23. TREDJE MUNDAKA FØRSTE KHANDA

Sanskrit sloka

To fugle bor sammen, de er venner og de opholder sig og lever deres liv i det samme træ. Af de to spiser den ene af træets frugter, mens den anden blot ser til uden at spise.

De to fugle er Jiva (den individuelle sjæl eller Atman) og Iswara (Brahman eller Altet) som begge eksisterer i det enkelte individ, i krops'træet'. De co-eksisterer i rollerne som reflektionen og originalen. De manifesterer sig forskelligt i hvert enkelt individ. Udfra Jivaens karakteristika er det muligt at gisne om Iswaraens natur og fra Iswaras natur er det muligt at fastlægge Jivas potentiale.

Såvel Jiva som Iswara er skabt udaf samme substratum, nemlig Brahman, som er begges originale Selv. Kroppen sammenlignes med et træ, fordi den kan fældes som et træ kan det. Det træ kaldes også for Kshetra eller området for manifestation og handling udført af områdets bevidsthed eller Kshetrajna. Kroppen er det område for handling og oplevelse, og den er samtidig selv frugten af tidligere allerede udførte handlinger.

Det eneste, der reelt adskiller Jiva fra Iswara, er sindet. Rent faktisk er sindet synonymt med Jiva. Det er Jiva, der påvirkes af Avidya, Kama og Karma (Uvidenhed, begær og skæbne*.* På grund af bevidsthedens, sindets forbindelse med ovennævnte faktorer tvinges det til også at opleve frugterne af dets handlinger; mens Iswara, som aldrig træder i forbindelse med nogen tilsvarende begrænsende faktorer, derfor heller aldrig nødes til handling, hvorfor den heller aldrig behøver opleve resultat af handling.

Frugterne, som Jiva oplever, er enten behagelige eller smertelige, enten søde eller bitre, d.v.s. de er alle relative oplevelser født af mangel på dømmekraft og diskrimination. Iswaras oplevelse derimod er evig og født af renhed, visdom og frihed. Relative oplevelser er effekten af Rajas, mens Iswaras karakter er Sattva (det højest opnåelige stade af ro og objektivitet, som i sig selv er bevis på en vis højere åndelig udvikling), hvoraf logisk følger, at Iswara ikke oplever nogen sansebestemte materielt betingede fænomener.

Han er reelt både instruktøren bag den, der handler (Jiva) og iscenesætter af resultaterne af disse handliger; Iswaras 'aktivitet' består udelukkende i Hans eksistens. Således er værdien af Hans eksistens større end samtlige aktiviteter, der finder sted i hele Universet. Det er Hans eksistens, som driver hele det manifesterede univers.

I samme træ sidder individets fugl, overvældet af smerte p.gr.a. selvbedrag og impotens. Når den får øje på den anden fugl/ den vidunderlige Lord, Herre eller Mester indser den sin egen storhed og slipper én gang for alle ud af sin sorg.

Jivas sorg og græmmelse skyldes hans/hendes manglende evne til at forlige sig med resultaterne af egne -ukloge- handliger udført på et eller andet tidspunkt i fortiden. Halsløs gerning leder per definition, via sin egen natur, til ubehagelige konsekvenser, som ikke er rare at opleve. Uden relative oplevelser kan individet ikke eksistere, og i og med samtlige relative oplevelser skabt af ukloge handlinger, lægges frisk smerte oveni hele den allerede eksisterende mængde.

Med andre ord, oplevet fra det højeste punkt kan hele individets oplevelse, samtlige hans oplevelser siges at være ren ulykke. Jiva skelner mellem 'søde' og 'bitre' frugter, men faktum er, at enhver frugt ved sin egen natur før eller siden vil blive bitter, vil forvolde smerte. Så på grund af sin indespærring i sit selvskabte fængsel i evig rastløs jagt på nye såkaldte 'glæder', som atter og atter viser sig at være en skuffelse, føler Jiva sig impotent, forvirret og hjælpeløs.

Jiva føler ofte en kraftig tilknytning til en bestemt oplevelse og konkluderer fejlagtigt, at netop den oplevelse, den måde er den eneste rigtige og den eneste sande måde at opleve virkeligheden på; at alt andet er falsk. Til tider er Jivaen tæt på objekterne for sine begær og ønsker, og til andre tider oplever Jiva en adskillelse fra sine begærs mål. Den fødes og dør og passerer igennem den ene livmoder efter den anden i overensstemmelse med karakteren af sine handlinger.

Individets frihed ligger i dets opnåelse af et syn af Mesteren, Gud, Herren, den højeste sublime Eksistentielle Energi, som er sameksisterende med Jiva og rent faktisk er uadskilleligt fra sjælen, Jivaen, som dets eget Højere Selv. Erkendelsen af Iswara er ensbetydende med at rejse sin individuelle bevidsthed til

Iswaras bevidsthedsstade. Jiva ophører at eksistere i samme nu, den realiserer Iswara. Individets sande essens i al sin storhed afsløres først i det øjeblik sløret, som skjuler det, fjernes. Det sker, når Gud erkendes. Den ultimative erkendelse ligger i Selvets identitet med det Højeste Væsen. Ligger i erkendelsen af enheden mellem det udstrakte univers med alt, hvad det måtte indeholde, og essensen af Åndens Uendelighed. Med den erkendelse ophører alle mangler og al sorg.

(Ovenstående er baseret på oversættelse fra The Mundaka Upanishad, af Swami Krishnananda fra The Divine Life Society, Sivananda Ashram, Rishikesh, India)

Kapitel 16

Første åndelige opvågnen

Ikke-valg som kendetegn for et Oplyst Væsen

Selv Inkarnationer har behov for de rette omgivelser mens de vokser til i deres fysiske kroppe.

Som Saradananda udtrykker det i biografien over Ramakrishnas liv:

Findes den ubrudte erindring om samtlige tidligere oplyste liv i en inkarnation helt fra hans tidligste barndom?

Forfatterne til Puranaerne svarer således: Selvom det altid ligger latent i Inkarnationen dukker disse erindringer ikke altid op i løbet af barndommen. Først når Avatarens krop-sind organisme er fuldt udviklet og modent til det, vågner erindringerne op, enten helt af sig selv, eller blot efter en mindre indsats fra inkarnationens side.

