1. Nithyananda Vol. 1

Hvad vi end beskæftiger os med og hvilken social status vi måtte have i vores almindelige dagligdag er ganske underordnet i forhold til sandheden om vor egen natur.

Den indre natur er ens, hvad enten vi taler om et menneske der af samfundet anses som hellig eller bare højt på strå, eller en mand/kvinde som regnes for at være et udskud, et nul… Samfundet definerer folk efter sit eget forgodtbefindende. Manden der regnes for at være en sølle stakkel har nøjagtigt samme indre potentiale for at kunne realisere sandheden om hvem han selv er, som den mand der regner sig selv for at være en god solid borger, højtstående akademiker, åndeligt højtudviklet etc.

Valmiki var en højt berømmet helgen i gamle dage i Bharat.Han var forfatter til en af de gennem tiderne absolut største og højt berømmede hinduistiske storslåede fortællinger 'Ramayana' – læst og nydt ikke blot i Bharat , men i udbredte dele af Syd – og Sydøst Asien.

Valmiki startede som tyv og endte som helgen! Narada, én af Lord Vishnu's allermest hengivne disciple (Vishnu er udtryk for den grundlæggende Opretholdende/Beskyttende Energi i Universet) var en omvandrende vismand. Altid gik Narada fra sted til sted syngende Herrens pris i form af eet af Hans 1008 navne : 'Narayana'. En skønne dag ville tilfældet at han

krydsede Valmiki's vej på det tidspunkt, da Valmiki stadig var en gemen tyveknægt. Valmiki stoppede Narada og krævede, at han skulle betale nogen penge, før han måtte få lov at gå videre. Men Narada havde ingen penge overhovedet. Så blev Valmiki rasende og truede Narada på livet, hvis ikke han omgående gav ham et eller andet værdifuldt…

Narada ejede intet her i livet udover de simple klæder, han havde på kroppen og det strengeinstrument, som han spillede på, mens han gik rundt og sang til Guds ære. Narada svarede derfor som sandt var, at det eneste han havde at tilbyde var mantra'et 'Narayana' – som han konstant fremsagde. Han tilbød tyven at initiere ham i dette mantra, som med sikkerhed ville være hans Frelse. Narada sagde : 'Syng dette mantra og du vil ikke dø alene; Herren vil være med dig.'

Det gjorde ikke stort indtryk på Valmiki som sagde : 'Ja tak, den er god med dig. Jeg kommer under ingen omstændigheder til at dø alene. Jeg har jo min familie, som elsker mig højt og gerne går i døden sammen med mig; jeg lever kun for dem. Jeg stjæler for dem. Hvad skal jeg bruge dit mantra til. Nej, medmindre du hoster op med noget ordentligt i en fart, slår jeg dig ihjel.'

Narada bad ham så indtrængende, men intet hjalp. Til sidst foreslog Narada så : 'Vær sød at gå hjem til din familie og spørg dem, om nogen af dem kunne tænke sig at gå med dig i døden, når din tid kommer. Hvis de svarer, som du tror, at de med glæde vil gå i døden med dig; okay så kom tilbage og slå mig ihjel.'

Valmiki spankulerede stolt hjemad, idet han tog Narada på hans ord om ikke at ville løbe sin vej. Så såre han kom hjem, gik han til sin elskede søn, som også elskede ham og spurgte : 'Sønnike, når min tid kommer og jeg skal herfra, vil du da tage med mig?'

Sønnen var chokeret.Han svarede: 'Nej da, selvfølgelig vil jeg ikke det. Du er jo gammel og skal snart herfra – mens jeg har livet foran mig. Kan du ikke selv se det?'

Valmiki var rystet. Men uden at vise det udadtil gik han blot hen til sin kone og stillede hende samme spørgsmål. Hans hustru tøvede lidt og svarede så : 'Min kære der skal jo være én til at tage sig af børnene; hvis jeg følger med dig hvem skal så se efter dem?'

Nu kom turen til Valmiki's forældre. Samme spørgsmål, samme svar: næ,de ønskede dog at blive her lidt endnu.

Valmiki var grædefærdig. Han gik tilbage til stedet, hvor Narada trofast stod og ventede, og græd hæmningsløst. Narada trøstede ham og sagde: 'Ingen vil gå med dig; intet kan du tage med; ingen af dine slægtninge; ikke én af dine ejendele. Alene og tomhændet vil du gå, når døden kalder. Det eneste, som kan komme med dig på dén rejse er Herrens Navn.' Herefter initierede han ham i mantra'et 'Narayana'.

Samme øjeblik som Valmiki udtalte navnet ' Narayana' realiserede han sit Sande Væsen, sank ind i dyb meditation, en samadhitilstand og blev dér i den tilstand igennem flere hundrede år. I mellemtiden byggede nogle myrer deres tue ovenpå ham, så ingen kunne se ham eller anede noget til hans eksistens. Da han omsider kom ud af tilstanden og af myretuen (!) var det som en Oplyst Vismand. På sanskrit betyder Valmiki netop myretue – og det har han heddet lige siden.

Indeni enhver synder er der en helgen, som blot venter på at komme frem.

Mesterens arbejde er at bringe ham frem.

Discontentment leads to the Master

Utilfredshed leder til Mesteren

Det er nemt nok at have et overfladisk forhold til Mesteren og komme og gå, som det passer én selv. Det er en behagelig sovepude at bilde sig ind at på et eller andet tidspunkt, når det helt rigtige øjeblik opstår, så vil jeg tilbringe mere tid med Mesteren og med Hans hjælp virkelig gå i dybden og arbejde med mig selv. Det er blot en undskyldning for at skubbe 'det helt rigtige tidspunkt' foran sig for tid og evighed : rette tid er NU!

Der er mange forskellige grunde til at folk søger en Mester. 90% af de som kommer til Ham, ønsker Hans hjælp til at opnå den ene eller anden materielle fordel – og beder til Ham, som de gør det foran en statue i et tempel. Som det er sagt: i templet bliver vi alle til tiggere. Rent faktisk reducerer vi Gud til ren tigger status ved at tinge og prutte om prisen med ham: 'hvis du hjælper mig til at vinde en million, lover jeg at give dig de 20%...eller du kunne jo også bare tage dine 20% med det samme og give mig resten.' Eller der bedes om andre materielle goder: den syge beder om forbedring af sit helbred, den barnløse om et barn etc. Vi tigger Gud i templet eller kirken om dette og hint og overfører nøjagtigt samme attitude til vores relation med Mesteren.

Problemet er, at når vi så får, hvad vi bad så inderligt om, er vi alligevel ikke rigtigt tilfredse og oplever en tomhed indeni, som snart bliver søgt udfyldt med endnu et nyt 'brændende' ønske og materielt behov. 'Når bare jeg lige får det her opfyldt, så vil jeg i hvert fald være lykkelig…' Og sådan kører rouletten.

Menneskets formål er ikke kun at tilfredsstille sine materielle behov. Vi har alle sammen et indbygget kompas, hvis nål konstant peger mod 'Hjem' – hjem i betydningen vores oprindelige tilstand. Den tilstand er den guddommelige tilstand, den Universelle tilstands energi, tilstanden af Universel intelligens, som tager vare på og holder orden i hele det kaos, som tilsyneladende hersker omkring os.

Derfor vil vi aldrig kunne finde varig tilfredsstillelse i sanse nydelser, uanset hvor intenst vi end måtte gå til den. Tværtimod, jo mere vi giver efter for vore sanse –nyde-impulser des flere vil der opstå, tilfredsstil ét begær og 2 nye vil poppe op. Det er en ond cyklus, der bider sig selv i halen. For mange af os er det et afhængighedsforhold; som en narkomani, og akkurat ligeså dybt utilfredsstillende som en hvilken som helst anden form for afhængighed.

Denne dybe følelse af at være utilfredsstillet er kimen til al spirituel udvikling, trangen til at søge efter noget højere, noget mere tilfredsstillende, noget, der ikke kan mistes igen eller gå af mode, blive stjålet o.s.v. – kort sagt en åndelig oplevelse.

Kun få kommer til Mesteren for at lære af Ham, teoretisk eller praktisk. I Vesten er folks søgen efter en Lærer, Guru, eller Mester typisk motiveret af 'succesen's depression' – født af ubalancen mellem en overvældende grad af materiel ydre succes, kombineret med en dyb indre følelse af ' jamen der er noget, der mangler…'

Vesterlændinge forsøger at komme denne ubalance til livs, typisk ved akonstantt ændre de ydre omstændigheder som de lever under; de skifter bil en gang om året, hjem hvert andet år og ægtefælle hvert tredje! Og så kan de ikke forstå, hvorfor de stadig har denne utilfredsstillede fornemmelse indeni.

I Bharat kommer folk typisk til mesteren motiveret af det man kan kalde ' fiaskoen's depression'; deres søgen er en søgen efter blot nogle af de materielle goder vesterlændinge allerede har. Depression opstået af fiasko, er nemmere at gøre noget ved, end depression født af succes.

Vi er mange som oplever dyb utilfredshed med verden som den ser ud i dag, den overvældende mangel på etik og moral. Kløften mellem vores forestilling om, hvordan verden kunne være, og hvad den er, inspirerer mange af os til at ønske at gøre noget; bevirke en positiv forskel.

Vi ser kun alt for mange religiøse såkaldte værdisystemer, som oftest er samfundsskabte af få individer og med henblik på deres egne materielle fordele…

Det værdisystem vi taler om her er det indre værdisystem, den enkeltes individuelle bevidsthed. Hvis det enkelte menneske har en klar indre bevidsthed er det muligt at skabe en lykkelig og fredfyldt Moder Jord.

Det er ufattelig almindeligt at folk går ned med stress i vore dage – kun få er efterhånden i stand til at holde balancen på trods af alle de krav der stilles. De er ligesom den berømte bambusstok i Tao (kinesisk filosofisk værk af Lao Tsu), som er i stand til at bøje næsten helt ned i alle yderpositioner, men altid finder tilbage til sit center.

Det hjælper at have et realistisk billede af egne evner og deraf følgende muligheder; at modtage fra livet, hvad livet nu har at give, fremfor evindeligt at være på jagt efter 'lidt mere'.

Hvilken succes der end kommer til os i livet, har i grunden kun så lidt at gøre med vore egne evner. Der vil altid være andre som er mere intelligente end vi er; mere handlekraftige, mere medfølende, dynamiske og som ikke har nået nær samme levestandard som vi – deres evner til trods. På den side vil der også være rigtig mange som, hvad enten de er intellektuelt baserede eller er følelsesmennesker, nyder langt højere grad af succes end os selv, både materielt og professionelt.

Der er en eller anden faktor, som har indflydelse i vort liv – som ikke er medfødt eller tilegnet talent, uddannelse, DNA eller andre lignende målestokke, men som er bestemmende for, hvad vi opnår både materielt og åndeligt. Er det hvad østens folk kalder karma, skæbnen, eller er det en spirituel kvotient, som måler vores åndelige evolution?

Hvorfor er jeg den jeg er? Hvor er jeg på vej hen? Hvad er mit livs mål? Hvem er jeg i det hele taget?

Ønsket om at komme bagom tingene, at virkelig forstå 'hvem er jeg' ligger dybt i mange af os. Det er denne indre søgemekanisme, som driver os til Mesterens Fødder. Det er denne kreative kløe som igen og igen trækker os til Mesteren på trods af vores indre modstand, angst, fordomme etc.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM er absolut uden religiøs dobbeltmoral; han underviser i praktiske teknikker til at leve sit liv dag for dag, time for time, minut for minut; han overbeviser ikke ved hjælp af religiøse floskler og dogmatiske belæringer, men derimod ved hjælp af slet og ret sit Nærvær, kropssprog og udstråling og sin egen oplevelse af den Ultimative Sandhed; Hans meditationsteknikker er født ud af hans egne oplevelser og genskaber direkte samme oplevelser i den udøvende. Hans visdom overstiger klart hans fysiske alder. Hans menneskelige varme, graciøsitet og lysende Væsen, er noget vi aldrig tidligere har oplevet magen til.

Når vi sidder foran Ham forsvinder alle vores spørgsmål som dug for Solen. At sidde med Ham er ren meditation. Han siger at mødet med Ham aldrig er en tilfældighed. At møde Mesteren er livets højeste mål, mens ingen andre projekter her i livet har noget egentligt ægte formål.

Vi er mange, der lever vores liv under den illusion at vort liv har et veldefineret mål – indtil vi gang på gang må sande, at det såkaldte livsmål er noget flygtigt og temmelig foranderligt. Det ændrer sig konstant. I det øjeblik vi opnår et givet mål, er der stadig denne indre oplevelse af utilfredshed, som igen driver os videre. Sandheden er at mennesket kan aldrig blive tilfredstillet

ved hjælp af materielle, ydre, fysiske bedrifter. Selvet vil mere; det vil Mesteren.

Så møder vi Mesteren. Som mange af os mødte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM. Indtil mødet med Ham har mange af os været 'scenen rundt' og mødt forskellige lærere, læst bøgerne o.s.v., men uden at have fået svar på de hundreder af spørgsmål omkring vores tro, viden og oplevelser. Efter at have mødt Ham har vi egentlig heller ikke fået svar – for spørgsmålene er bare forsvundet af sig selv. Der kan måske stadig herske tvivl om dette og hint, fint, men egentlige spørgsmål, næh, de er væk! I Hans nærvær virker det som om at eventuelle spørgsmål besvares allerede inden de rejser sig fuldt op i vores bevidsthed.

Mange af os som har haft professionelle karrierer, havde allerede opnået det meste af hvad vi havde ønsket at opnå materielt set og alligevel opstod spørgsmålet 'og hvad så? Var det bare det…' Biler, hus & have, social status og aktieporteføljer…men ingen reel indre tilfredsstillelse…hele tiden denne indre stemme 'videre, videre, videre – der må da være noget andet, noget mere.'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM tænder et lys indeni os som langsomt, men sikkert oplyser al vor uvidenhed og de dårlige vaner vi har opbygget ned igennem tiderne i løbet af hele vor sjæls livsforløb.

Som det udtrykkes i Upanisaderne: Tamaso Ma Jyotirgamaya. Det betyder 'før os fra mørke ind i Lyset'. Det er med denne samme bøn vi kommer til Mesteren.

Ved Hans Nåde guides vi gennem mørket udi Lyset.

Mesteren er en mesterlig kirurg. Han skærer direkte gennem vores ego's kræftknude; viser os vore indre løgne og bedrag og tvinger os til at se vor egen indre sande natur. Jo tættere vi kommer på ham des mere intens bliver oplevelsen.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM siger,

'Kommer du til mig som en fremmed, som en 'window shopper' giver jeg dig gerne lidt hjerne-godter så du kan smage lidt på det, fornemme sødmen og gå din vej igen, som du vil. Men hvis du vil mere, hvis du kommer tættere på, så bliver du mit ansvarsområde. Så lover jeg dig, at det vil ske : jeg vil vise dig dit sande Selv.Min medfølelse med mine nære og kære er hård for dem – til tider!'

En levende Mesters nærvær er den højeste gave, den størst mulige velsignelse. For de fleste af os er Gud blot en ide, et koncept; nogen gør grin med konceptet; andre tilbeder det. Der er ikke nogen almindeligt udbredt lære om eller forståelse for, hvordan man kommer i kontakt med Gud; nærmer sig Gud. Religionerne, rettere religionernes ledere, hvis opgave det per definition er, at lede os til Gud, er de største syndere i den sag. De udøver del og hersk politik. De slås og ødelægger. For én er et billede eller en statue af Gud essentiel for at nå Ham, for en anden er enhver afbilledelse synden selv, hver har de deres overbevisning; og har som oftest absolut ingenting tilovers for de andres udlægning af sagen – 'min vej til Gud er den eneste sande vej og alle, der nægter at følge den er fortabte'.

Alle de store oprindelige religioner skabtes i sin tid med det formål at bringe os til at realisere Gud indeni os selv, men som tiden er gået har magtgale såkaldt ' religiøse' ledere korrumperet Sandheden, det underliggende formål er gået i glemmebogen og tilbage står i vore dage den hule skal af en masse golde ritualer, regler og forordninger, som endda ikke engang er blevet opdaterede de sidste x antal tusinder af år, siden pågældende religions indstiftelse…man ser hvorledes lederne på udspekuleret facon tiltager sig magt over folk med det kunstgreb som hedder: synd.

'Hvis du så meget som tænker på naboens hustru'….og således gjordes vi alle til syndere og får, som via vor skyldfølelse kan

regeres med. Religionens barn er ej længere Frelsen, men derimod Terroristen og Fanatisten.

Den Ultimative Sandhed er Eet og derfor nødvendigvis den samme i alle religioner. Når det først er indset falder religionens lænker ynkeligt til jorden.

I en sand Mesters nærvær sker den indre transformationsproces i os af sig selv på naturlig vis og uden tilskyndelse af ydre religiøs tvang. Ej heller er der nogen form for tvang i forholdet mellem Mester og discipel – i hvert fald ikke fra Mesteren's side.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM siger,

'Opsøg ligeså mange Mestre du har lyst til, men sørg for at lære noget af hver af dem. Gå til ligeså mange haver du lyster og sammensæt din helt egen buket af de smukkeste blomster og lav så en blomsterranke* til dig selv!' *(Per vedisk tradition hænges en blomsterkrans om halsen på den distingverede gæst, hellige person og naturligvis på Mesteren.)

Folk går jo og ser mange forskellige Mestre, men problemet er at de ikke lader til at lære noget fra nogen af dem. De er ikke andet end 'windowshoppers' som kommer forbi, kigger ind og går igen. Eller de kommer, bliver og udvikler en afhængighed af Mesterens personlighed istedetfor af Hans lære og skaber så problemer for sig selv og deres omgivelser på grund af det. Eller de lader sig afskrække af Mesterens kompromisløse kærlighed og render væk søgende en ny Mester, som måske ville være lidt mere behagelig og eftergivende i sine metoder.

Jesus Kristus og Lord Krishna ville give hinanden et stort knus hvis de mødtes – fordi de jo begge er oplyste Mestre. Ak og ve, de får som følger Jesus, og køerne der er disciple af Krishna, vil for evigt ryge i totterne på hinanden, i disputten over hvis Mester var den største!'

Det er et eksempel på fanatisme i Mesterens navn; istedetfor den fanatisme i religionens navn som historien er fyldt med eksemler på; der er ikke den store forskel.

Denne bog er en inspireret fortælling over THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs liv for at vise vejen han gik, for at inspirere os til selv at gå vor egen vej, og derved opdage sandheden som den vil åbenbares – før eller senere – at vi er løver og ikke får.

Som THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM så ofte udtrykker det:

Suka Brahma, viismand og søn af forfatteren til Mahabharata: Vyasa – var lærer for mange andre helgener og vise mænd, hvis alder langt oversteg hans egen. Han fortalte dem Bhagavatam historien om Lord Vishnu's 10 inkarnationer og specifikt den om Hans inkarnation som Krishna.

På slutningen af fortællingen faldt én af de forsamlede rishi's (vismænd) for Sukha Brahma's fødder og bad lidenskabeligt,'Vær sød ikke at skrive noget af alt det her ned – er det først nedskrevet vil den dybere sandhed, den skønhed, som ikke kan udtrykkes i ord – gå tabt. Så er der jo ingen, der vil kunne vide, hvad der reelt skete her. Ingen vil nogensinde være i stand til gennem de bare ord at opleve, hvad der virkelig er gået for sig her under din fortælling, sjælen bag ordene, vore sjæles oplevelse ved at lytte til dig. Fakta'ene vil få Sandheden til at blegne og energien i hele dette drama gå tabt.'

Suka sagde,'Jeg er for så vidt enig med dig, men vi bliver alligevel nødt til at nedskrive det hele, således at kommende

generationer kan blive inspirerede. Selve læsningen af historien vil kunne formå læserne til at 'gå bag om ordene'. Det er godt nok.'

Vores bevæggrund for at nedskrive denne fortælling over Mester's liv er den samme. Sandt som det er, at Sandheden aldrig kan udtrykkes i ord, kan ord dog virke som inspirationskilde for millioner!

Fakta er blot kronologiske detaljer som man finder dem i det vi i Vesten kalder 'historien'. Det er typisk ydre begivenheder, som kan verificeres på den ene eller anden måde. Denne måde at afbilde virkeligheden på er typisk vestlig og afspejler vestens opfattelse af det videnskabelige, det som kan bevises ved hjælp af logik, ved hjælp af intellektet. Østen derimod er mere interesseret i sandheden.

Sandheden er imidlertid metaforisk og ikke faktuel; den transcenderer tid og rum og kan ikke bevises ved hjælp af stringent logik. Hvis logik kunne bevise sandhed måtte deraf følge at logik er større end sandheden, og det kan naturligvis aldrig vær rigtigt.

Denne biografi tilbyder såvel sandheden som fakta'ene så vidt som overhovedet muligt.

Ramayana er den berømte hinduistiske historie som Valmiki skrev over Kong Rama's liv (han var én af Vishnu's inkarnationer). Historien handler om kidnapningen af Kong Rama's kone Sita. Hun bortføres af dæmonkongen Ravana, og i sin forfølgelse af dæmonkongen søger Ramana hjælp fra de aber som boede i herredømmet Kishkinda. Kongerne over denne lille stat var Vali og Sugriva, som fik hjælp fra den højt besungne Hanuman – vidt berømmet som abe-gud over hele Bharat.

I Valmikis beskrivelse af Kishkinda i Ramayana nævner han et vist antal aber som udtryk for den samlede population af aber i Kishkinda. Hvis man skulle tage det antal aber for pålydende

ville Kishkinda, som han har beskrevet området slet ikke være stort nok. Kishkinda kunne aldrig have huset så mange millioner aber. Tallet skal ikke tages bogstaveligt, men derimod som udtryk for den puraniske sandhed; d.v.s. en metaforisk repræsentation af sandheden. Valmiki udtrykker abernes indflydelse, deres magt gennem det høje antal nævnt, snarere end det reelle antal abekroppe.

Valmikis visualisation var sandhedsorienteret. Han refererede til energien bag antallet og ikke antallet som sådan.Valmikis fokus var på sandheden om energien, snarere end sandheden om kroppene/den faktuelle repræsentation.

Videnskabens mål er at verificere og kvantificere alting. Det betyder naturligvis ikke, at alt, som ikke af videnskaben er blevet udtrykkeligt bevist, ikke eksisterer! Tyngdeloven har været i kraft lige siden Skabelsen; ellers ville Solen og de øvrige Planeter ikke bevæge sig som de gør og altid har gjort. Så når Newton via æblet der faldt til jorden, opdagede denne sandhed og derefter udtrykte den i en formel, hvorved han gjorde sandheden til et faktum – ved at føre bevis for den – være dermed ikke sagt, at tyngdeloven ikke eksisterede før Newton; Jorden har jo også altid været rund uanset at folk i en vis periode faktisk følte sig overbeviste om, at den er flad som en pandekage. Summa Summarum: Sandheden er sandhed uanset videnskaben er i stand til at føre bevis for den, eller i det hele taget se den eller ej.

Videnskaben har et begrænset sigte. Det svarer til at ville udforske en mørk og uigennemtrængelig skov i lyset fra en lille lommelygte. Lampen lyser kun et par meter fremad og videnskaben præsenterer derefter en teori baseret på, hvad der kan ses indenfor de få meter. Så går de yderligere et par meter frem og producerer endnu en teori…for det de ser nu er jo anderledes end det, de så på de første par meter af vejen…sådan går videnskaben til værks. Men tænk nu hvis hele skoven kunne

oplyses i eet enkelt flash! Det er sådan Oplyste Mestre ser alting, hele Sandheden på én gang.

Og det er i al sin enkelhed forskellen på videnskab og mysticisme eller spiritualitet.

Den oplyste Mesters svar på spørgsmålet om, hvor gammel han er vil være to vidt forskellige ting alt efter om han giver et faktuelt svar eller et svar som er sandheden i overensstemmelse med hans tidløse eksistens.

Igennem tiderne har mennesker fra alle steder kloden rundt oplevet enorme frustrationer, når de har stødt ind i forskellen mellem hhv. deres egen indre oplevelse af sandheden om virkeligheden og den ydre såkaldte virkelighed – som den er accepteret og respekteret af 'samfundet' og de organiserede religioner.

Denne bog gør et forsøg på at udtrykke såvel kronologiske og historiske facts som den eksistentielle sandhed i én og samme fortælling. Fakta er begrænset til den 120-graders synsvinkel vi almindeligvis anvender på tingene. Sandheden er en åndelig 360-graders allround eller omniscient synsvinkel som den leves af en oplyst Mester.

Her er en oplyst Mester's 360-graders vision som vi kun kan opleve fuldt ud med et åbent sind og en fordomsfri holdning. Denne bog består af faktuelle fakta og sande sandheder. Den er et møde mellem Østens mysticisme og vestlig logik.

Fakta og sandhed går ikke altid hånd i hånd; fakta er én dimensionel og relaterer kun til tid mens sandhed er tid og rum; den er multi-dimensionel.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM – Evig Lyksalighed er syntesen af sandhed og fakta.

I sangen 'Akshara manamaalai' synger Bhagavan Ramana Maharishi, oplyst Mester fra Tiruvannamalai, om Arunachala, byens hellige bjerg, som er en manifestaion af Shiva energi:

'Åh Arunachala! Kan du sige mig hvem af os to, der er den klogeste? Jeg gav mig selv til dig, jeg som intet har af værdi hverken jordisk eller himmelsk; og jeg fik dig til gengæld, du det Guddommelige!

Som sne smelter i vand, opløs mig i din form, som er ren kærlighed'.

Tiruvannamalai er en lille by i den sydhinduistiske delstat Tamil Nadu.

'Thiru Anna Malai' som klassisk tamil vil udtrykke det, betyder 'Ærede Uopnåelige Bjerg'. Navnet skal ikke tages som udtryk for bjergets faktiske størrelse, som reelt snarere kunne kaldes en pæn høj bakke end et egentligt bjerg, men derimod udtrykker navnet den enorme åndelige indflydelse stedet udøver blandt troende og åndeligt søgende. Hele byen er opbygget omkring bjerget; og 'girivalam' – at gå i retningen med solen hele vejen rundt om bjerget, anses for at være en hellig og spirituelt betydningsfuld handling.

På sanskrit er bjergets navn 'Arunachala', hvilket betyder 'Ubevægelig Morgen Stjerne', eller slet og ret 'Røde Bjerg', formentlig grundet dets rødlige skær. Aruna, morgenstjernen, er kusk for Solguden Surya. Aruna driver et spand med 7 prægtige hvide gangere, som Surya lader sig transportere i.

Siden tidernes morgen har viise mænd og kvinder levet i huler på bjerget, helliggjorte af det, og via meditation og hengiven levevis fra deres side helliggørende bjerget.

Adi Sankara, den store reformator indenfor hinduismen, kaldte Arunachala for Mount Meru, Lord Siva's – mytologisk berømte – utilgængelige hjertecenter. Arunachala åbenbarer sig som et helt igennem ualmindeligt bjerg – mere spirituelt end egentlig fysisk i sin tilstedeværelse er det en dyb åndelig oplevelse for mange mennesker blot at se det og være i dets nærvær. Mesteren Sri Bhagavan Ramana Maharishi kaldte Arunachala 'verdens åndelige centrum'.

Ikke for ingenting er Arunachala kendt som 'bjerget der kalder'. Selv tilfældige rejsende, der bare kom forbi, oplever ofte en uforklarlig dragen mod stedet, der atter og atter kalder dem tilbage. Udtrykket ' the call of Arunachala' 'Arunachalas kalden' er almindeligt kendt og anvendt i konversationen mellem åndeligt søgende mennesker helt op til vore dage.

Arunachala-legenden og historien bag Arunachaleshwara templet, som er Tiruvannamalais absolutte centrum lyder således:

Ifølge gammel hinduistisk overlevering fandt i sin tid en diskussion sted mellem Lord Brahma, Skaberen, og Lord Vishnu, Opretholderen, om hvem af de to, der var den mægtigste. Brahma og Vishnu er to ud af de tre guder, der tilsammen udgør det højeste hinduistiske Pantheon – den samlede Guddom. Da de ikke kunne blive enige besluttede de at afgøre sagen ved at spørge Shiva, Fornyeren, i den hellige treenighed til råds.

Shiva viste sig for dem i sin Vishwa Rupa – guddommelige form – i form af en lysstråle af så gargantuanske dimensioner, at de to ender på lysstrålen, som er Hans hoved og fødder, ikke kunne ses.

Han så lidt på dem og sagde så: 'den af jer, der er i stand til at nå enten mit hoved eller mine fødder, er den største af jer.'

Brahma tog en svanes form og fløj opad i retning af hovedet, mens Vishnu rejste nedad i en bjørns skikkelse, idet han gravede nede i jorden for at finde Shivas fødder. De ledte og ledte igennem mange yugas – mange tidsaldre. På et tidspunkt gik det op for Vishnu, at hans søgen var forgæves, så han besluttede at give op. Han gik tilbage til Shiva og bad ham tilgive hans arrogante ide, at det skulle være muligt at finde Shivas fødder. Shiva velsignede ham for hans ærlighed.

Brahma gav ikke op så let. Han nægtede at se sit nederlag i øjnene. På sin vej opad fik han øje på en blomst der faldt nedad, og spurgte den, hvor den mon kom fra? Blomsten fortalte, at den skam faldt fra Shivas ører. På Brahmas spørgsmål om, hvor lang tid den sådan cirka havde været undervejs, svarede den lille blomst 'årh vel en cirka fire Brahma livstidsaldre!' Brahma var chokeret og indså, at han helt sikkert ikke kunne gøre sig nogen forhåbninger om nogensinde at nå Shivas hoved.

Ikke desto mindre ville han stadig ikke acceptere sit nederlag.

Brahma besluttede nu at lyve for Shiva og fortælle ham, at det var ham, der havde fundet blomsten og plukket den fra Hans øre. Han bad så blomsten være vidne og gå med på planen om at lyve for Siva. Det var den lille ikke så meget for, men den sagde til sidst ok idet den tænkte 'nå ja, det er jo trods alt Skaberen selv der spørger, så jeg må vel hellere gå med på den.' De tog nu begge ned til Shiva, og Brahma påstod som planlagt, at han havde blomsten som vidne på, at have nået og set Shivas hovede.

Shiva vidste straks at der blev løjet for ham, og han blev rigtig sur over det. Han straf ede Brahma med ordene: 'på grund af den løgn du her har fortalt, vil du aldrig blive tilbedt af folket'. Og han straf ede blomsten (eng.: screwpine lat.: pandanus palmeblomst) med ordene:'du skal aldrig nogensinde få lov at blive ofret til mig i min puja.'

Den dag i dag findes kun et eneste tempel for Brahma i hele Bharat – mod tusinder og atter tusinder til Shivas ære (det ligger i Pushkar, Rajasthan) og palme – blomsten bruges aldrig i Shivas templer. Brahma indså sin fejl og bad om Shivas tilgivelse. Vishnu og Brahma bad nu begge to Shiva om at bibeholde sin lysform som en velsignelse for hele Universet.

På deres opfordring blev Shiva i sin lysform til Arunachala, og samtidig tog han form som den 'jyotirlinga' også kaldet Arunachaleshwara, som kan opleves i sanctum sanctorum i templet i Tiruvannamalai.*

*jyotir=lys lingam=oprindelig maskulin ur-energi udtrykt ved en phalloslignende form

Hinduer tilbeder traditionelt Shiva i form af en lingam, som direkte oversat betyder køn, og i videre forstand hentyder til det mandlige seksualorgan.

Den metaforiske betydning af lingam er som symbol på selve skabelsesakten; hele cyklussen indbefattende fødsel, liv, død og genfødsel. Lingam ses som det integrerede udtryk for den maskuline og den feminine urkraft i forening, Shiva og Sakti, ånd og natur.

Selve den fysiske konstruktion af lingam er en cirkulær base hvoraf phallossymbolet springer – basen kaldes yoni og symboliserer det feminine skød. Det interessante er imidlertid at den maskuline kraft rejser sig op fra yoni, har base i den

feminine grund – der er altså ikke tale om en penetrering af det maskuline ind i det feminine…

Nogle steder tilbedes Shiva i lingamformen som elementær energi i form af lys, vand, ild, jord eller rum/æter.

Arunachaleswara i Tiruvannamalai er det største Shivatempel i Bharat. Det er eet af de 5 hellige lingamsteder i Syd Bharat. Her tilbedes 'Han' i form af ild.

I templet i Chidambaram tilbedes Shiva som æter, i Kalahasti templet som lys, i Kanchipuram – templet ses Han i sin jordform og i Tiruvanaikkal som vand.

Det siges at Shiva i sin tid i Tiruvannamalai viste sig for sin partner Parvati som en ildstråle på Karthika Purnima dagen (Karthikai svarer til november-december måned i den tamilske kalender og Purnima er dagen for fuldmåne) – efter at hun havde bedt til ham som sin elskede om at komme og blive eet.

Templet Arunachaleshwara nævnes i en sang fra det 7. århundrede af den tamilske helgen Thirugnana Sambandar, men menes at have eksisteret længe inden da. Det er bygget over 3 distinkt forskellige arkitektoniske stilarter:

Det indre sanktum og den første gård er holdt i 9. århundredes Chola stil. Chola kongerne fra 11. århundrede tilføjede en ekstra gård (prahara) og et nyt indgangsparti (gopuram) med en overflod af udskæringer. Den tredje og sidste gård sammen med det imponerende 14 etagers tårn kom til i seksten-hundredetallet og udtrykker den såkaldte Vijayanagaram stil opfundet af Kong Krishna Devaraya. Senere tiders tilføjelser er blevet til på harmonisk vis i skøn forening med den oprindelige Chola struktur, hvorfor templet i dag står som et af de absolut fineste eksempler på Dravidisk arkitektur.Templet kan prale af hele 9 tårne på sine fire mure, hvoraf det østlige og største tårn er hele 72 meter højt i 13 etager.

Som tilfældet er med mangen en kirke eller rådhuse i Vesten – og i overensstemmelse med almindelig byggestil i SydBharat har templet en central placering i byen.

Templerne er oftest kvadratiske eller rektangulære i strukturen og bygget efter det kinesiske æske princip eller som den berømte russiske trædukke – den ene inde i den anden i den tredje o.s.v. Mange af de store templer i SydBharat er på mange tusinder kvadratmeter – Tiruvannamalai's tempel breder sig over et område på cirka 85.000 kvadratmeter.

I templernes sanctum sanctorum - garba graham - bor den residerende Guddom, Gud eller Gudinde. Alle templer er omgivet af høje mure med tårne i hver af de fire verdenshjørner og brede allè'er fører op til templet fra alle fire sider. Byen udvikler sig så herudfra – igen på samme måde med parallelt løbende gader, firkanter-i- firkanter; på samme måde som foreksempel New York er opbygget.

Vi var nogen stykker, som sammen med THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM besøgte Tiruvannamalai på hans såkaldte stjernefødselsdag (baseret på den hinduistisk vediske kalender) i slutningen af december 2005. Vi gik rundt om templet i den årle morgenstund altimens byen var i færd med at vågne. I overensstemmelse med traditionen for ikke at have sko på på hellige steder, gik vi alle rundt på bare fødder og nød til fulde oplevelsen af dette hellige sted i selskab med en hellig Mester. Senere på dagen havde vi den enestående oplevelse at gå rundt sammen med Mester inde i dette tempel, som han elsker og voksede op i.

I nyere tid er byen først og fremmest kendt for den Oplyste Mester Bhagavan Sri Ramana Maharishi som regnes for een af de absolut største helgener og mestre i moderne tid. Ramana

flyttede til Tiruvannamalai som 16-årig og blev der frem til sin død eller mahasamadhi den 14. april 1950. Mere end 5 årtier boede han på eller for foden af det hellige bjerg og tiltrak med sin enorme karisma og enestående simple, men direkte og virkningsfulde teknik til opnåelse af oplysning : 'Self-inquiry', altså på dansk 'undersøgelse eller udforskning af Selvet' tusinder af søgende fra hele verden. Centre til praksis af Selv – Udforsknings metoden er skudt op mange steder kloden over. Ramanas graciøsitet, charme og sødme har også været genstand for adskillige vestlige forfatteres begejstring; herunder Somerset Maugham som skrev om sit møde med ham. Ramana selv kaldte Arunachala 'Verdens åndelige Centrum'.

Ramana's metode 'Who am I' 'Hvem er Jeg' går i al sin enkelhed ud på igen og igen at stille sig selv spørgsmålet 'hvem er jeg?' – og dernæst i stilhed forfølge sit væsen indefter…i meditation; for gradvist at indse 'jeg er ikke kroppen, ikke tankerne, ikke følelserne, ikke noget, der er materielt…hvad er der så tilbage?! Ånd – guddommelighed…processen leder ultimativt til Realisation af Selvet.

Om det var metoden eller i ligeså høj grad Ramana's nærvær, den oplyste Mesters energi, som oplyste de disciple som levede med ham, får stå hen i det uvisse.

Ramana's filosofi har inspireret og inspirerer fortsat folk helt op til vore dage; forfatteren til 'Power of Now', Eckhart Tolle, sporer sine rødder – blandt andet – til Ramana.

Arunachala fungerer som åndelig kuvøse. Når en Mester fødes her på Jorden er hans tilstand for ren og fin til umiddelbart at kunne holde ud at være her…hans væsen skal tilsættes en vis dosis menneskelige kvaliteter kan man kalde det – for at den fysiske form er i stand til at overleve her på planeten.

Så på samme vis som en kuvøse holder liv i en udsat eller for tidligt født baby, sådan er en åndelig kuvøse en nødvendighed for den nyfødte Mester – for at beskytte ham fra alt for mange

forstyrrende jordiske indflydelser og energier. Kuvøsen sikrer at den oplyste sjæl kan klare at forblive i kroppen, men samtidig beholde sit ekstremt høje åndelige niveau.

Ramakrishna Paramahamsa siger 'Koen er omgivet af summende fluer dagen lang, som stikker den og drikker dens blod; kun kalven er intelligent nok til at gå direkte efter moderen's yver og drikke mælken, hvorefter den går sin vej igen.' Oplyste Mestre er ligesom kalven, når de kommer til Arunachala og drikker dens åndelige mælk.

Gennem tiderne i har Oplyste Mestre i én ubrudt række ladet sig føde i Tiruvannamalai til gavn og glæde for millioner af søgende sjæle fra hele verden.

Arunachala har igennem tusinder af år fungeret som åndelig kuvøse og givet næring til mange Oplyste Mestre. Én af disse var Arunagiri Yogiswara, en reinkarnation af Siva selv. Det enorme tempel i Tiruvannamalai er bygget ovenpå Hans jiva samadhi

(gravstedet for en oplyst Mester's forladte fysiske krop og levende energi).

Alle bønner fremsagt i templet siges først til Ham – derefter til hovedguddommen Arunachaleshwara. Ramana omtaler Yogishwara som en ungdommelig vismand, der sidder under et banyantræ omgivet af sine elever, som alle er langt ældre end han selv.

Hinduerne begraver altid deres Mestre, mens alle andre kremeres. Den videnskabelige baggrund for denne praksis er som følger: den fysiske krop er lager for vores begær og ønsker, de såkaldte samskaras. Samskara er den samlede mængde oplevelser vi har haft, på baggrund af hvilke vi har besluttet os

for, hvordan verden er, hvordan den bør være, hvem og hvad vi selv og andre mennesker er og står for – altså den samlede mængde værdidomme, forudfattede meninger og synspunkter som i meget høj grad er styrende for vores liv, og som for størstedelens vedkommende er ubevidst for os selv. Det siges underbevidstheden udgør omkring 90% af et almindeligt menneskes samlede kapacitet. Er det noget under vi ofte ikke fatter, hvorfor tingene sker i vores liv, som de nu sker?! Samskara hober sig op fra liv til liv – igennem samtlige en sjæls inkarnationer.

Dr. Bruce Lipton – højt estimeret celle-biolog, har nyligt påvist at fosteret mens det befinder sig i moderens mave, gennem cellevæggen modtager og optager informationer via moderens og til en vis grad også faderens følelsesmæssige tilstand. Mange oplevelser huskes af kroppen på celleniveau og disse erindringer bliver liggende også efter et menneske er dødt – d.v.s. sjælen har forladt kroppen, men kroppen selv holder stadig en stor mængde information.

Hvis kroppen blot begraves lever disse erindringer videre på/ved gravstedet som en – usynlig realitet.

Det er ikke usandsynligt at man i gamle dage har haft nogle metoder til at rense ud i kroppens 'datalager' inden man begravede det døde kød/liget – men i vore dage er den viden tilsyneladende gået tabt. Der er en vis sandsynlighed for, at det nogle mennesker oplever ved gravsteder og kalder spøgelser eller ånder, er lige nøjagtigt den immaterielle tilstedeværelse, nærvær af samskaras.

Det som visse følsomme folk er i stand til at mærke og/eller se i den forbindelse er absolut virkeligt og ikke en hallucination. Hvad enten vi tror det eller ej, forstår det eller ej, accepterer det eller ej, faktum er at erindringerne overlever i kroppen efter vor død.

Den oplyste Mesters erindringer er ekstremt kraftige og stærkt positive. Det en Mester efterlader i kroppen, når Han selv har forladt den er en enorm mængde energi.

Det er hinduernes tro, at denne energi kan bevares for eftertiden ved at begrave kroppen i overensstemmelse med visse ritualer og derved skabe et jiva samadhi – d.v.s. et levende gravsted, hvor den pågældende Mesters energi vitterligt stadig er levende og aktiv og kan opleves.

De store Mestres Jiva Samadhis er ren energi i ekstrem fortættet form; de svarer til en spirituel atom-reaktor!

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fortæller, at han personligt har oplevet i alt fem af den slags jiva samadhis i Bharat; alle for Mestre som har levet i Bharat i nyere tid:

Jiva Samadhi for Raghavendra Swami i Mantralaya, for Saibaba i Shirdi, for Bhagavan Ramana Maharishi i Tiruvannamalai, for Sadasiva Brahmendra i Nerur og for Pramahamsa Yogananda i nærheden af Los Angeles, USA.

Arunachala Purana – Arunachala legenden – beretter at Lord Shiva i sin tid afgav det løfte, at han til evig tid vil være tilstede og tilgængelig her på planeten i 3 forskellige former: som selve bjerget Arunachala; som jyotirlinga Arunachaleshwara i templet; og i form af reinkarnerede levende Mestre tilstede i Tiruvannamalai. Ramana Maharishi bekræftede, at det er sandt.

Arunachala regnes af geologer for ældre end Himalaya bjergkæden. Shivalingam tilbedes hver dag af tusinder af mennesker og på hver eneste fuldmånedag året rundt samles op imod én million mennesker i Tiruvannamalai for at besøge templet og for at gå rundt om bakken. Arunachala – Mestrene

lader sig føde for at udføre deres kosmiske opgaver og tager herfra igen, når missionen er vel udført. Som planetens åndelige vugge tjener byen verden ved at sikre åndelighedens fortsatte liv her på Jorden.

I Tiruvannamalai fejres hver eneste dag året rundt som en tempelfestival – dag.

Et hvert hjem i byen deler gavmildt deres mad med asketer og vagabonder ligesom med helgener og vismænd. I denne hellige stad ser man ikke ned på tiggere; tværtimod ses de som en mulighed til at kunne være godgørende. Samtidig er det svært at skelne en tigger fra en stor Mester, som har givet alt op inklusive sine disciple – de går begge klædt i om ikke laser og pjalter, så dog i hvert fald en ganske minimal og simpel klædedragt!

Så enkel og ydmyg en levevis er karakteristisk for Arunachala Mestrene.

Templet er med sine overdådige og detaljerede udskæringer en åben historiebog for besøgende, med beretninger og legender fra oldgammel hinduistisk mytologi.

Bjerget Arunachala's udstråling og energi er utrolig tilfredsstillende at opleve for den besøgende, som kommer med et åbent hjerte og sind. Levende Mestres tilstedeværelse i området agerer som en bro mellem bjerget og templet og sikrer opfyldelsen af Shiva's løfte.

Teorien bag de indre videnskaber, den praktiske udførelse af de indre videnskaber og selve videnskabsmanden m/k – det hele finder sted her på samme tid: Bjerget repræsenterer teorien om de indre videnskaber – på sanskrit Sastra – de hellige skrifter, som henvender sig primært til intellektet og skaber intellektuel forståelse;

Templet repræsenterer den praktiske udførelse – Stotra – gennem hengivne sange til Gud's Ære engageres de hengivne troende aktivt; og de levende Mestre er videnskabsmændene – Sutra – de mystiske teknikker i epigrammatisk form, som

visdommen bag teorien; og vejen de leder os ad er hengivenhed til Arunachaleshwara, til det Guddommelige som Eksistensen er.

Shiva er til stede på jorden og velsigner verden via sine 3 'kroppe' i Tiruvannamalai: Bjerget, templet's jyotirlingam og de fysisk levende Mestre.

Langt størstedelen af alle hindu'er er meget enkle i deres tro på alle deres Guder og Gudinder. De tror med hjertet og med ægte overbevisning at disse former er levende kræfter. De tror også at Guderne fra tid til anden fødes på Jorden og at sådanne Mestre eller Avatarer er inkarnationer af den respektive Gud eller Gudinde. (eksempelvis at Ammachi fra Kerala er en nutidens inkarnation af den Guddommelige Moder i form af Gudinden Kali). En inkarnation kan måske sammenlignes med det en 'Profet' står for i Vesten. Biografier omkring disse inkarnationers jordiske liv, legender og historier opstår gerne omkring dem.

