126. Virkeligheden Som Drøm
# **Virkeligheden Som Drøm**
Du undrer dig måske, 'Hvordan kan det være at hver morgen når jeg kommer ud af drømmenes verden og tilbage til vågentilstanden er det den samme verden jeg finder, som da jeg gik i seng om aftenen, men når jeg går tilbage til drømmenes verden er det ikke det samme? Så kan det bruges som skala? Kan vi udfra det konkludere at denne vågentilstands verden er virkelig?'
Lad os analysere en nats drømmen. Lad os foreksempel sige at du går i seng om aftenen den fjortende og den femtende om morgenen vågner du igen. Du sover i omkring ti timer. Jeg er sikker på der er mange af jer der har haft oplevelsen af at have gennemlevet en ti tyve år af jeres liv i løbet af én nats drøm, i løbet af blot ti timer.
Måske starter drømmen i din gymnasietid og bevæger sig langsomt, skridt for skridt frem til dit ægteskab, da du fik din søn, din søns ægteskab etc. På den måde kan du endda nå at leve tyve år af dit liv på én nats drøm, har jeg ret? Hvis du har oplevet det mindst én gang kan du nemt følge med i det, jeg nu vil præsentere.
Ser du, mens vi sover gennemgår vi drømmestadiet og den dybe søvns stadie. Måske falder du ned i dyb søvn i en halv times tid. Så går du ind i
drømmetilstanden og har nogle drømme. Atter falder du ned i den dybe søvn i henved tyve minutter og så endnu engang tilbage til drømmetilstanden. På den måde ligger du og bevæger dig fra drøm til dyb søvn og tilbage igen.
Forstår du: på én nat drømmer du at du har levet tyve år af dit liv. I drømmens første episode er du i gymnasiet. I den anden episode, når du kommer tilbage til drømmestadiet efter at have været en tur nede i den dybe søvn, bliver du gift. I den tredje drømmeepisode får du en søn. Måske i den fjerde episode bliver sønnike gift.
En væsentlig ting du må forstå: når du falder ned i den dybe søvn og så kommer tilbage til drømmestadiet og repeterer den proces nogle gange, i de forskellige episoder oplever du den samme verden – selv i drømmestadiet. Har jeg ret? Nogle gange er det samme verden du ser – selv i drømme.
Se, det er en meget subtil pointe, en meget subtil forståelse. Hvis du kan følge med her vil det lede dig til større klarhed, som vil kunne revolutionere måden du tænker på dit liv på, måden du forsøger at løse dit livs problemer på.
Forestil dig en mand, der drømmer. I drømmen ser han en tiger, som jager ham og han råber op, 'Hjælp, hjælp, der er en tiger efter mig!' Hans kone sover ved siden sf ham. Hun vågner op og ser sin mand ligge og skrige! Konen er forvirret. 'Hvad skal jeg stille op?' Hun skal såmænd bare sige, 'Hej vågn op!' Hvis hun istedetfor finder nogle våben frem og giver ham, så han kan slå tigeren i drømmen ihjel, hvad vil der så ske? Han slår muligvis sig selv ihjel eller hende! Enhver anden løsning hun kan finde på vil kun føre til flere problemer, flere vanskeligheder. Det eneste manden har behov for er at vågne op.
Hvis du forstår disse basale ting, vil du pludseligt opdage at din måde at træffe beslutninger på vil revolutioneres. Der sker et kognitivt skift, et erkendelsesskift i dig. Måden du tænker på, træffer beslutninger på og måden du finder løsninger på dine problemer, vil være helt anderledes. Du vil begynde at finde de rette løsninger med det samme.
Mens du drømmer kan du i et tidsrum af 8-10 timer nemt gennemleve tyve år af dit liv. Du falder i dyb søvn og kommer tilbage til drømmen mange gange. Hver gang du kommer tilbage til drømmen fra den dybe søvntilstand – på trods af at der var en pause siden sidste drøm, er det stadig den samme verden du ser. Så du må forstå klart at bare fordi du ser den samme verden når du kommer tilbage fra dybsøvn tilstanden, kan det ikke tages som bevis for at den kvalitet i sig selv betyder, at det er virkelighed. Først når du vågner af drømmen går det op for dig at 'hej, de tyve år jeg netop levede var bare drøm.'
