73. Uskyldens Genkomst Åbner Mange Livets Døre

Det lyder måske underligt at tale om uskyld efter at have snakket intensitet, men ifølge sagens sande natur kan du ikke være intens uden samtidig at være uskyldig eller fri af andre dagsordener, fri af bagtanker. Den uskyld jeg omtaler er muligvis ikke ensbetydende med den definition du vil kunne finde i dit eget leksikon. Det jeg taler om er barnets uskyld. Et barn er intens omkring alt, hvad det foretager sig. Voksne har mistet den magt, men den kan genvindes.

Hvad er Uskyld?

Uskyld er et rent indre rum, upåvirket af tanker eller erindringer. Lad det stå klart for dig, også selvom du måske ikke udtrykker dine følelser af vrede, begær og liderlighed, hvis de er derinde – tilstede – er du indtil videre ikke et helt og uskyldigt menneske. Socialt set er du måske acceptabel, men det er også det hele. På den anden side, hvis du giver udtryk for din vrede, grådighed og lyst, men intet reelt berører dit indre rum og du lever som et uskyldigt barn, så er det klart, at du er et rent væsen.

Du kan observere børn, når de bliver vrede. Børn er også grådige. De opbygger deres personlighed primært på grådighed. Det er grunden til at de er så opmærksomme på 'mit' og 'mine'. Prøv engang at tage legetøjet fra et barn. Han vil reagere som om det er selve hans liv du tager fra ham. Han vil skrige og råbe. Det er fordi hele hans personlighed er bygget op omkring 'mit' attituden. Børn har grådighed og vrede, ja men du kan alligevel ikke kalde dem urene. Det skyldes at hvad du end forbinder med det at være uren har reelt ingen indflydelse i deres indre rum. De kan sidde og lege med deres legetøj og efter et par timer kaste dem fra sig og gå deres vej. De slæber ikke rundt på tingene indeni. Deres indre rum er smukt og rent.

Uskyld står i direkte sammenhæng med det indre rum. Det er uden enhver forbindelse med yderverdenen. I Shiva Sutraerne giver Shiva os teknikker til at genvinde denne uskyld. Hvis du læser om Shivas liv, som det fremgår af de hinduistiske mytologiske fortællinger vil du ikke kunne få øje på nogen hverken social eller traditionel uskyld i ham. Men ikke desto mindre er hans uskyld ren og ultimativ. Stedet han bor eller måden han lever på står ikke i direkte forbindelse med hans renhed eller uskyld. Shiva bor på en begravelsesplads, hvor lig brændes og ånder og spøgelser omgiver ham.

Ordet Shiva er sanskrit og betyder 'formålsløs lykke' eller eng.: 'causeless auspiciousness'. Denne årsagsløse lykkens flod, energien der skaber lyksalighed hvorend han kommer hen, hvorend han opstår, fødes ud af hans uskyldige indre rum.

I vedisk tradition findes en række hellige skrifter benævnt Upanisaderne. Ordet upanishad er sanskrit og refererer til mesterens lære som den fortaltes til hans disciple, mens de sad sammen med ham. Der er 108 sådanne Upanisader. De udgør essensen af oplysningens videnskab overleveret af de store mestre fra vedisk tid. En af dem, Chandogya Upanishad* beskriver en smuk historie:

En dreng ved navn Satyakama går til en mester efter Oplysning. Mesteren giver ham firehundrede køer og siger, 'Tag disse køer. Gå og lev dit liv i skoven og tag dig af dem. Når de har mangfoldiggjort sig til tusind dyr kan du bringe dem tilbage til mig.'

Satyakama går ud i skoven og lever sammen med køerne, altimens han afventer at de skal vokse i antal. Det tager køerne mange år at vokse til tusind styk. I alle de år sidder han og snakker ikke med nogen, er bare med køerne. Snart har han endog glemt menneskenes sprog. I dyb tavshed uden at stå i forbindelse med et eneste menneskeligt væsen mister han langsomt sin yderverdensidentitet.

Da endelig tiden kommer og tusind køer er en realitet har han glemt at tælle. Han sidder blot afventende, med en smuk begejstret følelse.

Endelig kommer en ko over til ham og siger, 'Min herre, vi er nu blevet til ettusind. Vi kan gå tilbage til mester.'

Han svarer, 'Nå virkelig? Okay.'

Satyakama er i den syvende himmel. Han har glemt ruten tilbage. Køerne leder vejen. På vej hjemad instruerer alt lige fra dyr, fugle og selv den ild, han bruger til at lave sin mad, ham i Brahmans natur, den ultimative Sandhed.*

Da Satyakama kommer tilbage til sin mester, betragter mesteren ham og smiler. Han siger, 'Du ser så strålende ud, som kun den, der kender Sandheden ser ud, Satyakama. Hvem underviste dig?'

Satyakama fortæller ham hvordan han forstod Sandheden gennem dyrene og fuglene og opfordrer mesteren til at belære ham om Sandheden i sine egne ord.

Mesteren siger, 'Du kender allerede Sandheden,' og velsigner ham.

Historien beretter hvorledes Satyakama blot ved at være til og lytte til naturen, etableredes i Sandheden. Han blev Oplyst.

Den totale uskyld fører til Enlightenment.

*Chandogya Upanishad – en af de ældste og vigtigste Upanisader eller skrifter.

*Brahman – det Absolutte, Kosmisk Bevidsthed, det formløse aspekt af gud etc. – alt refererende til den universelle energi kilde af hvilken individets sjælsenergi udgør en holografisk part.

Satyakama beder mesteren om Oplysning og bliver sendt ud af vogte køer! Mange ville nok spørge, hvad har køer lige med Oplysning at gøre! Heldigvis for Satyakama var han ikke intellektuel. Heldigvis modtog han aldrig formel intellektuel uddannelse. Så han stillede aldrig det spørgsmål! Han var enkel, uskyldig og ydmyg, rede til at lade sig transformere. Han havde ingen logik at bruge.

Se, medmindre du dropper al logik, eller er grundigt træt af logik, er du ikke parat til transformationen. Logik kan ikke hjælpe dig til at forstå selv bare dit eget liv. Logik kan ikke åbne dit sind for dig. Så hvordan skulle logik kunne hjælpe dig til ændringer?

Folk spørger mig, 'Swamiji, hvorfor er du så meget imod logik?' Jeg er ikke imod logik. Jeg fortæller dig bare at al din lidelse stammer fra logik uden intelligens. Din logik skaber så megen politik indeni dig fra tidlig til silde.

Hvad er politik? Det er ikke andet end forskellige holdninger til det samme emne, ikke sandt? Betragt nu dit sind. Det siger en ting om morgenen og noget helt andet om samme emne – om aftenen. Det skaber dit sinds dilemma. Dit sind er i sig selv dilemma.

Folk siger at der i alle spirituelle organisationer er frygtelig meget politik. Jeg spørger dem, 'Hvad mener I?' Der er politik indei selve den person, der siger sådan! For at skabe politik er ikke engang to personer nødvendige. En person er mere end rigeligt. En eneste person med logik er nok efterdi han om morgenen vil hævde en ting og om aftenen påstå noget ganske andet! Og naturligt nok er kampen mellem dig og du selv politik! Har jeg ret? Så hvorfor erklærer du at selv åndelige organisationer er politiske?

Medmindre du er træt af logik er du ikke rede til transformationen.

Hvis du sætter de beslutninger du træffer om morgenen, og de afgørelser du gør om aftenen sammen foran dig vil du opdage en politiker, der sidder indeni dig!

Logik tillader dig ikke at være enkel og uskyldig. Den gør det svært for transformationen at ske. Logikken må sættes ud af spillet førend transformationen kan opstå. Kun hvor logikken ikke er, kan uskylden herske. Uskyld er rette omgivelse for transformations opståen.

I Satyakamas tilfælde var han til sit eget held ikke bidt af logikkens slange. Disciplen går til mesteren og søger oplysning og mesteren siger ham, 'alright, tag de her køer, gå ud i skoven og vogt dem til de er blevet til tusind. Så kom tilbage!'

Hvis dagens discipel var i den discipels sted ville han have sagt, 'Jeg tror mesteren er ude på at udnytte mig. Han vil have tusind køer, og derfor beder han mig om at gøre det stykke arbejde. Han udnytter mig og min arbejdskraft.' Uskyld står magtesløs overfor logikken! Det er grunden til at ingen moderne søgende modtager sådanne utrolige teknikker.

Forstå det ret, det her er ikke bare en historie. Det har en stor sandhed i ryggen. Med uskyldens renhed fulgte Satyakama blot hvad mesteren bad ham om. Ikke blot det, han mistede selve evnen til at tælle. Han var helt fortabt i ekstatisk glæde. Sindet holdt op med at fungere. Han brød sig ikke en døjt om eet eller totusind. Selve den uskyld, den accept forårsagede den største 'happening' i ham – Oplysningen! Når du accepterer fuldstændig er sindet unødvendigt. Sindet er kun nødvendigt når du lever i kamp, når du slås. Lige nu og her – acceptér dig selv i yderverdenen såvel som i inderverdenen. Du vil gå herfra og være Oplyst.