Inkarnationer har i barndommen brug for trygge rammer, i nogle omgivelser som bakker op om dem for at sikre deres missions effektive udførelse.

Den Guddommelige Eksistens, Parashakti, tilrettelægger hele deres barndoms omgivelser og omstændigheder, for på bedste vis at sikre deres udførelse af den mission, Eksistensen har bestemt dem for. Begivenheder finder sted omkring dem i en tilsyneladende tilfældig orden, men er aldrig blot de rene slumpetræf. Der er klare forbindelser fra den ene hændelse til den anden, og rækkefølgen er faktisk også temmelig bundet og fastlagt.

Ironisk nok er det, i modsætning til hvad mange af os måske har gået rundt og troet, sådan at vi almindelige dødelige besidder en fri vilje, hvormed vi har mulighed for at gøre vore livsvalg hen ad vejen. Vi står alle gang på gang overfor at skulle vælge den ene eller anden vej, ad hvilken vi vil gå her i livet, og vi har fri vilje til at træffe vore valg. Vore liv udfolder sig i den ene eller anden retning, afhængigt af hvilke valg vi har truffet, og hvad og hvordan vi har valgt, det skal være.

For de oplyste væseners vedkommende er der ingen fri vilje med i bagagen! De går simpelthen fra det ene til det andet uden nogensinde at gøre deres eget valg, men derimod flydende som vand i overensstemmelse med den universelle vilje – deres hele væsen er i en tilstand af ikke-tanke, 'no-mind', og overgivelse. Derfor er det, at alt, hvad en inkarnation ytrer, automatisk og straks opfyldes; selv ønsker, der måtte opstå i det kausale lag i deres bevidsthed, bliver umiddelbart til virkelighed, manifesteres straks. Vi kan se at hvert ord, de udtaler er sandt og manifesteres som sandhed.

De folk, som har levet sammen med Nithyananda i nogen tid, har alle oplevet hvordan Han, efter at have lyttet til en persons problem, engang imellem siger, 'Jeg tager mig af det', og hvorledes det pågældende problem straks har løst sig. Alt hvad Mestrene gør, siger Han, er ganske enkelt at overgive problemet

til den universelle Moder, for at Hun kan tage sig af det, og det gør Hun.

Når en inkarnation som Nithyananda fødes her på Jorden, er de helt fri for samskara og befinder sig allerede på tærsklen til Oplysning. De har blot nødig at slippe den lille smule sattvic guna, det højest mulige stade af indre ro og objektivitet som er udtryk for et åndeligt udviklingsstade, som de er blevet 'podet' med inden fødslen for overhovedet at kunne være her i vor atmosfære, for at nå den fulde Oplysning.

Enlightenment sker; det er ikke en begivenhed, der kan fremtvinges. Oplysning er som flodens vand. Så længe dine hænder er åbne, bliver det der; i samme øjeblik du lukker hænderne for at holde det fast, for at eje det, forsvinder det væk, og du har intet.

Nithyananda siger, at vi alle er oplyste; vi er alle som én født med guddommelighed indeni os. Det, der mangler hos de fleste af os, er bevidstheden om, at det er sådan. 'Den eneste forskel på mig og jer,' siger Han, 'er at jeg ved, jeg er guddommelig, mens I, indtil videre, ikke har erkendt jeres indre guddommelighed.'

Efterdi sandheden om vor iboende guddommelighed allerede er født i os, er den per definition ikke noget vi kan opnå; vi behøver bare blive opmærksomme på fakta, det er såmænd det hele i en nøddeskal.

'Bliss', lyksalighed, er resultatet af den bevidsthedstilstand som Oplysning er; og er per sin natur ensbetydende med et stadie af overgivelse til Altet, til Eksistensen, som ikke levner plads til 'fri vilje' – fri vilje findes ikke i den tilstand. Hvis vi forsøger at vælge lyksaligheden, forsvinder den. Vi må forstå livets formålsløshed som en del af Eksistensens storslåede plan, for at nå Oplysningens og dermed også lyksalighedens tilstand. Vort ego tror, tilværelsen har et formål – materielt, i forholdet til andre mennesker og åndeligt. Des flere formål vi har opsat og

arbejder os frem imod, des mægtigere føler vort ego sig. Så hvis vi dropper alle andre formål, men stadig (krampagtigt) fastholder Oplysning som et mål, kommer vi ingen vegne. Kun via erkendelsen af livets absolutte formålsløshed og ved at droppe vort ego, kan Enlightenment opstå i os.

Set logisk hvad skulle dog formålet med vor eksistens egentlig være? Gud, som har skabt alt andet, inklusive jungler, skulle Han ikke også kunne have skabt vore asfaltjungler og samtlige vore byer? Eksistensens eneste formål er 'bliss', det er hele hemmeligheden!

Hvordan kan vi lære at nyde uden at besidde, uden at erobre? Vi er som vandbobler på én af oceanets bølger. Hele misèren er, den ene vandboble erobrer den næste og kalder den sin kone, mand, barn, far, mor, boss etcetera. Vandboblen samler på sandkorn og kalder dem juveler. Boblen har ingen reel forståelse af, at den kan briste hvert øjeblik, det skal være. Pludselig er der en stor bobbel, der erklærer, at den vil blive oplyst. Det er hvad, der sker for os.

Når vi er rede til at indse og acceptere sandheden om altings formålsløshed, materielt set, relationsforholdsmæssigt og åndeligt set, kun da opnår livet mening. Så længe vi render rundt med et mål, går vi fejl af vejen.

Sindet afventer, at noget skal ske. Det ser frem til den næste lønningscheck, de ugentlige, månedlige, årlige og femårlige betalinger. Hvis nogen kom og tilbød os 100 års løn mod at vi til gengæld ville dø i morgen, ville vi så også gå med til det? Ved at måle livskvalitet på størrelsen af vores lønningscheck, reducerer vi vor sjæl til ren materie.

