177. En lille historie:

Der var en ung kvinde som ikke kendte til madlavningens ædle kunst. Men hun ønskede at lave en lille ret af en art og medbringe til en sammenskudsmiddag, hun var inviteret til.

Hun fik fat på en kogebog og forsøgte sig med en dessert.

Hun holdt bogen i den ene hånd. Vejledningen lød, 'Sæt gryden på komfuret.' Det gjorde hun. Så sagde den, 'Tilsæt en halv kop mel.' Så gjorde hun det. Dernæst, 'Tilføj en halv liter vand, en anelse sukker og rør rundt i tyve minutter.' Hun udførte samtlige instruktioner omhyggeligt, men efter tyve minutter var der ikke sket noget som helst.

Hvorfor? Fordi kogebogen ikke havde fortalt hende, at hun skulle tænde for gassen!

På samme måde er det når du mediterer alene – det kan nemt ske at du glemmer at tænde ilden. Mesterens nærvær er ild i sig selv. Den vil sikre at produktet bliver skabt og alkymien lykkes.

Folk spørger mig, 'Swamiji, hvorfor insisterer du på mesterens tilstedeværelse?' Selvfølgelig ja, du kan lytte til mine ord på en audio CD eller en DVD. Men når du sidder her vil den ærlighed der skinner ud af mine øjne, den sandhed der kommer til udtryk i mit kropssprog, fange dig. Du vil fange det. Du vil føle klikket, forbindelsen, 'Ja, det er sandt hvad han siger.'

Selvom du ønsker at være mistænksom, vil du pludselig se at din logik ikke længere har magten over dig. Disse ord går simpelthen ind i dig udenom al logik. Sådan sker det kun i selskab med mesteren. Vi kalder det Upanishad – bare at være i nærheden af, sidde og åbne for mesteren.

Åben dig selv i tillid og bare lad dig 'falde' helt ned i tillidsfuldhed. Du vil se mesteren vil være der og tage imod dig. Bare slip dig selv fra hovedet og fald

ind i hjertets afgrund. Mesteren vil være der for at holde dig og oplyse dig, det er det hele.