5. PAGE 38 *Hvad er en 'inkarnation'? Hvorfor lader de sig føde?*

Langt størstedelen af alle hindu'er er meget enkle i deres tro på alle deres Guder og Gudinder. De tror med hjertet og med ægte overbevisning at disse former er levende kræfter. De tror også at Guderne fra tid til anden fødes på Jorden og at sådanne Mestre eller Avatarer er inkarnationer af den respektive Gud eller Gudinde. (eksempelvis at Ammachi fra Kerala er en nutidens inkarnation af den Guddommelige Moder i form af Gudinden Kali). En inkarnation kan måske sammenlignes med det en 'Profet' står for i Vesten. Biografier omkring disse inkarnationers jordiske liv, legender og historier opstår gerne omkring dem.

Vyasa var vismand og forfatter til Bhagavatam, en biografisk fortælling over Lord Vishnu's 10 forskellige inkarnationer. Vishnu – Bevareren/Opretholderen i den hinduistiske treenighed som består af Skaberen: Brahma Bevareren: Vishnu og den foryngende kraft, som river ned for at gøre plads til det nye: Shiva.

Mytologien bag historien om Vishnus 10 inkarnationer er faktisk historien om alt livs evolution. Historien rækker fra Universets skabelse til dets undergang – metaforisk forstået. Sekvensen af inkarnationer afspejler sekvensen af livsformer, som de har udvikledes her på Planeten Jorden. Inkarnationsrækken starter således med Vishnu som fisk – Matsya Avatar – symboliserende livets oprindelse tilbage fra vandelementet og akvariske livsformer. Den næste i rækken er Kurna Avataren – skildpadden, repræsenterende næste stadie som amfibisk dyr. Dernæst følger Varaha Avatar – bjørnen som repræsentant for pattedyr. Herefter Narasimha Avatar, formen som halvt menneske og halvt løve. Femte Avatar er Vamana – dværgen. De sidste 5 inkarnationer har alle menneskelig form og er : Rama, Krishna, Balarama og Buddha; og endelig Kalki, kriger-ødelægger Avataren – den eneste i rækken, der endnu ikke har været her på Jorden.

Krishna regnes – af de 10 avatarer - som den mest perfekte. Han levede på Jorden for cirka 5.000 år siden, altså ca. 3.000 år inden Buddha og er den dag i dag populær og elsket af alle hinduer. Bhagavad Gita er historien om Hans liv.

Bhagavad Gita eller den femte Veda i serien af hellige bøger (kan om noget sammenlignes med Vestens Bibel) skildrer dialogen mellem Krishna som repræsentant for menneskets Superbevidsthed eller Højere bevidsthed og Guddommelige Energi, og Arjuna, Prinsen af Pandava, som Krishna har valgt som sin ven og nærmeste discipel. Dialogen udgør Bhagavad Gita og er Mesterens svar på elevens spørgsmål omkring livets, verdens og menneskets dilemma i det hele taget.

Konkret befandt Arjuna sig midt i et større slag, hvor hans modstandere var hans egne tidligere lærere og familie i form af diverse fætre og onkler. Hans dilemma var – naturligt nok – 'skal jeg desertere eller tage kampen op og i så fald risikere at måtte dræbe mit eget kød og blod'…svarene herpå opleves af millioner af daglige læsere af Gita, som fortællingen populært kaldes, som praktisk orienterede råd, man kan bruge i sit eget liv – selv den dag i dag så mange år senere.

Som repræsentant for Højere Bevidsthed i Bhagavad Gita er Krishna udtryk for det Ultimativt Guddommelige/Gud. Samtidig er der andre niveau'er i bogen, som viser Krishnas andre sider:

som enhver mors drøm i skikkelse af et supercharmerende drengebarn fuld af spilopper og gale streger, som smuk, graciøs og maskulin ung mand, der med et enkelt blik sætter pigernes hjerter i brand; som den bedste ven, der altid er der, når du har brug for ham; den viise rådgiver, som konger og Viise alle som én søger råd hos; alt det er Krishna og mere til. Krishna er ikke den moralens og dydens vogter som Rama og Balarama inkarnationerne var det. Ej heller den lidenskabsløse Vismand som Buddha. Krishna var, er og vil altid være menneske først og fremmest. Så enkel at identificere sig med, så let at elske og have tillid til.

Som Krishna erklærer i Bhagavad Gita idet Han talte fra den Guddommelige Bevidsthed og samtidigdefinerede enhver Avatars sande mission:

For at opretholde og beskytte godheden for at ødelægge og udrydde ondskaben for at skabe og genskabe retfærdighed kommer jeg til jer – tidsalder efter tidsalder

Fra et strikt videnskabeligt synspunkt har vi – så vidt vides – kun bevis for at Buddha har levet her på Jorden. Krishna og Parashurama var her ifølge overleverede skrifter for ca. 5.000 år siden i Dwapara Yuga, og kong Rama levede endnu længere tilbage i den tidsalder der ifølge hinduistisk kalender*- der i øvrigt er baseret på astronomiske udregninger - hedder Treta Yuga.

