103. Sannyas er Det Ultimative Lotteri

Vores evne til at falde i hak med andre og med Eksistensen afhænger helt og aldeles af, hvordan vi opfører os. Det afhænger af hvad vi vælger at prioritere i livet. Hvad hvis vi ikke vælger? Hvad hvis vi bare accepterer tingene som de sker for os?

Tiden er kommet til at tale om forsagelse. Forsagelse (eng.: renunciation) er ikke en flugt fra livet. Forsagelse er en modstandsløs flyden med livet. Sannyas er sanskrit og henviser til den tilstand af tillidsfuldhed overfor Eksistensen, som tillader os at slippe alt andet i livet.

Sannyas…

Der er en smuk historie fra Buddhas liv.

Efter sin oplysning besøgte Buddha mange steder og underviste i sin dhamma eller lære, og indviede folk til det åndelige liv.

På sin vandring nåede han en skønne dag Kapilavastu, hans fødeby. Han vandrede op og ned ad gaderne ifølge med sine disciple og iklædt den safranfarvede dragt (traditionel sannyas påklædning). Alle så til og betragtede ham med stor undren.

Buddhas kone Yashodhara hørte larmen ned i gaden og forhørte sig om hvad der var los. Hendes tjenerinder fortalte hende, at det var ingen ringere end hendes egen husbond, der var vendt tilbage som en Buddha, en oplyst sjæl. Hun gik ikke ud for at møde ham. I stedet tilkaldte hun sin søn Rahul. Rahul fødtes den nat Buddha gik hjemmefra i sin søgen efter Oplysning.

Hun spurgte Rahul, 'Ser du den strålende figur dér, som bærer en tiggerskål i hånden og som dog har en konges udstråling? Han er din far. Gå og bed ham om din arv.'

Den unge dreng stormede ned på gaden og albuede sig vej gennem mængden til det sted, hvor Buddha stod. Han faldt for Buddhas fødder og gentog modigt hvert ord hans mor havde indprentet ham.

Buddha løftede ham forsigtigt op, smilede og betragtede ham. Så fjernede han den gyldne dragt drengen havde på og erstattede den med en safranfarvet.

Den syvårige dreng modtog dermed sin fædrene arv. Han var det første og eneste barn der fik optagelse i Buddhas munkeorden.

Der var en, der spurgte mig, 'Hvis alt her i livet udvikler sig naturligt i overensstemmelse med evolutionsprocessen, som f.eks. abe udvikler sig til menneske og dårligt til godt, vil mennesket så ikke u.a.o. hen ad vejen udvikle sig til gud? Så i det tilfælde hvorfor skal vi så meditere, tage sannyas o.s.v….hvorfor søge inspiration?

Jeg svarede, 'Det tog aben fentusind år at blive menneske og det vil tage mindst ligeså lang tid for mennesket at blive gud. Hvis du er interesseret i at vente så længe er det helt okay med mig!'

Men hvis du synes, kan du beslutte dig for at leve bevidst med en klar forståelse om livet, universets love og struktur og meditation. Du kan revolutionere din egen evolutionsproces. Rette revolution er den, der leder til evolution og oplysning. Det er sannyas, individets mest potente revolution. Det er at leve som en Paramahamsa, som et oplyst væsen.

Adi Shankara, den oplyste mester fra Indien, siger det smukt i sit værk Vivekachoodamani*:

Af alle fødsler er menneskets den sjældneste

og endnu sjældnere er det at have en sattvisk (venlig) attitude,

og endnu mere sjældent at være udholdende på sin vandring ad åndelighedens vej

som det forklares i Vedaerne…*

Disse ord havde en rigtig stærk indvirkning i Swami Vivekanandas liv – han levede vel at mærke tusinder af år efter Adi Shankara. Da Swami Vivekananda læste op til sin juridiske embedseksamen, slog disse ord ham som om han var blevet ramt af lynet. Han kunne ikke læse videre. Han lod bøger være bøger og stormede ud på gaden og satte i løb. Han løb hele vejen til sin mester, Ramakrishna Paramahamsa. Mens han løb ringede sandheden i Adi Shankaras ord i selve hans sjæl. Han tænkte ved sig selv, 'Jeg har opnået alle tre: Jeg er blevet født som menneske. Jeg har opnået lysten til at blive oplyst. Jeg har en stor mester…så hvorfor spilder jeg stadig mit liv? Hvad spilder jeg mit liv for?' Igen og igen hjemsøgte disse ord ham. Swami Vivekananda opnåede oplysning og skulle senere rejse verden rundt og sprede sin mesters mission.

Sannyas er vejen for de der ønsker vinde over sig selv, som ønsker frihed fra jalousiens, vredens, stressens og depressionens kløer til evig tid. Folk tror sannyas kun vælges af tabere. Nej. Okay bevares, det sker at nogen, der ikke ved hvad de ellers skal gøre med deres liv tager sannyas. Men det er ikke sand sannyas ånd.

*Vivekachoodamani – filosofisk værk forfattet af den oplyste mester Adi Shankara.

*Vedaerne – Ældgamle hellige skrifter som forklarer de dybe åndelige sandheder. De fire vigtigste Vedaer er – Rigveda, Yajurveda, Samaveda og Atharvaveda. Disse tekster forklarer emner som udførelse af ofringer og tilbedelse, og består af historier og chants. Vedaerne regnes for at være åbenbaringer af Sandheden som den viste sig for datidens mystikere og seere.

