78. Handlingen at betragte medfører en kollaps af mulighed,

der bliver til virkelighed

Eftersom elektronen er en partikel, hvordan så stedfæste elektronen? Eftersom den er en bølge, hvad er da bølgens bevægelseshastighed? Svaret på disse spørgsmål leder til den overraskende opdagelse at partikelbølgen kan være enten partikel eller bølge eller begge samtidigt. Men du kan ikke afgøre både stedet for og momentum, eller 'farten' af elektronen på én og samme tid, fordi selve den handling at betragte stedet for elektronens tilstedeværelse vil få den til at ændre sit momentum eller bevægelse, og omvendt; selve den handling at fastlægge elektronens bevægelseshastighed vil få den til at ændre sted! Dette fænomen er det videnskaben kender som 'Det Heisenbergske Usikkerheds Princip'.

Partikel bølgen er både partikel og bølge på samme tid, indtil det øjeblik nogen betragter den. Denne betragtende handling kan nu forbindes med Eksistensens ubegrundede happenings. Når vi observerer, observerer vi gennem vort eget sæt af indoktrinerede impulser eller det vi kalder 'engrammer', erindringsspor og konklusioner. Hvert enkelt individs måde at betragte eller observere på er farvet af hans eller hendes konditionering eller engrammer. Med hele den bagage som udgangspunkt ser han verden gennem farvede briller, han koger hele happeningen ned til noget, der passer til den oplevelse han i forvejen har af virkeligheden!

Hvad partikel-bølgen angår vil selve betragtningens handling altså kollapse den og gøre den til enten partikel eller bølge. Det giver os en meget dyb forståelse af at begge muligheder eksisterer side om side og at det er selve den observerende handling, der får begivenhederne til at rulle og ændrer det, der blot var mulighed, til at blive den ene eller den anden virkelighed.

Lad mig nævne et andet videnskabeligt eksperiment for atter at påvise hvordan selve den bedømmende handling forvrænger den smukke virkelighed. Du har måske hørt om det såkaldte dobbelt-spalte eksperiment med lyset.

I det eksperiment rettes en lysstråle mod en barriere, som har to vertikale slidser. På den anden side af barrieren er der en fotografisk plade som bruges til at optage lyset som det falder på pladen efter at have passeret gennem barrieren. Hvis blot den ene spalte eller slids er åben er resultatet på den fotografiske plade som man ville forvente det: det vil sige en enkelt stråle af lys på linje med slidsen. Hvis begge slidser er åbne ville vi forvente at der på pladen ville vise sig to lysstråler linjet op omkring de to åbninger, men det der faktisk viser sig er mange forskellige linjer af lys og mørke i forskellige grader. Det fænomen udgør det vi kalder interferens princippet, hvor lysstråler opfører sig som bølger, der leger sammen.

Se, hvis lysstrålens hastighed begrænses så meget, at den istedetfor at nå fotopladen som en stråle af lyspartikler eller fotoner, når pladen i form af individuelle fotoner, så burde der ikke opstå interferens og pladen burde derfor vise et lysmønster på linje med slidsen. Men, også i det tilfælde var resultatet interferens!

Hvordan er det muligt! Der er altså kun denne ene foton, hvad kan den interagere med… andet end med sig selv? Det konkluderedes at det enkelte foton ikke blot går gennem begge de to slidser, men også simultant tager samtlige mulige veje på sin rejse mod målet!

For at se, hvordan det kan ske, udførte man eksperimenter for at lokalisere det enkelte fotons veje. Men det der skete var at selve målingsprocessen på en eller anden led forstyrrede fotonernes veje. Hver gang man forsøgte at observere var der kun to klare lysstråler på linje med de to slidser! Hvis forskerne ikke gjorde forsøg på at måle, ville mønsteret igen blive til de mange linjer af lys og mørke i forskellige grader!

Selve den betragtende handling ændrer det mulige til specifik realitet.

Forstå, hvert foton bevæger sig simultant ad en række forskellige veje. Men når man prøver at måle de veje kollapser de og bliver til én enkelt vej! På samme måde vil selve vor anstrengelse for at fatte de uendelige rejsninger i Eksistensens ocean få det til at se ud som det vort begrænsede sind nu er i stand til at se.

Der var engang en student, der spurgte en Zenmester, 'Hvad er vejen?' Mesteren svarede, 'Hverdags livet er vejen.' Studenten spurgte, 'Kan man studere det?'

Mesteren sagde, 'Hvis du prøver at studere det vil du være langt væk fra det.' Studenten spurgte nu, 'Hvis ikke jeg studerer det nærmere, hvordan skal jeg så kunne vide, at det er vejen?'

Mesteren svarede, 'Vejen tilhører ikke det, som kan opfattes. Ej heller tilhører den det, som ikke kan sanses. Det opfattede er rent blændværk og ikke opfattelse er ufølsomt. Hvis du ønsker at finde den sande vej hinsides tvivl, må du placere dig selv i den samme frihed som himlen. Du kan så kalde det godt, eller ikke-godt.'