22. *Ven med Gud*

Nithyananda siger:

'Alting slutter ikke, når du bliver Oplyst; det er kun begyndelsen på en åndelig rejse. Oplysningen er begyndelsespunktet for en længere rejse, ikke endestationen.'

Vi har allerede talt lidt om inkarnationer. Oplyste sjæle som ikke behøver at lade sig genføde som resultat af de samskara de har akkumuleret, men som frivilligt vælger at lade sig genføde her på Planeten. De behøver ikke komme her igen, eftersom de har udtømt deres vasana, samskara og karma. Som tidligere nævnt er det vores uopfyldte utilfredsstillede begær og tankemåder, der ligger til grund for, at vi er blevet fangede i denne cirkel af fødsel og død. Når først vor karmiske bagage er udtømt og vi er Oplyste, stopper den cyklus af sig selv. En oplyst Sjæl bliver ikke genfødt per automatik.

Det står til troende at der andre steder i Universet lever væsener, som har samme eller højere intelligens end vi har her på Planeten Jorden. Men vi har alligevel fat i den lange ende, for det er kun her på vor Jord det er muligt at opnå Enlightenment – Superbevidsthed. Oplyste væsener kommer her til Jorden på opfordring af Moder Jord, når Hun udtrykker behov. De kaldes og suges tilbage hertil på grund af Planetens desperate behov for deres Energi og Nærvær. Den åndelige positivitet oplyste Sjæle kommer med er i allerhøjeste grad nødvendig for at afbalancere planetens akkumulerede negativitet.

Som Krishna udtrykte det i Bhagavad Gita: 'Igen og igen vil jeg lade mig genføde på planeten Jorden for at beskytte det gode og udrydde det onde.'

Oplyste væsener har ikke fri vilje, ingen overhovedet. Vi almindelige dødelige derimod, vi har fri vilje og vi udøver den. Der er en vis ironi i det. Vi mennesker har valget til at handle

som vi beslutter, og til at samle flere og flere samskaras sammen, gøre byrden af vor samlede karma større og større, eftersom vi har fri vilje. Det er naturens måde at lære os ansvar på. I takt med at vi udvikler os åndeligt, bliver vi gradvis mere og mere klar over hvilken enorm glæde og lykke der er i at overgive sin frie vilje til Universet. Ved at opgive vor – såkaldte – frie vilje (viljen til at skabe helvede for os selv) opnår vi reel Frihed: Oplysning, Enlightenment, Enhed med Universet. Overgivelsen af ens frie vilje til Universet er sidste skridt i processen, der går forud for Oplysning.

Denne overgivelse af den fri vilje er allerede fuldbragt i et oplyst væsen. Overgivelse af den fri vilje indbefatter følgende: A. Intellektuel accept af sandheden om vor egen indre iboende guddommelighed. B. Emotionel accept af det guddommelige i vort indre, ikke bare den intellektuelle forståelse fra hovedet, men en ægte dybfølt oplevelse i hjertet at sådan ER det; og jeg er DET. C. Overgivelse af sanserne; en total accept af også gennem sanserne at opfatte virkeligheden, som den er, og ikke som vores sind forsøger bilde os ind, at den er. På niveau C er det muligt at opfatte det formløse bagom formen, og at acceptere det formløse som guddommeligt.

På det stadie flyder man med universets intention uden nogen lyst til at udøve fri vilje.

Oplyste væsener har allerede overgivet sig helt til universet; intellektuelt, emotionelt og via sanseapparatet. De har ikke længere frihed til blot at gøre som de vil. Hvad de end foretager sig er dikteret af universet, det guddommelige. Oplyste sjæle er fuldt ud bevidste om deres indre guddommelighed; og den bevidsthed i form af guddommelighed, er det der er drivkraften bag samtlige deres handlinger. Deres mission i livet er bestemt af den universelle intelligens.

Som Mester ofte udtrykker det:

'For jer alle er 'Gud' et koncept; mens 'Jeg' er virkelighed. For mig er 'Gud' virkelighed; Gud er realiteten og 'Jeg' et rent koncept; det er irreelt.

Det allerførste glimt af sin egen indre natur, sin første bevidste oplevelse af sin inkarnerede sjæl, og den første afsløring af Hans livs mission, skete for nithyananda, da han mødte Arunagiri Yogiswara som niårig.

I Arunachaleshwara templet i Tiruvannamalai, helt nede bagest i hovedbygningen, som huser alteret for Arunachaleshwara – templets væsentligste Guddom, finder man jiva samadhi – gravstedet, for Arunagiri Yogiswara.

Arunagiri Yogiswara regnes for at være én af Lord Shivas inkarnationer. Uden at vide hvorfor følte barnet nithyananda sig meget tiltrukket til netop det sted i templet. Ofte ville han gå hen og sætte sig lige netop foran Arunagiri Yogiswaras jiva samadhi.

