160. En lille historie:

Der var engang en gravid løvinde som gik til angreb på en flok geder, mens hun var ude at jage. Idet hun satte i et spring og hoppede på én af gederne blev belastningen for meget for hende og hun døde idet hun fødte sin unge.

Den nyfødte unge kunne dårligt åbne sine øjne. Han lavede nogle lyde og kravlede lidt rundt på jorden, helt hjælpeløs som han var. Gederne lagde mærke til den forældreløse unge og følte medfølelse med ham.

Du undrer dig måske over om det virkelig er rigtigt, og hvordan nogle geder skulle kunne opleve medfølelse med en løveunge. Men ser du, når fjenden hverken forstyrrer dig eller forvolder dig smerte og du ikke på nogen måde føler dig truet af ham vil du opleve medfølelse, også selv om han per natur er din fjende. På samme måde var det i dette tilfælde; gederne oplevede ingensomhelst trussel fra ungens side og begyndte at vise ham deres kærlighed.

Gederne mærkede at ungen ikke ville angribe dem og derfor var de i stand til at give udtryk for deres medfølelse med hans situation. De tog sig af ham, og opdrog ham på den måde de mente var bedst. De viste ham hvordan man spiser græs, drikker gedemælk og lever sit liv som ged – ja han lærte endda at bræge som en ged!

Løveungen tog også gederenes kropssprog til sig. Helt tilbage fra sin fødsel var der aldrig nogen der fortalte ham, han var en løve, så han vidste aldrig hvad det vil sige at være løve. Ungen voksede op som en af flokken. Gederne på deres side var helt indforståede og veltilpasse med hans medlemskab af deres lille gruppe.

Efterhånden som løveungen voksede til begyndte han at udtrykke sin styrke på den måde det faldt ham naturligt. Når de andre unge geder sloges med ham havde han for vane at give dem en ordentlig en på sinkadusen. De unge geder brokkede sig til mor – geden, 'Han slår på os!' Mor geden gjorde så sit bedste for at gøre det godt igen mellem ungen og gederne ved at trøste de unge geder og anbefale dem at lade det gå i glemmebogen.

En skønne dag gik en løve til angreb på deres flok. De forskrækkede geder flygtede i alle vide retninger. Løven fik nu øje på en lille løveunge, der løb brægende væk sammen med gederne. Han kunne ikke tro sine egne øjne! Han

kunne ikke få ind i sit hoved hvordan i alverden det kunne gå til at en løveunge løb angst væk ved synet af ham, og hvorfor han brægede ligesom gederne.

Næste dag vendte løven tibage ikke for at jage, men for at finde den lille unge. Da han fik øje på løvebarnet gik han langsomt op bag ham og i et snuptag greb han fat i ham. Samme øjeblik han havde fat skreg ungen op, 'Slip mig! Slip mig! Baa, baa…'

Løven sagde, 'Fjols! Vær ikke bange. Jeg slår dig ikke ihjel. Ved du ikke hvem du selv er?' Ungen græd bare, 'Jeg er en ged. Lad mig nu være. Lad mig slippe fri!'

Løven gentog, 'Fjols! Du er ikke en ged. Du skal ikke være bange for mig!' Men den lille unge var ude af sig selv af skræk og slet ikke parat til at høre på den store løves historier. Det lykkedes ham at vriste sig fri, hvorefter han løb sin vej så hurtigt som stikkerne kunne bære ham.

Næste dag vendte løven igen tilbage til gedeflokkens opholdssted. Igen lykkedes det ham at få fat i løveungen. Denne gang holdt han ham i et solidt greb.

Ungen kæmpede for at komme fri, men selvom én del af hans sind gav ham kraftige signaler til at flygte, var der en anden del af ham, der følte sig mærkeligt godt tilpas ved at blive rørt ved af løven. Den beroligende, behagelige følelse løvens berøring gav ham vækkede noget nyt inde i ungen. Idet han fornemmede ungens forvirring lod løven ham slippe med ordene, 'Jeg kommer igen i morgen. Men på det tidspunkt vil jeg ikke indfange dig.' Og løven vandrede atter tilbage ind i skoven.

Løveungen lå vågen hele natten ude af stand til at få lukket et øje. Hans sind var fyldt af så mange tanker… 'Jeg kan ikke tro hvad løven fortalte mig,' 'Men jeg tror der måske kunne være noget sandt i det han sagde,' 'Nej! Nej! Nej! Jeg tror bestemt ikke hvad han end sagde var korrekt. Jeg ved jeg er en ged. Det har jeg vidst helt fra fødslen. Og det han siger giver ingen mening for mig. Han lyver bare for at opnå et eller andet fra mig.'

