9. Kapitel 3

En Paramahamsa's tilsynekomst

Page 60 En inkarnation og Paramahamsa fødes i Tiruvannamalai: Fortællingen om en fuldt bevidst fødsel

For foden af det hellige bjerg Arunachala og midt i det spirituelle nervecenter som Tiruvannamali er – takket være tilstedeværelsen af bjerget og af den hellige jyotirlingam – guddommelige lyskilde Arunachaleshwara – lod nithyananda sig føde som det andet barn af ægteparret Arunachalam og Lokanayiki.

Nithyananda erindrer sin fødsel således:

'Det var hverken mørkt eller fyldt af lys; en ubeskrivelig farve omsluttede planeten Jorden. Pludselig opstod et klart, strålende lys ud af et område, som jeg i dag opfatter som værende det sydlige Indien. Jeg gik ind i det lys i form af en strålende meteor. Det næste syn jeg opfattede i mit indre øje var Arunachala og da vidste jeg, jeg atter en gang havde taget fysisk form; jeg var gået ind i min mors mave. Det var en fuldt bevidst fødsel. Jeg gik ind

i kroppen klokken 23.45. Det tog mig en nuhurta – omkring 45 minutter – at finde mig ordentligt til rette i kroppen.'

nithyananda's mor opdagede at hun var gravid under en pilgrimsrejse til den hellige by Tirupati. Hun følte sig sløj og lægen kunne konstatere, at hun var med barn. nithyananda's relation til Lord Venkateshwara af Tirupati – én af Lord Vishnu's inkarnationer - viste sig således endda inden hans krop var født. Hans mor havde rent faktisk ønsket sig en datter, da hendes førstefødte var en søn og var ærlig talt lidt skuffet, da hendes nummer to også viste sig at være hankøn.

nithyananda fødtes 32 minutter efter midnat den 1.januar 1978 i den hellige by Tiruvannamalai i SydIndien. I overensstemmelse med lokal skik og brug opkaldtes han efter sin morfar og fik navnet Rajasekaran. Navnet refererer til Siva og betyder 'Konge over alle guderne'. nithyananda fødtes i den tamilske måned kaldet Margazhi (december-januar). Lord Krishna siger 'hvis jeg var en måned ville jeg være Magazhi.' Det er også måneden for brahma muhurta – deva'ernes (guddommelige væsener) bedste tid, specielt den tidlige morgenstund som regnes for den helligste tid på døgnet. I den måned er mange store sjæle og Oplyste Mestre født: Ramana Maharishi, J. Krishnamurti, Sharada Devi, Seshadri Swami og Vivekananda er blot få eksempler. Den regnes derfor som den helligste måned på året.

Quantum Spiritualitet

nithyananda fødtes i Tiruvannamalai på ashtami dagen – ottende dagen efter fuldmåne. Ashtami regnes som en materielt orienteret eller ikke-spirituel dag og af asketer betegnes den som en ufordelagtig periode af måneden. Ifølge overleveringen skulle denne ashtami dag i sin tid have sendt en bøn til Krishna om at ændre dens image, hvorfor Krishna besluttede at lade sig føde på netop selvsamme dag blot for at vise verden at også en

helt almindelig mand, som lever i materiel komfort med alt hvad dertil hører, kan lede og leve et religiøst, et spirituelt liv.

Nithyananda's koncept: quantum spiritualitet hvori materialismen møder spiritualismen er helt i tråd med Krishna's filosofi og lære; at lade materiel succes og spirituel udvikling glide sammen i eet. Der er, hævder Nithyananda, ingen grund til at skulle træffe et valg mellem enten et såkaldt almindeligt liv med familie, karriere, indkomst og succes eller et religiøst/spirituelt liv med fokus på afkald og oplevelsen at 'hele verden er min egen'. Selve dette koncept har gjort en stor forskel for rigtig mange mennesker, idet det at høre det har hjulpet dem til at slippe deres skyldfølelse over at skulle træffe et sådant valg.

En smuk fortælling fra Mahabharata hvori den viise Markandeya taler således til Prinsen af Pandava Yudhistra: Der var engang en asketiker, som gik under navnet Kaushika og som med stor omhu og nidkærhed overholdt sit Brahmacharya løfte – det vil sige han levede i cølibat som forberedelse til et liv som munk.

En skønne dag mens han sad under et træ og reciterede de hellige skrifter, skete det at en trane var fløjet op og sad i toppen af selvsamme træ. Den uskyldige fugl vidste ikke bedre end at 'gå på toilettet' da nu trangen meldte sig, og som en følge heraf faldt dens lille af øringsklat direkte ned og ramte asketen midt på issen. Han kiggede olmt op på fuglen og vreden i hans blik fik dyret til at dratte død om på stedet.

Kaushika følte sig helt ked af det, da han nu så fuglen ligge død på jorden.

Han fortrød nu, at den voldelige tanke som et øjeblik var passeret gennem hans sind havde slået et lille uskyldigt kræ ihjel. Lidt senere følte han sig sulten og gik ud for at bede om almisse, som det var hans praksis og spirituelle disciplin.