Det skete en dag, da nithyananda som sædvanlig sad på sin yndlingsplads, at en smuk ung mand kom ud fra et mørkt hjørne lige bagved gravstedet. Den unge mand kom hen til nithyananda og talte til ham. Han så meget anderledes ud end nogen af de andre asketer nithyananda havde mødt ved og i templet. Selvom han var klædt ligesom enhver anden asket i safranfarvet lændeklæde, virkede den unge mand helt anderledes, elegant og velbygget. Han havde langt udslået hår, bar en guirlande af rudraksh perler (de hellige perler asketer og munke går med) om halsen, og havde vibhuti basma (hellig hvid aske) i panden.

Nithyananda kan ikke længere huske hvad de to talte om, kun at udvekslingen hensatte ham i en tilstand af ren velvære og lykkefølelse. Det skabte også en kraftig lyst til snart at kunne se ham igen. Da den unge mand rejste sig for at gå, spurgte nithyananda ham om og i givet fald hvornår, han kunne se ham igen. Den unge mand sagde, 'Kom hertil nårsomhelst du har lyst,

kald på mig hvis du gerne vil se mig og snakke med mig, så skal jeg nok komme.'

nithyananda gik hen til det sted i templet hver eneste dag uden undtagelse. Så snart han nåede det lille jiva samadhi begyndte han at kalde, 'Swami, Swami,' og så kom den unge mand smilende ud inde fra hjørnet bag krypten. nithyananda glemte sig selv og verden omkring sig under deres samtaler. Det var som om han var en del af ham selv. Han følte sig fuld af et saligt velvære. De talte sammen mange timer dag efter dag. Da det var et ret isoleret sted i templet kom kun få mennesker forbi, så de havde det for sig selv det meste af tiden.

nithyananda spurgte manden, hvad han hed. Den unge mand fortalte ham, at hans navn var Arunagiri Yogiswara. På daværende tidspunkt anede nithyananda ikke noget om, hvem Arunagiri Yogiswara var, så han genkendte ikke navnet. Arunagiri Yogiswara blev hans helt, hans idol og inspirationskilde. nithyananda var ikke et sekund i tvivl om, at han ville være ligesom Arunagiri Yogiswara, når han selv blev stor. Alt ved den unge mand var så charmerende, så fortryllende.

nithyanandas tiltrækning til den unge mand var så intens, at han næsten ikke kunne vente med at se ham, når det blev morgen. Han stod rigtig tidligt op om morgenen og gik straks ud ad døren og ned i templet og hen til stedet, hvor manden plejede at komme til syne. Da hans mor nysgerrigt spurgte ham ud, hvorfor han dog gik så tidligt hjemmefra, fandt han på en passende forklaring, nemlig at der var en særklasse henne på skolen, som han gerne ville være med i. nithyanandas oplevelse ved at være i den unge mands nærvær var ren og uforfalsket glæde.

Senerehen i en snak med os beskrev Mester den oplevelse han havde haft med Arunagiri Yogiswara, med denne lille historie om to fugle fra Mundaka Upanisaden, en oldgammel Hindu skriftsamling:

To fugle sad i et stort frugttræ med mange grene. Den ene af fuglene var smukt gylden af lød og med en pragtfuld fjerdragt. I ophøjet ro sad denne fugl på én af træets øverste grene, oppe hvor der ikke var helt så mange frugter. Det meste af tiden sad den uden at bevæge sig og virkede helt ligeglad med frugterne rundt omkring den. Den anden fugl var mindre og mere livlig; den fugl var temmelig rastløs og fløj konstant fra den ene gren til den anden i sin søgen efter frugt, den kunne spise.

Den anden fugl var glad og tilfreds, når han fandt sig en spiselig frugt og skræppede lykkeligt op. Ofte var frugten han fandt både sur og bitter, og så følte den lille fugl sig ulykkelig og trist. Jo flere sure og bitre frugter han smagte, jo mere deprimeret blev den fugl. Han sagde til sig selv, 'der er ikke nogen glæde at finde i de frugter her, der er i det hele taget ikke noget ved noget!'

Da kiggede han op og fik øje på den smukke gyldne fugl, som sad højt oppe mellem træets grene, rolig og afslappet. Det var lige pludselig som om den gyldne fugl lyste hele træet op. Den lille fugl fløj op for at se nærmere på den gyldne fugl. På vejen derop fik han øje på nogen saftige frugter og stoppede op for at få sig en bid. Frugterne var søde, så han blev på stedet for at gøre sig rigtig tilgode med alle de lækkerbiskner. Inden længe var der alligevel en bitter frugt imellem og så én til, og han følte sig skuf et. Han så op og fik igen øje på den gyldne fugl, rolig, glad og fredfyldt. Han fløj opad igen.