Sannyas er indsatsen for at blive bevidst og vågne op, bevidst om de mekanismer, der regulerer dit liv som menneske. Du er del af Eksistensen. Eksistensen bevæger sig med sin egen mekanisme, sin egen musik. At tune ind på den bølgelængde er hele videnskaben bag sannyas. Sannyas handler om at være, at være i tråd med hele Eksistensen. Det er den korteste vej til succes i livet.

For at kunne høre Eksistensens sang må du begynde at bevæge dig i det rigtige rum. For at finde det rum må du først slippe alle andre mål, delmål, planer og projekter og bare lytte efter sangen i dyb bevidsthed. Du vil finde den. I det space vil livet strømme frit flydende som en flod, der bugter sig vej mod havet. Alle andre veje vil tage længere tid.

Når livet bliver flod, må det før eller siden flyde ud i verdenshavet. Der er ingen andre muligheder. Sannyas er videnskaben om kunsten at flyde med Eksistensens naturlige strøm og at lade sig opløse og gå i eet med den.

Strøm som Floden

Flodens retning er altid havets. Den står aldrig stille og holder pause på vejen. En sannyasi har kun fokus på sit mål, som er oplysning. Han kender ikke til afbrydelser. Floden strømmer saligt hvilke ting der end måtte blive smidt i den

på dens vej. Så mange ting lander i floden – blomster, kviste, dyr, fugle, døde kroppe etc. Men floden strømmer uden tanke for det.

Sannyas er den bevidste beslutning at leve sandheden straks i dit liv.

Ligeledes bevæger sannyasien sig lykkeligt, uberørt af alt der dukker op på hans vej. Strømmen trækker floden med henover dens forhindringer og den klukker hele vejen en sagte musik, på vejen mod havet. Den kosmiske intelligens trækker sannyasien med henover alle opstående forhindringer på hans vej mod det ultimative mål. Han kender ikke til forhindringer. For ham er de blot hoppesten på lyksalighedens landevej.

En Zenmester blev spurgt, 'Hvad er Zen?'

Han svarede, 'Gå videre!'

Zen buddhismen udtrykker det smukt, at livet er som floden der strømmer og udfylder hvert et hulrum på sin vej – som sprænger hver en begrænsning for at udvide sin kapacitet. Det er livets essens og det er sannyas. Sannyas er at leve og lære, ikke at filosofere. Det er en kraft, ikke et dogma. For en sand sannyasi går livet altid i den rigtige retning. Det der er behov for at lære, læres undervejs og ikke adskilt.

Sannyas er ikke andet end brugen af hvert øjeblik til at praktisere sandhederne. Det skorter ikke på filosofi i denne verden, men der er ikke mange, der følger den. Sannyas er en bevidst beslutning om at leve sandheden umiddelbart i livet.

En Zenmester fortæller så smukt sine disciple. 'Studier af sandheden som filosofi er at samle materiale til tørre prædikener. Husk på at medmindre du praktiserer hele tiden, risikerer du at din sandheds lys går ud.'

Praksis er at holde sig flydende uden afbrydelser – uden at stagnere – og i den rigtige retning! Selv stagnation indeholder en vis bevægelse i forsøget på at komme udenom eller rundtom det forhindrende objekt og finde flåddet igen. Der er ikke noget, der hedder at stoppe.

En sannyasi bevæger sig i takt med Eksistensens intelligens – og med

en hengiven holdning.

En sannyasi bevæger sig hele tiden i takt med Eksistensens intelligens i en hengiven attitude. Med hengiven mener jeg ikke inaktiv. Jeg mener aktiv med en overgivende, en hengivende attitude. Der er ikke nogen pauser. Han lever i øjeblikket, spontant efter hvad øjeblikket kræver, og det er at være flydende.

Sannyas er Ikke Renunciation

Sannyas er altid blevet forkert sammenkædet med forsagelse, renunciation. Du behøver ikke give afkald på noget. Du må bare forstå at du kun er midlertidig vogter af nogle ting, nogle værdier, som er del af Eksistensen ligesom du selv er det. Så er der ingen grund til at forsage tingene, for du ser klart at det aldrig var dine til at begynde med! Og selvom du så skulle blive nødt til at skille dig af med nogle værdier, vil du ikke føle at du giver noget der er dit væk, eller at du mister noget. Problemet starter med 'min og mit' attituden, besidderiskhed.

Sannyasien behøver ikke forsage verden og samsarien* behøver ikke være bange for at skulle give afkald. Bare den enkle forståelse at Eksistensen giver og tager i rette øjeblik, er nok. Så vil du vide at det der sker, er det der skal ske nu og her, og at livet flyder som det sig hør og bør. Det skaber et mentalt rum, en afstand mellem dig og din velstand og den afstand kaldes forsagelse! Det er bare et mellemrum, en pause fra ejer-attituden, det er såmænd det hele. Begrebet er blevet anvendt forkert i sannyas øjemed.

En lille historie:

To munke var på rejse sammen. Den ene af dem var stærk tilhænger af anskaf else af rigdom. Han praktiserede åndelighed derigennem. Den anden var en ligeså indædt følger af forsagelsens vej. De diskuterede de to livsstile. Som de diskuterede faldt aftenen på og de nåede en flod, som de skulle krydse.

Han der troede på renunciation havde ingen penge med. Han sagde, 'Vi har ingen penge til at betale overfarten med, så lad os slå lejr her for natten og se i morgen skal der nok dukke én op, der vil tage os med over.'