Forstår du, løven har rørt ungen på en måde der går på tværs af ungens logik. Lad mig udtrykke det soleklart, hvis mesterens nærvær påvirker dig hinsides al din logik er mesteren i dig allerede vågnet op!

Du kan ikke føle dig forbundet med løven, medmindre løven i dig vågner op. Hvis du føler nogen begejstring, noget velbehag, gennem mesterens berøring, løven, og hvis du opdager at du igen og igen forsøger genskabe de samme

følelser der kom op i dig da du var i hans selskab, skal du være klar over løven har rørt dig meget dybt! En del af dig er allerde begyndt at føle sig formildet. En del af dig er allerede begyndt at føle, at der muligvis nok er noget om det mesteren siger.

Den følgende dag da løven ankom, stod ungen allerede og ventede på ham. Ungen stod tålmodigt ved skovens udkant og holdt udkig efter løven. Men da løven så kom til syne begyndte ungen at gå baglæns i retning af gedeflokken igen. Men han vendte ikke ansigtet væk fra løven, da han helst ikke ville gå glip af synet af ham igen!

Han tog bare et par forsigtige skridt baglæns og fortalte løven, 'Du bliver hvor du er, og jeg vil også blive her hvor jeg er nu. Vi kan stadig tale sammen. Det er rigtigt at jeg ikke kan glemme dig. Men lad os lige holde en vis distance sådan her.' Løven svarede, 'Det er okay med mig. Bliv du bare hvor du er. Lad os tale sammen.'

Løven fortsatte, 'Forstår du min ven, du er en løve! Du ignorerer din sande natur ved at forsøge at være noget andet! Se omhyggeligt efter og du vil se forskellen på dig og de der geder.' Ungen skreg op, 'Nej! Nej! Det kan da ikke være rigtigt? Jeg spiser samme græs som dem. Jeg lever nøjagtigt ligesom de andre geder.'

Løven sagde, 'Fjols! Forstå denne helt basale ting. Se selv efter. Ingen andre geder føler sig tiltrukket af mig. Ingen andre geder står og venter på mig. De er alle skrækslagne for mig. Kun du venter på mig. Forstå alene udfra det, at der er noget, der er ved at ske indeni dig. Hvad er behovet for at du står og venter på mig her? Kom med mig ned til den nærmeste flod og betragt dit spejlbillede i vandet. Du vil kunne se både mit og dit eget ansigt.

Ungen følte sig bange ved tanken om at gå nogen steder hen sammen med løven og sagde til ham, 'Nej. Lad os bare stå her og snakke. Du bliver hvor du er og jeg står her. Du kan bare sige det, du gerne vil sige. Jeg vil blive lige her og lytte.'

Så sagde løven, 'Alright, lad mig så fortælle dig en ting. Jeg kan vise dig dit sande selv i floden og bevise for dig at du er ligesom mig. Men jeg vil ikke tvinge dig. Jeg kommer igen om en uge. Hvis du er rede så kom tilbage hertil og vent på mig her. Så vil jeg tage dig med mig til floden. Hvis ikke du vil, så bare glem mig. Prøv ikke engang på at huske mig, bare gå din egen vej!' Og så gik den store løve sin vej.

En uge senere kom løven tilbage som lovet. Ungens sind var stadig forvirret. 'Skulle jeg mon gå hen og møde løven eller hellere lade være?' Dybt indeni ønskede ungen virkelig at se løven igen, men samtidig var han meget bange for ham.

Omsider nåede ungen frem til det sted han sidst havde mødt løven og fandt ham der. Løven kiggede op på ham og rejste sig. Han begyndte at gå og langsomt vandrede de ned til floden. Mens de gik bevægede løven sig en lille smule tættere på ungen. Ungen blev bange og vrælede op, 'Nej! Nej! Bliv du nu bare hvor du er. Bare vis mig vej ned til floden. Vær sød ikke at komme så tæt på. Jeg er udmærket i stand til at gå selv!'

Løven trak sig lidt væk og begyndte nu at fortælle ungen historier fra dengang han selv var en lille unge, og hvordan han voksede op og blev en stor og stærk løve. Ungen blev så optaget af at lytte til de historier, at han helt glemte at holde distancen imellem dem. Som de vandrede afsted kom løven langsomt tættere på ungen. Ungen var totalt optaget i løvens historier og spurgte ham, 'Nej virkelig?' 'Var det sådan det skete?' 'Havde du også alle de problemer?'