Vyasa var vismand og forfatter til Bhagavatam, en biografisk fortælling over Lord Vishnu's 10 forskellige inkarnationer. Vishnu – Bevareren/Opretholderen i den hinduistiske treenighed som består af Skaberen: Brahma Bevareren: Vishnu og den foryngende kraft, som river ned for at gøre plads til det nye: Shiva.

Mytologien bag historien om Vishnus 10 inkarnationer er faktisk historien om alt livs evolution. Historien rækker fra Universets skabelse til dets undergang – metaforisk forstået. Sekvensen af inkarnationer afspejler sekvensen af livsformer, som de har udvikledes her på Planeten Jorden. Inkarnationsrækken starter således med Vishnu som fisk – Matsya Avatar – symboliserende livets oprindelse tilbage fra vandelementet og akvariske livsformer. Den næste i rækken er Kurna Avataren – skildpadden, repræsenterende næste stadie som amfibisk dyr. Dernæst følger Varaha Avatar – bjørnen som repræsentant for pattedyr. Herefter Narasimha Avatar, formen som halvt menneske og halvt løve. Femte Avatar er Vamana – dværgen. De sidste 5 inkarnationer har alle menneskelig form og er : Rama, Krishna, Balarama og Buddha; og endelig Kalki, kriger-ødelægger Avataren – den eneste i rækken, der endnu ikke har været her på Jorden.

Krishna regnes – af de 10 avatarer - som den mest perfekte. Han levede på Jorden for cirka 5.000 år siden, altså ca. 3.000 år inden Buddha og er den dag i dag populær og elsket af alle hinduer. Bhagavad Gita er historien om Hans liv.

Bhagavad Gita eller den femte Veda i serien af hellige bøger (kan om noget sammenlignes med Vestens Bibel) skildrer dialogen mellem Krishna som repræsentant for menneskets Superbevidsthed eller Højere bevidsthed og Guddommelige Energi, og Arjuna, Prinsen af Pandava, som Krishna har valgt som sin ven og nærmeste discipel. Dialogen udgør Bhagavad Gita og er Mesterens svar på elevens spørgsmål omkring livets, verdens og menneskets dilemma i det hele taget.

Konkret befandt Arjuna sig midt i et større slag, hvor hans modstandere var hans egne tidligere lærere og familie i form af diverse fætre og onkler. Hans dilemma var – naturligt nok – 'skal jeg desertere eller tage kampen op og i så fald risikere at måtte dræbe mit eget kød og blod'…svarene herpå opleves af millioner af daglige læsere af Gita, som fortællingen populært kaldes, som praktisk orienterede råd, man kan bruge i sit eget liv – selv den dag i dag så mange år senere.

Som repræsentant for Højere Bevidsthed i Bhagavad Gita er Krishna udtryk for det Ultimativt Guddommelige/Gud. Samtidig er der andre niveau'er i bogen, som viser Krishnas andre sider:

som enhver mors drøm i skikkelse af et supercharmerende drengebarn fuld af spilopper og gale streger, som smuk, graciøs og maskulin ung mand, der med et enkelt blik sætter pigernes hjerter i brand; som den bedste ven, der altid er der, når du har brug for ham; den viise rådgiver, som konger og Viise alle som én søger råd hos; alt det er Krishna og mere til. Krishna er ikke den moralens og dydens vogter som Rama og Balarama inkarnationerne var det. Ej heller den lidenskabsløse Vismand som Buddha. Krishna var, er og vil altid være menneske først og fremmest. Så enkel at identificere sig med, så let at elske og have tillid til.

Som Krishna erklærer i Bhagavad Gita idet Han talte fra den Guddommelige Bevidsthed og samtidigdefinerede enhver Avatars sande mission:

For at opretholde og beskytte godheden for at ødelægge og udrydde ondskaben for at skabe og genskabe retfærdighed kommer jeg til jer – tidsalder efter tidsalder

Fra et strikt videnskabeligt synspunkt har vi – så vidt vides – kun bevis for at Buddha har levet her på Jorden. Krishna og Parashurama var her ifølge overleverede skrifter for ca. 5.000 år siden i Dwapara Yuga, og kong Rama levede endnu længere tilbage i den tidsalder der ifølge hinduistisk kalender*- der i øvrigt er baseret på astronomiske udregninger - hedder Treta Yuga.

*Kalenderen inddeler tiden i cykler af 4, som hver for sig er mange hundrede tusinder af år – p.t. lever vi i 4. og sidste cyklus i den Universelle tid kaldet Kali Yuga.

Udover de allerede nævnte inkarnationer skal her også nævnes nogle af den nyere tids Mestre, som alle regnes som inkarnationer (af det guddommelige):

Mahavira, grundlæggeren af Jainism–religionen; Adi Shankara, den store reformator, som lagde vægt på begrebet advaita – enhed eller ikke-dualitet; Chaitanya Mahaprabhu, mand og helgen totalt opslugt af sin kærlighed til Lord Krishna; Ramakrishna Paramahamsa, en af nyere tids oplyste Mestre – han boede i Calcutta; hans discipel Vivekananda, der rejste til Amerika og udbredte sin Mesters lære der; Shirdi Sai Baba, helgen af muslimsk oprindelse, som ærede og praktiserede hindu- og muslimske ritualer på samme tid og derfor også fulgtes af såvel muslimer om hinduer; Bhagavan Ramana Maharishi fra Tiruvannamalai som allerede omtalt, er blot nogle få af mange hellige mænd og kvinder, som er regnet for inkarnationer og tilbedt i Bharat.

Tre mænd var ude at gå en tur idet de kom til en have, der var omgivet af en høj mur. Den ene af dem hoppede over muren og opdagede en skøn nyttehave med masser af gamle frugttræer. Uden videre betænkning gik han ind i haven for at tage for sig af retterne. Det strejfede ham ikke, at han kunne have vendt tilbage og fortalt sine venner om sit fund; totalt opslugt som han var af havens fristelser og al den nydelse han så frem til. De fleste af os lever vores liv på den måde.

Nu hoppede den næste mand op og kiggede ned i haven; han fik også øje på havens overflod, vendte sig et kort øjeblik og fortalte sin ven, der stod og ventede om sin opdagelse, hvorefter han også skyndte sig ned i haven for at nyde dens frugter til sit hjertes tilfredshed. Rigtig mange

forkyndere/præster/prædikanter er ligesom nummer to: de snakker og informerer, men har reelt ikke haft oplevelsen, de plaprer så højt op om.

Den tredje mand kiggede ind over muren og så de bugnende frugttræer. Han kendte allerede frugterne og vidste præcis, hvor vidunderlige de er. Istedetfor at hoppe ned i haven til de andre drejede han resolut om på hælen og gik tilbage til sin landsby;

fortalte hele byen om den vidunderlige have og gav detaljerede beskrivelser på, hvordan de alle sammen kunne nå derhen.

En inkarnation er en mand m/k, en sjæl om man vil, for hvem Livets Mirakel er oplevet Virkelighed; som hviler 100% i sig selv i Enhed med Altet; som overvældet af medfølelse med 'landsbyboerne' atter og atter lader sig genføde for at hjælpe os andre; som ingen samskara har; ikke mangler noget eller har nogen behov – og hvis specifikke mission på Jorden er bestemt af Parashakti – den Universelle Energi. Det overordnede mål med enhver Mesters mission er det samme, nemlig at vise os vort eget spejlbillede, at lede os til selv at opleve, smage havens frugter, brøle som en løve, realisere vor indre guddommelighed og Væren-i-eet med Altet.

For hver generation vil der være inkarnationer, som kommer for at vise os og dele med os andre den indre frihed, lyksalighed som de selv konstant hviler i. Det ultimative kendetegn for en inkarnation vil altid være netop dette: at hun ikke skelner mellem de mennesker, hun er kommet for at hjælpe – men tillader alle at komme til sig uanset hudfarve, politisk – religiøs baggrund, om folk er rige eller fattige, unge eller gamle osv.

Tag en ren, hvid tavle. Den hvide baggrund er den universelle energi. Tegn nu cirkler på den med blåt kridt. Cirklerne repræsenterer individuelle levende væsener. De blå linier er de fysiske kroppe. Visk nu cirklerne ud. Det er det der sker, når vi dør. Kroppen slettes og sjælen går tilbage i den Universelle energi.

Når et almindeligt menneske dør vil der imidlertid være et skær tilbage af cirklen, det er ligesom ikke visket 100% rent ud, det er det vi kalder vasana eller begær. Det gør det svært for sjælen at

gå helt tilbage og i eet med den universelle energi. Sjælen vil grundet de tiloversblevne ønsker og begær,vasana, straks se sig om efter en ny krop – for at kunne komme tilbage og opfylde alle sine ønsker.

Når en Mester forlader det kropslige hylster vil cirklen forsvinde totalt, intet spor er tilbage, for Han har ingen begær; intet der mangler, ingen vasana. Hans sjæl går uden problemer i eet med den universelle energi. Mesteren bliver reinkarneret udelukkende på foranledning af Parashakti, når planeten Jorden føler et behov for det. Energien der bliver sendt hertil, tager så fysisk form, og udfører den mission som Jorden har udtrykt behov for, og Parashakti har besluttet det.

Saradananda, discipel af Ramakrishna, diskuterer i hans biografi over

Mesterens liv hvorfor og hvordan inkarnationerne fødes herpå planeten. Saradananda sporer institutionen,

begrebet 'inkarnation' helt tilbage til Vedisk tid, da datidens vismænd opfyldt af guddommelig bevidsthed lod sig ære som inkarnationer. Den åndelige arv, der kan spores tilbage til Vedisk og Puranisk tid lever og kan opleves den dag i dag i Bharat. Bharats folk tror fuldt og fast på eksistensen af disse inkarnationer, oplyste Mestre, der lader sig føde her på Jorden med fuld bevidsthed helt fra deres 0.de år.

Som Krishna proklamerede i Gita (populært for Bhagavad Gita) : inkarnationerne kommer her til Jorden med et klart formål. Eksistensen, den Kosmiske Energi yder al den energi der er nødvendig, for at de kan udføre deres mission. Samtidig er der det enestående at en inkarnation rent faktisk ikke har det alle vi andre har: nemlig fri vilje.

Hvor det almindelige menneske kan vælge at gå tilbage til Gud, til sit eget oprindelige Selv, har inkarnationen ikke som sådan en fri vilje, idet Hans/Hendes vilje jo i forvejen er eet med Altet, med Eksistensen. Hver enkelt inkarnation er unik og hver enkelts mission helt speciel og særlig for netop den inkarnation.

Hver inkarnation adskiller sig fra de andre ved den måde han udfører sin opgave på; hver har sin vej til samme mål: at vise resten af menneskeheden at vi, med en mindre indsats fra vores side, kan befri os én gang for alle fra 'verdens åg' og opleve nøjagtig samme guddommelighed som Mesteren.

Inkarnationerne er via deres fysiske krop underlagt nøjagtigt de samme fysiske leveregler som vi andre almindelige mennesker. Hvor det kan være let at forestille sig og tro på guddommeligheden af en Krishna eller en Buddha – Mestre ingen af os nulevende har set, er det derimod en helt anden historie, når vi står over for en Mester af kød og blod. Et menneske, der godt nok af sine disciple påstås at være en inkarnation, men kroppen ligner vor egen, han spiser og drikker og hvad der ellers hører sig til af kropslige funktioner – er han virkelig guddommelig?

Men hvis han materialiserer ting, eller lignende såkaldt overnaturlige fænomener sker omkring ham, er det så et tegn på, at han er en inkarnation? Nej, absolut ikke. For det første er der ikke noget der hedder mirakler eller overnaturlige evner; alt, hvad der sker sker i overensstemmelse med visse naturlove. Fordi størstedelen af os ikke kender til loven bag teleportation, kalder vi måske materialisation af ting for mirakuløs. Det er forkert. Det at kende til loven om teleportation og at mestre den

er noget alle ville kunne lære, det er ikke specielt krævende og under ingen omstændigheder et tegn på, at her står vi overfor en inkarnation, et væsen som er Eet med Altet.

Hvad angår materialisation af ting er det en evne, som af mange hinduer anses for en fast bestanddel af en sand Mesters 'værktøjskasse', og loven bag er da også meget enkel: dels er der ikke tale om en skabelsesakt, den materialiserede ting eksisterer allerede. Der er derimod tale om en transport fra eet sted, hvor pågældende materiale befinder sig og til et andet sted, typisk den materialiserende persons hånd. Som videnskaben allerede for længst har slået fast: alt er energi – i forskellige svingningshastigheder. Energi under et vist svingningsniveau bliver materie – eller sagt omvendt al materie fra en blomst over den menneskelige krop til Mount Everest er energi i fortættet form. Bjergets svingningsgrad er betydeligt langsommere end blomstens o.s.v. – men grundlæggende er der tale om ren energi. Materialisation er blot en opløftning af energiniveau'et for den teleporterede ting til ren energi – denne energi transporteres fra A til B og fortættes så igen til den materielle form den havde som udgangspunkt. Det er nøjagtigt samme lovmæssighed som står bag telefoni : din stemme i mobilen konverteres til digitale bølger som transporteres til modtagerens mobiltelefon og re konverteres til lyden af din stemme. Telefoni er så udbredt et fænomen at vi alle tager det for givet – men mere eller mindre mirakuløst end teleportation er det ikke – det er blot noget vi kender til, mens evnen til at konvertere materie til energi og re konvertere til materie igen: teleportation - er et videnskabeligt fænomen, der endnu har til gode at blive sat på en formel og anerkendt af den etablerede videnskabsorienterede verden.

Nutidig teknologi er i stand til at tage fotos af energi; såkaldt Kirlian fotografering, og v.hj. af det faktisk vise et teleporteret objekts vej – og dermed samtidig vise, at der ikke er tale om et mirakel, blot om et fænomen hvis basis vi endnu ikke er i stand til at forklare.

Det er pensum på folkeskoleniveau at hver enkelt af vor krops celler besidder intelligens. Intellektet eller sindet er altså ikke noget, der er begrænset til hjernen, men derimod en livskraft, som løber gennem hele kroppen. Hver del af vores krop er en del af sindet eller det samlede intellekt. Sind og krop er ikke to separate størrelser; snarere er der tale om en sind-krop.

Med det for øje er det nemt at se, hvorfor energi-healing virker. Alle sygdomme er psykosomatiske på den ene eller anden måde; de er resultatet af forstyrrelser i vores sind-krops system i form af blokeringer i strømmen af livskraft via emotionelle eller fysiologiske traumer. Deraf følger logisk at vi ved at heale sindet kan kurere sygdom i kroppen. Sindet som vi almindeligvis forstår det er ikke fysisk, men derimod ren energi. Kroppen og sindet er som henholdsvis materie og energi indbyrdes afhængige og er i deres base identiske. Summa summarum: det at heale en syg persons kropslige skavanker ved at give energi-healing er en logisk konsekvens af, at de '2' systemer er interrelaterede og i virkeligheden dybest set er eet.

I bogen 'Biology of Beliefs'- en milepæl af sin art - beskriver dr. Bruce Lipton sine eksperimenter på enkeltcelle-niveau i lægmands sprog. Han forklarer sind-kroppens opførsel gennem cellernes funktion. Via et ganske enkelt eksperiment med en enkelt-celle påviser han hvordan cellen tiltrukket af visse næringsstoffer går ind i en vækstfase; mens cellen når den udsættes for giftstoffer sætter sig selv i en beskyttende fase. Og han påviser ,at det ikke kan lade sig gøre for cellen at være i begge faser samtidigt. Ud fra denne basale opførsel for cellen går han videre og viser, hvordan vor tids gentagne stress påvirkning over tid har en negativ indvirkning på cellens funktion ledende til depression og andre alvorlige sygdomme .

Energi-healerens succes med at helbrede kroniske og fatale sygdomme skyldes at han bruger sin egen energi til at gå ind på patientens celleniveau og direkte rette op på skader og ubalancer i sind-krop funktionen.

Kun den blåøjede, godtroende vil kalde helbredelsen et mirakel; kun den, der er uvidende om den underlæggende videnskabelige forklaring på fænomenet, vil grine vantro. Når vi forstår cellernes måde at arbejde på på molekylært niveau som forklaret af videnkskabsmænd som Bruce Lipton, ser vi at virkeligheden bag en helbredelse via healing er logisk og videnskabeligt funderet.

Fænomenet 'firewalking' – at gå igennem ild, er heller ikke et mirakel. Vi er mange tusinder der i tidens løb har gået over brændende kul sammen med THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM. Det er ikke nødvendigt at lade sig hypnotisere – overhovedet ikke – det eneste der kræves, er at man dropper sin indgroede forestilling om at 'ild brænder'. Med våde og bare fødder kan man gå over ild op til en vis distance uden problemer: vandet på fødderne vil konverteres til damp og af den grund føles ildens hede ikke. Den eneste – afgørende – forudsætning er blot at slippe ide'en om at ild pr. definition brænder.

En sand inkarnation går videre end til at vise folk sine evner til materialisation, gåture-på-ild o.s.v. Det kan selvfølgelig være sjovt nok, men den ægte Mester vil aldrig bruge den slags hverken for at imponere masserne eller for at skabe opmærksomhed. Den guddommelighed Han selv oplever i sit indre, ønsker Han at hjælpe os til at vi kan opleve i vort indre. Liesom en videnskabsmand kreerer en formel eller teknik til at påvise den lovmæssighed han har opdaget i yderverdenen, skaber mystikerne formler og teknikker til at reproducere oplevelser, de har haft i inderverdenen.

En Mester er i stand til at undervise i de her formler og teknikker så at andre kan opnå samme oplevelse, som Han selv har haft – men den ægte inkarnation går videre endnu: Han/hun behøver ikke hverken formel eller teknik, men kan blot ved hjælp af et enkelt blik på en person i et splitsekund transportere disciplen/eleven/mennesket med et åbent sind direkte ind i oplevelsen. Inkarnationen befrier alene ved sin Nåde.

Illusionen de fleste af os såkaldt almindelige dødelige lever under er vores overbevisning om ikke at være guddommelige allerede. Ned gennem tiderne har store hinduistiske Mestre opfundet et hav af metoder v.hj.a. hvilke vi kan skære igennem til Virkeligheden og befri os fra den illusion. Patanjali – fuldt oplyst Mester og grundlægger af yoga-systemet som vi kender det i dag - er en fantastisk lærer. Hans Yoga-Sutras - læren om hvordan vi opnår enhed med det guddommelige - giver i al sin enkelhed 8 teknikker der simultant praktiseret er et genialt værktøj dertil. De 8 teknikker er : yama – 5 dyder niyama – 5 regler for opførsel asana – fysiske øvelser pranayama – vejrtrækningsøvelser pratyahara – at gå 100% 'ind i smerten' – være sig fysisk eller psykologisk af oprindelse, og derved ultimativt transcendere den dharana – koncentration i eet punkt dhyana – meditation og samadhi – tilstanden af enhed med Eksistensen. Selv i dag flere tusinde år efter er hans system til åndelig udvikling fuldt levedygtigt. De færreste mennesker i dag er klare over at de globalt set populære yoga-teknikker som asanas, fysiske yogastillinger, og pranayama, vejrtrækningsøvelser, reelt set alle uden undtagelse stammer tilbage fra Patanjali og hans lære.

Andre af de store Mestre kommunikerede deres oplevelse ud på helt andre måder: Ramakrishna Paramahamsa initierede sine disciple blot ved en enkelt berøring. Ramana Maharishi befriede sine disciple via Enhed gennem dyb tavshed. Selve metoden hvorpå Mesterens nåde manifesterer sig i disciplens indre kaldes deeksha og er et yderst veldokumenteret fænomen i hinduistisk litteratur.

Den højeste velsignelse Eksistensen skænker et menneske er invitationen til og muligheden for at leve sit liv sammen med og i nærvær af en Inkarnation, som hans discipel. Mesteren, som er guddommelighed i fysisk form, yder sine disciple fuld befrielse og Oplysning blot ved sin tilstedeværelse. Alt hvad der kræves fra disciplens side er overgivelse*.

*begrebet overgivelse forstår vi normalt som noget negativt: at overgive sig til fjenden, at give op – øv surt show. Det er ikke det, der menes med ordet når det bruges i en åndelig sammenhæng; Mesteren som Lyset, der fortrænger vort indre mørke, vores uvidenhed; Mesteren som konstant foranderlig, konstant ny Lyksalighed; Mesteren som det ydre billede på vort eget indre og sande Selv; det er til Ham vi overgiver os.

Hinduerne taler om en fantastisk mytologisk fugl, som aldrig rører jorden. Det er en fugl, der flyver højere oppe end nogen andre fugle er i stand til. Når den lægger æg sker det flyvende i luften og ægget åbnes på vejen nedad; ungen flyver så såre, den er ude af ægget og tager straks flugten opad; ind i himlen. Fuglen dør på vingerne og tager kroppen med sig; den forlader kort sagt etablissementet uden at efterlade noget form for spor! Aldrig nogensinde i løbet af fuglens levetid berører den jorden.

Disse fugle kaldes Paramahamsa eller De Højeste Svaner. Ramakrishna som regnes som én af Hindu ypperste Mestre i nyere tid, kendt og elsket som han er over hele Bharat, omtaler disse mytologiske dyr med stor beundring. Ramakrishna selv kaldes Paramahamsa, sjælen, der for evigt søger opad og aldrig lander.

En oplyst sjæl gives titel af Paramahamsa for så vidt som hans spirituelle opvågnen, der leder ham til endelig Oplysning, finder sted før han kommer i puberteten. I det tilfælde siger man, at sjælen aldrig rører jorden; at ånden svæver uberørt og undslipper denne verdens net af begær, ønsker, drømme, håb – hele molevitten af illusoriske fantasmer.

Paramahamsa'er er sjældent sete sjæle hvis uskyldige visdom evner at åbne selv de mest forhærdede sten-hjerter.

I en Paramahamsa flyder kundalini-energien aldrig nedefter – altid opad. Kundalini er den guddommelige universelle energi som gennemstrømmer alt og alle gennem hele Universet – og som i den menneskelige krop ligger sammenrullet som en slange i det nederste center for energi i kroppen; også kaldet muladhara-chakra. I almindelige menneskers energisystem begynder kundalini at strømme nedad ved pubertetens indtræden med det resultat at den seksuelle energi vågner og den indbyggede, biologisk nedarvede trang til at formere sig træder i kraft. Kroppen huser 7 energicentre startende nederst lige over perineum med muladhara og sluttende øverst i kronecenteret ved issen, det såkaldte sahasrara chakra.

Når sjælen vågner op før puberteten, vågner samtidig kundalini i muladhara og rejser sig. Lysten til seksuelle fornøjelser erstattes af lysten til, tørsten efter 'liberation' – befrielse, frihed. Paramahamsas energi forbliver uskyldig, ren og enestående.

Paramahamsa er sjæle, som har realiseret den endegyldige og dog evige sandhed om Universet meget tidligt i deres liv. Deres mål i livet er at kommunikere den Sandhed ud de selv lever og er - i håbet om at de der lytter, måtte fange om ikke andet så i det mindste et glimt af den vidunderlige Virkelighed som Er.

Hver Paramahamsa har sin helt egen stil. Ramakrishna flød over i guddommelig ekstase og den hengivenhed eller på sanskrit'bhakti' inspirerede alle, der mødte Ham. Ramanas vej var – som allerede tidligere omtalt – tavshedens. Bhagavan Sri Ramana Maharishi som helgenens fulde navn var lærte sine elever diskriminationens vej 'viveka'. Historien er fuld af eksempler på de mange andre Mestre som ned igennem tiderne ofte blot med en enkel berøring eller et blik har givet direkte deeksha eller initiation til disciple, som var modne til det.

Deres høje åndelige statur til trods har det ofte vist sig svært for Paramahamsa'erne at overbevise resten af menneskeheden om

Part 2: Nithyananda Vol. 1_Danish_part_2.md

at følge den vej, de selv var kommet ad og så brændende ønskede at vise den. Igennem hele sin livstid nåede Ramakrishna kun at initiere et dusin disciple til Oplysning – først efter hans død lykkedes det hans kone Sarada Devi og nærmeste discipel Vivekananda at sprede hans budskab og lære verden over.

Ramana gav Oplysning til formentlig 1½ - max. 2 dusin individer; det var det hele.

Men som tiden er gået er også hans lære nået verden rundt – p.t. rejser mange af Ramana Maharishis disciples disciple (eksempelvis Papajis elever – Papaji eller Punjaji fra Lucknow var én af de, der opnåede fuld Oplysning ved blot et enkelt blik fra Ramana) jorden rundt og giver satsang – foredrag om – i – og med Sandheden.

Så ingen Mester, om han så havde nok så få elever i sin tid, har levet forgæves. Der er et kontinuum af Oplyste Mestre, der konstant tjener vor planet – den ene tager over efter den anden så at sige. Alle Paramahamsa er én og samme energi og tjener alle samme mission, men med hver deres unikke…personlighed kan man ikke rigtigt tale om…snarere stil – hver deres specielle stil som Eksistensen har defineret for dem.

Når nu Paramahamsaer er realiserede sjæle, hvorfor skal de så igennem så mange vanskeligheder i deres liv – og så mange bodsøvelser i tiden før den endelige Oplysning? Det spørgsmål kan også stilles i THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs tilfælde. Hvis han virkelig var oplyst fra fødslen hvorfor så hele det drama han gennemgik; ni års vandring til fods uden en seng at sove i; tiggende sig til lidt mad hist og pist; siddende på hårde sten med benene foldet sammen; mediterende både nat og dag i årevis og kun iklædt et tyndt stykke stof som ly for vind og vejr! Hvorfor?

Han siger selv, at han ikke oplevede nogen form for lidelse. Set udefra ser det måske nok ud som om det må have været hårdt, og som om hele hans vej til den endelige oplysnings-oplevelse var både lang og besværlig; men det vi glemmer er at en Inkarnation i en vis forstand er fuldt oplyst ved fødslen. Han har ikke nogen kvaliteter i sig eller egenskaber – gunas på sanskrit – som motiverer ham til at gøre ting/handle/opføre sig på bestemte måder…

Man taler i øvrigt om 3 gunas : sattvaguna – en indre tilstand af ophøjet ro og fred med sig selv rajas – aktiv handlen med fokus på at opnå det ene eller andet materielle mål tamas – dovenskab; en inaktiv, ligeglad bevidsthedstilstand, umotiveret og negativ.

En oplyst sjæl har transcenderet samtlige tre egenskaber; MEN – og her kommer det :

For overhovedet at kunne være i en menneskelig krop – på planeten Jorden, dryppes der et par dråber sattva – kvalitet i Mesterens system ved hans fødsel.

Over tid og gennem hans åndelige arbejde og praksis brændes disse dråber af.

Basis for prarabdha karma, som tidligere omtalt, er almindeligvis individets 'hangover' af begær og ønsker fra tidligere liv – i en Paramahamsas tilfælde er der ikke nogen begær/vasana ved fødslen – men de her par dråber satvic guna tilsættes.

Det kan i høj grad sammenlignes med processen, hvorved guld gøres klar til at blive brugt til f.eks. at kreere smykker af : eftersom 24 Karat guld er for blødt i sig selv til at kunne holde en form tilsættes nogle få gram hærdende materiale pr. kilo.

Studiet af alle store inkarnationer viser ofte samme forløb og baggrund : som oftest vælger de at lade sig føde i en middelklassefamilie af forældre, som har i hvert fald en vis spirituel interesse og åbenhed, om end de måske ikke er 100% glade for at måtte give deres lille pode over til kirken/klostret/templet – til et liv som munk eller nonne/brahmacharya eller brahmacharini som det hedder på sanskrit.

Alle inkarnationer udviser en ægte entusiasme i åndelige emner. De er hengivne og meget ivrige fra en tidlig alder for at komme i gang med den mission, de er kommet her for at varetage. Det lader også til at være en regel, at de selv er lykkeligt uvidende om det fulde omfang af deres egen bevidstheds oplysthed, indtil tidspunktet for deres gen-Oplysning - så at sige – altså det tidspunkt hvor det hærdende materiale/satvic guna brændes af.

En Paramahamsa handler altid spontant i overensstemmelse med de begær-frø kaldet bija-karmas som kommer op fra deres kausale energi-krop. Vi har alle syv energilag eller energikroppe om man vil, rundt om vores krop-sind system.

Den første er den fysisk-materielle krop; nummer to er vejrtrækningsniveau'et, det såkaldte prana-niveau (af prana=livsenergi); det tredje er mental eller følelseskroppen; på fjerdepladsen har vi den æteriske krop som huser de 7 energicentre, chakras; femte er den kausale krop; hvis sjælen går gennem den og 'ud på den anden side' – forlader den, kan den ikke komme tilbage (det vi betegner som døden). De sidste to niveau'er er henholdsvis det Kosmiske og Nirvana. Nirvana er den tilstand en Oplyst sjæl når.

Hos almindelige mennesker opstår begær og ønsker fra de nederste niveau'er fra det fysiske til det æteriske (første til og med fjerde); nogle af de ønsker, der kommer op til vores bevidsthed er frø fra tidligere liv, der nu spirer op og når vores bevidsthed, såkaldt vasana, mens de fleste øvrige begær opstår i løbet af vores liv som konsekvens af handlinger i dette liv og social indflydelse fra omgivelserne. I det store og hele er de begær vi er fødte med kommet som en samlet pakkeløsning med tilhørende nok energi til at vi kan udføre og opnå gennemførelsen af dem i løbet af vores liv. Derfor sagde Mahavira, grundlæggeren af Jainismen da også: 'Alle mennesker, som er født her på Jorden kommer automatisk med alt, hvad hun behøver for at nå sine mål. Ingen behøver nogensinde at mangle noget, for så vidt vi blot vil have tillid til Universet.'

Vasana er den mentale attitude, der skaber begær, 'vi vil ha' mer', samskara er de fuldt udviklede begær, som popper op og ligger klar i første parket i vores bevidsthed med deres krav om opfyldelse, 'jeg må og skal altså ha' den sidste nye mobil, man kan jo gå på tv med den' o.s.v.; mens karma er virkningerne af handlinger, der er udført. Vasana kan sammenlignes med et frø, samskara med en lille plante og karma med det fuldt udvoksede træ. Det vi har med os fra det ene liv til det næste er vasana – den mentale attitude.

I en Paramahamsa er der ingen vasana ved fødslen; al karma, samskara og vasana er allerede blevet brændt af under deres Oplysning i et tidligere liv.

Så en Paramahamsa er altså reelt uden begær i sit indre, men nogle få meget uskyldige og rene 'sattviske' ønsker er blevet 'hældt i dem' lige inden fødslen med det formål at kunne fødes her på planeten i menneskelig form.

I en Paramahamsa kommer disse satviske ønskefrø op fra det kausale niveau, som er 'the point of no return' for sjælen. Kausalkroppen er i øvrigt den krop en sjæl befinder sig i, som er i koma; og som det er bekendt kan en sjæl ligge fanget i den tilstand i lang, lang tid. Så længe sjælen bliver der og ikke forlader kausalkroppen er der stadig en mulighed for at returnere til den fysiske krop; og 'vågne op igen'.

Nær-dødsoplevelser er udtryk for sjælens rejse til og med det niveau.

En Paramahamsas ønsker kommer med den fulde energi nødvendig til deres egen opfyldelse. Så – i selvsamme øjeblik et sådant spontant ønske rejser sig i Paramahamsas bevidsthed opfyldes det ekstremt hurtigt. Så såre det er opfyldt forvinder det 100% ud af hans/hendes bevidsthed igen, dør ud uden nogen form for 'hangover'.

Lad os for eksempel sige at tanken om at spise opstår i en Paramahamsa. Den tanke bringer selv sin egen opfyldelses energi. Der er energi i hans tanke; energien bag tanken bærer opfyldelsen af sig selv. Så spiser Han. Tanken forsvinder igen totalt.

Så opstår tanken 'at gå'. Han går. Det var nøjagtigt sådan THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's pilgrimsfærd; hans parivrajaka og tapas, fandt sted. Tanker og handlinger skete helt af sig selv; tanker opstod – energien bag opfyldte dem – de forsvandt atter sporløst, gnidningsfrit og totalt.

En Paramahamsa har ingen lånte eller socialt skabte ønsker. Deres ønsker og begær er udelukkende begrænsede til de helt basale behov nødvendige for udførelsen af deres mission. Derfor forbliver de tro mod sig selv, uskyldige og ægte. De oplever ingensomhelst tiltrækning til eller behov for materielle fornøjelser. Indsigten at alle fysiske og sensuelle nydelser er illusoriske og højst ustabile sidder dem helt ind i deres inderste; derfor opstår ingen behov; det kan ikke lade sig gøre, den indre 'lim', der skal til for at ønsker, begær og behov opstår, findes ganske enkelt ikke i en Paramahamsa. De bevidner blot tavst alt, der foregår omkring dem og går støt videre.

Gennem sine vandringer og åndelige praksisser var THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM et blot og bart vidne til sine egne tanker og handlinger. Han så blot til idet tanker rejste sig i hans sind-krop og opfyldtes.

Forestil dig du er vant til at spise ved 12-tiden. På slaget tolv vil du opleve sult. Så spiser du og slipper sulten. Din samskara er opfyldt; den vil være brændt ud. For det meste er de tanker, der opstår i os forårsaget af andre mennesker; de ønsker og begær, der opstår i os er ikke vore egne, men lånte fra andre. Vi spiser fordi vi får at vide at 'det er spisetid nu'. Derfor medbringer de her tanker ikke deres egen lille 'pose energi', men kommer som selvdøde dyr og tynger os ned. Vi opfylder ofte disse tanker og ønsker delvist og bagefter ligger de stadig som en 'hangover' i vores bevidsthed.

I et oplyst væsen opstår ide'en om at spise først i det øjeblik kroppen reelt sender signal om at være sulten. Samme øjeblik behovet har mødt sin tilfredsstilelse dør det helt ud igen. Mad vil komme til ham et eller andet sted fra. Ønsket er født af et reelt behov; og er ikke et begær skabt af sindet.

Alle vore lidelser opstår ene og alene udfra de kunstigt skabte såkaldte 'behov'; vore ønsker er ikke vore egne. Det er det Buddha mente med sin påstand at 'alle begær leder til lidelse'. Der er den slags begær som vi tillader andre folk at fylde os med, og der er de ønsker vi tager til os fra omgivelserne uden at skænke det en tanke; det er en ubevidst proces. Buddha hentydede til de ønsker, der opstår ud af vores grådighed og jalousi; ønsker, der intet har at gøre med reelle behov, men som er kunstige lyster født af grådighed og livsløgn.

Hele hans parivrajaka – rejsen på tværs af Bharat til fods og over 9 år – var en indre rejse for THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM. Det var langt mindre en ydre rejse. Han tilbagelagde cirka 30.000 kilometer. Med tog eller bus ville den samme afstand kunne tilbagelægges på få måneder. Men han gik hele tiden frem og tilbage; nord og syd; østpå,vestpå; så fremad igen og tilbage ad sit eget spor. Han havde ingen plan.

Når tanken opstod at tage et eller andet sted hen, rejste han sig og tog derhen. Hvis tanken var 'tag toget' – tog han toget. Han løste aldrig billet. Han havde ingen penge. Da han startede ud hjemmefra var det med beslutningen aldrig at have noget med penge at gøre.

Engang – i et tog i nærheden af Kolkata (tidl. Calcutta) - kom en billetkontrollør og bad om at se THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's billet. På stærkt gebrokkent bengali (sproget der tales i Kolkata området) iblandet hindi svarede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM 'Billet? Jeg er Brahman (den Universelle Energi), du er Brahman, toget er Brahman og billetten er Brahman. Så hvorfor skulle det være nødvendigt med en billet?!'

Mester griner højt, når han fortæller os den historie; alle er ved at revne af latter, når han genkalder sig hvordan han svarede den stakkels, forvirrede konduktør: Ki ticket?Aham Brahman! Aap Brahman! Gadi Brahman! Parchi Brahman! Ki ticket?

Konduktøren vidste ikke sine levende råd. Men han var en god mand. Han undlod at afkræve THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM en billet på resten af rejsen. Ikke nok med det, ved næste station gik han ud på perronen og købte noget mad og gav til ham.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fortæller, at det safran farvede klæde (tøjet swamier og swaminier går i) nyder en høj respekt i NordBharat – til modsætning fra Syden; folk ser det som deres privilegie at få mulighed for at bespise og tage sig af deres lands hellige mænd og kvinder. De fremturer ikke med det logiske argument om at 'det kunne jo være det blot er en tigger, der har iklædt sig en munks tøj og dermed være en falsk profet. Holdningen er 'nå ja, hvis nogen har behov og vi har midlerne, jamen så lad os da give dem noget mad.' Det er ægte barmhjertighed som flyder fra indre overflod uden noget krav om eller uudtalt forventning om, at der bliver gjort gengæld.

I hans pilgrimsfærdstid bevægede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs krop sig derhen, hvor hans tanker gik. Energien bag tankerne fik ham til at handle. Der var aldrig oplevelsen af 'noget mangler og jeg vil opnå det'.

Man kunne spørge: Hvad mener du med 'oplevelsen af, at noget mangler'?

Når vi har fået opfyldt et ønske 100% forsvinder alle samskaras som var relaterede til det ønske også – de brændes ud elimineres helt og holdent.

Der er intet tilbage indeni, ingen bagage, ingen rester, ingen 'hangover'.

Forestil dig, at dit væsen er en sæk bønner. Alle bønnerne indeni er bija karmas, ønskefrø og vasanas, essensen af alle dit sinds mønstre. Når ønskefrøene og essensen af sindets holdninger og attituder forsvinder falder sækken sammen.

For vores vedkommende – når vi føler os sultne – spiser vi ofte uden at være bevidste om, hvad det egentlig er vi spiser. Tit spiser vi endda uden egentlig at være sultne overhovedet, men kun fordi ' det er spisetid', eller fordi vores familie eller venner vil have at vi spiser nu. Spisningen foregår meget ubevidst og ofte uden et reelt behov for det. Så der er ikke noget underligt i, at vi ofte føler os trætte og uoplagte efter et måltid, selvom madens energi jo burde gøre os veloplagte og friske.

Når vi spiser har vi sjældent fokus på spisningen. Vi foretager os som regel alle mulige andre ting; snakker; ser fjernsyn; læser avisen; eller i mangel af bedre ser en film på vores indre lærred: hvad vi har lavet i dag, hvad hvem sagde hvornår og hvorfor o.s.v. Hvad vi end spiser, hvor meget eller hvor lidt vi spiser; når vi spiser på den måde uden at have bevidsthed med i spisningsprocessen forbliver oplevelsen af, at noget mangler. Vi spiser og spiser, men uden tilfredsstillelse, uden fuld ønskeopfyldelse; uden at få brændt samskara af.

Stort set alt hvad vi overhovedet foretager os hjemme, på arbejdet og i fritiden foregår på nøjagtig samme måde. Mens vi står midt i én aktivitet er vi allerede i færd med at planlægge den næste eller tænke over noget helt syvende – vi multitasker (på moderne dansk) uden at fokusere ordentligt på nogen af alle vore projekter.

En oplyst Zen Mester blev spurgt hvad forskellen mellem ham selv og et almindeligt menneske er. Det enkle svar faldt prompte: 'Når jeg spiser spiser jeg; når jeg sover sover jeg. Det er forskellen.'

Vores krop er en fantastisk organisme, som er i stand til at foretage mange meget komplicerede handlinger uden vi overhovedet er bevidste om det. En krop, der er så vidunderlig har overhovedet ikke brug for hjælp udefra til at vide, hvornår den har brug for næring, og hvad den vil have. Desværre overhører vi gang på gang kroppens stemme og fylder i stedet alverdens ting på systemet, som det hverken har bedt om eller har lyst til. Vi har gennem tiden overtaget en masse begær fra andre, fra yderverdenen og ved at opfylde dem spilder vi vores tid, energi, liv og opnår kun en indre fornemmelse af at 'der er noget, der mangler'.

Hvor minutiøse de end er, faktum er, at indtil Oplysningen findes selv i en inkarnation visse samskara eller uopfyldte ønsker; ligesom guld fra naturens side er legeret (ikke 24 Karat rent). I Oplysningen brændes disse samskara totalt af, kun det reneste, pureste guld er tilbage.

Der er en tydelig forskel at se på THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs fotos taget før og efter Oplysningen.

Med Oplysningen fulgte det som på engelsk kaldes 'grace' – på dansk ja, en graciøsitet, en ynde i enhver af THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs bevægelser, i hvert eneste træk, i hans stemme, i selve hans udstråling. Vi har ikke et komplet dækkende ord på dansk – 'grace' er ikke en tilstand, ikke en følelse, ikke blot energi…det er noget mere, noget udefinerbart, som man ellers kun ser det i glimt hos helt små børn. Åbne, uskyldige, rene og flydende, totalt og aldeles nærværende og levende!

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM blev spurgt hvad der ville være sket, hvis han havde modsat sig tankerne, som de spontant opstod i ham. Han svarede at det kom aldrig på tale, eftersom det virkede som om, han ikke havde noget valg.

Som han bevidnede fødslen af en tanke i sit indre, bevidnede han også dens opfyldelse. Han valgte hverken til eller fra. Eksistensen inspirerede hans handlinger.

For foden af det hellige bjerg Arunachala og midt i det spirituelle nervecenter som Tiruvannamali er – takket være tilstedeværelsen af bjerget og af den hellige jyotirlingam – guddommelige lyskilde Arunachaleshwara – lod THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sig føde som det andet barn af ægteparret Arunachalam og Lokanayiki.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM erindrer sin fødsel således:

'Det var hverken mørkt eller fyldt af lys; en ubeskrivelig farve omsluttede planeten Jorden. Pludselig opstod et klart, strålende lys ud af et område, som jeg i dag opfatter som værende det sydlige Bharat. Jeg gik ind i det lys i form af en strålende meteor. Det næste syn jeg opfattede i mit indre øje var Arunachala og da vidste jeg, jeg atter en gang havde taget fysisk form; jeg var gået ind i min mors mave. Det var en fuldt bevidst fødsel. Jeg gik ind i kroppen klokken 23.45. Det tog mig en nuhurta – omkring 45 minutter – at finde mig ordentligt til rette i kroppen.'

nithyananda's mor opdagede at hun var gravid under en pilgrimsrejse til den hellige by Tirupati. Hun følte sig sløj og lægen kunne konstatere, at hun var med barn. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's relation til Lord Venkateshwara af Tirupati – én af Lord Vishnu's inkarnationer - viste sig således endda inden hans krop var født. Hans mor havde rent faktisk ønsket sig en datter, da hendes førstefødte var en søn og var ærlig talt lidt skuffet, da hendes nummer to også viste sig at være hankøn.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fødtes 32 minutter efter midnat den 1.januar 1978 i den hellige by Tiruvannamalai i Sydbharat. I overensstemmelse med lokal skik og brug opkaldtes han efter sin morfar og fik navnet Rajasekaran. Navnet refererer til Siva og betyder 'Konge over alle guderne'. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fødtes i den tamilske måned kaldet Margazhi (december-januar). Lord Krishna siger 'hvis jeg var en måned ville jeg være Magazhi.' Det er også måneden for brahma muhurta – deva'ernes (guddommelige væsener) bedste tid, specielt den tidlige morgenstund som regnes for den helligste tid på døgnet. I den måned er mange store sjæle og Oplyste Mestre født: Ramana Maharishi, J. Krishnamurti, Sharada Devi, Seshadri Swami og Vivekananda er blot få eksempler. Den regnes derfor som den helligste måned på året.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fødtes i Tiruvannamalai på ashtami dagen – ottende dagen efter fuldmåne. Ashtami regnes som en materielt orienteret eller ikke-spirituel dag og af asketer betegnes den som en ufordelagtig periode af måneden. Ifølge overleveringen skulle denne ashtami dag i sin tid have sendt en bøn til Krishna om at ændre dens image, hvorfor Krishna besluttede at lade sig føde på netop selvsamme dag blot for at vise verden at også en

helt almindelig mand, som lever i materiel komfort med alt hvad dertil hører, kan lede og leve et religiøst, et spirituelt liv.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's koncept: quantum spiritualitet hvori materialismen møder spiritualismen er helt i tråd med Krishna's filosofi og lære; at lade materiel succes og spirituel udvikling glide sammen i eet. Der er, hævder THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, ingen grund til at skulle træffe et valg mellem enten et såkaldt almindeligt liv med familie, karriere, indkomst og succes eller et religiøst/spirituelt liv med fokus på afkald og oplevelsen at 'hele verden er min egen'. Selve dette koncept har gjort en stor forskel for rigtig mange mennesker, idet det at høre det har hjulpet dem til at slippe deres skyldfølelse over at skulle træffe et sådant valg.

En smuk fortælling fra Mahabharata hvori den viise Markandeya taler således til Prinsen af Pandava Yudhistra: Der var engang en asketiker, som gik under navnet Kaushika og som med stor omhu og nidkærhed overholdt sit Brahmacharya løfte – det vil sige han levede i cølibat som forberedelse til et liv som munk.

En skønne dag mens han sad under et træ og reciterede de hellige skrifter, skete det at en trane var fløjet op og sad i toppen af selvsamme træ. Den uskyldige fugl vidste ikke bedre end at 'gå på toilettet' da nu trangen meldte sig, og som en følge heraf faldt dens lille af øringsklat direkte ned og ramte asketen midt på issen. Han kiggede olmt op på fuglen og vreden i hans blik fik dyret til at dratte død om på stedet.

Kaushika følte sig helt ked af det, da han nu så fuglen ligge død på jorden.

Han fortrød nu, at den voldelige tanke som et øjeblik var passeret gennem hans sind havde slået et lille uskyldigt kræ ihjel. Lidt senere følte han sig sulten og gik ud for at bede om almisse, som det var hans praksis og spirituelle disciplin.