Den anden svarede, 'Det går ikke an. Vi bliver bare ædt af de vilde dyr, hvis vi lægger os til at sove her. Jeg har penge på mig. Lad os betale bådmanden og krydse floden.'

Da først de var kommet sikkert over på den anden bred spurgte han sin rejsefælle, 'Nåeh, så forstår du måske penges værdi? Hvis jeg havde været en forsagelsens mand ligesom dig, hvad kunne der så ikke være sket med os?'

Den første svarede, 'Det var din forsagelse der fik os sikkert herover. Du forsagede dine penge for at krydse floden!'

Forsagelse er at 'have' uden idéen om at have, og at 'give ud' uden fornemmelsen af at miste. Hvis du bare går af med alle dine ting og sager, opnår du ikke noget som sådan. Ikke andet end smerten ved at gå af med 'mit'. Sannyas er ikke en flugt fra 'mit' og 'mine'. Det er at transcendere 'mit' og 'mine'. Og det er kun muligt gennem en reel forståelse. Hvis du giver afkald med forståelse er det fint nok. Ellers vil det der 'mit/mine' forfølge dig hvorend du tager hen. Ikke nok med det, men hvis du forsager med idéen at du giver afkald på 'dit', er det rette handling men forkert grund! Bare at forsage ydre rigdom og materielle behageligheder gør dig ikke til sannyasi. Sanyas er et skift i det mentale set-up og ikke en ændring i det ydre materielle set-up. Forsagelse af ydre rigdom for at blive sannyasi er at udføre rette handling, men af den forkerte årsag.

Velstand og sannyas udelukker ikke per definition hinanden. Når det kommer til stykket er sannyas faktisk kunsten og videnskaben til at skabe den fuldkomne velstand.

Hvis du læser de vediske skrifter vil du se at de altid kun taler om livets overflod. De belærer aldrig om 'kunsten' at flygte fra det. De lærer om, hvordan man slapper sin besidderiskhed lidt af og løsner grebet omkring 'mit/mine' – men ingen steder beder de os om at forsage eller hade materiel velstand. Sannyas er at se livets vældige overflod under eet og derfor ikke være særligt knyttet til sin egen – forholdsvis – lille portion af fysiske besiddelser. Det er at vide at velstand også er én af Eksistensens manifestationer – og ikke essensen af livet selv.

Sannyas er ikke selvmord. Det er liv. Sannyas er at leve i en ufattelig skønhed både indeni og udenfor dig.

Forstå det ret, ydre skønhed og velstand er ikke fjender på vejen til sannyas. De kompletterer hinanden. Sannyas tilføjer indre velstand og skønhed oveni den ydre velstand og skønhed du i forvejen har. Den giver os intelligensen til at handskes med de ydre værdier og skønheder uden der er lidelse forbundet med det.

Samsara og Sannyas

Samsara betyder bogstaveligt oversat 'verden' eller 'vejen'. Det refererer til det verdslige liv som forårsager den endeløse fødsel-død cyklus.

Der er to måder at bevæge sig fremad ad en hvilken som helst vej: enten med bagage og andre mennesker, eller med dig selv alene. I første tilfælde kan du komme til at vente længe. I andet tilfælde kan du nå målet i selve dettte minut.

Sannyas er beslutningen om ikke at tage bagage med på rejsen. Du kan have det hele, men du behøver ikke at slæbe på det. Når du intet bærer på, giver Eksistensen dig fra øjeblik til øjeblik det, du måtte have brug for. Dét er sannyas!

Der er en skøn historie fra Buddhas liv…

Buddhas disciple samledes omkring ham en dag og bad ham undervise dem i essensen af sannyas. Han fortalte dem en lille historie:

En mand boede helt alene på en ø. En skønne dag fik han fornemmelsen af at det var på tide at komme væk fra øen. Han havde ikke nogen båd. Så han lavede én af hvad han kunne finde af kviste, grene, blade og den slags. Det var en hård rejse, men på en eller anden måde lykkedes det ham at krydse havet og komme i land.

Buddha spurgte disciplene, 'Efter at være nået frem til fastlandet burde manden da beholde båden eller kassere den?'

Disciplene kom nu med forskellige svar.

Buddha fortsatte, 'Den mand som er sannyasi kasserer båden vel vidende at der nok skal komme en anden båd til ham, hvis det skulle blive nødvendigt i fremtiden. Manden som lever i samsara vil beholde båden så hans

anstrengelser med at have fremstillet den ikke går tabt – for det tilfælde at han skulle få lyst til at tage tilbage til øen.'

En sannyasi benytter båden til at lade sig fragte over livets hav. En samsari slæber rundt på båden selv lang tid efter den ikke længere er til nogen nytte.

En sannyasi går fremad med tanken på Eksistensen. En samsari går med sine tanker om, hvordan han skal eksistere. En sannyasi bruger båden til at krydse over livets ocean. En samsari slæber rundt på båden også efter den ikke længere tjener noget formål – uden at være klar over, at han har muligheden for at slippe den. Det er forskellen. Der er intet rigtigt eller forkert her. Det er bare to forskellige måder at leve på.

Lad mig forklare sannyas i lyset af karma, for sannyas er nemlig genvejen til at udtømme al sin karma.