På den måde fløj den lille fugl så op, så lidt ned igen; frem og tilbage i træet. Hver gang han så den gyldne fugl, fik han lyst til at komme tættere på; på vejen derop dukkede der altid nogle nye frugter op han lige skulle smage, de smagte altid godt i starten, men blev hurtigt sure.

Endelig nåede han helt til tops i træet, hvor den gyldne fugl sad på sin gren. Han tog ham nærmere i øjesyn og opdagede til sin

forbløf else, at den gyldne fugl var hans eget selv. Tættere og tættere gik han mod den gyldne fugl, og des tættere på han kom, des mere rolig og glad følte han sig. Den lille fugl følte en dyb samhørighed med den gyldentfarvede fugl. Det var kærlighed; ikke blind forelskelse, men en opløftende dyb ægte kærlighed. Snart mistede han sin egen identitet og gik i eet med guldfuglen.

Dengang kunne nithyananda ikke udtrykke det i ord, men nu siger Han, at det var lige netop sådan, han i sin tid oplevede og følte for Arunagiri Yogiswara. Det var hans indre selvrealisering som forbandt ham med den mand, som han var så stærkt tiltrukket til lige fra første færd. Det var som om han så sig selv, sit eget Selv i den unge fremmede, som ikke længere syntes fremmed.

Arunagiri Yogiswara var den første til at hjælpe nithyananda med at udvikle en bevidst oplevelse af ham selv. Gennem sine diskussioner med ham, formåede han at få nithyananda til at se udover sin ydre personlighed. Selvom han ikke var meget mere end et barn, oplevede nithyananda en dyb indre trang til at gå dybere og lære mere om sig selv, sin egen eksistens, uden egentlig at være bevidst om hvorfor eller hvordan.

De to holdt meget af at vandre på kryds og tværs af Arunachala bjerget, og Arunagiri Yogiswara viste nithyananda nogle steder, han aldrig tidligere havde set. En dag nåede de enden af en sti, det virkede som om, man ikke kunne komme videre. Mærkeligt nok; som de bare fortsatte åbnede en ny vej sig op, som de så fortsatte ud af. I horisonten sås et kæmpe banyan-træ. Som de kom nærmere kunne de nu se adskillige ældre folk, der sad sammen under træet.

nithyananda og Arunagiri Yogiswara nåede hen til træet og satte sig ned sammen med de andre, som hilste med kærlighed og stor ærbødighed på Arunagiri Yogiswara. Han præsenterede nu nithyananda for alle i gruppen, som virkede glade over at se ham. De var alle sammen klædt i munkens traditionelle safranfarvede

klæde ligesom Arunagiri Yogiswara. Alle de ældre folk sad nu i en rundkreds omkring den unge yogi og lyttede respektfuldt til ham, som disciple vil lytte til deres Mester. Til sin egen overraskelse følte nithyananda sig ikke spor fremmed tilpas i den forsamling, selvom de alle var meget ældre end han, og alle behandlede ham som deres ligemand. nithyananda så og oplevede for første gang i sit liv den særegne skønhed ved den safranfarvede dragt og ønskede pludseligt brændende selv at have sådan én.

nithyananda spurgte derfor Arunagiri Yogiswara om han også måtte få en safranfarvet dragt at gå i. Straks han havde spurgt tog Arunagiri Yogiswara en dragt frem i nøjagtig samme farve og kvalitet som de andres og gav ham. Han tog den omgående på. Nithyananda er meget glad for den dragt han modtog den dag under banyantræet, og klædet ligger den dag i dag i en montre i ashrammen i Indien og er det fysiske bevis på, at alle disse begivenheder den dag vitterligt fandt sted, og ikke bare var en ung drengs drøm eller fantasi, men den skinbarlige sandhed.

'Hvad er det her for et sted, hvor er vi henne?' spurgte han den unge Mester. Arunagiri Yogiswara svarede at dette sted er hans ashram, hans hjem og stedet, hvor han underviser. nithyananda spurgte nu, 'jamen hvordan kan du så komme så hurtigt, hver gang jeg kalder på dig i templet ved krypten?' Arunagiri Yogiswara svarede, 'Det er ikke noget problem, jeg kan nå dig lynhurtigt.'

Hen under aften bragte Yogiswara drengen tilbage til templet. De fortsatte med at se hinanden som hidtil hver eneste dag. nithyananda følte ikke på noget tidspunkt, at der skulle være noget mærkeligt eller mystisk ved hans ven, som var lærer og mester for

andre, munk og yogi og som virkede som om han selv var en søgende sjæl.