Vort ego sidder fast i det, vi oplever som vort formål her i livet. Vi siger, 'Når først jeg har overstået mine sociale pligter her i livet, så kommer jeg til dig, min Mester, så vil jeg vie mig selv til det åndelige liv.'

En ældre kvinde ankom på et tidspunkt til ashrammen, gik til Nithyananda og bad ham acceptere hendes søn som brahmachari, beboer i ashrammen og student udi de åndelige kundskaber. Nithyananda var forbløffet eftersom det er et yderst sjældent fænomen at opleve en forælder ønske, at hans eller hendes barn skulle tage sanyas (afgive visse løfter som tileksempel løftet om aldrig at gifte sig, stifte familie og selv få børn) – formentlig i høj grad udfra forældrenes eget, rent egoistiske, ønske om at ville have sig nogen børnebørn. Vivekananda er berømt og beundres viden om, men derfra og så til at ønske at ens eget barn bliver en Vivekananda, der er som regel langt. Forældrene forstår som regel ikke, hvordan deres søn eller datter skulle kunne være lyksalig, eftersom de aldrig selv har oplevet deres egen iboende salighed.

Nithyananda spurgte så kvinden, hvorfor hun ønskede, at hendes søn skulle leve sit liv i ashrammen. Hun svarede, 'jo, han er mentalt retarderet.'

Nithyananda replicerede: 'Amma, det er en ashram jeg kører her, ikke et galehus!'

Vi har altid så mange gode undskyldninger for ikke at tage os af vor åndelige udvikling. Så mange pligter har vi – så såre vi har opfyldt én pligt, ligger der ti nye og venter på os. At halse afsted for at nå det hele, men altid være sørgeligt bagefter, bliver en 'way of life' for os, vi har simpelthen glemt hvad det vil sige at slappe af. Mens vi er unge siger vi til os selv, at nu skal vi lige gøre uddannelsen færdig først, og så skal vi vel nok slappe af og være lykkelige…; når uddannelsen er taget popper et nyt mål op, der foreks. hedder ægteskab/parforhold; så kommer turen til børn; så skal de giftes og forhåbentlig give os nogen børnebørn. Lige pludselig fylder vi 60 og opdager at 'hov, hvad blev der af mit liv, hvor blev den der lykke af, jeg havde regnet med?!'

Den helt basale synd vi som mennesker kan begå er at glemme at leve og opleve vort liv i vores jagt på mål-opfyldelse. Lev og nyd dit liv, mens du har det, er den enkle sandhed; hvis du stresser afsted, stop op og spørg dig selv hvorfor, til hvilket formål; lad os tillade os selv at falde til ro – se, oplev din rastløshed og lad den opløses, træk vejret dybt, slap af, det er NU dit liv skal leves, nu, nu, ligeNU!

Vi har muligvis et kæmpehus, stor bil og masser af venner i omgangskredsen, der synes vi er så evigt dejlige, og hvad så? Kan vi tage nogen af de ting med os når vi dør? Kan vi tage så meget som et enkelt dankort med os, når vi dør? Selv vores fysiske hylster får vi ikke lov at tage med os, når den tid kommer. Det hele er formålsløst.

Øjeblikket vi forstår og accepterer den grundlæggende formålsløshed skaber rum for healing. Selv om vi måske har været udsat for mishandling og bærer dybe sår og traumer; det hele vil heale; hvis vi virkelig tillader den forståelse at tage rodfæste i os, vil den af sig selv vejlede og guide os.

'Hvad er det for noget at komme her og sige,' kunne man måske fristes til at spørge. 'Hele mit liv har jeg haft et mål og det er gået fint. Nu kommer du og påstår, det hele reelt er formålsløst.' Hvad enten vi kan lide det eller ej, så er det sandheden.

Når vi ser en Oplyst Mester, er det blot en drøm. Skrifterne siger: Når man virkelig ser en oplyst Mester, Oplyses man selv.

Med se menes her ikke blot at kigge på ham, som er det vi gør. Vi kigger med øjnene, se kan man kun med Sjælen. Des tættere vi kommer Mesteren, i des højere grad undergår vor forestilling om ham en forandring. I takt med at vi modnes, ser vi ham i et nyt lys.

At livet basalt set er formålsløst er ikke ensbetydende med, at man så siger: 'Ok, nu har jeg forstået livet er uden formål. Jeg

gider ikke længere gå på arbejde. Og hvorfor holde ferie. Det hele er bare det samme.' Nej, det er en helt forkert konklusion. Når først du helt har fattet formålsløsheden, vil du aldrig kunne være doven. Måske lige de første to dage bliver du liggende i sengen. På tredjedagen vil du vågne op, fornyet, forfrisket, som et helt nyt menneske, uden spor af rastløshed. Rastløshedens monster overvindes i og med forståelsen af livets absolutte mangel på logisk formål.

Rastløsheden skjuler formålsløsheden for os; den skjuler Vejen for os. Forståelsen af den sandhed vil heale os. Alle vore fremtidsdrømme og hele vor fortids bagage af skyld vil forsvinde; alle forbigående, ikke-varige, nydelser og smerter vil opløses.

Vi har tidligere omtalt helgenen fra Tiruvannamalai, Visiri Swamigal bedre kendt som Yogi Ram Surat Kumar. Han var så uskyldsren som et lille barn. Når folk kom til ham med deres problemer svarede han dem gerne, 'alright.' Hvis én sagde, 'Der er en, der er død, Swami,' svarede han 'alright'. Når en anden kom og forkyndte, 'Min søn skal giftes, Swami,' kom svaret prompte, 'Alright.'