Karma er ikke andet end din fortids ufuldbyrdede handlinger, som trækker i dig til atter og atter at lade dig føde på ny for at fuldbyrde/afslutte dem. Det er selve fødsel-død kredsløbets årsag. Den tvinger dig til at komme tilbage og lade dig føde i denne verden, indtil den er udtømt.

Der er tre typer af karma – sanchita, prarabdha* og agamya.* Sanchita karma er din fulde 'bankkonto' af ufuldbyrdede handlinger akkumulerede over mange liv. Prarabdha karma er den del af sanchitaen, som du bringer med dig med henblik på at få den gjort færdig – i denne specifikke fødsel. Hver gang du lader dig føde udvælger du en lille del af din sanchita som din prarabdha for at udtømme den. Prarabdha inkluderer alle dine utilfredsstillede begær, lyster, ønsker, vrede, frygt og sådan nogen ting. Den tredje – agamya karmaen, er den nye karma som du skaber i denne fødsel på grund af nye ufuldbyrdede handlinger.

I sidste instans skal alle de tre være helt færdige for at vi kan sige al karma er udtømt. For det første bør vi lade være med at skabe ny – agamya – karma eftersom den kun lægger til den i forvejen overbelastede konto eller sanchita i slutningen af livet (i dødsprocessen ryger agamyaen over i sanchita kontoen).

For det andet, den prarabdha du kom med bør udtømmes helt og aldeles i selve dette liv, så der ikke er skyggen tilbage. For det tredje, hele massen af sanchita bør på en eller anden måde brændes af, så antallet af gange du behøver lade dig føde bliver reduceret. Og det sker netop ved at stoppe med at skabe ny agamya – karma og udtømme prarabdhaen.

*Sanchita – samling af akkumulerede karmaer ud af hvilke vi vælger nogle stykker og bringer med os til dette liv som vor prarabdha karma.

*Agamya – de handlinger man konstant foretager af egen fri vilje efter at have ladet sig føde på planeten jorden. Disse er ikke ægte, dybtfølte lyster eller begær, men noget vi tager til os fra familie, samfund, venner, såkaldt lånte begær.

Hvis prarabdhaen er udtømt på rette vis, vil agamya ikke blive skabt. Den samme intelligens som på ordentlig vis fuldbyrder prarabdhaen vil også tage sig af ikke at skabe ny agamya. Sanchitaen selv kan KUN tømmes ved en oplyst mesters nåde, ved hans/hendes 'grace'.

Forstå det nu krystalklart: hvis din prarabdhas fantasi er stærkere end din intelligens, så er samsara (ægteskab) rette vej for dig. Hvis din prabdhas fantasi er mindre end din intelligens, er sannyas vejen for dig! På sannyas' vej vinder din intelligens over din prarabdha, bringer den under sin kontrol og udtømmer den. På samsaras vej belærer livet dig på forskellige måder og du udtømmer prarabdhaen gennem millioner af fødsler.

I Patanjalis Yoga Sutraer kan man læse om den ottefoldige vej til oplysning. Alle otte dele bør følges samtidigt. Tre af delene udgøres af pratyahara, dharana og dhyana. Pratyahara er sindets tilbagetrækning fra sanserne. Dharana er sindets sammensmelten med det indre Selv. Dhyana er meditation.

Tilbagetrækning af sindet fra sanserne kan i sig selv kun opstå det øjeblik sindet smelter sammen med det indre Selv! Foreksempel, du kan kun tage foden væk fra et lavere trin på en stige efter du har fået dig etableret ordentligt på et højere trin, ikke sandt? Du slipper først den nedre gren af træet, når du har fået godt fat i en højere gren. Vi tror alle at det først er efter at have opgivet al tilknytning til verden, at vi kan opnå gud. Nej! Sandheden er den at du først bliver i stand til at ryste verdslige ting af dig, efter du har opnået gud. Kun efter

du har oplevet nithyananda eller endeløs salighed, kan du ryste dig fri af mithyananda eller verdslige fantasier.

Sannyasiens sind er altid ligevægtigt og glad. Han får altid det han

ønsker.

Hvis du kan blive bevidst om og holde et godt solidt greb i det højere trin, vil du også have nemmere ved at slippe det lavere trin. Den opmærksomhed kaldes sannyas. Det er processen at se, forstå og bevæge sig til det højere trin og derfor kunne give slip på det lavere trin. Som du bevæger dig indfinder renunciationen, forsagelsen sig af sig selv, som et biprodukt. Fordi du indser at du kun behøver dig selv for at komme derop! Alt du tager med dig, vil kun gøre det sværere for dig at kravle opad.

Samsarien handler for at tilfredsstille sine fantasier. Han rejser steder hen for at se Eksistensens skønhed. Sannyasien opfatter alt omkring sig som guddommeligt og skønt! Hans fantasi stimuleres af alt hans ser! Når samsarien begynder at vende sig indefter bliver han sannyasi. Indtil han oplever et brændende behov for det, er det bedre for ham at fortsætte med hvad han nu er i gang med. Sannyasiens sind er altid lykkeligt. Hvad han får er lige nøjagtigt det han vil have. Han lever hele tiden i en tilstand af taknemmelig accept. Samsariens sind derimod er travlt beskæftiget med allehånde konflikter. Han forsøger altid at få det, som han vil have det. Ved at bruge sin intelligens kan samsarien vågne til sandheden, at det han får er altid lige nøjagtigt det han har brug for nu og her og for hans ultimative fuldbyrdelse.

*Yoga Sutraerne – den oplyste mester Patanjalis bog om yoga.

