25. Nithyananda siger:

'Folk spørger mig nu, hvorfor jeg har ashrams. Hvad er ide'en i at leve i en ashram som i et kollektiv? Hvad er forskellen mellem ashrammen og en storfamilie?'

Vi bør opfatte andre mennesker ikke som blot sociale fordele, men som bevidste væsener. Hvis du er læge, er din profession at være læge; dit væsen er ikke læge. Mesteren forsøger at hjælpe dig med at genvinde dit indre rum, dit væsen. Du er mere end blot – til eksempel - doktor; du er dit indre rum. I sin ashram hjælper Nithyananda folk til at erobre deres indre Space. I sammenligning med det indre rum vil den ydre verden, som vi hidtil har tilbragt det meste af vores tid i, virke småt og ubetydeligt. Man interesserer sig ikke længere for det. Man synes ikke længere det er vigtigt, hvad man har eller ikke har i yderverdenen.

Det ydre liv er kun en lille del af vores liv. Du spørger måske, 'Hvorfor kan jeg ikke nå det stadie hjemmefra? Hvorfor er ashrammen nødvendig?'

Dit hjem er baseret på ide'en om et samfund. Det får dig til at glemme sandheden. Det indre rums realitet er selve rygraden i en ashram; dets omgivelser,dets struktur, alt i ashrammen udtrykker ideologien bag det indre rum. Dine venner og din Mester vil ikke tillade dig at glemme det. De første10 dage efter at være kommet hjem fra at have mødt Mesteren, hørt Hans foredrag, deltaget i Hans meditationsprogrammer, vil vi være i højt humør. Så tager samfundet over; ufriheden kommer tilbage. Folk vi møder og interagerer med i det daglige udgør en stor indflydelse på os. Kropssprog er sindets næring. Det er vigtigt at selve kropssproget af de folk, som vi omgås med i det daglige, holder os på rette spor. I ashrammen er maden positiv. De folk vi ser og omgås i ashrammen hjælper os med at overvinde vores svagheder, fremfor at udnytte dem. De hverken dømmer eller kritiserer. Samfundet derimod dømmer os konstant; hvis vi handler, som samfundet vil det, belønnes vi; hvis ikke, bliver vi straffet.

Ashram udtrykker en højere virkelighed. Buddha talte om a følge buddha (den oplyste Mester), sangha (fællesskab af mennesker, der ønsker at leve i o.e.s. med Mesteren og følge Hans lære) og dharma (Læren) for at nå Eksistensens Ultimative Sandhed. Sanga'en eller ashrammen og livet i den, udgør rette omgivelser for vejen mod visdom. Selv om vi måtte glemme vejen, er sangaen, de andre folk i ashrammen, der, til at minde os om den. Der vil altid være én i nærheden til at minde os om de højere idealer, vi har besluttet at følge. Ashrammen yder et kærligt, medfølende rum at udvikle os i. I den ydre verden vil andre mennesker konstant gøre deres 'bedste' for at lægge os vores spirituelle mål hindringer i vejen, og uafladeligt komme med deres snæversynede, intellektuelt baserede holdninger til hvad det er vi laver, og hvorfor vi hellere burde lave noget andet!

I ashrammen derimod opfordrer fællesskabet os til at holde fast i vore mål og række efter stjernerne.

Mennesker er ude af stand til at leve som isolerede strukturer, blot som individer.

'Intet menneske er en ø', som John Donne udtrykte det. Mennesket er et socialt dyr. Når vi konstant mindes om de højere sandheder, vil vi leve dem, udtrykke dem. Sanga handler om at opleve og udtrykke salighed. Det er hele formålet med skabelsen af en ashram.

Ashrammer er epicentre for intense lyksaligheds energi-bølger; bølger der får det indre rum til at rystes i sin grundvold og ændres; hvad vi end før har bygget op knuses og jævnes med jorden.

Når man sidder for Mesterens fødder fjernes al indre tvivlen; man modtager den energi, der er nødvendig for at nå højere åndelige niveauer. Det er let at elske Mesteren; betydeligt meget sværere er det at elske vores medmennesker. I ashrammen lærer folk at elske hinanden uden at stille betingelser for kærligheden og uden at der skal være en årsag – 'hvad giver du mig til gengæld for at jeg elsker dig' er en udbredt ekstrem forretningsmæssig måde at relatere til andre mennesker på, og sørgeligt udbredt i det vi kender som samfundet i vore dage. Lykke deles uafhængigt af Mesteren. Ashrammen er en ideologisk baseret storfamilie. Den er ikke baseret på blodets bånd, den familie man ikke selv har valgt, og som man ikke nødvendigvis deler synspunkter med. Ashrammen er en dyb følelsesmæssig ideologisk forbindelse. En måde at leve sit liv på, der kræver en vis grad af modenhed. Det er ikke en teori, men en virkelighed, der står sin prøve netop ved at blive levet og oplevet.

Det er ikke en forudsætning for at leve i en ashram at man giver afkald på alt hvad der normalt forstås ved et verdsligt, materielt baseret liv. I Nithyananda ashrams verden over lever både par,

familier og singler sammen i harmoni, hver for sig med deres materielle mål og fælles om det åndelige mål. Det er en storfamilie, ikke blodsbeslægtet, men bundet sammen af ideologi og via alles primære tilknytning til Mesteren. Båndet, der knytter ashramfamilien sammen, er så langt stærkere end noget bånd baseret på blodsbeslægtede relationer.

En vis modenhed er påkrævet for at kunne leve sit liv i en ashram. Det er nødvendigt at have nået en relativt ego-fri bevidsthedstilstand for at kunne sameksistere med andre i ægte samhørighed. Det er et sted, hvor alle kompenserer for hinandens svagheder og deler deres styrke med de andre. Der er ikke nogen tvang der siger, at man skal gøre, som man får besked på. Nogen gør måske alt arbejdet. Andre gør ingenting. Tolerance overfor andre, forståelse af andre og accept af andre fører til medfølelse for de andre. Det leder hen til forståelsen af sandheden 'hele verden er min familie'. 'Vasudeva Kutumbaha' (Lord Krishna's familie), som Lord Krishna udtrykte det.

Vivekananda sagde, 'Dharma chakraet (retfærdighedens hjul) er levende og bevæger sig. Alt du behøver gøre er at stå ved det og være en del af dets bevægelse.' Ashrammens omgivelser giver dig muligheden for at være del af chakraets evige bevægelse.

Page 169

Afsky for samfundets dobbeltmoral

nithyanandas farmor døde i den modne alder af 104 år, da han selv var omkring 12.

Damen, hvis navn var Kannamma havde ikke selv nogen børn, men en af nithyanandas onkler havde til opgave at tage sig af hende. Onklen og hans kone var ikke specielt glade for jobbet og fandt altid på den ene eller anden undskyldning for ikke at tage sig af den gamle slægtning. Damen selv var en meget besværlig og ubehagelig person. Hun var nærig, selvom hun rent faktisk havde masser af penge. Hun bad ofte nithyananda om at gå ud og købe tobak til sig, og når han så bad om penge til det, sagde hun, han skulle få dem af sin far. Den gamle dame nægtede at give så meget som et glas vand fra fællesbrønden i midten af huset, til naboerne, i tilfælde af tørke.

Da hun døde, græd familien tørre tårer. Den mest medfølende person var nabolagets læge, der tog sig af hende lige til det sidste, og det på trods af, at han var én af dem, hun havde nægtet vand.

Kort tid inden gæsterne til sørgehøjtideligheden var inviteret til at komme, afklædte familiens kvinder sig deres gode sarier, tog nogle gamle og billige på og tog også alle deres smykker af, som det er skik og brug.

Ligeså snart gæsterne var kommet indenfor døren, gav de sig alle til at hyle op som på bestilling – eller rettere som om de var noget så kede af det. Ikke så såre var den formelle grædeperiode overstået, som kvinderne nemt og ubesværet tørrede kinderne og kastede sig ud i intens samtale med gæsterne, hvor al den nyeste landsbysladder ivrigt blev drøftet samtidig med, at man serverede snacks og drinks og i det hele taget hyggede sig storartet. Hver gang et nyt hold slægtninge kom på besøg var proceduren den samme, der blev hylet i kor så det var en lyst. nithyananda var chokeret og overrasket over hykleriet.