En dag spurgte nithyananda ham, 'Swami, hvorfor svarer du altid bare allright til alt?' Han svarede, 'Alting er helt formålsløst. Hvad du end bilder dig ind har et formål er i virkeligheden ganske meningsløst; så det er helt allright!' Når vi erindrer os formålsløshedens sandhed heles vi og vort liv, ophobet smerte forsvinder; om vi er rige eller fattige, tykke eller tynde, sorte eller hvide er som sådan ganske meningsløst. Det kræver mod at gå efter sandheden og at opnå Oplysning. Men så tager Livet også en helt ny drejning. Vi vil leve her og nu som frie sjæle. Vi behøver ikke droppe ud af vores jobs, negligere vores parforhold eller skille os af med alt vi ejer og har af penge, aktier o.s.v.; nej, vi vil såmænd bare give afkald på alt det, vi ikke har. Vi vil slippe hele den følelsesmæssige bagage vi p.t. holder fast i med hensyn til vores besiddelser, det

være sig andre mennesker i form af partner, børn, venner og familie eller kæledyr, ting, møbler, bilen os.v. Vi vil give afkald på drømmen om engang at blive kronet til Konge/Dronning og i stedet begynde at nyde sædet! Ydre status vil ikke længere have nogen mening for os; vor egen indre tilstand vil være det eneste, der betyder noget.

Når formålet opgives fremtræder den dybere, ægte mening af sig selv.

nithyananda's vej til Enlightenment kom med sine egne udfordringer. Som det senere vil blive udførligt berettet indtraf hans første åndelige oplevelse, da han var knap tolv år gammel. Ikke desto mindre skulle der gå fulde 10 år yderligere før Oplysning skete for ham. Nithyananda siger i dag, at hvis han blot havde sluppet sit mål, er det meget sandsynligt at det ville være sket langt tidligere. Hans egen kamp og intenst rigoristiske selvdisciplin forsinkede måske hele processen, som kunne have indtruffet tidligere.

Page 145

Kuppammal, den lokale Guru tager over

En skønne dag, da nithyananda var omkring de syv år gammel gik han som sædvanlig over i Arunachaleshwara templet. Der satte han sig hen foran alteret for Gudinden Parvati, Devi sannadi. Pludseligt skete det, at han klart så for sig en gyldentfarvet figur. Figuren gjorde et så stærkt indtryk på ham, at han følte trang til straks at tegne den. Som sagt så gjort. Han gik hjem, fandt sig en kobberplade og et søm og gik i gang med at tegne figuren af på pladen frit efter erindringen.

Da nithyananda's bedstemor kom forbi og så drengen sidde dybt engageret med søm og plade, blev hun nysgerrig og ville vide, hvad det var han lavede og hvad det var for en figur.

Nithyananda fortalte hende, at han bare tegnede noget, han kunne se for sig.

Hun stillede sig ikke tilfreds med den forklaring. Usikker på, hvad hendes barnebarn nu havde for, gik hun over til sin gode veninde Kuppammal for at få råd.

Kuppammal, også kendt som Brahmayogini Vibhudananda Devi Mataji Kuppammal, var en oprigtig åndeligt søgende. Kuppammals mor forblev barnløs i mange år. Moderens guru var Seshadri Swamigal, en vidt berømmet oplyst Mester i Tiruvannamalai og en af Ramana Maharishis samtidige. Han velsignede damen, gav hende en håndfuld mudder og bød hende spise det som medicin mod barnløsheden. Uden at tænke videre over det eller tvivle på sin Mester spiste kvinden rub og stub. Senere det samme år ville forsynet at hun blev gravid og fødte en lille pige, som fik navnet Kuppammal.

Kuppammal mestrede Kundalini Tantra inden det fyldte tolvte år. Hun fik først menstruation i en alder af 21. Meget mod sin vilje blev hun bortgiftet og tvunget til at holde inde med sine åndelige øvelser som nittenårig. Så der gik altså fulde to år fra hun stoppede sin meditationspraksis og til menstruationen omsider indfandt sig.

Hun var dybt involveret i en forening ved navn Tiruppugazh Maadar Sangam – en mindre bevægelse hvis erklærede mål det var at udbrede kendskabet til de store litterære tamilske mesterværker som foreksempel Tiruppugazh etc. Kuppammal var en mester udi de tantriske kunster og kunne materialisere alt, hvad hun måtte ønske sig. Hun havde en vision, et syn af Gudinden Parvati i skikkelse af Raja Rajeshwari. Hun indtog rollen som den unge nithyanandas inspirationskilde og medfølende vejleder. Hun var i høj grad med til at forme hans personlighed.

Kuppammal spurgte nithyananda hvordan det nu gik til, at han fandt på at tegne den figur, hvorfor han fortalte hende, hvad der

var sket. Hun forklarede ham, at figuren var den meget kraftfulde Sri Chakra, en højst kompleks og metaforisk gengivelse af den universelle energi, som selv højt specialiserede kunstnere tit har store vanskeligheder med at tegne. Hun var dybt forbløffet over, at denne unge dreng havde kunnet tegne figuren så legende let uden anden skitse, end den han fandt i sin egen erindring. (År senere tegnede vores Mester Nithyananda igen figuren, chakraet, på en tavle for bedre at kunne forklare dets mening for os). Kuppammal spurgte nu nithyananda, om han kunne tænke sig at lære den tantriske videnskab, som bruger Sri Chakra som base for visse meditationspraksis', hvilket tilbud drengen straks tog imod.

Kuppammal var den første person, der fik nithyananda til klart at forstå, at han ikke var ligesom alle de andre børn på sin alder; at der var noget ekstraordinært i hans liv. Indtil da havde nithyananda ikke haft nogen forståelse af, at det der skete i hans liv skulle være anderledes end det, der skete for alle andre rundt omkring ham.

Kuppammal talte mange timer ad gangen med den unge dreng og tog ham stille og roligt ad vejen fra bhakti, hengivenhed, over jnana, visdom, og til dhyana, meditation, med hjælp fra sin egen Mester, Isakki Swamigal. Hun fortrød sit giftermål og koncentrerede sig helt og holdent om sit åndelige liv. Isakki Swamigal forærede nithyananda bogen Atma Purana – en samling af skrifter taget fra Upanisaderne, som er egnet til at give læseren et dybt indtryk af virkeligheden som Altgennemtrængende Eksistentiel Energi. Bogen er, sammen med et helligt vers, der virker beskyttende for den, der ytrer det – kaappu på tamilsk, og en konkylie, som Isakki Swamigal alt sammen forærede nithyananda, i dag i arkivet i ashrammen i Bangalore.