Igennem så mange år i komplet accept af mesterens ord var Satyakama bare til. Så selvfølgelig, hvad kunne ellers ske for ham end netop Oplysning?

Du overvejer måske, 'Hvordan kan simpel accept have så kæmpestor virkning?' Problemet er at vi tilegner os selv åndelig lærdom via den intellektuelles tilgang til tingene. Det er fra det intellektuelle rum vi spørger 'hvordan'. Intellekt spørger altid. Uskyld går straks i gang med at praktisere det mesteren siger. Det er forskellen.

Når du er helt aldeles åben og uskyldig er indvielsen oplysning. Blot et ord er nok til at oplyse. Shiva siger i Shiva Sutraerne*, 'Bare lyt mens mesteren udtrykker sandheden, og bliv oplyst!'

Hvordan kan blot og bar lytten føre til oplysning? Hvorfor skete det for Satyakama, når det ikke sker for os? For det første: han var uskyldig og derfor intelligent nok til at modtage mesterens instruktion. For det andet: han var modig nok til at leve med den. Han havde total tillid til mesteren. Uskyld og tillid går altid hånd i hånd.

Jeg beder dig ikke om at skaffe mig tusind køer. Nej! Jeg beder dig om at komme med samme holdning som Satyakama. Kom med samme uskyld. Du behøver ikke gøre nøjagtigt det samme som Satyakama. Men du må være som Satyakama. Hvis dit væsen er sådan; lige i det øjeblik kan transformationen ske. Lige i dette øjeblik kan transmissionen af lys ske.

Forbliv Tom

Ordet Upanisade betyder 'at sidde for mesterens fødder'. I gamle tiders Indien havde vi gurukul* traditionen af mester og disciple. Alle børn blev overgivet til en mester i syvårsalderen og de voksede op til meget helstøbte velcentrerede individer. Mestre er levende udtryk for de hellige skrifters sandheder. Deres tanker, ord og handlinger tager alle deres udgangspunkt i den ultimative Sandhed. Disciple absorberer den sandhed alene ved at leve i deres nærhed.

Swami Sri Yukteswar Giri*, en oplyst mester fra Indien siger, 'At sidde med mesteren er ikke blot at være i hans fysiske nærvær, men at lade ham leve i dit hjerte, være et med ham i princippet og tune dig selv til ham.' Det er hele upanisadens teknik. Mesteren er superbevidst energi. Når du tuner dig end efter ham, tuner du dig selv til den energi. Du kan kun tune via uskyld, åbenhed.

*Shiva Sutras – samling af Shivas lære i epigrammatisk form som teknikker. Inkluderer Vignana Bhairava Tantra, Guru Gita, Tiru Mandiram etc.

*Gurukul – vedisk uddannelses institution.

*Swami Sri Yukteswar Giri – mester for den oplyste mester Paramahamsa Yogananda.

Åbenhed er tomhed. Lad ikke lærdom fylde dig. Viden er blot et værktøj og ikke din substans. Afvis al lærdom som værende 'ikke det', 'ikke det'. Når jeg siger afvis mener jeg, stil dig ikke tilfreds med nogen mindre lærdom end den ultimative Sandhed. For hvis du slipper alt det, der konstant rejser sig i dig, har du ikke noget ego. Du bliver kastet tilbage på dig selv og det er der du vil finde den ultimative Sandhed. Det er da du vil være parat til at fyldes af Sandheden. Kun det kan få upanishad til at opstå.

Hvis du lægger mærke til det er børns øjne gerne fyldte med undren og friskhed hele tiden. De er så tomme indvendigt. De har ikke nogen mening om noget. De er rede til at modtage. Deres redebonhed udtrykkes i deres øjne. Har du nogensinde mødt en voksen med sådanne øjne? Øjnene mister deres glød som vi ældes, fordi vi sløves af det, vi tror vi ved. Lærdom sløver os. Vi ved måske en hel masse ting, men den viden bør ikke tynge os ned. Vi bør altid være tomme og åbne i ånden.

Hvis du bare betragter livet uden nogen meninger om det, uden at sætte beskrivende ord på, uden nogen forudfattede meninger, da vil du være som en tom tekop i hvilken den friskkogte the kan hældes. Du modtager fordi du intet holder, fordi du er tom. Så mister du aldrig din entusiasme. Du keder dig aldrig. Du er som et barn, uskyldig og frisk.

Der er så meget friskhed i uskyld. Uskyld gør et langsomt udfoldende mysterie af livet.

En ung pige skrev noget på et stykke papir. Hendes far spurgte hende, hvad det var.

Hun sagde, 'Jeg skriver et brev.' Han spurgte, 'Til hvem?' 'Til mig,' svarede hun. 'Hvad står der i brevet?' spurgte han.

Hun svarede, 'Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg har ikke afsendt det og jeg har ikke modtaget det endnu.'

Der er så meget friskhed i uskyldighed. Med uskyld bliver hvert øjeblik af livet et mysterie, der langsomt, naturligt, organisk lader sig udfolde. Det er sindet der lægger det i lænker og støber det i jern. Sindet vil altid have livet på sine betingelser. Uskyld omfavner livet på livets egne vilkår.

Hvis du leger gemmeleg med børn vil du se, at de gemmer sig samme sted igen og igen! Ikke kun én gang, men de fleste af gangene! Hvordan er det muligt? På grund af én ting: de bevæges af uskyld. De har ingen fastlåste idéer i hovedet. De følger kun deres hjerte. De har stor tillid til dig, så de gemmer sig bare hvor du også gemte dig, uden så meget som at formode at du vil kigge efter der! Det er skønheden.

Det ukendte kan kun kendes ved at overgive sig til det.

Uskyld er tillidsfuld. Uskyld bekymrer sig ikke for, om den vil blive udnyttet. Forskere indenfor nervesystemet har nu forklaringer på det fænomen. De siger at indtil fem-seksårs alderen ligger barnets hjernebølge mønster i theta og delta stadierne.Det er ekstremt indtryksmodtagelige sindstilstande hvori vi almindeligvis drømmer og sover. Det er stadier af ikke-identitet. Indtil tolvårsalderen siger de, at hjernebølgerne ligger i alpha området og stadig er

meget indtryksmodtagelige. Det er derfor børn tror på det meste af hvad de voksne siger til dem. I deres uskyld er de tillidsfulde.

Når du ser med tomme øjne vil alt du ser gå dybt ind og bevirke friske indsigter. Livet bliver et evigt rullende mysterium. Selve din spørgens natur ændres. Spørgsmålets natur afslører kvaliteten eller dybden af spørgerens uskyld.

Der er tre måder på hvilke et spørgsmål kan stilles: du kan spørge uskyldigt, eller for at demonstrere at du faktisk allerede kender svaret, eller for det tredje for at bekræfte det, du allerede mener at vide er korrekt. Når du spørger uskyldigt er du fuldstændig parat til at modtage svaret. Når du spørger udfra en viden og for at vigte dig, går du helt og holdent glip af svaret. Når du spørger for at blive bekræftet, har du modstand på svaret. Den fundamentale hemmelighed bag kunsten at lære og vide er at fungere i en uskyldig tilstand.

Problemet er at de der ikke er tomme, aldrig selv er klare over det. Du kan ikke sige til dem, at de er fulde. De vil hverken forstå eller acceptere. Men en uskyldig mand kan sige, 'På grund af min viden gik jeg glip af det. Jeg ved faktisk ikke. Men nu vil jeg vældig gerne vide.' Samme øjeblik den åbning er etableret kan du blive ved at lære nyt og blive klogere og klogere. Modstanden er væk og der er ren modtagelighed.

J.Krishnamurti*, den store filosof udtrykker det smukt, 'Kun når motivationen for indsamling af viden er fuldt forstået, vil lærdommen ikke binde dig.'

Hvad er så generelt motivationen bag viden? Ser du: nuet er et mirakel, der hele tiden opstår – nyt og friskt hvert øjeblik – Eksistensens evige mysterie. Vi forsøger at indfange det med lærdommens net. Det er motivationen bag viden. Men det kan aldrig ske! Det ukendte kan aldrig indfanges af det kendte. Det ukendte kan kun kendes ved at man hengiver sig til det. Den overgivelse er det vi kalder intelligens! Intelligens erkender nuets hemmelighedsfuldhed og overgiver sig glad til det. Den glæde er uskyldens glæde.

Viden derimod, fornægter nuets mysterie. Den forsøger at forvisse sig om nuet i tide og i utide, men nuet kan man aldrig forvisse sig om eller være sikker på. Så du bliver ved med at være i en tilstand af 'frygt for det ukendte'. Det er netop gennem processen med at ville kende nuet inden det opstår, at angsten for det ukendte slår rod. Ellers ville du ikke opleve angst. Du vil være helt med på at nuet er den største gåde.