Mens kroppen stadig lå lit de parade i huset, og slægtninge endnu var i færd med at ankomme for at kondolere, gik den nærmeste familie til damen ind i hendes soveværelse, hvor boksen med hendes smykker lå gemt under hendes seng. De boede 27 familier under samme tag og alle som én påstod de, at smykkerne retteligen tilhørte dem; hvorfor intense forhandlinger og diskussioner brød ud allerede inden liget var blevet koldt. Familien sendte bud efter en guldsmed til at valuere kostbarhederne.

Ved den lejlighed mistede nithyananda al respekt for sin familie og dens samfundsskabte materielle fiksering. Han grinede højt

og uhæmmet af deres opførsel. En af hans onkler langede ud efter ham for at give ham en på kassen, idet han troede drengen var i chok på grund af damens død. nithyananda fangede hans hånd inden den ramte, holdt den fast og sagde til ham, at hvis han prøvede på at slå ham igen, ville han gå ud til resten af de pårørende, som befandt sig rundt om i huset udenfor værelset, og fortælle dem, hvad familien havde gang i; at de rent faktisk stod og handlede om at dele rovet efter den døde, endnu inden kroppen var kremeret. nithyanandas mor advarede onklen om at tage sig i vare for hendes søn, som absolut var i stand til at gøre, som han truede med. Hun forsøgte så at få ham til at spise for på den måde at bortlede hans opmærksomhed. Så begyndte et hundeslagsmål af en diskussion familiens medlemmer imellem, om hvem der skulle betale for begravelsen. nithyanandas far, en mild og uskyldig mand, som hadede skænderier, skyndte sig at indvillige i at tage sig af samtlige omkostninger i den forbindelse, for at undgå yderligere disputter hvad det emne angik.

Fuld af afsky for deres opførsel fandt nithyananda sin kopi af Bhagavad Gita frem, stillede sig hen foran liget og begyndte at synge versene højt (på det tidspunkt havde han allerede haft sin første åndelige oplevelse – de 360 º). Det var sandsynligvis den eneste indsats som direkte hjalp den gamle dames sjæl til at kunne forlade kroppen på fredfyldt vis, og på trods af hele ståhejen, der omgav hende.

Nithyananda berettede senere for os: 'Det var den første bevidste død, der fandt sted i mit nærvær.'

Forlader hjemmet

Helt fra den tidligste barndom havde nithyananda en drøm om at vokse op og blive sanyasi, omvandrende asket. I hans familie var det skik at både drenge og piger allerede som teenagere blev lovet væk til senere ægteskab. Det fandt sted så snart en pige kom i puberteten. Et passende parti blev udvalgt indenfor familiens omgangskreds. Kun yderst sjældent var der nogen, der

havde noget at indvende mod de arrangerede parforhold. Både pigen og drengen ville ofte blive mindet om deres kommende forhold, og hvad familien angik betragtede alle det som en endegyldigt indgået aftale, når først de fornødne forhandlinger var på plads; således også for drengens og pigens vedkommende; de drømte ganske enkelt ikke om, at tingene kunne være anderledes.

nithyanandas ældre bror var allerede blevet matchet op med en af familiens fjernere kusiner, og nu var turen kommet til nithyananda. Med stor ildhu gik familien i gang med at diskutere mulighederne. En dag var der en ældre kvinde i familien, som begyndte at snakke om det, mens nithyananda selv var til stede. Drengen stirrede hårdt på hende. Damen følte sig ubehageligt til mode over det, og spurgte ham derfor, hvorfor han kiggede sådan på hende. nithyananda blev ved at stirre og kiggede intenst ind i hendes øjne. Det gik nu op for hende, at han åbenbart ikke brød sig om, at hun diskuterede hans ægteskab, og spurgte hvad han dog havde imod ægteskab og hvorfor han var så oprørt? nithyananda spurgte hende noget barsk, hvad hun egentlig selv mente at have fået ud af sit eget ægteskab. Kvinden svarede ikke; i stedet spurgte hun hvad han ville være, når han blev voksen. nithyananda svarede prompte og uden skygge af usikkerhed i stemmen, 'Jeg vil være en swami – en sanyasi.'

Så tegnede han en tegning af sig selv, som han regnede med at se ud som voksen. Billedet forestiller en hinduistisk munk iført en turban, samme hovedbeklædning som Nithyananda bruger i dag.

nithyanandas mor var ikke i tvivl om sønnens forkærlighed for at blive munk. nithyananda var tæt knyttet til sin mor. Selv i midten af teenageårene plejede han at lægge sig med sit hoved i moderens skød og fortælle hende om sine åndelige oplevelser. Han brugte meget tid i køkkenet med at sidde og tale med sin mor. Nogle gange når nithyananda var i fuld gang med at fortælle historier, grine og spille fransk klovn, kunne hans mor

pludselig blive ked af det og få tårer i øjnene; det var som om hun vidste, at dagen hvor han endeligt ville forlade hende, snart ville komme.

I indiske familier, specielt i så små landsbyer, som den nithyananda var ud af, i storfamilier som nithyanandas, var det kotyme at sønnerne blev i samme hus under samme tag, også efter de blev gift. Sønnerne arvede familiens rigdomme og blev derfor hjemme, mens døtrene, når de giftede sig, blev del af deres mænds familier.

nithyananda havde oplevet trang til at gå hjemmefra allerede fra sine spædeste teenageår. Nu var han blevet sytten, havde afsluttet sin ingeniør uddannelse fra universitetet i Gudiyattam i nærheden af Tiruvannamalai, og kunne ikke vente længere.

Akademiske studier stod ikke højt på nithyanandas dagsorden i hans søgen efter Sandheden. Han spildte ikke meget tid med at læse i sine studiebøger. De klasser han dog beærede med sin tilstedeværelse, deltog han koncentreret i, og det var nok til at han bestod eksamen med udmærkelse. Efter at have afsluttet studentereksamen på kollegiet i Tiruvannamalai blev han optaget på Polyteknisk Læreanstalt i Gudiyattam. Han boede til leje på et værelse i byen. Selv i den periode, mens han var væk hjemmefra, tilbragte han det meste af sin tid alene i meditation og gik aldrig ud med vennerne, som plejede at hænge ud og lave sjov sammen, gå i biffen og den slags.

På spørgsmål fra en af sine venner om, hvad han egentlig regnede med at få ud af at spilde al den tid med at meditere, svarede nithyananda, 'Den dag vil komme, da du vil blive nødt til at stå i kø for at modtage min velsignelse. Da vil du kende svaret.'

For nylig under en turnè rundt i staten Tamil Nadu, nåede vi til Tiruvannamalai, hvor Nithyananda gav satsang og darshan. På et tidspunkt signalerede Mester til os om at komme over til sig,

hvorefter han udpegede sine gamle klassekammerater for os, som i sin tid plejede at gøre grin med ham og hans meditation. De stod nu i kø og ventede på at komme og få hans velsignelse, efter han først havde givet foredrag og instrueret forsamlingen i meditation. Da det blev deres tid og de nu voksne mænd stod foran Mesteren, brød de alle som én sammen i gråd og hulkede ubehersket af bare rørelse, hvorefter de bukkede sig for Hans Fødder. Vi stod og så til, mens Han under skælmsk latter og med ægte medfølelse tog dem i sine arme den ene efter den anden.

Som sagt, da først han havde afsluttet sin uddannelse, blev trangen til at bryde ud og gå hjemmefra overvældende. Han følte tiden var kommet. Han følte, at han ikke kunne fortsætte med at leve som han plejede derhjemme, et øjeblik længere. Hele hans liv syntes én stor løgn. Det føltes klaustrofobisk at måtte leve i overensstemmelse med samfundets mange ud –som uudtalte leveregler. Den samfundsskabte ufrihed.

For nylig faldt vi over nogle optegnelser i vores arkiv i ashrammen i Bidadi, hvori vi fandt følgende dagbosoptegnelser gjort af den syttenårige nithyananda, på tamilsk, få dage inden han gik hjemmefra. De illustrerer, hvad der triggede ham til at tage den endelige beslutning.

15. juli 1994 skrev nithyananda:

Jeg tog alle papirerne og talismanen som K.S. Narayanaswami Thatha havde givet mig, læste dem igennem, rev dem i stykker og smed det hele i brønden og i skraldespanden.

16. juli 1994 skrev han:

I dag er mærkedagen for Brahmasukhi, som i sin tid blev sparket af en mand og dermed forstod altings sammenhæng, ligesom Helgenen Pattinathar på netop denne dag opnåede

Enlightenment ved at få tæv af en kvinde! Efter halvanden times meditation klaredes tankerne og sindet blev helt koncentreret.