Samsarien interesserer sig for materielle ting og lever livet i meget begrænset omfang. Sannyasien interesserer sig for døden – døden af alt det, der ikke er ham selv, som er hans ego, besidderiskhed, liderlighed, vrede, angst, jalousi og misfornøjelse. Han ved, han er noget, der ligger udover alt det. Hele hans søgen går på at finde dette noget, fordi når først han har fundet det, har han fundet det højere trin på stigen, og da vil han trygt og sikkert kunne forlade det lavere trin med al dets hurlumhej og tovtrækkeri mellem diverse følelser og materielle begær.

Sannyas er søgen efter at få svar på spørgsmålet 'Hvem er jeg?' Sannyasien sætter hele sin energi ind på at opdage svaret på det spørgsmål. Hvis folk spørger dig, 'Hvem er du?' vil du almindeligvis svare, 'Jeg er søn af den-og den, jeg er ingeniør, jeg er professor.' Men de ord beskriver kun hvem du er i dit forhold til verden. Hvis nu der ikke var en verden, hvem ville du så være?

De store oplyste mestre der står som grundlæggerne af verdens religioner har atter og atter repeteret, 'Aham Brahmasmi', 'I am That', Jeg er Det, i den hinduistiske tradition; kristendommens 'Vær stille og vid jeg er gud og 'Anal Haq' i betydningen 'Jeg er Sandheden' i den islamiske tradition. Oplevelsen af at du er gud er menneskelivets formål.

Når først det formål er fuldbyrdet opstår den indre lyksalighed som alle mestrene fortæller os om. Da forstår du at den ydre verden er en smuk scene og stykket er guddommeligt. Der er ultimativ frihed for alle verdslige besværligheder. Du handler og dog handler du ikke, du taler og dog taler du ikke. Du græder, men græder ikke. Dit indre Selv forbliver uberørt. Du er i 'evig lyksalighed' – nithya ananda.

Problemet er at folk generelt tror sannyas udelukker et liv i verden. De tror sannyas er dyb alvor. Nej! Sannyas er en vis kvalitet, der sikrer ar du kan leve livet fuldt ud. Tung alvor vil altid være en hæmsko for den, der ønsker at leve livet til fulde. Oprigtighed og latter hjælper. Latter er den største spirituelle kvalitet.

En mester sad sammen med sine disciple. Han var i et åbenhjertigt humør så disciplene besluttede at bede ham fortælle om de forskellige stadier han gik igennem på sin vej til det Guddommelige.

Smukt begyndte mesteren at forklare…

'Gud holdt min hånd og tog mig først med til Handlingens Land. Der blev jeg adskillige år. Så kom gud forbi igen og tog mig med til Sorgens Land. Jeg faldt ned i dyb sorg, men kom mig efterhånden over det. Jeg følte mig lykkelig. Så, lige med eet ser jeg at gud har sendt mig til Kærlighedens Land. Jeg gennemgik brændende følelser og fandt at jeg rensedes derved. Så tog han mig med til Stilhedens Land. Der lærte jeg om livets og dødens mysterier.'

Disciplene spurgte, 'Var det så den sidste etape på din rejse?'

Mesteren sagde, 'Nej. En dag sagde gud, 'I dag vil jeg tage dig med til selve mit hjerte…og han ledte mig til Latterens Land.'

Sannyas er selve din energi. Hvordan skulle det kunne være en forhindring for noget som helst? Ikke blot det, med sannyas' energi er du altid ung. Med sannyas energi er du parat til at gå alle livets udfordringer i møde.

Folk spørger mig, 'Hvorfor kan vi ikke bare fortsætte i samsara, men leve med sannyasiens bevidsthed? Ser du menneskets natur er sådan indretttet at medmindre der tages en klar bevidst beslutning er det svært at skabe en permanent transformation af bevidsheden. Sannyas er den bevidste beslutning om at transformere bevidstheden. Sannyas er en bevidst beslutning. Det er derfor sannyas er nødvendig. Med en bevidst beslutning opstår en kontinuerlig opmærksomhed. Konstant bevidsthed forringer risikoen for at 'falde ned'. Uden det er der intet der binder dig til at blive på og følge vejen. Det bliver for nemt at falde fra.

Med sannyas vil du fortsætte med at gøre som du gør nu, men på en meget bedre måde. Med sannyas begynder du at betragte alting. Du bliver et vidne. På grund af denne bevidnen eller betragtning skabes et rum mellem dig og den anden person. Det 'mellemrum' misforstås ofte som værende 'renunciation'. Hvis du lægger mærke til det var 'hullet' der ikke før. Nu er åbningen der. Gabet er ikke et tegn på afstand, men er en erkendelsens åbning.

Sannyas er også at leve uden byrden af den indre kvinde eller den indre mand. Hvad menes med indre kvinde eller indre mand? Det er summen af den liderlighed der liger skjult i dit sind, de fantasier du har skabt i sindet. Shiva siger smukt i Tantra'en*, 'Den mand, der har forladt kvinden i sig selv, i sit indre, er sannyasi, også selvom han stadig måtte leve med sin familie.' Og omvendt hvis tanker om kvinden fremturer i sannyasiens sind, kan han ikke reelt kaldes sannyasi. Så det er skalaen vi kan bruge for at se om en mand reelt er sannyasi.

En sannyasi tager ansvar for hele Eksistensen. Han kender ikke

forskel på sin egen familie og resten af verden.