*J. Krishnamurti – berømmet indisk filosof.

Via viden forsøger du på en eller anden måde at undslippe øjeblikkets 'ikke – viden' natur. For egoet er det ikke at vide ensbetydende med ikke at være noget. Det kan ikke holde ud at være ingenting. Men uskyld er at være ingenting og nyde nuet! Nuet er en uåbnet gave. Men viden fratager det hele sin spænding. Når viden forstår at Selvets veje er uransagelige, står den ikke længere i vejen for den ultimative Viden. Så opfører den sig som et funktionelt værktøj, der kan benyttes ved rette lejlighed, og som ikke er til hinder for at omfavne livets hemmeligheder.

Når først viden har slået rod og blevet fast i skorpen i det indre rum, er der ikke længere plads til at opleve. Der er kun mulighed for gentagelse af den viden. Alting bliver et spejlbillede på enten fortidig erfaret viden eller noget allerede konkluderet. Fremtiden bliver en repetition af fortidens mønstre og oplevelser. Du kender allerede blomstens duft. Du kender allerede lyden af bølgernes slag.

Eksistensen er ikke en fortsættelse af noget som helst. Den er frisk hvert øjeblik. Så det er umuligt at vide noget. Hvad ved du måske om hvad der vil ske det næste sekund? Hvis det forstås klart er det nemt at slippe al sin 'viden'. Så er der kun visdom og visdom er uskyldig intelligens. Det tillader oplevelsen at opstå uden at lade viden stå i vejen. Da vil Selvets store opdagelser og opdagelsen af alt det, der er rundt om Selvet, såvel som de mysterier der binder begge sammen, fødes.

Aktivitet udmatter, mens handling giver energi og inspiration.

J. Krishnamurti siger så sandt, at specifikke anskuelser og overbevisninger per definition udelukker så mange muligheder og tvinger dig ind i én bestemt aktivitet. Siden sindet konstant er på udkig efter aktivitet følger du dine overbevisninger. Vi baserer hele vores liv på vore overbevisninger. Derfor er vi indsyltede i aktivitet, men ikke i handling. Aktivitet har behov for idelig opmuntring gennem overbevisningerne. Aktivitet kan ikke tillade sig at stoppe op. Hvis det stopper falder sindet ned i depression. Handling sker når og hvis den er nødvendig og stopper så. Aktivitet opstår ud af en overbevisning.

Handling sker med forståelse. Aktivitet skaber udmattelse, mens handling giver energi og inspiration. Det du har behov for er handling, ikke aktivitet.

Bare indse at tro er ikke andet end din egen opfattelse af noget, men ikke nødvendigvis sandheden. Fire forskellige mennesker kan ende med at nå til fire helt forskellige konklusioner på en oplevelse de alle fire gennemgik samtidigt. Der er ingen absolut realitet eller sandhed, når det handler om tro. Det er intet andet end en individuel opfattelse. Men uskylden holder opfattelsesevnen åben. Det er det der er så smukt. Det konkluderer ikke og lukker herefter dørene overfor noget som helst.

Alting kan opfattes på talløse måder. Ikke at holde fast i én bestemt opfattelse eller oversættelse er essensen af det at være uskyldig. Så holdes ånden levende.

Forstå med Uskyld

Når du er uskyldig nyder du bare øjeblikket. Hvis du lægger mærke til uskyldige folk virker det gerne som om de ikke har noget videre vigtigt formål. De vil bare svælge i nuet med en formålsløshed, en enkelhed. Uskylden griber dagen, mens viden går glip af den. Viden kender kun til formål, mens uskylden kender formålsløshedens skønhed.

Uskylden kender formålsløshedens skønhed.

Først når du sætter al din lærdom til side vil du være parat til at gribe nuet og Sandheden. Nuet bærer Sandheden. Problemet er at dagens uddannelse kun lærer børnene viden og hvordan de bliver kloge. Den uddanner ikke i uskyld. Hvor finder man et universitet der har 'At være uskyldig' på skemaet?

Der er et enormt pres for at skulle være klog i vore dage. Børn mister deres uskyld via indoktrineringen, der påtvinges dem i 'klogskabens' navn. Hen ad vejen - ligesom med denne lille dreng – bliver uskylden misbrugt som klogskabens skalkeskjul!

En far introducerede stolt for første gang sin søn til sine kolleger.

Alle kollegerne stod rundt om drengen og faderen sagde, 'Søn, tag og fortæl dem hvor mange år du er.'

Barnet svarede prompte, 'Derhjemme er jeg syv, men når jeg er med bussen er jeg kun fem.'

Sådan opdrages børn nu om dage. De optrænes til at se altings nytteværdi. Uddannelse evaluerer dig med baggrund i din nytteværdi. Men du er ikke din nytteværdi. Du er dit væsen, din væren. Væsenet kan aldrig vurderes. Kun sindet kan vurderes og sindet selv er ren myte! Samfundet skaber en myte, dit sind, og holder det op som målestok, og vurderer dig udfra det. Det er grunden til at lærdom er så populært i vore dage.

En lille historie:

Fire venner levede i en by. De tilbragte rigtig meget tid sammen. De tre var fulde af lærdom. Den fjerde var ikke så lærd, til gengæld var han viis.

En skønne dag besluttede de sig for at rejse udenlands og imponere menneskene med deres viden og tjene nogen penge.

Den fjerde ven havde ikke rigtig noget at prale med, men tilbød at følge med de andre.

Den første ven sagde, 'Du ved ikke så meget. Hvis du kommer med os, bliver vi nødt til at dele vores penge med dig.'

Den anden ven sagde, 'Ja, det er også sandt. Det er bedre hvis du bliver her.'

Den tredje ven var mere venligt anlagt. Han sagde, 'Vi er vokset sammen i alle de her år. Det er forkert af os at sige han skal blive tilbage. Lad ham dog komme med.'

Så firkløveret påbegyndte rejsen.

De passerede gennem tæt skov. De så mange vilde dyr og havde mange spændende oplevelser. Så en dag stod de overfor en bunke dyreknogler.

En af dem sagde, 'Jeg synes det her er alletiders chance for at vi kan vise hvad vores viden duer til. Lad os bringe dyret her tilbage til livet.'

De to andre venner indvilligede, men den fjerde sagde, 'Jeg fornemmer at disse knogler stammer fra et meget stort dyr, så det ville være forkert at forsøge sådan noget.'

De andre tre lo af ham og kaldte ham en kujon. De sagde, 'Hvis du var ligeså klog som vi er, ville du ikke være bange for den slags. Ti du bare stille og se på os.'

De tre fortsatte med deres eksperiment.

En af dem arrangerede knoglerne så det kom til at se ud som et rigtigt dyr. Så chantede han nogle vers, spøjtede helligt vand på og en, to, tre antog knoglerne form af et skelet. De var ret imponerede af deres egen viden.

Nu kom den anden frem på scenen, chantede endnu et par vers og sprøjtede lidt mere vand på. Vupti dækkedes skelettet af muskler, kød, blod og en pelsdragt. Det var en løve og den manglede nu kun at bringes til live.

Vennerne var vildt imponerede over sig selv.

Den tredje ven kom nu frem og sagde at han ville indgyde liv i dyret.

Den fjerde ven kom med endnu en advarsel, men de grinede bare ad ham. Så kravlede han stille og roligt op i et træ og satte sig til at afvente begivenhedernes gang.

Den tredje ven bragte nu liv i løvens krop og løven blev levende.

Løven udstødte et brøl og begyndte at gå hen imod dem. De så sig omkring for at finde den fjerde ven. Han sad højt oppe i træet og betragtede det hele.

Løven gjorde hurtigt kål på dem.

Viden er et værktøj. Det leder ikke nødvendigvis til intelligens. Det er bare et værktøj. Så længe vi bruger det som et kraftigt redskab når nødvendigheden byder, er alt godt. Det kan udvirke forbløffende ting. Der, hvor vi fejler, er at vi giver hele vores liv i klogskabens vold. På den anden side leder uskyld direkte til ren intelligens.

Uskyld opfatter dimensioner som klogskaben helt går glip af. Uskyld har måske ikke alle faktaene på det rene, men den er helt med på Sandhederne. Klogskab går for højt op i fakta. Når klogskab kombineres med uskyld bliver det en sjælden cocktail af intelligens og uskyld. At sætte sin viden til side for uskyldens skyld er intelligens. Jeg mener ikke at du behøver holde op med at forny din viden. Bare indse at viden ikke er substitut for uskyld.

Hvis du betragter landsbyens uuddannede folk vil du se, at de udviser ren intelligens! Derfor vil du nemt kunne opleve at når du selv sidder fast, springer

en landsbyboer til, og nemt og ligetil hjælper han dig ud af kniben. Uskyldens intelligens besidder den evne.