Isakki Swamigal var en såkaldt avadhoot, d.v.s. at han aldrig havde tøj på. Kuppammal gav nithyananda mange bøger og forudsagde, at han ville beholde dem, indtil han selv en dag ville

skrive kommentarer til dem baseret på sin egen indsigt og visdom. Nithyananda husker, hvordan han plejede at sidde i timevis foran Isakki Swamigal og Kuppammal og og læse højt fra Atma Purana skriftsamlingen. Kuppammal ville afbryde indimellem og forklare, hvad han havde læst, og engang imellem kunne Isakki Swamigal også finde på at komme med en kommentar eller en uddybelse, efter behov. Atma Purana var den første bog om Vedanta, nithyananda fik undervisning i.

Page 148

Primal-angst grundet hyæne-angreb

I sin tidlige barndom inden han endnu var fyldt ti, havde nithyananda for vane hver morgen at gå hele vejen rundt om Arunachala. Han startede glad ud ved en 4 tiden og gik rask til i tre-fire timer, syngende diverse mantras og hellige sange altimens. nithyananda var helt til stede i nu'et, uden mindste tanke på, hvad der ville eller ikke ville ske det næste øjeblik – som et uskyldigt barn legende i moders skød; et uskyldigt barn, der nyder at være sammen med sit elskede Arunachala.

En morgen startede han endnu tidligere – det var faktisk kun lige efter midnat. På den tid fandtes ikke veje, belysning eller anlagte stier rundt om bjerget. Det var ren jungle, tæt skov hele vejen. Et sted i området lige omkring den lille å kaldet Sona Nadi kom en flok hyæner hen imod ham.

nithyananda havde travet afsted uden at se hverken til højre eller venstre, dybt koncentreret som han var om at synge til Gud. Han var helt opslugt i sin sang og lagde ikke mærke til dyrene, førend de var kommet helt tæt på. Idet han kiggede op og fik øje på dem, sad de allerede parate til at gå til angreb.

Helt nede fra maven, hara, swadisthana chakra, centerpunktet for milt-energien rejste sig et desperat skrig. Skriget udtrykte ren uforfalsket frygt, som han aldrig hverken før eller siden har

oplevet. Samtidigt oplevede han en fuld intens og helhjertet overgivelse til Arunachala, som sin beskytter. Han følte en dyb indre tillid til og tro på, at Arunachala nok skulle tage sig af ham. I selvsamme øjeblik dukkede en sanyasi frem af mørket. I hånden har manden en stor kæp, som han jager dyrene væk med. Ikke så snart var hyænerne rendt afsted, førend manden forsvandt igen, som han var kommet. nithyananda vidste ikke, hvor den mand kom fra, eller hvor han blev af.

Efter det skrig fra sit væsens dyb oplevede nithyananda nu en forøget lethed i sin krop, og da han gik videre ud ad vejen føltes det som om han nærmest svævede, som om selve hans væsens energi-frekvens var øget.

(Primal-terapi som psykologisk metode til at befri patienten for gamle traumer og fastlåste indre problemstillinger, er netop at skrige helt nede fra sit væsens dyb og dermed slippe det hele i ren katarsis.)

Nithyananda minder os ofte om behovet for at overgive sig helt til Universet, i tillid til at Eksistensen nok skal tage sig af os og give os nøjagtigt hvad vi har brug på det rette tidspunkt. Hyæne hændelsen er det perfekte eksempel på netop den kvalitet i et menneske – her endda blot en lille dreng, der overgiver sig med tillid – og Eksistensens svar: den belejlige tilsynekomst af manden med kæppen.

Page 149

Mødet med Rudraksh Muni

nithyananda havde hørt om en vismand ved navn Rudraksha Muni, som plejede at komme til Arunachaleshwara templet om aftenen og sidde et sted i nærheden af Rudraksha Mundapam. Igennem mange aftener satte nithyananda sig der i nærheden og ventede på vismanden, men han dukkede aldrig op. Endelig en aften kom en mand ind i templet, helt dækket af rudraksh, som hang i mange kæder om halsen på ham. nithyananda, som var

overbevist om at det måtte være den berømte helgen, fulgte efter ham. Hver aften ventede nithyananda trofast til manden kom, og fulgte ham rundt i templet, mens han ventede på en chance for at tale med ham og tjene ham.

En dag fulgte han efter manden, idet han forlod templet og så, at han gik ind i et hus der lå lige i nærheden. Han havde familie og børn! nithyananda var vred og følte sig snydt. Han opsøgte manden og spurgte ham, hvorfor han ikke havde afsløret for ham, at han slet ikke var Rudraksh Muni.

Manden viste sig at være et venligt menneske, der dag efter dag havde iagttaget hvordan nithyananda ventede på at møde Rudraksha Muni, og hvor skuffet han var blevet over ikke at møde ham. Han sagde, 'Du var så glad, da du troede at have mødt Rudraksha Muni. Så havde jeg ikke lyst til at tage den glæde fra dig igen. Jeg følte mig også rigtig glad ved dit selskab.'

Hen ad vejen blev den mand en god ven af nithyananda. Han var depressiv og havde brug for åndelig vejledning. Han gav nithyananda en hel posefuld rudrakhs mala kæder, som man vil kunne se hængende om nithyanandas hals på nogen af de tidligste billeder af ham.

I den alder – omkring 9-10 år – var nithyananda allerede meget belært udi hinduistiske skrifter og epos; ikke bare selve fortællingerne, men også den indre esoteriske mening kendte han til. Han gik gerne til samtlige spirituelle foredrag i Tiruvannamalai og stillede dybdeborende spørgsmål. Mange foredragsholdere kom til kort overfor den unge drengs spørgsmål, og der var specielt en taler, der tog det så fortrydeligt op, at han kaldte organisatoren af mødet over og erklærede for ham, at hvis den knægt stillede så meget som eet til spørgsmål, så gad han ikke mere, men ville gå sin vej. På samme måde som Ramakrishna Paramahamsa gjorde det i sin barndom, stillede også nithyananda sig op og satte de intellektuelle lærde til vægs,

som ikke for alvor havde erkendt sandheden af de ord de stod og forsøgte at belære andre om; mens nithyananda's spørgsmål i sig selv var egnede til at give klarhed og dybere forståelse til de folk i forsamlingen, der måtte have en ægte åbning og lydhørhed for sandheden.

