Books / Living Enlightenment (Gospel of Paramahamsa Nithyananda) Abridged Edition Danish merged

167. Stadier i Mester-Discipel Forholdet

# **Stadier i Mester-Discipel Forholdet**

Der er mange stadier i et mester-discipel forhold. Det første er rent intellektuelt og baseret mere på tvivl end på noget som helst andet. Talrige tvivlsspørgsmål dukker op til overfladen. Du tænker, 'Arh! Han virker ikke til at være meget mere end tredive år gammel. Hvordan kan han være en mester? Han virker ikke særlig højtuddannet eller kvalificeret. Hvordan kan det være tusinder af mennesker gider lytte til ham?' Du har dine tvivl. Du er kynisk. I den rent intellektuelle zone opstår der aldrig et forhold.

Næste skridt er fra intellekt til intelligens. Fra tvivlens negativitet går du til, 'Hvorfor egentlig ikke deltage i et af hans programmer og se for mig selv,

hvad den person egentlig har gang i?' Istedetfor at sidde fast i 'Hvad kan han mon?' går du til 'Jeg tror han står for et eller andet. Men jeg hverken tror eller ej. Okay, lad mig undersøge sagen.' Intellektet begynder at blive til intelligens.

*Kuchela – barndomsven af den oplyste mester Krishna som eksemplificerer venskabsforholdet mellem mester og discipel.

*Ramayana – hindu ithihasa eller heltekvad om Prins Rama. Originalversionen forfattedes af vismanden Valmiki.

*Radha – førende blandt gopier eller mælkepige-disciple af den oplyste mester Krishna.

Derefter, hvis du bliver ved med at se indad vil du bevæge dig fra intelligens til intelligens med emotion; i retning af foreksempel 60% intelligens og 40% emotion. Du føler at mesteren er en god ven. Du tænker, 'Han kan måske guide mig lidt her og der, hvor jeg har behov for det. Jeg har en god idé om hvordan mit liv skal være, så han behøver ikke lære mig alt, men hvorend jeg behøver hjælp kan jeg bruge ham.' Det er at se mesteren som en ven. Det er hvad vi kalder sakha bhava, en venlig attitude.

Det svarer til at gå med stok. Du bruger stokken når det går op eller ned. Efter det, hen ad vejen, langsomt, når du gennemgår alvorlige problemer som depression eller bare er helt nede i kulkælderen, og du ikke er i stand til at hjælpe dig selv ved brug af hans ord, spørger du ham, 'Din lære er alletiders, men i øjeblikket er jeg ude af stand til at følge dem. Hvad kan jeg stille op?' Så støtter han dig mentalt, psykologisk også. Du erkender at stokken måske ikke var helt nok, at du har brug for lidt mere støtte. Da rækker du ud efter hans hånd og med hans hjælp begynder du at gå fremad igen. Taknemmeligheden overfor ham øges mens du holder ham i hånden.

Hvis du kun gør brug af stokken er det en venlig attitude, den intelligente emotion. Hvis du holder hans hånd vil han begynde at løfte dig op og langsomt bliver det til emotion-intelligens. Den holdning er det jeg kalder at føle mesteren som en far eller en mor.

Fra at være en ven bliver han en far eller mor. Langsomt, meget langsomt uddybes forholdet. Du slår dig til ro og tænker, 'Han er mere end bare en ven. Han er ikke bare én der giver mig forslag og idéer. Han hjælper mig også ud af mine problemer.'

Og langsomt, når du atter og atter modtager hans hjælp udover dine forventninger, bliver følelsen overfor ham indeni dig mere emotionel. Han fylder dig, han fylder dit hjerte. Du har problemer med at glemme ham. Det er på det tidspunkt du begynder at have lyst til at bukke dig for ham som en tjener, ikke i skamfuldhed, men med ærbødig ydmyghed over at have fundet nogen du kan give alle dine problemer til. Det var sådan Hanuman følte overfor sin mester Rama i den store indiske fortælling Ramayana. Han var totalt hengiven overfor Rama. En dyb forbindelse af intens emotion opstår med den slags forhold. Den holdning er langt mere emotionel end den tidligere. Den er et mix af cirka 60% emotion og 40% intelligens.

Så, lidt efter lidt, går du endnu dybere emotionelt og du føler dig beskyttende overfor mesteren. Istedetfor at kræve hans opmærksomhed og bede om hans hjælp ønsker du at støtte ham, elske og opvarte ham. Din holdning bliver den nærende moders. Det er en tilstand af ren emotion. Det er moderens primære behov at sikre sit barns velbefindende.

I disse fire stadier af hhv. intelligens, intelligens-emotion, emotion-intelligens og ren emotion er dit liv adskilt fra og uafhængigt af mesterens liv. Du tager bare hans hjælp for at hjælpe dit eget liv, for at berige dit eget liv, det er det hele.

Mesteren er levende energi – du fornyes og bliver en ny bevidsthed.

Når den emotionelle holdning modnes begynder du at føle at dit liv ikke længere er adskilt fra hans. Du bevæger dig da fra det emotionelle niveau til den rene værens plan. Du har lyst til at ofre dig selv for at tage dig af ham og at dedikere dit liv til ham. Der er en samhørighed på det indre plan, stærkere endnu end moder-barn forbindelsen. Det er en forbindelse af dyb kærlighed, uden nogen form for kønsbevidsthed. Det er hvad vi kalder madhura bhava, et intenst miks af emotion og ren væren attitude.

Når madhura bhava bliver intens, oplever du pludselige glimt af at der ikke er nogen 'han' eller 'dig'. Der er ikke to forskellige væsener. Du og han er én og samme. Du begynder at opleve maha bhava – opleve det Højeste – tat tvam asi – Du er Det.

Først intellekt, så intelligens, derefter 60% intelligens og 40% emotion, det bliver til 60% emotion og 40% intelligens, så 100% emotion, derefter 60% emotion og 40% væren, til sidst 100% væren.

Således oplever og udvikler du dig i mester-discipel forholdet. Men til enhver tid kan den ene eller anden attitude være mere fremherskende end de andre.

Alle vokser kollektivt i energi, og dog er hver enkelts forhold til mesteren enestående. Det er det smukke ved det! Om det er dasa bhava, mester - tjener forholdet som mellem Rama og Hanuman eller vatsalya bhava, moderlig kærlighed som mellem Yashoda og Krishna, sakha bhava, venskab, som vi så det imellem Krishna og Arjuna, eller matru bhava, barnets kærlighed til moderen, som i forholdet mellem Ramakrishna og Moder Kali – madhura bhava – kærlighed til den elskede, som mellem Radha og Krishna – hver bhava, hver attitude er unik for netop det forhold, mellem dén discipel og mesteren. Hver discipel udvikler sig sammen med mesteren i sin søgen efter hans virkelighed ad den vej, der er bedst for ham at tage.