17. juli 1994 skrev han:

I dag mediterede jeg en halv til en hel time. Sindet var roligt. Han er ikke til at komme i nærheden af. Han er vred. Selv når jeg taler, reagerer han ikke hensigtsmæssigt.

18. juli 1994 skrev han endeligt:

Lad mit sind vinde over sanserne! Fordi min visdom ikke er modnet i samme grad som mit sind, opfører sanserne sig som de vil. For at øge min visdom er vejrtrækningsøvelser – pranayama – det bedste middel, dagligt fra 11pm til 1 am. (fra 11 til 13 om formiddagen).

Baggrunden for dagbogsoptegnelserne var nithyanandas møder med en Siddhar, en mystiker som besad stor visdom og havde opnået mange siddhas, powers, eller magiske evner om man vil. nithyananda tilbragte meget af sin tid i selskab med de omrejsende, mystikere og vandringsmænd, som kom til Tiruvannamalai, på samme måde som Ramakrishna Paramahamsa i sin tid gjorde det, og lærte mange åndelige teknikker af dem.

Han mødtes jævnligt med denne Siddhar, en firsårig mand, som plejede at sidde i et lille mandap, en åben hytte, på Girivala – strækningen (vejen rundt om Arunachala). Den Siddhar opførte sig som en vanvittig person og alle plejede kun at omtale ham i første person. (Ligesom hvis man sagde 'du' til Dronningen). Han havde en skål stående foran sig, som folk plejede at hælde mad i til ham. Han spiste så og lod den uvaskede skål stå, som den var. Vilde hunde kom gerne og slikkede den ren. Forbipasserende ville så igen smide lidt mad i til ham, og det spiste han også. Hvis nogen fandt på at tage skålen med og gøre den ren blev den vasket, ellers ikke.

Det var også omkring samtidig med at nithyananda havde lært diverse tantriske teknikker af Narayanaswami Thatha og brugte dem til at forudsige fremtiden og materialisere ting til sine venner. Han excellerede en del i denne leg med energien, for sjov og for at underholde sine venner. Den Siddhar sagde en dag til ham, at han burde stoppe med alt det pjat, hvis han mente noget med sin åndelige udvikling, eftersom overdreven hengivenhed til den slags var ensbetydende med at sætte en effektiv stopper for hans spirituelle udvikling, og at han prostituerede sig selv ved at opføre sig på den måde. Han sammenlignede nithyananda med Pattinathar, en berømt tamilsk personlighed, som tillod sig at begære kvinder på trods af sine åndelige tilbøjeligheder.

Da Nithyananda viste os siderne med disse dagbogsoptegnelser, fortalte han os, hvad der egentlig var sket. Han sagde, at på den dag da Siddharen satte ham grundigt på plads, (som beskrevet ovenfor) tog han konsekvensen, smed alle mantras væk, han i løbet af tiden havde optegnet med samt de talismaner som Narayanaswami Thatha havde givet ham, og besluttede sig fra da af til udelukkende at følge meditationens vej.

I sin beskrivelse af denne milepæl i sit liv, som udløste hans gåen hjemmefra, sagde Nithyananda til os:

'På samme måde som drenge på min alder gav efter for deres seksuelle lyster og fantasier, sådan gav jeg mig helhjertet hen i legen med energien. Da Siddharen sagde til mig, at jeg prostituerede mig selv ligesom Pattinathar havde gjort det, ødelagde jeg den talisman – thaayathu – som Narayanaswami Thatha havde givet mig; selvom jeg ikke sagde noget om det til ham selv. Men dagen efter, da jeg så ham, gav han mig et par på kassen. Slaget han gav havde en langt større psykologisk end egentlig fysisk virkning. Akkurat som da Pattinathar forstod betydningen af ordene kaadatra oosiyum vaarathu kaan kadai vazhikkae (en nål uden hul er ikke til nogen verdens nytte) og

straks droppede alle sine uvaner, gav sine rigdomme væk og gik til Varanasi, (som er en hellig by i NordIndien) sådan var det slag mystikeren gav mig ligesom at blive ramt af lynet; jeg vågnede op i det øjeblik. Med et slag opgav jeg al powerplay og gik kort tid efter hjemmefra.

Når man ser, hvad der står på de her par stykker papir, er det tydeligt at se sindets leg lige inden den endelige beslutning tages. Bare kig på tankernes retning i løbet af de få par dage. I de dage mens oplevelsen med mystikeren stod på, svingede mit sind som et pendul. Det ene øjeblik rev jeg talismanen Thatha havde givet mig i stykker, det næste øjeblik overvejer jeg seriøst at fiske den frem og lime den sammen igen, idet jeg var bange for, at det måske havde været forkert at ødelægge den. Sindet var så opbragt at jeg pålagde mig selv at skulle udføre vejrtrækningsøvelser for at bringe det til ro igen! Jeg har endda skrevet at mystikeren på et tidspunkt ikke talte ordentligt til mig, og hvordan mit sind blev endnu mere oprørt på grund af det. For mig var disse omvandrende mystikere mine soulmates, mine brødre i sjælen, og jeg kunne ikke holde det ud, hvis en af dem ikke svarede mig ordentligt. Jeg har klart skrevet ned, at jeg forstod, at forvirringen i mit sind skyldtes, at min visdom ikke er ligeså moden som mit intellekt; at jeg havde intellektuel forståelse, men ikke den nødvendige fysiske oplevelse og at pranayama ville hjælpe til at falde til ro. Men til slut sker der et skred i mig og beslutningen om aldrig mere at give efter for lysten til at lege med energien tages! Se hvor tæt jeg holdt øje med mit sind i den alder! Den hændelse og det forløb var en proces; jeg brugte det hele som en teknik, en løftestang i min åndelige udvikling.

Jeg måtte igennem en del forvirring, før jeg opgav den leg. Bare de 4 stykker papir er en proces; enhver der studerer dem intenst vil kunne deducere en teknik fra dem. Disse noter viser, at meditationen var noget som skete i og med forståelsen, og forståelsen kom ikke bare som et resultat af min Enlightenment.

Det er nødvendigt at forstå: Der var ingen i mit liv, som sagde 'gør dette', 'gør hint', 'hvis du gør sådan og sådan vil du opnå Oplysning', o.s.v. Og jeg havde ikke nogen levende eksempler at ty til, som bevis på at hvis jeg gjorde alle de her ting, ville jeg nå målet. Der var ingen levende Mester til at vejlede mig gennem sit eget eksempel. På trods af de omstændigheder holdt jeg mig selv kørende, i fuld tillid til Eksistensen og ved at trække min intelligens direkte fra de kosmiske kilder.'

Kort efter hele den episode følte nithyananda altså tiden var kommet til at forlade sit barndomshjem. Pludseligt en aften var trangen så stærk, at han besluttede at handle straks. Han følte, han måtte hoppe ud af det liv han ledte, og ind i det liv han ønskede at leve lige med det samme. Den aften, da han vidste det ikke kunne opsættes længere, gik han til sin mor omkring ved 22 tiden. Han spurgte hende, 'Hvad ville du stille op hvis jeg døde?' Hans mor svarede, 'Hvorfor stiller du dog sådan et uheldssvangert spørgsmål, er der noget galt?'

nithyananda sagde, 'Nårh ingenting, ikke for noget særligt, jeg ville bare gerne vide det.' Hans mor sagde resigneret, 'Hvad ville jeg gøre? Jeg må jo acceptere det, hvis det sker.'

Så fortalte nithyananda hende, at han ønskede at forlade hjemmet.

Hans mor brast i gråd. Hele hendes krop rystede af sorg. 'Jeg vidste denne dag ville komme', sagde hun. nithyananda spurgte hende, om hun ville forbyde ham at gå.