På samme måde vil du måske en skønne dag vågne op af denne 'vågen drøm' og erkende at 'hej, jeg har netop gennemlevet halvfems år af mit liv på et par timer!' Dette liv i vågentilstanden er muligvis også blot en lang drøm!
Når du er inde i en drøm tror du drømmen er virkelighed. Hvor du end er, det er virkelighed nu og her. Der er ingen anden skala. I drømmen kan du aldrig forestille dig, 'Det er en drøm.' I virkeligheden kan du aldrig tænke, 'Det er bare endnu en drøm.' Først i det du kommer ud af drømmen, ser drømmen ud som drøm. Men når du er i drømmen selv, forekommer det ikke som drøm overhovedet.
I drømmen selv om du kommer i tanke om dit liv i vågentilstanden, tror du det er drøm. I 'virkeligheden' – eller vågentilstanden – selvom du husker drømmen, er du sikker på det bare var drøm. Så med andre ord er det afhængigt af frekvensen du befinder dig på. Der er ingen anden skala til at forklare, hvad der er drøm og hvad virkelighed.
Erkendelsen og forståelsen af at der er en mulighed for at selve dette vågentilstands stadie blot er endnu en lang drøm, vil vende en stor del af din opmærksomhed og bevidsthed mod dit center, mod den ultimative virkelighed. Når du går hinsides denne vågentilstands frekvens vil den også blot se ud som endnu en drøm.
Det er spiritualitetens første skridt. Det er den psykologiske revolutions første skridt.
Atter og atter giver din lidelse dig et vink med en vognstang om at du ikke lever i virkelighedens verden.
Mange gange er jeg blevet stillet et lignende spørgsmål, 'Jamen, det er jo ikke kun mig der ser denne verden. Også alle de folk der lever omkring mig, ser den samme verden. Hvordan kan du så sige, det er en drøm?'
Se, hvis du i en drøm ser en bestemt by, og i den drøm rejser du til den by i selskab med hele din familie, så er det altså ikke kun dig selv, men også familien, der ser og oplever den samme by, for de er også projektioner af dit sind! Så bare fordi folk omkring dig ser den samme scene som du gør, er det ikke bevis for scenens eller handlingens virkelighed. De folk omkring dig er måske projektioner af den samme scene, det samme teaterstykke!
Den ultimative sandhed er, at det stof dine drømme er gjorte af er samme stof denne vågen verden er gjort af.
Hvis din opmærksomhed er fokuseret på 'stoffet' kan den indre healing ikke ske. Hvis din opmærksomhed er ligeligt fordelt mellem bevidstheden og 'stoffet' er det hvad jeg forstår ved et sundt, afbalanceret liv. Du vil være fysisk rask, mentalt sund og have et vibrerende liv.
Hvis din opmærksomhed er totalt centreret på bevidstheden og ikke på det stof af hvilket disse verdener er gjorte, da lever du det jeg kalder 'living enlightenment' – den levende oplysning eller på sanskrit jeevan mukti.
Hvad enten du ønsker jeevan mukti eller ej, om du vil oplyses eller ej, er sekundært. Men hvis du kan vende blot en lille bitte del af din opmærksomhed mod 'jeg' bevidstheden, mod Sandheden, mod centeret, vil du pludseligt opleve en fantastisk indre healing finde sted.
Foreksempel, hvis du er i alvorlige vanskeligheder eller er deprimeret, hvis du erkender meget klart og bevidst at alt det her er en drøm, vil du kunne slappe af og give rum for indre healing. Den indre healing er det jeg kalder meditation. Den rolige bevidsthed som opstår i dig, er hvad jeg forstår ved satori, det første glimt af samadhi.
Den helt basale erkendelse eller basale psykologiske revolution, som kommer af forståelsen af, at det du ser muligvis ikke er virkelighed, sådan som du ellers tror, kan i sig selv forårsage en indre healing indeni dig og give en dyb rolig fred i dig.