms frembringelser er nu udstillet og kan beses i ashrammen i Bangalore, Indien.

Page 83

Et bederum bliver til

Hvis den berømte 'gule taske' ikke hang på sit søm hjemme hos nithyananda, kunne man være sikker på, at han havde taget den. Samme øjeblik skolen lukkede ned for sommeren tilbragte nithyananda sine dage sammen med et par venner med at besøge alle nabolagets templer og tempelområder med den gule taske hængende på skulderen. Disse udflugter havde to formål: for det første samlede nithyananda alt affald op, han måtte møde på sin vej i nærheden af templet og smed i nærmeste affaldsspand – han havde en dyb følelse af at Herrens eller Guds Hus og område skal vær smukt og rent; for det andet samlede han al den våde jord op og puttede i 'den gule taske' som der overhovedet kunne være deri. Straks han kom hjem igen, gik han så igang med at bruge jorden til at forme de smukkeste statuer af de guder og gudinder, han havde set henne i templerne og – når det var gjort – at dekorere dem med stor højagtelse og beundring.

Snart stod nithyananda med et problem, 'hvor skulle han dog gøre af alle sine små helligdomme!'. Ikke så snart var tanken opstået i hans sind før idèen at have et separat puja eller alterrum stod klart for ham. Da han på den anden side ikke følte, han ligefrem kunne få et specifikt værelse i huset til sit formål, faldt hans blik i stedet på nogle tomme kiksedåser i tin. Resolut hentede drengen hammer, mejsel, et par lange skruer og et par træstykker frem og gik i gang med at hamre og tømre. Inden

længe stod hans første lille alter klar, og han stillede det op bagest i huset.

Med iver og ildhu gik han op i sit forehavende, og inden længe kunne han invitere samtlige sine venner og hele sin familie til sit alter, hvor han egenhændigt afholdt puja, oldgammelt vedisk ritual, for helligdommene og ofrede popcorn til dem (det var nu engang, hvad han havde ved hånden!). For de fleste på hans alder ville et projekt med at skabe et alter og afholde en fuld ceremoni foran venner og familie være en ret stor opgave – for nithyananda var det en ren fornøjelse uden skygge af anstrengelse involveret. Det var simpelthen et naturligt og glædesfyldt udtryk for hans dybe længsel efter Gud.

Både før og efter sin Oplysning er dette træk i hans personlighed uforandret. Selv i dag kan Nithyananda ses afholde megaevents i ashrammen i Bidadi, Bangalore eller i én af de mange mindre ashrams rundt om på kloden – i tusindtal strømmer folk til og nyder at være i Hans nærvær, som er ren uforfalsket lyksalighed.

Dagligt udførte han puja i sit alter med stor indlevelse. En dag kunne hans far ikke finde sin hvide dhoti (et stykke bomuldsstof, som mænd i Sydindien bruger som lændeklæde) som han havde hængt ud til tørre på tøjsnoren. Da han passerede nithyananda og alteret på vejen ind igen, opdagede han at samme dhoti nu gjorde fyldest klippet i tre stykker og henholdsvis liggende på gulvet foran alteret som gulvtæppe, draperet omkring den unge søns hofter som klædning og det tredje stykke tjente til underlag for statuerne. Han selv og nithyanandas mor var fulde af beundring for sønnens åndelige passion. Nithyananda husker den dag i dag at hans far ikke én eneste gang nogensinde så meget som påtalte det overfor ham, når nithyananda gang på gang annekterede sin fars både gamle, men også spritnye dhotis, til brug i sine omfattende ritualer.

Noget andet nithyananda holdt meget af i sin barndom var noget så prosaisk som et par træ sandaler – de såkaldte padukas. Han

havde altid disse sandaler med sig, som er almindeligt fodtøj for asketer og hellige mænd. Overalt hvor han gik og stod, til fest i templet eller på visit hos familien, havde han dem på. Støjen fra dette af somme regnet for højst uciviliseret stykke fodtøj - i rent træ og uden mindste stykke gummi underneden - var selvsagt infernalsk; og alle andre end nithyananda selv afskyede da også disse sandaler, som han troligen klaprede rundt i tidligt og silde.