I dag arbejder alle universiteter på at skærpe individets intellektuelle kapacitet. De lærer os hvordan vi kan blive nyttige samfundsborgere, produktive, effektive. Der er ikke per definition noget galt med at være produktiv og effektiv, men under den proces glemmer vi desværre vor uskyld og modtagelighed. Vi glemmer hvordan vi åbner os for Kosmos, for Eksistensen. Vi glemmer at bevæge os synkront med kosmos, at være produktive i henhold til den kosmiske plan, som netop er al produktivitets kilde. Det sker fordi vi er fanget i 'gøren' og 'ejen', vi har glemt 'væren'.

Der er tre væsentlige tilstande: væren, gøren og besidden/haven. Lige nu går vi fra gøren til besidden. Vi 'gør' hele tiden ting. Vi lærer og lader derefter det vi har lært, komme os til nytte. Så 'har' vi hvad vi ønsker, om det nu er penge, forhold, luksus eller whatever. Så vil vi have noget der er lidt bedre eller flere af det samme, og så kører vi videre med vores gøren. Vi befinder os hele tiden mellem gøren og besidden/haven. I processen tabes 'væren' på gulvet. Ægte afslapning findes kun i tilstanden af at være. Det er grunden til at vi, uanset vor meget vi har fået gjort og fået opnået, stadigvæk er på jagt, søgende efter den sande ro. Den følelse, den søgen er 'væsenets, sjælens kald'.

Hvis vi nærer vort væsen og bringer al vor gøren til at opstå udfra en indre væren, vil vi ikke længere skulle anstrenge os så meget for vor besidden, vor haven. Det vil opstå som et biprodukt. Det er Eksistensens søde hemmelighed. Men det opfatter universiteterne ikke som noget, der er nyttigt for samfundet. Det er hele problemet. Men rent faktisk er det det, der udgør den sande nytte såvel for individet som for samfundet og for hele kosmos. Vi bør altid holde os helheden for øje.

I forne tiders store indiske universiteter som Takshila* og Nalanda* foregik studenternes uddannelse altid på værens niveau. Viden om den ydre verden skete bare som en naturlig konsekvens. Indien har altid holdt fokus på at nære det indre væsen, den rene værens uskyld, fordi det er eneste vej til et stærkt individ. Når væsenet er stærkt kan alt lade sig gøre.

Paramahamsa Yogananda* beskriver smukt den åndelige kundskabs sigte. Han siger, der er trillioner af celler i kroppen. Hver enkelt celle er som et intelligent væsen – i sin egen ret. Hver celle indeholder DNA* substans i hvilken den har information og intelligens nok til deraf at udvikle en helt ny

krop og hjerne. Denne sovende intelligens skal vi have vækket, så sindet ikke længere konstant havner i lidelsen, men vil hvile i lyksalighed.

Han siger videre, at spirituel uddannelse er at magnetisere cellerne ved at sende livskraft rundt om og igennem hjerne og rygrad og derved sikre individets åndelige udvikling. Ved hjælp af denne guddommelige magnetisme bliver hver celle en levende hjerne, åben for at modtage al viden. Med disse opvågnede hjerner forøges individets mentale kapacitet drastisk og al slags viden vil herefter kunne indlæres med legende lethed! Det er den spirituelle videns force.

Alexander, Grækenlands kejser, havde erobret tre fjerdedele af verden og var nu på rejse ned til Asien for også at underlægge sig det område. Han slog sig ned for bredden af floden Sindhu med tanke på at ville erobre Indien.

Ved selvsamme flods bredder levede dengang en eneboer.

Idet Alexander og hans hær passerede forbi var eneboeren netop i færd med at meditere og rejste sig ikke for at hilse ham.

*Takshila – videncenter som nævnes i de hinduistiske fortællinger Ramayana og Mahabharata – i dag af UN erklæret for verdens eje, fredet, beliggende i nordøstlige Pakistan.

*Nalanda – stort buddhistisk videncenter i vore dages Bihar; består af universitet og bibliotek.

*Paramahamsa Yogananda – oplyst mester, berømt for sin bog 'En Yogis Selvbiografi'. Han grundlagde 'Self Realization Fellowship' bevægelsen i USA i 1920.

*DNA – deoxyribonucleic syre, alle levende væseners bygesten, indeholder vore genetiske koder.

Alexander følte sig ydmyget og råbte ad ham, 'Hvad bilder du dig ind ikke at gøre honnør for mig!' Og han trak sit sværd for at kappe hovedet af ham.

Eneboeren så på ham og lo.

Alexander var chokeret. Han spurgte, 'Jeg skal til at dræbe dig og så griner du bare?'

Eneboeren sagde, 'Jeg undrer mig over, hvad det er du prøver at slå ihjel! Mig kan intet dræbe. Jeg er udødelig, evig og uforgængelig. Våben kan ikke skære,

ild ikke brænde, vand ikke fugte og vind ej tørre denne sjæl.' Han citerede fra Bhagavad Gita.

Alexander slap sværdet og gjorde honnør for eneboeren med ordene, 'Indien har i sandhed fostret store folk som står frygtløse i mødet med døden. Jeg bukker mig ydmygst for dette store land.' Han trak sig tilbage fra Indiens jord klogere end han var kommet.

Gamle dages universiteter skabte mulighederne for at den højeste viden og selvtillid kunne blomstre i individet, mens de på samme tid opretholdt den enkeltes uskyld. Således opnåede hver student den viises kvaliteter. En vismand besidder al viden om yderverdenens fænomener og den rene skinbarlige uskyld i sit indre rum.

Det står enhver frit for at læse og læse og underholde sig selv. Hvis hans intention blot er at læse nogle bøger kan det være udmærket underholdning, men det er ikke Oplysning. Underholdning og Oplysning er to forskellige ting. Bare fordi han har ladet sig underholde af et par gode bøger, er det ikke ensbetydende med, at han nu er Oplyst. De bøger der hjælper dig til at skærpe intellektet giver dig følelsen af at vide. Det er lige der problemet opstår.

Og en ting til: det nytter ikke bare at skyde skylden på de moderne tider. Lord Krishna siger, 'Jeg er Tiden.' Når Krishna siger sådan, må du deraf forstå, at vore moderne tider også er udtryk for det guddommeliges leg. Mennesket bør se den moderne civilisation i dets rette lys og ikke opfatte det som en – sølle – eller bedre – erstatning for ældre tiders vækstfundament.

Vær Sårbar

Når du er uskyldig er du sårbar for alt hvad Eksistensen ønsker at lære dig! Er du lukket skaber du en mur omkring dig. Muren tillader hverken den friske vind at komme ind og røre dit væsen eller dig selv at træde udenfor og nyde den kølige brise. Sårbarhed er at bryde muren ned og invitere den kølige brise til at berøre selve dit inderste væsen hver gang den blæser.

Sårbarhed er at tillade alt at berøre dit indre. Det samlede kosmos vil komme til dig når du er sårbar.

Sårbarhed er ikke svaghed. Det vil ikke være farligt for dig at nedbryde muren. Væggen var i sig selv bygget ud af en dyb frygt for at udstille din virkelighed. Din virkelighed er din sårbarhed, og du er hunderæd for at stille den til skue for hele kosmos. Du ved godt inderst inde, at hvis du slipper og åbner helt vil du blive skyllet væk af uskyldighedens bølge. Så du lukker dig godt og grundigt til. Men det er klaustrofobisk at være derinde, for det er den samme luft, der hele tiden cirkulerer. Du oplever de samme mønstre sindet allerede kender. Så hvad nytte er muren til? Når muren er brudt ned, vil du se at du ikke mister noget ved det. Men du opnår livets friskhed.

Når du siger 'ja', begynder din energi at flyde i en ny retning.

To astrologer mødtes på gaden en smuk efterårsdag. Den ene kommenterede, 'Skønt efterår. Det er aldrig set før.'

Den anden svarede, 'Sandt nok. Det minder mig om efteråret 2070.'

Er du sårbar oplever du alting på værens niveau. Ellers bliver det til noget du oplever genem hovedet. Væsenet er digt, hovedet er prosa. Livet er digt.

En nat fandt en kone sin mand stående over babyens vugge.

Som han stod og betragtede barnet antog hans ansigt allehånde forskellige følelser fra vantro over ærefrygt, skepsis, tvivl til forbløf else og hvad ved ikke jeg.

Hun gik langsomt op til ham, lagde armen om ham og sagde, 'Sig mig hvad du tænker på.'

Manden svarede, 'Det er utroligt. Jeg kan ikke forestille mig hvordan nogen har kunnet fremstille sådan en vugge for kun 45 dollars!'

Gennem hovedet kan du ikke være sårbar! Og er du ikke modtagelig sidder du bag dit hus lukkede mure. Livet er endnu ikke begyndt. Livet sker i og med sårbarheden.