Hun sagde, 'nej, jeg ved at du gerne vil gå, og jeg ønsker for dig, at du gør det, som du altid har villet med dit liv. Jeg vil ikke stoppe dig fra det; men jeg kan ikke holde ud at se dig gå. Derfor græder jeg.'

nithyananda følte sig overvældet af sin mors betingelsesløse kærlighed. Hendes sorg var dyb og smertelig, men dog ønskede

hun kun for sin søn, hvad han ville. Hun ønskede ikke lægge ham hindringer i vejen. Hendes uskyld og uselviske kærlighed berørte ham dybt. Hun vidste ikke af sin egen uskyld. nithyananda havde ikke regnet med hans mor ville acceptere realiteterne så let. Det føltes som om forsynet havde en finger med i spillet. Når man er helt tunet ind på det guddommelige falder alting på plads, og alle forhindringer forsvinder. Da nithyanandas far kom hjem fra arbejde, fortalte moren ham, hvad sønnen havde sagt hende tidligere på aftenen. nithyanandas far blev vred på hende. Han mente hun måtte have gjort noget for at gøre sønnen ked af det, så at han nu ville gå sin vej. nithyananda fortalte sin far, at hverken moderen eller nogen andre i familien havde sagt eller gjort noget for at få ham til at træffe sin beslutning. Han fortalte sin far, at han altid havde ønsket at leve sit liv som sanyasi, og nu var tiden kommet til at gå hjemmefra med det for øje.

nithyananda var heldig at have nogle forældre, som det ikke var lykkedes det omgivende samfund at sofistikere. De var på mange måder naive og uskyldige i deres verdensopfattelse. Alt hvad de ønskede var såmænd bare, at deres søn skulle være lykkelig. De vidste helt fra hans fødsel, da astrologen havde forudsagt han ville blive en Raja Sanyasi – kongernes konge – at han før eller senere ville forlade hjemmet. De håbede på det blev senere. De var bekymrede for, om han kunne tage sig ordentligt af sig selv, hvor han ville sove og hvor han skulle finde mad, eftersom nithyananda kun sjældent så meget som havde været ude af Tiruvannamalai.

I dag tilbedes Nithyananda af millioner. Dengang i 1995, da han stod på tærsklen til at gå hjemmefra, anede ingen hvem han var. nithyananda selv havde ikke fjerneste ide om, hvad der var i vente for ham. Han var sig sit ønske om at blive Oplyst bevidst, og regnede med, det nok skulle ske engang når han nåede de 70 – 80 år, lige inden han døde. Han havde ikke fjerneste anelse om, hvad Eksistensen havde i vente til ham, eller at han ville overgive sig til Eksistensen hvert eneste skridt af vejen. Han

fortalte en gruppe af os en dag, 'Min daværende plan var at jeg ville opnå Enlightenment gennem intens selvdisciplin og udholdenhed, og at jeg efter det var sket, ville leve alene helt for mig selv i min oplysthed. Lidet anede det mig at Eksistensen havde planlagt en mægtig Mission!'

nithyananda sagde til forældrene, at han agtede at forlade hjemmet en uge senere. På det tidspunkt var han overbevist om aldrig mere at ville komme tilbage til Syden. I sit hjertes dyb ønskede han at bo i Himalaya. Hans far sagde godt nok ikke noget, men lod sin utilfredshed og misfornøjelse klar gennem hans attitude overfor nithyanandas mor.

nithyananda følte sig ked af det på moderens vegne og forsøgte at gøre faderen klart, at hans beslutning intet havde med familien at gøre, men derimod udsprang af en dyb indre lyst i ham selv. nithyanandas mor sad som en stødpude mellem far og søn; hendes mand følte hun var ansvarlig for, at deres søn forlod sit hjem. Hun var sønderknust over, at hendes søn forlod hende. Begge forældre vidste ikke hvornår de ville få deres søn at se igen, eller om de overhovedet nogensinde skulle se ham igen i levende live.

År senere, under et trip op til Himalaya i selskab med vores kære Mester, var hans forældre også med, og et par af os i bussen fik den vidunderlige mulighed at høre ham tale med dem om dengang, da han havde besluttet at gå hjemmefra! Han erindrede sig alle omstændighederne, som de fandt sted på det tidspunkt og spurgte dem for første gang hvordan de havde følt det, da han gik hjemmefra! Vi lyttede ivrigt. Hans mor fortalte ham, at de havde vidst helt fra han blev født, at han ville forlade dem en dag. De var på den ene side glade for, at han skulle blive en betydningsfuld sanyasi, men at afskeden var mere end de næsten kunne bære. Hun oplyste også at omgivelserne havde set skævt til dem i tiden efter, der havde været noget sladder, men at de havde klaret skærene uden de helt store problemer.

Første gang Nithyananda kom tilbage til Tiruvannamalai efter sin Oplysning, skete det at Han - i samme øjeblik Han trådte indenfor bygrænsen – snublede over en sten. Han samlede den lille sten op og opdagede, at det var en Shiva lingam, som tilsyneladende havde anbragt sig lige netop der for på den måde at byde Ham velkommen hjem. I løbet af Hans barndom indskærpede Hans bedstefar tit nithyananda at Arunachaleshwar og Unnamalai Amman var hans forældre (i åndelig forstand), og nithyananda opfattede altid Arunachala som sit hjem.

Nithyananda tog Shiva Lingam'en med sig og gik hjem for at se sin mor igen og bede om hendes velsignelse. Senerehen var der en brahmachari i ashrammen som spurgte Nithyananda, hvordan han havde kunnet gå og bede en anden person om vedkommendes velsignelse, om det så også var Hans mor, når nu Han var en Oplyst Mester. Når først Oplysningen er indtruffet, er det Mesterens opgave at velsigne andre, ikke at lade andre velsigne sig.

Nithyananda forklarede:

'Da først jeg, som resultat af alle mine bodsøvelser og meditation, var Oplyst, forsvandt størstedelen af mine samskaras og indtryk fra tidligere oplevelser. Dog kunne jeg stadig skimte visse spor, nogle blokeringer, der ikke var 100% væk endnu. Jeg søgte indeni og opdagede, at det var noget skyldfølelse. Da jeg gik hjemmefra og havde bedt min mor om tilladelse til at gå, gav hun den ikke, men græd blot og sagde, at hun ikke havde noget at sige, og at det var min egen beslutning. Hun tilføjede at du har besluttet at tage sanyas, men jeg kan ikke bære det, og jeg græder, fordi det er for smerteligt; bekymr dig ikke om det.'

Moderens ord, hjælpeløs som hun var og uden forventning om at få svar, lejrede sig i nithyanandas indre Selv som en energiblokering bestående af skyldfølelse. Da han så på den konstruktion, den blokering i sit sind, med opmærksom

bevidsthed, gik den også i opløsning og han fordybedes totalt i salighed og Enlightenment.

Nithyananda sagde, at det var for at udtrykke sin taknemmelighed overfor hende, at han opsøgte og bad hende om sin velsignelse.

nithyanandas mor var Hans første discipel. Når hun var forvirret over noget, var det altid ham hun kom til for råd. Alt, hvad hun fandt var væsentligt, foreksempel hvilket fjernsyn familien skulle investere i, spurgte hun først nithyananda om, hvad han mente. Selv i barndommen kaldte hans forældre ham for 'swami'!

Den vidunderlige dame og jeg har ofte siddet sammen og talt generelt om løst og fast, og specifikt om vores Mester. Nithyanandas far døde i november 2005 og Hans mor bor nu i ashrammen i Bidadi. Hun deltager i samtlige puja'er der finder sted i ashrammen, men ingen udefrakommende ville kunne gætte, at hun er Nithyanandas mor, ydmyg og uselvisk som hun er. Hun siger gerne, at hun helt ærligt ikke forstår så meget af alle de filosofiske læresætninger Nithyananda kommer med, men at hun er godt tilfreds med bare at sidde og lytte. Nithyananda ordinerede hende for nylig i sanyas – ordenen. (man aflægger visse løfter, b.l.a. seksuel afholdenhed, ahimsa – ikke-vold, at være vegetar, at arbejde mod egen Oplysning o.a.) Da det blev hendes tur (der var en gruppe, der samtidigt blev optaget) til at modtage det safranfarvede klæde, stillede Nithyananda hende leende samme spørgsmål som Han stillede alle de andre, 'har du bedt dine forældre om lov?' eftersom hendes forældre stadig er i live.

Hun svarede enkelt, 'Nej Swami, jeg tog bare hjemmefra og kom her til dig.'

Tit og ofte nævner Nithyananda den uskyld, enkelhed og totale mangel på bagtanke, der har været kendetegnende for begge

Hans forældre og i hvor høj grad, det har bevirket, at Hans vej har været så exceptionelt problemfri.