Han gik og valgte at stille sig op foran et hus hvis frue på det tidspunkt stod midt i opvasken; i håbet om, at hun, når hun var færdig med det, ville tage sig lidt af ham.

I mellemtiden kom herren af huset hjem fra arbejde, træt, udaset og skrupsulten, hvorfor konen først valgte at tage sig af ham. Hun badede og tørrede hans fødder og serverede ham sin aftensmad.

Kaushika troede, hun havde glemt ham. Men efter at have taget sig af sin husbond kom konen faktisk ud til ham med lidt mad.

Hun sagde, 'Undskyld du måtte vente så længe – tilgiv mig.'

Kaushika sagde irriteret, :'Frue, du har holdt mig hen i alt for lang tid. En sådan ligegyldighed er uacceptabel.'

Kvinden svarede, :'Vær venlig og tilgiv mig. Jeg tog mig af min mand først – deraf forsinkelsen.'

Kaushika moraliserede, :'Det er kun godt og rigtigt at du tjener din mand, men sanyasien (munk/nonne) bør ikke negligeres. Du virker som et noget arrogant kvindfolk.'

Hun, 'Vær ikke vred på mig, men husk at jeg kun lod dig vente, fordi jeg tjente min mand. Jeg er ikke en trane som du kan slå ihjel med en voldelig tanke og dit raseri kan ikke røre den kvinde, som pligtopfyldende og kærligt tjener sin husbond.'

Kaushika stod helt forbløf et. Hvor i alverden kendte kvinden til den historie med tranen, tænkte han.

Hun fortsatte, 'Brahmachari, du kender ikke til pligtopfyldelsens hemmelighed – og er også sørgeligt uvidende om at vrede er menneskets suverænt største fjende på det indre plan. Tilgiv forsinkelsen og gå straks til byen Mithila og opsøg der

Dharmavidhya, som vil instruere dig i det gode livs hemmelighed.'

Kaushika var nu mere ydmyg. Han sagde, :'Jeg fortjente at blive sat på plads og jeg vil tage ved lære af din opsang. Den vil komme mig til gode. Du må have det godt!'

Med disse ord vendte han rundt og vandrede til Mithila.

Da Kaushika nåede til Mithila begyndte han at se sig om efter Dharmavyadhas hus, som han mente nok skulle ligge et sted i udkanten af byen, et godt stykke fra byens larm og tumult.

Ad smukke boulevarder passerede han forbi de skønneste haver i den store by og nåede til sidst en lille slagterforretning, hvor han gik ind for at spørge om vej.

Hans forbløf else kendte ingen grænser, da det viste sig at slagteren selv var Dharmavyadha.

Ganske chokeret og fuld af foragt stillede han sig i et hjørne af butikken og så til mens slagteren arbejdede. (En del af brahmacharya er at være vegetar. Dels kræver fordøjelsen af kød langt mere energi af kroppen end fordøjelsen af vegetarisk kost – og det er derfor bedre for en person, der mediterer meget at holde sig fra at spise kød. Dels er en virkning af meditation, at ens følsomhed og sensitivitet højnes meget betydeligt, og det er ikke ualmindeligt for en yogi eller yogini at kunne fornemme det døde dyrs følelser og bevidsthedstilstand, hvis kød de spiser; derfor falder lysten til kød væk! Endelig er ef ekten af meditation at hjertechakra'et åbnes, og den gennemstrømmende kærlighed til alt levende som er resultatet af det åbne hjerte betyder også at meditatoren m/k helt naturligt ikke har lyst til at være – om end indirekte – årsag til et andet væsens død. Kaushikas foragt er et klassisk eksempel på den arrogante nybegynder ad spiritualitetens vej, som på den ene side overholder reglerne mere af pligt end af natur, på den anden side får et kick ud af at se ned på alle de såkaldt almindelige

mennesker og deres levevis.) Pludselig rejste slagteren sig, gik over til ham og spurgte, :'Min kære herre er du okay? Har den ærbare frue sendt dig til mig?'

Kaushika stod blot tavs og så fåret ud.

'Min ven, jeg ved hvorfor du er kommet. Lad os gå hjem,' sagde slagteren og tog straks Kaushika med hjem til sit hus og lille lykkelige familie. Kaushika oplevede fascineret med hvilken ærbødig hengivenhed slagteren tog sig af sine gamle forældre.

Kaushika tog ved lære af den slagter og studerede hos ham dharmaen (oldgamle vediske leveregler) og menneskets opgaver og pligter. Da studiet var til ende gik han hjem til sit eget barndomshjem og påtog sig at passe og pleje sine egne forældre – det var en pligt, han tidligere ganske havde negligeret.

Vyadha Gita, slagterens lære til brahmacharien, viser hvordan det kan lade sig gøre både at leve et almindeligt liv som familiemenneske og samtidig opnå 'liberation' – frihed.

I Bhagavatam som er en af de store hinduistiske mytologiske fortællinger henvender forfatteren den viise Vyasa, inden han starter bogen, sig til Krishna med ordene: 'Før jeg påbegynder din biografi, fortællingen om det guddommelige, hvem kan jeg da påkalde andre end du selv!'

På samme måde, idet vi nu påbegynder denne biografi, lad os da erindre den Energi, som landede her på planeten som THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM.

Engang sagde Mester til os, 'Når jeg fortæller om min fødsel og mit liv har jeg aldrig den ringeste anelse om, hvordan jeg vil udtrykke mig. Jeg ved ikke hvordan DET vil udtrykke sig.

Ligesom jer kan jeg blot bøje mig for den energi og tillade den Energi at udtrykke sig, som den vil.'

Om sin fødsel sagde Mester, at den var fuldt bevidst og helt vidunderlig. Der var ikke nogen separat oplevelse, én, der oplever og noget, der er oplevet – nej, det var blot Eet. Der var ingen dualisme; oplevelsen var som mørke dækket af mørke, lys dækket af lys. Det var ren Bevidsthed; det var levende energi. Det var ren opmærksomhed, sat chit ananda. Den rene Bevidsthed er sådan; den kan ikke være anderledes. Den er levende (sat ), Den ved, den er i live (chit), og Den er opfyldt af 'bliss', af lyksalighed over at være levende (ananda); det er satchitananda.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM beskrev sin fødselsproces som en sekvens i tre akter, tre kshana (vedisk tidsenhed). I første akt opfattedes et lys, en flamme som stod ud fra et eller andet sted i Sydbharat. Anden akt var da han selv, energien, flød ind i og sammen med dette lys.

I tredje scene var der bevidst opmærksomhed på Arunachala, stedet, bjerget og helligdommen i Tiruvannamalai. Han vidste, han var ankommet.

Når en sjæl forlader én krop for at tage en ny, har den lige nøjagtigt tre kshana til at finde den nye krop. Sjælen går ind i den nye krop blot tre kshana inden kroppen fødes, tre kshana før baby'en kommer ud af moderen. Indtil det øjeblik er fosteret en del af moderens livsenergi, men har ikke noget selvstændigt liv. (!)

Disse tre kshana er de tre scener som THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM beskrev som sin fødselsoplevelse.

Kshana er en specifik Hindu tidsmåleenhed som, ulig det system den øvrige verden kender til, ikke er baseret på kronologisk tid som det kan måles via et pendul. Kshana derimod er den tid der udgør tavsheden mellem to tanker; og som sådan er en kshana en størrelse der er ekstremt variabel, og afhængig af det enkelte individs tankevirksomhed.

Almindeligvis vælger ånden en krop udfra sine samskaras. Oplyste væsener, som ikke har nogen samskaras får tildelt en krop af Eksistensen selv, Parashakti, som bestemmer hvor de skal hen. For alle de sjæles vedkommende som har samskaras er det disse indprintede erindringer og vasana, selve tankestrukturerne i sindet, som er afgørende for valg af den næste krop, næste forældrepar og stedet for næste liv. Den nye krop fødes med sin bagage – prarabda karma, den indbyggede motivation for overhovedet at lade sig føde som er syntesen af tidligere livs vasana.

Under dødsprocessen glemmer sjælen sin vasana i det øjeblik den forlader kroppen igennem sit kausale energisystem og går i koma. En fuldt bevidst død leder til en fuldt bevidst fødsel, og er den eneste måde, hvorpå sjælen kan huske og tage med sig sin prarabda karma, sin vasana fra liv til liv – fra den ene fysiske krop via dødsprocessen til den næste fysiske krop! Kun for så vidt man erindrer sin prarabda karma, er det muligt at ændre den.

Det siges om Buddha, at Han gik fra det øjeblik, Han kom til verden. Det skal ikke tages bogstaveligt, men som udtryk for, at Han var fuldt bevidst fra fødslen. Han var fuldt ud klar over sin prarabda karma. Det samme var tilfældet med THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM har udtalt, at Han pt. samarbejder med gravide kvinder omkring nogle teknikker der kan hjæpe deres børn til en fuldt bevidst fødsel.

Som tidligere omtalt fødtes baby THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM 00.30 nytårsdag den 1.januar 1978, nøjagtigt 45 minuter efter han gik ind i sin lille nye krop i sin mors mave. Hans fødestjerne er nakshatra eller chitra – den såkaldt skinnende stjerne – på attendedagen af den tamilske kalenders Margazhi måned og ottende dagen efter fuldmåne, den såkaldte ashtami dag – samme dag som Lord Krishna fødtes. Gammel vedisk tradition har altid anset tallet 18 som lykkebringende. Foreksempel har Bhagavad Gita 18 kapitler.

Når en så lykkebringende energi lander på Jorden frydes selve Planeten herved, Eksistensen selv fejrer det. Derfor siges det også, at da Krishna fødtes regnede det med velsignelser fra oven, alle guder og gudinder dansede i lyksalighed. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's fødsel fejres af hele verden hvert år, da det jo er Nytårsdag!

Billedligt talt bliver der boret et hul i den kollektive menneskelige bevidsthed for at en sådan Energi kan lande her. Når et sådant 'hul' er skabt, kan det tilsvarende også bruges til at gå tilbage, gå 'baglæns' ind i den kollektive bevidsthed. Derfor regnes en Mester's fødselsdag som en lykkebringende dag og fejres som jayanthi, hvilket betyder: Han kom, Han gæstede Planeten, Han forlader scenen igen. Meditation på det formløse aspekt af Mesteren's energi på specielt den dag giver god mulighed for at opnå et glimt af den kollektive bevidsthed.

Det tog THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM to muhurta eller i alt 45 minutter at finde sig tilrette i sin nye krop og lade den føde. Han havde fuld opmærksomhed på og bevidsthed omkring alt, der skete omkring ham. Han følte det hele som en glædesfyldt og dejlig oplevelse.

Jeg spurgte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs mor hvad hun kunne huske fra sin fødsel af drengen. Hun svarede smilende, 'han var en ordentlig krabat, men det var en nem og smertefri fødsel.'

Nøjagtigt 22 år efter THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM tog plads i sin krop her på planeten, nåede han Oplysningen, hvorved den fine tråd, der hidtil havde tjent til at holde ham i kroppen mens den voksede til, endeligt blev skåret over. I løbet af disse 22 år gæstede han folk her på planeten på en afslappet og bevidst facon. Gradvist slap han den lille portion sattvic guna Eksistensen hvde givet

ham med fra fødslen, gennem tapas (bodsøvelse) og parivrajaka (pilgrimsfærd).

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fødtes ind i Saiva Vellalars klanen, en religiøs gruppe mennesker i Tamil Nadu. Folk fra hans gruppe benytter sig af hele fire firskellige kaste-titler såsom Nayanar, Chettiar, Mudaliar og Pillaimar. Mens nogle af os (fra ashrammen) studerede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's stamtræ sammen med Mesteren selv, blev vi ærlig talt noget forvirrede over hele systemet, som er ret så indviklet at finde rundt i! Det lader til at forskellige forfædre fra samme familie benytter forskellige titler og visse af kastetitlerne benyttes i øvrigt samtidigt også af helt andre kastegrupper.

Ifølge hans forældre var deres baby så ekceptionelt afslappet og komfortabelt tilstede i sin krop helt fra fødslen, at han ikke så meget som gav en eneste lyd fra sig, hvorfor fødselslægen måtte prikke lidt til babyen for overhovedet at finde ud af om ungen var levendefødt eller hvad!

Sjælen oplevede ingen smerte ved fødslen overhovedet. At dømme udfra moderens kropsvægt og hendes maves størrelse forudsagde lægen tvillinger, hvilken spådom ikke blev jordet totalt, idet der godt nok kun kom én baby til verden, men hans størrelse var immervæk fulde 10 pund!

Babyen fødtes i Kanya rasi og Kanya lagnam (solen og månen i Jomfruens tegn i det vedisk astrologiske system), hvilket almindeligvis indikerer at barnet er af hunkøn. Familiens astrolog var ekstremt forbløffet, da han efter at have lagt barnets horoskop straks efter fødslen, kunne konstatere at stjernerne og planeterne på fødselstidspunktet havde stået på en meget usædvanlig måde i forhold til hinanden, som han personligt i hele sin karriere som astrolog (han stammede selv ud af en astrologfamilie, hvor både hans far og bedstefar o.s.v. også havde udøvet det hverv) – aldrig havde set før, hvorfor han for en sikkerheds skyld smed det første horoskop ud og lagde det helt forfra for at sikre sig at der ingen tvivl var. Endelig kunne

han så gå til forældrene med nyheden 'jeres baby vil som voksen blive raja sanyasi 'konge over hellige mænd'. Astrologen oplevede det som hans livs største ære og hans karrieres absolutte højdepunkt at have fået lov til at lægge horoskopet for en så ophøjet sjæl, hvorfor han prompte besluttede at trække sig tilbage fra sin metier og aldrig siden lagde et eneste horoskop.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's forældre var ikke just lykkelige for astrologens forudsigelse. Uanset hvilken højagtelse en familie måtte føle for hellige mænd og helgener og den slags, ønsker de dog sjældent at lige netop deres lille pode skal gå hen og vælge et liv i forsagelse – sagt med andre ord de ønsker alle at få lov at opleve at blive bedsteforældre, hvilket jo ikke er en mulighed, hvis sønnike eller datteren tager brahmacharya! Så de var noget oprørte og ikke spor glade for den besked.

De spurgte derfor astrologen, som ifølge almindelig hinduistisk skik og brug samtidig fungerede som en slags familierådgiver, om der dog ikke var noget, man kunne gøre enten ved hjælp af ritualer eller anden religiøs handling for at ændre på den ulykkelige spådom. Familiepræst/rådgiveren måtte indrømme, at han faktisk ikke kendte til nogen form for interventionsmulighed, men sagde så, at de jo da om ikke andet så kunne sørge for at holde denne information hemmelig for barnet selv, i håbet om at udsætte det uundgåelige øjeblik så lang tid som muligt.

Mange år forud havde THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's tipoldefar Kumaraswami mødt en hellig mand og haft en spirituel oplevelse. Det betød at han opgav sit hidtidige materielt baserede liv og resolut tog samtlige sine ejendele inklusive smykker og lignende værdigenstande og satte det hele ud på gaden, så hvem som helst, der måtte komme forbi, frit kunne erhverve det. Han gik derefter hjemmefra og bosatte sig i nærheden af et ligbrændingssted ved navn Bhoomandakolam i Tiruvannamalai. Senere tog han til Varanasi på pilgrimsfærd og endte sit liv der.

En omvandrende sadhu – yogi eller hellig person, kom en skønne dag til Kumaraswami's families hjem for at tigge almisse. Husets frue var netop på vej ud til ham på gaden foran huset med lidt mad, da en person inde i huset i et temmelig sarkastisk tonefald råbte, 'raske mænd skulle tage og arbejde for føden istedetfor at rende rundt og tigge af os andre'. Den hellige mand gik derfra uden at ville acceptere og modtage den tilbudte mad, og idet han gik sagde han, 'i jeres familie vil minimum én person per generation ende sit liv som tigger.'

Forudsigelsen holdt stik indtil THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs fødsel, som ophævede sanyasiens forbandelse. Det siges at en oplyst Mesters fødsel i en familie ophæver den families samlede karma hele syv generationer frem og tilbage.

Kumaraswami Chettiars kone anså THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM for at være en inkarnaion af Kumaraswami selv. Kumaraswami yndede at gå med en stor rudraksh mala, en familietradition som symboliserer intens spiritualitet. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM har om Kumaraswami udtalt, at han levede som en Paramahamsa og derfor kunne han uden videre give alle sine ejendele og værdier væk uden fjerneste betænkeligheder.

Kumaraswamis datter Dhanakoti Ammal plejede at kalde THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM jnana pandita – den viise lærde.

En råkold morgenstund i løbet af efteråret 2005 sad en gruppe af os for Mesterens fødder i den nyligt åbnede ashram i Duarte i udkanten af Los Angeles.

Han talte til os om baggrunden for sin bevidste fødsel.

Det tager lidt tid for en nyfødt hvalp, killing eller menneskebaby at finde sig til rette i sin nye krop og være fuldt manøvredygtig i kroppen. Rent faktisk er menneskebabyen det dyr, der har brug

for længst tid til at kunne rejse sig og gå. En hvalp eller en kalv til eksempel rejser sig på sitrende ben, karter lidt rundt, men er totalt godt gående blot et par dage efter sin fødsel. Menneskebarnet derimod kræver et par måneder efter fødslen inden det så meget som bevæger sig lidt – lærer at kravle…o.s.v.

På samme måde udvikler den menneskelige psyke sig også stille og roligt over tid. For at udvikles og opnå befrielse kæmper menneskesjælen sig gennem sine samskaras. Som tidligere nævnt er samskaras den samlede sum i et menneskes sind af samtlige tidligere livs og dets nuværende inkarnations dybereliggende erindringer og ønsker. Fra det øjeblik vi går ind i fosterkroppen i mors mave begynder vi at opleve og at samle på oplevelser. Nogle af disse oplevelseserindringer går videre til vort næste liv, henholdsvis vi er født med et vist reservoir af imprints i vores sind fra tidligere liv. Disse erindringer er uden vor bevidste opmærksomhed indgraverede i vort krop-sind system. Disse samskaras er drivkraften bag størstedelen af vores handlinger – og det ofte uden vi egentlig selv er klar over hvorfor eller hvad, der sker – man kan med god ret hævde, at vore samskaras kører og kontrollerer vores liv, snarere end at vi egentlig selv sidder i førersædet.

De fleste af os er bundet op på vores samskaras og bruger hele vores liv på at rende efter dem, for evigt utilfredsstillede. Når en ydre oplevelse trigger vores indre print vågner den slumrende samskara op på ny og 'kommer op til overfladen' – fra underbevidsthedens dyb – med sit insisterende krav om øjeblikkelig tilfredsstillelse. Mange af disse samskaras følger med os fra liv til liv som basale tankemåder og attituder. Ganske få af os, nogle få heldige kartofler, som er så privilegerede at have en oplyst Mester som guide finder måske veje til at slippe ud af vore samskaras spændetrøje. Via meditation og meditativ indsigt eller som det sker nogen gange gennem ren og skær

hengivenhed til Mesteren, til Eksistensen – er det muligt at 'slippe fri' opnå 'liberation' eller ja, Frihed med stort f!

Disse få heldige sjæle har allerede fra fødslen et stærkt og målrettet begær efter Frihed. De har ikke opnået Oplysning i deres tidligere liv, ofte har de tidligere haft liv sammen med eller tæt på Oplyste Mestre, men er af den ene eller anden grund ikke nået helt i mål.

Få er disse sjæle, der fra starten af deres liv med nærmest desperat intensitet søger og endelig finder Frihed, Oplysning, 'liberation', mukti, moksha eller hvad man nu ønsker at kalde denne oplevelse af enhed med Universet, med det Guddommelige, Eksistensen, Kosmos – og de er det vi kalder frigjorte sjæle eller på hindi jeevan muktas.

Jeevan mukta er ikke at regne som en 'inkarnation' i betydningen en avatar. En jeevan mukta starter ud ligesom alle os andre dødelige og går gennem en vis proces, inden hun når den endelige realisation af hendes egen iboende guddommelighed. Hun ankommer derimod ikke til planeten fuldt bevidst, fuldt vågen allerede fra fødslen, men må gennem praksis, sadhana, intellektuelle indsigter, jnana, hengivenhed, bhakti og meditation, dhyana gå spiritualitetens vej til målet er nået.

Så er der inkarnationerne. En inkarnation lader sig føde fuldt bevidst med opmærksomhed og klarhed over egen indre guddommelighed. De kan også ses udøvende visse sadhana eller spirituelle praksisser, men i deres tilfælde er det altså ikke nødvendighed med henblik på at opnå Frihed som er drivkraften bag deres handlinger, men derimod skal deres såkaldte sadhana snarere ses som et reelt udtryk for deres egen iboende guddommelige persona.

Det er vigtigt at forstå forskellen her: inkarnationen er en allerede fuldt oplyst sjæl som er sendt her til Jorden med et bestemt, nærmere afgrænset mål for øje, en mission defineret af

Eksistensen selv. Det er som om deres energi suges her til Jorden på foranledning af Eksistensen selv, når det er klart at menneskeheden har brug for lige netop den type Oplyst Energi. Den Oplyste Mester træffer ikke selv noget valg m.h.t. sin inkarnation, det sker bare…ligesom et æble ikke beslutter at 'nu i dag vil jeg lade mig falde til jorden' – det falder bare, når tiden er inde og det er modent!

Inkarnationen er som den legendariske svane, Paramahamsa. Disse fugle oplever en bevidst fødsel. Paramahamsa er inkarnationer som kom til Jorden med 100% fuld bevidst opmærksomhed, fuldt flyvefærdige fra dag eet.

Jeevan muktas derimod er ligesom hvalpe, kalve og babyer der må kæmpe sig op at stå. Men ulig andre småskabninger lærer jeevan mukta til sidst at flyve og når samme stade af indsigt som Paramahamsaerne. Oplyst er oplyst, enten er man det eller ikke; du kan ikke være 99% Oplyst, lige ved og næsten slår ingen mand af hesten som det ganle ord siger…så forskellen mellem dem er altså udgangspositionen hvor Paramahamsaen er klar fra fødslen og hans såkaldte sadhana blot er udtryk for at han ønsker at inspirere os andre og skabe de bedst mulige omgivelser for os andre.

Man kunne så overveje hvorvidt man monstro selv er en hvalp eller en svane.

Da netop det spørgsmål blev stillet ham svarede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, 'Hvis du allerede er en svane ville du ikke føle trang til at være her. Men du er som mindstemål en hvalp, ellers ville du ikke være nået så langt som hertil og kunne stille spørgsmålet!

Hvis du er en svane ville du ikke have stillet spørgsmålet; det er bare noget du ville vide!'

Avataren THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM

Vi som har haft det store held at komme i kontakt med THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM regner den begivenhed som den absolut største velsignelse nogensinde i vores liv. Det er vores oplevelse at Han er en ægte inkarnation, en avatar; ja faktisk må Han på linje med i sin tid Mesteren Krishna regnes for en Poornavatar.

Andre oplyste Mestre er igennem tiden med rette blevet tilbedt som inkarnationer. De viste hver for sig det ene eller andet af de fem såkaldte bhava, (relationer) hvorigennem folk tiltraktes til dem og blev deres disciple; dasa bhava, relationen mellem en Mester og hans tjener, som i tilfældet mellem Lord Rama og hans tjener Hanuman; vatsalya bhava, moder-barn relationen som det sås mellem Yashoda og Lord Krishna; matru bhava, barn-mor relationen som eksemplificeret i forholdet mellem Ramakrishna Paramahamsa og Moder Kali; sakya bhava, venskab som det fandtes mellem Arjuna og Krishna og endelig madhura bhava, relationen med den elskede som Meera helt åbenlyst udviste i sit forhold til Krishna.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM som Poornavatar, og fuldt på linje med datidens Krishna, viser Maha Bhava hvilket vil sige flere eller samtlige bhavas samtidigt – i én og samme inkarnation. Vi har set Ham være en charmerende Krishna én dag, en seriøst koncentreret Siva en anden, en kærlig Devi en tredje og en multifacetteret Vishnu CEO til andre tider!

Det er helt umuligt at afgrænse Ham. 'At definere mig', udtaler Han, 'at fastholde eet specifikt aspekt af mig er at lægge mig død. Jeg er jo levende og jeg transformerer mig, udvikles og ændres hvert eneste øjeblik.'

Det eneste vi kan være helt sikre på med denne Mester er, at der ikke er noget som helst vi kan være sikre på!

Som Han så ofte siger, 'Kan du måske forudsige hvilken vej Gangesfloden vil flyde? Hvor hun vil vende sig næste øjeblik? Hun er natur og det er jeg med; jeg flyder med universet og har

reelt ingen ide om, hvad der vil være mit næste træk, det er noget Parasakti bestemmer – og ikke denne krop.'

Hvor ofte har vi ikke stået foran denne Naturens kraftkilde og undredes, opmærksomme og helt åbne som svampe sugende Hans energi til os, opfyldte af kærlighed og dyb taknemmelighed for det enorme privilegie det er, den overvældende velsignelse at blot være til i Hans Nærvær.

Hindu mytologi tæller lige omkring 330 millioner Guder; ja måske endog helt op til 3.3 billioner. Hinduerne er så temmelig nonchalante når det kommer til talstørrelser. En ikke-hindu kan nemt blive noget forvirret over de voldsomme tal og somme ville måske ligefrem grine sarkastisk.

Indholdet i dette kapitel skal ikke ses som et forsøg på at stemme læseren specielt for - eller imod for den sags skyld, hinduismen som sådan; men er et forsøg på at indvi læseren i visse aspekter af religionen med henblik på at kunne opnå en dybere forståelse af THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM som voksede op i et rent hinduistisk miljø.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM voksede op som hindu i en konservativ middelklasse-storfamilie langt ude på landet i den lille by Tiruvannamalai i det sydlige Bharat. Mange af hans tidligste barndomsminder og oplevelser relaterede til hinduistiske ritualer og traditioner, hvorfor det vil være nyttigt med lidt baggrundsviden omkring disse aspekter af den hinduistiske religion.

De følgende forklaringer og oplysninger omkring forskellige hinduistiske praksisser skal ikke opfattes som en direkte eller indirekte kritik af nogen som helst anden religion og dens

ritualer! Hver enkelt religion er opstået af sin specifikke civilisation, kultur og filosofi og blomstrede op med sine rødder i netop dens særlige baggrund.

Når man forstår og lever sand spiritualitet vil man automatisk udvikle en dyb forståelse af selve kernen i sin egen religion og gennem ægte forståelse grundet i indre opmærksomhed nødvendigvis nå den konklusion at kernen i alle autentiske religioner er én og den samme.

Der er religioner og kulturer som tilbeder via statuer, malerier eller lignende udtryk for menneskets forestilling om det guddommelige/ om Gud i en fysisk form; og der er de religioner som ikke bruger afbildninger i deres ritualer. Visse religioner ser ligefrem ned på og omtaler med foragt såkaldt 'idolworship', (tilbedelse af det guddommelige via en form…det være sig en sten, en lille træskulptur eller en gigantisk guldbelagt statue) som de regner for at være uciviliseret grænsende til det barbariske, mens deres egen formløse tilbedelse anses for at være det eneste rigtige. Denne foragt opstod sandsynligvis i forne tider i forbindelse med visse ritualer forbundet med denne 'idolworship', hvor visse religiøse retninger ofrede levende mennesker – og/eller dyr.

Mange af datidens metoder var opstået udfra daværende religiøse lederes magtsyge og lyst til at kontrollere deres medmennesker og kan absolut ikke ses som udtryk for nogen dybere religiøs forståelse. Datidens reformatorer, som har været oprørte over disse metoder, som de anså for at være dybt menneskefjendske og snarere politisk end religiøst motiverede, afsagde derfor ikke blot metoderne, men uheldigt nok også selve baggrunden fra hvilke metoderne var udviklet. Kort sagt, barnet blev smidt ud med badevandet, som det så ofte sker, når vi bliver lidt for ivrige og bare vil se resultater her og nu. Desværre byggede mange af de nye religioners ritualer og metoder også på diverse præsters mere menneskelige end guddommelige personligheder med deraf følgende korruption i geledderne og hykleri i kulisserne.

Hinduisme er en inkluderende religion, åben for alle, der kommer til; der eksisterer ingen enten-eller doktriner i det hinduistiske filosofisystem. Hinduistisk filosofi er at tillade uenighed, kritik og modforslag eller argumenter. Sanatana Dharma, som er det oprindelige navn for det vi i dag kalder hinduisme, betyder 'den evige retfærds vej'. Hinduisme er netop snarere en vej, en rejse og ikke en destination; evig forandring, evig udvikling byggende på et grundlag af altomfavnende accept.

Siden den tidligste barndom er vi blevet indoktrineret i dette eller hint trossystem – og det blokerer typisk for at vi overhovedet kan forestille os eller er åbne for – noget andet; ide'en at 'sådan skal det være, sådan er det rigtigt,' udelukker jo ifølge sin natur muligheden for, at virkeligheden faktisk kunne være anderledes. Vi sætter os selv i en åndelig spændetrøje ved at holde fast i snævre trosforestillinger om hvordan verden er og retteligen bør være. Fordi mange af disse leveregler og forestillinger på det nærmeste er 'kommet ind med modermælken' har vi aldrig for alvor sat spørgsmålstegn ved dem og er måske knap nok klar over hvor styrede vi reelt er af dem, hvor begrænsede vi er… mange af disse forestillinger er moral skabt af samfund og religion med det yderst egoistiske formål fra de oprindelige skaberes side at kunne kontrollere og styre masserne til deres egen fordel.

Religionens grundlag er jo netop menneskets dybe trang til at erkende Sandheden – med stort S – sandheden om vor egen oprindelse, hvor kommer vi fra, hvor skal vi hen og hvorfor… hvad er ide'en med Universet i det hele taget og så videre. Én ting er sikker, sandheden findes ikke i en fastlåst mental holdning eller i et bestemt regelsæt nedfældet engang for x antal hundreder eller tusinder af år siden!

Sandheden må til enhver tid findes af og ved mennesket selv i hendes eget indre.

Enhver person, der søger at påvirke os til at mene dette eller hint og leve på én bestemt måde o.s.v. idet han eller hun påstår at være særligt udvalgt af Gud til at komme og instruere os andre stakler – er - hvor velmenende vedkommende end måtte være ikke andet end marionet for sit eget ego og for sine egne særinteresser.

Når det er sagt må vi erkende, at det er langt de færreste af os almindelige mennesker som for alvor er i stand til at forholde os til en 'gud' eller 'det guddommelige' i sit formløse aspekt. Det kræver enten en overvældende intellektuel anstrengelse eller blind tro uden reel forståelse at acceptere den formløse eksistentielle energi som koncept. Det er så langt nemmere for de fleste at visualisere og fornemme denne formløse energi igennem let genkendelige super - menneskelige former og forholde os til dem via tilbedelse og almindelig følelse. Og det er lige netop formålet bag idol-tilbedelse.

Det er den vej hinduerne valgte at gå. De skabte former til at repræsentere det formløse for at alle kunne være med; for på den måde at forbinde intellekt med følelse; hovede med hjerte. Følelse er altid stærkere end intellekt. De skabte former med menneske – eller dyrelignende træk med hvilke det var nemt at relatere og installerede den guddommelige – formløse – energi i disse former. De tilbad og tilbeder den dag i dag energien bag disse – meneskeskabte – former, ikke formerne i sig selv. Mytologi og folkloristiske fortællinger omkring de diverse former kom til hen ad vejen – igen med henblik på at alle kan være med.

Det nytter ikke at nøjes med den tørre intellektuelle forståelse, når det er hjertets oplevelse, der er forudsætningen for at levendegøre sandheden. Intellekt uden hjerte skaber monstre. Vore dages terrorisme er i allerhøjeste grad resultatet af intellekt uden følelse, hoved uden hjerte.

Hovedparten af alle hinduer og samtlige hinduer er på fornavn med alle de mange udtryk for den eksistentielle energi, det

guddommelige, alle de forskellige hinduistiske Guder og Gudinder. Stort set alle hinduistiske hjem vil have et puja – værelse, et specielt indretttet rum med et alter og billeder af – eller statuer af én eller flere af familiens foretrukne guder og gudinder såvel som fotos eller malerier af helgener og oplyste Mestre.

Når hinduerne tilbeder idoler af Guder og Gudinder er det ikke sten, metal eller træskulpturer de tilbeder; det er den svært fattelige uendelige Eksistentielle Energi, Kosmos, de tilbeder igennem idolerne.

Tilbedelsen foregår altså via formen; aldrig af formen selv.

Netop dette koncept, som er selve grundlaget for idoltilbedelsen i hinduernes religion, er uden sammenligning det mest misforståede koncept i hele den hinduistiske filosofi; selv højt uddannede hindu'er ligger den dag i dag under for misforståelsen at tro at idoltilbedelse er af formen – og ikke som sandt er igennem formen.

Det er langt mere effektivt at visualisere en form eller bruge en allerede visualiseret form der specifikt tiltaler een selv og dermed kan åbne ens følelser og hjerte, fremfor at sidde og stirre tomt ud i luften altimens man bruger det tørre intellekt til at forsøge at nå en erkendelse af det, der er uden form, uden begyndelse og uden slutning; ligesom det slukker tørsten bedre at drikke et glas vand fremfor blot a sidde og forestille sig, at man drikker det!

Ifølge hinduistisk filosofi er alle levende væsener guddommelige af oprindelse og karakter. Alle religioner; alle store religioner grundlagte af oplyste Mestre har nøjagtigt samme budskab: Vi mennesker er alle som én guddommelige af natur. Deri er alle enige.

Hinduismen definerer den sandhed meget klart at det guddommelige er tilstede i individet, i sjælen, ånden, atman. Som andre religioner har sine viise ord udtrykt ved ordsprog som tileksempel 'man skal ikke kaste med sten når man selv bor i et glashus', 'lad den der er ren iblandt jer kaste den første sten', etc. således ekcellerer hinduismen også i bonmots såsom Tat tvam asi – Du er Det, - du er Guddommelig.

Individets guddommelighed er en uadskillelig og holografisk del af den samlede universelle guddommelighed, af Eksistensen, Universet, Brahman, Gud eller hvilket navn man nu foretrækker at give den intelligente skabende energi.

Atman, den individuelle sjæl, og Brahman, Altets sjæl, er én og samme; Gud og Menneske er Eet; én energi. Der er ikke plads til ateisme i den hinduistiske filosof

Gud eksisterer ikke udenfor dig som noget du kan tro på eller lade være med at tro på…DU ER GUD! Erkendelsen af den sandhed er den spirituelle vej. Det eneste der reelt adskiller den Oplyste Mester fra andre er netop det: Han har erkendt sin Enhed med Altet; andre er på vej til den erkendelse. Det er den eneste forskel. Og den eneste barriere mellem os og den erkendelse er vort indoktrinerede tanke-og trossystem. Både Atman og Brahman er formløse. Er energi. Atman er den energi som er indeholdt i vore individuelle sind-kropssystemer; Brahman er den energi som det udstrakte Univers består af.

Essensen af den hinduistiske tro er blot det ene: hver én af os er guddommelig, er en guddom, en Gud; og ikke blot menneskelige væsener, men alle levende væseners natur er guddommelig. Ytringer som de kan læses rundt omkring i de hellige hinduistiske skrifter, at der eksisterer til eksempel 330 millioner, 3.3 billioner eller 33 trillioner guder i Universet skal forstås i det lys; tallene dækker over det på datidens tidspunkt skønnede samlede antal levende væsener i Kosmos!

Hinduistisk litteratur som Vedaerne og Upanisaderne slår klart fast at Eksistensen er formløs energi. Både på individuelt såvel som på universelt plan. Og at Energien er Evig, Altvidende, Almægtig og Altomfattende.

I Bhagavad Gita udtaler Krishna, som er den Kosmiske Energi i fysisk form, vedrørende den formløse energi som den manifesterer sig indeni hver enkelt af os: 'Intet våben kan ødelægge den energi; vand kan ikke gøre den våd; vind ikke udtørre den; ild ikke brænde den; den er evig og evigt levende.

Sagt med andre ord sjælen eller ånden, hvad man nu vil kalde denne energi, går ikke til grunde med kroppen. På spørgsmålet om, hvad der sker med energien, sjælen i et menneske, når den forlader kroppen udtrykker THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM det så smukt ved blot at tegne nogle cirkler på et stykke hvidt papir og sige: 'Cirklens omkreds er kroppen hvori sjælen befinder sig; det hvide papir er den universelle energi, som vi alle er opstået af og vil vende tilbage til; visk cirklen ud og hvad er der tilbage? Blot det hvide papir – den individuelle energi er gået tilbage i eet med den universelle; det er såmænd det hele.

For størstedelen af menneskeheden er Gud mere en forestilling end en egentlig oplevet virkelighed. Vi forestiller os typisk at det Guddommelige har alle de kvaliteter, vi selv mangler. Mange opfatter Gud som en tjener, der gerne skulle lytte til vores bønner om dette og hint; hvis bønnerne ikke bliver opfyldt afviser vi Gud's eksistens udfra ræsonnementet 'hvis han virkelig eksisterede ville han taget sig ordentligt af mig og sørget for at opfylde mine drømme'. Hvis det går godt i vores liv tager vi selv æren for det, men går det dårligt er det Gud, samfundet eller hvem vi ellers kan hænge op, som er hovedansvarlig! Hinduistisk filosofi definerer ægte hengivenhed til Gud eller det guddommelige som total accept og overgivelse til nu'et med alt, hvad det indeholder – accept af livet som det er uden omsvøb og uden ønsketænkning – og lærer at kun gennem total accept af eller overgivelse til den Kosmiske Energi i Skabelsen, kan Gud realiseres som virkelighed. Og at det for de fleste af os er nemmere at åbne hjertet for Gud eller det guddommelige i en fysisk form, fremfor at føle hengivenhed for en svært fattelig 'uendelighed'.

Einstein, som til dato regnes som verdens hidtil største videnskabsmand sagde, 'Hvor videnskaben kommer til kort, tager spiritualiteten over.' Indtil videre er videnskaben ikke lykkedes med at kunne bevise en eneste af de forskellige teorier om verdens skabelse. Teorier er der masser af: big bang teorien, ursuppe – teorien, at det hele er skabt af væsener fra andre planeter…o.s.v.

Oldgamle vediske skrifter og oplyste Mestre igennem tiderne har om Skabelsen sagt, at universet altid har eksisteret og altid vil vedblive med at eksistere. Vi har ikke endnu bevis for hvordan fysisk stof eller materie er skabt fra energi – men at det forholder sig sådan er mange videnskabsfolk i dag enige om – udtrykket 'abiogenesis' dækker forståelsen af, at det må være sådan tingene hænger sammen, men et egentligt videnskabeligt bevis har vi altså ikke endnu.

Kvantefysikerne er for længst enedes om og har ført bevis for det faktum, at al materie er energi. Allerførste vers i den allerførste Upanisade slår smukt fast: Isa vasyam idam sarvam – af energi opstår al materie. Det nedskrevedes således cirka 5.000 år før Einstein…og det er lige præcis det Einstein mente, da han sagde, 'Hvor videnskaben må give op tager de åndelige videnskaber over.'

Han sagde videre, 'Min teori talte kun om, at al materie udstråler en vis mængde energi. For tusinder af år tilbage

fandtes visdom, der slog fast at al materie stammer fra en energikilde.'

Hvis man studerer fysisk stof på tættest mulige hold, som foreksempel ved studiet af et atom v.hj.a. et kraftigt elektronisk mikroskop vil alt man finder være: ren energi, tomhed! 'Jamen mor, han har jo ikke noget tøj på', som drengen sagde om kejseren. Og det var sandt i mere end én betydning! Atomets oprindelse er tomhed. Energi er formløs. Ikke desto mindre ser vi jo eller synes da i hvert fald at se ting omkring os, som er i form.

For vore dages videnskabsmand er det ikke så voldsomt svært at erkende, at en hvilken som helst form ultimativt er ren energi; og derved realisere sandheden, at det formløse er repræsenteret via form. Det er den sandhed som tusinder af år tilbage udtryktes af datidens store viise mænd, rishierne. Og dèt er grundlaget for idoltilbedelse.

Som baby bar THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs morfar Rajasekaran eller Raju Mudaliar, som han også kaldtes, den lille med hen i templet Arunachaleshwara hver eneste dag. Bedstefaderen yndede at fortælle sit lille barnebarn alle de mest æventyrlige legender og myter fra den hinduistiske tradition – de såkaldte puranas altimens de to gik rundt om templet.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var som barn primært vild med historierne om Prahlad, Dhruv og Markandeya. De var ifølge *purana'*erne tre børn som alle var yderst interesserede i spiritualitet, og som

brugte al deres fritid på at meditere på de forskellige guddommelige former – og alle tre nåede den fulde Oplysning inden puberteten.

De tre anses i de gamle legender som store vismænd. Dhruv regnes foreksempel for at være Nordstjernen. Den unge THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM nærede næsegrus beundring for Markandeyas mod, Prahlads hengivenhed og Dhruvs originalitet.

Fortællingerne gjorde uudsletteligt indtryk på den unge THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM og var i allerhøjeste grad med til at forme ham i de helt unge år; figurerne blev for ham rollemodeller, bedstefaderen var hans allerførste lærer, og historierne hans første fornøjelige lektioner i spirituelle emner.

Helt fra barndommen var THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs åndelige inklinationer klart fremherskende.

Et enkelt eksempel fra den tidligste barndom illustrerer det: da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var to år gammel besluttede hans bedstemor at give sin yndling en gave, så hun åbnede sit smykkeskrin og sagde til ham, at han bare kunne tage lige hvad han ville. Uden at tøve og til sin mormors store overraskelse valgte drengen en rudraksh mala.

Rudraksh mala er en halskæde af perler lavet af plantefrø fra det såkaldte rudrakshtræ og bliver almindeligvis brugt af højtudviklede yogi'er og af folk med stærke åndelige aspirationer. Rudraksh betyder direkte oversat Siva's tårer og kan fås i et utal af variationer afhængig af antallet af den enkelte perles facetter. Rudraksh fungerer som en art batteri, der bliver ladet op med den energi, der produceres via meditation, og som afgiver samme energi til sin bærer, efterhånden som hun har behov.

Rudraksh er let brun-rødlige og hverken skinner eller falder i øvrigt i øjnene. Et almindeligt barn ville nok have valgt eet af de mere flashy smykker i skrinet; noget forgyldt eller forsølvet med nogen flotte skinnende sten i – men THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM vidste nøjagtigt, hvad han gik efter.

Som barn elskede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM at lege med billeder og statuetter af Guder og Gudinder ulig andre børn i hjemmet og i kvarteret, der typisk legede med biler, dukker og den slags legetøj. Han samlede med en indædt lidenskab på alskens statuetter af de forskellige guddomme, og ved at holde sig til hos templets skulptører lærte han også selv at skabe dem i enten bløde sten eller ler. Nogle af hans barndoms frembringelser er nu udstillet og kan beses i ashrammen i Bangalore, Bharat.

Hvis den berømte 'gule taske' ikke hang på sit søm hjemme hos THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, kunne man være sikker på, at han havde taget den. Samme øjeblik skolen lukkede ned for sommeren tilbragte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sine dage sammen med et par venner med at besøge alle nabolagets templer og tempelområder med den gule taske hængende på skulderen. Disse udflugter havde to formål: for det første samlede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM alt affald op, han måtte møde på sin vej i nærheden af templet og smed i nærmeste affaldsspand – han havde en dyb følelse af at Herrens eller Guds Hus og område skal vær smukt og rent; for det andet samlede han al den våde jord op og puttede i 'den gule taske' som der overhovedet kunne være deri. Straks han kom hjem igen, gik han så igang med at bruge jorden til at forme de smukkeste statuer af de guder og gudinder, han havde set henne i templerne og – når det var gjort – at dekorere dem med stor højagtelse og beundring.

Snart stod THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM med et problem, 'hvor skulle han dog gøre af alle sine små helligdomme!'. Ikke så snart var tanken opstået i hans sind før idèen at have et separat puja eller alterrum stod klart for ham. Da han på den anden side ikke følte, han ligefrem kunne få et specifikt værelse i huset til sit formål, faldt hans blik i stedet på nogle tomme kiksedåser i tin. Resolut hentede drengen hammer, mejsel, et par lange skruer og et par træstykker frem og gik i gang med at hamre og tømre. Inden

længe stod hans første lille alter klar, og han stillede det op bagest i huset.

Med iver og ildhu gik han op i sit forehavende, og inden længe kunne han invitere samtlige sine venner og hele sin familie til sit alter, hvor han egenhændigt afholdt puja, oldgammelt vedisk ritual, for helligdommene og ofrede popcorn til dem (det var nu engang, hvad han havde ved hånden!). For de fleste på hans alder ville et projekt med at skabe et alter og afholde en fuld ceremoni foran venner og familie være en ret stor opgave – for THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var det en ren fornøjelse uden skygge af anstrengelse involveret. Det var simpelthen et naturligt og glædesfyldt udtryk for hans dybe længsel efter Gud.

Både før og efter sin Oplysning er dette træk i hans personlighed uforandret. Selv i dag kan THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ses afholde megaevents i ashrammen i Bidadi, Bangalore eller i én af de mange mindre ashrams rundt om på kloden – i tusindtal strømmer folk til og nyder at være i Hans nærvær, som er ren uforfalsket lyksalighed.