Ved en lejlighed kom den berømte lærde og spirituelle guru Kripananda Variar til byen. Under foredraget ytrede han på et tidspunkt de tamilske ord, 'angam veru lingam vera aagakoodaadu', og forklarede ordene med, at de, der har valgt at bære en Siva Linga som halskæde (en rudraksh kæde med andre ord) bør aldrig tage den af, eller skilles fra den på noget tidspunkt. Unge nithyananda spurgte ham nu, 'Selv den mest snarrådige mand er nødvendigvis tvunget til at tage sin rudrakshmala af i det mindste, når snoren i kæden er blevet gammel og skal udskiftes. Det du i virkeligheden siger er, at når du én gang har erkendt Gud i dit eget indre, kan du og den linga indeni dig, Gud indeni dig, aldrig adskilles. Det er det, du mener. Du taler om Enlightenment; du henviser rent faktisk til en allerede oplyst persons indre enhed med Gud; det at han og Gud ikke længere er to størrelser med Én for altid. Hvad er det så for noget at stå der og bruge de ord som en simpel anvisning, en teknik til almindelige mennesker?'

Kripananda Variyar kunne have valgt at give et intellektuelt, kompliceret svar på nithyanandas spørgsmål og dermed lukket munden på ham, men det gjorde han ikke. Tværtimod accepterede han straks, hvad nithyananda havde sagt og sagde 'ja tak, det har du fuldkommen ret i.'

Da foredraget var til ende og nithyananda gik op til læreren for at vise ham sin respekt, sagde Variyar, 'appa, avayukku Murugan madiri nii enakku vandu vazhi kattinai.' Hvilket betyder, 'min kære, på samme måde som Lord Murugan, da han var barn afslørede sig for sin elev Helgeninden Avvaiyar, således er du kommet for at vise mig den sande vej.' Han forklarede videre, at på samme måde som Lord Murugan som

barn ved hjælp af et enkelt direkte spørgsmål til helgeningen Avvaiyar kom helt bag på hende, med det resultat at hun straks overgav sig (sit ego), havde nithyananda med sit spørgsmål ganske rystet ham.

Variyars ydmyge holdning, hans redebonne accept af at blive sat på plads af en person, der for verdens og tilhørernes øjne syntes blot et ustuderet barn, men som han straks indså var så meget mere end det, er et beundringsværdigt eksempel til efterfølgelse!

Nithyananda husker den dag i dag Variyar med dyb hengivenhed for at han, sine lange studier og mange titler til trods, ikke havde mindste besvær med at godtage barnets belæring, og det endda i al offentlighed.

Han har senere fortalt os, hvordan livet selv lærte ham op igennem mange forskellige mennesker, som kom og gik i løbet af barndommen. De kom og gjorde deres indflydelse gældende på lige rette tidspunkt, når det var nødvendigt for hans indre søgen.

Page 152

Annamalai Swamigal og det selvpåførte sår

Nårsomhelst lejligheden bød sig, gik nithyananda i gang med at gøre Arunchalatemplets guddommes statuer rene. Efterhånden havde der samlet sig en lille gruppe drenge omkring ham, der så ham som deres leder og gjorde, hvad han bad dem om. De gik rundt i Tiruvannamalais templer, gjorde statuerne rene, dekorerede dem og organiserede mindre begivenheder i omegnen.

En kvindelig læge, som var ven af familien, erindrer sig at den unge nithyananda, når han opdagede en guddom som bare stod og forfaldt og ingen tog sig af den, eller et vanrøgtet tempel, ville græde over det først - og derefter ville han omgående sætte en komplet rengøring af hele stedet i fuldt sving.

Da han var omkring 10, begyndte nithyananda regelmæssigt at gå hen i Ramana Maharishis tempel i Tiruvannamalai. Første gang var det en slægtning, der tog drengen med sig, men efter den gang gik han alene derhen på eget initiativ. Han tilbragte timer i ashrammen med at meditere og læse bøgerne fra ashrammens bibliotek. En dag kom én af hans slægtninge derhen, samtidig med at han var der, og tog nithyananda med hen til et hjørne af templet hvor en oplyst discipel af Ramana Maharishi ved navn Annamalai Swamigal holdt til – sammen med sine disciple. nithyananda fik nu for vane at gå derhen hver dag og sidde og lytte til Mesterens foredrag – satsang – sammen med disciplene.

Nithyananda beretter at en del af charmen ved at besøge Annamalai Swamigal var, at han altid delte karameller ud efter klassen, det kune den unge nithyananda rigtig godt lide! Annamalai Swamigal var Mester i advaita filosofien, læren on altings udelelighed, ikke-dualitet, enhed. Ifølge advaitisk filosofi er der ingen adskillelse det individuelle og det guddommelige imellem; de er begge èt; én Enhed. Det er vor uvidenhed i form af de illusioner og indbildte forestillinger vi gør os om altings sammenhæng og om virkeligheden, maya, som forhindrer os i at erkende vor egen guddommelighed; at vi selv er skabt i Guds billede.

En dag i løbet af klassen hørte nithyananda Annamalai Swamigal udrede konceptet maya, illusion, således, 'Vi er ikke kroppen; vores fysiske krop er ikke ægte; sand er kun ånden; ingen smerte kan påvirke ånden; vi eksisterer hinsides al smerte og lidelse.'

Maya som begreb er fundamentet for hele advaita-filosofien, som den er udlagt af Mesteren Shankara, og de vediske principper – Vedanta - fremsat af ham. Vedanta betyder ordret oversat 'al videns endeligt', og som sådan søger vedanta at fastlægge og forklare alt, hvad der overhovedet er at vide om livets sandhed. Helgener som Ramana Maharishi og hans

efterfølgere som her Annamalai Swamigal, forklarede den Ultimative Sandhed om individets iboende Guddommelighed gennem uddybende udlægninger af begrebet maya eller illusion. Ya ma, iti maya, siger skrifterne. Det betyder, 'det, som ikke er sandt, er maya'; maya oversættes til dansk med ordet illusion, gøglebillede, blændværk, indbildning. Altså det faktum, at vi ser det vi ønsker at se, og ikke oplever, ser virkeligheden, som den faktisk er. Vi ser alle verden som gennem farvede brilleglas…og farverne består af vore individuelle forestillinger, fordomme, ide'er, tanker og lyster. Vi lever i en fantasiverden gjort af vore egne drømmes stof.