*Kalenderen inddeler tiden i cykler af 4, som hver for sig er mange hundrede tusinder af år – p.t. lever vi i 4. og sidste cyklus i den Universelle tid kaldet Kali Yuga.

Udover de allerede nævnte inkarnationer skal her også nævnes nogle af den nyere tids Mestre, som alle regnes som inkarnationer (af det guddommelige):

Mahavira, grundlæggeren af Jainism–religionen; Adi Shankara, den store reformator, som lagde vægt på begrebet advaita – enhed eller ikke-dualitet; Chaitanya Mahaprabhu, mand og helgen totalt opslugt af sin kærlighed til Lord Krishna; Ramakrishna Paramahamsa, en af nyere tids oplyste Mestre – han boede i Calcutta; hans discipel Vivekananda, der rejste til Amerika og udbredte sin Mesters lære der; Shirdi Sai Baba, helgen af muslimsk oprindelse, som ærede og praktiserede hindu- og muslimske ritualer på samme tid og derfor også fulgtes af såvel muslimer om hinduer; Bhagavan Ramana Maharishi fra Tiruvannamalai som allerede omtalt, er blot nogle få af mange hellige mænd og kvinder, som er regnet for inkarnationer og tilbedt i Indien.

Ramakrishna Paramahamsa berettter denne lille historie:

Tre mænd var ude at gå en tur idet de kom til en have, der var omgivet af en høj mur. Den ene af dem hoppede over muren og opdagede en skøn nyttehave med masser af gamle frugttræer. Uden videre betænkning gik han ind i haven for at tage for sig af retterne. Det strejfede ham ikke, at han kunne have vendt tilbage og fortalt sine venner om sit fund; totalt opslugt som han var af havens fristelser og al den nydelse han så frem til. De fleste af os lever vores liv på den måde.

Nu hoppede den næste mand op og kiggede ned i haven; han fik også øje på havens overflod, vendte sig et kort øjeblik og fortalte sin ven, der stod og ventede om sin opdagelse, hvorefter han også skyndte sig ned i haven for at nyde dens frugter til sit hjertes tilfredshed. Rigtig mange

forkyndere/præster/prædikanter er ligesom nummer to: de snakker og informerer, men har reelt ikke haft oplevelsen, de plaprer så højt op om.

Den tredje mand kiggede ind over muren og så de bugnende frugttræer. Han kendte allerede frugterne og vidste præcis, hvor vidunderlige de er. Istedetfor at hoppe ned i haven til de andre drejede han resolut om på hælen og gik tilbage til sin landsby;

fortalte hele byen om den vidunderlige have og gav detaljerede beskrivelser på, hvordan de alle sammen kunne nå derhen.

Siger Ramakrishna: Den mand er en sand inkarnation.

En inkarnation er en mand m/k, en sjæl om man vil, for hvem Livets Mirakel er oplevet Virkelighed; som hviler 100% i sig selv i Enhed med Altet; som overvældet af medfølelse med 'landsbyboerne' atter og atter lader sig genføde for at hjælpe os andre; som ingen samskara har; ikke mangler noget eller har nogen behov – og hvis specifikke mission på Jorden er bestemt af Parashakti – den Universelle Energi. Det overordnede mål med enhver Mesters mission er det samme, nemlig at vise os vort eget spejlbillede, at lede os til selv at opleve, smage havens frugter, brøle som en løve, realisere vor indre guddommelighed og Væren-i-eet med Altet.

For hver generation vil der være inkarnationer, som kommer for at vise os og dele med os andre den indre frihed, lyksalighed som de selv konstant hviler i. Det ultimative kendetegn for en inkarnation vil altid være netop dette: at hun ikke skelner mellem de mennesker, hun er kommet for at hjælpe – men tillader alle at komme til sig uanset hudfarve, politisk – religiøs baggrund, om folk er rige eller fattige, unge eller gamle osv.

Som Nithyananda så enkelt forklarer det :

Tag en ren, hvid tavle. Den hvide baggrund er den universelle energi. Tegn nu cirkler på den med blåt kridt. Cirklerne repræsenterer individuelle levende væsener. De blå linier er de fysiske kroppe. Visk nu cirklerne ud. Det er det der sker, når vi dør. Kroppen slettes og sjælen går tilbage i den Universelle energi.

Når et almindeligt menneske dør vil der imidlertid være et skær tilbage af cirklen, det er ligesom ikke visket 100% rent ud, det er det vi kalder vasana eller begær. Det gør det svært for sjælen at

gå helt tilbage og i eet med den universelle energi. Sjælen vil grundet de tiloversblevne ønsker og begær,vasana, straks se sig om efter en ny krop – for at kunne komme tilbage og opfylde alle sine ønsker.

Når en Mester forlader det kropslige hylster vil cirklen forsvinde totalt, intet spor er tilbage, for Han har ingen begær; intet der mangler, ingen vasana. Hans sjæl går uden problemer i eet med den universelle energi. Mesteren bliver reinkarneret udelukkende på foranledning af Parashakti, når planeten Jorden føler et behov for det. Energien der bliver sendt hertil, tager så fysisk form, og udfører den mission som Jorden har udtrykt behov for, og Parashakti har besluttet det.