Han gik og valgte at stille sig op foran et hus hvis frue på det tidspunkt stod midt i opvasken; i håbet om, at hun, når hun var færdig med det, ville tage sig lidt af ham.

I mellemtiden kom herren af huset hjem fra arbejde, træt, udaset og skrupsulten, hvorfor konen først valgte at tage sig af ham. Hun badede og tørrede hans fødder og serverede ham sin aftensmad.

Kaushika troede, hun havde glemt ham. Men efter at have taget sig af sin husbond kom konen faktisk ud til ham med lidt mad.

Hun sagde, 'Undskyld du måtte vente så længe – tilgiv mig.'

Kaushika sagde irriteret, :'Frue, du har holdt mig hen i alt for lang tid. En sådan ligegyldighed er uacceptabel.'

Kvinden svarede, :'Vær venlig og tilgiv mig. Jeg tog mig af min mand først – deraf forsinkelsen.'

Kaushika moraliserede, :'Det er kun godt og rigtigt at du tjener din mand, men sanyasien (munk/nonne) bør ikke negligeres. Du virker som et noget arrogant kvindfolk.'

Hun, 'Vær ikke vred på mig, men husk at jeg kun lod dig vente, fordi jeg tjente min mand. Jeg er ikke en trane som du kan slå ihjel med en voldelig tanke og dit raseri kan ikke røre den kvinde, som pligtopfyldende og kærligt tjener sin husbond.'

Kaushika stod helt forbløf et. Hvor i alverden kendte kvinden til den historie med tranen, tænkte han.

Hun fortsatte, 'Brahmachari, du kender ikke til pligtopfyldelsens hemmelighed – og er også sørgeligt uvidende om at vrede er menneskets suverænt største fjende på det indre plan. Tilgiv forsinkelsen og gå straks til byen Mithila og opsøg der

Dharmavidhya, som vil instruere dig i det gode livs hemmelighed.'

Kaushika var nu mere ydmyg. Han sagde, :'Jeg fortjente at blive sat på plads og jeg vil tage ved lære af din opsang. Den vil komme mig til gode. Du må have det godt!'

Med disse ord vendte han rundt og vandrede til Mithila.

Da Kaushika nåede til Mithila begyndte han at se sig om efter Dharmavyadhas hus, som han mente nok skulle ligge et sted i udkanten af byen, et godt stykke fra byens larm og tumult.

Ad smukke boulevarder passerede han forbi de skønneste haver i den store by og nåede til sidst en lille slagterforretning, hvor han gik ind for at spørge om vej.

Hans forbløf else kendte ingen grænser, da det viste sig at slagteren selv var Dharmavyadha.

Ganske chokeret og fuld af foragt stillede han sig i et hjørne af butikken og så til mens slagteren arbejdede. (En del af brahmacharya er at være vegetar. Dels kræver fordøjelsen af kød langt mere energi af kroppen end fordøjelsen af vegetarisk kost – og det er derfor bedre for en person, der mediterer meget at holde sig fra at spise kød. Dels er en virkning af meditation, at ens følsomhed og sensitivitet højnes meget betydeligt, og det er ikke ualmindeligt for en yogi eller yogini at kunne fornemme det døde dyrs følelser og bevidsthedstilstand, hvis kød de spiser; derfor falder lysten til kød væk! Endelig er ef ekten af meditation at hjertechakra'et åbnes, og den gennemstrømmende kærlighed til alt levende som er resultatet af det åbne hjerte betyder også at meditatoren m/k helt naturligt ikke har lyst til at være – om end indirekte – årsag til et andet væsens død. Kaushikas foragt er et klassisk eksempel på den arrogante nybegynder ad spiritualitetens vej, som på den ene side overholder reglerne mere af pligt end af natur, på den anden side får et kick ud af at se ned på alle de såkaldt almindelige

mennesker og deres levevis.) Pludselig rejste slagteren sig, gik over til ham og spurgte, :'Min kære herre er du okay? Har den ærbare frue sendt dig til mig?'

Kaushika stod blot tavs og så fåret ud.

'Min ven, jeg ved hvorfor du er kommet. Lad os gå hjem,' sagde slagteren og tog straks Kaushika med hjem til sit hus og lille lykkelige familie. Kaushika oplevede fascineret med hvilken ærbødig hengivenhed slagteren tog sig af sine gamle forældre.

Kaushika tog ved lære af den slagter og studerede hos ham dharmaen (oldgamle vediske leveregler) og menneskets opgaver og pligter. Da studiet var til ende gik han hjem til sit eget barndomshjem og påtog sig at passe og pleje sine egne forældre – det var en pligt, han tidligere ganske havde negligeret.

Vyadha Gita, slagterens lære til brahmacharien, viser hvordan det kan lade sig gøre både at leve et almindeligt liv som familiemenneske og samtidig opnå 'liberation' – frihed.

Page 64