For nithyananda var Arunagiri ligesom enhver anden af de asketer han i tidens løb var stødt på, og dagligt så i sin by og i templet, bare yngre og derfor nemmere at relatere sig til. Han opbevarede swamidragten, det safranfarvede stof, omhyggeligt lagt sammen i tøjskabet derhjemme.

Et par dage senere fik nithyanandas mor øje på klædet, der lå mellem hans tøj og spurgte ham ud om det; hun ville have at vide, hvor det kom fra, og hvorfor han havde fået det. nithyananda fortalte så, at en ung yogi han havde mødt i templet, havde givet ham det. Det var hun tilfreds med og forfulgte ikke sagen yderligere. Et par dage senere tog nithyananda dragten med hen til Kuppammal, hans mentor, og viste hende den. Hun spurgte ham også straks, hvem der havde givet den til ham. Han svarede som sandt var, at Arunagiri Yogiswara havde givet ham klædet.

Kuppammal var helt forbløffet. Hun forklarede ham, at Yogiswara aldrig ville give ham sådan en dragt, medmindre han havde accepteret ham som sin discipel. Så ville hun have at vide hvordan og hvor, det skulle være foregået. nithyananda berettede åbent, at han da mødtes med ham regelmæssigt og hver dag lige henne i templet!

Kuppammal troede ærlig talt ikke helt sine egne ører, men mistænkte den unge knægt for at ville binde hende en historie på ærmet. Hun forlangte derfor, at nithyananda skulle gå sammen med hende hen i templet og vise hende Arunagiri Yogiswara.

Glad tog nithyananda hende derfor med hen til det sted, hvor Arunagiri altid plejede at komme frem og kaldte troskyldigt, som han plejede, 'Swami, Swami'. Men intet skete. Normalt kom han lige med det samme, når nithyananda kaldte.

Kuppammal lo ad drengens forvirring. Hun spurgte, 'Hvordan skulle han komme ud? Hvor kan han komme ud fra? Der er da ikke plads til at nogen kunne være her. Vis mig stedet!' Drengen gik over til det sted Arunagiri Yogiswara plejede at komme ud fra, og som han altid havde taget for givet ville være åbningen til en hule af en art. nithyananda var chokeret over at

opdage, at der ingen åbning var på det sted overhovedet. Der var kun en stor sten på det sted, som dækkede hvad der nu måtte være bagved, og der var indgraveret en figur i stenen. Den figur så han nu for første gang; den havde en forbløffende lighed med den mand, han plejede at møde hver dag.

Chokeret, forvirret og bange gav nithyananda sig til at græde. Han fattede ikke, hvad det var der skete. Kuppammal, som ellers altid stolede på drengen, kunne slet ikke godtage eller forstå, hvad han sagde. Muligvis forstod hun det, men kunne ikke acceptere at hun forstod, og ikke logisk forklare hvad der var sket. nithyananda hulkede hjerteskærende.

Kuppammal spurgte, 'Hvordan så han ud? Hvad lavede han? Hvor tog han dig med hen? Hvad sagde han? Hvor lang tid har du og han mødtes?'

nithyananda fortalte hende nu alt, hvad der var sket. Hvordan Arunagiri Yogiswara var kommet til ham den allerførste gang, hvordan han havde sagt at nithyananda bare kunne kalde, så ville han komme, hvordan de plejede at ses hver dag, hvordan han tog ham med til så mange steder, om banyantræet, gruppen af ældre der sad rundt om ham, og alt hvad han ellers kunnne huske, de havde talt om.

Da bøjede Kuppammal sig frem og rørte for første gang ved det safranfarvede klæde, som nithyananda havde bragt med sig; hele hendes ansigtsudtryk, som hidtil havde været noget mistroisk og overbærende, skiftede drastisk; med tårerne frit strømmende ned ad kinderne lagde hun sig i fuld prostration på gulvet foran stenrelieffet og råbte højt: 'Mester, så mange mennesker har ventet på at få dig at se i så lang tid! Du kom aldrig! Og så valgte du alligevel at komme og lege med den lille dreng her!'

nithyananda forstod ikke, hvad Kuppammal mente. Han gik væk fra gravstedet og ind i selve templet fuld af angst og smerte. Han havde mistet nogen, én han følte en dyb tilknytning til, noget

uvurderligt, et venskab, og han kunne ikke bære tanken om sit tab. Drengen savnede sin helt. Han kunne slet ikke holde ud at Yogien ikke kom, da han kaldte. Og desuden fattede han ikke, hvorfor i alverden vennen ikke kom, når nu han havde behov for at kunne bevise overfor Kuppammal, at det var rigtigt hvad han sagde, og at yogien virkelig fandtes. Han følte sig svigtet.