Dagligt udførte han puja i sit alter med stor indlevelse. En dag kunne hans far ikke finde sin hvide dhoti (et stykke bomuldsstof, som mænd i Sydbharat bruger som lændeklæde) som han havde hængt ud til tørre på tøjsnoren. Da han passerede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM og alteret på vejen ind igen, opdagede han at samme dhoti nu gjorde fyldest klippet i tre stykker og henholdsvis liggende på gulvet foran alteret som gulvtæppe, draperet omkring den unge søns hofter som klædning og det tredje stykke tjente til underlag for statuerne. Han selv og THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs mor var fulde af beundring for sønnens åndelige passion. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM husker den dag i dag at hans far ikke én eneste gang nogensinde så meget som påtalte det overfor ham, når THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM gang på gang annekterede sin fars både gamle, men også spritnye dhotis, til brug i sine omfattende ritualer.

Noget andet THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM holdt meget af i sin barndom var noget så prosaisk som et par træ sandaler – de såkaldte padukas. Han

havde altid disse sandaler med sig, som er almindeligt fodtøj for asketer og hellige mænd. Overalt hvor han gik og stod, til fest i templet eller på visit hos familien, havde han dem på. Støjen fra dette af somme regnet for højst uciviliseret stykke fodtøj - i rent træ og uden mindste stykke gummi underneden - var selvsagt infernalsk; og alle andre end THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM selv afskyede da også disse sandaler, som han troligen klaprede rundt i tidligt og silde.

Et af familiens medlemmer havde en dag købt en gryde i aluminium til en latterligt høj pris, hvorfor THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs far skældte ud over det og udbrød, 'hvorfor har du dog givet så mange penge for sådan en unyttig gryde?' THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte så faderen, 'Far er den gryde virkelig til ingen nytte?', 'Ja', svarede faderen og gik sin vej.

Næste dag da faderen kom hjem, kom THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ham oprømt i møde med en statue af gudinden Laxmi i hånden. Faderen sagde overrasket, 'Den er vel nok smuk. Hvor har du dog fået den fra?' Drengen svarede, 'Jeg har lavet den unyttige ting om til denne nyttige ting!' Faderen forstod ikke lige, hvad han mente med det, og sønnen forklarede så, 'Du sagde jo den der gryde var til ingen verdens nytte, så jeg solgte den i butikken nede ad vejen og købte denne statue istedetfor. Er det ikke okay?'

Faderen måtte le og indrømme, at det havde han jo rent faktisk sagt.

I Tiruvannamalai by afholdtes en skønne dag et bogmarked. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs morfar Raju Mudaliar som elskede at læse alle slags bøger om åndelige emner, tog den unge THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ved hånden og gik til bys for at besøge markedet. Han 'parkerede' THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM hos ejeren af en lille bod på markedet og gik selv ud for at se sig omkring.

Ikke så snart var morfaren gået sin vej, før THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM med stor iver begyndte at gennemse boden for bøger. Snart faldt hans øje på en meget interessant billedbog, 'Ramayana' - illustreret for børn. Ejeren af boden som havde lagt mærke til drengens entusiasme, tilbød ham nu venligt, at han gerne måtte beholde bogen, hvis han havde lyst. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, som i mellemtiden havde haft tid til at se nærmere på bogen, svarede med stor bestemthed, 'Ellers mange tak – den her bog skal jeg ikke nyde noget af. Jeg vil se på nogen af de andre.' På ejerens spørgsmål, hvad der mon var galt med den bog, svarede drengen at hele bogen var et makværk og slet ikke en korrekt genfortælling af Ramayana (den vidt berømte åndeligt inspirerende fortælling) – og at det virkede som om forfatterne istedetfor at bruge billederne til at understøtte fortællingen, snarere havde tegnet nogle vilde billeder og så fundet på en historie, der kunne matche.

Butiksejeren var chokeret over den overbevisning, klarhed og autoritet med hvilken den unge dreng udtalte sig, og opfordrede ham derfor, 'Hvorfor genfortæller du i grunden ikke Ramayana sådan som den rigtig er?'. Det lod THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sig ikke sige to gange, men tog straks udfordringen op, og startede på en komplet genfortælling af hele Ramayana udfra det han havde hørt fra sin bedstefar, og hvad han ellers selv havde fået læst sig til. De fortællinger morfaren havde fortalt ham blev til spontane foredrag, 'kathakalakshepam' på tamilsk. Boghandleren forstod nu i sit hjertes inderste, at den person han havde for sig ikke var en helt almindelig dreng, hvorpå han løftede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM op på bordet, bukkede sig for ham og lyttede andægtigt til barnets ord, mens tårerne strømmede ham ned ad kinderne.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM forstod ærlig talt ikke hvad manden var så oprørt over, men på dennes opfordring fortsatte han sin fortælling. Efter en stiv klokketime nåede han endelig til vejs ende og gruppen, der efterhånden havde samlet sig omkring ham, klappede spontant.

På nuværende tidspunkt var butiksejeren helt overvældet. Han rørte barnets små fødder og fremstammede hulkende at den lille helt sikkert måtte være guddommeligt inspireret, for ellers var det en umulighed for så ungt et menneske at genfortælle hele Ramayana fra ende til anden i eet stræk og på så inspireret en facon. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte sin bedstefar, hvad han mon havde gjort galt siden manden græd sådan… Bedstefaren var selv dybt bevæget, men fik dog forklaret den unge dreng, at manden græd af glæde over at høre en så lille dreng tale så smukt.

Da de var kommet hjem igen spurgte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM igen bedstefaren, ' jamen er det helt sikkert at jeg ikke har gjort noget galt for at få manden til at græde?', og først da den gamle mand havde forsikret ham om, at alt var okay, åndede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM lettet op og løb glad hen til sit elskede alter!

Da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var omkring tre år, fik han forærende en statue af Ganapati.

Ganapati, Ganesha eller Vinayaka, som Han også kaldes er søn af Lord Siva og Parvati. Han er den mest berømte af alle Guderne, har en ordentlig vom, hovede som en elefant, og Hans køretøj er en mus! Ganapati er Guden alle praktiserende hinduer beder til, inden de starter et nyt projekt op; man beder Ham om velsignelse til det nye foretagende. Han fjerner alle hindringer og giver succes. Det siges at selv Hans egen far Siva blev nødt til at vende om, da Han var på vej i kamp med en stor og farlig dæmon – fordi Han havde glemt at bede om Hans velsignelse forinden.

Legenden om Ganapati lyder sådan her:

Parvati var datter af Himavan, konge over Himalaya. Helt fra sin fødsel var Parvati forelsket i Siva, Foryngeren. Imod sin fars vilje giftede hun sig med Siva, som faren mente var en ussel døgenigt, som bare sad og hang rundt omkring uden nogensinde at udføre en ordentlig dags arbejde. Han mente nu ikke at Siva var et passende parti for datteren af en stor og magtfuld konge.

En dag mens Parvati var i bad, kom Siva ind uden at banke på først. Parvati, som var oprørt over sin mands uforskammede opførsel, besluttede at hun måtte have sig en vagt til at opretholde sit privatliv fremover. Problemet var imidlertid at alle folk dèr på stedet var på Sivas side, og hun ville have en ven, som kun ville lytte til hende og adlyde hende.

*Resolut fjernede hun sandeltræs cremen, som hun havde haft siddende på sin krop (*den dag i dag bruger hindu kvinder at smøre sig i sandelcreme) og pustede liv i det. Det smukkeste unge barn manifesteredes nu for hendes øjne.

Parvati indskærpede barnet at han skulle stå vagt og ikke lade nogen komme ind til hende, uanset hvem den ubudne gæst måtte være. Som det var Hans vane dukkede Siva op en skønne dag og ville vade lige ind, som Han plejede. Barnet, som stod opstillet lige uden for døren bød Ham stoppe. Siva var vred, men da Han ikke havde lyst til at skændes eller slås med et barn sendte Han i stedet sine guna – soldater – for at fjerne barnet fra stedet. Barnet gjorde én, to, tre hurtigt kål på de par soldater, som måtte trække sig tilbage i al hast.

Nu blev Siva rigtigt rasende, tog sin kraftfulde trident – en slags spyd med 3 hoveder - og skar ungens hoved af. Parvati kom ud af badet i det samme og fandt sit lille barn død på jorden. Ude af sig selv af sorg og vrede gav Hun Siva et ultimatum: væk barnet til live igen, ellers er det sket med vores forhold.

Siva sendte omgående de overlevende soldater, ganas, ud for at bringe sig 'det første levende væsen I møder på jeres vej'. Det

viste sig at være en elefant. Siva tog så elefantens hoved, satte det på barnets krop og vupti, var drengen levende igen.

Der verserer i hundredvis af historier om den elskelige lille drenge – Gud, som sammen med Krishna konkurrerer om pladsen som hinduernes yndling.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM gik straks i gang med at tilbede Ganapati – statuen med intens hengivenhed. For ham var den lille statue ingenlunde blot en død ting; han så og opfattede den levende Guddom igennem leret og havde et personligt forhold til Ham. I timevis kunne han sidde og lege med statuen, bade den, give den rent tøj på og give den mad.

Når han serverede mad for Ganapati var det i forventningen om, at Ganapati også ville spise maden; da det imidlertid ikke skete, blev han oprigtigt ked af det. Han brugte alle sine overtalelsesevner på at forsøge at få den lille Ganapati til dog bare at spise en lille smule…og da det stadig ikke lykkedes plejede han at ende med at true elefantguden med at smide Ham ned i brønden i midten af huset.

Under trusler og bønfaldelser gav han Ganapati en deadline, hvor han skulle spise maden ellers ville der vanke… når Ganapati stadigvæk ikke gad åbne munden og spise tog THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM statuen, placerede den sammen med maden i den spand, som hang ved brønden og normalt brugtes til at trække vand op med,og langsomt, men sikkert, lod han spanden glide ned i brønden ved at slippe rebet lidt ad gangen. Samtidigt oplevede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM en blanding af vrede og angst. Vrede over at Ganapati dog var så stædig og ikke gad lytte, og angst for at komme til at tabe rebet, hvorved Ganapati ville falde i vandet og drukne.

Da først spanden var nået hele vejen ned og nu flød i vandoverfladen af brønden, følte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, at nu måtte det være nok og nu havde, følte han sig overbevist om, Ganesha helt sikkert spist. Han trak spanden forsigtigt op igen kun for til sin ærgrelse at opdage, at han stadig ikke havde spist det mindste. Igen og igen lod han spanden med Ganapati glide op og ned til ingen verdens nytte. Han nægtede at spise.

Til slut forlod al vrede ham, og han følte kun oprigtig medfølelse for Ganapati, som ikke havde taget føde til sig.

Da han ikke vidste sine levende råd og desuden var bekymret for, hvordan det skulle gå hans Ganapati, som måske ville ende med at dø af sult, gik han omsider til bekendelse overfor sin familie og spurgte dem til råds i sagen. De syntes det var uhyre morsomt og grinede hånligt af ham. De syntes det var latterligt, at han troede han kunne få Ganapati til at spise, og desuden var de også bange for at hvis han tabte statuen i brønden måtte de til at punge ud til køb af en helt ny statue,og sagde derfor til drengen at han i hvert fald ikke skulle regne med at de ville købe en ny til ham, hvis han mistede den.

Det var omkring det tidspunkt, at THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM hørte fortællingen om Nambiandar Nambi: Nambis far var tempelpræst og en dag, da han skulle til byen i et ærinde bad han Nambi om at udføre den daglige puja for Guddommen i templet og også sørge for lidt mad til Gud. Nambi tog faderen på ordet og, efter at være blevet færdig med puja-ritualet, satte han en tallerken med lidt lækkerier hen foran statuen, trak høfligt gardinet for så Gud kunne få madro, og ventede udenfor imens.

Efter nogen tid trak han forsigtigt forhænget fra igen og kiggede ind. Maden stod urørt. Nambi begyndte at græde. Han var sikker på, han måtte have gjort noget forkert, og nu var Gud vred på ham og ville derfor ikke spise sin mad.

Samtidig var han også bange for, at hans far, når han kom retur fra byen, ville blive sur på ham for ikke at have udført det betroede job godt nok. Nambi slog sit hoved ind i templets stenvæg og erklærede samtidig overfor Gud, at hvis Han fortsat nægtede at spise, ville han smadre sit hoved og dø. Det hjalp! Da han efter et par minutter atter skævede hen til idolet, var maden væk.

Da han hørte den historie, følte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sig meget forvirret og også såret. Når Gud kunne spise Nambis mad, hvorfor ville Han så ikke spise THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs?

Som et lyn fra en klar himmel slog sandheden ned i ham: Nambi havde straffet sig selv, mens han selv havde straffet Gud! Nambi havde ikke hverken truet Gud eller hejst Ham ned i brønden som afstraffelse – i stedet havde han tilbudt sit eget liv.

Nu traf THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM en klar beslutning: 'jeg spiser ikke selv, før Ganapati har spist'.

Han satte lidt mad foran idolet og ventede. Da Ganapati ikke spiste drog THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM konsekvensen og nægtede selv at spise sin mad, da det var spisetid med familien. Klogeligen lod han overfor sin mor som om han havde tænkt sig at spise, tog tallerkenen med mad, erklærede at han ville gå ned til sit alter, tog derpå den fyldte tallerken med sig og gik udenfor og smed hele molevitten i kloakken; derpå gik han – ganske rigtigt - ned til sit alter. Sådan fastede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM og Ganapati sammen i totre dage. På trods af sin sult holdt barnet sit løfte og rørte ikke sin egen mad, men smed det hele ud eftersom Ganapati stadig ikke havde spist af sin tallerken.

På slutningen af den tredje dag stillede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM atter en gang en tallerken frisk mad hen foran Guden. Denne gang forsvandt føden som dug for solen!

Barnet overvældedes af kærlighed og taknemmelighed. Tårerne fik frit løb.

Det blev et vendepunkt i THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs liv og startskuddet for en intensivering af hans åndelige liv. Nu havde han i sit eget liv

oplevet hvilken enorm kraft hengivenhed og tillid er. Fra da af og indtil sin endelige Oplysning gik der ikke en eneste dag eller et eneste måltid uden THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM først ofrede lidt mad til Ganapati, førend han selv ville spise.

Først når Han spiste, spiste THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM. Efter Oplysningen spiser THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM aldrig; kun Han spiser!

Fra den tidligste barndom følte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sig draget til det åndelige, og som vi allerede har set brugte han al den tid han på nogen måde kunne komme til sammen med sine statuer, der for ham ikke blot var messing og jord, men derimod levende væsener med hvilke han havde et intenst forhold. Han elskede at lege med guddommene, at bade og siden udsmykke dem, tilbede dem og føre samtaler med dem. De var kort sagt hans eet og alt. Kun yderst sjældent deltog han i sport, boldspil og al den slags sysler - almindelige for en dreng på hans alder.

Parashakti ( Kosmos' Energi i form af den Universelle Moder) opererer så sandelig på mystisk vis for at hjælpe Oplyste Væsener med at udføre deres opgaver.

I løbet af Ganesh Chaturthi - dagene op til, under og lige efter Lord Ganapati's fødselsdag ankom hele horder af pottemagere til Tiruvannamalai med enorme mængder ler, hvori de formede deres figurer af Ganapati. Hvert hjem havde almindeligvis sin Ganapati figur stående på familie-alteret og familiens medlemmer bad regelmæssigt til Ganapati. På selve dagen blev samtlige altre dekorerede med blomster, lys og røgelse og en speciel slags delikatesse, som regnes for at være Ganapati's yndlingsspise blev tilberedt og ofret til Ham på altrene. Hans livret er modakam – en riskugle rullet i puddersukker.

Afhængig af den lokale tradition var det almindeligt at man på enten tredje, femte eller tiendedagen after Hans fødselsdag tog lerfiguren af sin Ganapati og gik med hele familien ned til den lokale flod, å eller ud til havet selv, og der lod Ganapati forsvinde i bølgerne. I større byer bliver det til store processioner af mennesker der i tusindtal bærende deres figurer på hovedet går denne pilgrimsfærd hjemmefra og til vandet. Rige mennesker, som måtte have bil eller har råd til at leje hestekærre, kommer anstigende på den maner… alt sammen ganske udmærket i fald figuren er fremstillet i naturforgængelige materialer, hvilket desværre ikke altid er tilfældet nu om dage.

Pottemagerne efterlod gerne det ler, som de ikke fik brugt eller solgt, når festivalen var vel overstået og de forlod byen igen. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kunne da opleves cyklende rundt på sin trehjulede indsamlende alt, han kunne finde til brug for fremstillingen af hans egne små figurer ud af dette ubrugte ler.

Den eneste person i hans husholdning, som tillod sig at gøre vrøvl over alle disse mængder af ler han indførte, var THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs mormor. Til gengæld smed drengen en håndfuld ler efter hende. Hun måtte acceptere. Til sidst var hele familiens hus fyldt op med ler fra kælder til kvist foruden halv – og helfærdige lerfigurer stående alle vide vegne! Derudover ofrede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM puja til samtlige disse figurer, under hvilke ceremonier han ringede højlydt med sin messingklokke – og det vel at mærke på alle tidspunkter af døgnet 7 dage om ugen. Her tillod bedstemoren sig igen visse højlydte indvendinger til hvilke drengen blot svarede med et mantra, som han havde lært i templet og som er specifikt beregnet på at bortdrive onde ånder, spøgelser og deslige!

Disse mantras i kombination med den højlydte kimen med klokken har givetvis gjort sin virkning. Faktum er i hvert fald at bemeldte mormor lever den dag i dag i bedste velgående i familiens hus i Tiruvannamalai – og er et godt stykke oppe i halvfemserne!

'Parashakti' (Den Universelle Moder) forberedte min krop og sind så smukt, til den mission hun havde tiltænkt mig. Man kan se hvordan Hun legede, hendes lila. Dag efter dag tilbragte jeg ene og alene med at udsmykke, tilbede og tale med guddommene. Jeg var i besiddelse af en energi og handlekraft, som ligger langt udover, hvad man normalt oplever i et ungt barn. Min mor har fortalt mig, at jeg engang som lille egenhændigt tog fat i en tung teaktræsseng som én af familiemedlemmerne sov på – og drejede den rundt uden synderligt besvær!'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var et selvstændigt, egenrådigt og dertil ganske frygtløst barn. Hans mor og resten af familien plejede at lytte til hans mening om tingene, snarere end at han kom til dem for råd. Hans klarhed og kærlighed virkede tiltrækkende på folk, der helt automatisk fik lyst til at følge ham.

Som 3-årig mødte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM Yogiraj Raghupati Maharaj, bedre kendt som Raghupati Yogi.

Et familiemedlem tog en dag en omvandrende yogi, en sanyasi med sig hjem. Det var almindeligt i THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs hjem at give tag over hovedet og mad til asketerne, de omvandrende yogier. Hans bedstefar plejede i sin tid at invitere mindst ti munke hjem til frokost hver eneste dag – og han gav dem til og med lidt klingende mønt med på vejen inden de forlod hjemmet igen! Det foregik sådan, at de blev sat alle på én række, bespist, så blev der foretaget arati for dem (skik hvor man svinger en tændt olielampe foran en guddom eller som i dette tilfælde nogle

hellige mænd) og til sidst fik de alle nogen penge, inden de gik igen.

Den sanyasi som var kommet på besøg den dag var ingen ringere end Raghupati Yogi, som ved synet af den lille dreng, der legede på gulvet bemærkede: 'I den dreng har I et lys, som skinner lige her i jeres hjem.' THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM følte sig meget hjemmevant med den mand, meget tryg og de faldt hurtigt i snak. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fortalte ham hele sin oplevelse med Ganapati, og om hvordan han havde fået Ham til at spise, efter at han havde fastet i 3 dage. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM følte, at Yogi forstod alt, hvad han sagde og fremfor at gøre grin med ham som familien havde gjort det,var han tværtimod fuld af venlighed og glæde.

Så langt tilbage THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kunne huske, havde han altid opfattet det, som om der sad en gruppe på 11 mennesker i en rundkreds om ham selv. Det var noget han var så vant til, at han faktisk troede de måtte være hans slægtninge og som en selvfølge gik ud fra at de var en del af hans store familie (de levede omkring 100 mennesker under samme tag – en rigtig storfamilie!) – indtil det en dag gik op for ham, at han var den eneste, der kunne se dem. Først da han mødte Raghupati Yogi og var blevet initieret af ham, holdt gruppen på 11 op med at komme. Drengen spurgte Yogi ud om det. Raghupati Yogi fortalte ham, at de folk var bhairava, Shiva gana, soldater med andre ord, som havde været hos ham siden fødslen for at passe på ham. Nu da han var blevet initieret og stod under beskyttelse af et Guru mantra, opfattede de at deres beskyttelse ikke længere var nødvendig; 'De har givet dig til mig', forklarede han.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kendte hver af de elleve ved navn og havde for vane at kalde deres navne trofast inden hvert måltid – så de også kunne komme til bords. Mange år senere, da han læste biografien over Sarada Devis liv – hun, som var gift med Ramakrishna Paramahamsa – forstod han, at hun havde haft en tilsvarende oplevelse som barn, da hun havde stået under

beskyttelse af sakhi, en gruppe kvinder, som er Devis tjenerinder, Modergudindens 'soldater'.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM skrev trofast dagbog, hvori han omhyggeligt berettede samtlige historier som Raghupati Yogi fortalte ham, og i øvrigt alt hvad der overhovedet skete mellem dem, når de var sammen. Raghupati Yogi insisterede på, at han skulle skrive det hele ned. Familien nåede at flytte et par gange i løbet af THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs barndom, men heldigvis sørgede hans mor for at dagbøgerne kom med fra sted til sted, og hun opbevarede dem også efter THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var gået hjemmefra. Så takket være hendes og Raghupati Yogis indsats kan vi i dag nyde godt af den rige mængde information bøgerne byder på.

Raghupati Yogis opdukken i THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs liv havde et veldefineret formål.

Om end han muligvis ikke selv er at regne som en oplyst Mester – en højt uddannet og specialiseret yogi var han i hvert fald. Hans job var at træne, forme og forberede lille THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs krop til at kunne modtage og bibeholde den fulde Oplysnings energi. Om netop det 'at få kroppen til at modtage og holde den Energi', bemærkede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM en gang at oplevelsen var ligesom 'at holde fire elefanter inde i en lille hytte'. Raghupati Yogi omtales altid af THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM med den allerstørste respekt og hengivenhed.

Yogien boede faktisk i samme gade som THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, og kendte hele familien. Han var født og opvokset i Burma, hvor buddhistiske lamaer havde taget sig af hans yogiske træning og uddannelse. Han havde fuld kontrol over sin krops funktioner og yndede foreksempel at levitere og bede de tilstedeværende børn om at gå ind under hans krop for ved selvsyn at kunne konstatere, at der ikke var noget, der holdt ham, og at der ikke var tale om et eller andet trick eller tryllekunst. Det gjorde han v.hj.a. asanas og pranayama – kombination af fysiske yoga stillinger og vejrtrækningsøvelser.

Til andre tider kunne yogien finde på at udånde 100%, hvorpå han satte en jerntvinge godt fast omkring sin brystkasse. Så indåndede han og under indåndingen brækkede hele det massive stykke jern i flere stykker og faldt til jorden! Han havde også for vane at indfange slanger, sætte en – levende! – slange op til sit næsebor, lade den glide hele vejen op og komme ud igen ad hans mund!

Blandt andre dr. Howard Johnson fra Harvard Universitetets medicinske fakultet har udført verificerede videnskabelige eksperimenter på tibetanske lamaer og deres yogiske evner opnået af dem gennem vejrtrækningskontrol og meditation. Blandt andet evnen til at nedkøle eller opvarme kroppens temperatur, evnen til at levitere og mange andre fysiske evner, der almindeligvis ikke regnes for at være menneskeligt mulige.

Raghupati Yogi spiste kun lidt, om overhovedet. Han kendt nogle yogiske tricks til kontrol af kroppens sult- og tørst mekanismer, som han lærte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM. Når hans disciple nødede ham til at spise lidt udfra deres velmenende forestilling om, at mad var en nødvendighed for ham, tog han gerne en lille smule, spiste og knipsede så med fingrene. Da kom samtlige hans tarme ud ad hans mund. Derpå vaskede han sine indvolde omhyggeligt fri for madrester i rent vand, hvorpå yogien lagde sine tarme indenfor igen. Han var kort sagt ekspert i Patanjalis ashtanga yoga metoder og brugte samme metoder i forberedelsen af THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs krop og sind.

Raghupati Yogi kom over til THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs hus hver morgen.Han tiltalte sin lille protegè med titlen 'Samiar' – Mester, og det navn tog resten af familien inklusive THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs far og mor til sig og brugte herefterdags. Yogi tog drengen med til templet og satte ham til at praktisere forskellige yogiske discipliner i trefire timer hver dag. Hen ad vejen blev den lille uddannet i samtlige otte grene af ashtanga yoga inklusive pranayama og asanas. Først efter undervisningen var færdig tog Yogi THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM med ud i byen og spise morgenmad. Han var meget

Part 3: Nithyananda Vol. 1_Danish_part_3.md

kærlig og sød og plejede at give drengen slik og chokolade og al den slags for at holde barnets interesse fangen!

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM havde et afslappet forhold til ham; de var på bølgelængde fra første færd og THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM stillede ham alverdens spørgsmål, som han tålmodigt besvarede. Når Yogis andre elever og øvrige voksne mennesker kom for at tale med ham, mens han var sammen med THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, sagde han ofte til dem, 'tro endelig ikke at jeg er lærer for drengen der, tværtimod det er ham, der er min lærer.'

En dag spurgte Raghupati Yogi THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM om han havde lyst til at besøge Kailash, bjerget hvor Lord Siva og hans partner Parvati bor. Det ville han mægtigt gerne og svarede derfor beredvilligt 'ja tak'. De aftalte så at mødes igen den næste dag i templet selv, hvor Raghupati Yogi lovede at han ville give THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM et særligt mantra, som hvis han sagde det, ville kunne tage ham direkte til Siva og Parvatis hjem.

Næste morgen, da de to venner mødtes i Kartika mandapam i templet var THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs første spørgsmål, 'nå, hvor er så den bus vi skal med for at komme til Kailash?' Yogi lo, men pegede så på en af turistbusserne, som holdt foran templet og sagde at 'én af de busser der vil tage os til Kailash'. Så bad han THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM gå og bade i templets lille bade-sø og bagefter komme tilbage til ham. Efter sit bad gik THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM over til trappen hvor Yogi sad og satte sig et trin lavere end han. Yogi ytrede lyden 'hreem'. Effekten på THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var, at det var ligesom om noget ramte ham nederst i kroppen i området mellem hans Swadisthana og Muladhara energi-centre, mellem hans navle og haleben. I det øjeblik så THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM Devi, Gudinden Parvati stående foran sig. Han lo i ren ekstase og råbte glad, 'Amma (mor) er her, Amma er her!'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM anede ikke at lydordet 'hreem' er Devis bija mantra, kaldetone, eller at Hun ville vise sig for ham. Han regnede jo med de skulle med bussen til Kailash!

Visionen af Devi var knivskarp og klar. Efter lidt tid smeltede Hendes form sammen med THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs. 'Jeg så Hende' fortalte han stakåndet til Yogi, 'Jeg så Hende med fire hænder!'

Først troede Raghupati Yogi ikke drengen, men slog det hen som fantasi. Drengen var i den syvende himmel. Så såre han var kommet indenfor døren, da han kom hjem, fandt han et søm og hamrede det fladt i den ene ende så det blev til en art mejsel. Så fandt han en blød sten frem og skar nu Devis form ud i stenen, sådan som han havde set Hende. Efter at have arbejdet med stenen længe mistede han tålmodigheden med sine egne evner, og tog i stedet stenen med hen til en stenhugger han kendte, og bad ham gøre arbejdet færdigt. (Devis relief i sandsten er udstillet i ashrammen i Bidadi.)

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM tog det færdige resultat med hen til Raghupati Yogi. 'Det er den amma jeg så, da du gav mig det mantra',sagde han til ham. Raghupati Yogi bød THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sidde og tog hans hænder i sine. Normalt plejede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM at opleve en energistrøm fra yogi til ham selv; men i dag var det lige modsat, energien flød fra ham til yogi!

Yogi rejste sig og bukkede sig for drengens fødder. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM råbte forskrækket 'jamen hvad laver du thatha?' Thatha betyder bedstefar på tamilsk. Yogi svarede, 'alle disse år har jeg brugt det mantra uden nogensinde at opnå en spirituel oplevelse. Jeg har været ligesom en bibliotekar, som har alverdens bøger til sin rådighed, men ikke har nogen egentlig levet erfaring. Jeg plantede frøet og afventede. Nu er frøet spiret!'

Han tilføjede, 'Jeg er velsignet mit barn. Det tager normalt års praksis at se Devi. Du er sandelig en Siddha Purusha (en realiseret sjæl). Derfor så du Hende lige med det samme – straks du blev initieret. Fra nu af er Devi din ishta devata, din favorit guddom!'

Raghupati Yogi plejede at tage THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM med hen til en vegetarisk restaurant for at spise morgenmad der. En skønne dag kom ejeren af stedet, Ramachandra Upadhyaya, over til Yogi og brokkede sig over, at der ikke var kommet særligt mange sanyasis (yogier, munke, hellige mænd) ind i hans restaurant den dag. Han havde nu engang for vane at give gratis mad til halvtreds sanyasis hver Amavasya – nymånedag – men der var langtfra kommet halvtreds den dag. Yogi svarede ham, 'Du bespiser den unge dreng her, det er nok; det svarer til at bespise mange sanyasis!'

Noget helt andet er, at hverken THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM eller Upadhyaya troede yogiens ord. For nylig udførte Upadhyaya pada puja (rituelt bad af Mesterens fødder) for THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM og genkaldte sig ved den lejlighed deres tidligere forbindelse. Han sagde, 'Jeg er velsignet som om jeg har fødet på mange af hellige mænd bare ved at have bespist dig som dreng.'

En dag spurgte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM Raghupati Yogi, hvorfor han i grunden lærte ham alle de her yoga – stillinger, asanas, når nu han ikke selv havde opnået Devis darshan selv efter at have praktiseret i mange, mange år. Yogi forklarede, at THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs krop skulle være i tiptop kondition, fordi han i fremtiden skulle udføre arbejde af gargantuanske dimensioner.'

Dag efter dag hersede Raghupati Yogi med drengen og fik ham til at udføre en hel masse forskellige fysiske yogastillinger og vejrtrækningsøvelser o.s.v. En fast daglig bestanddel af programmet var at THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM skulle kravle op og ned af minimum 24 sten søjler, som stod rundt om i tempelrummet, hvor de trænede. Drengen adlød, dels af respekt og dels af hengivenhed for sin lærer. Nå ja, og så også fordi han var fri for at gå i almindelig skole, når bare han passede sin træning med yogien…

Hvis THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM havde noget hjemmearbejde for og beklagede sig over det til yogien, skete det at den pågældende lærer meldte sig syg næste dag!

Yogi fortalte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM at tiden til at lære yoga er før det fyldte 14.år – og at han derfor havde hentet THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM og sat ham i intens træning allerede fra han var 3, så at han havde samfulde 10 år til at træne ham op. Han lærte ham asanas, pranayama, dhyana, mantra og forskellige andre teknikker. Yogi mestrede at udtrykke sig på helt usædvanlig vis ved hjælp af lyd. Foreksempel kunne han med én enkelt lyd tiltrække kvarterets hunde fra alle retninger i en radius af mange hundrede meter fra det sted han selv befandt sig. Det var et leben! Han kunne brække en sten over ved hjælp af en lyd, der lød som en hammer mod sten! Han var også i stand til med én bestemt lyd at gøre folk usynlige. Det fik han god brug for ved adskillige lejligheder, når vagten fra THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs skole kom hen til templet for at søge efter den skulkende elev. Når THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fik øje på vagten, løb han gerne hen til Yogi. Yogien udstødte en vis lyd, og når vagten få minutter senere kom hen og rent faktisk stod lige ud for både Yogi og THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, kunne han overhovedet ikke se drengen, men stillede sig tværtimod op og spurgte alvorligt Yogi ud om, hvor det barn dog kunne være henne!

'Efter det fyldte 14. år er det kun en Oplyst mester, der er i sand Brahmacharya, som udgør en af de i alt 5 yama, en del af ashtanga yoga.

Al respekt for sanyasin traditionen til trods ønsker jeg klart at fastslå, at de kan ikke være i Brahmacharya medmindre de opnår Oplysning. Som jeg siger til mine ashramitter, de unge brahmacharis i ashrammen: I behøver ikke have dårlig samvittighed hvis I skulle 'falde i'. Når I ikke må gifte jer, er det udelukkende for at undgå alle ægteskabets problemer. At være single er for jer ikke en spirituel ed I har aflagt, blot en social!' Så Raghupati Yogi startede mig i træning i så ung en alder for at være sikker på, at jeg ville være fuldt forberedt inden puberteten og i stand til at mestre alle disse teknikker.'

Raghupati Yogi ydede verden en stor tjeneste ved det stykke arbejde han gjorde med THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, og ved at forberede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs krop for hans fremtidige bestræbelser. Selv mente yogien at hans job bar lønnen i sig selv, og at han personligt lærte ligeså meget fra THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, som drengen lærte fra ham. Han gav sin elev et skind fra et dyr, som han selv havde modtaget fra sin Mester. Det var blevet behandlet og indfarvet med forskellige urter og den dag i dag er det 60 år gamle skind, som nu befinder sig i ashrammen i Bangalore, intakt med hår og det hele.

Raghupati Yogi lærte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM hvordan man klarer sig uden at opleve tørst eller behøve at drikke ved at tviste tungen rundt og indånde, samtidig med at man ytrer lydordet, *mantra'et, '*lam'. Han gav også drengen en speciel urt som, hvis man bruger den til at tegne et diagram i sit leverområde udenpå kroppen, har den effekt, at man ikke oplever sult. Han lærte drengen at klare sig uden søvn og uden at føle sig træt. Han lærte ham også at lege med livsenergien, ki, chi, prana – kært barn har mange navne, og at skabe ting ved hjælp af lyd energi. Alle disse kundskaber kom THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM til gode i løbet af hans vandringsår, hvor han mangen en dag måtte gå foruden både vådt og tørt, mangen en nat tilbragtes under et træ på een og anden gravplads med den bare luft til dyne og stjernerne som loft.

Raghupati Yogi besad evnen til at materialisere ting. Han havde kontrol over slanger. Men selv om han var en højt specialiseret yogi, en Oplyst Mester var han ikke.

På THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs opfordring materialiserede Yogi engang en konkylie til ham. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var overrasket og granskede konkylien omhyggeligt. Så fandt han en dato indgraveret på indersiden og beskyldte sin lærer for at have villet snyde! Yogi'en forklarede at han jo ikke havde skabt konkylien – der var blot tale om teleportation. Han havde teleporteret den fra sit hjem – nogle kilometer derfra.

'Og', forklarede han videre, 'det er en evne der ikke siger noget om hvor højtudviklet en person er i åndelig henseende; en sådan evne kan ikke tages som pålydende for at vedkommende der besidder den er Selv Realiseret eller Oplyst. Det er bare en leg med energien, det er det hele.'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var knap fyldt ti da Raghupati Yogi arrangerede et stormøde i al offentlighed, hvor THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM skulle foredrage over Patanjalis Yoga Sutra! Han forklarede ham, at han nu var parat til at tale i offentligheden, og at hele arrangementet samtidig var en indvielse for THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM til at være acharya, lærer. Yogi uddelte løbeblade over hele byen, der udråbte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM som hans discipel og kundgjorde tid og sted for arrangementet. Mere end tusind mennesker mødte op til den purunge drengs foredrag. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM husker det hele blev videofilmet. Begivenheden fandt sted foran Raja Gopuram (det centrale tårn i et tempel) i Tiruvannamalai samme sted hvor den berømte festival Irai mani Mandram afholdes hvert år.

Gennem årene sørgede Raghupati Yogi for at THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM blev fotograferet siddende forskellige steder under dyb meditation. Fotografering var en eksklusiv og meget dyr fornøjelse på den tid i det landlige Bharat. Yogi måtte låne penge til projektet af Upadhyaya, hotel – og restaurantejeren, for at kunne realisere det. Direkte adspurgt hvorfor han dog gad gå til så store yderligheder og besvær for at kunne få taget billeder af sin elev, svarede han ikke, men smilede kun. Da fotosene var klar skrev han bagpå eet af dem, 'En skønne dag vil hele verden takke mig for at have fået taget disse billeder!'

Det er de fotografier vi i dag kan nyde godt af og se THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM i meditation, da han har været i 9-årsalderen. Raghupati Yogi fik også lavet billeder af ham og THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sammen, men ingen af sig selv alene. Drengen opfordrede ham, 'Hvorfor får du ikke lavet et foto kun af dig, så kan jeg have det?!' Hvortil den forudseende lærer smilende svarede, 'Ingen vil gide tilbede mit billede, men de vil tilbede dit!'

Fotografen, som tog billederne af de to sammen, erindrer sig, at yogien og hans elev, siddende i meditation begge leviterede adskillige centimeter over jordhøjde.

For nylig (2006) i ashrammen i Los Angeles, USA fortalte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM os om hans dage med Raghupati Yogi:

Jeg havde det store held at være hos den store Mester Raghupati Yogi. Da jeg mødte ham, var han omkring de 105 år gammel!

Han nedstammede fra Patanjali. (Med nedstamme menes her i åndelig og ikke fysisk forstand) Patanjali er grundlægger af yoga-systemet som vi kender det. Han er den første Mester som hermed skabte et klart videnskabeligt anlagt og logisk opbygget system til at reproducere oplevelsen af Oplysning. Indtil Patanjali var Oplysning et rent tilfælde; noget, der skete for én, men ikke for en anden. Det var det rene lotteri. Man kunne købe et lod, men der var ikke gevinstgaranti. Patanjali var den første Mester, jeg kan også kalde ham åndelige navigatør, som rent faktisk kreerede et kort og gav alle de fysiske pejlemærker. Han skabte krystalklare retningslinier; en skridt-for-skridt kørebog til genskabelse af Oplysning i et menneske.

På samme måde som andre videnskabsmænd udtrykker deres forståelse af det ydre univers på formler, således udtrykte Patanjali sin forståelse af det indre univers i form af en teknologi, der er i stand til at reproducere i den enkelte der følger teknikkerne, den samme oplevelse han havde haft – nemlig Oplysning. Og Raghupati Yogi mestrede hele den videnskab. Han var Mester i alle yogaens aspekter fra de fysiske yogaøvelser, asana eller hathayoga, over vejrtrækningsøvelser, pranayama, til at forstå og mestre sindet, arbejde med visualisering, følelser etc.

Fra jeg var 3 til jeg var 13 arbejdede han med at forberede min krop og mit sind til at være åben for og kunne modtage og forblive i Oplysningen. Alle og enhver kan opnå et glimt af satori, af 'no-mind' stadiet, at være fri for tanker – et øjeblik er ikke svært at opnå, det er ikke nogen big deal, men at forblive i det stadie – og ikke bare mentalt, men også at være i stand til at udtrykke den energi gennem sin fysiske krop, at være 100% integreret i Oplysningen, det kræver forberedelse af krop og sind. Og det er 'the real thing'! Bare et enkelt glimt af sandheden er ikke noget at tale om. Enhver kan opnå det. Men at være i og leve den Bevidsthed; udtrykke den kræver forberedelse. Han fokuserede på den side af sagen og hjalp mig på så mange måder til at forstå og opleve og først og fremmest være i det intense energi – niveau og udstråle Energien gennem min fysiske krop.

Træningen startede ved 6-7 tiden hver morgen. På det tidspunkt var det nærmest ligesom tortur! Jeg skulle bukke og bøje mig i alle tænkelige retninger. I Arunachala templet, hvor han plejede at undervise mig var der en smuk stensøjlehal. Han satte mig til at klatre op og ned ad samtlige stensøjler! 20 til 30 søjler skulle jeg op i, den ene efter den anden. Til dato er det ikke lykkedes mig at finde nogen forklaring i nogensomhelst bøger om yoga på, hvorfor det skulle være nødvendigt at klatre i søjler for at lave yoga! (latter). Og han kommanderede mig ovenikøbet til kun at bruge én hånd. I én arm skulle jeg klatre hele vejen op og ned igen.

Han plejede også at få mig til at praktisere Neti, en teknik hvor man sluger et langt stykke bomuldsstof for at få renset hele tarmsystemet. Jeg skal ærligt indrømme: det er kun i dag jeg er glad for de ting; dengang hadede jeg ham!'

Nogle af de ting han fortalte om Patanjali var overraskende eller ligefrem chokerende og til tider modsætningsfyldte. Han fortalte at Patanjalis ord kommer til udtryk i hans bøger, men ikke hans kropssprog. Og at en stor del af hans lære derfor er

gået tabt. At kun et menneske, der har oplevet Patanjalis bevidsthed er i stand til at vække Patanjali til live igen. Og jeg havde det formidable held at være sammen med den Mester, der har oplevet den Bevidsthed, eller det samme indre rum som Patanjali, hvilket satte ham i stand til at kunne afsløre yogavidenskabens dybere aspekter.

Jeg spurgte ham om årsagen til, at han fik mig til at klatre op og ned ad alle de søjler, da der ikke er nogen reference til søjleklatring i nogen yogabog overhovedet. Han gav en smuk forklaring: Med et hvilket som helst formål for øje du bevæger din krop, det formål, den erindring som ligger til grund for din bevægelse, selve den idè, vil sætte sig grundigt fast i din krop og dit sind. Det er en meget chokerende afsløring. Han siger: hvilken intention du end måtte havde med udførelsen af en fysisk bevægelse, om du bukker, strækker eller på anden måde er aktiv, den intention, det formål vil blive registreret i din kropsbevidsthed og det formål, den idè, den samskara vil derefter begynde at udtrykke sig i din krop.

Han mener: måden du bukker dig på og metoden du anvender i din yogapraksis er slet ikke særlig væsentlig. Det væsentlige er din bagvedliggende motivation, intention. Hvis din intention er at opnå et godt helbred og du gør de bevægelser, du mener er nødvendige for at opnå det med den grundlæggende intention bag, vil du også opnå sundhed.

Han siger, om du så vælger blot at sidde, hvis du har en stærk tro på at det at sidde ret op og ned vil gøre dig sund og stærk, jamen så er det det, du vil opnå ved at sidde. Jeg spurgte ham, hvordan det er muligt, han lo og svarede, 'selve din krop er lavet af din erindrings stof. Vi er udtryk for vor egen selvhypnose. Hver eneste erindring er registreret i vore muskler. Så ved at ændre vores erindringer ændres hele vores system samtidigt.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM har fortalt, at Raghupati Yogi var en reinkarnation af Patanjali. Patanjali selv var en inkarnation af den imponerende slange Adisesha, på hvilken Vishnu hviler. En gang da Shiva dansede i Kailash brast én af hans ankelkæder og for at undgå at Shiva måtte stoppe sin dans, rullede Adisesha sig rundt omkring hans ankel som en anden ankelkæde. Da han holdt inde med dansen velsignede Shiva slangen, som sagde til ham, 'Alle andre nød at se dig danse, men jeg gik glip af din optræden, da jeg jo sad nede på din ankel. Vær sød og giv mig en mulighed for at se dig danse,'

Shiva sagde så, 'Du vil blive født på Jorden og efter at du har gjort bodøvelser en vis rum tid, vil jeg komme og danse for dig.'

Således reinkarneredes Adisesha som Patanjali i Chidambaram, og Shiva kom og dansede for ham som Nataraja.

Da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fortalte os om den begivenhed kom mange af os i tanker om alle de gange Hans egne ankelkæder er knækkede under Hans dans i forbindelse med Ananda Darshan; tykke kæder i guld som brast og faldt af under Hans energiske dans.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM blev gode venner med flere andre viise mænd i løbet af sin tidlige barndom. Én af dem er Saakkupai Swami, hvis påklædning bestod af jute stof, som han havde fra nogle bortsmidte gunny-sække (kaldet saakkupai på tamilsk) og som plejede at sove i templet. Andre børn var bange for ham og undgik ham, men THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM gik hen til ham en dag og spurgte ham, hvordan han kunne komme til at se Arunachala i menneskelig form. Saakkupai Swami lo og sagde, 'Nar mig ikke på den måde, gå din vej, gå din vej!' THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM lød forskrækket derfra. Da han var på sikker afstand vendte han sig alligevel om for at se hvad Swami'en nu lavede, og til sin

forbløffelse så han, at han lå fuldt udstrakt med panden mod jorden og hænderne samlede og rejst foran hovedet i ærbødig hilsen i retning af ham selv.

Efter den dag smed Saakkupai Swami altid slik og karameller hen til THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, hver gang han passerede forbi, også selvom drengen ikke turde komme tæt på. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM troede Swamien havde en skrue løs. En dag smed THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM så en rupeemønt hen til Saakkupai Swami. Swamien sagde at han ikke havde brug for penge; THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte derfor, om der så var noget andet han kunne tænke sig, måske noget mad. Swami svarede, 'Nej, men du kan hente mig en pakke beedis.' (Hindu cigarettype rullet af tørrede tobaksblade) THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM købte en pakke beedis og gav ham. Swami lagde pakken ved sin side. Straks efter dukkede en hund op, løb hen og tog pakken i munden og lød atter sin vej. Saakkupai Swami sagde til THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM om at følge efter den hund. Hunden løb og THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM storkede efter det bedste han havde lært; de nåede til Yogi Ram Surat Kumar, bedre kendt som Visiri Swamigal, hunden lagde pakken foran ham og løb væk. Visiri Swamigal tog en beedi og begyndte at ryge.

