180. Virkning

Vi har hørt om loven om årsag og virkning. Hvis du lader en bold falde, falder den nedad. Hvis du opvarmer vand bliver det til damp ved 100 grader celcius. Hvis du putter salt i vandet, vil det opløse sig. Det er kausalitetsloven. Enhver handling vil resultere i en vis virkning. Videnskaben er grundet på denne lov om årsagssammenhæng.

Men det er ikke Eksistensens eneste lov. En vigtig lov som opererer hvert sekund er loven om intuition eller, som filosoffen Carl Jung* kalder det, synkronicitetsloven. Her er der ikke tale om at noget sker først, og som resultat af det sker noget andet. Noget sker og en tilsvarende ting sker.

Vi er så vante til at opfatte alting som årsag-virkning. Vi kan se relationen mellem årsagen og den umiddelbart efterfølgende virkning. Men livet er fyldt med tilfælde, hvor virkningen først indtræffer så meget senere at du faktisk ikke længere er i stand til at relatere til den oprindelige årsag. Det er ligesom hvis du smider en sten i vandet, - du vil straks kunne se de ringe der derved opstår, og ved de opstår på grund af stenen. Men hvis du først kom et par minutter senere (efter en anden har kastet stenen i vandet) ser du ringene, men kan ikke vide, hvad der forårsagede dem.

Du har måske oplevet noget i retning af det følgende i dit liv… Lad os sige du tænker på at tage over og besøge en af dine venner og bede hende lave din yndlingsdessert. Du ankommer i hendes hjem og hun har netop lagt sidste hånd på en dessert – din yndlingsdessert! Hun følte bare at hun skulle lave den dessert den dag. Det er synkronicitetens magt.

Det sker mellem mester og discipel i endnu højere grad end i almindelige forhold mellem mennesker, venskaber, kærester eller ægtepar. Fordi mester discipel forholdet er den dybest mulige relation i Eksistensen, er det også den ultimative kærlighedsaffære.

Det er den mest mystiske fordi den går langt udover almindelig snæver logik. Rent faktisk begynder livet først i det øjeblik du har været i berøring med noget, der er hinsides logikken, som ikke kan defineres af sindet, men som rykker i dit hjertes rødder. Det skubber samtlige det evigt kritiserende sinds argumenter til side.

Den ægte discipel er ikke discipel på grund af noget mesteren sagde, men snarere på grund af det mesteren er. Det er derfor at ved blot at sidde med mesteren begynder disciplen at falde i hak og tune ind til mesterens skønne rytme. Det er upanishad. Det er ægte discipelskab. Det er at være åben for mesteren så han kan oversvømme dig med sin kærlighed, og du kan modtage den i al sin herlighed og guddommelighed og vokse.