Idet han gik ind i garba graha - sanctum sanctorum – det allerhelligste i templet – guddommen Arunachaleshwaras sted, så han Arunagiri Yogiswara siddende derinde hvor Shiva Lingammen står. Istedetfor guddommen så han sin ven sidde der! Han råbte glædestrålende, 'Swami, Swami du er her jo alligevel, hvorfor kom du ikke da jeg kaldte på dig ved samadhi stedet? Kuppammal *patti (*bedstemor på tamilsk) siger du ikke findes. Hun vil gerne se dig.'

Yogien sad der bare og smilede. Præsterne troede drengen var skør. De kunne ikke se Arunagiri Yogiswara, som drengen talte til. De havde ingen forståelse for hverken hvem drengen snakkede med, eller hvorfor han talte som han gjorde. De skubbede ham ud af garba graha. Drengen blev ved med at råbe, 'Swami, vær sød og kom herud; kom nu ud!'

nithyananda kunne ikke forstå, hvorfor yogien ikke sagde noget nu eller svarede ham, som han ellers plejede at gøre. Han traskede trist hjemad, topforvirret. Den nat lukkede han ikke et øje, men lå hele natten og spekulerede. På den ene side havde han det godt med at have set Yogien sidde inde i sacntum sanctorum og smile til ham; så havde han nok ikke mistet ham helt alligevel; på den anden side kunne han ikke begribe, hvorfor han ikke havde villet tale med ham.

Drengen undrede sig over, hvad der mon var gået galt. Havde det været forkert af ham at fortælle Kuppammal om Yogien. Var det meningen, at deres venskab skulle have været en hemmelighed? Havde han mistet sin ven på grund af sin tankeløshed og uvidende opførsel? Var Yogien mon vred på

ham? Ville han mon aldrig nogensinde komme og se ham og være sammen igen?'

Dyb, dyb smerte, som om han havde mistet en del af sig selv; smerte som han aldrig havde oplevet det før. Han hulkede helt ude af sig selv; tårerne strømmede den lille dreng ned ad kinderne. nithyananda sørgede over tabet af en ven. Hele natten græd han, og troede næsten ikke han nogensinde ville vågne op igen.

Tidligt næste morgen løb drengen afsted ned til templet og hen til det sted, hvor han altid havde set ham. Han sad foran jiva samadhi'et og græd sine salte tårer. 'Hvorfor kommer du ikke? Er du vred på mig? Hvis jeg har gjort noget forkert, vil du så ikke nok tilgive mig? Jeg kan ikke leve uden dig, kom nu ud til mig, lad mig se dig igen, kom nu og tal med mig, jeg ber' dig!', sådan bønfaldt han i lang tid.

Pludselig så nithyananda Arunagiri Yogiswara stå direkte foran sig, men helt anderledes end han plejede. Han var ikke i en krop af kød og blod, som drengen var vant til at se ham i. Han var i en meget anderledes form. Hele hans form var strålende lys, gådefuld og mystisk. Arunagiri Yogiswaras fødder rørte ikke jorden. Han skinnede og var næsten transparent.

Arunagiri Yogiswara smilede ømt til drengen opfyldt af medfølelse og kærlighed. Han sagde, 'Min kære, du og jeg er eet. Vi kan aldrig skilles ad. Men dramaet er til ende. Du behøver aldrig savne mig igen. Du vil ikke blive skilt fra mig. Vi er eet.'

Mens han sagde sådan, gled Arunagiri Yogiswaras form over i nithyananda, blev eet og forsvandt. Fra og med det øjeblik følte nithyananda hverken, at han havde mistet Arunagiri Yogiswara, eller at han savnede ham. Det var fuldstændig som omYogiswara var en integreret del af ham selv nu. Dyb tilfredsstillelse, dyb, rolig glæde, salighed opstod i hans indre. Det flød over af kærlighed, medfølelse og ren livsglæde.

Nithyananda siger:

'Det har nok været mit første glimt, erkendelse af mit egentlige Selv. Min første åndelige oplevelse, første Indsigt. Fra det øjeblik har jeg aldrig savnet noget, jeg oplever aldrig følelsen af savn. Efter den oplevelse er det eneste jeg mangler, selve idè'en om at mangle noget!'

Først senerehen gik det op for nithyananda, hvem det var han havde leget med og haft et forhold til; at Arunagiri Yogiswara er Arunachala, Mesteren Siva selv.

Mange år senere, i ashrammen i Bidadi, mødte Nithyananda atter Siva! Den oplevelse vil blive omtalt i en senere udgave af Hans biografi.

Nithyananda beholdt swamidragten, som Siva forærede ham den dag under træet. I de samfulde 9 år han vandrede rundt, havde han den med sig og gik, sov og stod i den. Mystisk nok er der ikke et eneste hul i eller slidmærke på klædet, som er fuldt intakt, skinnende, solorange og meget specielt.