Visiri Swamigal sad midt i en dynge skrald han havde samlet sammen på trinene til den bygning, der ligger overfor Thermutti, hvor templets hestevogn holdt parkeret. Han var en Oplyst Mester, velkendt og afholdt i byen. Han var en samtidig af Sri Ramana Maharishi. Visiri Swamigal vendte sig nu om mod THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM og spurgte om det var Saakkupai Swami, der havde sendt ham. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM forklarede så, hvordan det gik til at han var kommet, og hvordan han havde lært Saakkupai Swamigal at kende. Visiri Swamigal syntes godt om den unge knægt, de to faldt i hak med det samme og et umiddelbart venskab opstod dem imellem.

Et par dage senere tilbød Visiri Swamigal en beedi til THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM. Da han var blevet opdraget til at mene at rygning er en dårlig vane, afslog THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM. Hvem ved, hans

Oplysning var måske indtruffet langt tidligere end det skete, hvis han havde accepteret Mystikerens tilbud om en beedi!

Folk i byen havde for vane at spørge Visiri Swamigal til råds om deres fremtid. Skolebørn ville spørge ham, hvordan det mon ville gå dem i deres eksamener o.s.v.

Den gådefulde mystiker svarede kun sjældent. En dag, da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var på vej i skole stoppede han op og spurgte, om han ville bestå i dagens test. Han fik et svar, 'Du vil bestå livets eksamen, min dreng!' THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM forstod ikke hvad han mente med det. En kvinde, der sad i nærheden og havde overhørt samtalen sagde, 'Gå du bare ven. Du forstår ikke ordene nu; senerehen vil du huske og forstå!'

Et par af de berømte begravelsessteder i den hellige by som Tiruvannamalai er, nød THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM at besøge, sætte sig et sted og meditere i den velgørende stilhed. For et par år siden ganske tidligt om morgenen gik vi en lille gruppe sammen med Mester i Tiruvannamalai, og han førte os hen til flere af de steder og udpegede for os, hvor han plejede at sidde og meditere. Han viste os et stort gravsted og sagde, 'Ser I det store gravkammer der? Den dobbeltseng der! Der plejede Yogi Ram Surat Kumar at sidde. Jeg havde for vane at gemme mig og holde øje med ham og nyde den mystiske udstråling han havde. Når han fik øje på mig gennede han mig væk med ordene, 'det er jo kun mig, gå din vej!'

Han genkaldte sig, hvordan han en dag på vejen hjemad, efter at have siddet en rum tid og mediteret inde på begravelspladsen, fik øje på en mand, der lå i fuld prostration på jorden i retning mod Arunachala, som det var almindelig praksis i byen. Han ventede høfligt på at manden skulle blive færdig og rejse sig, men han bevægede sig ikke. Pludselig gik det op for THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM at det var et lig der lå der! Ganske uanfægtet hoppede drengen over den døde krop og fortsatte på sin vej. Hans intense åndelige tørst levnede ikke rum for oplevelsen af følelser som frygt, sorg eller nogen anden type følelse, som

kunne have bremset ham på hans vej mod den Totale Sammensmeltning med det Guddommelige.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var forelsket i Arunachala. Hver eneste procession, der udgik fra templet kunne tælle THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM blandt dets deltagere. Sine dage tilbragte han i templet; den gratis mad, som det er hinduistiske templers vane at uddele på daglig basis, spiste han også i selskab med de forsamlede sanyasis. Arunachaleshwara templet i Tiruvannamalai var THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM legeplads, som Brindavan var det for Krishna og Dakshineswar for Ramakrishna.

Når han vågnede om morgenen hjemme i sit hus beholdt THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sine øjne fast lukkede i, stod ud af sengen og gik, fortsat med lukkede øjne, ud foran huset og stillede sig. Først da åbnede han øjnene og skuede som det første sit elskede bjerg: Arunachala. Hans brødre og søstre plejede at kalde ham kuruttu samiar, den blinde munk! De plejede at irritere ham ved at stille sig foran ham idet han åbnede øjnene, eller dreje ham rundt, så han vendte modsat bjerget; nogen gange råbte de bare ad ham for at forskrække ham. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM blev rigtig gal i skralden når det skete, sparkede dem og råbte og regerede, for så at gå hele vejen tilbage ind i huset i seng igen og starte forfra!

For THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var Arunachala et levende væsen og ikke bare en samling klipper. Han kunne sidde lang tid og bare se på, opleve, være med bjerget – som i Zen meditation, Zazen; sidde, lade ske, blot være til.

Da han var omkring syv år gammel mødte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM Narayanaswami Thatha også kendt som K.S.Narayanaswami (thatha betyder bedstefar på tamilsk).

Thatha boede i et lille tempel for elefantguden Ganapati i Thirumanjana Gopuram gaden i Tiruvannamalai. Han var Mester i tantra, yantra og mantra, d.v.s. samtlige tre teknikker til opnåelse af Oplysning. Han besad dybe telepatiske evner. Det lokale politi kom regelmæssigt til ham for hjælp til at opklare forbrydelser, identificere og udpege forbryderen!

Thatha tog et spejl og tegnede en firkant på det; billedet af forbryderen ville da vise sig indeni firkanten. Folk som havde mistet deres ting, eller hvis børn eller andre var blevet væk for dem, kom til ham; og han viste dem i spejlet, hvor tingen eller personen befandt sig lige nu. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM så ham udføre det arbejde dag efter dag – utrætteligt. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM tilbragte seks år i selskab med Narayanaswami Thatha.

Når folk kom og bad om hjælp tændte Thatha en lampe og mumlede et mantra. Dernæst samlede han lidt af lampens sorte sod op i sin hånd og smurte det ud på spejlet. Straks fremkom en scene som viste hvad der nu var hændt, i spejlet, så klart som på et fjernsyn. Hele historiens forløb fra start til slut ville blive oprullet, uanset om det var en forsvunden person eller et indbrud der var tale om. Den lokale politinspektør kom gerne og sad for fødderne af Thatha.

Tyveknægte plejede at komme og bede ham om ikke at afsløre dem for politiet. Når han først havde givet dem sit ord, kunne spejlet ikke senere vise noget som helst. Til gengæld krævede han, at de skulle give alle eller en del af deres penge til templet; nogle gange krævede han, at de skulle aflevere det stjålne til rette ejermand – hvis ejeren var en god mand vel at mærke. Hver dag samlede han tusindvis af rupee – mønter ind.

Thatha havde truffet den klare beslutning, at han aldrig ville eje noget som helst, hverken penge eller andre ting, hvorfor han hver aften inden solen gik ned delte alle de penge eller andet folk havde givet ham til gengæld for hans tjenester, væk. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM plejede at komme med mad til ham derhjemmefra; hans mor var meget generøs og gav ofte mad til byens sanyasis, asketer og munke. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var bydreng for mystikeren og nød at se det daglige 'tv'-show i spejlet og høre al den sidste bysladder; og han glædede sig sammen med folk, når de via spejlet fandt, det de havde søgt.

En gang var der nogen, der havde stjålet statuen fra et tempel i nabobyen Tiruneer Annamalai ved at knække den af nede ved søjlen. Thathas spejl viste at idolet skulle være blevet gemt i en ubrugt vandtank, og ganske rigtigt fandt politiet den også der. Da nu statuens oprindelige tempel var blevet brudt op og fundamentet ødelagt, bad Thatha politiet om i stedet at bygge et lille tempel for statuen indeni selve politistationen, hvilket de gjorde! Thathas berømte spejl befinder sig også i det tempel. Det er højst sandsynligt det eneste tempel bygget inde i en politistation i hele Bharat, ja formentlig i hele verden!

En dag mens Thatha var gået på toilettet besluttede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM at se nærmere på spejlet. Han smurte lidt af den sorte sod ud på spejlet, men han havde ikke noget at spørge om. Pludseligt trådte Devis form klart frem i spejlet. Hun smilede til ham. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM blev bange, for hvad nu hvis hun ville sige til Thatha, at han havde brugt spejlet uden at spørge om lov. Han satte sig ned og bad, 'Åh vær sød ikke at sige det til ham.' Hun smilede bare og det tog THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM som tegn på, at hun ikke havde tænkt sig at sladre. Men problemet var nu, hvordan han skulle få hende til at gå sin vej igen.

Da Thatha kom ud fra badeværelset viste THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ham spejlet og gik til bekendelse. Han lo bare og sagde, 'Hvis Devi ikke ønskede at vise sig, ville Hun ikke være kommet. Du har ikke gjort noget galt.' Bagefter forærede Thatha den sølvboks

spejlet plejede at være i til den lille THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM. Den boks er i ashrammen i Bangalore i dag.

Det skete jævnligt, for ikke at sige ofte, at THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ikke nåede i skole. For at slippe for straf gik han gerne til Thatha og bad ham om hjælp. Thatha sørgede så for, at der viste sig et lille hak udfor THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's navn i klasselærerens protokol, som om han virkelig havde været der!

Thatha havde det med at materialisere ting. Han gav også folk råd og vejledte dem til at få løst deres problemer. Engang kom en mand fra den laveste kaste (samfundsklasse) til Thatha for råd. Thatha adviserede, at han skulle gå tre gange rundt om et Shivatempel. Manden fortalte, at han som lavkasteperson ikke ville få lov til at blive lukket ind på tempelområdet hjemme i sin landsby. Thatha pegede så på THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM og bød manden gå rundt om ham tre gange istedetfor. Det gjorde han, hvorefter Thatha udtalte at, 'nu vil alle dine problemer løse sig.' Hverken manden eller THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM forstod betydningen af det, der var sket; men mandens problem løstes ganske rigtigt.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM lærte de tantriske, mantriske og yantriske videnskaber af Narayanaswami Thatha; hvordan de fungerer og hvordan de bør anvendes. Tantra er meditationsteknikker til opnåelse af Oplysning; mantra er lydord, som ved kontinuerlig og koncentreret repetition også udgør en vej til Oplysning og endelig er yantra en metaforisk gengivelse af Kosmos skåret på en kobberplade og brugt som meditativt værktøj til samme formål. Engang da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM bad Thatha give sig et mantra (det er traditionen at Mesteren vælger et mantra til sin discipel, som netop passer godt til hans eller hendes psyke) svarede Thatha at THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM skam allerede havde sit eget mantra, som er tusinde gange stærkere end noget andet han, Thatha, kunne give ham; men henad vejen lærte han nu THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM mange forskellige teknikker inklusive mantras.

Engang i tiden omkring Devistatuens installering i templet inde på politistationen kaldte Thatha THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM hen til sig med ordene, 'Sinnapayan' (lille dreng),'kom og lær af mig.'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sagde, 'Jeg har lært meget af dig. Du har lært mig mange ting, mantras og teknikker. Hvad ellers vil du gerne have jeg lærer?'

Thatha sagde, 'Hvis dit sind er rent behøver du ikke mantras for at gøre mirakler. I dit blotte nærvær vil miraklerne opstå af sig selv.'

Et sted dybt inde i THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM gav hans ord genklang. Han sagde til Narayanaswami Thatha, 'Så skulle du have gjort mit sind rent istedetfor at lære mig alle de mantras, som du påstår er ubrugelige.'

Som svar ytrede Thatha, 'Bare rolig; mantraerne vil rense dit sind.'

Fra og med den dag indstillede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM al praksis af de mantra og tantra, han havde lært.

Narayanaswami Thatha gav THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM et yantra og en bog med spirituelle sange, chants. Han lærte ham også, hvordan man ved at chante et bestemt mantra: mooligai prana pratistha mantra ettusinde gange i østlig retning henvendt til visse urter, sikrer at disse urter bibeholder deres kraft og styrke selv efter at være blevet plukket og eventuelt skåret i stykker.

Om aftenen inden THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM forlod Thatha for at gå hjem til sin familie, velsignede Thatha drengen i tavshed og gav ham en frugt med i hånden fra sit fad.

En skønne dag, da drengen skulle til at gå hjem som sædvanlig med ordene 'poyittu varen' – vi ses, eller helt bogstaveligt 'jeg går og kommer tilbage'- svarede Thatha helt usædvanligt 'Gå' og istedetfor at give ham en frugt, pegede han på fadet og

indikerede, at THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM selv skulle vælge, og tage hvad han ville have. Tre dage senere forlod Thatha sin krop. Hans samadhi, stedet han er begravet, eksisterer den dag i dag i Tiruvannamalai og kaldes Thottakara Thatha – Gartner Bedstefar, som er det navn, han var almindeligt kendt under.

Som det var hans vane fortsatte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM med at finde nye venner blandt byens åndelige personligheder. Han mødte en sanyasi som plejede at sidde i Arunachala Templet tæt ved Thirumanjana Gopuram. Den sanyasi, Narayana Swamigal, var meget populær i Tiruvannamalai. Han kaldtes Mouna Swamigal - Den Tavse Vismand - da han aldrig mælede et ord. Han havde heller ikke for vane at spise. Når folk kom til ham for at blive velsignede, stillede han sig op med begge hænder løftede og håndfladerne udefter og bare stod sådan i henved ti minutter. Han havde en lille tavle hvorpå stod ordene 'summa iru sollaren' – bare vær i tavshed. Han sad helt tyst uden hverken ydre eller indre snakken. Når THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sad sammen med Mouna Swamigal oplevede han også indre fred. Mouna Swamigal lever endnu. Han er rykket et stykke opad bjerget til et ensomt beliggende område på Arunachala og har levet der i de sidste 15 år uden hverken at spise eller drikke.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs udstråling og energi tiltrak folk med samme åndelige interesse og mål som han – og helt fra den allertidligste barndom dukkede de op i hans liv, velsignede ham og lærte ham beredvilligt det de havde at lære fra sig. Kontakten til alle disse viise mænd og hellige folk inspirerede barnet og gav ham lyst til at være og leve sit liv som dem.

Guddommeligheden i THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var altid til at få øje på for den oprigtigt søgende.

En dag kom han for sent til matematiktimen og blev derfor høfligt stående i døråbningen afventende matematiklærerens tilladelse til at træde ind i klassen. Læreren kiggede op og over i retning af ham. Han sagde intet, det virkede som om han var i en slags trance. Langsomt rejste han sig, samlede håndfladerne foran sit hjerte og bukkede ærbødigt for drengen. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM så undrende til.

Matematiklæreren opfordrede senere THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM til at komme og besøge ham i hans hjem. Som det sig hør og bør gik THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM derfor et par dage senere på visit hos læreren. Straks han trådte ind ad døren lagde læreren sig i fuld prostration på gulvet for hans fødder. Bagefter fortalte han glædestrålende og meget følelsesladet, hvordan han havde haft en vision af sin ishta deva, sin yndlings form af Gud – Lord Ayappa – i drengen, mens han stod i døråbningen til klasselokalet. Han erklærede sig som drengens discipel. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM vidste ikke, hvad han skulle sige til det.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM elsker at genfortælle følgende beretning som fandt sted i hans tidlige barndom:

Små byer som Tiruvannamalai har ikke et egentligt professionelt teater, men mange amatørgrupper, som ser deres snit til at optræde under årets mange religiøst inspirerede festivaller. På grund af det – stadigt – eksisterende kønsrollemønster er det som oftest kun mænd, der optræder – også i kvinderoller, hvor de så er udklædt.

Forestillingerne talte primært børn og gamle kvinder som ikke havde så meget at se til, blandt deres tilskuere.

Et af de mest populære stykker var fra Mahabharata, som er historien om to stridende klaner, der ender op i krig med

hinanden, og om hvordan én af krigerne Arjuna vinder slaget v.hj.a. råd fra Lord Krishna. Disse råd er det, der udgør den hellige bog Bhagavad Gita. (Som ikke bare handler om, hvordan man vinder en ydre krig, men opleves af mange som den perfekte opskrift på hvordan individet kan vinde den ultimative indre kamp og dermed nå Enlightenment, Oplysning) En af de mest bevægende scener i Mahabharata er den, hvor Prinsesse Draupadi, som er hustru til de fem Prinser af Pandava, bliver klædt af i Kaurava klanens kongelige gemakker. Kaurava'erne er dødelige fjender med Pandava slægten og samtidig er de nært beslægtede som hinanandens fætre.

Kaurava Prinsen Dushassana er den største skurk i historien. Han fornærmer Draupadi og forsøger at krænke hendes blufærdighed. Draupadis ægtemænd, Prinserne af Pandava kan kun se hjælpeløst til imens, eftersom de har aflagt deres æresord på ikke at gribe ind.

Draupadi har nu kun Lord Krishna selv at bede om hjælp. Hun rejser sine arme mod himlen i en anråbende gestus og beder om at Hans vilje må ske fyldest, og da sker miraklet: for hvert stykke tøj, der bliver taget af hende, dukker et nyt stykke op, i det uendelige. Udmattet, forvirret og bange giver Dushassana tilsidst op og Draupadi's ære er reddet.

I det drama, som THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM så, blev Draupadi spillet af en mand. Den mand plejede at være iklædt syv sari'er i alt, og når ham der spillede Dushassana havde fjernet de seks, plejede Draupadi at tage det som sit stikord til at kalde på Krishna, som ville hoppe ind på scenen og redde hende.

Lige netop den dag havde Draupadi været glemsom, og i skyndingen havde han kun fået taget seks sarier på istedetfor syv. Under afklædningsscenen går det så lige pludselig op for ham, hvad der er sket, og han råber derfor højlydt til Dushassana om at slippe ham. Selvom Draupadi råbte op gav Dushassana ikke slip, men fortsatte med at hive tøjet af 'hende'. Draupadi

sparkede og slog ud efter ham, men ham der spillede Dushassana havde helt styr på, hvor mange sarier der skulle af, og der manglede altså én endnu! I mellemtiden stod den skuespiller, der spillede rollen som Krishna udenfor og røg sig en smøg ganske uvidende om det traume hans skønne Draupadi oplevede!

Til sidst lykkedes Dushassana med sit forehavende. Draupadi stod nu på scenen, en mand iklædt intet andet end boxershorts forneden og en kvindebluse foroven. Da himlede Draupadi op, 'Oh Krishna jeg kaldte på dig igen og igen og var tæt på at give op. Den onde Dushassana klædte mig af til skindet og forsøgte at vanære mig i al of entlighed. Hvor er jeg dog taknemmelig. For at redde min ære tryllede du mig om til en mand!'

Mester ryster af latter, hver gang han fortæller den historie. Det er er ren fornøjelse at betragte ham, når han taler om sin barndom, og se alle hans udtryk, når han genoplever hver enkelt detalje.

En gang imellem taler han om den eneste film han så; det var sammen med sin mor og far. De så den tamilske film 'Mudal Mariyadai' på Balasubramanian Teatret i Tiruvannamalai. Halvvejs igennem filmen er der nogen scener hvor en person bider en anden persons tå af og spiser den; det gjorde ham bange at se. Han forlod biografen og så aldrig en eneste film eller et tv program igen i løbet af hele sin barndom. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM havde aldrig før kendt til frygt. Ved den lejlighed følte han at frygt forsøgte at komme ind i ham. Han blev bevidst om at det var ved at ske, og gik derfor.

Når vi ser fjernsyn eller film er billederne per sekundfrekvensen så høj, at det, der bliver vist trænger direkte ind i vores bevidsthed. At se en horror film eller en deprimerende film i mere end 20 minutter hensætter os i den samme følelsesmæssige tilstand; ved igen og igen at se sådan nogen

film går de ind og danner en del af vores personlighed, uden at vi er klar over det. Derfor er det rigtig farligt – specielt for børn – at se den type film. Selv vi voksne havde bedre af aldrig at se mere end max. 15 minutter ad gangen af film med negativt indhold.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs vilde energi manifesterede sig engang imellem i løbet af barndommen.

En gang under et familiebesøg i Tirupati sammen med onkler, tanter, fætre, kusiner o.s.v. delte han soveværelse med nogle af sine mandlige slægtninge. Som han havde for sædvane stod han op klokken 3 om natten for at udføre sin daglige puja. Mens han sad fordybet under udførelsen af det hellige ritual mumlede én af mændene halvt i søvne vredt noget om hvad for en pokkers larm, det dog var. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM gik roligt over til slægtningen, greb ham i struben, og det fortælles at han truede med at tage livet af ham, hvis han nogensinde igen skulle formaste sig til at forstyrre hans puja. Hvorefter han stille og roligt gik tilbage og genoptog sin tilbedelse! Efter den episode var der ikke længere nogen af THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs slægtninge, der kom med bemærkninger om hans aktiviteter.

Som tiden gik blev THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs vilde energi gradvist kanaliseret ind i hans stadigt mere intense åndelige søgen. En dag var han i selskab med én af sine fætre, som var tæt på at have fået n-o-k nok af drengens drilagtige narrestreger og nidkære påfund. Efter en specielt irriterende episode reagerede fætteren ved at tage en tung ting, der stod i nærheden og smide den i hovedet på THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM. Den skar dybt ind i THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs pande, som blødte voldsomt. Effekten af den hændelse var, til samtlige THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's familiemedlemmers udelte forbløffelse og lettelse, at han slappede betydeligt mere af og blev noget mere besindig at have med at gøre. År senere kom det til THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs kundskab, at Vivekananda – en anden stor Mester – havde været udsat for en ulykke i sin barndom, som havde resulteret i et ar henover det ene øjenbryn på nøjagtigt samme sted, som han den dag i dag har sit ar. Ramakrishna

Paramahamsa, som var Vivekanandas Guru skal have forklaret, at havde den unge Vivekananda ikke gennem sit fald fået det slag -og deraf følgende ar, ville hans voldsomme energi have være for meget for hans krop, som ikke ville have kunnet holde til det. Eksistensens veje er sandelig uransagelige!

Barnet indeni THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sidder på spring til at komme ud og lege nårsomhelst! Det synes totalt umuligt at forudsige, hvornår det sker; gang på gang har Han overrasket os med sine spontane udbrud af barnlighed.

Ved en lejlighed mens vi sad og havde en meget alvorlig diskussion, pakkede jeg en gave ud, som en af Hans ivrige tilhængere havde sendt Ham og som indeholdt noget batteridrevet legetøj. Jeg have fået besked om at isætte batterierne først og så give legetøjet til Ham. Da Han nu så mig sidde og fumle med de her batterier, rev Han dem og legetøjet ud af hænderne på mig med ordene, 'hele det sjove er jo at sætte batterierne i!'

Resten af den seriøse diskussion blev indimellem afbrudt af den infernalske støj hans tænden og slukken for legetøjet producerede.

Da jeg rakte Ham legetøjet sagde jeg, 'De er måske tiltænkt Anandi', som er en 8-årig discipel og yngste medlem af vores ashram. Han surmulede og svarede, 'Var det hvad du fik at vide? De er da til mig!'

Selvfølgelig – efter et par timers leg fik Anandi faktisk legetøjet.

At observere Ham i de stunder har lært os fantastisk meget. Hvis en Oplyst Mester kan tillade sig selv at opføre sig som et barn, hvorfor skulle vi andre så rende rundt og gøre os bekymringer om, hvad andre mener om os og vores opførsel? På mange måder er Hans væremåde stadig nøjagtigt som vi kan forstå, at den var i Hans barndom, nysgerrig, enkel og spontan.

Mange folk har spurgt THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM om Han mon er reinkarnation af den ene eller anden Mester. Han svarer gerne at alle oplyste væsener er eet med den universelle energi og at derfor alle Mestres Energi er én og den samme.

På den anden side virker det som om visse personlighedstræk går igen fra en Mesters tidligere inkarnationer til de næste. Når Mesteren, som var Krishna i eet af sine tidligere liv, reinkarnerer sig er det ikke nødvendigvis sådan, at Han også denne gang går omkring og spiller på bambusfløjte og har påfuglefjer i håret, men er muligvis stadig at regne som Poornavatar fra det ene liv til det næste.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM har ved flere lejligheder antydet at Hans sidste inkarnation ligger en 300 år tilbage i SydBharat. Han siger at når tiden er inde, vil den information blive os til del. Indtil da nyder vi bare Hans nærvær!

Kapitel 5

'Alting slutter ikke, når du bliver Oplyst; det er kun begyndelsen på en åndelig rejse. Oplysningen er begyndelsespunktet for en længere rejse, ikke endestationen.'

Vi har allerede talt lidt om inkarnationer. Oplyste sjæle som ikke behøver at lade sig genføde som resultat af de samskara de har akkumuleret, men som frivilligt vælger at lade sig genføde her på Planeten. De behøver ikke komme her igen, eftersom de har udtømt deres vasana, samskara og karma. Som tidligere nævnt er det vores uopfyldte utilfredsstillede begær og tankemåder, der ligger til grund for, at vi er blevet fangede i denne cirkel af fødsel og død. Når først vor karmiske bagage er udtømt og vi er Oplyste, stopper den cyklus af sig selv. En oplyst Sjæl bliver ikke genfødt per automatik.

Det står til troende at der andre steder i Universet lever væsener, som har samme eller højere intelligens end vi har her på Planeten Jorden. Men vi har alligevel fat i den lange ende, for det er kun her på vor Jord det er muligt at opnå Enlightenment – Superbevidsthed. Oplyste væsener kommer her til Jorden på opfordring af Moder Jord, når Hun udtrykker behov. De kaldes og suges tilbage hertil på grund af Planetens desperate behov for deres Energi og Nærvær. Den åndelige positivitet oplyste Sjæle kommer med er i allerhøjeste grad nødvendig for at afbalancere planetens akkumulerede negativitet.

Som Krishna udtrykte det i Bhagavad Gita: 'Igen og igen vil jeg lade mig genføde på planeten Jorden for at beskytte det gode og udrydde det onde.'

Oplyste væsener har ikke fri vilje, ingen overhovedet. Vi almindelige dødelige derimod, vi har fri vilje og vi udøver den. Der er en vis ironi i det. Vi mennesker har valget til at handle

som vi beslutter, og til at samle flere og flere samskaras sammen, gøre byrden af vor samlede karma større og større, eftersom vi har fri vilje. Det er naturens måde at lære os ansvar på. I takt med at vi udvikler os åndeligt, bliver vi gradvis mere og mere klar over hvilken enorm glæde og lykke der er i at overgive sin frie vilje til Universet. Ved at opgive vor – såkaldte – frie vilje (viljen til at skabe helvede for os selv) opnår vi reel Frihed: Oplysning, Enlightenment, Enhed med Universet. Overgivelsen af ens frie vilje til Universet er sidste skridt i processen, der går forud for Oplysning.

Denne overgivelse af den frie vilje er allerede fuldbragt i et oplyst væsen. Overgivelse af den frie vilje indbefatter følgende: A. Intellektuel accept af sandheden om vor egen indre iboende guddommelighed. B. Emotionel accept af det guddommelige i vort indre, ikke bare den intellektuelle forståelse fra hovedet, men en ægte dybfølt oplevelse i hjertet at sådan ER det; og jeg er DET. C. Overgivelse af sanserne; en total accept af også gennem sanserne at opfatte virkeligheden, som den er, og ikke som vores sind forsøger bilde os ind, at den er. På niveau C er det muligt at opfatte det formløse bagom formen, og at acceptere det formløse som guddommeligt.

På det stadie flyder man med universets intention uden nogen lyst til at udøve fri vilje.

Oplyste væsener har allerede overgivet sig helt til universet; intellektuelt, emotionelt og via sanseapparatet. De har ikke længere frihed til blot at gøre som de vil. Hvad de end foretager sig er dikteret af universet, det guddommelige. Oplyste sjæle er fuldt ud bevidste om deres indre guddommelighed; og den bevidsthed i form af guddommelighed, er det der er drivkraften bag samtlige deres handlinger. Deres mission i livet er bestemt af den universelle intelligens.

'For jer alle er 'Gud' et koncept; mens 'Jeg' er virkelighed. For mig er 'Gud' virkelighed; Gud er realiteten og 'Jeg' et rent koncept; det er irreelt.

Det allerførste glimt af sin egen indre natur, sin første bevidste oplevelse af sin inkarnerede sjæl, og den første afsløring af Hans livs mission, skete for THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, da han mødte Arunagiri Yogiswara som niårig.

I Arunachaleshwara templet i Tiruvannamalai, helt nede bagest i hovedbygningen, som huser alteret for Arunachaleshwara – templets væsentligste Guddom, finder man jiva samadhi – gravstedet, for Arunagiri Yogiswara.

Arunagiri Yogiswara regnes for at være én af Lord Shivas inkarnationer. Uden at vide hvorfor følte barnet THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sig meget tiltrukket til netop det sted i templet. Ofte ville han gå hen og sætte sig lige netop foran Arunagiri Yogiswaras jiva samadhi.

Det skete en dag, da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM som sædvanlig sad på sin yndlingsplads, at en smuk ung mand kom ud fra et mørkt hjørne lige bagved gravstedet. Den unge mand kom hen til THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM og talte til ham. Han så meget anderledes ud end nogen af de andre asketer THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM havde mødt ved og i templet. Selvom han var klædt ligesom enhver anden asket i safranfarvet lændeklæde, virkede den unge mand helt anderledes, elegant og velbygget. Han havde langt udslået hår, bar en guirlande af rudraksh perler (de hellige perler asketer og munke går med) om halsen, og havde vibhuti basma (hellig hvid aske) i panden.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kan ikke længere huske hvad de to talte om, kun at udvekslingen hensatte ham i en tilstand af ren velvære og lykkefølelse. Det skabte også en kraftig lyst til snart at kunne se ham igen. Da den unge mand rejste sig for at gå, spurgte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ham om og i givet fald hvornår, han kunne se ham igen. Den unge mand sagde, 'Kom hertil nårsomhelst du har lyst,

kald på mig hvis du gerne vil se mig og snakke med mig, så skal jeg nok komme.'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM gik hen til det sted i templet hver eneste dag uden undtagelse. Så snart han nåede det lille jiva samadhi begyndte han at kalde, 'Swami, Swami,' og så kom den unge mand smilende ud inde fra hjørnet bag krypten. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM glemte sig selv og verden omkring sig under deres samtaler. Det var som om han var en del af ham selv. Han følte sig fuld af et saligt velvære. De talte sammen mange timer dag efter dag. Da det var et ret isoleret sted i templet kom kun få mennesker forbi, så de havde det for sig selv det meste af tiden.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte manden, hvad han hed. Den unge mand fortalte ham, at hans navn var Arunagiri Yogiswara. På daværende tidspunkt anede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ikke noget om, hvem Arunagiri Yogiswara var, så han genkendte ikke navnet. Arunagiri Yogiswara blev hans helt, hans idol og inspirationskilde. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var ikke et sekund i tvivl om, at han ville være ligesom Arunagiri Yogiswara, når han selv blev stor. Alt ved den unge mand var så charmerende, så fortryllende.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs tiltrækning til den unge mand var så intens, at han næsten ikke kunne vente med at se ham, når det blev morgen. Han stod rigtig tidligt op om morgenen og gik straks ud ad døren og ned i templet og hen til stedet, hvor manden plejede at komme til syne. Da hans mor nysgerrigt spurgte ham ud, hvorfor han dog gik så tidligt hjemmefra, fandt han på en passende forklaring, nemlig at der var en særklasse henne på skolen, som han gerne ville være med i. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs oplevelse ved at være i den unge mands nærvær var ren og uforfalsket glæde.

Senerehen i en snak med os beskrev Mester den oplevelse han havde haft med Arunagiri Yogiswara, med denne lille historie om to fugle fra Mundaka Upanisaden, en oldgammel Hindu skriftsamling:

To fugle sad i et stort frugttræ med mange grene. Den ene af fuglene var smukt gylden af lød og med en pragtfuld fjerdragt. I ophøjet ro sad denne fugl på én af træets øverste grene, oppe hvor der ikke var helt så mange frugter. Det meste af tiden sad den uden at bevæge sig og virkede helt ligeglad med frugterne rundt omkring den. Den anden fugl var mindre og mere livlig; den fugl var temmelig rastløs og fløj konstant fra den ene gren til den anden i sin søgen efter frugt, den kunne spise.

Den anden fugl var glad og tilfreds, når han fandt sig en spiselig frugt og skræppede lykkeligt op. Ofte var frugten han fandt både sur og bitter, og så følte den lille fugl sig ulykkelig og trist. Jo flere sure og bitre frugter han smagte, jo mere deprimeret blev den fugl. Han sagde til sig selv, 'der er ikke nogen glæde at finde i de frugter her, der er i det hele taget ikke noget ved noget!'

Da kiggede han op og fik øje på den smukke gyldne fugl, som sad højt oppe mellem træets grene, rolig og afslappet. Det var lige pludselig som om den gyldne fugl lyste hele træet op. Den lille fugl fløj op for at se nærmere på den gyldne fugl. På vejen derop fik han øje på nogen saftige frugter og stoppede op for at få sig en bid. Frugterne var søde, så han blev på stedet for at gøre sig rigtig tilgode med alle de lækkerbiskner. Inden længe var der alligevel en bitter frugt imellem og så én til, og han følte sig skuf et. Han så op og fik igen øje på den gyldne fugl, rolig, glad og fredfyldt. Han fløj opad igen.

På den måde fløj den lille fugl så op, så lidt ned igen; frem og tilbage i træet. Hver gang han så den gyldne fugl, fik han lyst til at komme tættere på; på vejen derop dukkede der altid nogle nye frugter op han lige skulle smage, de smagte altid godt i starten, men blev hurtigt sure.

Endelig nåede han helt til tops i træet, hvor den gyldne fugl sad på sin gren. Han tog ham nærmere i øjesyn og opdagede til sin

forbløf else, at den gyldne fugl var hans eget selv. Tættere og tættere gik han mod den gyldne fugl, og des tættere på han kom, des mere rolig og glad følte han sig. Den lille fugl følte en dyb samhørighed med den gyldentfarvede fugl. Det var kærlighed; ikke blind forelskelse, men en opløftende dyb ægte kærlighed. Snart mistede han sin egen identitet og gik i eet med guldfuglen.

Dengang kunne THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ikke udtrykke det i ord, men nu siger Han, at det var lige netop sådan, han i sin tid oplevede og følte for Arunagiri Yogiswara. Det var hans indre selvrealisering som forbandt ham med den mand, som han var så stærkt tiltrukket til lige fra første færd. Det var som om han så sig selv, sit eget Selv i den unge fremmede, som ikke længere syntes fremmed.

Arunagiri Yogiswara var den første til at hjælpe THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM med at udvikle en bevidst oplevelse af ham selv. Gennem sine diskussioner med ham, formåede han at få THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM til at se udover sin ydre personlighed. Selvom han ikke var meget mere end et barn, oplevede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM en dyb indre trang til at gå dybere og lære mere om sig selv, sin egen eksistens, uden egentlig at være bevidst om hvorfor eller hvordan.

De to holdt meget af at vandre på kryds og tværs af Arunachala bjerget, og Arunagiri Yogiswara viste THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM nogle steder, han aldrig tidligere havde set. En dag nåede de enden af en sti, det virkede som om, man ikke kunne komme videre. Mærkeligt nok; som de bare fortsatte åbnede en ny vej sig op, som de så fortsatte ud af. I horisonten sås et kæmpe banyan-træ. Som de kom nærmere kunne de nu se adskillige ældre folk, der sad sammen under træet.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM og Arunagiri Yogiswara nåede hen til træet og satte sig ned sammen med de andre, som hilste med kærlighed og stor ærbødighed på Arunagiri Yogiswara. Han præsenterede nu THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM for alle i gruppen, som virkede glade over at se ham. De var alle sammen klædt i munkens traditionelle safranfarvede

klæde ligesom Arunagiri Yogiswara. Alle de ældre folk sad nu i en rundkreds omkring den unge yogi og lyttede respektfuldt til ham, som disciple vil lytte til deres Mester. Til sin egen overraskelse følte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sig ikke spor fremmed tilpas i den forsamling, selvom de alle var meget ældre end han, og alle behandlede ham som deres ligemand. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM så og oplevede for første gang i sit liv den særegne skønhed ved den safranfarvede dragt og ønskede pludseligt brændende selv at have sådan én.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte derfor Arunagiri Yogiswara om han også måtte få en safranfarvet dragt at gå i. Straks han havde spurgt tog Arunagiri Yogiswara en dragt frem i nøjagtig samme farve og kvalitet som de andres og gav ham. Han tog den omgående på. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM er meget glad for den dragt han modtog den dag under banyantræet, og klædet ligger den dag i dag i en montre i ashrammen i Bharat og er det fysiske bevis på, at alle disse begivenheder den dag vitterligt fandt sted, og ikke bare var en ung drengs drøm eller fantasi, men den skinbarlige sandhed.

'Hvad er det her for et sted, hvor er vi henne?' spurgte han den unge Mester. Arunagiri Yogiswara svarede at dette sted er hans ashram, hans hjem og stedet, hvor han underviser. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte nu, 'jamen hvordan kan du så komme så hurtigt, hver gang jeg kalder på dig i templet ved krypten?' Arunagiri Yogiswara svarede, 'Det er ikke noget problem, jeg kan nå dig lynhurtigt.'

Hen under aften bragte Yogiswara drengen tilbage til templet. De fortsatte med at se hinanden som hidtil hver eneste dag. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM følte ikke på noget tidspunkt, at der skulle være noget mærkeligt eller mystisk ved hans ven, som var lærer og mester for

andre, munk og yogi og som virkede som om han selv var en søgende sjæl.

For THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var Arunagiri ligesom enhver anden af de asketer han i tidens løb var stødt på, og dagligt så i sin by og i templet, bare yngre og derfor nemmere at relatere sig til. Han opbevarede swamidragten, det safranfarvede stof, omhyggeligt lagt sammen i tøjskabet derhjemme.

Et par dage senere fik THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs mor øje på klædet, der lå mellem hans tøj og spurgte ham ud om det; hun ville have at vide, hvor det kom fra, og hvorfor han havde fået det. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fortalte så, at en ung yogi han havde mødt i templet, havde givet ham det. Det var hun tilfreds med og forfulgte ikke sagen yderligere. Et par dage senere tog THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM dragten med hen til Kuppammal, hans mentor, og viste hende den. Hun spurgte ham også straks, hvem der havde givet den til ham. Han svarede som sandt var, at Arunagiri Yogiswara havde givet ham klædet.

Kuppammal var helt forbløffet. Hun forklarede ham, at Yogiswara aldrig ville give ham sådan en dragt, medmindre han havde accepteret ham som sin discipel. Så ville hun have at vide hvordan og hvor, det skulle være foregået. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM berettede åbent, at han da mødtes med ham regelmæssigt og hver dag lige henne i templet!

Kuppammal troede ærlig talt ikke helt sine egne ører, men mistænkte den unge knægt for at ville binde hende en historie på ærmet. Hun forlangte derfor, at THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM skulle gå sammen med hende hen i templet og vise hende Arunagiri Yogiswara.

Glad tog THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM hende derfor med hen til det sted, hvor Arunagiri altid plejede at komme frem og kaldte troskyldigt, som han plejede, 'Swami, Swami'. Men intet skete. Normalt kom han lige med det samme, når THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kaldte.

Kuppammal lo ad drengens forvirring. Hun spurgte, 'Hvordan skulle han komme ud? Hvor kan han komme ud fra? Der er da ikke plads til at nogen kunne være her. Vis mig stedet!' Drengen gik over til det sted Arunagiri Yogiswara plejede at komme ud fra, og som han altid havde taget for givet ville være åbningen til en hule af en art. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var chokeret over at

opdage, at der ingen åbning var på det sted overhovedet. Der var kun en stor sten på det sted, som dækkede hvad der nu måtte være bagved, og der var indgraveret en figur i stenen. Den figur så han nu for første gang; den havde en forbløffende lighed med den mand, han plejede at møde hver dag.

Chokeret, forvirret og bange gav THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sig til at græde. Han fattede ikke, hvad det var der skete. Kuppammal, som ellers altid stolede på drengen, kunne slet ikke godtage eller forstå, hvad han sagde. Muligvis forstod hun det, men kunne ikke acceptere at hun forstod, og ikke logisk forklare hvad der var sket. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM hulkede hjerteskærende.

Kuppammal spurgte, 'Hvordan så han ud? Hvad lavede han? Hvor tog han dig med hen? Hvad sagde han? Hvor lang tid har du og han mødtes?'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fortalte hende nu alt, hvad der var sket. Hvordan Arunagiri Yogiswara var kommet til ham den allerførste gang, hvordan han havde sagt at THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM bare kunne kalde, så ville han komme, hvordan de plejede at ses hver dag, hvordan han tog ham med til så mange steder, om banyantræet, gruppen af ældre der sad rundt om ham, og alt hvad han ellers kunnne huske, de havde talt om.

Da bøjede Kuppammal sig frem og rørte for første gang ved det safranfarvede klæde, som THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM havde bragt med sig; hele hendes ansigtsudtryk, som hidtil havde været noget mistroisk og overbærende, skiftede drastisk; med tårerne frit strømmende ned ad kinderne lagde hun sig i fuld prostration på gulvet foran stenrelieffet og råbte højt: 'Mester, så mange mennesker har ventet på at få dig at se i så lang tid! Du kom aldrig! Og så valgte du alligevel at komme og lege med den lille dreng her!'

nithyananda forstod ikke, hvad Kuppammal mente. Han gik væk fra gravstedet og ind i selve templet fuld af angst og smerte. Han havde mistet nogen, én han følte en dyb tilknytning til, noget

uvurderligt, et venskab, og han kunne ikke bære tanken om sit tab. Drengen savnede sin helt. Han kunne slet ikke holde ud at Yogien ikke kom, da han kaldte. Og desuden fattede han ikke, hvorfor i alverden vennen ikke kom, når nu han havde behov for at kunne bevise overfor Kuppammal, at det var rigtigt hvad han sagde, og at yogien virkelig fandtes. Han følte sig svigtet.

Idet han gik ind i garba graha - sanctum sanctorum – det allerhelligste i templet – guddommen Arunachaleshwaras sted, så han Arunagiri Yogiswara siddende derinde hvor Shiva Lingammen står. Istedetfor guddommen så han sin ven sidde der! Han råbte glædestrålende, 'Swami, Swami du er her jo alligevel, hvorfor kom du ikke da jeg kaldte på dig ved samadhi stedet? Kuppammal *patti (*bedstemor på tamilsk) siger du ikke findes. Hun vil gerne se dig.'

Yogien sad der bare og smilede. Præsterne troede drengen var skør. De kunne ikke se Arunagiri Yogiswara, som drengen talte til. De havde ingen forståelse for hverken hvem drengen snakkede med, eller hvorfor han talte som han gjorde. De skubbede ham ud af garba graha. Drengen blev ved med at råbe, 'Swami, vær sød og kom herud; kom nu ud!'

nithyananda kunne ikke forstå, hvorfor yogien ikke sagde noget nu eller svarede ham, som han ellers plejede at gøre. Han traskede trist hjemad, topforvirret. Den nat lukkede han ikke et øje, men lå hele natten og spekulerede. På den ene side havde han det godt med at have set Yogien sidde inde i sacntum sanctorum og smile til ham; så havde han nok ikke mistet ham helt alligevel; på den anden side kunne han ikke begribe, hvorfor han ikke havde villet tale med ham.

Drengen undrede sig over, hvad der mon var gået galt. Havde det været forkert af ham at fortælle Kuppammal om Yogien. Var det meningen, at deres venskab skulle have været en hemmelighed? Havde han mistet sin ven på grund af sin tankeløshed og uvidende opførsel? Var Yogien mon vred på

ham? Ville han mon aldrig nogensinde komme og se ham og være sammen igen?'

Dyb, dyb smerte, som om han havde mistet en del af sig selv; smerte som han aldrig havde oplevet det før. Han hulkede helt ude af sig selv; tårerne strømmede den lille dreng ned ad kinderne. nithyananda sørgede over tabet af en ven. Hele natten græd han, og troede næsten ikke han nogensinde ville vågne op igen.

Tidligt næste morgen løb drengen afsted ned til templet og hen til det sted, hvor han altid havde set ham. Han sad foran jiva samadhi'et og græd sine salte tårer. 'Hvorfor kommer du ikke? Er du vred på mig? Hvis jeg har gjort noget forkert, vil du så ikke nok tilgive mig? Jeg kan ikke leve uden dig, kom nu ud til mig, lad mig se dig igen, kom nu og tal med mig, jeg ber' dig!', sådan bønfaldt han i lang tid.

Pludselig så nithyananda Arunagiri Yogiswara stå direkte foran sig, men helt anderledes end han plejede. Han var ikke i en krop af kød og blod, som drengen var vant til at se ham i. Han var i en meget anderledes form. Hele hans form var strålende lys, gådefuld og mystisk. Arunagiri Yogiswaras fødder rørte ikke jorden. Han skinnede og var næsten transparent.

Arunagiri Yogiswara smilede ømt til drengen opfyldt af medfølelse og kærlighed. Han sagde, 'Min kære, du og jeg er eet. Vi kan aldrig skilles ad. Men dramaet er til ende. Du behøver aldrig savne mig igen. Du vil ikke blive skilt fra mig. Vi er eet.'

Mens han sagde sådan, gled Arunagiri Yogiswaras form over i nithyananda, blev eet og forsvandt. Fra og med det øjeblik følte nithyananda hverken, at han havde mistet Arunagiri Yogiswara, eller at han savnede ham. Det var fuldstændig som omYogiswara var en integreret del af ham selv nu. Dyb tilfredsstillelse, dyb, rolig glæde, salighed opstod i hans indre. Det flød over af kærlighed, medfølelse og ren livsglæde.

'Det har nok været mit første glimt, erkendelse af mit egentlige Selv. Min første åndelige oplevelse, første Indsigt. Fra det øjeblik har jeg aldrig savnet noget, jeg oplever aldrig følelsen af savn. Efter den oplevelse er det eneste jeg mangler, selve idè'en om at mangle noget!'

Først senerehen gik det op for THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, hvem det var han havde leget med og haft et forhold til; at Arunagiri Yogiswara er Arunachala, Mesteren Siva selv.