Med sårbarhed er din vej til sandheden glædesfyldt, hvert øjeblik en direkte samtale med Eksistensen. Eksistensen kan give fordi du er åben for at modtage! Eksistensen har sin egen etik. Oplyste mestre har deres egen moral. Når der er åben modtagelighed kan de regne deres velsignelse ned over dig. Når der er en mur bliver det straks sværere. Deres etik tillader dem ikke at trænge igennem. Så de afventer murens nedbrydning.

Når du bliver sårbar er det et 'ja' til Eksistensen. Eksistensen er det største mysterie og den evige lærer. Når du siger ja til den begynder din energi at bevæge sig i en ny retning. Den kører fra hovedet og til hjertet og du begynder at modtage læren fra dit væsens kerne. Hvad du end tidligere har sagt 'nej' til vil gradvis blive et ja. Da vil du opdage at verden er et meget anderledes sted, end du havde gået og troet.

Folk spørger mig hvordan de skal 'være' i mit nærvær. Bare vær totalt sårbar og uskyldig. Med åbenhed kan du modtage sandheden direkte ind i dit væsen. Mesteren er et rent udtryk for Eksistensen. Ved at tillade ham tillader du Eksistensen at gå ind i dig. Når Eksistensen går ind efterlader det et aftryk af sandheden i dit indre. Med hver darshan eller berøring af mesteren bliver det aftryk lidt dybere. Det aftryk er stærkere end nogen lære han vil kunne give dig.

En mester kan ikke lære dig spiritualitet, men du kan tage det til dig ved at være åben og tillidsfuld overfor ham. Åndelighed har intet med ord at gøre. Det er en oplevelse. Du har brug for at absorbere den ved at holde øje med mesterens kropssprog, ved at indsnuse lugten af oplysning, der står ud fra ham. Du kan fange den, hvis du er opmærksom.

Når du er sårbar står hele dit reaktionssystem åbent. Du har ikke travlt med at stille dine spørgsmål. Du giver plads til at Eksistensens intelligens kan arbejde gennem dig.

Blot at udtrykke med sårbarhed er at være fri som fuglen, ubekymret om fortid eller fremtid, blot være til. Det er det Zen mestrene lærte deres disciple.

Tillidsfuld Overgivelse

Dybfølt tillid leder til overgivelse. Overgivelse er hjertets enkelhed. Det er forståelsen at du ikke behøver beslutte Sandheden, bare lev den, følg den. Når du vågner op til Sandhedens intense tilstedeværelse, sker overgivelsen.

Hvis du lægger mærke til din yndlingshund vil du kunne se, at selvom du måske snyder ham engang imellem, kommer han altid tilbage til dig med fuld tillid. Hans tillid er absolut og uskyldig. Tilliden er formålsløs. Han har ingen spørgsmål, så der er ikke behov for svar. Han ser ikke tings nytteværdi. Han er blot til som en åben bog, det er det hele.

To guldfisk svømmede rundt i et akvarium. Den ene spurgte den anden, 'Tror du på Gud?'

Den anden svarede, 'Ja selvfølgelig da. Hvem tror du ellers skifter vores vand hver dag?'

Det er kun uskyld der er i stand til at tage det spring ind i tillidsfuld overgivelse. Viden ser på en eller anden måde altid formålet, nytteværdien af alting. Den søger en grund til det hele. Overgivelse og grund udelukker hinanden. Overgivelse handler om tillid. Overgivelse sker kun udfra en uskyld, fordi tillid er uskyldens frugt.

Kun uskyld er i stand til at foretage springet ind i tillidsfuld

overgivelse.

Uskylden bærer dyb afspænding med sig. Uskyldens intelligens er frisk og dens viden opstår på et helt andet plan. På det plan eksisterer ingen bekymring om resultater, blot handlen drevet af ren energi. Og energi er intelligens. Tillid betyder ikke ikke-handlen. Det betyder at fortsætte med at være aktiv, men på intelligent vis fremfor med intellektet som chef. Det er at have tillid i tanken og intelligens i handling.

En discipel kom ridende på sin kamel til en Sufi mesters telt. Han lod sig glide ned fra kamelen, gik ind i mesterens telt, bukkede dybt og sagde, 'Mester, så stor er min tillid til gud, at jeg har ladet min kamel stå ubundet udenfor, overbevist om at gud nok skal sørge for at beskytte den persons interesser, der elsker ham.'

Mesteren skreg, 'Gå ud og bind din kamel dit fjols! Gud kan virkelig ikke tage sig tid til at gøre det arbejde for dig, som du nemt kunne udføre selv!'

Tillid er en holdningssag. Tillidsfuldhed er selve livets essens. Det leder til uskyld, overgivelse, afslapning og lyksalighed. Hvis den vej følges med fuld forståelse er der intet at miste ved at følge den. Indtil da er du kun på vej til at udvikle den.

Oplyste mestre er etablerede i viden om at intet er umuligt i Eksistensens rum. De er tillidens levende udtryk. Deres lyksalighed er udtryk derfor. De har

adgang til al verdens lærdom, men er dog fuldkommen uskyldige. De ved deres viden er Eksistensens viden. Deres viden er ikke viden, men en flydende oplevelse af nuets sandhed.

Vi er skam også lærde.Men problemt er at vi bilder os ind at vor viden er den eneste sande og al anden viden er forkert. Forstå: den ultimative viden er identisk for alle. Alt derimellem er bare en samling lånte idéer. Hvis det indses klart vil overgivelsen ske og vi vil slippe kundskabens byrde og blive uskyldige.

Hvordan begynde at fatte, at vi intet fatter? Den rene klarhed om at vi ikke ved, er nok. Bare mediter på Eksistensen, al lærdoms kilde. Vær i en bedende og hengiven stemning overfor den hele tiden. Vær fast i din overgivelse til Eksistensens viden. Du vil komme til at se miraklerne opstå rundt om dig.

Der er en historie om Hanuman*, abeguden, som ifølge hinduistisk mytologi var en hengiven tilhænger af Lord Rama*.

Hanuman blev engang spurgt hvilken dag på måneden det var.

Han svarede, 'Jeg ved ingenting om dagen på måneden eller stjernernes positioner. Jeg tænker kun på Rama.'

Når du er etableret i Sandhedens under, bliver du så uskyldig, at selve dit liv bliver meditativt og mirakuløst. Det var Hanuman, der krydsede havet mellem Indien og Sri Lanka i blot eet eneste spring ved at chante Ramas navn. Rama selv var skam nødt til at bygge en bro for at komme over med sin hær! Sådan er den uskyldsrene hengivelses magt, som overgiver sig helt til Eksistensen i alle dens former.

En ting til: når du er tillidsfuld og overgivende bliver det svært at snyde dig. Uskyldig tillid er altid et værn mod svig. Det udstråler den type energi.

Der var en stor Sufi helgen ved navn Habib Ajami. Han kom for at bade i floden en dag og lod sin frakke ligge på strandbredden uden opsyn.

En mand kom forbi i det samme og så frakken. Idet han tænkte nogen havde efterladt den der uden at tænke sig om og at den skulle beskyttes, besluttede han at stille sig op og passe på den indtil rette ejermand dukkede op.

Habib kom tilbage og ledte efter sin frakke. Manden spurgte ham, 'I hvis opsyn efterlod du frakken da du gik ud for at bade? Den kunne lige så vel være blevet stjålet!'

Habib svarede, 'Jeg efterlod den i Hans opsyn, som gav dig jobbet at passe på den!'

*Hanuman – abeguden hinduerne tilbeder og hengiven discipel af Rama.

*Rama – Prins af Ayodhyas kongerige nævnt i den indiske episke fortælling Ramayana.

Når tillid opstår med fuld forståelse er der intet at miste. Tillidens kvalitet er dens sande essens. Jeg fortæller altid mine disciple om de munke jeg har mødt i Himalaya i løbet af mine åndelige vandringsdage. Munkene kommer til Himalaya for at meditere efterladende sig alt og alle. Men der slås de over deres små vandpotter! Objektet for deres besidderiskhed har ændret sig, det er det hele! Forstå det ret. Når du er tillidsfuld vil alle materielle ting forekomme dig at høre Eksistensen til. Selve besidderiskhedens attitude forsvinder derved. Da kan sindet slappe af. Det er afspændingens rum.

I året 2004 var vi en lille gruppe, der tog til Himalaya. Du burde besøge Himalaya i det mindste én gang i løbet af dit liv. Vi tog op til Gaumukh, som er udspring for den hellige Ganges flod. Trekket foregår til æsel og tager stive fem timer hver vej. Stien er blot fire fod (godt en meter) bred. Hvis du mister balancen styrter du direkte ned i den brusende Ganga flod nedenfor! Da først vi nåede Gaumukh tilbragte vi noget tid der, og derefter gik gruppen ned igen, mens jeg blev deroppe sammen med nogle enkelte disciple.