Klædet bar vidne til alle de vidunderlige oplevelser, som opstod i hans væsen på de forskellige stadier i hans liv, helt fra barndommen og indtil den Fulde Realisering.

Fra og med den dag sluttede nithyanandas barndom. Hans måde at gå på og måden han talte med - og relaterede til folk omkring sig, blev mere moden, i overensstemmelse med hans nye erkendelse, hans Enlightenment.

Fra det øjeblik opstod i ham en følelse af objektivitet (detachment) i betydningen at være vidne til situationer og hændelser, som de opstår omkring sig, uden forventninger og uden krav til situationer, Væren.

En ny bevidsthed voksede til i ham, bevidstheden om altings forgængelighed. En klar bevidsthed om, hvad der er evigt og hvad der er efemerisk, udtryktes af og gennem hans bevidsthed.

nithyanandas tilknytning til sin familie og venner løstes helt op. Han havde det bedst med kun at se ganske få andre mennesker omkring sig; Kuppammal og lignende åndeligt højtudviklede sjæle. Han gik nu endnu tiere end tidligere op på Arunachala, fandt sig en sten og sad der og bare var til sammen med bjerget. Efter den oplevelse med Arunagiri Yogiswara kunne han ikke opfatte Arunachala som blot en bakke, en samling sten og klipper; han så og oplevede bjerget som levende energi.

Hver gang nithyananda deltog i et tempeloptog, følte han nærhenden af sin elskede Arunagiri Yogiswara. Så følte han sig stolt ligesom et barn føler, som ved hans far er en betydningsfuld person. Han genoplevede den dybt betydningsfulde, dybt mystiske oplevelse som Arunagiri Yogiswara havde givet ham.

Da Han fortalte os om den oplevelse, sagde Nithyananda også, 'Jeg har mit kropssprog fra Arunagiri Yogiswara. Han plejede at se ud, nøjagtig som jeg gør nu.'

Page 129

Dakshinamurthy's mystiske banyantræ

Ramana Maharishi taler om et træ han i sin tid havde besøgt engang oppe på Arunachala. Ramana siger, det foregik sådan, at han var ude at gå en tur en dag på bjerget, da han blev 'transporteret', eller sendt, til et vist stort banyantræ nedenfor hvilket en gruppe ældre disciple sad rundt omkring deres langt yngre Mester. Ramana opfattede den unge Yogi som Lord Dakshinamurthy, inkarnationen af Siva selv.

Også Sankara omtalte banyantræet i en sang Dakshinamurthy Stotram, og erindrede sig, at der under træet i retning mod syd sad en ung dreng, som underviste en gruppe af langt ældre vismænd i tavshed.

Ramana oplyste at intet menneske er i stand til at finde det sted ved egen hjælp. Han indrømmede også, at han faktisk havde lyst til at se stedet igen, men da han forsøgte at finde det endte turen brat, da han trådte ned i en bikube og en vred bisværm gik til angreb på ham. Ramana tog det som tegn på, at han ikke skulle forsøge at finde stedet igen og droppede det. Senerehen igen fik en discipel af Ramana Maharishi ved navn Muruganar samlet en mindre gruppe folk sammen, som alle ønskede at finde det sted og den Mester…de kendte ellers bjerget godt, men ikke desto mindre endte de med at fare vild. Skræmte måtte de opgive deres projekt og gå hjem igen.

Nithyananda siger:

'Når jeg læser alle de referencer til dette banyantræ, under hvilket den unge Mester Arunagiri eller Dakshinamurthy underviste sine disciple, føler jeg mig overbevist om, at det der i virkeligheden er tale om er Shambhala – hjem for de Syv Vismænd, Sapta Rishis, hele Kosmos' energicenter.

Det er muligt at nå Shambhala fra Tapovan, som ligger mere end 17.500 fod (meter) over havet oppe i Himalaya, efter Gangotri og Gaumukh. Med Mesterens velsignelse kan Shambhala nås hvor som helst fra. Den oplyste Mester er ligesom en start – og landingsbane, fra hvilken man nemt og ubesværet kan blive transporteret til det Space, det Rum nårsomhelst. Startbanerne fra hvilke du kan flyve til Shambhala kaldes Energifelter - eller centre om man vil. Banyantræet i Nithyanandas ashram i Bidadi er et sådant energi/powerfelt til take-off.

Hvorom alting er, Shambhala eksisterer ikke på vores jordiske plan. Shambhala er en åndelig oplevelse. Det var det Ramana så, og som jeg oplevede i selskab med Arunagiri Yogiswara. Træet vi begge så er banyantræet i Bidadi i vor ashram.'