I Buddhas lære, 'De fire Noble Sandheder', handler den anden sandhed om årsagen til lidelse. Han udtrykker det smukt, at lidelse skyldes de krav vi konstant stiller til livet. Det er som at kræve af et mangotræ, at det skal bære bananer! Vi vil kun kunne se og forstå den vane med opmærksomhed.

Ikke nok med det, men når du rigtigt betragter tingene, vil du opdage nøjagtigt hvad det er der foregår og udveksles i forhold mennesker imellem. Du ser hvordan forventninger kører hele showet. Du opfatter de bagvedliggende motiver til alting.

Sannyasiens Ansvar

Der er en sandhed om sannyasien, der kun er lidet kendt, og det er at han eller hun tager ansvar for hele Eksistensen. Han kender ikke til forskel mellem sin egen familie og den øvrige verden. Alle er ens for ham. Han ønsker frigørelse for alle han møder på sin vej. På den anden side tager en samsari kun ansvar for sin familie og – måske – for et par organisationer/firmaer etc. Denne ansvarspåtagelse har altid et specifikt formål – det være sig for at opnå fordele ved at tjene, til opfyldelse af en forpligtelse, eller for at opretholde godt naboskab eller sameksistens med folk i hans nærhed.

*Tantra – oldgammel vedisk tradition til opnåelse af oplysning gennem praktiseren af åndelige teknikker, meditationer og rituel tilbedelse.

Naturen af sannyasiens ansvar er noget helt andet. For ham er hele verden hans familie. Det er ikke forpligtelse, der driver værket. Ansvar er noget der er opstået ud fra en kvalitet i hans indre rum. Ydermere er der den forskel at samsarien kan slappe af og nyde sit otium efter at have opfyldt de diverse forpligtelser, der følger med hvert af livets stadier for ham. En sannyasi derimod arbejder uafbrudt, for folk har altid brug for sandheden i deres liv.

En sannyasi er etableret i berigende forhold til andre. Folk tror sannyasier er nogen, der skyr forhold. En gang jeg talte til en forsamling unge på et gymnasium spurgte en ung pige mig, 'Var det ulykkelig kærlighed, der fik dig til at tage sannyas?'

Jeg fortalte hende, 'Det var succes i kærlighed der fik mig til at blive sannyasi!' Fakta er, sannyas er det, der blødgører dig og smelter dig ind i ægte kærlighed; kærlighed som ikke blot er rettet mod én person, men mod hele Eksistensen.

Almindelig kærlighed har altid en grund eller er baseret på begær. Ægte kærlighed kender ingen årsag. Det er bare et årsagsløst overflødighedshorn af energi strømmende udover hele Universet og alting i Eksistensen.

I virkeligheden er sannyas at leve som en konge. Sannyas er begyndelsen på et kongeligt liv for, når først du har gjort dig ren af al din lidelse, har du opnået alt, du nogensinde vil opnå! Du opnår så meget mere end blot hvad materiel rigdom kan give dig.

Sannyasien erkender Eksistensens endeløse overflod. Hans syn er oceanets. Han sidder ikke fast i snæversyn og indskrænkende dogmer. Han opfatter hele Eksistensen under eet. Han føler sig dybt forbundet med helheden. Derfor er han rig. En rig mand der føler at han ejer et par hektarer, er i virkeligheden ikke den, der er rig. Den mand, der oplever Eksistesens overflod er den rigtigt rige.

Ser du, selve det ord 'rig' er blevet misfortolket. Hvordan kan en person der ejer et par bungalows være rig? Det kan han ikke! Den rige er den, der konstant nyder alt omkring sig. Hans rigdom er hele Eksistensens rigdom. Han nyder alt uden at være knyttet til noget specielt.

Integritet – Sannyasiens Kendemærke

Ordet 'penance', at gøre bod, betyder ganske enkelt at integrere sig selv, gøre dig til én. Du spørger måske, 'Er vi ikke allerede det?' Hvis du ser nærmere vil du se at vi eksisterer som forskellige entiteter eller helheder, aldrig blot som én. Der er alt muligt andet i vores liv med undtagelse af integration.

Hvis du ser dybt indad vil du finde hundredvis af stemmer som konstant snakker løs indeni dig. Det øjeblik sindet siger, 'Lad os gøre dette,' vil i næste øjeblik en ny tanke poppe op og sige, 'Nej. Lad os ikke gøre det!' Efter overvejelser omkring virkninger og bivirkninger begynder sindet at svinge.

Integration af de fragmenterede dele af sindet er selve livets essens. Integration af følelserne og sindet, integration af ansigt og sindet, at checke efter at ansigtet viser det samme som dit sind tænker, er livets essens.

Hvis du studerer de store mestres liv og forsøger at finde en rød tråd, én basal ingrediens i samtliges liv vil du opdage at det ikke handler om viden eller om hengivenhed. Det handler om integritet! Hvad de troede på, det levede de. Det

er såmænd bare det! Deres integritet var klippefast. De var parate til at lade livet, men ikke deres integritet.

Chaitanya Mahaprabhu*, en stor oplyst indisk mester plejede at gå rundt i gaderne og bare synge sange til guds ære. Han brød sig aldrig en døjt om, hvad folk sagde om ham. Som han følte, udtrykte han. For at være sådan er en dyb fornemmelse for selvopofrelse påkrævet. Et liv i integritet er et liv, der har modet til at ofre alt for integritetens skyld.

