88. Orden er kaos

Der er en smuk Zen fortælling:

En discipel går til en Zen mester og spørger, 'Mester, vær sød at fortælle mig hvordan du selv begyndte, hvorledes du rejste ad vejen, hvordan du opnåede den ultimative oplevelse.'

Mesteren siger, 'Da jeg begyndte, var bjerg bjerg, flod var flod og træ var blot træ. Da jeg var undervejs på rejsen var bjerg ikke bjerg, flod ikke flod og træ ikke træ. Nu igen, da jeg er fuldbyrdet er bjerg bjerg, flod er flod og træ er træ.'

Før fuldbyrdelsen også selvom du tror du er ganske ekstraordinær, er du helt almindelig. Efter fuldbyrdelsen, selvom du faktisk er speciel, forstår du, du er helt almindelig.

Du er ikke bare en simpel krop. Du er ikke blot et mikrokosmos. Du er makrokosmos en miniature. Du erkender at være det ultimative, endeløse hav af potentiel energi fuldstændig lissom universet. Først når du erkender den kosmiske bevidsthed i din egen krop, makrokosmos i dit mikrokosmos, vil du blive rigtigt ordentlig, du vil vide at være 'orden', men uden at det begrænser din energi. Så længe du forsøger at få styr og orden på dig selv vil du kun opnå at fortrænge din egen energi og du vil også undertrykke alle de andre.

Først når du erkender ordenen i kaosset vil du blive et sandt åndeligt væsen, du vil opleve kærlighed og lyksalighed. Når du erkender kaos i ordenen vil du finde medfølelse. Når du realiserer ordenen i kaos vil du opleve den del af oplevelsen som er kærlighed og lykke. Når du erkender al ordens kaos vil du udtrykke den udtrykkende del af kærligheden som er medfølelse.

Seeren – det sete – at se

Vi har to ting under processen 'at se' – seeren og det sete objekt. Hvad sker der egentlig under synsprocessen? (Vi bruger her øjnene som eksempel, men det samme gælder alle sanserne.)

Fra seeren hopper bevidstheden altid straks over på det sete, fordi den ikke er i stand til at gå tilbage og slappe af i seeren selv. På grund af sin rastløshed giver den liv til det sete.

Det konstante hop som sker mellem seer og set – fra seer til set , fra seer til set, igen fra seeren til det sete og igen fra seeren til det sete – er selve det at se.

Når seeren ikke er fuldstændig opslugt i salighed inde i sig selv begynder han at blive rastløs – og hopper. Når han hopper tilfører han liv til det sete. Fordi han giver liv til det sete, bliver hoppets proces til det at se.