Appar, den store tamilske digterpoet synger i sit tiversede 'Kailaya Pathigam' om, hvordan han blev transporteret til Kailash og der fik Lord Siva og Hans livsledsager Parvati at se. Appar befandt sig ikke fysisk i Kailash under den oplevelse, som var af åndelig beskaffenhed. Hans sjæl var det, som sendtes dertil, til Gudernes område.

Det banyantræ Ramana omtalte og banyantræet i Bidadi er ligesom flystart – og landingsbaner for at nå det åndelige plan, hvor Arunagiri Yogiswara opholder sig i den rene bevidsthed, som Dakshinamurthy, Siva Selv.

nithyananda opholdt sig mange år i Himalayas regioner og mange måneder oppe i Tapovan. Fra Gangotri går trekket via Gaumukh til Tapovan. Der findes hverken veje derop eller nogen form for overnatningsmuligheder på selve stedet. I Gaumukh findes en ashram og et par af militærets telte. I Tapovan er der intet og ingen. De sanyasis, yogier, asketer og søgende sjæle som bor der i perioder har ingen beskyttelse for elementernes rasen. Det er ikke ufarligt, specielt om vinteren, hvor temperaturen falder til langt under frysepunktet. Rejsen til og ophold i Tapovan kræver en grundig akklimatiseringsproces, med længere ophold på lidt lavere niveau'er, typisk i Gangotri og i Gaumukh.

Nithyananda har fortalt hvordan han i sin tid under sit månedlange ophold i Tapovan boede i huler i bjerget, og brugte lærredet fra nogen sække han fandt, som dække for kulden. Han forklarede, at Tapovan er det eneste sted, ikke bare her på Jorden, men det eneste sted i hele universet, hvorfra det er muligt at nå til det ikke-fysiske plan, det æteriske sted, hvor hele Universets energi-kontrolstation findes. Nithyananda erklærer, at den energi, den intelligens, er det vi kalder Gud, guddommelighed etc., og at det er den energi, der kører hele universet, vor Jordplanet indbefattet. Ordene Shambhala, som henvisning til dèt Energi- center og Sapta Rishis, eller de 7 viise, for at referere til Intelligensen i den Energi, som Nithyananda

bruger dem, skal forstås som metaforiske referencer til et ikkefysisk sted og en ikke-fysisk størrelse.

Ikke desto mindre er det sted og den størrelse absolut virkelige og eksisterende.

I sin bog 'En Yogis Selvbiografi' beskriver Paramahamsa Yogananda sin egen Guru Sri Yukteswars oplevelser i - og liv på et tilsvarende ikke-fysisk niveau.

Af vores nylige oplevelser med Mester har vi erfaret, at faren for at hans sjæl forlader sin krop, når han er oppe i de højder som Gaumukh og endnu højere, er meget reel, for ikke at sige overhængende. Selv på de lavere grader ved Gangotri var det direkte svært for ham ikke konstant at glide ind i den samadhi – tilstand, hvor sjælen ikke længere er i sit kropslige hylster. I 2004, under en rejse til Gaumukh gik han i samadhi igennem mange timer.

Da han fortalte os om én af de samadhi-oplevelser sagde Mester leende: 'Jeg var eet med energien i Shambhala. Jeg sagde til dem, at hvis de ønskede ville jeg med glæde blive dèr og ikke gå tilbage til min fysiske form. På et splitsekund smed de mig tilbage i min krop – til de få intime devotees (hengivne eller tilhængere) der var hos mig dengang - store lettelse!'

Oplyste Mestres indflydelse i vores liv – efter de har forladt kroppen

I sin 'En Yogi's selvbiografi' omtaler Paramahamsa Yogananda flere gange Mahavatar Babaji, som den dag i dag lever og opholder sig i Himalayas bjerge.

Kriya Babaji, som Paramahamsa Nithyananda også har mødt, er tilgængelig for alle åndelige søgende. Som det vil blive beskrevet senere i denne bog, opnåede faktisk en af Swami Nithyanandas disciple at møde Kriya Babaji i en vision under en

tur i Himalayas bjerge, på vejen til Kedarnath i sommeren 2005, sammen med Mester. Arunagiri Yogiswara står også til rådighed for alle oprigtigt søgende her på Planeten, han er Siva Selv.

Oplevelsen med Arunagiri Yogiswara skabte en dyb interesse for – og tørst efter den ikke-dualistiske, advaitiske, oplevelse, i den unge nithyananda. nithyanandas åndelige interesser gjorde sig først gældende gennem hans intense leg med- og dekoration af sine figurer og statuer af guddomme, da han stadig var ganske ung. Ved mødet med den leviterende yogi fik han kendskab til ekstraordinære yogiske oplevelser; Kuppammal lærte ham teorierne bag oplevelserne og viste ham de hellige skrifter; via Arunagiri Yogiswara udsættes nithyananda for første gang for den direkte oplevelse af sit eget indre Selv. Den hændelse kickstartede en intensivering af hans åndelige søgen, en fordybelse af helt nye dimensioner.