Nyheden om at den lille nithyananda ville tage hjemmefra, spredte sig som en steppebrand til resten af den store familie og dens omgangskreds. Venner og slægtninge dukkede op som for at kondolere, og hele huset var hensat i en mørk og trist stemning. nithyananda plejede at sidde i en sofa i midten af huset og alle de besøgende satte sig rundt om, kiggede bedrøvede på ham og græd. De vidste alle som én, at der ikke var noget at gøre, at han ville gå, alligevel forsøgte én og anden at overtale ham til dog at blive. nithyananda svarede studst og kort for hovedet, meget ulig den høflighed, hvormed han plejede at optræde i familien. Det satte hurtigt en stopper for deres overtalelesesforsøg.

Eksempelvis spurgte en af nithyanandas onkler ham om, hvorfor han var på vej væk og sagde, 'Er vi da ikke alle spirituelle mennesker her?' nithyananda skød fra hoften, 'Du drikker fra morgen til aften. Hvad ved du om åndelighed?' Onklen klappede i som en østers og gik fornærmet derfra. På de tider og ude på landet i Indien var det højst usædvanligt for en dreng eller pige i en alder af blot sytten år at forlade den fædrene arne. Pigerne blev, og bliver stadig, i hjemmet til de bliver gift, mens mange sønner også efter ægteskab bliver i samme hus eller i umiddelbar nærhed. Når faderen dør overtager sønnen eller sønnerne familiens forpligtelser efter ham.

nithyananda advarede sin mor om, at familien ville blive fattig, når han først var gået. Han rådede hende til ikke at være ked af det, der ville altid være nok til at hun og hans far kunne leve godt, om ikke i overflod. Hans mor gik ikke op i penge og den slags; hun var kun bekymret for, om hendes søn nu også skulle få nok at spise, når han sådan vandrede afsted ude i det fremmede.

Ved en lejlighed omtalte Nithyananda sine forældre, i forbindelse med at vi diskuterede prarabdha karma og hvordan sjælen vælger en krop at lade sig føde i som har nogen passende omgivelser for sjælens formål. 'Mine forældre var fantastisk uskyldsrene. De var så uskyldige, at de ikke selv vidste af at være det. De blandede sig aldrig i det jeg gik og lavede. Når jeg kom hjem med rapporter fra skolen, som skulle underskrives, sagde min far, 'skriv du selv under og giv dem det.'! De beskyttede mig heller ikke; hverken fra smerte eller ulykker. De lod mig være. De lod mig vokse op med intelligens og visualisation.'

Da han endelig gik, informerede nithyananda moren, 'Den, som tager sig af alting, vil også tage sig af dig. Hun vil tage sig af alle dine basale behov. Dine sidste dage bliver sammen med mig.'

Senere fandt Nithyananda ud af, at de selv samme ord i sin tid blev udtalt af Ramakrishna Paramahamsa, da han gav Vivekananda sanyas, ' Den der tager sig af alting, vil også sørge for dig.'

Vi var sammen, Mester, Hans moder og jeg, da han omtalte ovennævnte hændelse med et stort smil på læben. Jeg vendte mig og kiggede på Hans mor, ligesom for at få hendes bekræftelse; hun kunne bare nikke stumt med tårer i øjnene og sige, 'Du er her Swami; det er nok. Jeg er velsignet.'

nithyanandas mors familie hældede meget til det åndelige, mens familien på faderens side var lige modsat. nithyanandas morfar var hans første inspirationskilde, bar ham på sine skuldre, fortalte ham historier og skabte de første positive samskara i den unge dreng. Ofte indpodede morfaren ham med rådet, 'Du skal blive ligesom en Prahlad, Dhruv eller Markandeya', som alle nåede den fulde Oplysning inden de kom ud af puberteten. Man kan undre sig over hvor meget morfaren egentlig vidste, om han var klar over, at det faktisk ville gå sådan; det unge barn havde sin første åndelige oplevelse inden puberteten.

Nogle af slægtningene foreslog nu, at nithyananda skulle flytte hen i et nærliggende åndeligt center, som uddannede munke, sådan at familien vidste han var uden for fare, og samtidig kunne holde øje med ham. Bedstefaren erklærede, at han ville bygge en ashram til ham, så at han 'ikke behøvede søge alle vide vegne i sin jagt på det åndelige, men kunne blive lige her i Tiruvannamalai, som jo immervæk er det største spirituelle center i hele Indien.' nithyananda grinede bare og sagde, 'jaja, I ville kun lade mig blive der i maksimalt to dage, så ville I forlange jeg skulle komme hjem én gang om ugen, snart ville det blive to gange, og til sidst kunne jeg såmænd lige så godt blive hjemme, få mig et job og gifte mig.' Bedstefaderen insisterede, 'nej, nej, nej ingen vil komme og forstyrre dig.' nithyananda gad ikke lytte til alt det vrøvl.

Nu var der så en der foreslog, 'Lad os få ham gift indenfor de næste to-tre dage; lad os vælge en pige til ham.' Så gik de ellers i gang med at diskutere medgiftens størrelse! Det hele handlede kort sagt om familiens prestige. 'Vi kan da ikke bare lade ham opføre sig sådan. Hvad vil folk ikke sige, når de hører en af vores families sønner er gået sin vej?!' Ophedet debat hele vejen rundt. Nogle foreslog at man skulle sætte en vagt på nithyananda, så han ikke kunne løbe væk.

Hans morbror fra Chennai (det tidligere Madras) foreslog, at nithyananda kunne bo hos ham i Chennai et stykke tid og der have tid til at overveje sin beslutning. nithyananda tænkte det var en glimrende idè. Eftersom hans ønske var at komme nordpå op til Himalaya bjergene og udgangspunktet for en togrejse derop netop er Chennai, men han havde ikke penge til bussen til Chennai, så var det jo perfekt at blive kørt dertil med onklen! Togrejser derimod er det kutyme at munke rejser gratis med, men i busser skal der altså betales. Desuden havde han allerede

truffet beslutning om ikke at ville så meget som røre ved penge på hele sin rejse. Det hele så lige pludselig ud til at falde i hak!

Før han forlod Tiruvannamali, gik nithyananda ned i templet, og stod atter en gang foran sanctum sanctorum, det allerhelligste, foran Arunachaleshwara. For første gang følte han klart dybden af sin forbindelse med Arunachaleshwara. Han følte ikke, at han ville komme til at savne Ham. Nej, men han var ked af at komme til at gå glip af alle Hans fester og højtider. Som han stod foran sin elskede Arunachaleshwara, rendte tårerne ham konstant ned ad kinderne. nithyananda kunne se den levende energi bag idolet; det udstrålede medfølelse og velsignelse. Han hørte tydeligt en stemme, Guds, som velsignede ham med ordene, 'Du kommer tilbage til mig, du vil vende sejrrig tilbage.' nithyananda bukkede foran statuen og gik derfra dybt tilfredsstillet og opfyldt af kærlighed. nithyananda følte at Arunachaleshwara ville være med ham på rejsen.

Altid når nithyananda forlod Tiruvannamalai med bussen, sad han og så bagud på bjerget Arunachala, indtil det ikke længere var at se. Det tog normalt en halv times tid fra turens start til bjerget var ude af syne. Denne gang, da han rejste til Chennai, blev drengen ved med at kunne se bjerget, lige indtil han pludselig vågnede op, idet bussen var nået frem til Chennai, og det gik op for ham, at han havde sovet hele vejen og drømt om sit elskede Arunachala. Hans indre rum var opfyldt af Arunachalas nåde.

Når alt kom til alt var det eneste problem nithyananda havde med at forlade sit hjem, at måtte tage afsked med Arunachala. For første gang efter oplevelsen med Arunagiri Yogiswara følte han, at han ville gå glip af noget, at han mistede noget. Når folk ellers havde sagt til ham, at han ville komme til at savne det ene og det andet ved på den måde at vandre ud i det blå, havde intet af det de sagde, gjort en tøddel indtryk på ham. Det var kun, da han stod foran sin kære Arunachaleshwara i templet, at han begyndte at føle, der var noget, han måske kunne miste.

Han troede aldrig, han skulle vende tilbage. Hans mål var Oplysningen, og han regnede med, at det ville ske engang når han var omkring de firs eller halvfems år, lige inden han døde. Da han stod foran garba graham, templets inderste, fyldte statuens form hans sind. Det vi ser i løbet af en dag bliver almindeligvis opmagasineret i øjnene; kun det vi ser med en vis intensitet lagres direkte i vores sind. Alt, der er lagret i sindets arkiver vil dukke op til vor bevidsthed igen og igen. Samme øjeblik som han følte, at han nok aldrig ville komme til at se idolet, jyotir lingam'en nogensinde igen, og græd over det, skete det forunderlige at selve formen forlod ham. Da forsvandt følelsen af at miste.