Et af familiens medlemmer havde en dag købt en gryde i aluminium til en latterligt høj pris, hvorfor nithyanandas far skældte ud over det og udbrød, 'hvorfor har du dog givet så mange penge for sådan en unyttig gryde?' nithyananda spurgte så faderen, 'Far er den gryde virkelig til ingen nytte?', 'Ja', svarede faderen og gik sin vej.

Næste dag da faderen kom hjem, kom nithyananda ham oprømt i møde med en statue af gudinden Laxmi i hånden. Faderen sagde overrasket, 'Den er vel nok smuk. Hvor har du dog fået den fra?' Drengen svarede, 'Jeg har lavet den unyttige ting om til denne nyttige ting!' Faderen forstod ikke lige, hvad han mente med det, og sønnen forklarede så, 'Du sagde jo den der gryde var til ingen verdens nytte, så jeg solgte den i butikken nede ad vejen og købte denne statue istedetfor. Er det ikke okay?'

Faderen måtte le og indrømme, at det havde han jo rent faktisk sagt.

Page 85

Bogmarked i Tiruvannamalai

I Tiruvannamalai by afholdtes en skønne dag et bogmarked. nithyanandas morfar Raju Mudaliar som elskede at læse alle slags bøger om åndelige emner, tog den unge nithyananda ved hånden og gik til bys for at besøge markedet. Han 'parkerede' nithyananda hos ejeren af en lille bod på markedet og gik selv ud for at se sig omkring.

Ikke så snart var morfaren gået sin vej, før nithyananda med stor iver begyndte at gennemse boden for bøger. Snart faldt hans øje på en meget interessant billedbog, 'Ramayana' - illustreret for børn. Ejeren af boden som havde lagt mærke til drengens entusiasme, tilbød ham nu venligt, at han gerne måtte beholde bogen, hvis han havde lyst. nithyananda, som i mellemtiden havde haft tid til at se nærmere på bogen, svarede med stor bestemthed, 'Ellers mange tak – den her bog skal jeg ikke nyde noget af. Jeg vil se på nogen af de andre.' På ejerens spørgsmål, hvad der mon var galt med den bog, svarede drengen at hele bogen var et makværk og slet ikke en korrekt genfortælling af Ramayana (den vidt berømte åndeligt inspirerende fortælling) – og at det virkede som om forfatterne istedetfor at bruge billederne til at understøtte fortællingen, snarere havde tegnet nogle vilde billeder og så fundet på en historie, der kunne matche.

Butiksejeren var chokeret over den overbevisning, klarhed og autoritet med hvilken den unge dreng udtalte sig, og opfordrede ham derfor, 'Hvorfor genfortæller du i grunden ikke Ramayana sådan som den rigtig er?'. Det lod nithyananda sig ikke sige to gange, men tog straks udfordringen op, og startede på en komplet genfortælling af hele Ramayana udfra det han havde hørt fra sin bedstefar, og hvad han ellers selv havde fået læst sig til. De fortællinger morfaren havde fortalt ham blev til spontane foredrag, 'kathakalakshepam' på tamilsk. Boghandleren forstod nu i sit hjertes inderste, at den person han havde for sig ikke var en helt almindelig dreng, hvorpå han løftede nithyananda op på bordet, bukkede sig for ham og lyttede andægtigt til barnets ord, mens tårerne strømmede ham ned ad kinderne.

nithyananda forstod ærlig talt ikke hvad manden var så oprørt over, men på dennes opfordring fortsatte han sin fortælling. Efter en stiv klokketime nåede han endelig til vejs ende og gruppen, der efterhånden havde samlet sig omkring ham, klappede spontant.

På nuværende tidspunkt var butiksejeren helt overvældet. Han rørte barnets små fødder og fremstammede hulkende at den lille helt sikkert måtte være guddommeligt inspireret, for ellers var det en umulighed for så ungt et menneske at genfortælle hele Ramayana fra ende til anden i eet stræk og på så inspireret en facon. nithyananda spurgte sin bedstefar, hvad han mon havde gjort galt siden manden græd sådan… Bedstefaren var selv dybt bevæget, men fik dog forklaret den unge dreng, at manden græd af glæde over at høre en så lille dreng tale så smukt.

Da de var kommet hjem igen spurgte nithyananda igen bedstefaren, ' jamen er det helt sikkert at jeg ikke har gjort noget galt for at få manden til at græde?', og først da den gamle mand havde forsikret ham om, at alt var okay, åndede nithyananda lettet op og løb glad hen til sit elskede alter!

Page 87