Det er derfor alt hvad disse store mestre foretog sig i deres liv altid kulminerede i evig overstrømmende overflod! Alt de gjorde var en anstrengelse for at integrere sig selv med den dybeste oprigtighed og hengivenhed. Den intense indsats for at integrere sig selv 100% er det, der kaldes at gøre bod. 'Penance' eller bodsøvelse ender altid i den rene lykke. Der vil altid ske en hel masse ting samtidigt i dit liv. At holde de ting ud og samtidig intensivere din integritet med dem er at gøre bod. Hvis du derimod tillader livets hændelser at ryste dig i din grundvold, ender du uvægerligt i skam og vanære. Hvilken vej du ønsker at tage er op til dig.

Adi Shankara var en storslået oplyst mester fra Indien. Som ung knægt var han i et dilemma da han ønskede at følge sannyasiens vej. Han ønskede at gå hjemmefra med sin mors velsignelse, men hun var noget uvillig ved at slippe ham.

En dag gik han ned til floden for at bade. Pludselig hørte hans mor ham råbe højt om hjælp. Hun løb derned og så at en krokodille havde fået tag i hans ene ben. Han kæmpede for at komme fri.

Med eet faldt inspirationen på ham og han råbte til hende, 'Mor, hvis du giver din tilladelse til at jeg tager sannyas, vil jeg blive frigjort af denne krokodille og kunne fortsætte mit liv.'

Moderen spurgte overrasket hvordan det. Han forklarede, 'Ifølge Vedaerne svarer det at skifte til et nyt livsstadie, en ny ashrama, til at blive født på ny. Så, hvs du giver mig lov til at tage sannyas vil gud måske give mig en frisk start på livet!'*

Moderen var komplet hjælpeløs. Hun gjorde sig hurtigt sin stilling klar. Enten en død søn eller en søn i sannyas. Så hun indvilligede.

Samme øjeblik spyttede krokodillen hans ben ud! Adi Shankara løb til sin mor fuld af glæde. Han havde levet sandheden han søgte efter i det øjeblik… og det virkede.

Se, der er tre ting:

At Tænke Sandheden

At Tale Sandheden

At Leve Sandheden

De første to er nemme nok at følge. Men den tredje, hele tiden at leve sandheden – er vanskelig. Det er meget sjældent. Sannyas er modet til at leve det vi tror er sandheden. Vi synes det er meget vigtigt at tale Sandt. Men at leve Sandheden er langt det vigtigste. Hvis først du begynder at leve Sandheden vil din selvrespekt forøges. Det er det smukke ved det.

Når du integrerer og lever Sandheden kan du ikke være hyklerisk. Hykleri er at lade som om du er noget, du slet ikke er. Hykleri er at gemme sig mange steder så folk ikke rigtigt ved, hvor de har dig. Fragmenterne i dig dominerer over hinanden og gør dig hyklerisk. Den der kæmper med sine egne fragmenter og vinder er i sandheden dheera, en modig m/k! Det er nemt at kæmpe mod andre og vinde. Når du kæmper med andre og vinder er du en vera, en kriger. Men at kæmpe mod dig selv kræver langt større mod. Du kæmper kun hvis du er træt af dig selv. Kun når du er grundigt træt accepterer du at være nødt til at kæmpe.

Først når du er integreret vil du vide, hvem du i virkeligheden er. Alle maskerne falder. Du er parat til at blotte dig helt i dine forhold. Du bliver mere autentisk. Det går op for dig at det du altid gik og manglede, var dig! Sannyas handler om at være mere autentisk. Og når jeg siger autentisk mener jeg at du vil udstråle din individualitet snarere end din personlighed. Så længe du er fragmenteret er du en personlighed. Med integritet er du individualitet. Individualitet er at se din autentiskhed med dine egne briller. Personligheden er et opbygget image på samfundets præmisser. Mesterens arbejde er at skabe rum hvor du ikke hele tiden behøver at vogte over din personlighed, hvor du kan være fri, hvor den blotte forståelse af noget kan sætte en transformation i gang.

Buddha yndede at sige til sine disciple, 'Regn kun med dit liv i tiden efter du har taget sannyas.'

Nogen spurgte mig om det at tage brahmacharya eller sannyas vil føre til oplysning. Hvorvidt det at aflægge løftet leder til oplysning eller ej er sekundært. Men hvis du følger løfterne i bare en måned med succes vil din selvrespekt stige ganske betydeligt. Og det er nok! Det kaldes asatya sadhana eller at lykkes med at gøre det tilsyneladende umulige. Det er at få dig selv til at gøre hvad dit sind fortæller dig, du i hvert fald ikke vil kunne gennemføre. Teknikker som at gå på ild falder i den kategori. Typisk vil dit sind oplyse dig om at du ikke kan gå på gløder, glem det! Men når først du har gjort det, vil din selvrespekt stige. Så vil du blive mere integreret.

*Brahmacharya – bogstavelig betydning: at vandre i virkeligheden.

Integritet skal forstås fra to vinkler.