Page 185

Fisk ser svanens spejlbillede og ønsker at fastholde det

Kort tid efter sin Oplysning så Nithyananda i et syn den mission, som han er blevet sendt hertil for at opfylde. Han opfattede at missionen går ud på at transformere folk gennem at ændre deres holdninger og sindelag ved hjælp af meditation, og derved bringe dem til vejen ad hvilken de kan erkende deres egen guddommelighed. Samtidig opstod en stærk impuls til at vende tilbage til SydIndien, hvorfra han var kommet, på trods af hans oprindelige hensigt aldrig at vende tilbage.

Sammen med disse beskeder kom også et syn af en Svane – 'Jeg downloadede billedet af en Svane' kort tid efter Oplysningen. Den Svane, Paramahamsa, udgør nu logoet for Dhyanapeetam, det åndelige centrum for Nithyanandas mission. Dhyanapeetam blev grundlagt og senere udvidet med Nithyananda Fonden for at lære folk, hvordan vi kan transformere os.

Her for nylig reflekterede Nithyananda over visionen af Svanen ved navn Paramahamsa og videregav sine indsigter til os.

Svanen er en metafor for Nithyananda selv og fiskene, der ser Svanen, hans disciple.

En mægtig Svane, Paramahamsa, flyver højt oppe i himlen. Dens spejlbillede kan ses i en række af små søer nedenfor på Jorden. Fiskene i søerne ser Svanens reflektion og fryder sig derved. Det blotte syn af spejlbilledet fylder dem med glæde. Grupper af fisk som holder sammen går nu målrettet i gang med at markere visse arealer, som de hævder er deres egne, og hvori de håber at kunne fastholde billedet af Svanen. De sætter hegn op og bygger mure for at holde på billedet. Nogle fisk bygger templer til ære for Svanen. Nogle fisk bygger ashrams. Alle fiskene håber at kunne holde Svanen indenfor deres område og på den måde fastholde billedet.

Svanen er dels uvidende om, hvad der går for sig nede på landjorden, dels rører fiskenes drama den ikke det mindste. Den fortsætter med at flyve. Den lander aldrig.

Fiskene ser skyggen bevæge sig. Fiskene bevæger sig også. Vandet er i konstant bevægelse. Fiskene er ude af stand til at skelne skyggen fra sin kilde.

Fiskene er voldsomt ophidsede, når de ser Svanen i vandet. Nogle fisk føler de er ved at blive Oplyst. De mener, at jo tættere på reflektionen de er, jo hurtigere vil det gå for dem med at opnå Enlightenment!

Hvis bare fiskene ville kigge op, så ville de få øje på den rigtige Svane, kilden til den skygge, de jagter rundt efter. Men sagen er den, at skyggen alene er så smuk, så vidunderlig at skue, at de fleste fisk ikke er motiverede for at kigge op. De er godt tilfredse med at mure vægge og sætte hegn op i vandet i blind tro til, at det vil gøre dem i stand til at holde Svanen fast og eje den.

Hvis de kigger op og ser udover reflektionen vil de selv blive til Svanen; først da vil de være Oplyste.

Skyggen kommer og går, eftersom Svanen flyver frem og tilbage henover dammene;

den tager mange former: Jesus, Krishna, Buddha og mange andre; forskellige vinkler, forskellige perspektiver, forskellige forvanskninger. Er vandet klart, ser fiskene eet billede; er vandet i oprør ser de et andet; når de bevæger sig med vandets retning er billedet de ser igen et andet. De diskuterer indbyrdes, og hver for sig hævder de, at netop de har set den rigtige Svane; endskønt alle som een kun har set spejlbilleder i mere eller mindre forvredne og karikerede former. Hver gruppe fisk holder fast i deres billede af Svanen og hævder den tilhører dem; de deler ikke med andre grupper.

De begynder allerede at skændes om hvem Svanen er, hvordan den ser ud o.s.v. endnu inden spejlbilledet er forsvundet helt ud af syne. Svanen flyver uanfægtet videre, fiskene skændes videre. Fiskene går glip af nu'et, de går fejl af pointen med hele spillet.

Er fiskene også del af reflektionen? Er det hele en stor illusion?

Ude af øje, ude af sind. Lige så snart de ikke længere øjner spejlbilledet, glemmer fiskene alt om den Svane som lige før gav dem så megen glæde. Deres hukommelse er kortlivet og så er det ellers tilbage til at æde, formere sig, slås og dø!

Først når de igen ser refleksionen og oplever den glæde, der automatisk vælder op i dem ved synet, begynder deres åndelige drama atter. Ser de ikke billedet, er det for dem som om Svanen ikke eksisterer, der er ingen bevægelse. Vandet holder intet fast, det strømmer, strømmer. Svanen flyver uvidende om sit eget spejlbillede. Kun fiskene reagerer. Når de får øje på spejlbilledet.

Nogle fisk skaber en website for Svanen. Andre udgiver bøger til dens ære. Efterhånden som Svanens spejlbillede passerer

henover dammen, udtaler forskellige grupper sig : 'Vi i Seattle ejer Svanen' ; 'Vi i Vancouver ejer Svanen' ; 'næ', påstår en tredje gruppe, 'Svanen tilhører skam os her i Bangalore', etc. Kun ganske få fisk kigger op. Alle som een er de helt fokuserede på og forgabte i spejlbilledet.

Zen Koans', Buddhistiske Sutras, Sufi Fortællinger, Kristne Lignelser, Hinduistiske Mantras – alle siger de det samme : Kig op! Se indad!

Når fisken kommer tæt op mod refleksionen fortegner det sig og bliver utydeligt. De kan ikke stille skarpt længere. Fiskene har behov for at kigge op og kigge indad.

Stillet overfor Sandheden falder alle fakta til jorden og bliver meningsløse. Fiskens syn af spejlbilledet er fakta; synet af Svanen er Sandhed.

Den der opfatter gennem sit intellekt er langt fra Sandheden.Man må tættere på og føle med hjertet. Når man er tæt nok på, oplever man gennem sanserne. Når man er meget tæt kan øjnene ikke længere fokusere ordentligt. Så kan man kun se med sit væsen. Det, som ses via det indre væsen er Sandhed; det er den bevidnende bevidsthed.

Når bevidstheden at være den, der oplever fungerer i dig, vil det, der er det rigtige for dig, ske. Hver tanke, der rejser sig i dig vil manifestere sig. Du vil se kilden, ikke dens spejlbillede. Det er niveau'et som Oplyste Mestre arbejder på.

Siddhas, praktikanter indenfor de åndelige teknologier og mystikere som ikke er oplyste, har også mulighed for at føre deres ønsker ud i livet ved hjælp af visualiseringsteknikker og den slags; men det kan være farligt for dem selv, da de ikke er 100% bevidste om, hvad de foretager sig, og kan risikere at operere igennem deres underbevidsthed.

Nogle fisk vil sågar skrive alt det her ned! Det vil ikke være Sandheden. Sandheden er multi-dimensionel. Alt, hvad der er

nedskrevet, det være sig nok så velskrevet, er højst to dimensionel. Men bevares, der er behov for at det bliver skrevet ned som inspiration for søgende mennesker til at gå dybere i sig selv, og dèr finde Svanen indeni.

Da nithyananda forlod hjemmet efter at have haft sin første åndelige oplevelse, havde han en klar fornemmelse af det sociale livs overfladiske karakter. Alligevel var hans sind ikke frit for tanker. Det var stadig legeret med, blandet op med et udefrakommende element som adskilte den næsten oplyste fisk fra Svanen. Pilgrimsfærden og bodsøvelserne brændte de sidste elementer af; sindet blev med vilje ladt tilbage, for at den endelige forening kunne opstå. Da endelig kiggede fisken op og blev til Svanen ; nithyananda blev Nithyananda.

Så nu venter den Svane på at andre fisk vil kigge op, så de kan komme og holde ham med selskab oppe i himlen!

Page 189

Min Mester – Mit Mysterium

'Det er en gåde pakket ind i et mysterie inde i et enigma', som Churchill udtalte det om Rusland under 2. Verdenskrig.