Mange år senere, i ashrammen i Bidadi, mødte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM atter Siva! Den oplevelse vil blive omtalt i en senere udgave af Hans biografi.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM beholdt swamidragten, som Siva forærede ham den dag under træet. I de samfulde 9 år han vandrede rundt, havde han den med sig og gik, sov og stod i den. Mystisk nok er der ikke et eneste hul i eller slidmærke på klædet, som er fuldt intakt, skinnende, solorange og meget specielt.

Klædet bar vidne til alle de vidunderlige oplevelser, som opstod i hans væsen på de forskellige stadier i hans liv, helt fra barndommen og indtil den Fulde Realisering.

Fra og med den dag sluttede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs barndom. Hans måde at gå på og måden han talte med - og relaterede til folk omkring sig, blev mere moden, i overensstemmelse med hans nye erkendelse, hans Enlightenment.

Fra det øjeblik opstod i ham en følelse af objektivitet (detachment) i betydningen at være vidne til situationer og hændelser, som de opstår omkring sig, uden forventninger og uden krav til situationer, Væren.

En ny bevidsthed voksede til i ham, bevidstheden om altings forgængelighed. En klar bevidsthed om, hvad der er evigt og hvad der er efemerisk, udtryktes af og gennem hans bevidsthed.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs tilknytning til sin familie og venner løstes helt op. Han havde det bedst med kun at se ganske få andre mennesker omkring sig; Kuppammal og lignende åndeligt højtudviklede sjæle. Han gik nu endnu tiere end tidligere op på Arunachala, fandt sig en sten og sad der og bare var til sammen med bjerget. Efter den oplevelse med Arunagiri Yogiswara kunne han ikke opfatte Arunachala som blot en bakke, en samling sten og klipper; han så og oplevede bjerget som levende energi.

Hver gang THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM deltog i et tempeloptog, følte han nærhenden af sin elskede Arunagiri Yogiswara. Så følte han sig stolt ligesom et barn føler, som ved hans far er en betydningsfuld person. Han genoplevede den dybt betydningsfulde, dybt mystiske oplevelse som Arunagiri Yogiswara havde givet ham.

Da Han fortalte os om den oplevelse, sagde THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM også, 'Jeg har mit kropssprog fra Arunagiri Yogiswara. Han plejede at se ud, nøjagtig som jeg gør nu.'

Ramana Maharishi taler om et træ han i sin tid havde besøgt engang oppe på Arunachala. Ramana siger, det foregik sådan, at han var ude at gå en tur en dag på bjerget, da han blev 'transporteret', eller sendt, til et vist stort banyantræ nedenfor hvilket en gruppe ældre disciple sad rundt omkring deres langt yngre Mester. Ramana opfattede den unge Yogi som Lord Dakshinamurthy, inkarnationen af Siva selv.

Også Sankara omtalte banyantræet i en sang Dakshinamurthy Stotram, og erindrede sig, at der under træet i retning mod syd sad en ung dreng, som underviste en gruppe af langt ældre vismænd i tavshed.

Ramana oplyste at intet menneske er i stand til at finde det sted ved egen hjælp. Han indrømmede også, at han faktisk havde lyst til at se stedet igen, men da han forsøgte at finde det endte turen brat, da han trådte ned i en bikube og en vred bisværm gik til angreb på ham. Ramana tog det som tegn på, at han ikke skulle forsøge at finde stedet igen og droppede det. Senerehen igen fik en discipel af Ramana Maharishi ved navn Muruganar samlet en mindre gruppe folk sammen, som alle ønskede at finde det sted og den Mester…de kendte ellers bjerget godt, men ikke desto mindre endte de med at fare vild. Skræmte måtte de opgive deres projekt og gå hjem igen.

'Når jeg læser alle de referencer til dette banyantræ, under hvilket den unge Mester Arunagiri eller Dakshinamurthy underviste sine disciple, føler jeg mig overbevist om, at det der i virkeligheden er tale om er Shambhala – hjem for de Syv Vismænd, Sapta Rishis, hele Kosmos' energicenter.

Det er muligt at nå Shambhala fra Tapovan, som ligger mere end 17.500 fod (meter) over havet oppe i Himalaya, efter Gangotri og Gaumukh. Med Mesterens velsignelse kan Shambhala nås hvor som helst fra. Den oplyste Mester er ligesom en start – og landingsbane, fra hvilken man nemt og ubesværet kan blive transporteret til det Space, det Rum nårsomhelst. Startbanerne fra hvilke du kan flyve til Shambhala kaldes Energifelter - eller centre om man vil. Banyantræet i THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs ashram i Bidadi er et sådant energi/powerfelt til take-off.

Hvorom alting er, Shambhala eksisterer ikke på vores jordiske plan. Shambhala er en åndelig oplevelse. Det var det Ramana så, og som jeg oplevede i selskab med Arunagiri Yogiswara. Træet vi begge så er banyantræet i Bidadi i vor ashram.'

Appar, den store tamilske digterpoet synger i sit tiversede 'Kailaya Pathigam' om, hvordan han blev transporteret til Kailash og der fik Lord Siva og Hans livsledsager Parvati at se. Appar befandt sig ikke fysisk i Kailash under den oplevelse, som var af åndelig beskaffenhed. Hans sjæl var det, som sendtes dertil, til Gudernes område.

Det banyantræ Ramana omtalte og banyantræet i Bidadi er ligesom flystart – og landingsbaner for at nå det åndelige plan, hvor Arunagiri Yogiswara opholder sig i den rene bevidsthed, som Dakshinamurthy, Siva Selv.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM opholdt sig mange år i Himalayas regioner og mange måneder oppe i Tapovan. Fra Gangotri går trekket via Gaumukh til Tapovan. Der findes hverken veje derop eller nogen form for overnatningsmuligheder på selve stedet. I Gaumukh findes en ashram og et par af militærets telte. I Tapovan er der intet og ingen. De sanyasis, yogier, asketer og søgende sjæle som bor der i perioder har ingen beskyttelse for elementernes rasen. Det er ikke ufarligt, specielt om vinteren, hvor temperaturen falder til langt under frysepunktet. Rejsen til og ophold i Tapovan kræver en grundig akklimatiseringsproces, med længere ophold på lidt lavere niveau'er, typisk i Gangotri og i Gaumukh.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM har fortalt hvordan han i sin tid under sit månedlange ophold i Tapovan boede i huler i bjerget, og brugte lærredet fra nogen sække han fandt, som dække for kulden. Han forklarede, at Tapovan er det eneste sted, ikke bare her på Jorden, men det eneste sted i hele universet, hvorfra det er muligt at nå til det ikke-fysiske plan, det æteriske sted, hvor hele Universets energi-kontrolstation findes. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM erklærer, at den energi, den intelligens, er det vi kalder Gud, guddommelighed etc., og at det er den energi, der kører hele universet, vor Jordplanet indbefattet. Ordene Shambhala, som henvisning til dèt Energi- center og Sapta Rishis, eller de 7 viise, for at referere til Intelligensen i den Energi, som THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM

bruger dem, skal forstås som metaforiske referencer til et ikkefysisk sted og en ikke-fysisk størrelse.

Ikke desto mindre er det sted og den størrelse absolut virkelige og eksisterende.

I sin bog 'En Yogis Selvbiografi' beskriver Paramahamsa Yogananda sin egen Guru Sri Yukteswars oplevelser i - og liv på et tilsvarende ikke-fysisk niveau.

Af vores nylige oplevelser med Mester har vi erfaret, at faren for at hans sjæl forlader sin krop, når han er oppe i de højder som Gaumukh og endnu højere, er meget reel, for ikke at sige overhængende. Selv på de lavere grader ved Gangotri var det direkte svært for ham ikke konstant at glide ind i den samadhi – tilstand, hvor sjælen ikke længere er i sit kropslige hylster. I 2004, under en rejse til Gaumukh gik han i samadhi igennem mange timer.

Da han fortalte os om én af de samadhi-oplevelser sagde Mester leende: 'Jeg var eet med energien i Shambhala. Jeg sagde til dem, at hvis de ønskede ville jeg med glæde blive dèr og ikke gå tilbage til min fysiske form. På et splitsekund smed de mig tilbage i min krop – til de få intime devotees (hengivne eller tilhængere) der var hos mig dengang - store lettelse!'

I sin 'En Yogi's selvbiografi' omtaler Paramahamsa Yogananda flere gange Mahavatar Babaji, som den dag i dag lever og opholder sig i Himalayas bjerge.

Kriya Babaji, som Paramahamsa THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM også har mødt, er tilgængelig for alle åndelige søgende. Som det vil blive beskrevet senere i denne bog, opnåede faktisk en af Swami THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs disciple at møde Kriya Babaji i en vision under en

tur i Himalayas bjerge, på vejen til Kedarnath i sommeren 2005, sammen med Mester. Arunagiri Yogiswara står også til rådighed for alle oprigtigt søgende her på Planeten, han er Siva Selv.

Oplevelsen med Arunagiri Yogiswara skabte en dyb interesse for – og tørst efter den ikke-dualistiske, advaitiske, oplevelse, i den unge THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs åndelige interesser gjorde sig først gældende gennem hans intense leg med- og dekoration af sine figurer og statuer af guddomme, da han stadig var ganske ung. Ved mødet med den leviterende yogi fik han kendskab til ekstraordinære yogiske oplevelser; Kuppammal lærte ham teorierne bag oplevelserne og viste ham de hellige skrifter; via Arunagiri Yogiswara udsættes THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM for første gang for den direkte oplevelse af sit eget indre Selv. Den hændelse kickstartede en intensivering af hans åndelige søgen, en fordybelse af helt nye dimensioner.

Efter møderne med Yogiswara begyndte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM at sidde i længere og længere perioder i templet foran jiva samadhiet. En Oplyst Mesters gravsted – stedet, hvor Hans fysiske krop er blevet lagt ned, bliver ved at udstråle Mesterens energi også lang tid efter Hans 'død'. Kroppen holder -og er bærer af- alle vore erindringer. Man kan ikke tænke en tanke uden kroppen. Kroppen er ikke blot materie, som man kunne tro; og sindet ikke blot luft eller æter. Krop og sind er begge gjort af erindringens stof. Så hvis man ændrer sin erindring, ændres derved kroppen. Oplyste Mestres erindring er klar, kontant og kraftfuld.Deres kroppe begraves netop for at gemme disse erindringer. Almindelige menneskers kroppe derimod er fulde af deres samskaras og bliver brændt netop for at disse samskaras ikke skal hjemsøge de levende og forstyrre dem. Som tidligere nævnt er det grunden til, at mange mennesker oplever tilstedeværelsen af uvenlige ånder/energier på gravsteder, hvor folk er blevet begravede og ikke brændte.

Mestrene bliver ved med at opfylde deres disciples bønner selv efter deres fysiske død, igennem deres levende energi, som

stadig er tilstede på jorden med indgang i samadhistedet, gravstedet for deres legeme. Man kan opnå audiens hos en Mester ved hans samadhi, have et forhold til Ham, tale med Ham. Deres personlige mantras (eksempelvis mantraet Om Namo Sivaya) er ligesom et telefonnummer, hvormed man kan opnå kontakt! Hvis man koncentreret og klart udtrykker en Mesters mantra ved Hans samadhi-sted, vil forbindelsen straks blive etableret og bønnen hørt.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM begyndte at tilbringe al sin tid ved Arunagiris gravsted. Tidligere havde han for vane at droppe skolen engang imellem, nu holdt han helt og holdent op med at gå i skole. Rektor klagede til hans forældre over det. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs forældre sagde til rektor, at de desværre ikke på nogen måde var i stand til at bestemme over barnet og få ham til at gå i skole, når han ikke ville, og bad rektor om selv at tage sig af sagen. Rektor sendte nu en af skolens vagtfolk ud for at lede efter og bringe eleven med sig til skolen. Vagten kendte til THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs vane med at sidde i templet lige ved det jivasamadhi, og gik derfor direkte derhen, og fandt ham da også. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM gav hvad han havde på sig af penge til den gamle mand og sendte ham væk! Efterhånden som vagten igen og igen fandt THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ved jivasamadhiet og var vidne til drengens intense meditation, blev han gradvist mere og mere glad for drengen og tiltrukket af ham – og holdt derfor til sidst helt op med at komme og genere ham, men lod ham være. Istedetfor at tage imod THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs penge begyndte han i stedet at bringe lidt mad og penge med til stedet og give til den unge dreng, foruden at han sørgede for at få krydset ham af i protokollen henne på skolen!

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM mødtes med den mand igen, skolevagten, i 2004. Den gamle mand som nu var pensioneret, brød sammen i nostalgiske tårer ved synet af sin gamle elev, idet han mindedes den unge intenst søgende dreng, som nu er forvandlet til en fuldt Oplyst Mester.

'Mange usammenhængende, paradoksale, ulogiske hændelser fandt sted omkring denne krop. Når man forsøger at udtrykke disse hændelser i ord, og når de forsøges nedskrevet og udtrykt som historiske fakta, bliver de tildragelser, de hændelser til løgn. Åndelige oplevelser er multidimensionelle. Nedskrevne ord er én eller allerhøjst to-dimensionelle.

Min biografi kan aldrig blive en fuldstændig sandfærdig registrering af Sandheden. Det skrevne ord kan aldrig udtrykke den fuldstændig Sandhed, fordi Sandheden er langt dybere end ord; Sandheden transcenderer ordet. Det er en blot og bar kronologisk opremsning. Dets formål er at virke inspirerende. Min oplevelse med Arunagiri Yogiswara gik dybere end selve Enlightenment-oplevelsen. Oplysning er en ultimativ oplevelse; men er ikke den endelige oplevelse. Den er blot porten igennem hvilken, man træder vejen til endnu flere, endnu dybere åndelige oplevelser.'

Baggrundsinfo om de to fugle i Mundaka Upanisaden

To fugle bor sammen, de er venner og de opholder sig og lever deres liv i det samme træ. Af de to spiser den ene af træets frugter, mens den anden blot ser til uden at spise.

De to fugle er Jiva (den individuelle sjæl eller Ātman) og Īśvara (Brahman eller Altet) som begge eksisterer i det enkelte individ, i krops'træet'. De co-eksisterer i rollerne som reflektionen og originalen. De manifesterer sig forskelligt i hvert enkelt individ. Udfra Jivaens karakteristika er det muligt at gisne om Iswaraens natur og fra Iswaras natur er det muligt at fastlægge Jivas potentiale.

Såvel Jiva som Iswara er skabt udaf samme substratum, nemlig Brahman, som er begges originale Selv. Kroppen sammenlignes med et træ, fordi den kan fældes som et træ kan det. Det træ kaldes også for Kṣetra eller området for manifestation og handling udført af områdets bevidsthed eller Kṣetrajña. Kroppen er det område for handling og oplevelse, og den er samtidig selv frugten af tidligere allerede udførte handlinger.

Det eneste, der reelt adskiller Jiva fra Iswara, er sindet. Rent faktisk er sindet synonymt med Jiva. Det er Jiva, der påvirkes af Avidyā, Kāma og Karma (Uvidenhed, begær og skæbne*.* På grund af bevidsthedens, sindets forbindelse med ovennævnte faktorer tvinges det til også at opleve frugterne af dets handlinger; mens Iswara, som aldrig træder i forbindelse med nogen tilsvarende begrænsende faktorer, derfor heller aldrig nødes til handling, hvorfor den heller aldrig behøver opleve resultat af handling.

Frugterne, som Jiva oplever, er enten behagelige eller smertelige, enten søde eller bitre, d.v.s. de er alle relative oplevelser født af mangel på dømmekraft og diskrimination. Iswaras oplevelse derimod er evig og født af renhed, visdom og frihed. Relative oplevelser er effekten af Rajas, mens Iswaras karakter er Sattva (det højest opnåelige stade af ro og objektivitet, som i sig selv er bevis på en vis højere åndelig udvikling), hvoraf logisk følger, at Iswara ikke oplever nogen sansebestemte materielt betingede fænomener.

Han er reelt både instruktøren bag den, der handler (Jiva) og iscenesætter af resultaterne af disse handliger; Iswaras 'aktivitet' består udelukkende i Hans eksistens. Således er værdien af Hans eksistens større end samtlige aktiviteter, der finder sted i hele Universet. Det er Hans eksistens, som driver hele det manifesterede univers.

I samme træ sidder individets fugl, overvældet af smerte p.gr.a. selvbedrag og impotens. Når den får øje på den anden fugl/ den vidunderlige Lord, Herre eller Mester indser den sin egen storhed og slipper én gang for alle ud af sin sorg.

Jivas sorg og græmmelse skyldes hans/hendes manglende evne til at forlige sig med resultaterne af egne -ukloge- handliger udført på et eller andet tidspunkt i fortiden. Halsløs gerning leder per definition, via sin egen natur, til ubehagelige konsekvenser, som ikke er rare at opleve. Uden relative oplevelser kan individet ikke eksistere, og i og med samtlige relative oplevelser skabt af ukloge handlinger, lægges frisk smerte oveni hele den allerede eksisterende mængde.

Med andre ord, oplevet fra det højeste punkt kan hele individets oplevelse, samtlige hans oplevelser siges at være ren ulykke. Jiva skelner mellem 'søde' og 'bitre' frugter, men faktum er, at enhver frugt ved sin egen natur før eller siden vil blive bitter, vil forvolde smerte. Så på grund af sin indespærring i sit selvskabte fængsel i evig rastløs jagt på nye såkaldte 'glæder', som atter og atter viser sig at være en skuffelse, føler Jiva sig impotent, forvirret og hjælpeløs.

Jiva føler ofte en kraftig tilknytning til en bestemt oplevelse og konkluderer fejlagtigt, at netop den oplevelse, den måde er den eneste rigtige og den eneste sande måde at opleve virkeligheden på; at alt andet er falsk. Til tider er Jivaen tæt på objekterne for sine begær og ønsker, og til andre tider oplever Jiva en adskillelse fra sine begærs mål. Den fødes og dør og passerer igennem den ene livmoder efter den anden i overensstemmelse med karakteren af sine handlinger.

Individets frihed ligger i dets opnåelse af et syn af Mesteren, Gud, Herren, den højeste sublime Eksistentielle Energi, som er sameksisterende med Jiva og rent faktisk er uadskilleligt fra sjælen, Jivaen, som dets eget Højere Selv. Erkendelsen af Iswara er ensbetydende med at rejse sin individuelle bevidsthed til

Iswaras bevidsthedsstade. Jiva ophører at eksistere i samme nu, den realiserer Iswara. Individets sande essens i al sin storhed afsløres først i det øjeblik sløret, som skjuler det, fjernes. Det sker, når Gud erkendes. Den ultimative erkendelse ligger i Selvets identitet med det Højeste Væsen. Ligger i erkendelsen af enheden mellem det udstrakte univers med alt, hvad det måtte indeholde, og essensen af Åndens Uendelighed. Med den erkendelse ophører alle mangler og al sorg.

(Ovenstående er baseret på oversættelse fra The Mundaka Upanishad, af Swami Krishnananda fra The Divine Life Society, Sivananda Ashram, Rishikesh, Bharat)

Kapitel 16

Første åndelige opvågnen

Ikke-valg som kendetegn for et Oplyst Væsen

Selv Inkarnationer har behov for de rette omgivelser mens de vokser til i deres fysiske kroppe.

Som Saradananda udtrykker det i biografien over Ramakrishnas liv:

Findes den ubrudte erindring om samtlige tidligere oplyste liv i en inkarnation helt fra hans tidligste barndom?

Forfatterne til Puranaerne svarer således: Selvom det altid ligger latent i Inkarnationen dukker disse erindringer ikke altid op i løbet af barndommen. Først når Avatarens krop-sind organisme er fuldt udviklet og modent til det, vågner erindringerne op, enten helt af sig selv, eller blot efter en mindre indsats fra inkarnationens side.

Inkarnationer har i barndommen brug for trygge rammer, i nogle omgivelser som bakker op om dem for at sikre deres missions effektive udførelse.

Den Guddommelige Eksistens, Parashakti, tilrettelægger hele deres barndoms omgivelser og omstændigheder, for på bedste vis at sikre deres udførelse af den mission, Eksistensen har bestemt dem for. Begivenheder finder sted omkring dem i en tilsyneladende tilfældig orden, men er aldrig blot de rene slumpetræf. Der er klare forbindelser fra den ene hændelse til den anden, og rækkefølgen er faktisk også temmelig bundet og fastlagt.

Ironisk nok er det, i modsætning til hvad mange af os måske har gået rundt og troet, sådan at vi almindelige dødelige besidder en fri vilje, hvormed vi har mulighed for at gøre vore livsvalg hen ad vejen. Vi står alle gang på gang overfor at skulle vælge den ene eller anden vej, ad hvilken vi vil gå her i livet, og vi har fri vilje til at træffe vore valg. Vore liv udfolder sig i den ene eller anden retning, afhængigt af hvilke valg vi har truffet, og hvad og hvordan vi har valgt, det skal være.

For de oplyste væseners vedkommende er der ingen fri vilje med i bagagen! De går simpelthen fra det ene til det andet uden nogensinde at gøre deres eget valg, men derimod flydende som vand i overensstemmelse med den universelle vilje – deres hele væsen er i en tilstand af ikke-tanke, 'no-mind', og overgivelse. Derfor er det, at alt, hvad en inkarnation ytrer, automatisk og straks opfyldes; selv ønsker, der måtte opstå i det kausale lag i deres bevidsthed, bliver umiddelbart til virkelighed, manifesteres straks. Vi kan se at hvert ord, de udtaler er sandt og manifesteres som sandhed.

De folk, som har levet sammen med THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM i nogen tid, har alle oplevet hvordan Han, efter at have lyttet til en persons problem, engang imellem siger, 'Jeg tager mig af det', og hvorledes det pågældende problem straks har løst sig. Alt hvad Mestrene gør, siger Han, er ganske enkelt at overgive problemet

til den universelle Moder, for at Hun kan tage sig af det, og det gør Hun.

Når en inkarnation som THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fødes her på Jorden, er de helt fri for samskara og befinder sig allerede på tærsklen til Oplysning. De har blot nødig at slippe den lille smule sāttvic guṇa, det højest mulige stade af indre ro og objektivitet som er udtryk for et åndeligt udviklingsstade, som de er blevet 'podet' med inden fødslen for overhovedet at kunne være her i vor atmosfære, for at nå den fulde Oplysning.

Enlightenment sker; det er ikke en begivenhed, der kan fremtvinges. Oplysning er som flodens vand. Så længe dine hænder er åbne, bliver det der; i samme øjeblik du lukker hænderne for at holde det fast, for at eje det, forsvinder det væk, og du har intet.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM siger, at vi alle er oplyste; vi er alle som én født med guddommelighed indeni os. Det, der mangler hos de fleste af os, er bevidstheden om, at det er sådan. 'Den eneste forskel på mig og jer,' siger Han, 'er at jeg ved, jeg er guddommelig, mens I, indtil videre, ikke har erkendt jeres indre guddommelighed.'

Efterdi sandheden om vor iboende guddommelighed allerede er født i os, er den per definition ikke noget vi kan opnå; vi behøver bare blive opmærksomme på fakta, det er såmænd det hele i en nøddeskal.

'Bliss', lyksalighed, er resultatet af den bevidsthedstilstand som Oplysning er; og er per sin natur ensbetydende med et stadie af overgivelse til Altet, til Eksistensen, som ikke levner plads til 'fri vilje' – fri vilje findes ikke i den tilstand. Hvis vi forsøger at vælge lyksaligheden, forsvinder den. Vi må forstå livets formålsløshed som en del af Eksistensens storslåede plan, for at nå Oplysningens og dermed også lyksalighedens tilstand. Vort ego tror, tilværelsen har et formål – materielt, i forholdet til andre mennesker og åndeligt. Des flere formål vi har opsat og

arbejder os frem imod, des mægtigere føler vort ego sig. Så hvis vi dropper alle andre formål, men stadig (krampagtigt) fastholder Oplysning som et mål, kommer vi ingen vegne. Kun via erkendelsen af livets absolutte formålsløshed og ved at droppe vort ego, kan Enlightenment opstå i os.

Set logisk hvad skulle dog formålet med vor eksistens egentlig være? Gud, som har skabt alt andet, inklusive jungler, skulle Han ikke også kunne have skabt vore asfaltjungler og samtlige vore byer? Eksistensens eneste formål er 'bliss', det er hele hemmeligheden!

Hvordan kan vi lære at nyde uden at besidde, uden at erobre? Vi er som vandbobler på én af oceanets bølger. Hele misèren er, den ene vandboble erobrer den næste og kalder den sin kone, mand, barn, far, mor, boss etcetera. Vandboblen samler på sandkorn og kalder dem juveler. Boblen har ingen reel forståelse af, at den kan briste hvert øjeblik, det skal være. Pludselig er der en stor bobbel, der erklærer, at den vil blive oplyst. Det er hvad, der sker for os.

Når vi er rede til at indse og acceptere sandheden om altings formålsløshed, materielt set, relationsforholdsmæssigt og åndeligt set, kun da opnår livet mening. Så længe vi render rundt med et mål, går vi fejl af vejen.

Sindet afventer, at noget skal ske. Det ser frem til den næste lønningscheck, de ugentlige, månedlige, årlige og femårlige betalinger. Hvis nogen kom og tilbød os 100 års løn mod at vi til gengæld ville dø i morgen, ville vi så også gå med til det? Ved at måle livskvalitet på størrelsen af vores lønningscheck, reducerer vi vor sjæl til ren materie.

Vort ego sidder fast i det, vi oplever som vort formål her i livet. Vi siger, 'Når først jeg har overstået mine sociale pligter her i livet, så kommer jeg til dig, min Mester, så vil jeg vie mig selv til det åndelige liv.'

En ældre kvinde ankom på et tidspunkt til ashrammen, gik til THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM og bad ham acceptere hendes søn som brahmachari, beboer i ashrammen og student udi de åndelige kundskaber. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var forbløffet eftersom det er et yderst sjældent fænomen at opleve en forælder ønske, at hans eller hendes barn skulle tage sanyas (afgive visse løfter som tileksempel løftet om aldrig at gifte sig, stifte familie og selv få børn) – formentlig i høj grad udfra forældrenes eget, rent egoistiske, ønske om at ville have sig nogen børnebørn. Vivekananda er berømt og beundres viden om, men derfra og så til at ønske at ens eget barn bliver en Vivekananda, der er som regel langt. Forældrene forstår som regel ikke, hvordan deres søn eller datter skulle kunne være lyksalig, eftersom de aldrig selv har oplevet deres egen iboende salighed.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte så kvinden, hvorfor hun ønskede, at hendes søn skulle leve sit liv i ashrammen. Hun svarede, 'jo, han er mentalt retarderet.'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM replicerede: 'Amma, det er en ashram jeg kører her, ikke et galehus!'

Vi har altid så mange gode undskyldninger for ikke at tage os af vor åndelige udvikling. Så mange pligter har vi – så såre vi har opfyldt én pligt, ligger der ti nye og venter på os. At halse afsted for at nå det hele, men altid være sørgeligt bagefter, bliver en 'way of life' for os, vi har simpelthen glemt hvad det vil sige at slappe af. Mens vi er unge siger vi til os selv, at nu skal vi lige gøre uddannelsen færdig først, og så skal vi vel nok slappe af og være lykkelige…; når uddannelsen er taget popper et nyt mål op, der foreks. hedder ægteskab/parforhold; så kommer turen til børn; så skal de giftes og forhåbentlig give os nogen børnebørn. Lige pludselig fylder vi 60 og opdager at 'hov, hvad blev der af mit liv, hvor blev den der lykke af, jeg havde regnet med?!'

Part 4: THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM Vol. 1_Danish_part_4.md

Den helt basale synd vi som mennesker kan begå er at glemme at leve og opleve vort liv i vores jagt på mål-opfyldelse. Lev og nyd dit liv, mens du har det, er den enkle sandhed; hvis du stresser afsted, stop op og spørg dig selv hvorfor, til hvilket formål; lad os tillade os selv at falde til ro – se, oplev din rastløshed og lad den opløses, træk vejret dybt, slap af, det er NU dit liv skal leves, nu, nu, ligeNU!

Vi har muligvis et kæmpehus, stor bil og masser af venner i omgangskredsen, der synes vi er så evigt dejlige, og hvad så? Kan vi tage nogen af de ting med os når vi dør? Kan vi tage så meget som et enkelt dankort med os, når vi dør? Selv vores fysiske hylster får vi ikke lov at tage med os, når den tid kommer. Det hele er formålsløst.

Øjeblikket vi forstår og accepterer den grundlæggende formålsløshed skaber rum for healing. Selv om vi måske har været udsat for mishandling og bærer dybe sår og traumer; det hele vil heale; hvis vi virkelig tillader den forståelse at tage rodfæste i os, vil den af sig selv vejlede og guide os.

'Hvad er det for noget at komme her og sige,' kunne man måske fristes til at spørge. 'Hele mit liv har jeg haft et mål og det er gået fint. Nu kommer du og påstår, det hele reelt er formålsløst.' Hvad enten vi kan lide det eller ej, så er det sandheden.

Når vi ser en Oplyst Mester, er det blot en drøm. Skrifterne siger: Når man virkelig ser en oplyst Mester, Oplyses man selv.

Med se menes her ikke blot at kigge på ham, som er det vi gør. Vi kigger med øjnene, se kan man kun med Sjælen. Des tættere vi kommer Mesteren, i des højere grad undergår vor forestilling om ham en forandring. I takt med at vi modnes, ser vi ham i et nyt lys.

At livet basalt set er formålsløst er ikke ensbetydende med, at man så siger: 'Ok, nu har jeg forstået livet er uden formål. Jeg

gider ikke længere gå på arbejde. Og hvorfor holde ferie. Det hele er bare det samme.' Nej, det er en helt forkert konklusion. Når først du helt har fattet formålsløsheden, vil du aldrig kunne være doven. Måske lige de første to dage bliver du liggende i sengen. På tredjedagen vil du vågne op, fornyet, forfrisket, som et helt nyt menneske, uden spor af rastløshed. Rastløshedens monster overvindes i og med forståelsen af livets absolutte mangel på logisk formål.

Rastløsheden skjuler formålsløsheden for os; den skjuler Vejen for os. Forståelsen af den sandhed vil heale os. Alle vore fremtidsdrømme og hele vor fortids bagage af skyld vil forsvinde; alle forbigående, ikke-varige, nydelser og smerter vil opløses.

Vi har tidligere omtalt helgenen fra Tiruvannamalai, Visiri Swamigal bedre kendt som Yogi Ram Surat Kumar. Han var så uskyldsren som et lille barn. Når folk kom til ham med deres problemer svarede han dem gerne, 'alright.' Hvis én sagde, 'Der er en, der er død, Swami,' svarede han 'alright'. Når en anden kom og forkyndte, 'Min søn skal giftes, Swami,' kom svaret prompte, 'Alright.'

En dag spurgte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ham, 'Swami, hvorfor svarer du altid bare allright til alt?' Han svarede, 'Alting er helt formålsløst. Hvad du end bilder dig ind har et formål er i virkeligheden ganske meningsløst; så det er helt allright!' Når vi erindrer os formålsløshedens sandhed heles vi og vort liv, ophobet smerte forsvinder; om vi er rige eller fattige, tykke eller tynde, sorte eller hvide er som sådan ganske meningsløst. Det kræver mod at gå efter sandheden og at opnå Oplysning. Men så tager Livet også en helt ny drejning. Vi vil leve her og nu som frie sjæle. Vi behøver ikke droppe ud af vores jobs, negligere vores parforhold eller skille os af med alt vi ejer og har af penge, aktier o.s.v.; nej, vi vil såmænd bare give afkald på alt det, vi ikke har. Vi vil slippe hele den følelsesmæssige bagage vi p.t. holder fast i med hensyn til vores besiddelser, det

være sig andre mennesker i form af partner, børn, venner og familie eller kæledyr, ting, møbler, bilen os.v. Vi vil give afkald på drømmen om engang at blive kronet til Konge/Dronning og i stedet begynde at nyde sædet! Ydre status vil ikke længere have nogen mening for os; vor egen indre tilstand vil være det eneste, der betyder noget.

Når formålet opgives fremtræder den dybere, ægte mening af sig selv.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's vej til Enlightenment kom med sine egne udfordringer. Som det senere vil blive udførligt berettet indtraf hans første åndelige oplevelse, da han var knap tolv år gammel. Ikke desto mindre skulle der gå fulde 10 år yderligere før Oplysning skete for ham. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM siger i dag, at hvis han blot havde sluppet sit mål, er det meget sandsynligt at det ville være sket langt tidligere. Hans egen kamp og intenst rigoristiske selvdisciplin forsinkede måske hele processen, som kunne have indtruffet tidligere.

En skønne dag, da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var omkring de syv år gammel gik han som sædvanlig over i Arunachaleshwara templet. Der satte han sig hen foran alteret for Gudinden Parvati, Devi sannadi. Pludseligt skete det, at han klart så for sig en gyldentfarvet figur. Figuren gjorde et så stærkt indtryk på ham, at han følte trang til straks at tegne den. Som sagt så gjort. Han gik hjem, fandt sig en kobberplade og et søm og gik i gang med at tegne figuren af på pladen frit efter erindringen.

Da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's bedstemor kom forbi og så drengen sidde dybt engageret med søm og plade, blev hun nysgerrig og ville vide, hvad det var han lavede og hvad det var for en figur.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fortalte hende, at han bare tegnede noget, han kunne se for sig.

Hun stillede sig ikke tilfreds med den forklaring. Usikker på, hvad hendes barnebarn nu havde for, gik hun over til sin gode veninde Kuppammal for at få råd.

Kuppammal, også kendt som Brahmayogini Vibhudananda Devi Mataji Kuppammal, var en oprigtig åndeligt søgende. Kuppammals mor forblev barnløs i mange år. Moderens guru var Seshadri Swamigal, en vidt berømmet oplyst Mester i Tiruvannamalai og en af Ramana Maharishis samtidige. Han velsignede damen, gav hende en håndfuld mudder og bød hende spise det som medicin mod barnløsheden. Uden at tænke videre over det eller tvivle på sin Mester spiste kvinden rub og stub. Senere det samme år ville forsynet at hun blev gravid og fødte en lille pige, som fik navnet Kuppammal.

Kuppammal mestrede Kundalini Tantra inden det fyldte tolvte år. Hun fik først menstruation i en alder af 21. Meget mod sin vilje blev hun bortgiftet og tvunget til at holde inde med sine åndelige øvelser som nittenårig. Så der gik altså fulde to år fra hun stoppede sin meditationspraksis og til menstruationen omsider indfandt sig.

Hun var dybt involveret i en forening ved navn Tiruppugazh Maadar Sangam – en mindre bevægelse hvis erklærede mål det var at udbrede kendskabet til de store litterære tamilske mesterværker som foreksempel Tiruppugazh etc. Kuppammal var en mester udi de tantriske kunster og kunne materialisere alt, hvad hun måtte ønske sig. Hun havde en vision, et syn af Gudinden Parvati i skikkelse af Raja Rajeshwari. Hun indtog rollen som den unge THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs inspirationskilde og medfølende vejleder. Hun var i høj grad med til at forme hans personlighed.

Kuppammal spurgte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM hvordan det nu gik til, at han fandt på at tegne den figur, hvorfor han fortalte hende, hvad der

var sket. Hun forklarede ham, at figuren var den meget kraftfulde Sri Chakra, en højst kompleks og metaforisk gengivelse af den universelle energi, som selv højt specialiserede kunstnere tit har store vanskeligheder med at tegne. Hun var dybt forbløffet over, at denne unge dreng havde kunnet tegne figuren så legende let uden anden skitse, end den han fandt i sin egen erindring. (År senere tegnede vores Mester THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM igen figuren, chakraet, på en tavle for bedre at kunne forklare dets mening for os). Kuppammal spurgte nu THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, om han kunne tænke sig at lære den tantriske videnskab, som bruger Sri Chakra som base for visse meditationspraksis', hvilket tilbud drengen straks tog imod.

Kuppammal var den første person, der fik THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM til klart at forstå, at han ikke var ligesom alle de andre børn på sin alder; at der var noget ekstraordinært i hans liv. Indtil da havde THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ikke haft nogen forståelse af, at det der skete i hans liv skulle være anderledes end det, der skete for alle andre rundt omkring ham.

Kuppammal talte mange timer ad gangen med den unge dreng og tog ham stille og roligt ad vejen fra bhakti, hengivenhed, over jnana, visdom, og til dhyana, meditation, med hjælp fra sin egen Mester, Isakki Swamigal. Hun fortrød sit giftermål og koncentrerede sig helt og holdent om sit åndelige liv. Isakki Swamigal forærede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM bogen Atma Purana – en samling af skrifter taget fra Upanisaderne, som er egnet til at give læseren et dybt indtryk af virkeligheden som Altgennemtrængende Eksistentiel Energi. Bogen er, sammen med et helligt vers, der virker beskyttende for den, der ytrer det – kaappu på tamilsk, og en konkylie, som Isakki Swamigal alt sammen forærede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, i dag i arkivet i ashrammen i Bangalore.

Isakki Swamigal var en såkaldt avadhoot, d.v.s. at han aldrig havde tøj på. Kuppammal gav THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM mange bøger og forudsagde, at han ville beholde dem, indtil han selv en dag ville

skrive kommentarer til dem baseret på sin egen indsigt og visdom. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM husker, hvordan han plejede at sidde i timevis foran Isakki Swamigal og Kuppammal og og læse højt fra Atma Purana skriftsamlingen. Kuppammal ville afbryde indimellem og forklare, hvad han havde læst, og engang imellem kunne Isakki Swamigal også finde på at komme med en kommentar eller en uddybelse, efter behov. Atma Purana var den første bog om Vedanta, THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fik undervisning i.

I sin tidlige barndom inden han endnu var fyldt ti, havde THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM for vane hver morgen at gå hele vejen rundt om Arunachala. Han startede glad ud ved en 4 tiden og gik rask til i tre-fire timer, syngende diverse mantras og hellige sange altimens. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var helt til stede i nu'et, uden mindste tanke på, hvad der ville eller ikke ville ske det næste øjeblik – som et uskyldigt barn legende i moders skød; et uskyldigt barn, der nyder at være sammen med sit elskede Arunachala.

En morgen startede han endnu tidligere – det var faktisk kun lige efter midnat. På den tid fandtes ikke veje, belysning eller anlagte stier rundt om bjerget. Det var ren jungle, tæt skov hele vejen. Et sted i området lige omkring den lille å kaldet Sona Nadi kom en flok hyæner hen imod ham.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM havde travet afsted uden at se hverken til højre eller venstre, dybt koncentreret som han var om at synge til Gud. Han var helt opslugt i sin sang og lagde ikke mærke til dyrene, førend de var kommet helt tæt på. Idet han kiggede op og fik øje på dem, sad de allerede parate til at gå til angreb.

Helt nede fra maven, hara, swadisthana chakra, centerpunktet for milt-energien rejste sig et desperat skrig. Skriget udtrykte ren uforfalsket frygt, som han aldrig hverken før eller siden har

oplevet. Samtidigt oplevede han en fuld intens og helhjertet overgivelse til Arunachala, som sin beskytter. Han følte en dyb indre tillid til og tro på, at Arunachala nok skulle tage sig af ham. I selvsamme øjeblik dukkede en sanyasi frem af mørket. I hånden har manden en stor kæp, som han jager dyrene væk med. Ikke så snart var hyænerne rendt afsted, førend manden forsvandt igen, som han var kommet. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM vidste ikke, hvor den mand kom fra, eller hvor han blev af.

Efter det skrig fra sit væsens dyb oplevede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM nu en forøget lethed i sin krop, og da han gik videre ud ad vejen føltes det som om han nærmest svævede, som om selve hans væsens energi-frekvens var øget.

(Primal-terapi som psykologisk metode til at befri patienten for gamle traumer og fastlåste indre problemstillinger, er netop at skrige helt nede fra sit væsens dyb og dermed slippe det hele i ren katarsis.)

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM minder os ofte om behovet for at overgive sig helt til Universet, i tillid til at Eksistensen nok skal tage sig af os og give os nøjagtigt hvad vi har brug på det rette tidspunkt. Hyæne hændelsen er det perfekte eksempel på netop den kvalitet i et menneske – her endda blot en lille dreng, der overgiver sig med tillid – og Eksistensens svar: den belejlige tilsynekomst af manden med kæppen.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM havde hørt om en vismand ved navn Rudraksha Muni, som plejede at komme til Arunachaleshwara templet om aftenen og sidde et sted i nærheden af Rudraksha Mundapam. Igennem mange aftener satte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sig der i nærheden og ventede på vismanden, men han dukkede aldrig op. Endelig en aften kom en mand ind i templet, helt dækket af rudraksh, som hang i mange kæder om halsen på ham. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, som var

overbevist om at det måtte være den berømte helgen, fulgte efter ham. Hver aften ventede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM trofast til manden kom, og fulgte ham rundt i templet, mens han ventede på en chance for at tale med ham og tjene ham.

En dag fulgte han efter manden, idet han forlod templet og så, at han gik ind i et hus der lå lige i nærheden. Han havde familie og børn! THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var vred og følte sig snydt. Han opsøgte manden og spurgte ham, hvorfor han ikke havde afsløret for ham, at han slet ikke var Rudraksh Muni.

Manden viste sig at være et venligt menneske, der dag efter dag havde iagttaget hvordan THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ventede på at møde Rudraksha Muni, og hvor skuffet han var blevet over ikke at møde ham. Han sagde, 'Du var så glad, da du troede at have mødt Rudraksha Muni. Så havde jeg ikke lyst til at tage den glæde fra dig igen. Jeg følte mig også rigtig glad ved dit selskab.'

Hen ad vejen blev den mand en god ven af THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM. Han var depressiv og havde brug for åndelig vejledning. Han gav THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM en hel posefuld rudrakhs mala kæder, som man vil kunne se hængende om THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs hals på nogen af de tidligste billeder af ham.

I den alder – omkring 9-10 år – var THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM allerede meget belært udi hinduistiske skrifter og epos; ikke bare selve fortællingerne, men også den indre esoteriske mening kendte han til. Han gik gerne til samtlige spirituelle foredrag i Tiruvannamalai og stillede dybdeborende spørgsmål. Mange foredragsholdere kom til kort overfor den unge drengs spørgsmål, og der var specielt en taler, der tog det så fortrydeligt op, at han kaldte organisatoren af mødet over og erklærede for ham, at hvis den knægt stillede så meget som eet til spørgsmål, så gad han ikke mere, men ville gå sin vej. På samme måde som Ramakrishna Paramahamsa gjorde det i sin barndom, stillede også THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sig op og satte de intellektuelle lærde til vægs,

som ikke for alvor havde erkendt sandheden af de ord de stod og forsøgte at belære andre om; mens THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's spørgsmål i sig selv var egnede til at give klarhed og dybere forståelse til de folk i forsamlingen, der måtte have en ægte åbning og lydhørhed for sandheden.

Ved en lejlighed kom den berømte lærde og spirituelle guru Kripananda Variar til byen. Under foredraget ytrede han på et tidspunkt de tamilske ord, 'angam veru lingam vera aagakoodaadu', og forklarede ordene med, at de, der har valgt at bære en Siva Linga som halskæde (en rudraksh kæde med andre ord) bør aldrig tage den af, eller skilles fra den på noget tidspunkt. Unge THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte ham nu, 'Selv den mest snarrådige mand er nødvendigvis tvunget til at tage sin rudrakshmala af i det mindste, når snoren i kæden er blevet gammel og skal udskiftes. Det du i virkeligheden siger er, at når du én gang har erkendt Gud i dit eget indre, kan du og den linga indeni dig, Gud indeni dig, aldrig adskilles. Det er det, du mener. Du taler om Enlightenment; du henviser rent faktisk til en allerede oplyst persons indre enhed med Gud; det at han og Gud ikke længere er to størrelser med Én for altid. Hvad er det så for noget at stå der og bruge de ord som en simpel anvisning, en teknik til almindelige mennesker?'

Kripananda Variyar kunne have valgt at give et intellektuelt, kompliceret svar på THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs spørgsmål og dermed lukket munden på ham, men det gjorde han ikke. Tværtimod accepterede han straks, hvad THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM havde sagt og sagde 'ja tak, det har du fuldkommen ret i.'

Da foredraget var til ende og THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM gik op til læreren for at vise ham sin respekt, sagde Variyar, 'appa, avayukku Murugan madiri nii enakku vandu vazhi kattinai.' Hvilket betyder, 'min kære, på samme måde som Lord Murugan, da han var barn afslørede sig for sin elev Helgeninden Avvaiyar, således er du kommet for at vise mig den sande vej.' Han forklarede videre, at på samme måde som Lord Murugan som

barn ved hjælp af et enkelt direkte spørgsmål til helgeningen Avvaiyar kom helt bag på hende, med det resultat at hun straks overgav sig (sit ego), havde THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM med sit spørgsmål ganske rystet ham.

Variyars ydmyge holdning, hans redebonne accept af at blive sat på plads af en person, der for verdens og tilhørernes øjne syntes blot et ustuderet barn, men som han straks indså var så meget mere end det, er et beundringsværdigt eksempel til efterfølgelse!

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM husker den dag i dag Variyar med dyb hengivenhed for at han, sine lange studier og mange titler til trods, ikke havde mindste besvær med at godtage barnets belæring, og det endda i al offentlighed.

Han har senere fortalt os, hvordan livet selv lærte ham op igennem mange forskellige mennesker, som kom og gik i løbet af barndommen. De kom og gjorde deres indflydelse gældende på lige rette tidspunkt, når det var nødvendigt for hans indre søgen.