Gruppen som vendte tilbage lagde ud ved solnedgangstid. Jeg sagde de ikke skulle bekymre sig og at Eksistensen ville tage hånd om dem. I kulsort mørke og uden at vide hvorvidt deres æsler fulgte den slagne sti eller var på vej i afgrunden, nåede hele gruppen faktisk helskindet tilbage til dalen. Næste dag spurgte jeg dem, hvordan den oplevelse havde været. En af dem sagde, 'Swamiji, vi oplevede hvad blind tro vil sige!' Hvis de tillidsfulde øjeblikke kunne forlænges kunne de blive selve dit livs essens. Så kunne du blot handle og lade Eksistensen om resultatet.

En anden vigtig ting er at uden uskyld, ingen intimitet. Fortrolighed er selve Eksistensens sprog. Sindet kender ikke til intimitet, ved ikke hvad fortrolighed vil sige. Kun væsenet kender det. Med fortrolighed er der åbenhed og du kan sige og gøre alt det, du føler ærligt og oprigtigt for. Der vil være autencitet bag dine ord og i dine handlinger. Du vil udstråle en energi, der ansporer andre til også at være uskyldige og åbne. Da vil Eksistensens sande skønhed åbenbares.

Uden uskyld ingen fortrolighed.

Spiritualitet – Vejen til Uskyldig Ærbødighed

Der er et berømt ord, 'Hvis du er bekymret, har du nok glemt at bede. Hvis du har bedt, så er der da ikke noget at bekymre sig om.'

Spiritualitetens vej er den lige vej til at slippe al bekymring og være fri. Det er en enorm lettelse for det moderne menneske. Det er en bevist videnskab. I vore dages samfund med hovedfokus på videnskab og viden er behovet for medfølende og straks at tage sig af vort indre væsens behov så meget desto større. Åndelighed er vejen. Spiritualitet genopretter kosmos i dets ukrænkelige vidtfavnende mysterie. Det minder mennesket om, at hun ikke er den største skabning på planeten. Det minder hende om den mægtige power den Eksistentielle Energi er, som gennemstrømmer det ganske univers. Det skaber ikke-viden og uskyldig hengivelse i sindet.

Spiritualitet er ikke et ritual. Det er videnskaben om at smelte organisk sammen med Eksistensen. Siden tidernes morgen er det første samtlige verdens religioner har foretaget sig, at skabe rum for det guddommeliges nedkomst til jorden for at indgå som en del af livet. Et tempel er et rum beregnet til at genforbinde sig med den kosmiske energi.

*Gaumukh – Ganges flodens udspring.

Det var samtlige verdensreligioners kerne formål. Og når den forbindelse blev dybere opstod den som et saligt rum inde i én selv. Religion var et klart springbræt til spiritualitet.

Når mennesket udelukkende koncentrerer sig om den ydre videnskab bliver han for 'klog', for vidende, fordi alle hans opfindelser og opdagelser synes udelukkende at skyldes hans egen indsats. Alt virker som om det falder inden for rammerne af hans intellekt. Åndelighed derimod holder liv i kosmos' hemmelighedsfuldhed. Den skaber ydmyg ærbødighed overfor en livskraft, der er så langt mægtigere end intellektet. Det er grunden til at åndelighed har magten til at genoprette uskylden.

Der er et påtrængende behov for at erkende den kosmiske krafts ærefrygtindgydende storhed og få sat intellektet lidt i relief. Med den ærbødighed vil opstå en frisk intelligens, der ser den kosmiske bevidsthed som al handlings sande kerne. Da vil mennesket ikke længere være bange for det ufatteligt uendelig rum. Han vil bare lade sig tune ind i dyb hengivenhed, kærlighed og begejstring.

Indiens største helgener havde magten til at formå kosmos til at besvare dem, reagere på deres vilje og opnåede deres magt ad åndelighedens vej.

Der var en mand ved navn Muruganar som var brændende tilhænger af Shiva. Hver evige eneste dag ville han først tage sig et dejligt bad i flodens kølige vand, derefter samlede han blomster fra træ, mark og eng og lavede guirlander til at hænge om halsen på Shiva guddommen henne i templet.

Han vandrede dagligt til templet med den yderste varsomhed idet han passede på at guirlandernes blomster ikke blev det mindste forstyrrede! Efter at have ofret dem til guddommen ville han sidde og chante hellige vers i mange timer.

Det siges at han opnåede Enlightenment; han blev Oplyst blot ved hjælp af denne enkle og uskyldige tilbedelse.

I dag tilbedes han som én af de 63 helgener benævnt Nayanmars*, som opnåede deres oplysning gennem uskyldig tilbedelse af gud.

De, der skyr åndeligheden har endnu ikke smagt dens transformerende sødme. Det er de, der tror åndelighed er tung alvor. Nej! Gud er altid salighedens legemliggørelse, så hvordan skulle spiritualitet kunne være gravalvorligt? Mennesket har gjort den til en kedsommelig og alvorsfuld affære ved at reducere den til verdslige ritualer.

Vore mestre har endog specificeret tidspunkterne på hvilke det er bedst at forbinde sig med vort væsens dybere lag v.hj.a. bønnen. De har sagt det er godt at bede tidligt om morgenen. Hvad er baggrunden for det? Intellektet har fået sig en god hvile i løbet af natten og er endnu ikke vågnet fuldt op til dåd om morgenen. Når åndelighed praktiseres på det tidspunkt påvirkes sindet desto stærkere. Slaget føres og indtrykket gøres mens sindet endnu er frisk og uskyldigt, mens det endnu ikke har indledt sin daglige affære med intellektet. Det er ikke for ingenting de store mestre har givet os åndelighedens gave. Når først hensigten er forstået bliver det nemt at genvinde sin uskyld og tillid ad spiritualitetens vej.

*Nayanmars – tamilske helgener, disciple af den oplyste mester Shiva, 63 i alt, hvis livshistorier fortælles i bogen Periya Puranam.

En lille historie:

En aften på vej hjem fra markedet opdager en bonde, at han ikke har sin bønnebog med sig. Hestevognens hjul rullede af midt inde i skoven og nu sidder han der og er ked af det fordi dagen går på hæld og han har ikke fået sagt sine bønner.

Så han opfandt en bøn til gud. Han sagde højt, 'Åh du min gud, jeg har gjort noget rigtig fjollet i dag. Jeg fik ikke mine bønnebøger med hjemmefra i morges. Så nu sidder jeg her og min erindring er så elendig, at jeg ikke kan huske et eneste vers udenad. Så her er min plan: Jeg vil sige hele alfabetet højt for dig fem gange; meget langsomt - og du, som jo kender alle verdens bønner, vil du så ikke være sød og selv sætte bogstaverne sammen til de vers, jeg ikke er i stand til at huske.'

Og gud sagde den dag til sine engle, 'Af alle de bønner jeg har måttet lægge øre til i dag er denne dog den bedste, for den kommer fra et rent uskyldigt hjerte.'

Spiritualitet er en åbning hvorigennem uskyld kan udtrykkes i sin reneste form. Uskyldighed er i sig selv en ofring til gud. Uskyld er i sig selv den største bøn til gud.

Religion er ikke en tro i sig selv, som det påstås. Hver religion er resultatet af den dybe spirituelle oplevelse den mester, der grundlagde religionen, har haft. Hvad de end oplevede, gav de i religionens form til mennekeheden, og ved hjælp af hvilken menneskeheden kan opnå samme oplevelse. Der var ingen andre bagtanker med den. Hvis det forstås vil enhver perso kunne praktisere enhver religion. Det er skønheden ved alle oprindelige religioner.

Det samme gør sig gældende når du lever i en mesters nærhed. Vær i en stemning af uskyldig åben hengivelse. Når du er uskyldig og from, gennemtrænger mesterens stilhed dit væsen. Tavshedens religion er den største af dem alle. Det er de store mestres og deres disciples religion. Det er også den sande spiritualitet.

Lad Snedigheden Falde og Vær Spontan

Da jeg fortalte Satyakama historien til en gruppe mennesker, var der en der spurgte, 'Swamiji, de teknikker er måske for højt udviklede sjæle. I den historie bliver disciplen oplyst blot ved mesterens velsignelse. Han må have været en højt udviklet sjæl for at det kunne lade sig gøre.'

Jeg fortalte den person, 'Nej, det er ikke nødvendigvis følgen af at være en 'højt udviklet sjæl'. Det er for højt uskyldige sjæle!' Forstå det ret; højt udviklede sjæle har ikke behov for teknikker. Teknikker som den der blev givet til Satyakama gives til uskyldige mennesker, der er trætte af deres egen snedighed. Forstå de ord, 'træt af at være snedig.'