Det kunne ligesågodt have været vores Mester, det blev sagt om. Vi kunne endda gå videre og sige: Han er et hovedbrud i en gåde af et mysterie pakket ind i sit eget enigma!

Jeg husker den tid, da Mester i detaljer forklarede Siva Sutraerne for os. Siva Sutras er et oldgammelt hinduistisk skrift i hvilket Lord Siva, foryngeren, svarer på spørgsmål stillet af Devi, Hans partner. Den dag, jeg husker, var femtedagen af Hans lektioner i Siva Sutra.

Devi spørger Siva, 'Hvad er livet, som er hinsides materien og dog gennemstrømmende alle former ?'

Vi sidder foran ham som i Upanisadernes dage, disciple for Mesterens Fødder.

Der hersker ikke orden; men der er heller ikke kaos. Der er hverken respekt eller uforskammethed. Mænd sidder ikke på den ene side; eller kvinder for sig. Der er ikke nogen hvisken i krogene, men tavshed er der heller ikke. Der er ingen spørgsmål; kun tvivl. Der er ingen desperation; kun accept. Til den ene side ligger diverse elektroniske vidundere; til den anden alle de rituelle hjælpemidler. Grådighed ses ikke; ej heller anger. Ingen vrede er synlig; eller hjælpeløshed. Forsamlingen er en godt blandet gruppe af forskellige køn, aldre, professioner og interesser; alle med det ene formål at høre Mesteren udlægge de tidløse Sandheder.

Mesteren har et smil på læben, så uudgrundeligt som selveste Sfinxen.

Hvem er han? Er han Faderen, Moderen, Sønnen, Broren, Vennen, Elskeren eller en humbugmager ? Vi ved han ville elske at blive kaldt en Charlatan ; det vil blot øge forvirringen. Er han alle former i een? Han kan være Siva's terror; han kan også være Krishna's nektar. Er han bedre end et hæsligt mareridt eller en sød fantasi?

Nogen gange irettesætter han med øjne, der lyser af vrede. Man lærer at lytte stille og acceptere, hvad der kommer. Grimassen forandres til et grin ; Siva bliver Krishna. Tårer drypper fra mine øjne, mens jeg skriver; og når jeg læser det, jeg har skrevet ; for ikke at tale om at være i hans nærværelse.

Han er alle former; og ingen form. Han nægter at blive sat i bås, gjort til en sten, tilbedt som et billede ; det ville gøre ham til en Mester, der tillader sine disciple at slå sig ihjel. Så er han hellere 'simha swapna', mareridtet, der vækker os til visdom; zen kæppen, der banker os vågne, hellere end krykken vi elsker at støtte os til. Han forbinder sig med os og relaterer til os på et hav af måder og mange forskellige planer bare for at få os til at

miste balancen og være forvirrede – hellere end at tillade os at fastlåse ham i et enkelt billede, een enkelt rolle, hvilket ville dræbe både Mesteren og os selv.

Mesteren er hinsides al form; hinsides alle dimensioner. Han er hverken een, to, tre eller multi-dimensionel. Hans dimensioner og former er uendelige; uendelig – dimensionel.

Han sagde til os:

For hver enkelt af jer er jeg forskellig. Hvordan jeg relaterer til en person bestemmes af den persons væsens behov, som ikke engang han selv nødvendigvis er klar over eller forstår. Diskuter ikke indbyrdes, hvordan jeg er overfor jer og arbejder med jer individuelt og personligt. Det vil kun skabe misforståelser og forvirring. Prøv ikke at sætte mig i bås. 'Åh, du er Krishna, du er Siva, du er den Guddommelige Moder etc.' Jeg nægter at lade mig sætte i bås. Sekundet du sætter mig bag lås og slå i en 'sådan ER Han' definition, dør jeg. Jeg er en levende Mester. Hvert øjeblik ændrer jeg mig. Forsøg ikke at forudse mine handlinger, mine ord, mine tanker; du skaber kun lidelse for dig selv ved det. Fastfrosset i en ramme som Moderen eller Elskeren, er det nemt for dig at fange mig og holde mig fast. Det gør det nemmere at reklamere for mig. Det er muligvis god forretning for mig, men det er ikke god forretning for dig! Jeg ønsker du skal være forvirret, så du bliver Oplyst. Jeg vil have du dør for at kunne genfødes. Kom til mig med din uvidenhed; det er min pligt at vise dig vejen. Tøv ikke med at falde i mine arme med kærlighed; da vil du stige op med mig i salighed.'

Vi er så vante til at kravle rundt i mudderet, at vi tøver. Vi tøver fordi det at stige opad ind i saligheden, glemme os selv, slippe vor krykke og være lykkelige, er fremmed for os, virker som noget unaturligt. Næ, må vi se bede om de sædvanlige gamle mareridt og angstprovokerende fantasier, det ved man da, hvad er…

Der var en langt dybere mening bag Mesterens ord, end hvad der umiddelbart fremgik. Han ønskede, at vi hver især skulle droppe alt, og bare lade os flyde med ham som han var hvert øjeblik; nyde ham her og nu. Folk bekymrer sig om, hvornår de mon skal se ham igen, mens de stadig er i hans nærvær! Han siger, 'Hvilken nonsens! Nyd dog bare min tilstedeværelse. Ved at spekulere over, hvornår du kommer til at møde mig igen, spilder du muligheden for at være lykkelig her og nu. Grib dagen. Bare vær.'

Det er ikke disciplens job at definere sin Mester endsige forsøge at forstå Hans Mysterie; opgaven er dømt til at mislykkes. Det eneste der er at gøre, er at VÆRE, og nyde øjeblikkets glæde.

Han udtalte følgende under Himalaya-turen i 2005, i en satsang om disciplens forhold til Mesteren:

'Hvem er Mesteren; Guruen? Guruen er et væsen i hvem Nithya Ananda eller Evig Salighed kommer til udtryk ; han skaber og videregiver teknikker og kreerer det fornødne rum for at andre kan opleve samme virkelighed som han. Engang i tidernes morgen opstod Guru-Sishya Parampara – Mester-discipel forholdet – i Himalaya. Det er den ældste type forhold mellem to væsener, der eksisterer. Selve idè'en at have noget med hinanden at gøre, knytte bånd indbyrdes, begyndte først efter dette forhold.

Det er også den sidste relation vi har inden Oplysningen. Før det var menneskene barbariske, som dyr, uden kultur og uden religion. Alle civilisationers fødsel er opfindelsen af Guru discipel forholdet. Selv de Mestre som sagde 'I behøver ikke Guruer, I kan selv', som til eksempel J. Krishnamurthy, de blev alligevel selv Guruer. Al viden, ikke blot den åndelige, har en Guru behov – hun, som leder os fra mørke til lys, fra uvidenhed til viden.

I vor moderne tid stilles der ofte spørgsmålstegn ved, om en åndelig Guru nu også er en nødvendighed, hvorimod lærere på

alle andre felter er højt respekterede. Folk respekterer den, der lærer dem deres fag, så de kan tjeme penge, mens åndelige Mestre er noget man eventuelt kan vælge, hvis man gider. Åndelighed er ikke noget tilvalgsfag for sjov, for at blive underholdt eller et freakshow for de magisk interesserede, ej heller er det noget uopnåeligt vi lige så godt kan opgive for 'det er vi alt for almindelige til, ikke gode nok…'Det er stadiet hvor vi er raske og glade, fysisk som mentalt, stadiet hvor vores forhold til hinanden er tilfredsstillende og frugtbare, og hvor vi til hver en tid er bevidste om, hvad der sker, har vores opmærksomhed md hele vejen. Den bevidsthed giver os en spontanitet, den giver os jordforbindelse og gør os til fuldt ansvarlige mennesker, ansvarlige for vore tanker, ord og handlinger. Hver enkelt af os har brug for at opnå det stade, både for vor egen og også for alle de andres skyld.

Hvis du forstår sandheden i de ord og respekterer åndelig viden, sætter du ikke spørgsmålstegn ved behovet for en åndelig Mester. Mennesket har brug for en Leder. Det er op til dig at vælge en åndelig Mester eller en uoplyst person til din Guru. Hvis du ikke har en Mester til at guide dig vil der komme en anden og gøre det, og hvis den person ikke ved fuldt ud, hvad han gør, kommer det til at svide til dig selv.