Nårsomhelst lejligheden bød sig, gik THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM i gang med at gøre Arunchalatemplets guddommes statuer rene. Efterhånden havde der samlet sig en lille gruppe drenge omkring ham, der så ham som deres leder og gjorde, hvad han bad dem om. De gik rundt i Tiruvannamalais templer, gjorde statuerne rene, dekorerede dem og organiserede mindre begivenheder i omegnen.

En kvindelig læge, som var ven af familien, erindrer sig at den unge THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, når han opdagede en guddom som bare stod og forfaldt og ingen tog sig af den, eller et vanrøgtet tempel, ville græde over det først - og derefter ville han omgående sætte en komplet rengøring af hele stedet i fuldt sving.

Da han var omkring 10, begyndte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM regelmæssigt at gå hen i Ramana Maharishis tempel i Tiruvannamalai. Første gang var det en slægtning, der tog drengen med sig, men efter den gang gik han alene derhen på eget initiativ. Han tilbragte timer i ashrammen med at meditere og læse bøgerne fra ashrammens bibliotek. En dag kom én af hans slægtninge derhen, samtidig med at han var der, og tog THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM med hen til et hjørne af templet hvor en oplyst discipel af Ramana Maharishi ved navn Annamalai Swamigal holdt til – sammen med sine disciple. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fik nu for vane at gå derhen hver dag og sidde og lytte til Mesterens foredrag – satsang – sammen med disciplene.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM beretter at en del af charmen ved at besøge Annamalai Swamigal var, at han altid delte karameller ud efter klassen, det kune den unge THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM rigtig godt lide! Annamalai Swamigal var Mester i advaita filosofien, læren on altings udelelighed, ikke-dualitet, enhed. Ifølge advaitisk filosofi er der ingen adskillelse det individuelle og det guddommelige imellem; de er begge èt; én Enhed. Det er vor uvidenhed i form af de illusioner og indbildte forestillinger vi gør os om altings sammenhæng og om virkeligheden, maya, som forhindrer os i at erkende vor egen guddommelighed; at vi selv er skabt i Guds billede.

En dag i løbet af klassen hørte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM Annamalai Swamigal udrede konceptet maya, illusion, således, 'Vi er ikke kroppen; vores fysiske krop er ikke ægte; sand er kun ånden; ingen smerte kan påvirke ånden; vi eksisterer hinsides al smerte og lidelse.'

Maya som begreb er fundamentet for hele advaita-filosofien, som den er udlagt af Mesteren Shankara, og de vediske principper – Vedanta - fremsat af ham. Vedanta betyder ordret oversat 'al videns endeligt', og som sådan søger vedanta at fastlægge og forklare alt, hvad der overhovedet er at vide om livets sandhed. Helgener som Ramana Maharishi og hans

efterfølgere som her Annamalai Swamigal, forklarede den Ultimative Sandhed om individets iboende Guddommelighed gennem uddybende udlægninger af begrebet maya eller illusion. Ya ma, iti maya, siger skrifterne. Det betyder, 'det, som ikke er sandt, er maya'; maya oversættes til dansk med ordet illusion, gøglebillede, blændværk, indbildning. Altså det faktum, at vi ser det vi ønsker at se, og ikke oplever, ser virkeligheden, som den faktisk er. Vi ser alle verden som gennem farvede brilleglas…og farverne består af vore individuelle forestillinger, fordomme, ide'er, tanker og lyster. Vi lever i en fantasiverden gjort af vore egne drømmes stof.

Som vore tanker er, er vore lyster; som vore lyster er, er vor vilje; som vor vilje er, er vore handlinger; udfra vore handlinger formes vort liv.

Vi drives fremad af vore lyster, vores begær. Disse vore ønsker tager form af tanker og er som sådan broen mellem, det vi kalder fortid, og det vi opfatter som fremtid. Vi prøver hele tiden at genskabe vores fortid ligesom den var engang, hvis den altså var dejlig, eller som den burde have været, men ikke var. Fortiden kan imidlertid aldrig genskabes. Hverken 'fortid' eller 'fremtid' er virkelig. Den ene er død og borte og kan aldrig genopstå, den anden er ren spekulation. Hvis man analyserer de to størrelser er det nemt at indse, at ingen af dem har nogen reel substans. Vi kan nu engang ikke lave fortiden om; hvad der er sket, er sket – og hvad fremtiden bringer er for evigt et mysterie. Selv de af os, som måske bilder os ind, vi har noget så meget check på vores liv og skæbne, kommer til kort i samme øjeblik vi indser, at vi rent faktisk ikke engang kan være sikre på, om vi kommer til at opleve det næste åndedrag. Selv så enkel en funktion som vejrtrækningen står ikke under vor kontrol. Ikke desto mindre puster vi os op i evig forvisning om vor egen storhed, magt og ære. Det faktum, at vi har en fri vilje, hvormed vi kan vælge at handle på den ene eller anden måde, gå i den ene

eller anden retning, som livet byder sig, er irrelevant i forhold til spørgsmålet, hvorvidt vi er i stand til at skabe vores fremtid. Vor nutid kan og bør vi øve indflydelse på; men det er også alt vi kan og bør gøre. Fremtiden er udenfor vor magtsfære.

Ikke desto mindre kredser vores tanker og indre monologer konstant om henholdsvis fortid og fremtid, hænger fast i dilemmaet mellem de to størelser. Vores sind forsøger at oversætte alting baseret på hvad det husker, som værende sket i fortiden, og hvad det ønsker skal ske i fremtiden. Vi kan få timer til at gå med 'analyse' af disse illusoriske dilemmaer: sammenholdning af fortidens 'fakta' med fremtidens ønskedrømme.

Hvis vi bare et øjeblik kunne tillade os at slippe tankerne og ønskerne, træde et skridt tilbage fra sindets uafladelige trummerum, da vil vi befinde os i nu'et. Da ville vi opleve virkeligheden, som den er, livet, som det er, Fryd og Lykke, som er.

At være i nu'et er forudsætningen for at have en solid jordforbindelse, være 'nede på jorden', som man siger, at være fri af maya. Kun i den tilstand ser vi livet, som det er, og ikke blot, som vi ønsker det måtte være.

At være i nu'et er at være forventningsløs, at 'tage tingene som de kommer', der er ingen 'hangs', fordi der ikke er nogen forventninger; ingen følelsesmæssige tilknytninger giver en lethed i sjælen, vi føler os lette uden vægten af alle vore uopfyldte ønsker, uden samskara, og vi er tæt på den Oplyste tilstand.

Nu'ets forventnings – og bekymringsløse tilstand er lidelsesfri. Det er hvad Buddha mente, da han sagde at begær avler lidelse; at vores tilknytning til vore begær, ønskernes 'hangover', producerer smerte. Opmærksomhed, evnen til at være tilstede her og nu, sætter en effektiv stopper for al lidelse.

Da Annamalai Swamigal hævdede, at smerte ikke findes, var det med reference til den lidelse som ofte er forbundet med fysisk smerte. Rent fysisk smerte er altid udholdelig; det er den følelsesmæssige lidelse, der kan slå selv den største ridder af marken; den lidelse, som ofte hægter sig på den fysiske smerte, og som vi har store problemer med at holde ud.

Det er almindeligt at man tiltrækkes af begreber og ide'er, som virker positive, men som man normalt slet ikke havde tænkt kunne være virkelighed. Og at, hvor gerne man måske ville tro på pågældende ide'er, ens sind pr. automatik disker op med allehånde grunde til, at det kan da vist ikke være rigtigt. Medmindre du i den situation sætter spørgsmålstegn både ved de nye begreber, ide'er, og ved din egen umiddelbare modstand, kommer du ikke sandheden nærmere.

Den indstilling, som forholder sig åbent og afventende overfor 'virkeligheden', som giver andre tankemåder, end de man er vant til, en chance, er kendetegnende for en ægte søgende sjæl. Kun den sande søgende stiller sig ikke tilfreds med virkeligheden, som den påstås at være; eller accepterer et koncept som 'rigtigt' blot fordi det umiddelbart lyder godt; hun sætter per definition spørgsmålstegn ved begge dele. Hun vil undersøge logikken bag en påstand, indtil hun er fuldt tilfreds. Hun vil tvivle på virkeligheden og blive ved med at tvivle, til hun når ned i laget bag ide'en, bag påstanden, til hun opnår en ægte indre oplevelse af tingenes tilstand, en indre vished om at, sådan ER det, eller sådan er det i hvert fald IKKE.

Desværre begår vi ofte den fejl, at vi stiller vore spørgsmål udfra 'virkeligheden', som vi allerede har godtaget den. Vore spørgsmål opstår for at vise, at vi – allerede – ved. Den type spørgsmål er voldelige af natur; er selvhævdelsestrang, vi vil vise os klogere end de andre/den anden. Spørgsmål af den art er kun egnede til at trække flere spørgsmål med sig, eftersom hele grundlaget for en sådan samtale ikke er åndeligt baseret, men derimod baseret på ego'ets selvhævdelsestrang og en manglende åbenhed for modpartens eventuelle indsigt og viden.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs spørgsmål udtrykte snarere den oprigtigt søgendes tvivl opstået i processen med at fastslå, hvad der er virkeligt og hvad falsk, en barnets åbenhed og uskyldighed snarere end den voksnes arrogante bedrevidenhed.

Når du dropper ego'et, vil du ikke længere have spørgsmål, kun eventuel tvivl. Tvivlsspørgsmål afspejler din tillid til den person, som du spørger. Spørgsmål er udtryk for din egen indre arrogance.

Sin unge alder og manglende erfaring til trods, havde THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM en meget dyb forståelse for, hvad Annamalai Swamigal havde sagt. I sit væsens dyb forstod han, at det var sandhed. Men han ønskede at opleve den sandhed, som han havde forstået den. Ikke blot en intellektuel forståelse, men en levet virkelighed. Kun da ville det være hans sandhed, hans virkelighed. 'Hvis det er sandt, at jeg er ånd og ikke kun krop, så vil jeg altså være upåvirket af smerte; hm, lad mig undersøge nærmere om det virkelig er sådan, det hænger sammen,' besluttede den unge knøs.

Den nat kunne THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ikke sove. Annamalai Swamigals ord red ham som en mare. Den oplyste Mesters vibrerende personlighed og gennemborende blik stod lyslevende i hans hukommelse. Han blev nødt til at undersøge, om det Mesteren nærmest en passant havde nævnt under sin satsang, sit foredrag, virkelig kunne være sandt.

Han sagde til sig selv: 'Så fascinerende end påstanden om at smerte og lidelse ikke har hold i virkeligheden måtte lyde, så er min virkelighed dog en anden. Jeg og andre føler smerte, når vi kommer til skade. Hvis jeg falder og slår hul på knæet gør det ondt. Indtil videre har min oplevelse af virkeligheden været anderledes end Mesteren påstår. Jeg bliver nødt til at undersøge sagen nærmere.'

Som sagt så gjort. Da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM vågnede næste morgen, gik drengen sporenstregs ud i køkkenet, åbnede skuffen, tog en kniv op og skar sig i låret lige under stedet, hvor hans shorts gik til. Det var et dybt snit og blodet væltede ud. Det gjorde rigtig ondt, men THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM tog sig i at skrige højt for ikke at tiltrække alt for meget opmærksomhed. Han var også noget overrasket over, at det gjorde så ondt, eftersom han havde stolet på Mesterens ord og forventet, der ikke ville opstå nogen smerte. Nogle minutter senere kunne han ikke længere holde det ud, men gik ind til sin mor, som straks tog ham med hen til den nærmeste læge. Lægen syede ham, moderen gav ham en endefuld, og smerten var stadig følelig et godt stykke tid efter. Arret ses endnu på hans lår.

Nogle dage senere, da han var kommet til hægterne igen, gik THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ned i templet, opsøgte Annamalai Swamigal og beskrev for ham, hvad der var sket. Han afkrævede dernæst læreren en forklaring, 'Du påstod, at denne krop ikke er virkelig; at smerte ikke reel; at der ikke ville være nogen smerte og lidelse. Men da jeg skar mig gjorde det ondt. Og ikke nok med det, min mor gav mig også smæk, som gjorde ondt. Hvorfor?' Annamalai Swamigal lo og sagde, 'Jeg bad dig jo ikke om at skære i dig selv for at teste mine ord. Hvorfor gjorde du det?'

Annamalai Swamigal forstod alvoren i drengens søgen; hans villighed til at 'gå gennem ild og vand' i sin søgen efter sandheden, og for at undersøge validiteten i et begreb han indtil videre kun havde forstået rent intellektuelt. Han besluttede derfor at hjælpe drengen i hans åndelige søgen og spurgte ham derfor, om han var parat til at følge en vis meditationsteknik, han i så fald ville indvi ham i. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM accepterede straks tilbudet. Annamalai Swamigal gav nu THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM en dybere forklaring på, hvordan sammenhængen er mellem krop, sind og ånd, og lærte ham en enkel teknik, hvormed man følger sine tanker tilbage til deres udspring.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte ham, 'Swami, hvorfor lærte du mig ikke bare den teknik lidt før? Der var jo ingen grund til, at jeg skulle skære i mig selv for at få den her teknik. Jeg kunne have undgået at skulle igennem al den smerte og lidelse.'

Annamalai Swamigal sagde, 'Min søn, lad ikke den smerte bekymre dig. Den skal nok gå i sig selv igen. Du har udvist den sande søgendes mod til at teste virkeligheden for sig selv. Dit mod skal befri dig. Det er guld værd og smerten for intet at regne i forhold til det.'

De ord indprentede sig dybt i THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs sind. De satte gang i en transformationsproces i ham. De ord lå i hans sind som en indre styrke, han kunne ty til i tvivlens stunder, når han engang imellem blev usikker på, om han nu også var på rette vej. De indprentedes og blev en kilde til at gå dybere, til at intensivere sin søgen.

Hele den oplevelse med det selvpåførte sår inspireret af Annamalai Swamigals lære, og den meditation han efterfølgende indviede drengen i, blev en milepæl i THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs unge liv; et nyt kapitel tog sin begyndelse. Oplevelsen hjalp ham til at gå bag om tankernes illusion – at gå direkte til tankernes udspring.

Selve oplevelsen af det sete som objekt, processen at se og seeren som subjektet, der ser det sete, er i sin helhed blot tanker af forskellig intensitet og svingningsgrad. Da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM mediterede på tankernes oprindelse, indså han hurtigt, at alle de tre: personen der ser, processen at se, og objektet der ses, i virkeligheden ikke er tre, men én og den samme. Blot udtryk for forskellige grader af illusion skabt af hans eget sind. At gå til tankernes kilde er at gå til nu'et. I nu'et eksisterer kun tilstanden 'at være' – den rene væren, intet andet.

Aham bhojanam naiva bhojyam na bhokta, shivoham shivoham Jeg er ikke fornøjelsen, jeg er ikke det der bliver nydt, og jeg er heller ikke den nydende; jeg er hinsides alle tre; Jeg er Sandheden.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM erkendte at den ultimative sandhed findes hinsides tankerne – i det oprindelige stade af ikke-tanke, no-mind. Han fik for vane at sidde afslappet og praktisere den teknik, Annamalai Swamigal havde givet ham, mere som en leg end egentlig som en seriøs meditation.

'Bare at sidde og være til var blevet en indgroet vane', fortalte Han os senere.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM praktiserede den nye teknik helhjertet og yderst disciplineret. Swamigal havde sagt til ham, 'Praktiser den her meditation – så vil du få svar på alle dine spørgsmål', og han var desperat efter at nå frem til svarene.

Godt et år senere, da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM har været omkring de tolv, sad han som sædvanlig på en klippe, som lokalt gik under navnet Pavazha Kunru (Perle klippe) oppe på Arunachala og mediterede, rettere legede med sin nye teknik, da en besynderlig oplevelse fandt sted. Det var Buddha Purnima dag (fuldmåne dag) i Vaikasi måneden (perioden omkring maj-juni) sent på eftermiddagen omkring solnedgang.

Midt som han sad og mediterede, følte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM det som om noget åbnede sig indeni ham, noget knustes og noget andet skabtes i det samme. Det var som en beholder gik i stykker og samtidig en dør åbnede sig. Skabelse og ødelæggelse i samme

nu; en meget dejlig fornemmelse vel at mærke. Dyb ro sænkede sig over ham.

Selv om han sad med lukkede øjne, kunne han se hele vejen rundt om sig. Han behøvede ikke åbne øjnene for at kunne se. Ikke nok med det, han kunne sågar se 360 grader rundt på samme tid. Fuldstændig klart var han i stand til at se bjerget foran sig, klippen under sig, stjernerne over sig, træerne til venstre og en del af bjerget til højre – det hele sås samtidig i hans synsområde uden han behøvede at åbne øjnene!

'I det nu vågnede jeg til erkendelsen af min enhed med hele Eksistensen og Altings enhed med mig!' Idet Han pegede på et træ, der stod foran Ham, 'Det var som om træerne var min egne knogler og træernes kroner mine nerver.'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var i den tilstand i over halvanden time. Så snart han kom hjem, gik han ude af sig selv af ophidselse hen til Kuppammal og fortalte hende, hvad der var sket for ham. Kuppammal forstod straks, at drengen havde haft en ualmindelig dybdegående åndelig oplevelse, højst usædvanlig for en person af så ung en alder, og at han havde behov for at nogen tog sig af ham. Hun tog sig meget omhyggeligt af ham de næste par dage. Eftervirkningerne af den *satori –*oplevelse (satori er et udtryk fra den japanske zen tradition og betyder Oplysning) holdt sig cirka tre dage.

Den satori oplevelse markerede begyndelsen på endnu en ny åndelig udviklingsfase i THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs liv.

Fra og med den dag kunne og kan THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM se alt omkring sig, når han måtte ønske det – med eller uden åbne øjne. Kort tid efter oplevelsen kaldte han én af sine gode venner ved navn Sampath over til sig hvor han sad med ryggen hvilende op ad et træ inde i templets gård. 'Jeg skal fortælle dig noget, der er sket for mig. Jeg kan se alting hele vejen rundt om mig.' Vennen kiggede uforstående på ham.

Han sagde til vennen, som sad foran ham, 'Kig på træet her bag mig, kan du se den lille myre, der kravler lige på det sted?' samtidig med at han pegede bagud over sit hoved mod stedet hvor der, ganske rigtigt, kravlede en myre. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fik sin ven til at holde alle mulige mønter og ting op bag hans hoved, hvorefter han fortalte ham, 'det er en 2 rupee mønt' – 'det er et blad' – en sten o.s.v. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs ven blev dybt forskrækket over hvad i alverden der var sket, og løb hjem med den undskyldning, at han lige pludselig følte sig så tørstig. Senere fortalte vennen THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs forældre, hvad der var sket.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kalder i dag den oplevelse for 'et glimt af Oplysning' – og bruger det japanske udtryk satori. Oplevelsen har fundet sted for flere af os i gruppen, der følger THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, og det virker som om, det er noget, der sker i Mesterens nærvær og med Hans velsignelse. I THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs tilfælde skete det bare af sig selv, naturligt, dels som resultat af hans spirituelle praksis, dels som konsekvens af hans høje åndelige udvikling.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte engang en af sine disciple, hvorfor han ikke udførte sin meditationpraksis med den selvdisciplin og omhyggelighed, som han havde foreskrevet. Han sagde desuden, 'Hvis jeg havde været ligeså doven som dig, var jeg aldrig blevet Oplyst.' Disciplen svarede uforknyt, 'Det er fordi du ikke havde sådan en Mester som vi har! Vi er langt heldigere stillede end du var!!'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM selv siger, at havde han overgivet sig til en Mester, kunne hans egen åndelige udviklng givet være gået meget hurtigere. Han siger, han blev nødt til at eksperimentere med titusinde nøgler, inden han endelig fandt den helt rigtige til at åbne Oplysningens mysterium. Han siger endvidere, at hvad angår hans disciple har han allerede givet dem rette nøgle, og at alt de overhovedet behøver at gøre, er at sætte nøglen til låsen og dreje rundt, for at Sandheden skal oprulles. Fra og med den oplevelse opdagede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, at han ikke længere var i stand til at cykle, hans balanceevne var helt i

skoven. Så efter den oplevelse sad THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM på stangen hos den ene eller anden af sine storebrødre til og fra skole. Brødrene plejede grinende at brokke sig over at måtte have ham med på slæb. Hvis de nægtede at have ham med en dag, gik THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM i stedet hele vejen. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM erindrede sig senere, 'Børn i den alder ville normalt i det mindste have forsøgt at cykle selv – alene på grund af presset fra deres jævnaldrende, men jeg holdt stædigt fast ved min manglende evne og tillod dermed tingene at udvikle sig, som de nu gjorde – og gik gerne kilometer efter kilometer for at nå frem, hvis ikke jeg fik et lift.'

En anden konsekvens af den oplevelse var, at han ikke længere kunne gå i stramtsiddende tøj. Han oplevede, at alle typer tøj, der adskilte hans over - og under krop, føltes ubehageligt at have på. Han gik fra da af med løstsiddende tøj.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fortalte en dag en gruppe af os om de underholdende konsekvenser af, at han ikke længere selv kunne cykle :

Min ældre bror plejede at cykle mig i skole hver dag. Både på vej til – og fra skole forlangte jeg, at han stoppede op, så jeg kunne komme ind i samtlige templer på vejen og vise min respekt. Han plejede at bande mig langt væk, som om det ikke var nok, at han måtte trækkes med min vægt til og fra skole, men at han også skulle stoppe og vente ud for alle templerne på vejen!

Når endelig jeg havde fået besøgt alle templerne og nåede frem til skolen, var det meste af skoledagen allerede gået, og tiden kommet til at tage hjem igen. Jeg var permanent sent på den. Først og fremmest sørgede jeg for at krydse mit fremmøde for guddommene af i min egen indre kalender og først derefter gå i skole. I hvert af templerne sørgede jeg omhyggeligt for at bukke foran hver eneste af dets guddomme, før jeg forlod det igen. Jeg havde et specifikt langt mantra for hver eneste af de forskellige guddomme. Hvis jeg på grund af noget hastearbejde blev nødt

til at springe min morgenrutine over en dag, sørgede jeg altid for at recitere mantraerne to gange den næste dag, i håbet om at guddommene ikke ville være vrede på mig! Og så bad jeg dem om at krydse af i regnskabet for dagen før!

Jeg havde bukselommen fuld af små stykker kamfer omhyggeligt foldet i hvert deres stykke papir med templets navn og navnet på den guddom, stykket var beregnet for, udenpå. Kamferpiller var ret dyre, så jeg plejede i stedet at købe en ordentlig stor luns kamfer, som jeg selv skar op i mindre stykker. I mit arbejde med at skære kamferen op, var jeg meget påpasselig med at stykkerne blev nøjagtigt lige store, der skulle ikke være nogen forfordeling. Når der var en enkelt smutter imellem, som var blevet meget større end de andre, gav jeg det til Annamalayar – hovedguddommen i Arunachaleshwara templet. Jeg havde ikke noget problem med at give det store stykke til Annamalayar. Han var helt uden sammenligning den største og mest betydningsfulde af samtlige guddomme!

Hvis jeg ikke havde haft tid til at brænde kamferstykkerne på udvejen, (til skolen) gjorde jeg det godt igen ved at brænde to kvoter af på hjemvejen. Så det tog sin tid at komme hjem fra skole på de dage! Templerne lå i en vis rækkefølge: først kom Karpaga Vinayagar templet, så politistationens Mariyamman tempel, så Annamalayar templet, derefter Vallabha Vinayagar templet og til slut templet foran Sri V. Thaanmal Sowkar Jain Higher Secondary School, og så kunne jeg gå i skole, det var det!

Min bror plejede at kede sig bravt, mens han stod udenfor og ventede på mig – og forbandede mig langt væk. Og jeg nøjedes vel at mærke ikke bare med at bøje mig foran hovedguddommen i hvert af templerne; nej, nej, jeg startede med at bøje mig for de to guddomme, der står vagt foran indgangen til hovedguddommen i templet – Dwarabalakars'ene - spurgte til deres velbefindende og helbred, så viste jeg Nandi (Siva's 'køretøj' i form af en tyr) min respekt og så videre!

Min bror satte gerne farten op, når vi nærmede os et tempel, i håbet om at jeg ville overse det, hvilket aldrig skete! Jeg råbte højt, 'Hey! Vinayagar templet er lige her, stop! Stop!' Og så stoppede han da også. Der var dage, hvor hans tålmodighed ikke rakte til, der måtte jeg så gå til skole istedetfor at blive kørt, men efter to-tre dage fik han gerne ondt af mig og tilbød at tage mig med på stangen igen!

Min yngre bror følte en vis tiltrækning til templer og tilbedelse. Det var langt fra tilfældet med min ældre bror, der plejede at bande og svovle altimens han sparkede cyklens støtteben ned og belavede sig på at vente på mig udenfor templerne. Nogle gange begyndte jeg på at recitere de forskellige mantraer lang tid inden vi nåede til templet, fordi jeg var bange for, at han ellers ville skælde ud over, at det tog for lang tid. Når cyklen begyndte at dreje ind mod templet, startede jeg recitationen. Så var jeg allerede færdig med det, når vi nåede templet. Så fortalte jeg ham, at jeg bare lige ville gå rundt om templet, brænde kamferen af og så komme ud igen.

*Jeg havde ikke fået lært at cykle endnu som 12-årig. Og efter min oplevelse da jeg var 12, kunne jeg ikke længere cykle. (*Under Swamijis fortælling afbrød en af disciplene med bemærkningen, 'Swamiji, allerede dengang i Tiruvannamalai havde du egen chauffør!' så lo Han og erklærede sig enig.) Jeg var ikke dengang klar over, at min manglende evne til at cykle havde noget at gøre med min åndelige oplevelse. Jeg var ikke klar over, at det havde at gøre med en aftagende kropsbevidsthed, som indtraf efter den oplevelse. Jeg mente bare, at jeg nu engang ikke havde talent for at kunne cykle, det var det hele. Jeg var heller aldrig bevidst om, at der var noget særligt ved mig. Jeg gik ud fra at alle var ligesom mig. Det tog jeg simpelthen for givet. Først senerehen gik det op for mig, at det ikke er for alle.'

nithyananda mediterede jævnligt ved kremerings-pladserne i udkanten af Tiruvannamalai. Lange perioder, ofte hele natten, sad han i meditation og oplevede et inderligt samvær med Arunachala og en dyb længsel efter Enhed med bjerget. Når dagen gryede, gik han hjem. Overbevist som nithyanandas forældre var om kun at være værger for deres søn nummer to, accepterede de barnets noget usædvanlige tidsskema, ud fra betragtningen at de var udtryk for Eksistensens lila – leg.

At bo i en ashram: Væsentlig forudsætning for åndelig udvikling

nithyanandas familie var en storfamilie fra Tiruvannamalai. Mere end 20 familier levede sammen i et kæmpe hus på lige ved to hektar (knap 8.000 kvm).

'Folk spørger mig nu, hvorfor jeg har ashrams. Hvad er ide'en i at leve i en ashram som i et kollektiv? Hvad er forskellen mellem ashrammen og en storfamilie?'

Vi bør opfatte andre mennesker ikke som blot sociale fordele, men som bevidste væsener. Hvis du er læge, er din profession at være læge; dit væsen er ikke læge. Mesteren forsøger at hjælpe dig med at genvinde dit indre rum, dit væsen. Du er mere end blot – til eksempel - doktor; du er dit indre rum. I sin ashram hjælper THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM folk til at erobre deres indre Space. I sammenligning med det indre rum vil den ydre verden, som vi hidtil har tilbragt det meste af vores tid i, virke småt og ubetydeligt. Man interesserer sig ikke længere for det. Man synes ikke længere det er vigtigt, hvad man har eller ikke har i yderverdenen.

Det ydre liv er kun en lille del af vores liv. Du spørger måske, 'Hvorfor kan jeg ikke nå det stadie hjemmefra? Hvorfor er ashrammen nødvendig?'

Dit hjem er baseret på ide'en om et samfund. Det får dig til at glemme sandheden. Det indre rums realitet er selve rygraden i en ashram; dets omgivelser,dets struktur, alt i ashrammen udtrykker ideologien bag det indre rum. Dine venner og din Mester vil ikke tillade dig at glemme det. De første10 dage efter at være kommet hjem fra at have mødt Mesteren, hørt Hans foredrag, deltaget i Hans meditationsprogrammer, vil vi være i højt humør. Så tager samfundet over; ufriheden kommer tilbage. Folk vi møder og interagerer med i det daglige udgør en stor indflydelse på os. Kropssprog er sindets næring. Det er vigtigt at selve kropssproget af de folk, som vi omgås med i det daglige, holder os på rette spor. I ashrammen er maden positiv. De folk vi ser og omgås i ashrammen hjælper os med at overvinde vores svagheder, fremfor at udnytte dem. De hverken dømmer eller kritiserer. Samfundet derimod dømmer os konstant; hvis vi handler, som samfundet vil det, belønnes vi; hvis ikke, bliver vi straffet.

Ashram udtrykker en højere virkelighed. Buddha talte om a følge buddha (den oplyste Mester), sangha (fællesskab af mennesker, der ønsker at leve i o.e.s. med Mesteren og følge Hans lære) og dharma (Læren) for at nå Eksistensens Ultimative Sandhed. Sanga'en eller ashrammen og livet i den, udgør rette omgivelser for vejen mod visdom. Selv om vi måtte glemme vejen, er sangaen, de andre folk i ashrammen, der, til at minde os om den. Der vil altid være én i nærheden til at minde os om de højere idealer, vi har besluttet at følge. Ashrammen yder et kærligt, medfølende rum at udvikle os i. I den ydre verden vil andre mennesker konstant gøre deres 'bedste' for at lægge os vores spirituelle mål hindringer i vejen, og uafladeligt komme med deres snæversynede, intellektuelt baserede holdninger til hvad det er vi laver, og hvorfor vi hellere burde lave noget andet!

I ashrammen derimod opfordrer fællesskabet os til at holde fast i vore mål og række efter stjernerne.

Mennesker er ude af stand til at leve som isolerede strukturer, blot som individer.

'Intet menneske er en ø', som John Donne udtrykte det. Mennesket er et socialt dyr. Når vi konstant mindes om de højere sandheder, vil vi leve dem, udtrykke dem. Sanga handler om at opleve og udtrykke salighed. Det er hele formålet med skabelsen af en ashram.

Ashrammer er epicentre for intense lyksaligheds energi-bølger; bølger der får det indre rum til at rystes i sin grundvold og ændres; hvad vi end før har bygget op knuses og jævnes med jorden.

Når man sidder for Mesterens fødder fjernes al indre tvivlen; man modtager den energi, der er nødvendig for at nå højere åndelige niveauer. Det er let at elske Mesteren; betydeligt meget sværere er det at elske vores medmennesker. I ashrammen lærer folk at elske hinanden uden at stille betingelser for kærligheden og uden at der skal være en årsag – 'hvad giver du mig til gengæld for at jeg elsker dig' er en udbredt ekstrem forretningsmæssig måde at relatere til andre mennesker på, og sørgeligt udbredt i det vi kender som samfundet i vore dage. Lykke deles uafhængigt af Mesteren. Ashrammen er en ideologisk baseret storfamilie. Den er ikke baseret på blodets bånd, den familie man ikke selv har valgt, og som man ikke nødvendigvis deler synspunkter med. Ashrammen er en dyb følelsesmæssig ideologisk forbindelse. En måde at leve sit liv på, der kræver en vis grad af modenhed. Det er ikke en teori, men en virkelighed, der står sin prøve netop ved at blive levet og oplevet.

Det er ikke en forudsætning for at leve i en ashram at man giver afkald på alt hvad der normalt forstås ved et verdsligt, materielt baseret liv. I THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ashrams verden over lever både par,

familier og singler sammen i harmoni, hver for sig med deres materielle mål og fælles om det åndelige mål. Det er en storfamilie, ikke blodsbeslægtet, men bundet sammen af ideologi og via alles primære tilknytning til Mesteren. Båndet, der knytter ashramfamilien sammen, er så langt stærkere end noget bånd baseret på blodsbeslægtede relationer.

En vis modenhed er påkrævet for at kunne leve sit liv i en ashram. Det er nødvendigt at have nået en relativt ego-fri bevidsthedstilstand for at kunne sameksistere med andre i ægte samhørighed. Det er et sted, hvor alle kompenserer for hinandens svagheder og deler deres styrke med de andre. Der er ikke nogen tvang der siger, at man skal gøre, som man får besked på. Nogen gør måske alt arbejdet. Andre gør ingenting. Tolerance overfor andre, forståelse af andre og accept af andre fører til medfølelse for de andre. Det leder hen til forståelsen af sandheden 'hele verden er min familie'. 'Vasudeva Kutumbaha' (Lord Krishna's familie), som Lord Krishna udtrykte det.

Vivekananda sagde, 'Dharma chakraet (retfærdighedens hjul) er levende og bevæger sig. Alt du behøver gøre er at stå ved det og være en del af dets bevægelse.' Ashrammens omgivelser giver dig muligheden for at være del af chakraets evige bevægelse.

nithyanandas farmor døde i den modne alder af 104 år, da han selv var omkring 12.

Damen, hvis navn var Kannamma havde ikke selv nogen børn, men en af nithyanandas onkler havde til opgave at tage sig af hende. Onklen og hans kone var ikke specielt glade for jobbet og fandt altid på den ene eller anden undskyldning for ikke at tage sig af den gamle slægtning. Damen selv var en meget besværlig og ubehagelig person. Hun var nærig, selvom hun rent faktisk havde masser af penge. Hun bad ofte nithyananda om at gå ud og købe tobak til sig, og når han så bad om penge til det, sagde hun, han skulle få dem af sin far. Den gamle dame nægtede at give så meget som et glas vand fra fællesbrønden i midten af huset, til naboerne, i tilfælde af tørke.

Da hun døde, græd familien tørre tårer. Den mest medfølende person var nabolagets læge, der tog sig af hende lige til det sidste, og det på trods af, at han var én af dem, hun havde nægtet vand.

Kort tid inden gæsterne til sørgehøjtideligheden var inviteret til at komme, afklædte familiens kvinder sig deres gode sarier, tog nogle gamle og billige på og tog også alle deres smykker af, som det er skik og brug.

Ligeså snart gæsterne var kommet indenfor døren, gav de sig alle til at hyle op som på bestilling – eller rettere som om de var noget så kede af det. Ikke så såre var den formelle grædeperiode overstået, som kvinderne nemt og ubesværet tørrede kinderne og kastede sig ud i intens samtale med gæsterne, hvor al den nyeste landsbysladder ivrigt blev drøftet samtidig med, at man serverede snacks og drinks og i det hele taget hyggede sig storartet. Hver gang et nyt hold slægtninge kom på besøg var proceduren den samme, der blev hylet i kor så det var en lyst. nithyananda var chokeret og overrasket over hykleriet.

Mens kroppen stadig lå lit de parade i huset, og slægtninge endnu var i færd med at ankomme for at kondolere, gik den nærmeste familie til damen ind i hendes soveværelse, hvor boksen med hendes smykker lå gemt under hendes seng. De boede 27 familier under samme tag og alle som én påstod de, at smykkerne retteligen tilhørte dem; hvorfor intense forhandlinger og diskussioner brød ud allerede inden liget var blevet koldt. Familien sendte bud efter en guldsmed til at valuere kostbarhederne.

Ved den lejlighed mistede nithyananda al respekt for sin familie og dens samfundsskabte materielle fiksering. Han grinede højt

og uhæmmet af deres opførsel. En af hans onkler langede ud efter ham for at give ham en på kassen, idet han troede drengen var i chok på grund af damens død. nithyananda fangede hans hånd inden den ramte, holdt den fast og sagde til ham, at hvis han prøvede på at slå ham igen, ville han gå ud til resten af de pårørende, som befandt sig rundt om i huset udenfor værelset, og fortælle dem, hvad familien havde gang i; at de rent faktisk stod og handlede om at dele rovet efter den døde, endnu inden kroppen var kremeret. nithyanandas mor advarede onklen om at tage sig i vare for hendes søn, som absolut var i stand til at gøre, som han truede med. Hun forsøgte så at få ham til at spise for på den måde at bortlede hans opmærksomhed. Så begyndte et hundeslagsmål af en diskussion familiens medlemmer imellem, om hvem der skulle betale for begravelsen. nithyanandas far, en mild og uskyldig mand, som hadede skænderier, skyndte sig at indvillige i at tage sig af samtlige omkostninger i den forbindelse, for at undgå yderligere disputter hvad det emne angik.

Fuld af afsky for deres opførsel fandt nithyananda sin kopi af Bhagavad Gita frem, stillede sig hen foran liget og begyndte at synge versene højt (på det tidspunkt havde han allerede haft sin første åndelige oplevelse – de 360 º). Det var sandsynligvis den eneste indsats som direkte hjalp den gamle dames sjæl til at kunne forlade kroppen på fredfyldt vis, og på trods af hele ståhejen, der omgav hende.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM berettede senere for os: 'Det var den første bevidste død, der fandt sted i mit nærvær.'

Helt fra den tidligste barndom havde nithyananda en drøm om at vokse op og blive sanyasi, omvandrende asket. I hans familie var det skik at både drenge og piger allerede som teenagere blev lovet væk til senere ægteskab. Det fandt sted så snart en pige kom i puberteten. Et passende parti blev udvalgt indenfor familiens omgangskreds. Kun yderst sjældent var der nogen, der

havde noget at indvende mod de arrangerede parforhold. Både pigen og drengen ville ofte blive mindet om deres kommende forhold, og hvad familien angik betragtede alle det som en endegyldigt indgået aftale, når først de fornødne forhandlinger var på plads; således også for drengens og pigens vedkommende; de drømte ganske enkelt ikke om, at tingene kunne være anderledes.

nithyanandas ældre bror var allerede blevet matchet op med en af familiens fjernere kusiner, og nu var turen kommet til nithyananda. Med stor ildhu gik familien i gang med at diskutere mulighederne. En dag var der en ældre kvinde i familien, som begyndte at snakke om det, mens nithyananda selv var til stede. Drengen stirrede hårdt på hende. Damen følte sig ubehageligt til mode over det, og spurgte ham derfor, hvorfor han kiggede sådan på hende. nithyananda blev ved at stirre og kiggede intenst ind i hendes øjne. Det gik nu op for hende, at han åbenbart ikke brød sig om, at hun diskuterede hans ægteskab, og spurgte hvad han dog havde imod ægteskab og hvorfor han var så oprørt? nithyananda spurgte hende noget barsk, hvad hun egentlig selv mente at have fået ud af sit eget ægteskab. Kvinden svarede ikke; i stedet spurgte hun hvad han ville være, når han blev voksen. nithyananda svarede prompte og uden skygge af usikkerhed i stemmen, 'Jeg vil være en swami – en sanyasi.'

Så tegnede han en tegning af sig selv, som han regnede med at se ud som voksen. Billedet forestiller en hinduistisk munk iført en turban, samme hovedbeklædning som THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM bruger i dag.

nithyanandas mor var ikke i tvivl om sønnens forkærlighed for at blive munk. nithyananda var tæt knyttet til sin mor. Selv i midten af teenageårene plejede han at lægge sig med sit hoved i moderens skød og fortælle hende om sine åndelige oplevelser. Han brugte meget tid i køkkenet med at sidde og tale med sin mor. Nogle gange når nithyananda var i fuld gang med at fortælle historier, grine og spille fransk klovn, kunne hans mor

pludselig blive ked af det og få tårer i øjnene; det var som om hun vidste, at dagen hvor han endeligt ville forlade hende, snart ville komme.

I Hindu familier, specielt i så små landsbyer, som den nithyananda var ud af, i storfamilier som nithyanandas, var det kotyme at sønnerne blev i samme hus under samme tag, også efter de blev gift. Sønnerne arvede familiens rigdomme og blev derfor hjemme, mens døtrene, når de giftede sig, blev del af deres mænds familier.

nithyananda havde oplevet trang til at gå hjemmefra allerede fra sine spædeste teenageår. Nu var han blevet sytten, havde afsluttet sin ingeniør uddannelse fra universitetet i Gudiyattam i nærheden af Tiruvannamalai, og kunne ikke vente længere.

Akademiske studier stod ikke højt på nithyanandas dagsorden i hans søgen efter Sandheden. Han spildte ikke meget tid med at læse i sine studiebøger. De klasser han dog beærede med sin tilstedeværelse, deltog han koncentreret i, og det var nok til at han bestod eksamen med udmærkelse. Efter at have afsluttet studentereksamen på kollegiet i Tiruvannamalai blev han optaget på Polyteknisk Læreanstalt i Gudiyattam. Han boede til leje på et værelse i byen. Selv i den periode, mens han var væk hjemmefra, tilbragte han det meste af sin tid alene i meditation og gik aldrig ud med vennerne, som plejede at hænge ud og lave sjov sammen, gå i biffen og den slags.

På spørgsmål fra en af sine venner om, hvad han egentlig regnede med at få ud af at spilde al den tid med at meditere, svarede nithyananda, 'Den dag vil komme, da du vil blive nødt til at stå i kø for at modtage min velsignelse. Da vil du kende svaret.'

For nylig under en turnè rundt i staten Tamil Nadu, nåede vi til Tiruvannamalai, hvor THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM gav satsang og darshan. På et tidspunkt signalerede Mester til os om at komme over til sig,

hvorefter han udpegede sine gamle klassekammerater for os, som i sin tid plejede at gøre grin med ham og hans meditation. De stod nu i kø og ventede på at komme og få hans velsignelse, efter han først havde givet foredrag og instrueret forsamlingen i meditation. Da det blev deres tid og de nu voksne mænd stod foran Mesteren, brød de alle som én sammen i gråd og hulkede ubehersket af bare rørelse, hvorefter de bukkede sig for Hans Fødder. Vi stod og så til, mens Han under skælmsk latter og med ægte medfølelse tog dem i sine arme den ene efter den anden.

Som sagt, da først han havde afsluttet sin uddannelse, blev trangen til at bryde ud og gå hjemmefra overvældende. Han følte tiden var kommet. Han følte, at han ikke kunne fortsætte med at leve som han plejede derhjemme, et øjeblik længere. Hele hans liv syntes én stor løgn. Det føltes klaustrofobisk at måtte leve i overensstemmelse med samfundets mange ud –som uudtalte leveregler. Den samfundsskabte ufrihed.

For nylig faldt vi over nogle optegnelser i vores arkiv i ashrammen i Bidadi, hvori vi fandt følgende dagbosoptegnelser gjort af den syttenårige THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, på tamilsk, få dage inden han gik hjemmefra. De illustrerer, hvad der triggede ham til at tage den endelige beslutning.

Jeg tog alle papirerne og talismanen som K.S. Narayanaswami Thatha havde givet mig, læste dem igennem, rev dem i stykker og smed det hele i brønden og i skraldespanden.

I dag er mærkedagen for Brahmasukhi, som i sin tid blev sparket af en mand og dermed forstod altings sammenhæng, ligesom Helgenen Pattinathar på netop denne dag opnåede

Enlightenment ved at få tæv af en kvinde! Efter halvanden times meditation klaredes tankerne og sindet blev helt koncentreret.

I dag mediterede jeg en halv til en hel time. Sindet var roligt. Han er ikke til at komme i nærheden af. Han er vred. Selv når jeg taler, reagerer han ikke hensigtsmæssigt.

Lad mit sind vinde over sanserne! Fordi min visdom ikke er modnet i samme grad som mit sind, opfører sanserne sig som de vil. For at øge min visdom er vejrtrækningsøvelser – pranayama – det bedste middel, dagligt fra 11pm til 1 am. (fra 11 til 13 om formiddagen).

Baggrunden for dagbogsoptegnelserne var THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs møder med en Siddhar, en mystiker som besad stor visdom og havde opnået mange siddhas, powers, eller magiske evner om man vil. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM tilbragte meget af sin tid i selskab med de omrejsende, mystikere og vandringsmænd, som kom til Tiruvannamalai, på samme måde som Ramakrishna Paramahamsa i sin tid gjorde det, og lærte mange åndelige teknikker af dem.

Han mødtes jævnligt med denne Siddhar, en firsårig mand, som plejede at sidde i et lille mandap, en åben hytte, på Girivala – strækningen (vejen rundt om Arunachala). Den Siddhar opførte sig som en vanvittig person og alle plejede kun at omtale ham i første person. (Ligesom hvis man sagde 'du' til Dronningen). Han havde en skål stående foran sig, som folk plejede at hælde mad i til ham. Han spiste så og lod den uvaskede skål stå, som den var. Vilde hunde kom gerne og slikkede den ren. Forbipasserende ville så igen smide lidt mad i til ham, og det spiste han også. Hvis nogen fandt på at tage skålen med og gøre den ren blev den vasket, ellers ikke.

Det var også omkring samtidig med at THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM havde lært diverse tantriske teknikker af Narayanaswami Thatha og brugte dem til at forudsige fremtiden og materialisere ting til sine venner. Han excellerede en del i denne leg med energien, for sjov og for at underholde sine venner. Den Siddhar sagde en dag til ham, at han burde stoppe med alt det pjat, hvis han mente noget med sin åndelige udvikling, eftersom overdreven hengivenhed til den slags var ensbetydende med at sætte en effektiv stopper for hans spirituelle udvikling, og at han prostituerede sig selv ved at opføre sig på den måde. Han sammenlignede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM med Pattinathar, en berømt tamilsk personlighed, som tillod sig at begære kvinder på trods af sine åndelige tilbøjeligheder.