Den første handler om at integrere de indbyrdes kæmpende dele af sindet til eet. Se livet selv går til spilde ved sindets evige svingen fra det ene til det andet. Hvis du kan følge en hvilken som helst vej til ende vil du komme i mål. Foreksempel, lad os sige der er to veje, der fører til Bangalore. Den ene er 30 kilometer , den anden 30.000 kilometer. Du svinger mellem de to muligheder og ved ikke hvilken du skal vælge. Hvis bare du vælger den ene af dem og går derudaf når du Bangalore før eller siden. Men hvis du bliver ved med at ligge og svinge uden at kunne bestemme dig, hvis du følger den ene vej i en halv time og så skifter mening og følger den anden vej i den næste halve time, hvad vil der så ske? Du vil aldrig nå frem til Bangalore! I det mindste hvis du træffer en afgørelse og tager 30.000 kilometers vejen vil du nå Bangalore om også det vil tage et års tid! Men hvis du bliver ved med at ligge der og oscillere mellem de to veje, om du så bruger 30 år på projektet, vil du stadig ikke være nået frem.

Selvom den valgte sti er forkert vil den, der træder med integritet automatisk finde den rigtige vej før eller siden. Han opnår det der skal opnås. Der er kun to typer folk på planeten jorden – de der lever med integritet og de der lever uden, det er det hele! Skalaen til at bedømme en person efter er ikke den vej han valgte at gå, men om han levede med integritet eller ej.

Integritet er styrken til at leve din overbevisning, hvad der end måtte komme.

Og for det andet, ikke at blive fortyndet af udefrakommende indflydelser er også integritet. Det er styrken eller evnen til ikke at ændre vores integritet eller

fortynde os selv grundet indre forvirring eller ydre påvirkninger. Den, der lever med integritet, om han så dør på en togperron, vil han dø med tilfredsstillelsen at han levede helt. Den, som lever uden integritet om han så dør på det bedste hospital, vil dø med utilfredshed. Skalaen til at måle kvaliteten af et menneskes liv er at se i hvor høj grad han levede i tråd med sin egen overbevisning og det som han følte er livet. Foreksempel, hvis han er ateist, hvis han levede som indædt ateist og døde som indædt ateist, er det helt okay. Han vil nå sin oplysning. Den selvsamme styrke, når den går dybere og dybere i ham og begynder at være en søgen, vil vise ham sandheden!

Sindets integration er selve livets essens. Beslut klart at du altid kun vil sige og gøre, det du føler er det rigtige. Da vil du opnå stærk klarhed og overbevisning i både din indre og ydre verden.

Swami Vivekananda beretter om sit liv at hans mester Ramakrishna Paramahamsa* døde og efterlod ham ansvaret for sin mission. På samme tid døde Swami Vivekanandas far og efterlod sig en familie i yderste fattigdom. Swami Vivekananda var sin families eneste håb. Han stod med valget at redde sin familie eller at redde verden. Ingen havde respekt for den mission han fablede om. Smukt siger han, 'Hvem vil sympatisere med en drengs forestillinger?' Han var når alt kommer til alt blot en ung dreng!

*Ramakrishna Paramahamsa – oplyst mester fra VestBengalen i Indien. Hans hoveddiscipel var Swami Vivekananda.

Integritetens styrke bringer ren frihed og salighed.

Han beskriver de dage som et 'ufatteligt helvede'. Han var i selskab med en lille gruppe drenge, uden penge, kun én ting havde de: integriteten til at leve det liv de troede på, som de havde lært af deres mester. Ti år senere siger han, 'For ti år siden kunne jeg ikke samle hundrede mennesker til at deltage i fejringen af mesters fødsel. I dag er her halvtredstusind!' Sannyas er at tage en stærk beslutning om ikke at ville tillade det underbevidste at lægge bevidstheden hindringer i vejen og at etablere bevidstheden fast på mesteren og hans ord.

Swami Vivekananda adspurgtes om hvordan han dog kunne lade sin familie i stikken dengang. Han svarede smukt, 'Jeg troede på at Ramakrishna

Paramahamsas lære kunne rationalisere Indien og mange fremmede racer med. Med den overbevisning kom erkendelsen at det er bedre for et par personer at lide, end for sådanne idéer, en sådan lære at gå tabt for verden. Hvad så om en mor og to brødre dør? Det er et offer. Lad det ske. Intet stort skabes uden ofring. Hjertet må plukkes og det blødende hjerte lægges på alteret. Kun da sker store ting!'

Så stor var hans integritet.

Og hvad mere er, de der påstod at Swami Vivekananda lod sin familie i stikken kender ikke til de korrekte fakta. Han fortsatte med at opfylde sin forpligtelse ved at give dem til dækning af deres basale behov. Han gik også i retten for dem og tog sig af nogle juridiske udeståender familien havde pådraget sig.

En lille historie:

Under den japanske borgerkrig invaderede en hær en by og overtog kontrollen med hele byen. Førend hæren nåede ud til en bestemt landsby flygtede alle over hals og hoved med undtagelse af en Zen mester.

Da generalen hørte det vaktes hans nysgerrighed efter at se hvadfor en mand den Zen mester i grunden var og gik derfor ned til pågældende tempel. Mesteren ænsede ikke generalen. Generalen blev rigtig sur over ikke at blive mødt med den respekt, som han var vant til.

Han trak sit sværd og råbte, 'Dit fjols! Er du da slet ikke klar over at du står overfor en mand der kunne rende sværdet gennem dig uden så meget som at blinke med øjnene?'

Mesteren vedblev med at være helt rolig og spurgte, 'Og er du klar over at du står overfor en mand som kan blive rendt igennem med et sværd uden så meget som at blinke med øjnene?'

Med integritetens styrke følger ren frihed og salighed. Med frihed og salighed er der ingen frygt i inder – eller yderverden!