Upanisaderne siger:

Som vore tanker er, er vore lyster; som vore lyster er, er vor vilje; som vor vilje er, er vore handlinger; udfra vore handlinger formes vort liv.

Vi drives fremad af vore lyster, vores begær. Disse vore ønsker tager form af tanker og er som sådan broen mellem, det vi kalder fortid, og det vi opfatter som fremtid. Vi prøver hele tiden at genskabe vores fortid ligesom den var engang, hvis den altså var dejlig, eller som den burde have været, men ikke var. Fortiden kan imidlertid aldrig genskabes. Hverken 'fortid' eller 'fremtid' er virkelig. Den ene er død og borte og kan aldrig genopstå, den anden er ren spekulation. Hvis man analyserer de to størrelser er det nemt at indse, at ingen af dem har nogen reel substans. Vi kan nu engang ikke lave fortiden om; hvad der er sket, er sket – og hvad fremtiden bringer er for evigt et mysterie. Selv de af os, som måske bilder os ind, vi har noget så meget check på vores liv og skæbne, kommer til kort i samme øjeblik vi indser, at vi rent faktisk ikke engang kan være sikre på, om vi kommer til at opleve det næste åndedrag. Selv så enkel en funktion som vejrtrækningen står ikke under vor kontrol. Ikke desto mindre puster vi os op i evig forvisning om vor egen storhed, magt og ære. Det faktum, at vi har en fri vilje, hvormed vi kan vælge at handle på den ene eller anden måde, gå i den ene

eller anden retning, som livet byder sig, er irrelevant i forhold til spørgsmålet, hvorvidt vi er i stand til at skabe vores fremtid. Vor nutid kan og bør vi øve indflydelse på; men det er også alt vi kan og bør gøre. Fremtiden er udenfor vor magtsfære.

Ikke desto mindre kredser vores tanker og indre monologer konstant om henholdsvis fortid og fremtid, hænger fast i dilemmaet mellem de to størelser. Vores sind forsøger at oversætte alting baseret på hvad det husker, som værende sket i fortiden, og hvad det ønsker skal ske i fremtiden. Vi kan få timer til at gå med 'analyse' af disse illusoriske dilemmaer: sammenholdning af fortidens 'fakta' med fremtidens ønskedrømme.

Hvis vi bare et øjeblik kunne tillade os at slippe tankerne og ønskerne, træde et skridt tilbage fra sindets uafladelige trummerum, da vil vi befinde os i nu'et. Da ville vi opleve virkeligheden, som den er, livet, som det er, Fryd og Lykke, som er.

At være i nu'et er forudsætningen for at have en solid jordforbindelse, være 'nede på jorden', som man siger, at være fri af maya. Kun i den tilstand ser vi livet, som det er, og ikke blot, som vi ønsker det måtte være.

At være i nu'et er at være forventningsløs, at 'tage tingene som de kommer', der er ingen 'hangs', fordi der ikke er nogen forventninger; ingen følelsmæssige tilknytninger giver en lethed i sjælen, vi føler os lette uden vægten af alle vore uopfyldte ønsker, uden samskara, og vi er tæt på den Oplyste tilstand.

Nu'ets forventnings – og bekymringsløse tilstand er lidelsesfri. Det er hvad Buddha mente, da han sagde at begær avler lidelse; at vores tilknytning til vore begær, ønskernes 'hangover', producerer smerte. Opmærksomhed, evnen til at være tilstede her og nu, sætter en effektiv stopper for al lidelse.

Da Annamalai Swamigal hævdede, at smerte ikke findes, var det med reference til den lidelse som ofte er forbundet med fysisk smerte. Rent fysisk smerte er altid udholdelig; det er den følelsesmæssige lidelse, der kan slå selv den største ridder af marken; den lidelse, som ofte hægter sig på den fysiske smerte, og som vi har store problemer med at holde ud.

Det er almindeligt at man tiltrækkes af begreber og ide'er, som virker positive, men som man normalt slet ikke havde tænkt kunne være virkelighed. Og at, hvor gerne man måske ville tro på pågældende ide'er, ens sind pr. automatik disker op med allehånde grunde til, at det kan da vist ikke være rigtigt. Medmindre du i den situation sætter spørgsmålstegn både ved de nye begreber, ide'er, og ved din egen umiddelbare modstand, kommer du ikke sandheden nærmere.

Den indstilling, som forholder sig åbent og afventende overfor 'virkeligheden', som giver andre tankemåder, end de man er vant til, en chance, er kendetegnende for en ægte søgende sjæl. Kun den sande søgende stiller sig ikke tilfreds med virkeligheden, som den påstås at være; eller accepterer et koncept som 'rigtigt' blot fordi det umiddelbart lyder godt; hun sætter per definition spørgsmålstegn ved begge dele. Hun vil undersøge logikken bag en påstand, indtil hun er fuldt tilfreds. Hun vil tvivle på virkeligheden og blive ved med at tvivle, til hun når ned i laget bag ide'en, bag påstanden, til hun opnår en ægte indre oplevelse af tingenes tilstand, en indre vished om at, sådan ER det, eller sådan er det i hvert fald IKKE.

Desværre begår vi ofte den fejl, at vi stiller vore spørgsmål udfra 'virkeligheden', som vi allerede har godtaget den. Vore spørgsmål opstår for at vise, at vi – allerede – ved. Den type spørgsmål er voldelige af natur; er selvhævdelsestrang, vi vil vise os klogere end de andre/den anden. Spørgsmål af den art er kun egnede til at trække flere spørgsmål med sig, eftersom hele grundlaget for en sådan samtale ikke er åndeligt baseret, men derimod baseret på ego'ets selvhævdelsestrang og en manglende åbenhed for modpartens eventuelle indsigt og viden.

nithyanandas spørgsmål udtrykte snarere den oprigtigt søgendes tvivl opstået i processen med at fastslå, hvad der er virkeligt og hvad falsk, en barnets åbenhed og uskyldighed snarere end den voksnes arrogante bedrevidenhed.