Da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM viste os siderne med disse dagbogsoptegnelser, fortalte han os, hvad der egentlig var sket. Han sagde, at på den dag da Siddharen satte ham grundigt på plads, (som beskrevet ovenfor) tog han konsekvensen, smed alle mantras væk, han i løbet af tiden havde optegnet med samt de talismaner som Narayanaswami Thatha havde givet ham, og besluttede sig fra da af til udelukkende at følge meditationens vej.

I sin beskrivelse af denne milepæl i sit liv, som udløste hans gåen hjemmefra, sagde THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM til os:

'På samme måde som drenge på min alder gav efter for deres seksuelle lyster og fantasier, sådan gav jeg mig helhjertet hen i legen med energien. Da Siddharen sagde til mig, at jeg prostituerede mig selv ligesom Pattinathar havde gjort det, ødelagde jeg den talisman – thaayathu – som Narayanaswami Thatha havde givet mig; selvom jeg ikke sagde noget om det til ham selv. Men dagen efter, da jeg så ham, gav han mig et par på kassen. Slaget han gav havde en langt større psykologisk end egentlig fysisk virkning. Akkurat som da Pattinathar forstod betydningen af ordene kaadatra oosiyum vaarathu kaan kadai vazhikkae (en nål uden hul er ikke til nogen verdens nytte) og

straks droppede alle sine uvaner, gav sine rigdomme væk og gik til Varanasi, (som er en hellig by i Nordbharat) sådan var det slag mystikeren gav mig ligesom at blive ramt af lynet; jeg vågnede op i det øjeblik. Med et slag opgav jeg al powerplay og gik kort tid efter hjemmefra.

Når man ser, hvad der står på de her par stykker papir, er det tydeligt at se sindets leg lige inden den endelige beslutning tages. Bare kig på tankernes retning i løbet af de få par dage. I de dage mens oplevelsen med mystikeren stod på, svingede mit sind som et pendul. Det ene øjeblik rev jeg talismanen Thatha havde givet mig i stykker, det næste øjeblik overvejer jeg seriøst at fiske den frem og lime den sammen igen, idet jeg var bange for, at det måske havde været forkert at ødelægge den. Sindet var så opbragt at jeg pålagde mig selv at skulle udføre vejrtrækningsøvelser for at bringe det til ro igen! Jeg har endda skrevet at mystikeren på et tidspunkt ikke talte ordentligt til mig, og hvordan mit sind blev endnu mere oprørt på grund af det. For mig var disse omvandrende mystikere mine soulmates, mine brødre i sjælen, og jeg kunne ikke holde det ud, hvis en af dem ikke svarede mig ordentligt. Jeg har klart skrevet ned, at jeg forstod, at forvirringen i mit sind skyldtes, at min visdom ikke er ligeså moden som mit intellekt; at jeg havde intellektuel forståelse, men ikke den nødvendige fysiske oplevelse og at pranayama ville hjælpe til at falde til ro. Men til slut sker der et skred i mig og beslutningen om aldrig mere at give efter for lysten til at lege med energien tages! Se hvor tæt jeg holdt øje med mit sind i den alder! Den hændelse og det forløb var en proces; jeg brugte det hele som en teknik, en løftestang i min åndelige udvikling.

Jeg måtte igennem en del forvirring, før jeg opgav den leg. Bare de 4 stykker papir er en proces; enhver der studerer dem intenst vil kunne deducere en teknik fra dem. Disse noter viser, at meditationen var noget som skete i og med forståelsen, og forståelsen kom ikke bare som et resultat af min Enlightenment.

Det er nødvendigt at forstå: Der var ingen i mit liv, som sagde 'gør dette', 'gør hint', 'hvis du gør sådan og sådan vil du opnå Oplysning', o.s.v. Og jeg havde ikke nogen levende eksempler at ty til, som bevis på at hvis jeg gjorde alle de her ting, ville jeg nå målet. Der var ingen levende Mester til at vejlede mig gennem sit eget eksempel. På trods af de omstændigheder holdt jeg mig selv kørende, i fuld tillid til Eksistensen og ved at trække min intelligens direkte fra de kosmiske kilder.'

Kort efter hele den episode følte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM altså tiden var kommet til at forlade sit barndomshjem. Pludseligt en aften var trangen så stærk, at han besluttede at handle straks. Han følte, han måtte hoppe ud af det liv han ledte, og ind i det liv han ønskede at leve lige med det samme. Den aften, da han vidste det ikke kunne opsættes længere, gik han til sin mor omkring ved 22 tiden. Han spurgte hende, 'Hvad ville du stille op hvis jeg døde?' Hans mor svarede, 'Hvorfor stiller du dog sådan et uheldssvangert spørgsmål, er der noget galt?'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sagde, 'Nårh ingenting, ikke for noget særligt, jeg ville bare gerne vide det.' Hans mor sagde resigneret, 'Hvad ville jeg gøre? Jeg må jo acceptere det, hvis det sker.'

Så fortalte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM hende, at han ønskede at forlade hjemmet.

Hans mor brast i gråd. Hele hendes krop rystede af sorg. 'Jeg vidste denne dag ville komme', sagde hun. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM spurgte hende, om hun ville forbyde ham at gå.

Hun sagde, 'nej, jeg ved at du gerne vil gå, og jeg ønsker for dig, at du gør det, som du altid har villet med dit liv. Jeg vil ikke stoppe dig fra det; men jeg kan ikke holde ud at se dig gå. Derfor græder jeg.'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM følte sig overvældet af sin mors betingelsesløse kærlighed. Hendes sorg var dyb og smertelig, men dog ønskede

hun kun for sin søn, hvad han ville. Hun ønskede ikke lægge ham hindringer i vejen. Hendes uskyld og uselviske kærlighed berørte ham dybt. Hun vidste ikke af sin egen uskyld. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM havde ikke regnet med hans mor ville acceptere realiteterne så let. Det føltes som om forsynet havde en finger med i spillet. Når man er helt tunet ind på det guddommelige falder alting på plads, og alle forhindringer forsvinder. Da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs far kom hjem fra arbejde, fortalte moren ham, hvad sønnen havde sagt hende tidligere på aftenen. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs far blev vred på hende. Han mente hun måtte have gjort noget for at gøre sønnen ked af det, så at han nu ville gå sin vej. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM fortalte sin far, at hverken moderen eller nogen andre i familien havde sagt eller gjort noget for at få ham til at træffe sin beslutning. Han fortalte sin far, at han altid havde ønsket at leve sit liv som sanyasi, og nu var tiden kommet til at gå hjemmefra med det for øje.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM var heldig at have nogle forældre, som det ikke var lykkedes det omgivende samfund at sofistikere. De var på mange måder naive og uskyldige i deres verdensopfattelse. Alt hvad de ønskede var såmænd bare, at deres søn skulle være lykkelig. De vidste helt fra hans fødsel, da astrologen havde forudsagt han ville blive en Raja Sanyasi – kongernes konge – at han før eller senere ville forlade hjemmet. De håbede på det blev senere. De var bekymrede for, om han kunne tage sig ordentligt af sig selv, hvor han ville sove og hvor han skulle finde mad, eftersom THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kun sjældent så meget som havde været ude af Tiruvannamalai.

I dag tilbedes THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM af millioner. Dengang i 1995, da han stod på tærsklen til at gå hjemmefra, anede ingen hvem han var. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM selv havde ikke fjerneste ide om, hvad der var i vente for ham. Han var sig sit ønske om at blive Oplyst bevidst, og regnede med, det nok skulle ske engang når han nåede de 70 – 80 år, lige inden han døde. Han havde ikke fjerneste anelse om, hvad Eksistensen havde i vente til ham, eller at han ville overgive sig til Eksistensen hvert eneste skridt af vejen. Han

fortalte en gruppe af os en dag, 'Min daværende plan var at jeg ville opnå Enlightenment gennem intens selvdisciplin og udholdenhed, og at jeg efter det var sket, ville leve alene helt for mig selv i min oplysthed. Lidet anede det mig at Eksistensen havde planlagt en mægtig Mission!'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sagde til forældrene, at han agtede at forlade hjemmet en uge senere. På det tidspunkt var han overbevist om aldrig mere at ville komme tilbage til Syden. I sit hjertes dyb ønskede han at bo i Himalaya. Hans far sagde godt nok ikke noget, men lod sin utilfredshed og misfornøjelse klar gennem hans attitude overfor THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs mor.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM følte sig ked af det på moderens vegne og forsøgte at gøre faderen klart, at hans beslutning intet havde med familien at gøre, men derimod udsprang af en dyb indre lyst i ham selv. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs mor sad som en stødpude mellem far og søn; hendes mand følte hun var ansvarlig for, at deres søn forlod sit hjem. Hun var sønderknust over, at hendes søn forlod hende. Begge forældre vidste ikke hvornår de ville få deres søn at se igen, eller om de overhovedet nogensinde skulle se ham igen i levende live.

År senere, under et trip op til Himalaya i selskab med vores kære Mester, var hans forældre også med, og et par af os i bussen fik den vidunderlige mulighed at høre ham tale med dem om dengang, da han havde besluttet at gå hjemmefra! Han erindrede sig alle omstændighederne, som de fandt sted på det tidspunkt og spurgte dem for første gang hvordan de havde følt det, da han gik hjemmefra! Vi lyttede ivrigt. Hans mor fortalte ham, at de havde vidst helt fra han blev født, at han ville forlade dem en dag. De var på den ene side glade for, at han skulle blive en betydningsfuld sanyasi, men at afskeden var mere end de næsten kunne bære. Hun oplyste også at omgivelserne havde set skævt til dem i tiden efter, der havde været noget sladder, men at de havde klaret skærene uden de helt store problemer.

Første gang THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kom tilbage til Tiruvannamalai efter sin Oplysning, skete det at Han - i samme øjeblik Han trådte indenfor bygrænsen – snublede over en sten. Han samlede den lille sten op og opdagede, at det var en Shiva lingam, som tilsyneladende havde anbragt sig lige netop der for på den måde at byde Ham velkommen hjem. I løbet af Hans barndom indskærpede Hans bedstefar tit THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM at Arunachaleshwar og Unnamalai Amman var hans forældre (i åndelig forstand), og THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM opfattede altid Arunachala som sit hjem.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM tog Shiva Lingam'en med sig og gik hjem for at se sin mor igen og bede om hendes velsignelse. Senerehen var der en brahmachari i ashrammen som spurgte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, hvordan han havde kunnet gå og bede en anden person om vedkommendes velsignelse, om det så også var Hans mor, når nu Han var en Oplyst Mester. Når først Oplysningen er indtruffet, er det Mesterens opgave at velsigne andre, ikke at lade andre velsigne sig.

'Da først jeg, som resultat af alle mine bodsøvelser og meditation, var Oplyst, forsvandt størstedelen af mine samskaras og indtryk fra tidligere oplevelser. Dog kunne jeg stadig skimte visse spor, nogle blokeringer, der ikke var 100% væk endnu. Jeg søgte indeni og opdagede, at det var noget skyldfølelse. Da jeg gik hjemmefra og havde bedt min mor om tilladelse til at gå, gav hun den ikke, men græd blot og sagde, at hun ikke havde noget at sige, og at det var min egen beslutning. Hun tilføjede at du har besluttet at tage sanyas, men jeg kan ikke bære det, og jeg græder, fordi det er for smerteligt; bekymr dig ikke om det.'

Moderens ord, hjælpeløs som hun var og uden forventning om at få svar, lejrede sig i THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs indre Selv som en energiblokering bestående af skyldfølelse. Da han så på den konstruktion, den blokering i sit sind, med opmærksom bevidsthed, gik den også i opløsning og han fordybedes totalt i salighed og Enlightenment.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sagde, at det var for at udtrykke sin taknemmelighed overfor hende, at han opsøgte og bad hende om sin velsignelse.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs mor var Hans første discipel. Når hun var forvirret over noget, var det altid ham hun kom til for råd. Alt, hvad hun fandt var væsentligt, foreksempel hvilket fjernsyn familien skulle investere i, spurgte hun først THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM om, hvad han mente. Selv i barndommen kaldte hans forældre ham for 'swami'!

Den vidunderlige dame og jeg har ofte siddet sammen og talt generelt om løst og fast, og specifikt om vores Mester. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs far døde i november 2005 og Hans mor bor nu i ashrammen i Bidadi. Hun deltager i samtlige puja'er der finder sted i ashrammen, men ingen udefrakommende ville kunne gætte, at hun er THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs mor, ydmyg og uselvisk som hun er. Hun siger gerne, at hun helt ærligt ikke forstår så meget af alle de filosofiske læresætninger THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kommer med, men at hun er godt tilfreds med bare at sidde og lytte. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ordinerede hende for nylig i sanyas – ordenen. (man aflægger visse løfter, b.l.a. seksuel afholdenhed, ahimsa – ikke-vold, at være vegetar, at arbejde mod egen Oplysning o.a.) Da det blev hendes tur (der var en gruppe, der samtidigt blev optaget) til at modtage det safranfarvede klæde, stillede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM hende leende samme spørgsmål som Han stillede alle de andre, 'har du bedt dine forældre om lov?' eftersom hendes forældre stadig er i live.

Hun svarede enkelt, 'Nej Swami, jeg tog bare hjemmefra og kom her til dig.'

Tit og ofte nævner THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM den uskyld, enkelhed og totale mangel på bagtanke, der har været kendetegnende for begge Hans forældre og i hvor høj grad, det har bevirket, at Hans vej har været så exceptionelt problemfri.

Nyheden om at den lille THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ville tage hjemmefra, spredte sig som en steppebrand til resten af den store familie og dens omgangskreds. Venner og slægtninge dukkede op som for at kondolere, og hele huset var hensat i en mørk og trist stemning. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM plejede at sidde i en sofa i midten af huset og alle de besøgende satte sig rundt om, kiggede bedrøvede på ham og græd. De vidste alle som én, at der ikke var noget at gøre, at han ville gå, alligevel forsøgte én og anden at overtale ham til dog at blive. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM svarede studst og kort for hovedet, meget ulig den høflighed, hvormed han plejede at optræde i familien. Det satte hurtigt en stopper for deres overtalelesesforsøg.

Eksempelvis spurgte en af THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs onkler ham om, hvorfor han var på vej væk og sagde, 'Er vi da ikke alle spirituelle mennesker her?' THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM skød fra hoften, 'Du drikker fra morgen til aften. Hvad ved du om åndelighed?' Onklen klappede i som en østers og gik fornærmet derfra. På de tider og ude på landet i Bharat var det højst usædvanligt for en dreng eller pige i en alder af blot sytten år at forlade den fædrene arne. Pigerne blev, og bliver stadig, i hjemmet til de bliver gift, mens mange sønner også efter ægteskab bliver i samme hus eller i umiddelbar nærhed. Når faderen dør overtager sønnen eller sønnerne familiens forpligtelser efter ham.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM advarede sin mor om, at familien ville blive fattig, når han først var gået. Han rådede hende til ikke at være ked af det, der ville altid være nok til at hun og hans far kunne leve godt, om ikke i overflod. Hans mor gik ikke op i penge og den slags; hun var kun bekymret for, om hendes søn nu også skulle få nok at spise, når han sådan vandrede afsted ude i det fremmede.

Ved en lejlighed omtalte THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM sine forældre, i forbindelse med at vi diskuterede prarabdha karma og hvordan sjælen vælger en krop at lade sig føde i som har nogen passende omgivelser for sjælens formål. 'Mine forældre var fantastisk uskyldsrene. De var så uskyldige, at de ikke selv vidste af at være det. De blandede sig aldrig i det jeg gik og lavede. Når jeg kom hjem med rapporter fra skolen, som skulle underskrives, sagde min far, 'skriv du selv under og giv dem det.'! De beskyttede mig heller ikke; hverken fra smerte eller ulykker. De lod mig være. De lod mig vokse op med intelligens og visualisation.'

Da han endelig gik, informerede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM moren, 'Den, som tager sig af alting, vil også tage sig af dig. Hun vil tage sig af alle dine basale behov. Dine sidste dage bliver sammen med mig.'

Senere fandt THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ud af, at de selv samme ord i sin tid blev udtalt af Ramakrishna Paramahamsa, da han gav Vivekananda sanyas, ' Den der tager sig af alting, vil også sørge for dig.'

Vi var sammen, Mester, Hans moder og jeg, da han omtalte ovennævnte hændelse med et stort smil på læben. Jeg vendte mig og kiggede på Hans mor, ligesom for at få hendes bekræftelse; hun kunne bare nikke stumt med tårer i øjnene og sige, 'Du er her Swami; det er nok. Jeg er velsignet.'

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs mors familie hældede meget til det åndelige, mens familien på faderens side var lige modsat. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs morfar var hans første inspirationskilde, bar ham på sine skuldre, fortalte ham historier og skabte de første positive samskara i den unge dreng. Ofte indpodede morfaren ham med rådet, 'Du skal blive ligesom en Prahlad, Dhruv eller Markandeya', som alle nåede den fulde Oplysning inden de kom ud af puberteten. Man kan undre sig over hvor meget morfaren egentlig vidste, om han var klar over, at det faktisk ville gå sådan; det unge barn havde sin første åndelige oplevelse inden puberteten.

Nogle af slægtningene foreslog nu, at THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM skulle flytte hen i et nærliggende åndeligt center, som uddannede munke, sådan at familien vidste han var uden for fare, og samtidig kunne holde øje med ham. Bedstefaren erklærede, at han ville bygge en ashram til ham, så at han 'ikke behøvede søge alle vide vegne i sin jagt på det åndelige, men kunne blive lige her i Tiruvannamalai, som jo immervæk er det største spirituelle center i hele Bharat.' THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM grinede bare og sagde, 'jaja, I ville kun lade mig blive der i maksimalt to dage, så ville I forlange jeg skulle komme hjem én gang om ugen, snart ville det blive to gange, og til sidst kunne jeg såmænd lige så godt blive hjemme, få mig et job og gifte mig.' Bedstefaderen insisterede, 'nej, nej, nej ingen vil komme og forstyrre dig.' THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM gad ikke lytte til alt det vrøvl.

Nu var der så en der foreslog, 'Lad os få ham gift indenfor de næste to-tre dage; lad os vælge en pige til ham.' Så gik de ellers i gang med at diskutere medgiftens størrelse! Det hele handlede kort sagt om familiens prestige. 'Vi kan da ikke bare lade ham opføre sig sådan. Hvad vil folk ikke sige, når de hører en af vores families sønner er gået sin vej?!' Ophedet debat hele vejen rundt. Nogle foreslog at man skulle sætte en vagt på THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM, så han ikke kunne løbe væk.

Hans morbror fra Chennai (det tidligere Madras) foreslog, at THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kunne bo hos ham i Chennai et stykke tid og der have tid til at overveje sin beslutning. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM tænkte det var en glimrende idè. Eftersom hans ønske var at komme nordpå op til Himalaya bjergene og udgangspunktet for en togrejse derop netop er Chennai, men han havde ikke penge til bussen til Chennai, så var det jo perfekt at blive kørt dertil med onklen! Togrejser derimod er det kutyme at munke rejser gratis med, men i busser skal der altså betales. Desuden havde han allerede truffet beslutning om ikke at ville så meget som røre ved penge på hele sin rejse. Det hele så lige pludselig ud til at falde i hak!

Før han forlod Tiruvannamali, gik THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM ned i templet, og stod atter en gang foran sanctum sanctorum, det allerhelligste, foran Arunachaleshwara. For første gang følte han klart dybden af sin forbindelse med Arunachaleshwara. Han følte ikke, at han ville komme til at savne Ham. Nej, men han var ked af at komme til at gå glip af alle Hans fester og højtider. Som han stod foran sin elskede Arunachaleshwara, rendte tårerne ham konstant ned ad kinderne. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM kunne se den levende energi bag idolet; det udstrålede medfølelse og velsignelse. Han hørte tydeligt en stemme, Guds, som velsignede ham med ordene, 'Du kommer tilbage til mig, du vil vende sejrrig tilbage.' THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM bukkede foran statuen og gik derfra dybt tilfredsstillet og opfyldt af kærlighed. THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM følte at Arunachaleshwara ville være med ham på rejsen.

Altid når THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM forlod Tiruvannamalai med bussen, sad han og så bagud på bjerget Arunachala, indtil det ikke længere var at se. Det tog normalt en halv times tid fra turens start til bjerget var ude af syne. Denne gang, da han rejste til Chennai, blev drengen ved med at kunne se bjerget, lige indtil han pludselig vågnede op, idet bussen var nået frem til Chennai, og det gik op for ham, at han havde sovet hele vejen og drømt om sit elskede Arunachala. Hans indre rum var opfyldt af Arunachalas nåde.

Når alt kom til alt var det eneste problem THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM havde med at forlade sit hjem, at måtte tage afsked med Arunachala. For første gang efter oplevelsen med Arunagiri Yogiswara følte han, at han ville gå glip af noget, at han mistede noget. Når folk ellers havde sagt til ham, at han ville komme til at savne det ene og det andet ved på den måde at vandre ud i det blå, havde intet af det de sagde, gjort en tøddel indtryk på ham. Det var kun, da han stod foran sin kære Arunachaleshwara i templet, at han begyndte at føle, der var noget, han måske kunne miste.

Han troede aldrig, han skulle vende tilbage. Hans mål var Oplysningen, og han regnede med, at det ville ske engang når han var omkring de firs eller halvfems år, lige inden han døde. Da han stod foran garba graham, templets inderste, fyldte statuens form hans sind. Det vi ser i løbet af en dag bliver almindeligvis opmagasineret i øjnene; kun det vi ser med en vis intensitet lagres direkte i vores sind. Alt, der er lagret i sindets arkiver vil dukke op til vor bevidsthed igen og igen. Samme øjeblik som han følte, at han nok aldrig ville komme til at se idolet, jyotir lingam'en nogensinde igen, og græd over det, skete det forunderlige at selve formen forlod ham. Da forsvandt følelsen af at miste.

Kort tid efter sin Oplysning så THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM i et syn den mission, som han er blevet sendt hertil for at opfylde. Han opfattede at missionen går ud på at transformere folk gennem at ændre deres holdninger og sindelag ved hjælp af meditation, og derved bringe dem til vejen ad hvilken de kan erkende deres egen guddommelighed. Samtidig opstod en stærk impuls til at vende tilbage til SydBharat, hvorfra han var kommet, på trods af hans oprindelige hensigt aldrig at vende tilbage.

Sammen med disse beskeder kom også et syn af en Svane – 'Jeg downloadede billedet af en Svane' kort tid efter Oplysningen. Den Svane, Paramahamsa, udgør nu logoet for Dhyanapeetam, det åndelige centrum for THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAMs mission. Dhyanapeetam blev grundlagt og senere udvidet med THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM Fonden for at lære folk, hvordan vi kan transformere os.

Her for nylig reflekterede THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM over visionen af Svanen ved navn Paramahamsa og videregav sine indsigter til os.

Svanen er en metafor for THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM selv og fiskene, der ser Svanen, hans disciple.

En mægtig Svane, Paramahamsa, flyver højt oppe i himlen. Dens spejlbillede kan ses i en række af små søer nedenfor på Jorden. Fiskene i søerne ser Svanens reflektion og fryder sig derved. Det blotte syn af spejlbilledet fylder dem med glæde. Grupper af fisk som holder sammen går nu målrettet i gang med at markere visse arealer, som de hævder er deres egne, og hvori de håber at kunne fastholde billedet af Svanen. De sætter hegn op og bygger mure for at holde på billedet. Nogle fisk bygger templer til ære for Svanen. Nogle fisk bygger ashrams. Alle fiskene håber at kunne holde Svanen indenfor deres område og på den måde fastholde billedet.

Svanen er dels uvidende om, hvad der går for sig nede på landjorden, dels rører fiskenes drama den ikke det mindste. Den fortsætter med at flyve. Den lander aldrig.

Fiskene ser skyggen bevæge sig. Fiskene bevæger sig også. Vandet er i konstant bevægelse. Fiskene er ude af stand til at skelne skyggen fra sin kilde.

Fiskene er voldsomt ophidsede, når de ser Svanen i vandet. Nogle fisk føler de er ved at blive Oplyst. De mener, at jo tættere på reflektionen de er, jo hurtigere vil det gå for dem med at opnå Enlightenment!

Hvis bare fiskene ville kigge op, så ville de få øje på den rigtige Svane, kilden til den skygge, de jagter rundt efter. Men sagen er den, at skyggen alene er så smuk, så vidunderlig at skue, at de fleste fisk ikke er motiverede for at kigge op. De er godt tilfredse med at mure vægge og sætte hegn op i vandet i blind tro til, at det vil gøre dem i stand til at holde Svanen fast og eje den.

Hvis de kigger op og ser udover reflektionen vil de selv blive til Svanen; først da vil de være Oplyste.

Skyggen kommer og går, eftersom Svanen flyver frem og tilbage henover dammene;

den tager mange former: Jesus, Krishna, Buddha og mange andre; forskellige vinkler, forskellige perspektiver, forskellige forvanskninger. Er vandet klart, ser fiskene eet billede; er vandet i oprør ser de et andet; når de bevæger sig med vandets retning er billedet de ser igen et andet. De diskuterer indbyrdes, og hver for sig hævder de, at netop de har set den rigtige Svane; endskønt alle som een kun har set spejlbilleder i mere eller mindre forvredne og karikerede former. Hver gruppe fisk holder fast i deres billede af Svanen og hævder den tilhører dem; de deler ikke med andre grupper.

De begynder allerede at skændes om hvem Svanen er, hvordan den ser ud o.s.v. endnu inden spejlbilledet er forsvundet helt ud af syne. Svanen flyver uanfægtet videre, fiskene skændes videre. Fiskene går glip af nu'et, de går fejl af pointen med hele spillet.

Er fiskene også del af reflektionen? Er det hele en stor illusion?

Ude af øje, ude af sind. Lige så snart de ikke længere øjner spejlbilledet, glemmer fiskene alt om den Svane som lige før gav dem så megen glæde. Deres hukommelse er kortlivet og så er det ellers tilbage til at æde, formere sig, slås og dø!

Først når de igen ser refleksionen og oplever den glæde, der automatisk vælder op i dem ved synet, begynder deres åndelige drama atter. Ser de ikke billedet, er det for dem som om Svanen ikke eksisterer, der er ingen bevægelse. Vandet holder intet fast, det strømmer, strømmer. Svanen flyver uvidende om sit eget spejlbillede. Kun fiskene reagerer. Når de får øje på spejlbilledet.

Nogle fisk skaber en website for Svanen. Andre udgiver bøger til dens ære. Efterhånden som Svanens spejlbillede passerer

henover dammen, udtaler forskellige grupper sig : 'Vi i Seattle ejer Svanen' ; 'Vi i Vancouver ejer Svanen' ; 'næ', påstår en tredje gruppe, 'Svanen tilhører skam os her i Bangalore', etc. Kun ganske få fisk kigger op. Alle som een er de helt fokuserede på og forgabte i spejlbilledet.

Zen Koans', Buddhistiske Sutras, Sufi Fortællinger, Kristne Lignelser, Hinduistiske Mantras – alle siger de det samme : Kig op! Se indad!

Når fisken kommer tæt op mod refleksionen fortegner det sig og bliver utydeligt. De kan ikke stille skarpt længere. Fiskene har behov for at kigge op og kigge indad.

Stillet overfor Sandheden falder alle fakta til jorden og bliver meningsløse. Fiskens syn af spejlbilledet er fakta; synet af Svanen er Sandhed.

Den der opfatter gennem sit intellekt er langt fra Sandheden.Man må tættere på og føle med hjertet. Når man er tæt nok på, oplever man gennem sanserne. Når man er meget tæt kan øjnene ikke længere fokusere ordentligt. Så kan man kun se med sit væsen. Det, som ses via det indre væsen er Sandhed; det er den bevidnende bevidsthed.

Når bevidstheden at være den, der oplever fungerer i dig, vil det, der er det rigtige for dig, ske. Hver tanke, der rejser sig i dig vil manifestere sig. Du vil se kilden, ikke dens spejlbillede. Det er niveau'et som Oplyste Mestre arbejder på.

Siddhas, praktikanter indenfor de åndelige teknologier og mystikere som ikke er oplyste, har også mulighed for at føre deres ønsker ud i livet ved hjælp af visualiseringsteknikker og den slags; men det kan være farligt for dem selv, da de ikke er 100% bevidste om, hvad de foretager sig, og kan risikere at operere igennem deres underbevidsthed.

Nogle fisk vil sågar skrive alt det her ned! Det vil ikke være Sandheden. Sandheden er multi-dimensionel. Alt, hvad der er

nedskrevet, det være sig nok så velskrevet, er højst to dimensionel. Men bevares, der er behov for at det bliver skrevet ned som inspiration for søgende mennesker til at gå dybere i sig selv, og dèr finde Svanen indeni.

Da THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM forlod hjemmet efter at have haft sin første åndelige oplevelse, havde han en klar fornemmelse af det sociale livs overfladiske karakter. Alligevel var hans sind ikke frit for tanker. Det var stadig legeret med, blandet op med et udefrakommende element som adskilte den næsten oplyste fisk fra Svanen. Pilgrimsfærden og bodsøvelserne brændte de sidste elementer af; sindet blev med vilje ladt tilbage, for at den endelige forening kunne opstå. Da endelig kiggede fisken op og blev til Svanen ; THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM blev THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM.

Så nu venter den Svane på at andre fisk vil kigge op, så de kan komme og holde ham med selskab oppe i himlen!

'Det er en gåde pakket ind i et mysterie inde i et enigma', som Churchill udtalte det om Rusland under 2. Verdenskrig.

Det kunne ligesågodt have været vores Mester, det blev sagt om. Vi kunne endda gå videre og sige: Han er et hovedbrud i en gåde af et mysterie pakket ind i sit eget enigma!

Jeg husker den tid, da Mester i detaljer forklarede Siva Sutraerne for os. Siva Sutras er et oldgammelt hinduistisk skrift i hvilket Lord Siva, foryngeren, svarer på spørgsmål stillet af Devi, Hans partner. Den dag, jeg husker, var femtedagen af Hans lektioner i Siva Sutra.

Devi spørger Siva, 'Hvad er livet, som er hinsides materien og dog gennemstrømmende alle former ?'

Vi sidder foran ham som i Upanisadernes dage, disciple for Mesterens Fødder.

Der hersker ikke orden; men der er heller ikke kaos. Der er hverken respekt eller uforskammethed. Mænd sidder ikke på den ene side; eller kvinder for sig. Der er ikke nogen hvisken i krogene, men tavshed er der heller ikke. Der er ingen spørgsmål; kun tvivl. Der er ingen desperation; kun accept. Til den ene side ligger diverse elektroniske vidundere; til den anden alle de rituelle hjælpemidler. Grådighed ses ikke; ej heller anger. Ingen vrede er synlig; eller hjælpeløshed. Forsamlingen er en godt blandet gruppe af forskellige køn, aldre, professioner og interesser; alle med det ene formål at høre Mesteren udlægge de tidløse Sandheder.

Mesteren har et smil på læben, så uudgrundeligt som selveste Sfinxen.

Hvem er han? Er han Faderen, Moderen, Sønnen, Broren, Vennen, Elskeren eller en humbugmager ? Vi ved han ville elske at blive kaldt en Charlatan ; det vil blot øge forvirringen. Er han alle former i een? Han kan være Siva's terror; han kan også være Krishna's nektar. Er han bedre end et hæsligt mareridt eller en sød fantasi?

Nogen gange irettesætter han med øjne, der lyser af vrede. Man lærer at lytte stille og acceptere, hvad der kommer. Grimassen forandres til et grin ; Siva bliver Krishna. Tårer drypper fra mine øjne, mens jeg skriver; og når jeg læser det, jeg har skrevet ; for ikke at tale om at være i hans nærværelse.

Han er alle former; og ingen form. Han nægter at blive sat i bås, gjort til en sten, tilbedt som et billede ; det ville gøre ham til en Mester, der tillader sine disciple at slå sig ihjel. Så er han hellere 'simha swapna', mareridtet, der vækker os til visdom; zen kæppen, der banker os vågne, hellere end krykken vi elsker at støtte os til. Han forbinder sig med os og relaterer til os på et hav af måder og mange forskellige planer bare for at få os til at

Part 5: Nithyananda Vol. 1_Danish_part_5.md

miste balancen og være forvirrede – hellere end at tillade os at fastlåse ham i et enkelt billede, een enkelt rolle, hvilket ville dræbe både Mesteren og os selv.

Mesteren er hinsides al form; hinsides alle dimensioner. Han er hverken een, to, tre eller multi-dimensionel. Hans dimensioner og former er uendelige; uendelig – dimensionel.

For hver enkelt af jer er jeg forskellig. Hvordan jeg relaterer til en person bestemmes af den persons væsens behov, som ikke engang han selv nødvendigvis er klar over eller forstår. Diskuter ikke indbyrdes, hvordan jeg er overfor jer og arbejder med jer individuelt og personligt. Det vil kun skabe misforståelser og forvirring. Prøv ikke at sætte mig i bås. 'Åh, du er Krishna, du er Siva, du er den Guddommelige Moder etc.' Jeg nægter at lade mig sætte i bås. Sekundet du sætter mig bag lås og slå i en 'sådan ER Han' definition, dør jeg. Jeg er en levende Mester. Hvert øjeblik ændrer jeg mig. Forsøg ikke at forudse mine handlinger, mine ord, mine tanker; du skaber kun lidelse for dig selv ved det. Fastfrosset i en ramme som Moderen eller Elskeren, er det nemt for dig at fange mig og holde mig fast. Det gør det nemmere at reklamere for mig. Det er muligvis god forretning for mig, men det er ikke god forretning for dig! Jeg ønsker du skal være forvirret, så du bliver Oplyst. Jeg vil have du dør for at kunne genfødes. Kom til mig med din uvidenhed; det er min pligt at vise dig vejen. Tøv ikke med at falde i mine arme med kærlighed; da vil du stige op med mig i salighed.'

Vi er så vante til at kravle rundt i mudderet, at vi tøver. Vi tøver fordi det at stige opad ind i saligheden, glemme os selv, slippe vor krykke og være lykkelige, er fremmed for os, virker som noget unaturligt. Næ, må vi se bede om de sædvanlige gamle mareridt og angstprovokerende fantasier, det ved man da, hvad er…

Der var en langt dybere mening bag Mesterens ord, end hvad der umiddelbart fremgik. Han ønskede, at vi hver især skulle droppe alt, og bare lade os flyde med ham som han var hvert øjeblik; nyde ham her og nu. Folk bekymrer sig om, hvornår de mon skal se ham igen, mens de stadig er i hans nærvær! Han siger, 'Hvilken nonsens! Nyd dog bare min tilstedeværelse. Ved at spekulere over, hvornår du kommer til at møde mig igen, spilder du muligheden for at være lykkelig her og nu. Grib dagen. Bare vær.'

Det er ikke disciplens job at definere sin Mester endsige forsøge at forstå Hans Mysterie; opgaven er dømt til at mislykkes. Det eneste der er at gøre, er at VÆRE, og nyde øjeblikkets glæde.

Han udtalte følgende under Himalaya-turen i 2005, i en satsang om disciplens forhold til Mesteren:

'Hvem er Mesteren; Guruen? Guruen er et væsen i hvem Nithya Ananda eller Evig Salighed kommer til udtryk ; han skaber og videregiver teknikker og kreerer det fornødne rum for at andre kan opleve samme virkelighed som han. Engang i tidernes morgen opstod Guru-Sishya Parampara – Mester-discipel forholdet – i Himalaya. Det er den ældste type forhold mellem to væsener, der eksisterer. Selve idè'en at have noget med hinanden at gøre, knytte bånd indbyrdes, begyndte først efter dette forhold.

Det er også den sidste relation vi har inden Oplysningen. Før det var menneskene barbariske, som dyr, uden kultur og uden religion. Alle civilisationers fødsel er opfindelsen af Guru discipel forholdet. Selv de Mestre som sagde 'I behøver ikke Guruer, I kan selv', som til eksempel J. Krishnamurthy, de blev alligevel selv Guruer. Al viden, ikke blot den åndelige, har en Guru behov – hun, som leder os fra mørke til lys, fra uvidenhed til viden.

I vor moderne tid stilles der ofte spørgsmålstegn ved, om en åndelig Guru nu også er en nødvendighed, hvorimod lærere på

alle andre felter er højt respekterede. Folk respekterer den, der lærer dem deres fag, så de kan tjeme penge, mens åndelige Mestre er noget man eventuelt kan vælge, hvis man gider. Åndelighed er ikke noget tilvalgsfag for sjov, for at blive underholdt eller et freakshow for de magisk interesserede, ej heller er det noget uopnåeligt vi lige så godt kan opgive for 'det er vi alt for almindelige til, ikke gode nok…'Det er stadiet hvor vi er raske og glade, fysisk som mentalt, stadiet hvor vores forhold til hinanden er tilfredsstillende og frugtbare, og hvor vi til hver en tid er bevidste om, hvad der sker, har vores opmærksomhed md hele vejen. Den bevidsthed giver os en spontanitet, den giver os jordforbindelse og gør os til fuldt ansvarlige mennesker, ansvarlige for vore tanker, ord og handlinger. Hver enkelt af os har brug for at opnå det stade, både for vor egen og også for alle de andres skyld.

Hvis du forstår sandheden i de ord og respekterer åndelig viden, sætter du ikke spørgsmålstegn ved behovet for en åndelig Mester. Mennesket har brug for en Leder. Det er op til dig at vælge en åndelig Mester eller en uoplyst person til din Guru. Hvis du ikke har en Mester til at guide dig vil der komme en anden og gøre det, og hvis den person ikke ved fuldt ud, hvad han gør, kommer det til at svide til dig selv.

Vælger du en politiker til Mester vil han lede dig ved hjælp af frygt; vælger du en anden form for berømthed er det typisk grådighed, der vil være ledestjerne; kun den spirituelle Mester leder dig med kærlighed og befrier dig.

En læge, en ingeniør og en politiker diskuterer hvis af deres professioner, der er den ældste. Lægen siger hans er ældst, fordi Gud jo i sin tid skabte Eva ud af Adams ribben. Det er ingeniøren bestemt ikke enig i, han mener hans fag er det ældste, fordi Gud først skabte Adam ud af kaos.

'Ah', sagde politikeren, 'hvem tror I skabte kaos?!!' De, der skaber kaos, vil regere dig. De fylder dig med frygt, grådighed og fantasiforestillinger, som de præsenterer for dig som værende endemålet for alle dine ønsker: sådan vil du gerne have det, sådan vil du gerne leve, så vil du vel nok være lykkelig.

En spirituel Mester befrier dig for grådighed, frygt og fantasterier.

I er alle modige, intelligente og heldige i og med I har valgt at følge en åndelig Mester. Når I følger andre, vil de lade som om de ikke er jeres ledere, men på udspekuleret vis kontrollere og regere jer; hvorimod den åndelige Mester befrier jer fra al trældom.

Den, der leder os fra mørket ind i lyset er Mester, Guru.

De ældgamle hinduistiske skrifter kaldet Upanisaderne er essensen af Vedaerne, som igen er den samlede viden som den blev direkte oplevet af den tids oplyste viise. Den direkte oversættelse af ordet 'Upanishad' er 'at sidde med Mesteren'. Du udfolder dig i den universelle bevidsthed, når du sidder med Mesteren. Når du forelsker dig i Mesteren, når du et højere bevidsthedsniveau.

Forholdet til Mesteren eksisterer hinsides tid og rum; det er evigt. Mester-discipel forholdet kan ikke ødelægges af videnskabelige teorier eller viden af den simple grund, at det er Sandhedens redskab, midlet, der leder os til Sandheden, og alt der direkte leder til Sandheden er evigt og kan ikke dø. Mesteren er Sandhedens talerør til menneskeheden.

Når din Moder lærer dig at sige 'ma' eller 'amma' (mor) bliver hun din første Mester. Det er først efter du har lært det, at det går op for dig, at hun er din Mor. Derfor går Mesterens status forud for både Moderens, Faderens og Guds; han er dit første bekendtskab, din første relation. Forholdet til ham er også det sidste bekendtskab; i Oplysningen fjernes grænselinjerne mellem 'discipel' og 'Mester' og kun Enhed er tilbage.

Intet af alt det jeg indtil videre har belært jer om i mine forskellige meditationsprogrammer er så væsentligt som dette ene emne. Alt hvad jeg nogensinde har ønsket at fortælle jer er om dette ene: Mester-discipel forholdet. Og dog var de kurser nødvendige for jeres nuværende forståelse. Nu er da i det mindste nogle af jer indstillede på at lytte. Og derfor vil der komme mange efter jer.

Hvis du kvalificerer dig er du i stand til at lytte, glæde dig og blive transformeret. Hvis ikke, er du velkommen til at tage den med ro og forsvinde. Det er op til dig, at tage springet. Hvis du tager tråden op, går i forbindelse, slap af og hold fest! Jeg har undervist på tre niveauer. På basisniveau, som til eksempel i 'Life Bliss' Programmet hvor jeg underviste i teknikker til at revitalisere energicentrene, krop-sind systemets chakra'er, ser du Mesteren og lytter til ham. På næste trin i NSP, Nithya Spurana Programmet hvor jeg fortæller om mine oplevelser med døden og fører dig igennem en proces, hvorigennem du eliminerer alle de af din fortids erindringer, som ellers ligger og tynger ned og hindrer dig i at udvikle dig her i livet, kommer du tættere på Mesteren. Senere endnu under Initiationen som Healer, hvor du søger om at blive min discipel, og jeg accepterer dig som min discipel, går din identifikation med mig endnu dybere, og jeg går ind og tager ansvar for din åndelige udvikling. Nu, her, er du i selskab med Mesteren. Observer mit kropssprog og tilegn dig det.

En discipel spurgte sin Zen Mester, 'Kan du lære mig at svømme?' Mesteren sagde, 'Nej, jeg kan ikke lære dig det, men du kan lære af mig.' Det han mente var, 'Du vil fatte mod ved at betragte mig, så kan du hoppe i og svømme. Jeg kan ikke lære dig det, du må selv tage ved lære.'

Enlightenment er ikke noget, der kan gives undervisning i, men du kan lære det. Du fatter tillid ved at se Mesteren. Du udvikler

dit mod. Du føler, 'Hvis han kan være oplyst, så kan jeg vel også?!' Vær sammen med Mesteren. Opfør dig som Mesteren med en dybt intens søgende holdning.

Der er ikke tale om efterligning; det er absorbering. Absorber Nithyananda.

For at absorbere er der ikke noget, du skal gøre, blot vær her. Min personlighed er så stærk, at der ikke findes den dør, som ikke vil åbne for mig. Du vil opsuge THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM. Slap af, vær åben, jubl.

Swami Vivekananda sagde: Vågn op, Rejs dig og stop ikke førend målet er nået.

Det er nu over et år siden vi først hørte vores Mester udlægge Siva Sutras, og mere end seks måneder siden han talte udførligt for os om Mester-discipel relationsforholdet. Der er sket meget for mange af os siden da. Alt omkring Mester virker til at være forandret. Der er skudt nye ashrams op i mange dele af verden nu. Landskabet her i Bangalore ashrammen er forandret og er i en stadig forandringsproces. Hver ny bygning er allerede for lille næsten inden den tages i brug. Antallet af folk, der kommer og ønsker at bo her og følge Mesteren er mange gange fordoblet. Snart vil uddannede og indviede Acharyas – lærere – gå i gang med at undervise i meditationsprogrammerne helt op til niveau 3, som for mindre end et år siden udelukkende undervistes af Mester selv.

Og dog, på trods af alle hans formaninger om ikke at tage ham for givet, og at han aldrig er den samme, så er Mesteren dog uforandret. Er der en ting der er helt sikker, er det nemlig hans foranderlighed, den har ikke ændret sig! Hvert eneste øjeblik i hans selskab og nærhed er forskelligt, uforudsigeligt, en

opdagelsesrejse for sind og sjæl. En anden ting er den rene medfølelse som er hans adelsmærke, den er også uforanderlig.

THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM's mission her i livet er meget enkel. Han er kaptajn på skibet, som fragter os over livets illusoriske ocean; ødelægger af fødsel-død kredsløbet. Han er kalabhairava – bærer af vore sjæle på tværs af tid og rum – utrættelig og opfyldt af medfølelse.

Som han har erklæret det i mange af THE SUPREME PONTIFF OF HINDUISM BHAGAWAN SRI NITHYANANDA PARAMASHIVAM Spurana Programmerne:

Jeg siger jer Sandheden. Hvis du nogensinde mister bevidstheden – det være sig i dødsøjeblikket eller hvis du kommer til skade – vil jeg være der ved din side. Under din dødsproces vil jeg være din guide på vejen. Ønsker du ikke at blive genfødt, behøver du aldrig nogensinde mere at blive født igen. Ønsker du et nyt liv, skal du få lige nøjagtig det liv, du beder om.

Mit hjerte smelter, hver gang jeg hører ham. Hele mit væsen strømmer over i taknemmelighed til min Mester, for at udtrykke det med Ramana i sin tale til Arunachala: Hvordan har jeg dog gjort mig fortjent til dig? Hvad har jeg at give dig, som kunne være til nytte for dig? Jeg har været så ufatteligt heldig. Jeg har købt din velsignelse for en skilling; din nåde som ikke kan købes for penge, har jeg nu opnået blot ved at overgive mig til dig.

Du kan også 'købe' den nåde.

Som Mesteren har sagt, 'Jeg er ikke til salg for ussel mammon, men du kan købe mig med din kærlighed.'

Det er ikke et tilfælde, at du læser denne bog. Det er begyndelsen på en rejse, hvor vejen er væsentlig mens målet er irrelevant.

I håbet om at din rejse gennem denne bog har været til nytte for dig og inspireret dig til at gå videre ad din egen vej på den indre opdagelsesrejse.

Nithyanandam! Vær i evig Lyksalighed!