Uden det gik op for ungen var løven kommet så tæt på, at han nu rørte ved ungen mens de gik! Pludselig gik det op for ungen hvad der var sket, men han følte nu egentlig ikke det generede ham det mindste. Han følte løvens blide berøring så afslappende! Han protesterede ikke.

Løven fortsatte turen og ungen sagde, 'Åh! Det var dejligt… det var nu interessant… ' Nu nærmest bar løven på ungen, men ungen var så fuldt optaget af disse 'små historier' fra løvens yngre dage.

Ser du: ungen vidste udmærket at han ikke kunne undslippe, men det ønskede han heller ikke længere! Men så dukkede et lille ego op i et hjørne af hans sind og gav ham problemer og han udbrød, 'Nej! Nej! Lad mig være! Hvad er det du gør ved mig? Hvorfor holder du fast i mig?' Ungen havde stadig den der frygt indeni; så han spurgte, 'Hvad er det du gør ved mig? Fortæl mig det venligst, hvad er det egentlig du foretager dig?'

Løven svarede, 'Jeg gør ikke noget ved dig. Bare se ned i vandet.' Ungen kiggede ned i vandet og sagde, 'Okay nu kigger jeg ned i vandet.' Løven spurgte så, 'Hvad kan du se nede i vandet? Kan du se to former?' Ungen svarede, 'Ja.' Løven sagde, 'Well, den ene løve er mig og den anden løve er dig.'

Ungen gentog, 'To spejlbilleder; det ene er mit og det andet dit.' Da gik det pludselig op for ham, hvad det var han selv sagde; han kunne ikke tro det og begyndte at himle op, 'Arh, måske ikke! Nej! Nej! Nej! Begge reflektionerne i vandet må være dine!'

Løven råbte, 'Fjols! Se nu efter! Jeg rejser min pote. Se hvilket spejlbillede der rejser poten.' Ungen pegede på refleksionen i vandet og konstaterede, 'Kun den der refleksion rejser sin hånd.' Så sagde løven, 'Okay, nu er det din tur.'

Ungen rejste sin egen hånd, kiggede efter nede i vandet og råbte op, 'Ja! Ja! Ja! Jeg ser det! Jeg ser det jo! Så med en meget lille forvirret stemme spurgte han, 'Jamen… hvordan kan jeg være en løve? Er jeg da slet ikke nogen ged?'

Løven så blot på ham og sagde,'Jeg er ikke kommet for at snyde dig.' I det øjeblik begyndte en følelse af dyb henrykkelse at boble op i ungen. Han fornemmede at noget utroligt skulle til at ske.

Men igen kom hans sind på banen og hans humør dalede straks helt ned i kulkælderen idet han stillede spørgsmålstegn ved sit eget sind, 'Jeg tror jeg må være blevet hypnotiseret. Det her er da slet ikke mit sande jeg! Der er sket et eller andet for mig. Det her er ikke mig. Jeg har jo aldrig været så lykkelig, så glad! Det er jo slet ikke mig! Han gør noget ved mig. Han har allerede gjort noget ved mig!'

Men igen kom hans sind på banen og hans humør dalede ned under

gulvbrædderne og han begyndte at tvivle på det hele.

Ungen gjorde stadig modstand. Han forsøgte at undslippe nuvel, men det var kun et halvhjertet forsøg, det rene skuespil faktisk, for i virkeligheden har han ikke lyst til at flygte.

Ungen begyndte sine protester, 'Nej! Nej! Nej! Lad mig gå! Lad mig komme væk! Jeg ved du er en løve. Som en gave til dig vil jeg bringe dig det græs, jeg spiser hver dag. Jeg vil bringe dig den mælk, jeg drikker hver dag. Jeg vil give al min tid i din tjeneste.'

Endelig tænkte løven, 'Jeg må hellere lade ham være. Han kan kun forstå hertil og ikke længere lige for øjeblikket.' Så han fortalte ham, 'Alright, hav det nu helt på det rene, vi mødes igen i morgen. Denne gang kommer jeg ikke til skovens udkant for at mødes med dig. Jeg vil være hjemme hos mig selv. Hvis

du ønsker at se mig, så find ud af hvor jeg bor og kom derhen for at vi kan mødes. Jeg har slet ikke tid til at komme hele vejen over til dig bare for at bringe dig herhen! Hvis ikke du er interesseret i at komme og besøge mig ved din egen kraft, så bare drop det!' Med de ord gik løven sin vej.