Vælger du en politiker til Mester vil han lede dig ved hjælp af frygt; vælger du en anden form for berømthed er det typisk grådighed, der vil være ledestjerne; kun den spirituelle Mester leder dig med kærlighed og befrier dig.

En lille historie:

En læge, en ingeniør og en politiker diskuterer hvis af deres professioner, der er den ældste. Lægen siger hans er ældst, fordi Gud jo i sin tid skabte Eva ud af Adams ribben. Det er ingeniøren bestemt ikke enig i, han mener hans fag er det ældste, fordi Gud først skabte Adam ud af kaos.

'Ah', sagde politikeren, 'hvem tror I skabte kaos?!!' De, der skaber kaos, vil regere dig. De fylder dig med frygt, grådighed og fantasiforestillinger, som de præsenterer for dig som værende endemålet for alle dine ønsker: sådan vil du gerne have det, sådan vil du gerne leve, så vil du vel nok være lykkelig.

En spirituel Mester befrier dig for grådighed, frygt og fantasterier.

I er alle modige, intelligente og heldige i og med I har valgt at følge en åndelig Mester. Når I følger andre, vil de lade som om de ikke er jeres ledere, men på udspekuleret vis kontrollere og regere jer; hvorimod den åndelige Mester befrier jer fra al trældom.

Den, der leder os fra mørket ind i lyset er Mester, Guru.

De ældgamle hinduistiske skrifter kaldet Upanisaderne er essensen af Vedaerne, som igen er den samlede viden som den blev direkte oplevet af den tids oplyste viise. Den direkte oversættelse af ordet 'Upanishad' er 'at sidde med Mesteren'. Du udfolder dig i den universelle bevidsthed, når du sidder med Mesteren. Når du forelsker dig i Mesteren, når du et højere bevidsthedsniveau.

Forholdet til Mesteren eksisterer hinsides tid og rum; det er evigt. Mester-discipel forholdet kan ikke ødelægges af videnskabelige teorier eller viden af den simple grund, at det er Sandhedens redskab, midlet, der leder os til Sandheden, og alt der direkte leder til Sandheden er evigt og kan ikke dø. Mesteren er Sandhedens talerør til menneskeheden.

Når din Moder lærer dig at sige 'ma' eller 'amma' (mor) bliver hun din første Mester. Det er først efter du har lært det, at det går op for dig, at hun er din Mor. Derfor går Mesterens status forud for både Moderens, Faderens og Guds; han er dit første bekendtskab, din første relation. Forholdet til ham er også det sidste bekendtskab; i Oplysningen fjernes grænselinjerne mellem 'discipel' og 'Mester' og kun Enhed er tilbage.

Intet af alt det jeg indtil videre har belært jer om i mine forskellige meditationsprogrammer er så væsentligt som dette ene emne. Alt hvad jeg nogensinde har ønsket at fortælle jer er om dette ene: Mester-discipel forholdet. Og dog var de kurser nødvendige for jeres nuværende forståelse. Nu er da i det mindste nogle af jer indstillede på at lytte. Og derfor vil der komme mange efter jer.

Hvis du kvalificerer dig er du i stand til at lytte, glæde dig og blive transformeret. Hvis ikke, er du velkommen til at tage den med ro og forsvinde. Det er op til dig, at tage springet. Hvis du tager tråden op, går i forbindelse, slap af og hold fest! Jeg har undervist på tre niveauer. På basisniveau, som til eksempel i 'Life Bliss' Programmet hvor jeg underviste i teknikker til at revitalisere energicentrene, krop-sind systemets chakra'er, ser du Mesteren og lytter til ham. På næste trin i NSP, Nithya Spurana Programmet hvor jeg fortæller om mine oplevelser med døden og fører dig igennem en proces, hvorigennem du eliminerer alle de af din fortids erindringer, som ellers ligger og tynger ned og hindrer dig i at udvikle dig her i livet, kommer du tættere på Mesteren. Senere endnu under Initiationen som Healer, hvor du søger om at blive min discipel, og jeg accepterer dig som min discipel, går din identifikation med mig endnu dybere, og jeg går ind og tager ansvar for din åndelige udvikling. Nu, her, er du i selskab med Mesteren. Observer mit kropssprog og tilegn dig det.

En discipel spurgte sin Zen Mester, 'Kan du lære mig at svømme?' Mesteren sagde, 'Nej, jeg kan ikke lære dig det, men du kan lære af mig.' Det han mente var, 'Du vil fatte mod ved at betragte mig, så kan du hoppe i og svømme. Jeg kan ikke lære dig det, du må selv tage ved lære.'

Enlightenment er ikke noget, der kan gives undervisning i, men du kan lære det. Du fatter tillid ved at se Mesteren. Du udvikler

dit mod. Du føler, 'Hvis han kan være oplyst, så kan jeg vel også?!' Vær sammen med Mesteren. Opfør dig som Mesteren med en dybt intens søgende holdning.

Der er ikke tale om efterligning; det er absorbering. Absorber Nithyananda.

For at absorbere er der ikke noget, du skal gøre, blot vær her. Min personlighed er så stærk, at der ikke findes den dør, som ikke vil åbne for mig. Du vil opsuge Nithyananda. Slap af, vær åben, jubl. (celebrate(!))

Swami Vivekananda sagde: Vågn op, Rejs dig og stop ikke førend målet er nået.

Jeg siger: Vågn op, Rejs dig, STOP, målet er nået!

Det er nu over et år siden vi først hørte vores Mester udlægge Siva Sutras, og mere end seks måneder siden han talte udførligt for os om Mester-discipel relationsforholdet. Der er sket meget for mange af os siden da. Alt omkring Mester virker til at være forandret. Der er skudt nye ashrams op i mange dele af verden nu. Landskabet her i Bangalore ashrammen er forandret og er i en stadig forandringsproces. Hver ny bygning er allerede for lille næsten inden den tages i brug. Antallet af folk, der kommer og ønsker at bo her og følge Mesteren er mange gange fordoblet. Snart vil uddannede og indviede Acharyas – lærere – gå i gang med at undervise i meditationsprogrammerne helt op til niveau 3, som for mindre end et år siden udelukkende undervistes af Mester selv.

Og dog, på trods af alle hans formaninger om ikke at tage ham for givet, og at han aldrig er den samme, så er Mesteren dog uforandret. Er der en ting der er helt sikker, er det nemlig hans foranderlighed, den har ikke ændret sig! Hvert eneste øjeblik i hans selskab og nærhed er forskelligt, uforudsigeligt, en

opdagelsesrejse for sind og sjæl. En anden ting er den rene medfølelse som er hans adelsmærke, den er også uforanderlig.

Nithyananda's mission her i livet er meget enkel. Han er kaptajn på skibet, som fragter os over livets illusoriske ocean; ødelægger af fødsel-død kredsløbet. Han er kalabhairava – bærer af vore sjæle på tværs af tid og rum – utrættelig og opfyldt af medfølelse.

Som han har erklæret det i mange af Nithyananda Spurana Programmerne:

Jeg siger jer Sandheden. Hvis du nogensinde mister bevidstheden – det være sig i dødsøjeblikket eller hvis du kommer til skade – vil jeg være der ved din side. Under din dødsproces vil jeg være din guide på vejen. Ønsker du ikke at blive genfødt, behøver du aldrig nogensinde mere at blive født igen. Ønsker du et nyt liv, skal du få lige nøjagtig det liv, du beder om.

Mit hjerte smelter, hver gang jeg hører ham. Hele mit væsen strømmer over i taknemmelighed til min Mester, for at udtrykke det med Ramana i sin tale til Arunachala: Hvordan har jeg dog gjort mig fortjent til dig? Hvad har jeg at give dig, som kunne være til nytte for dig? Jeg har været så ufatteligt heldig. Jeg har købt din velsignelse for en skilling; din nåde som ikke kan købes for penge, har jeg nu opnået blot ved at overgive mig til dig.

Du kan også 'købe' den nåde.

Som Mesteren har sagt, 'Jeg er ikke til salg for ussel mammon, men du kan købe mig med din kærlighed.'

Det er ikke et tilfælde, at du læser denne bog. Det er begyndelsen på en rejse, hvor vejen er væsentlig mens målet er irrelevant.

I håbet om at din rejse gennem denne bog har været til nytte for dig og inspireret dig til at gå videre ad din egen vej på den indre opdagelsesrejse.

Nithyanandam! Vær i evig Lyksalighed!

Ebook ISBN: 979-8-88572-846-1