Hvad er snedighed? Det er det modsatte af intelligens. Du kan enten være snedig eller intelligent, men aldrig begge to samtidig. Udspekulerethed er også modsætning til sårbarhed. Når du er udspekuleret kan du ikke samtidig være sårbar. Når du er sårbar er du ren som en nyfødt. Et barn kan sagtens være intelligent og uskyldig på samme tid. Henad vejen vokser hans intelligens, men uskylden forvandles uvægerligt til snedighed. Da er han ikke længere ren som et barn. Samfundsskabt indoktrinering er årsagen til at uskylden i intelligensen forandres og bliver til udspekulerethed. Børn der får lov at være i fred forbliver uskyldige. Men vi presser så meget lærdom ind i dem, at de ender op som civiliserede dyr (det engelske udtryk 'social animals'). Forstå dette. Vi har et meget stort ansvar for at opdrage vores børn uden at gøre dem snedige.

Poeten Khalil Gibran siger smukt om børn,

Giv dem blot din kærlighed, men ikke dine tanker,

For de har deres egne tanker.

Udspekulerethed er delthed. Det er en konstant beregning. Det er til hinder for det frie uskyldige udtryk. Det kender kun til at udtrykkes med bagtanke for øje. Beregning er okay i regningens verden, men ikke for det indre væsen. Vi udregner tingene på et falsk grundlag. Beregner vi nogensinde alt det vi er blevet begavet med? Nej, aldrig! Alt det tager vi for givet.

Snedighed begynder med opsplitning af helheden. Uskylden mistes det øjeblik sindet lærer at deles. Når først det har fået færten bevæger sindet sig hurtigt langt væk fra sin oprindelige uskyld.

To babyer sad side om side i deres barnevogne inde i et storcenter.

Den ene vendte sig mod den anden og spurgte, 'Er du en dreng eller en pige?'

'Det ve' jeg ikke,' svarede babyen. Den første sagde, 'Det kan jeg afgøre.' Og han dykkede ned under tøjet, kom ud igen og sagde, 'Du er en pige og jeg er en dreng.'

Pigebabyen var overrasket og spurgte, 'Hvordan kunne du vide det?'

Prompte faldt svaret, 'Det er nemt nok. Du har lyserøde underbukser på og jeg har blå på!'

Fra en meget tidlig alder lærer barnet at dele op – af folk der selv har svare problemer med deres egen udspekulerethed. Barnet lærer ubevidst at give sin uskyld i bytte for snedigheden.

Faren ved snedighed er at den skyder rødder i alle retninger og ender med at størkne og tage sig til som om den er selve individets natur. Personen vil ikke engang selv vide han er snedig. Han er ikke klar over, at hans indre kamp skyldes hans snedighed.

En person kom til mig og begyndte at fortælle, 'Swamiji, jeg har en affære.' Jeg spurgte, 'Føler du det er forkert?' Han sagde, 'Ja, jeg ved det er forkert, og jeg er helt med på at jeg gør noget forkert.' Jeg sagde til ham, 'Så stop det.' Han sagde, 'Nej, kun du kan sætte en stopper for det.' Jeg sagde til ham, 'Hey, det er ikke mig, der har en affære og som kan stoppe den! Det er dig, der har affæren, så det er op til dig at beslutte at stoppe!' Han stod i tavshed. Jeg spurgte ham, 'Hvad mener du med at jeg skal stoppe det? Mener du at jeg skal tage dine bilnøgler og ikke tillade at du tager derhen? Hvad mener du med at jeg skal standse det?'

Det er snedighed. Han sagde, 'Nej, jeg har overgivet mig til dig, så du bør tage dig af det.' Jeg fortalte ham, det var en fin historie den! Så sagde jeg ham, 'Du sagde lige nu at du har overgivet alt til mig. Alright så. Sid bare her og mediter.' Han spurgte, 'Hvad siger du Swamiji?' Jeg sagde, 'Det var dig selv der sagde lige for et øjeblik siden, at du har overgivet dig til mig! Så gør bare som jeg siger. Bevæg dig ikke herfra, bare sid.' Det var han ikke parat til!

En lille historie:

Floderne slog sig engang sammen og brokkede sig til havet. De spurgte havet, 'Hvorfor er det lige, at når vi ankommer til dig, ferske og lige til at drikke, gør du os salte og udrikkelige?'

Havet som måtte høre sig selv kritiseret svarede, 'Lad være med at komme. Så undgår I at blive salte.'

Hvis du ikke er parat til en enkel løsning kan du øsregne med at du spiller et udspekuleret spil. Medmindre du er træt af at være snedig er det ikke muligt at hjælpe dig. Ingen teknik kan hjælpe dig, for din snedighed ser vejen ud af enhver teknik. Folk kommer til mig og siger, 'Swamiji, alt, hvad du siger er jo bare helt rigtigt, men…' Forstå dette. Det øjeblik du siger 'men' til mig, er du gået fejl! Samme nu du siger 'men' er det slut. Du prøver at slippe afsted med at være snedig.

Nogle folk siger til mig, 'Alt hvad du siger er korrekt, men vær sød at tvinge mig til at gøre som du siger.' Hvad mener du med det? Skal jeg sætte to-tre folk på jobbet med at holde øje med dig og få dig til at gøre ting? Drop din udspekulerede game, så vil du automatisk begynde at efterleve mine ord. Snedighed er er ren gemmeleg, som du leger med dig selv. Du kan ikke lege den leg med mig. Jeg ved straks lige nøjagtigt hvor du er henne. Jeg behøver ikke komme til dig for at finde dig. Så forstå det tydeligt, det er kun dig selv du leger med. Bare tag en stærk beslutning om at være totalt oprigtig og autentisk overfor dig selv. Kun da kan du slippe af med snedigheden.

Når snedighed opløses opstår autenticitet og oprigtighed og du vil hurtigt oplyses. Desuden, hvis du er autentisk involverer du dig ikke i nogen form for sladder. Sladder er rent udtryk for udspekulerethed. Når du er så snedig at du ikke kan sige noget direkte til en person, taler du ham bag ryggen i stedet.

Når du dropper udspekuleretheden blomstrer spontaniteten. Spontanitet er det modsatte af beregning. Intelligens plus uskyld er spontanitet. Intelligens plus snedighed er beregning. Spontanitet er blot din uskylds flydende udtryk. Det er en ikke-beregnende sindstilstand. Det kaldes sahaja,* at være dig selv uden besvær. Besværet er den konstante beregnings besvær.

Forstå dette, du tror måske selv du er i gang med at opnå en hel masse, men sandheden er, at du er kun i gang med at tabe din uskyld. At miste sin uskyld er som at miste livet selv. Du kan overleve at miste hvad som helst på nær din uskyld.

*Sahaja – spontan guddommelig glæde.

Problemet med falskhed opstår, fordi samfundet flasker dig op til at

mene, du er noget specielt.

Uskyld, Helhed, Modenhed

Dhammapada* siger:

Lad dit indres lampe lyse, stræb intenst på at opnå visdom. Bliv ren og uskyldig og lev i lysets verden.

Du kom til verden som et uskyldigt barn. Du udstrålede uskyldens skønhed indtil samfundet forærede dig sindet. Nu ønsker du at komme af med den 'gave' og blive uskyldig på ny. Genvunden uskyld er det der kaldes modenhed. Det er muligt at genvinde den. Blot tro på at du har været uskyldig engang. Hav tillid til at uskylden stadig er derinde – i dig. Så er det muligt at begynde at udtråle den påny. Selve den forståelse vil starte processen op igen.

Modenhed får os til at leve et helt liv. Totalitet, helhed er at fungere ud fra en vældig uskyld og at give alt til nuet. Der er ingen meninger, ingen domme, ingen fragmenter inden i dig. Der er kun intens entusiasme i nuet. Åbenheden for nuet er uskylden.

For at blive moden må du først gå ind, for modenhed handler om at falde i hak med din sande natur uden nogen form for spil. At tillade dit naturlige selv at komme til udtryk og stå ved det 100% er modenhed. Den bedste måde at finde dit naturlige selv på er ved at holde din indre ro. Lad din kerne være afslappet uanset hvor du måtte være eller hvad du måtte lave. Så kan du opretholde din renhed. Føl altid dit naturlige selv inde i kernen – uden anstrengelse og uden foregivelse.

Problemet med falskhed opstår, fordi samfundet lærer dig at du skal være speciel hele tiden. Der er ikke behov for at du skal være en særlig person hele tiden. Det er en umoden idé hele tiden at ville være speciel. Når først du har

givet afkald på den idé, slapper sindet af. Det føler sig ike længere presset til at være udspekuleret. Denne afspænding afføder uskylden.

For at opleve dette indre behov for at genvinde din uskyld, er du muligvis nødt til først at komme på afveje og leve med konsekvenserne af det, så starter introspektionen. Selvanalysen vil trigge behovet for at genvinde den tabte uskyld. Fordøm ikke dig selv for at have været på gale veje. Bare bring bevidsthed ind og integrér dig selv på rette vej for evigt. Hvis det er måden modenheden kan ske på, er det helt sikkert det værd.