Nithyananda siger:

Når du dropper ego'et, vil du ikke længere have spørgsmål, kun eventuel tvivl. Tvivlsspørgsmål afspejler din tillid til den person, som du spørger. Spørgsmål er udtryk for din egen indre arrogance.

Sin unge alder og manglende erfaring til trods, havde nithyananda en meget dyb forståelse for, hvad Annamalai Swamigal havde sagt. I sit væsens dyb forstod han, at det var sandhed. Men han ønskede at opleve den sandhed, som han havde forstået den. Ikke blot en intellektuel forståelse, men en levet virkelighed. Kun da ville det være hans sandhed, hans virkelighed. 'Hvis det er sandt, at jeg er ånd og ikke kun krop, så vil jeg altså være upåvirket af smerte; hm, lad mig undersøge nærmere om det virkelig er sådan, det hænger sammen,' besluttede den unge knøs.

Den nat kunne nithyananda ikke sove. Annamalai Swamigals ord red ham som en mare. Den oplyste Mesters vibrerende personlighed og gennemborende blik stod lyslevende i hans hukommelse. Han blev nødt til at undersøge, om det Mesteren nærmest en passant havde nævnt under sin satsang, sit foredrag, virkelig kunne være sandt.

Han sagde til sig selv: 'Så fascinerende end påstanden om at smerte og lidelse ikke har hold i virkeligheden måtte lyde, så er min virkelighed dog en anden. Jeg og andre føler smerte, når vi kommer til skade. Hvis jeg falder og slår hul på knæet gør det ondt. Indtil videre har min oplevelse af virkeligheden været anderledes end Mesteren påstår. Jeg bliver nødt til at undersøge sagen nærmere.'

Som sagt så gjort. Da nithyanada vågnede næste morgen, gik drengen sporenstregs ud i køkkenet, åbnede skuffen, tog en kniv op og skar sig i låret lige under stedet, hvor hans shorts gik til. Det var et dybt snit og blodet væltede ud. Det gjorde rigtig ondt, men nithyananda tog sig i at skrige højt for ikke at tiltrække alt for meget opmærksomhed. Han var også noget overrasket over, at det gjorde så ondt, eftersom han havde stolet på Mesterens ord og forventet, der ikke ville opstå nogen smerte. Nogle minutter senere kunne han ikke længere holde det ud, men gik ind til sin mor, som straks tog ham med hen til den nærmeste læge. Lægen syede ham, moderen gav ham en endefuld, og smerten var stadig følelig et godt stykke tid efter. Arret ses endnu på hans lår.

Nogle dage senere, da han var kommet til hægterne igen, gik nithyananda ned i templet, opsøgte Annamalai Swamigal og beskrev for ham, hvad der var sket. Han afkrævede dernæst læreren en forklaring, 'Du påstod, at denne krop ikke er virkelig; at smerte ikke reel; at der ikke ville være nogen smerte og lidelse. Men da jeg skar mig gjorde det ondt. Og ikke nok med det, min mor gav mig også smæk, som gjorde ondt. Hvorfor?' Annamalai Swamigal lo og sagde, 'Jeg bad dig jo ikke om at skære i dig selv for at teste mine ord. Hvorfor gjorde du det?'

Annamalai Swamigal forstod alvoren i drengens søgen; hans villighed til at 'gå gennem ild og vand' i sin søgen efter sandheden, og for at undersøge validiteten i et begreb han indtil videre kun havde forstået rent intellektuelt. Han besluttede derfor at hjælpe drengen i hans åndelige søgen og spurgte ham derfor, om han var parat til at følge en vis meditationsteknik, han i så fald ville indvi ham i. nithyananda accepterede straks tilbudet. Annamalai Swamigal gav nu nithyananda en dybere forklaring på, hvordan sammenhængen er mellem krop, sind og ånd, og lærte ham en enkel teknik, hvormed man følger sine tanker tilbage til deres udspring.

nithyananda spurgte ham, 'Swami, hvorfor lærte du mig ikke bare den teknik lidt før? Der var jo ingen grund til, at jeg skulle skære i mig selv for at få den her teknik. Jeg kunne have undgået at skulle igennem al den smerte og lidelse.'

Annamalai Swamigal sagde, 'Min søn, lad ikke den smerte bekymre dig. Den skal nok gå i sig selv igen. Du har udvist den sande søgendes mod til at teste virkeligheden for sig selv. Dit mod skal befri dig. Det er guld værd og smerten for intet at regne i forhold til det.'

De ord indprentede sig dybt i nithyanandas sind. De satte gang i en transformationsproces i ham. De ord lå i hans sind som en indre styrke, han kunne ty til i tvivlens stunder, når han engang imellem blev usikker på, om han nu også var på rette vej. De indprentedes og blev en kilde til at gå dybere, til at intensivere sin søgen.

Hele den oplevelse med det selvpåførte sår inspireret af Annamalai Swamigals lære, og den meditation han efterfølgende indviede drengen i, blev en milepæl i nithyanandas unge liv; et nyt kapitel tog sin begyndelse. Oplevelsen hjalp ham til at gå bag om tankernes illusion – at gå direkte til tankernes udspring.

Selve oplevelsen af det sete som objekt, processen at se og seeren som subjektet, der ser det sete, er i sin helhed blot tanker af forskellig intensitet og svingningsgrad. Da nithyananda mediterede på tankernes oprindelse, indså han hurtigt, at alle de tre: personen der ser, processen at se, og objektet der ses, i virkeligheden ikke er tre, men én og den samme. Blot udtryk for forskellige grader af illusion skabt af hans eget sind. At gå til tankernes kilde er at gå til nu'et. I nu'et eksisterer kun tilstanden 'at være' – den rene væren, intet andet.