18. Page 111

Diverse interessante hændelser

Nithyananda elsker at genfortælle følgende beretning som fandt sted i hans tidlige barndom:

Små byer som Tiruvannamalai har ikke et egentligt professionelt teater, men mange amatørgrupper, som ser deres snit til at optræde under årets mange religiøst inspirerede festivaller. På grund af det – stadigt – eksisterende kønsrollemønster er det som oftest kun mænd, der optræder – også i kvinderoller, hvor de så er udklædt.

Forestillingerne talte primært børn og gamle kvinder som ikke havde så meget at se til, blandt deres tilskuere.

Et af de mest populære stykker var fra Mahabharata, som er historien om to stridende klaner, der ender op i krig med

hinanden, og om hvordan én af krigerne Arjuna vinder slaget v.hj.a. råd fra Lord Krishna. Disse råd er det, der udgør den hellige bog Bhagavad Gita. (Som ikke bare handler om, hvordan man vinder en ydre krig, men opleves af mange som den perfekte opskrift på hvordan individet kan vinde den ultimative indre kamp og dermed nå Enlightenment, Oplysning) En af de mest bevægende scener i Mahabharata er den, hvor Prinsesse Draupadi, som er hustru til de fem Prinser af Pandava, bliver klædt af i Kaurava klanens kongelige gemakker. Kaurava'erne er dødelige fjender med Pandava slægten og samtidig er de nært beslægtede som hinanandens fætre.

Kaurava Prinsen Dushassana er den største skurk i historien. Han fornærmer Draupadi og forsøger at krænke hendes blufærdighed. Draupadis ægtemænd, Prinserne af Pandava kan kun se hjælpeløst til imens, eftersom de har aflagt deres æresord på ikke at gribe ind.

Draupadi har nu kun Lord Krishna selv at bede om hjælp. Hun rejser sine arme mod himlen i en anråbende gestus og beder om at Hans vilje må ske fyldest, og da sker miraklet: for hvert stykke tøj, der bliver taget af hende, dukker et nyt stykke op, i det uendelige. Udmattet, forvirret og bange giver Dushassana tilsidst op og Draupadi's ære er reddet.

I det drama, som nithyananda så, blev Draupadi spillet af en mand. Den mand plejede at være iklædt syv sari'er i alt, og når ham der spillede Dushassana havde fjernet de seks, plejede Draupadi at tage det som sit stikord til at kalde på Krishna, som ville hoppe ind på scenen og redde hende.

Lige netop den dag havde Draupadi været glemsom, og i skyndingen havde han kun fået taget seks sarier på istedetfor syv. Under afklædningsscenen går det så lige pludselig op for ham, hvad der er sket, og han råber derfor højlydt til Dushassana om at slippe ham. Selvom Draupadi råbte op gav Dushassana ikke slip, men fortsatte med at hive tøjet af 'hende'. Draupadi

sparkede og slog ud efter ham, men ham der spillede Dushassana havde helt styr på, hvor mange sarier der skulle af, og der manglede altså én endnu! I mellemtiden stod den skuespiller, der spillede rollen som Krishna udenfor og røg sig en smøg ganske uvidende om det traume hans skønne Draupadi oplevede!

Til sidst lykkedes Dushassana med sit forehavende. Draupadi stod nu på scenen, en mand iklædt intet andet end boxershorts forneden og en kvindebluse foroven. Da himlede Draupadi op, 'Oh Krishna jeg kaldte på dig igen og igen og var tæt på at give op. Den onde Dushassana klædte mig af til skindet og forsøgte at vanære mig i al of entlighed. Hvor er jeg dog taknemmelig. For at redde min ære tryllede du mig om til en mand!'

Mester ryster af latter, hver gang han fortæller den historie. Det er er ren fornøjelse at betragte ham, når han taler om sin barndom, og se alle hans udtryk, når han genoplever hver enkelt detalje.

En gang imellem taler han om den eneste film han så; det var sammen med sin mor og far. De så den tamilske film 'Mudal Mariyadai' på Balasubramanian Teatret i Tiruvannamalai. Halvvejs igennem filmen er der nogen scener hvor en person bider en anden persons tå af og spiser den; det gjorde ham bange at se. Han forlod biografen og så aldrig en eneste film eller et tv program igen i løbet af hele sin barndom. nithyananda havde aldrig før kendt til frygt. Ved den lejlighed følte han at frygt forsøgte at komme ind i ham. Han blev bevidst om at det var ved at ske, og gik derfor.

Når vi ser fjernsyn eller film er billederne per sekundfrekvensen så høj, at det, der bliver vist trænger direkte ind i vores bevidsthed. At se en horror film eller en deprimerende film i mere end 20 minutter hensætter os i den samme følelsesmæssige tilstand; ved igen og igen at se sådan nogen

film går de ind og danner en del af vores personlighed, uden at vi er klar over det. Derfor er det rigtig farligt – specielt for børn – at se den type film. Selv vi voksne havde bedre af aldrig at se mere end max. 15 minutter ad gangen af film med negativt indhold.

nithyanandas vilde energi manifesterede sig engang imellem i løbet af barndommen.

En gang under et familiebesøg i Tirupati sammen med onkler, tanter, fætre, kusiner o.s.v. delte han soveværelse med nogle af sine mandlige slægtninge. Som han havde for sædvane stod han op klokken 3 om natten for at udføre sin daglige puja. Mens han sad fordybet under udførelsen af det hellige ritual mumlede én af mændene halvt i søvne vredt noget om hvad for en pokkers larm, det dog var. nithyananda gik roligt over til slægtningen, greb ham i struben, og det fortælles at han truede med at tage livet af ham, hvis han nogensinde igen skulle formaste sig til at forstyrre hans puja. Hvorefter han stille og roligt gik tilbage og genoptog sin tilbedelse! Efter den episode var der ikke længere nogen af nithyanandas slægtninge, der kom med bemærkninger om hans aktiviteter.

Som tiden gik blev nithyanandas vilde energi gradvist kanaliseret ind i hans stadigt mere intense åndelige søgen. En dag var han i selskab med én af sine fætre, som var tæt på at have fået n-o-k nok af drengens drilagtige narrestreger og nidkære påfund. Efter en specielt irriterende episode reagerede fætteren ved at tage en tung ting, der stod i nærheden og smide den i hovedet på nithyananda. Den skar dybt ind i nithyanandas pande, som blødte voldsomt. Effekten af den hændelse var, til samtlige nithyananda's familiemedlemmers udelte forbløffelse og lettelse, at han slappede betydeligt mere af og blev noget mere besindig at have med at gøre. År senere kom det til Nithyanandas kundskab, at Vivekananda – en anden stor Mester – havde været udsat for en ulykke i sin barndom, som havde resulteret i et ar henover det ene øjenbryn på nøjagtigt samme sted, som han den dag i dag har sit ar. Ramakrishna

Paramahamsa, som var Vivekanandas Guru skal have forklaret, at havde den unge Vivekananda ikke gennem sit fald fået det slag -og deraf følgende ar, ville hans voldsomme energi have være for meget for hans krop, som ikke ville have kunnet holde til det. Eksistensens veje er sandelig uransagelige! Page 114