Denne gang løb ungen ikke tilbage så hurtigt han kunne, som han ellers plejede. Han gik meget langsomt på tilbagevejen. Han havde ikke rigtig lyst til at gå, men på den anden side opfordrede hans sind ham til hurtigst muligt at komme hjem til gederne. Tre af løveungens ben bevægede sig ikke. Kun et ben var i stand til at bevæge sig. Store tåredråber begyndte at rende ud af hans små øjne ved tanken om dette farvel.

Næste dag sad løven i en majestætisk stilling i sit hjem. Langsomt, meget langsomt kom løveungen ham i møde med en potefuld friskskåret græs og tanken, 'Det her er det bedste græs der er til at finde nogen steder'; han satte det ned foran løven idet han sagde, 'Vær venlig at acceptere denne ofring jeg har bragt til dig.'

Løven betragtede ham og tænkte ved sig selv, 'Okay, hvis jeg tager imod det græs vil den lille fyr føle sig forbundet med mig. Han vil måske endda tillade forholdet at blive mere intenst. Gennem dette vil han måske føle sig mere forbundet med mig.' Med den tanke for øje og på trods af at en løve ellers aldrig giver sig af med at spise græs, tog han hele bundtet op, puttede det i munden og begyndte at tygge! Han roste ungen, 'Det er sørme noget godt græs du har haft med til mig, det smager rigtig godt!' Ungen var temmelig stolt af sig selv. Forholdet mellem de to blev dybere i og med løven spiste græsset.

Forstå det ret, løven kommer ned og spiser græs udelukkende med det formål for øje at slå bro over afstanden mellem ham selv og ungen. Selvom han egentlig aldrig spiser græs, lader han som om han spiser og elsker det.

Langsomt udvikledes forholdet mellem løven og ungen. Nogle gange når løven smagte på det græs ungen havde haft med til ham, råbte han ad ham, 'Fjols! Ved du ikke hvilken type græs du bør have med til mig? Hvad er dog det her for noget hø? Det er efterhånden på høje tid at du vidste hvad jeg spiser. Næste gang må du være så venlig at komme med det rigtige græs!'

Løveungen begyndte at tænke, 'Han bliver vred. Jeg bliver også vred indimellem. Så han taler mit sprog og jeg hans. Han er jo fuldstændig ligesom mig!'

Når løven spiser græsset kommer han ned fra sit niveau, sit plan, sin bevidsthed, for at forbinde sig med ungen.

Ungen følte sig straks rigtig veltilpas. Nu kunne den føle sig hjemme med løven. Nu besluttede ungen, 'Jeg må medbringe det rigtige græs og frisk mælk næste gang. Måske burde jeg få græsset pakket ordentligt ind også.' Ungen lagde planer og tænkte at han var blevet skældt ud af løven, fordi han ikke havde gjort sit arbejde godt nok! Og sådan startede venskabet mellem ungen og løven. Nu følte ungen sig mere fri og han begyndt at komme til skoven og besøge løven hver gang han havde lyst. Ungen følte sig helt komfortabel i løvens selskab, meget afslappet. Den kendte ikke til 'mester' løvens 'mester' plan.

En skønne dag da ungen som sædvanlig kom med sin gave af græs og mælk så han løven sidde med en stor klump kød foran sig. Samme øjeblik hvor ungen fik øje på kødet blev han bange og begyndte at råbe, 'Hvad? Hvorfor er der kød på din tallerken? Hvad er det nu for noget? Er du en ikke-vegetar? Jeg vidste da ikke noget om at du er ikke –vegetar! Du er da sådan en kærlig og karismatisk person. Du kan ikke være ikke-vegetar! Du spiser alle sådan nogle forfærdelige ting! Jeg er vegetar! Det her kan jeg slet ikke fordøje!'

Denne gang tog løven sig ikke tid eller energi til forklaringer. Han greb simpelthen fat om nakken på ungen, tog noget kød op og tvang det ind i ungens mund. Det øjeblik da kødet kom ind i hans mund smagte ungen blodet fra kødet og noget skete pludselig inde i ham.

Ungen fattede ikke hvad der skete. Ungen havde smagt kød for første gang! Han var helt overvældet af den følelse der rejste sig i ham. Det er det der sker i din første oplevelse af satori, lyksalighed! Når du oplever det, vil du forstå!

Idet den smagte kødet lod ungen et brøl lyde – ganske som en løve! Han begyndte at brøle og annoncere sin sande natur. Han udtrykte sin sande natur. Nu så løven ungen direkte i øjnene og sagde, 'Tat tvam asi' – 'Du er Det'. Indvielsen skete. Løven blev løve. Det var det hele. Løven som troede han var en ged, blev løve!