Efter møderne med Yogiswara begyndte nithyananda at sidde i længere og længere perioder i templet foran jiva samadhiet. En Oplyst Mesters gravsted – stedet, hvor Hans fysiske krop er blevet lagt ned, bliver ved at udstråle Mesterens energi også lang tid efter Hans 'død'. Kroppen holder -og er bærer af- alle vore erindringer. Man kan ikke tænke en tanke uden kroppen. Kroppen er ikke blot materie, som man kunne tro; og sindet ikke blot luft eller æter. Krop og sind er begge gjort af erindringens stof. Så hvis man ændrer sin erindring, ændres derved kroppen. Oplyste Mestres erindring er klar, kontant og kraftfuld.Deres kroppe begraves netop for at gemme disse erindringer. Almindelige menneskers kroppe derimod er fulde af deres samskaras og bliver brændt netop for at disse samskaras ikke skal hjemsøge de levende og forstyrre dem. Som tidligere nævnt er det grunden til, at mange mennesker oplever tilstedeværelsen af uvenlige ånder/energier på gravsteder, hvor folk er blevet begravede og ikke brændte.

Mestrene bliver ved med at opfylde deres disciples bønner selv efter deres fysiske død, igennem deres levende energi, som

stadig er tilstede på jorden med indgang i samadhistedet, gravstedet for deres legeme. Man kan opnå audiens hos en Mester ved hans samadhi, have et forhold til Ham, tale med Ham. Deres personlige mantras (eksempelvis mantraet Om Namo Sivaya) er ligesom et telefonnummer, hvormed man kan opnå kontakt! Hvis man koncentreret og klart udtrykker en Mesters mantra ved Hans samadhi-sted, vil forbindelsen straks blive etableret og bønnen hørt.

nithyananda begyndte at tilbringe al sin tid ved Arunagiris gravsted. Tidligere havde han for vane at droppe skolen engang imellem, nu holdt han helt og holdent op med at gå i skole. Rektor klagede til hans forældre over det. nithyanandas forældre sagde til rektor, at de desværre ikke på nogen måde var i stand til at bestemme over barnet og få ham til at gå i skole, når han ikke ville, og bad rektor om selv at tage sig af sagen. Rektor sendte nu en af skolens vagtfolk ud for at lede efter og bringe eleven med sig til skolen. Vagten kendte til nithyanandas vane med at sidde i templet lige ved det jivasamadhi, og gik derfor direkte derhen, og fandt ham da også. nithyananda gav hvad han havde på sig af penge til den gamle mand og sendte ham væk! Efterhånden som vagten igen og igen fandt nithyananda ved jivasamadhiet og var vidne til drengens intense meditation, blev han gradvist mere og mere glad for drengen og tiltrukket af ham – og holdt derfor til sidst helt op med at komme og genere ham, men lod ham være. Istedetfor at tage imod nithyanandas penge begyndte han i stedet at bringe lidt mad og penge med til stedet og give til den unge dreng, foruden at han sørgede for at få krydset ham af i protokollen henne på skolen!

Nithyananda mødtes med den mand igen, skolevagten, i 2004. Den gamle mand som nu var pensioneret, brød sammen i nostalgiske tårer ved synet af sin gamle elev, idet han mindedes den unge intenst søgende dreng, som nu er forvandlet til en fuldt Oplyst Mester.

Nithyananda udtaler:

'Mange usammenhængende, paradoksale, ulogiske hændelser fandt sted omkring denne krop. Når man forsøger at udtrykke disse hændelser i ord, og når de forsøges nedskrevet og udtrykt som historiske fakta, bliver de tildragelser, de hændelser til løgn. Åndelige oplevelser er multidimensionelle. Nedskrevne ord er én eller allerhøjst to-dimensionelle.

Min biografi kan aldrig blive en fuldstændig sandfærdig registrering af Sandheden. Det skrevne ord kan aldrig udtrykke den fuldstændig Sandhed, fordi Sandheden er langt dybere end ord; Sandheden transcenderer ordet. Det er en blot og bar kronologisk opremsning. Dets formål er at virke inspirerende. Min oplevelse med Arunagiri Yogiswara gik dybere end selve Enlightenment-oplevelsen. Oplysning er en ultimativ oplevelse; men er ikke den endelige oplevelse. Den er blot porten igennem hvilken, man træder vejen til endnu flere, endnu dybere åndelige oplevelser.'

Page 135

Baggrundsinfo om de to fugle i Mundaka Upanisaden