Modenhed er at tage en powerbeslutning om ikke længere at stikke dig selv blår i øjnene. Det er at vågne op til den indre bevidsthed. Det er at integrere dig selv med ærlig oprigtighed. Når det sker begynder du at blive 'som barn på ny'. Som barn var du uskyldig, men uden bevidsthed. Et eller andet sted under opvæksten mistede du uskylden. Nu genvinder du den. Den ny uskyld vil være med fuld bevidsthed og det er den ægte uskyld.

*Dhammapada – Buddhas lære i nedskrevet form.

Når du genvinder uskylden blomstrer du op med forståelsen af, at der ikke er noget mere værdifuldt end at blive som barn på ny. Det er oplysningens proces.

Det er grunden til at et barns uskyld bør næres med største nænsomhed. Hver gang barnet gør en uskyldig observation, er det bedst hvis vi kan lade være med at påtvinge det vores lærdom – da vil det vokse op med uskylden i behold. Foreksempel, hvis barnet spørger, 'Hvorfor er det himlen er blå nogen gange og hvid nogen gange?' så bare fortæl barnet at nogen gange er himlen blå og andre gange er den hvid. Han skal tidsnok få lært om skyer og andre meteorologiske fænomener, når han starter i skole, men hvis du kan fortælle ham, at sådan er det bare, vil han med det samme fatte, at naturen er spontan. Han vil ikke søge videre efter mere information, mere lærdom. Det skal universiteterne nok få indpodet ham med til den tid alligevel.

Derhjemme, så længe du stadig er den mest indflydelsesrige person i hans liv, hvis du får ham til at fatte, at sådan er tingene bare, at der ikke er nogen grund til at skulle vide det hele ved hjælp af fakta, vil uskylden i ham overleve. Han bliver ikke indpodet med vanen at bedømme naturen. Han lærer at se uden ord. Han lærer at bare se og være til. Samme øjeblik der bliver sat ord på, går

uskylden tabt. Så er der ikke længere tale om at se – så bliver det til at betragte. Hele skønheden mistes.

At vokse op regnes for noget meget alvorligt. Hvis du vokser op med alvor, vokser du dig gammel før tid. Hvis du vokser op med leg, forbliver du ung! Det er godt engang imellem at se på hvad børn, dyr og andre skabninger gør, for de lever alle med uskyldens kådhed. Det vil hjælpe til at forstå og genvinde uskylden.

Barnlig uskyld opdager mange ting, men forstår langtfra det hele. Den nyder det via sin uskyld, det er det hele. Mens den genvundne uskyld ikke blot opdager nye ting, men forstår dem også. Det er forskellen.

Barnlig uskyld er smuk, men ikke nok. Den må tabes til livet og så genvindes med fuld bevidsthed og modenhed.

Det siges at en vanvittig mand og en mystiker ser ens ud. Begge vil de fremstå excentriske i deres væremåde, le ganske pludseligt og gøre ufattelige ting. Men de befinder sig rent faktisk i hver deres ende af samme skala! Ekstremer ser altid ens ud. Udadtil virker de ens, det er det hele. På samme måde vil et barn og en helgen måske fremstå ens i deres uskyld, men de er faktisk i de to yderlige ender af samme spektrum. Barnet er ikke engang startet endnu på processen med at miste og genvinde sin uskyld, mens helgenen allerede har afsluttet den.

Barnets uskyld er stadig den gudgivne uskyld han kom hertil med, ikke den uskyld han genvinder i livet. Et barns uskyld kan nemt forstyrres, mens helgenens uskyld aldrig kan ødelægges. At få ødelagt sin uskyld og at arbejde på at genvinde den permanent er modenhedens proces. Det er rejsen mod den anden del af spektret og at blive helgen.

Når du genvinder din uskyld kaldes du dvija, genfødt.

Med den genvundne uskyld vil du atter kunne se den anden i øjnene. Din uskyld gør dig ikke kun sårbar, den integrerer dig også. Med viden er du splittet op, fragmenteret indeni dig selv. Med genvunden uskyld er du integreret og ærlig overfor dig selv og omverdenen. Den ærlighed vil kunne læses i dine øjne og vil røre den anden. Den ærlighed er modenhed.

Blot længselen efter at blive uskyldig igen er nok. Den vil gå i gang med at ødelægge alt det, der ikke er dig, indeni dig. Når alt kommer til alt er det bare indoktrinerede lag. Men det er vigtigt at være fast i viljen indtil processen er på plads. Viljen til at være oprigtig og ærlig uden bagtanker. Beslut ikke at slappe af før af-konditioneringen, aflæringen er fuldt tilendebragt.

Skønheden ved modenhed består i at den tillader dig at fungere som en moden voksen, når situationen kalder på det, og som et barn til alle andre tider. Den gør det nemt for dig at flyde fra det ene til det andet så at du er i perfekt harmoni med Helheden.

Når du genvinder din uskyld er du dvija, genfødt, moden. Nøglen er ikke at give op i din anstrengelse for at genvinde den tabte uskyld. Rejsen kan til tider være frustrerende, fordi den tager sin tid og ikke sker. Det er sådan fordi samfundet har indpodet så mange lag i dig. Løget må pilles lag efter lag før centrum nås. Frustration er en forudsætning for at kunne briste og åbne i transformation. Så slap ikke af, det er nok. Det vil ske. Husk blot, uskylden er allerede inde i dig. Det handler ikke om noget, der skal nås udenfor dig selv. Bare at huske på det vil få dig til at slappe af efter hver frustration.

Sid for dig selv hver dag, et par øjeblikke, og gå roligt din uskyld i møde. Føl uskylden i dig. Føl renheden i dig. Føl det strømme over indefra dig. Lad det sprede sig ud i din krop, sind og hele væsen. Føl hvor smuk du er i din uskyld. Gør dette hver dag. Du vil snart se at du vil vågne til uskylden som din sande natur. Alt der ikke er dig vil blive brændt, og det sande dig vil bryde frem.

Uskyld bærer helheden i sig. Den helhed kaldes også 'grace' – nåde. Det er derfor oplyste mestre virker så yndefulde og smukke hele tiden. Uskyld manifesterer sig som ufattelig skønhed for den, der har øjne at se. Det er så helt at selv det mest snedige sind ikke kan fornægte det. Det trodser al logik og bevæger dig.

Vi tror altid børn er umodne. Vi synes voksne der græder er umodne. Vi er blevet indoktrineret til at mene at det at udtrykke følelser er umodent. At udtrykke følelserne ucensureret og ligeud er tegn på uskyld. De snedige vil redigere selv deres følelser. Engang imellem er det godt at græde for øjnene af andre folk. Hvad er der i vejen med det? Hvad er det du prøver at skjule? Ved at græde udtrykker du jo bare dine sande følelser. Hvad er der at skjule? Problemet er at samfundet har lært os at gemme vor sande natur af vejen og kun vise vores kunstige personlighed frem. Det er grunden til at vi henad vejen glemmer, hvad vores natur er. Vi glemmer, hvordan man er uskyldig.

En lærer fortalte under et forældremøde en forælder, 'Din datter er rigtig god i alle sine aktiviteter. Hun er bare en smule følelsesmæssigt umoden. Men hun skal nok komme efter det.'

Forælderen kiggede forundret på hende og spurgte, 'Hvad havde du egentlig forventet af en pige i treårsalderen?'

Blot ved at være sammen med børn som deres ven og legekammerat er det muligt at komme tilbage og mærke, føle uskylden. Når du er sammen med dem så lad være med at lade som om du selv er et barn. Tag det rigtig alvorligt og bliv barn! Det er den største tjeneste du kan gøre dig selv.

Der er utallige muligheder hvorpå du kan genopdage barnet, der gemmer sig inde i dig. Bare leg gemmeleg med børn eller lær hvordan man bager småkager eller se Tom & Jerry tegnefilm eller spis forskelligt farvede stykker slik eller lav dukker ud af mudder! Det vil alt sammen bringe barnet i dig frem. Din solide identitet vil gå i opløsning. Du vil blive flydende som en flod, og du vil flyde afsted. Din alvors vægt vil falde til jorden og opløses og du vil blive let og salig.

Alvorlighed er ego. Når du er bange for at blive såret, bange for at miste kontrol eller magt, bliver du alvorlig. Det sker når du er for selvcentreret. Når du bare giver slip og leger og berører din uskyld igen, vil du lige pludselig nyde en tiltrængt ferie fra dig selv. Den pause er den forsvundne alvor. I det pusterum vil du opleve, at der ikke er noget at holde fast i. Der er kun den frie ånd. Når du bliver opmærksom på det kan du arbejde bevidst på sagen og bevæge dig i retning af at være helt og aldeles uskyldig og oprigtig.

Uskyld er at holde bevidstheden i hjertet og ikke tillade den at slå sig til ro i hovedet.